Kund Banning: En landsbylærer. Skolelærer Rasmus Sørensens ungdom og lærergerning 1799-1844. (Kirkehistoriske studier II. rk., nr. 3, Gads forlag, 1958). 131 s. Knud Banning: Degnekristne. En Almuerejsning. En Studie over den gudelige Vækkelse på Sydvestsjælland med særligt Henblik på. Skolelærer Rasmus Sørensens Virke. (Kirkehistoriske studier II. rk., nr. 4, Gads forlag, 1958). 375 s.

Flere af vore kirkehistorikere har i de senere ar sat megen paskonnelsesvaerdig energi ind pa at samle og bearbejde kilderne til de gudelige voekkelsers historic Knud Bannings to boger om Rasmus Sorensen og hans stilling i den religiose bevsegelse pa Sydvestsjaelland, fortrinsvis i 1830'erne, er en frugt af dette arbejde.

Den storste af bogerne har skaffet forfatteren den teologiske doktorgrad ved Kobenhavns Universitet. I den er hans synspunkter formuleret og underbygget, mens den mindre afhandling belyser Sorensen som psedagog og giver en skildring af hans fserden, for han i 1827 blev lserer i Venslev, hvor han kora ind i det religiose rore i egnen omkring Holsteinborg. Del ser ud til, at Banning selv tillsegger denne afhandling sekundeer betydning i forhold til disputatsen, hvor hovedtesen er fremlagt. »En landsbylserer« bygger pa disputatsens opfattelse af Rasmus Sorensen og indeholder stof, som forfatteren abenbart ikke har fundet relevant for formuleringen af sin tese. Som vi skal se i det folgende, svsekker det i nogen grad forstaelsen af Rasmus Sorensens personlighed og derraed ogsa saaf hans virksomhed i forbindelse med den gudelige vaekkelse, at stoffet saledes er fordelt pa to boger. Her vil de derfor blive behandlet under et.

Det ma straks siges, at Banning i de to afhandlinger har fremlagt et orafangsrigt og vigtigt materiale, der giver os en ny og indtraengende forstaelse af detaillerne i Rasmus Sorensens tankegang og i den vestsjsellandske vaekkelsesbevaegelse. Vi far ogsa en klar fornemmelse af, i hvilken retning Rasmus Sorensen onskede at lede forsamlingsbevasgelsen. Derimod far vi kun et yderst vagt indtryk af den rolle, han rent faktisk spillede i bevaegelsen, idet Banning uden nsermere motivering har koncentreret sig meget stserkt om Rasmus Sorensens ideer. En afvejning af hans og hans naere ven og medarbejder, Rasmus Ottesens, betydning er heller ikke foretaget, hvad der er sa meget mere beklageligt, som man efter lsesningen af Bannings bog har en fornemmelse af, at Ottesen, set fra vsekkelsesbevsegelsens synspunkt, er en mand af nok sa stor interesse som Sorensen.

Banning viser med mange enkeltheder,hvordan Rasmus Sorensen underindflydelse af sin fanatiske modviljemod prsestestanden, radikaliserer vaskkelsesbevaegelsen og forer nye tankerind i det religiose liv, der allerede for hans anssettelse i Venslev rorte sig i befolkningen der omkring, til dels sat i gang og ledet af grev Holstein og de troende prsester, han havde faet ansat. De vakte delte sig under Sorensenspavirkning i to grupper: den ene forblev tro mod de af prsesterne lededeforsamlinger, mens den anden bestod af folk, der foretrak at modes

under ledelse af Sorensen eller andre
almuefolk, ofte laerere. Heraf betegnelsen»degnekristne«.

I disputatsen redegores for det staerkt pietistiske trsek i Sorensens religionsopfattelse og for hans hovedtanke om, at stat og kirke bor adskilles, for at de troende kan isolere sig i et rent kristeligt samfund efter urmenighedens forbillede. Konsekvensen af dette syn bliver for Rasmus Sorensen, at praesternes laeremonopol ma falde, og at menigheden eller almuen, som han skiftevis skriver, ma samle sig i en stor flok, der kan tvinge regeringen til at gore indrommelser, sa forsamlingsfolkene kan indrette deres gudsdyrkelse, som de vil.

