Morten Borup: Peder Hjort. (Rosenkilde og Bagger, 1959). 224 s.

Litteraten Peder Hjort var en urolig og samtidig en usmidig and. Hans navn dukker gang pa gang op i det 19. arhundredes andshistorie og politiskehistorie, uden at han pa noget tidspunkt var en central figur. Mest kendt er vel hans deltagelse i Baggesen-Oehlenschlager-fejden,hvor

forste gang demonstrerede den hensynsloseog unsensomme tone, der altidkarakterisere<le ham i de mange polemikker, han viklede sig ind i. Senerevendte han sig i sin littersere kritikmod sin fordums helt, Oehlenschlager,og hans kritik havde i det hele et negativt praeg. - Som laerer ved Soro akademi kastede han sig over filologien og udgav en tysk grammatik,der i Kapers og senere Houken og Stenbjerres bearbejdelser stadig er i brug. Desuden udsendte han lsesebogen»Den danske borneven«, som fik en overordentlig stor udbredelse. - Efter akademiets ophsevelse i 1849 bosatte Hjort sig i Kobenhavn og dyrkedesine politiske interesser som helstatspolitikkenspublicistiske

Pa alle felter viste Peder Hjort sin ussedvanlige begavelse. Carl S. Petersen har kaldt ham »et af dansk litteraturs stserkeste hoveder« og Paul V. Rubow har givet ham en ganske smuk placering i dansk litteraer kritiks historic Alligevel it det karakteristisk, at det meste af, hvad han beskseftigede sig med, forblev fragmentarisk. Og deter lige sa karakteristisk, at trods al den respekt for Hjorts intelligens, isaer som den ytrer sig i hans litteraere kritik, der prseger Morten Borups store biografi af ham, er det et sare diffust og aldeles ikke sympatisk billede, bogen tegner af ham.

Som det var at vente, behandler Borup forst og fremmest Hjorts litteraere indsats. Uden at der vel fojes mange nye trsek til, giver bogen et ganske fyldigt indtryk af Hjort som kritiker og tsenker. Forfatteren siger selv, at han med mange citater har villet skabe en slags »Hjort-antologi, der kan lette laeseren arbejdet med at finde frem til hans ledende tanker«. Det ma vist siges at vsere lykkedes. Men Hjorts hele virksomhed var sa omfattende og sa spredt, at den valgte fremgangsmade egentlig ikke hjselper den udenforstaende til at skabe orden i det myldrende kaos, der udgores af Hjorts produktion. Pa den made gives naturligvis ogsa et indtryk af hans virksomheds karakter, men det gor ikke bogen let at laese.

Hjorts politiske virke er med hensigt skildret ret summarisk. Deter der ikke sket storre skade ved, fordi hans indsats naeppe var synderlig betydningsfuld. I hvert fald far man ikke gennem hans arbejde som halvofficiel penneforer for helstatsfolkene noget nyt at vide om hans personlighed. Noget andet er, at Hjorts store efterladte arkiv indeholder en maengde stof til belysning af bl. a. helstatspolitikken og de af tidens fremtreedende politikere, han havde forbindelse med.

For Hjorts vedkommende knytter den storste politiske interesse sig til hans forbindelse med hertug Christian August af Augustenborg. Bekendtskabet gik helt tilbage til udenlandsrejsen i Hjorts ungear, og det styrkedes af en kraftig konservatisme, som han delte med hertugen. I 1840erne, da hertugen var dybt inde i sine dynastiske og slesvig-holstenske kombinationer, gik Hjort sa vidt som til at give ham gode rad om, hvordan han skulle bane vejen til den danske trone for den augustenborgske familie. En del af dette var kendt i samtiden, og det kom til at koste Hjort adskillige sergrelser efter 1848. Men det blev aldrig klart, hvad han dybest set havde tsenkt sig med sine rad til hertugen. Samtidig med, at han 1844-46 fserdedes pa Augustenborg og korresponderede livligt med hertugen om politiske materier - noget lignende gjorde Tscherning jo i ovrigt pa samme tid - skrev han skarpe artikler mod slesvig-holstenerne og de tyske angreb pa det danske sprog i Slesvig. Hans nationale alibi var saledes i orden, men det undrede alligevel bade hans venner og hans fjender, at han vovede sig sa langt ud med augustenborgerne.

Hjort oplyste heller aldrig selv samtidenom,
i hvor hoj grad han egentlig

sympatiserede ined de folk omkring hertugen, der ville have denne pa den danske trone, og som sogte kontakt med danske kredse i den anledning. Hertugens radgivere har i hvert fald i visse ojeblikke syslet med den tanke, at Hjort kunne blive nyttig i denne sammcnhseng. At en mand som Wegener,Hjorts gamle kollega fra Soro, aldrig var tryg ved ham, kan saledes have haft sine gode grunde.

Men heller ikke nu, da hertugens arkiv er tilgsengeligt, og man har Hjorts breve til ham, er det muligt at give en helt klar fremstilling af dette forhold. Antagelig skyldes det det dobbelte og det svingende, som man oftest kan iagttage i Hjorts synspunkter og i hans faerden. Man kan derfor ikke dadle Borup for, at han ikke liar givet en udtommende skildring af Hjorts forhold til augustenhorgcrne. En del af Hjorts breve til hertugen er i ovrigt havnet mellem de Danneskjold-Samsoeske papirer, hvorfor de ikke har vaeret tilgaengelige for forskningen. Meget kan de na?ppe heller bidrage til del: naevnte problems losning.

Nogen let tilgtengelig personlighed er Hjort saledes ikke. Deter imidlertid et vidnesbyrd om Morten Borups dybe fortrolighed med Hjorts produktion og med tidens littera;re og andelige klima, at han alligevel har kunnet tegne et billede af ham. For laeseren er det dog nok svserere at aftvinge Hjort den sympati, som bogens forfatter trods alt nserer for ham. Borup indrommer vel, at Hjort »ikke har vseret nogen udelt tiltalende person«, men nar han i bogens sidste linie kalder ham »den store uro i sin tids Danmark*, er det udtryk for en velvillig vurdering, som dog nok placerer Hjort pa en altfor fremtraedende plads i sin samtid. Vel var der altid uro om ham, men de fleste i datiden folte ham nok oftest blot som et overfladisk irritament. Hans personlighed og hans andsform hindrede ham, trods bans begavelse, i at virke pa andre og skaffe sig indflydelse.