Henning Heilesen: Randers Klosters historie (Udgivet af Randers Kloster i jubilæumsåret, 1958). 297 sider.

Reformationen var et socialt tilbageskridt, siger arkivar Henning Heilesen i det statelige skrift om Randers hospital, han har udarbejdet i anledning af stiftelsens 400 ars jubilseum. De klostre, der i middelalderen havde varetaget omsorgen for syge og fattige, blev nedlagt, og noget nyt kom forelobig ikke i deres sted. Reformationen laerte de danske, at de skulle gifte sig og intet give til de fattige, siger en anden forfatter spottende. Forst i slutningin af Christian Ill's regering blev en del af det forrige gejstlige gods, som staten havde konfiskeret, anvendt til oprettelse af milde stiftelser, bl.a. i Randers, hvis hospital talfik sin forste fundats den 10. december 1558. Det blev rigt udstyret med kirketiender og en del jordegods og er den dag i dag en af landets mest velhavende stiftelser.

Stiftelsens oprindelige navn var Randers hospital. Ordet hospital betod i aeldre tid ikke sygehus, i hvert fald ikke i vor forstand. Hospitalerne var stiftelser for gamle, svage og arbejdsudygtige mennesker. Der optoges kun fattige syge. En velhavende mand kunne ikke lade sig indlaegge for at Soge helbredelse. Og medens nutidens s}'gehuse ikke optager uhelbredeligt syge som lamme, blinde 0.1., stod fortidens hospitaler netop abne for sadanne. Men da ordet hospital efterhanden er blevet en gaengs benaevnelse for sygehus, fik Randers hospital ved kgl. resolution i 1949 sit navn oendret til Randers kloster, der heller ikke er nogen heldig bensevnelse.

Dramatiske begivenheder harder ikke vaeret i Randers hospitals historic Forfatteren har derfor vaeret henvist til at gore rede for hospitalets svingende okonomiske forhold gennem tiderne, derunder de ret hyppigt forefaldende underslaebssager, bygningshistorien og det indre liv i hospitalet, der for 1868 ogsa runnnede sindssyge blandt sine lemmer.

Til denne gennemgang af hospitalets historie, der fylder godt halvdelen af festskriftet, slutter sig som anden del meget udforlige personalhistoriske oplysninger om medlemmer af hospitalets direktion og inspektion, forstandere, praester, degne, laeger, okonomer, portnere og organister. I den forbindelse kan som supplement optyses, at den Lave Gundesen, der ifolge forfatteren blev hospitalsprsest ca. 1641, i virkeligheden blev prsest ved hospitalet allerede 1638 efter tidligere at have vaeret sognepraest i Falslev- Kasrby (Aarhus bispearkiv. Onsild herredsbog.)

Endelig bringer festskriftet som trediedel
en lang ra?kke dokumenter til

oplysning om hospitalets historie lige
fra fundatsen i 1558 til den nugaeldendefundats
fra 1936.

Bogen bygger hovedsagelig pa utrykt materiale i hospitalets meget righoldige arkiv, som forfatteren har udnyttet grundigt. Fremstillingen er omhyggeligt dokumenteret ved henvisning til de benyttede kilder. Bogen er smukt udstyret og bortset fra en enkelt lidt for flot ytring overordentlig