Banning anforer gode grunde for, at Rasmus Sorensens mal sa godt som hele tiden var at opna religionsfrihed for de troende. Han ville ikke nojes med en sognebandslosning, der ikke gav den fornodne kirkelige frihed. De vakte skulle fremtvinge en spraengning af statskirken, saledes at det blev muligt for dem at skille sig ud af den. I sa yderliggaende anskuelser fik han ikke folge af ret mange, og hans forhold til Grundivig og Jacob Chr. Lindberg belastedes stserkt. Folgen blev en udvikling i retning af det sekteriske hos ham, og Banning viser - tilsyneladende med rette - at baptismens fremstod i Danmark o. 1840 har sin direkte forudssetning i splittelsen og det sekteriske anstrog i den vestsjsellandske vsekkelse1).

Disse resultater er Bannings hovedindsats, og de ma sta fast, selvom man over for hans arbejde som helhed ma tage et alvorligt forbehold, fordi han har villet tolke hele sit stof ud fra et enkelt, alt for handfast anvendt grundsynspunkt. Han har pa en pafaldende usmidig made udnyttet de anskuelser, som professorerne P. G. Lindhardt og Hal Koch har gjort sig til talsmaend for i deres skildringer af de folkelige vaekkelsesbevsegelser.

I sit forord vedgar Banning loyalt arv og gseld til sin laerer, Hal Koch, men man vil let af bogen se, at ogsa Lindhardt ma regnes med til dens andelige ophav. Den sociologiske synsmade i bogen »Vaekkelser og kirkelige Retninger i Danmark« (1951) er efterhanden blevet et nsesten selvfolgeligt udgangspunkt for beskrivelsen af vaekkelsesbevsegelserne. Og hos Banning moder man det hidtil mest konsekvente forsog pa at forklare en enkelt person og hans placering i en religios bevaegelse med en tese, der er udformet i direkte forlaengelse af synspunkterne dels i den naevnte bog af Lindhardt, dels i Hal Kochs 6. bind af »Den danske Kirkes Historie« (1954).

Banning har formuleret sin opgave derhen, at han vil »beskrive og analysere Rasmus Sorensens Virksomhed for saaledes at forstaa Tendenserne i denne Gren af den sjaellandske Forsamlingsbevaegelse.« Og han vil med afhandlingen vise, at hos Rasmus Sorensen indgar »de religiose og sociale Tanker ... en intim og uoploselig Forening«, samt »at der er en meget tydelig Sammenhseng og Konsekvens i hans Virksomhed«²). Med mellemrum gentages derme tese om, at Rasmus Sorensens strseben var socialt bestemt eller havde et socialt sigte, og man begar ingen uret mod Bannings intention ved at pasta, at vi her har det centrale punkt i hans fremstilling. Ud fra det skal Rasmus Sorensens optraeden og den vestsjaellandske vaekkelse

For en vurdering af Bannings arbejdebliver det derfor afgorende at fastsla, om de skildrede faenomener med rimelighed lader sig indpasse under dette hovedsynspunkt, og om man dermed nar til en udtommende beskrivelse af personer og begivenhederi

---

1) Se sammenfatninger i Degnekristne, 253 ff. og 281 ff.

2) ibid., 20.

deriforbindelse med den omtalte
vsekkelse.

Vi stoder da straks pa den vanskelighed, at Banning intet steds oplyser, hvad han forstar ved ordet »social«. Og man vil hurtigt opdage, at udtrykket daekker over flere forskellige ting. I en raekke tilfaelde skal det nsermest udtrykke, at Banning er enig med Hal Koch i at betragte vaekkelserne som et udtryk for, at folket »vaagner til Aktivitet og ryster den besiddende Formynderklasses Aag af sine Skuldre.« De folkelige vaekkelser er »en Forstegrode af den aandelige Rigdom, som Bondemulden skulde bsere«³).

Banning mener, at Rasmus Sorensen gennem sit forsvar for menighedens ret til pa egen hand at ordne sit religiose liv netop repra:senterer denne frigorende tendens i tiden, og han vil vise, at Sorensens argumentation hele vejen igennem bygger pa en erkendelse heraf og derfor er ikke blot religiost, men ogsa socialt betinget.

Deter klart, at det »sociale« efter dette forst og fremmest ma soges i et modssetningsforhold mellem praesteskabet og de vakte medlemmer af menigheden - eller almuen, som Banning lige sa hyppigt siger med et ikke altid berettiget lighedstegn mellem de to begreber. Trods sit sociale udgangspunkt har han nemlig ikke villet foretage en sociologisk opdeling af vaekkelsens tilheengere, og han har heller ikke naermere analyseret Rasmus Sorensens brug af begreberne menighed og almue for at finde ud af, hvad »almue« egentlig i de forskellige tilfaelde star for hos Sorensen. Denne undladelsessynd begraenser pa forhand Bannings mulighed for at anvende ordet »social« som en karakteristik med nogenlunde fyldigt indhold.

Nu daekker ordet naesten overalt hos Banning, hvor der er tale om konkrete konfliktsituationer, en modsaetning mellem en praest og en lsegmand. Det ser man klarest det eneste sted i bogen, hvor der er tillob til en forklaring af begrebet, nemlig i sammenfatningen af Rasmus Sorensens optraeden i den sakaldte »vestsjaellandske krig« i 1833. Her hedder det⁴), at Rasmus Sorensens strid med pastor Bastholm ogsa er social. »Thi han antaster den theologiske Akademikers (Bastholms) Krav paa Eneret til at fortolke Skriften. Hans Hjselpemiddel - Trosbekendelsen — bliver derved et socialt Vaaben.«.

Det vil med andre ord sige, at prsestenag - et ofte forekommende ord i bogen - og social modssetning er det samme. Naturligvis er der intet i vejen for en sadan identifikation, men den indskraenker unsegtelig ordets anvendelighed temmelig meget og fjerner det en del fra, hvad man almindeligvis vil udtrykke med det. Det »sociale« synspunkt bliver derved ogsa mindre opsigtsvaekkende, fordi der ikke kan vaere noget pafaldende i, at en religios strid - specielt ikke en religios strid i forste halvdel af det 19. arh. - har en praest som den ene part. Det ligger sa at sige i sagens natur, hvilke arsager striden sa ellers matte have.

Man savner her en mere differentieretredegorelse for, hvad der i de enkelte tilfselde kan ligge bag, at laegmaendkom til at sta i modsaetning til praesterne. En sadan modsaetning karakteriseresnu uden videre som social,men deter jo kun at laegge et nyt ord ved siden af de andre, salaengedets betydning ikke er nojere afgraenset. End ikke i de mange tilfaelde,hvor Rasmus Sorensen selv har tolket sine stridigheder med praesternesom et udtryk for, at almuen anmeldte sine berettigede krav over for de teologiske akademikere, er det

---

3) Hal Koch: Den danske Kirkes Historie VI. 1800-1848 (1954), 18 og 97.

4) Degnekristne, 93.

nok blot at hefte betegnelsen »social« pa striden. Man ma sporge efter, hvad Sorensen egentlig mente, og for at fa svar herpa, ma man forsoge sig med en forklaring pa hans personligemotiver til at fremstille sin sag ud fra dette synspunkt.

Det giver et alt for udflydende billede af hele den bevsegelse, Rasmus Sorensen stod i, nar man nojes med at bringe alt ind under den sociale kategori. Hans og vsekkelsens forhold til prsesterne var mere kompliceret end som sa, og det beskrives ikke udtommende, med mindre man regner med de personlige faktorer, der kan have spillet ind, og ogsa ser sagen fra prsesternes synspunkt.

Vi kan komme nsermere ind pa dette problem ved at betragte et par af de kontroverser, der for Banning er eksempler pa det sociale element i de vaktes sammtnstod med prsesterne:

Da Rasmus Sorensen som ung lserer i Arhus la i strid med skolemyndighedern e⁵), matte det som folge af skolevsesenets organisation vsere en prsest, der var hans vserste antagonist, og Banning finder det ganske naturligt at kalde det en social strid. Men man kvier sig ved at godtage denne betegnelse, nar man betsenker, at stridighederne bl.a. var foranlediget af, at Rasmus Sorensen og en lige sa ung kollega pa egen hand ved avertering i avisen forlsengede sommerferien mod skolekommissionens pabud, ligesom han ret provokerende sad andre af kommissionens almindelige anvisninger overhorig. Konflikten havde hverken sit udgangspnnkt i religiose eller sociale uoverensstemmelser i dette ords almindelige betydning. Den forklares fuldt ud ved en henvisning til Rasmus Sorensens enorme trang til selvhsevdelse og ved hans foresattes ulyst ved at lade en ung lserer bestemme over skolevsesenets ordning. Sorensens vsesen havde sider, der ofte skulle mere end almindelig kristelig sagtmodighed til at baere hos de prsester, han kom i beroring med.

Pa samme linie ligger det, nar Banning finder en »tydelig Blanding af en religios og en social Strid« i det sammenstod, Rasmus Ottesen i 1832 havde med pastor ostrup i Gjorlev⁶). Anledningen var, at ostrups kone efter Ottesens pastand havde danset ved et bal i Gjorlev, og Ottesen bebrejdede nu i meget direkte vendinger prsesten, at han saledes havde »forsogt at forlige Kvinden med Slangens Saed.« ostrup folte sig naturligt nok stodt og afviste beskyldningerne som usande. Samtidig lagde han Rasmus Ottesen pa sinde, at han burde tsenke pa den apostolske formaning om at vsere de seldste underdanig, fordi en usand beskyldning af den art matte vsere dobbelt forfserdelig for en prsest. Ottesen svarede herpa med skoser til den statskirke, som ostrup hentede sin vserdighed fra, og sa liar vi tilstrsekkeligt materiale til, at Banning foler sin sociale tese underbygget endnu en gang. Men er det nu rimeligt? Naturligvis er det vigtigt, at Ottesen ikke tager praestens seldstevserdighed sserlig hojtideligt, men man kan sa lige sa godt fremhseve det religiose eller det kirkepolitiske aspekt i hans tankegang. Hvis Rasmus Ottesen her skal forklares »socialt«, er vel al den kristendom, der har hsevdet det almindelige prsestedomme eller har peget pa bibelens autoritet frem for praesternes, socialt betinget. Men deter isa fald »socialt« pa en ganske anden made end det sociale moment, der ligger i at opfatte den religiose vsekkelse som en almuerejsning, og deter vel naermest derhen, Banning vil.

Yderligere forekommer det lidet rimeligti tilfseldet ostrup/Ottesen at tale om en social strid. Selv hvis man folger Bannings sprogbrug, kan der hojst blive tale om sociale tanker hos

---

5) En landsbylaerer, 39 ff., 43 og 56.

6) Degnekristne, 68 f.

Rasmus Ottesen. Striden derimod har sit udgangspunkt i Ottesens bebrejdelser,der forekom ostrup urimelige og kraenkende, og han matte som prsest selvfolgelig fole sig saerlig ramt af et angreb pa sin families kristelige vandel.Man behover ikke for at forsta denne strid at lede efter sociale motiver.ostrup reagerede nseppe, fordihan blev angrebet af en almuesmand,eller i forste raskke fordi han folte embedet krsenket. Han var personligtkraenket, og derfor tog han til genmsele.

Disse eksempler kan vise, at man kommer langt ved blot at betragte begivenhederne i et personligt og et religiost perspektiv. Man ma regne med at de vaktes hovmod og selvretfaerdighed, traek, der er endog sserdeles dominante hos Rasmus Sorensen, har spillet en rolle ved praesternes stillingtagen til bevaegelsen. Sorensen undte ikke gerne praesterne den samvittighedsfrihed, han kraevede for sig og sine trosfaeller. Men i en historisk fremstilling ma man vaere villig til at faeste lige stor lid til begge parters oprigtighed, nar andet ikke taler derimod. Praesternes kritik kan derfor godt, hvor den ikke er betinget af Rasmus Sorensens personlige optraeden, vaere udsprunget af en aegte folt, kristelig reaktion pa hovmodet og den manglende kristelige ydmyghed, der fik de vakte til med hellige miner at foragte deres medborgere og tale nedsaettende om disses trosiver7).

Banning har ret i, at man ved at forse sig pa Rasmus Sorensens utalelige opforsel lober en risiko for at forbiga hans mange tiltalende egenskabe r⁸). Men man kan heller ikke skildre ham overvejende som »almuesmanden, der ryster formyndeirnes ag af sig«⁹) (jfr. her citatet ovf. fra Hal Koch). Hans stridbarhed, hans folelse af at vaere blevet holdt nede af gejstligheden, da han ikke matte studere, hans notoriske upalidelighed i visse situationer, hans enorme selvtillid og hans sengstelse for ikke at blive betragtet som vaekkelsesbevaegelsens leder ma med i tegningen af ham. Og disse ting ma have en mere fremtraedende plads, end de har faet hos Banning.

Retfserdigvis ma det siges, at det hele findes i afhandlingen, ogsa adskillige henvisninger til, at det var Sorensens personlighed, der udloste mange af stridighederne. Men i sin trang til at bringe alt pa en social formel, giver Banning ikke dette vaegt i sammenhaengen, og Rasmus Sorensens forhold til praesterne udtommes derfor slet ikke. Man fristes til at kalde det karakteristisk, at mange af oplysningerne om praesternes stilling er henlagt i noterne¹⁰). Vil man imidlertid pavise de degnekristnes saerpreeg i modsaetning til de praestekristne, bliver det veesentligt at fa forholdet mellem de vakte og prsesterne belyst til bunds. Og det gor man ikke ved at saette betegnelsen »social« pa modsaetningen.

Tvaertimod havde der vaeret grund til at pege pa, hvor naer mange praestersopfattelse i visse tilfaelde la op ad de degnekristnes. I ritualsporgsmalet - for at naevne et eksempel — var det en prsest, pastor Boisen, der forst stillede krav om, at menigheden skulle horesⁿ). Og det ma ogsa vaere af en vis betydning at understrege, hvordan en del af de vestsjaellandske prsester stottede Rasmus Sorensen og holdt handen over ham, selv nar han var mest utalelig og lonnede stotten med übeherskede angreb. De personlige momenter spiller her givetvis en rolle, men bl.a. ved sin opdeling af stoffet pa to afhandlinger, har Banning hindretsig

---

7) Saledes udtrykt af Bastholm, refererei Desmekristne. 79.

8) ibid., 150.

9) En landsbylrcrer, 97.

10) Fx. Degnekristne, 87 f, 90 og 179 mec tilh. noter.

11) ibid., 217.

dretsigselv i at give en udtommende tolkning af Sorensens personlighed og den betydning, den har haft for hans skaebne.

Banning har muligvis en grund til saledes at holde sig fra mere psykologiske tolkningtr. I hvert fald ser det ikke ud til, at han ynder dem. Saledes naevner han i forbigaende den omtumlede skaebne, som en af de vakte, vsever Jorgen Christensen, havde. Han optradte skarpt mod sine trosfaeller ved forsamlingerne, kom ud i okonomisk ufore, lod sig gendobe, vendte tilbage til sin barnetro igen for sluttelig at ende i mormonismen. Af denne udvikling, konkluderer Banning, »kan man se, hvad et Bekendtskab med den separatistiske Aand, der kunde komme til Udtryk blandt de vakte paa Grevskabet, forte til«. Antagelig kan man dog kun laegge en mindre del af ansvaret pa de vakte, mens resten ma skyldes pa vaeverens abenbart saerdeles let bevaegelige sind¹²).

Skont det vel oftest vil vaere mindre fair at bedomme en bog pa, hvad den ikke indeholder, bliver det dog i denne sammenhaeng berettiget at anke over, at Banning saledes helt har undladt at se tingene i en snaevrere sammenhaeng med de handlende personers karaktertrsek. Man kan ikke skildre en mands tanker og handlinger med henblik pa deres virkning pa andre uden at overveje, hvordan de er motiveret hos den pagaeldende, og hvordan omverdenen har opfattet mandens motiver og baggrunden for hans optrseden. Hvis Banning har gjort sig den slags overvejelser, har han forholdt sine laesere dem, og det er skade.

I denne forbindelse ma man yderligere beklage, at bogen ogsa i andre henseender er begraenset sa staerkt, at laeseren hyppigt lades i tvivl om, hvad formalet med den egentlig er. Som naevnt afstar Banning fra at sige noget om beva^gelsens sociale struktur. Han vil heller ikke saette den ind i en alraindelig sammenhaeng med andre samtidige vajkkelser, den fynske fx., og han prover ikke pa nsermere at fastsla vaekkelsens styrke. Endelig gor han sjseldent opmaerksom pa, hvor han egentlig vil soge daekning for sin sociale argumentation: i de vaktes egne formuleringer eller i selve striden, som den fremtraeder for en nutidig betragtning. Dybest set ligger vel det usikre i anvendelsen af ordet »social« gemt i denne uklarhed.

Alt dette gor laeseren skeptisk over for tesens baerekraft pa stoffet. Den udtommer det ikke, og dette maerkesendnu tydeligere, nar man laegger maerke til, hvor nodtorftigt den almindeligetidshistoriske baggrund er antydet. Meget, der for en nutidig synsmade tager sig ud som social uretfaerdighed,kan miste sin brod, nar det ses med datidens ojne. Fx. ma udtalelserneom, at laererne skulle indse,at deres plads i samfundet var blandt almuen, Ikke tolkes ud fra en senere tids retfaerdighedsbegreb. I 1820'erne og 30'erne foltes de kun af et fatal — bl.a. altsa Rasmus Sorensen - som udfordrende¹³). Og disse udtalelserma ydermere vurderes pa baggrundaf den begejstring for det nye folkeskolelaerer-ideal, der florerede netop i de gejstlige kredse, der ledede Rasmus Sorensen ind pa den paedagogiskelobebane. Derved bliver Rasmus Sorensens tilfaelde enestaende i mere end en forstand. Det gor ham visseligikke mindre interessant eller mindre betydningsfuld. Han lader sig blot ikke tilfredsstillende karakterisereud fra en social problemstilling.

---

12) ibid., 194 og 325, note 68.

13) Sa sent som 1843 ville en folkelig talsmand som Chr. Flor arrangere en saerskilt middag for »de dannede« vec Skamlingsfesten.

i en lang raekke af de skildrede situationerfinde, at ikke alene de nsevnte psykologiske, men ogsa rent ud religiosehypoteser forklarer tingene mere usogt, end den sociale. Er der i det hele taget nogen grund til sa at sige a priori at gaud fra, at religiose stridighederabsolut ikke kan forklares religiost? Det forekommer indlysende, at fx. hele den »vestsjsellandske krig« i 1833¹⁴) lettere lader sig beskrive i religiose vendinger end i sociale, og saledes er det med mange af de ovrigebegivenheder, der skildres.

Det vaerste er imidlertid nok, at den sociale tese hindrer Banning i fuldt ud at erkende vaekkelsens placering i samfundet og de politiske momenter, der knyttede sig til den, set fra statens side. Man ma ikke glemme, at der i vsekkelsesfolkenes modstand mod praesterne som de eneste og autoriserede kirkelige ledere ogsa la en brod mod statsmagten. Og mange - ogsa mange prsester, der folte en forpligtelse som statens erabedsmaend - reagerede mod de vaktes opror mod ovrigheden. At vi nu til dags har lettere ved at forsta onsket om at fa det religiose liv befriet fra statens band, ma ikke hindre os i at se det forstaelige i en reaktion mod dette synspunkt. Hos tilhaengerne af den bestaende statsform spores ogsa af politiske grunde et übehag ved tendenserne til en separatisme, der kunne sproenge statskirken, og man erfarede i disse kredse med blandede folelser, at i forsamlingerne droftedes alle slags kirkelige sporgsmal, ikke blot dem, der angik troen og salighede n¹⁵).

Heller ikke i skildringen af vaekkelsens politiske aspekt, kan man derfor nojes med kun at betragte Sorensens synspunkter. Hans fejder har et politisk islaet i videre forstand end den, at han tager stilling til verdslige problemer ved siden af de religiose. Og hans argumentation kan heller ikke her udelukkende betegnes som social. Tager vi hans skrift fra 1828, »Om det sande Laerer-Kald i den christne Menighed«, med rette af Banning kaldt et skelssettende arbejde i hans produktion, ser vi, at vel taler han om en adskillelse af staten og kirken af hensyn til religionens trivsel. Men han underbygger kravet med religiose og historiske pastande om statens - ikke de besiddendes - void mod den levende kristendom. Deter ikke sa let at fa oje pa en social strseben heri, som Banning pastar.

Det enevaeldige system oplostes i disse artier punktvis indefra, og de folkelige, religiose bevaegelser var netop et af de faenomener, der bidrog til denne omdannelsesproces. I og for sig var det i strid med bade systemets and og dets skrevne bestemmelser, at der eksisterede gudelige forsamlinger, hvor en offentlig debat af allehande kirkelige sporgsmal kunne finde sted. ©vrigheden matte principielt vende sig mod en sadan ukontrolleret offentlig debat, enten den sa fortes af besiddende eller übesiddende. Deter derfor nsermest forbloffende, sa stor frihed der i praksis herskede pa dette orarade, og derfor bliver den gudelige forsamlingsbevaegelse et symptom pa svsekkelsen af statsmagtens greb om bade det andelige og det verdslige liv, samtidig med at den selv bidrager til en yderligere Iosnen af dette greb. Her kunne opposition mod systemet listes ind; i det politiske liv var det straks vanskeligere. Derfor er det med fuld ret, Banning drager en direkte forbindelseslinie mellem Rasmus Sorensens religiose og hans senere politiske virksomhed, men han har forsomt at saette den ind i denne videre sammenhaeng.

Vi ser altsa, at der er mange gode grunde til, at man i oversigtsvaerkerne betragter vaekkelserne som et led i almuensfrigorelse pa vej mod rnedbestemmelsei

---

14) Degnekristne, 76 ff.

15) ibid., bl. a. 82, 126, 102 med note 19 130 ff., 223 og 225.

stemmelseistats- og folkelivet. Deter imidlertid straks noget andet, nar man ud fra dette aspekt pa bevaegelsenvselger en hypotese om det sociale og med den vil forklare alle detaillernei et lille ndsnit af hele denne frigorelsesbevsegelse. Her slar en sadanforenklet formel slet ikke til. Beskrivelsenbliver alt for overfladisk og tilfaeldig, hvis man ikke med andre synspunkter modificerer eller udviderhypotesen, efter som stoffet nu kraever det, nar det skal fremtraede i hele sin fylde. Bannings bog afslorer dette, netop fordi tesen er sogt fort sa konsekvent igennem, og fordi han ikke giver plads til de afvigelser, der nu en gang ma tages hensyn til, nar man arbejder i et plan, hvor det enkeltemenneske og dets handlinger er i undersogelsens brsendpunkt.

Hertil ma laegges, at Bannings to arbejder stedvis opviser en vis ukritisk lettroenhed, specielt nar det gaelder Rasmus Sorensens egne udtalelser, og en tendens til vidtgaende slutninger pa spinkle praemisser. Man bemaerker saledes, at Banning i nogen grad ligger under for dot billede, Rasmus Sorensen tegnede af sig selv som en konsekvent og uforfaerdet talsmand for almuen, da han skrev sine livserindringer i 1847. Banning gor opmaerksom pa, at »Levnetslobets« oplysninger ma tages med forbehold og efterproves, hvor deter muligt¹⁶). Desvaerre bliver dor ikke i bogen gjort et forsog pa at karakterisere tendensen i disse erindringer. Efterprovelsen har tilsyneladende kun omfattet enkelte meddelelsers trovaerdighed og ikke hele den opfattelse, Sorensen har af sig selv, hvad der er nok sa vsesentligt, nar man vil udnytte erindringern e¹⁷). Man kan ikke uden videre bruge Sorensens egne oplysninger som objektive vidnesbyrd om hans andelige udvikling eller som udtryk for hans stillingtagen pa de skildrede tidspunkter. Oplysningerne er led i hans forsog pa at forklare og fremstille sig selv, og de ma behandles derefter¹⁸).

Vi ma sluttelig fremdrage et par eksempler, der vel ikke i sig selv er graverende, men som afslorer en tendens hos Banning til at ville forlige kilderne og overbelaste deres bserekraft for at fa dem til at sige mest muligt om bogens tese og dens hovedperson.

Et sted taler forfatteren om, at Basmus Sorensen med sikkerhed ma anses for ophavsmanden til adressen om sognebandslosningen i 1834, fordi han betragtede sig selv som initiativtageren. Nu kan der nok skaffes indicier for, at Sorensen har vaeret med til at saette adressen i gang. Men vi har kun hans egen oplysning i et brev V2 dr efter om, at han har taget initiativet. P. A. Fenger fortaeller, at adressen er udgaet fra de vakte i Gjorlev og Bakkendrup, og Banning kombinerer sa uden naermere kommentar de to oplysninger saledes: Sorensen har faet ideen; at initiativet synes at udga andet steds fra er kun »et Vidnesbyrd baade om den nsere Forbindelse mellem de troende Laegfolk og Rasmus Sorensens Position. «¹⁹). Det kan vaere rigtigt, men det kan lige sa let vaere en luftig konstruktion.

I omtalen af Rasmus Sorensens forbindelsemed seminarielaerer P. K. Algreennar Banning i en note pa grundlagaf et brev, der kun kendes i et kort referat, til den konklusion, at der ikke kan vaeire »Tvivl om, at RasmusSorensen har Sogt at indpode sin Aversion mod Gejstligheden og Berommelseaf Almuen i Algreen«²⁰).

---

16) En landsbylaerer, 100.

17) Herom A. v. Harnack: Gedanken iiber Memoiren und Tagebucher. »Die Welt als Geschichte«, Bd. 10, 1950, 28 ff.

18) Det gaelder fx. omtalen af de vakte for og efter S.'s omvendelse og af hans reaktion pa den baggesenske digterfejde, En landsbylserer, 47 og 53.

19) Degnekristne, 95.

20) ibid., 316, note 12.

Faktura er vel blot, at Sorensen luftedesine synspunkter, som han altid gjorde, nar nogen ville hore dem, og man kan ikke, fordi Algreen overvseredect par gudelige forsamlinger formode,»at Rasmus Sorensen ogsa har luftet sin Separatisme i Brevene.«

Antagelig skal man i disse og lignende tilfaelde undskylde forfatteren med, at enkelthederne ikke er blevet overvejet helt grundigt eller efterprovet, for bogen fik sin endelige form. Pa samme made skal man vel forklare en del sproglige skonhedsfejl2l), den tit vanskeligt gennemskuelige kronologi, nogle gentagelser i teksten²²) og skrivemaden »Angeln« for Angel i et referat af Rasmus Sorensens »Levnets- I0b«, der det pagseldende sted netop har den fortyskede form²³).

Lidt mere betaenkeligt er det, at Banning i stykket om »den vestsjaellandske krig« fortseller om Rasmus Sorensen, at han ikke var »rnere betuttet« over sin proces med pastor Bastholm, end at han selv stsevnede sin modpart. I en note er det nemlig kort forinden oplyst, at det forst er efter henstilling fra Lindberg, at Rasmus Sorensen opgiver sin modstand mod at kontrastsevne Bastholm²⁴). Man er ikke - det ma erkendes — sserlig overrasket over, at denne selvmodsigelse i teksten viser sig at vsere i Rasmus Sorensens favor.

I indledningen til denne anmeldelse blev det fremhaevet, at Banning med sine to arbejder har fremlagt meget vserdifuldt materiale til belysning af den vestsjsellandske vaekkelse og af Rasmus Sorensens synspunkter og meninger. Deter et vidnesbyrd om forfatterens dybe fortrolighed med kildematerialet, at dette resultat er naet pa trods af de papegede grundsvagheder i hele arbejdets anlaeg og pa trods af en vis overfladiskhed i en del af vserkets rsesonnementer og analyser. Man er taknemlig for Bannings lofte om, at han vil fortsaette med en behandling af Rasmus Sorensens politiske arbejde. Men man ma til forventningen foje det hab, at han da til gavn for sit emne og til glsede for sine laesere vil Soge frem til forklaringer, der ikke i sa hoj grad som i de foreliggende arbejder strseber mod en sa forenklende tolkning af komplicerede sammenhaenge, at der saettes bom for en udtommende beskrivelse af hovedpersonen og den beveegelse, han deltog i pa en fremtrsedende

---

21) Hvorfor mon den hyppige brug af det intetsigende »saelsom«? Saledes: Sorensens »saelsomme instinkt« for modstetningen mellem overklasse og almue; »den saelsomme Vsekkelsesbevaagelse«; »den sjelsomme Pastor Sailing i Vonsild«; Sorensens og Ottesens »sdsomme Ideer«. Degnekristne, 13, 33, 50.

22) Sml. fx. Degnekristne, 133 med note 59 smst.

23) En landsbylserer, 67.

24) Degnekristne, 90 og 297, note 7.