Asger Nyholm: Nationale og religiøse brydninger i Tønder pa sprogreskripternes tid. (Skrifter, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, nr. 19, 1958). 308 s.

I sin disputats fra 1923 om sprogreskripterneog det danske sprogstyrei Slesvig mellem krigene holdt Holger Hjelholt sig overvejende til administrationenstolkning og gennemforelseaf reskripterne. Med hensigt afstod han fra en behandling af kampenom sprogordningen i dens udenrigspolitiskeog dens lokale aspekt. Senereer der i sammenfattende skildringeraf tidens historie og i tidsskriftartiklerleveret

skriftartiklerleveretspredte bidrag til en beskrivelse af de stridigheder, reskripterne affodte mellem de danskemyndigheder og de tyskorienteredeslesvigere og - hvad der er det mest spaendende - mellem danskerne i graenselandet indbyrdes.

En samlet og fuldstaendig skildring af disse stridigheder findes imidlertid ikke, hvilket egentlig er ret pafaldende i betragtning af det. fyldige brevmateriale, der findes i Regenburgs ufatteligt righoldige arkiv. En sadan skildring matte ogsa forudsaette grundige, lokalt begraensede undersogelser, og med sin bog om brydningerne i Tonder har dr. Nyholm vist, hvor meget der kan nas pa dette omrade.

Nu er modsaetningerne i Tonder ogsa et af de mest taknemmelige emner at give sig i lag med i denne forbindelse, fordi den bekendte, frisindede Klosterpolitik baeres af maend, der spillede en rolle i det nationale og religiose liv i Tonder mellem de slesvigske krige. Derfor kan Nyholm med sin afhandling belyse ikke blot de lokale brydninger omkring sprogreskripterne og afdaekke personlige, religiose og politiske modsaetninger bag uoverensstemmelserne; han kan tillige udvide synsfeltet til at omfatte en vigtig principiel side af debatten om sprogordningen.

Dr. Nyholm viser, at man ikke, som sket er, kan tillaegge archidiakonen i Tonder, Johs. M. Dahl, hovedaeren for at have gennemfort den sproglige nyordning af Tonders skolevoesen i overensstemmelse med sprogreskripterne (saledes bl. a. Kn. Fabricius i »Sonderjyllands Historie« VI). Ganske vist blev Dahl i 1851 kaldet til sit embede under den forudsaetning, at han skulle overvage reskriptets gennemforelse, og han blev derfor samtidig skoleinspektor, hvorved han kom til at ove afgorende indflydelse pa skolevaesenet. Men grunden for ordningen var lagt af den energiske borgmester mesterC. A. Kiaer, der fra 1851, til han i 1853 meget mod sin vilje matte overtage embedet som herredsfoged for Tonder og Hojer herreder, nied energi foretog omlaegningen af sproget i skolerne. I hvert fald i sine forste ar som skoleinspektor fulgte Dahl ganske Kiaers direktiver, og de senere foranstaltninger med den gradvise, men konsekvente, fuldstsendige indforelse af dansk skolesprog la i direkte forlaengelse af Kiaers planer.

Resultatet af sprogreskripternes gennemforelse blev for kirkens vedkornmende den ejendommelige situation, at hovedprsesten, den danske provst Odin Tidemand, kom til udelukkende at prsedike pa tysk, mens Dahl holdt de danske gudstjenester, og den tyskdannede trediepraest, Carstens, praedikede pa tysk hveranden sondag eftermiddag, men pa dansk for landmenigheden, der iovrigt i religios henseende var den mest levende. Carstens var imidlertid afskaret fra at holde dansk altergang. Det skulle Dahl gore, og det gav anledning til adskillig splid, fordi han naegtede at modtage Garstens' skrifteborn.

Provst Tidemand blev nok i det hele sat i dens mest pinefulde stilling, og han led under den hele sin embedstid igennem. Konfirmationen var nemlig fra 1854 blevet rent dansk, og han kunne folgelig ikke henvise sine konfirmander til sine egne hojmessepraedikener, der jo var tyske, men matte sende dem til Dahl. Samtidig samledes de tyske borgere naturligt nok om Carstens, og Tidemand fik kun et forsvindende ringe antal kirkelige handlinger at udfore.

Han isoleredes yderligere derved, at Dahls indflydelse pa skolesporgsmalenevar uomtvistelig og stottedes fra ministeriet. Tilmed ogede Dahls selvsikreoptraeden og hans religiose sserstandpunktervanskelighederne den mere sagtmodige Tidemand. Beggedisse maends skaebne i Tonder blev egentlig tragisk. For Dahls vedkommendekan

mendekanman finde en stor del af arsagen hertil i nans egen optrseden og i nans religiose anskuelser, men for Tidemand skyldes det alene den vanskeligestilling, han uforskyldt blev anbragt i. Man kunne have onsket, at Nyholm i sin bog havde ridset dette billede af provst Tidemand noget fastereop.

Men deter ganske berettiget, at afhandlingens hovedparti iovrigt er bygget op omkring pastor Dahl. Han reprsesenterede de tanker, der forte til Klostermodet, og skont han ikke selv trivedes ved sit arbejde for den danske sag i Slesvig, blev han i sine synspunkter eksponent for de nye politiske og religiose tanker, der i Sonderjylland fandt en rig arbejdsmark.

Meget tidligt tegnede sig i Tonder lokale fronter, parellelt med de politiske frontlinjer i kongeriget. Da regeringspolitikken efter januarkundgorelsen i 1852 matte ga ind for Slesvigs saerstilling og vendte sig mod inkorporationstanken, fulgte amtmanden, grev Arthur Reventlow, loyalt denne politik, og det bragte ham i et modsaetningsforhold til de danskere i byen, der sa med skepsis pa, at bandene mellem kongeriget og Slesvig slaekkedes. Greven blev — sikkert med adskillig uret - efterhanden betragtet mere som slesvig-holstenernes end som danskernes mand.

Et pudsigt, men karakteristisk udslag af denne modssetning er det, at Reventlow lod sin tjener udspionere byens embedsmaend, nar de korte vestpa, for at se, om de gjorde holdt i Mogeltonder. I sa fald kom de nemlig, da Mogeltonder var en kongerigsk enklave, til at overtrsede forbudet mod, at slesvigske embedsmsend uden tilladelse rejste til kongeriget! Dahl gik ofte til Mogeltonder, men heevdede, at det var almindelige spadsereture og ikke rejser, han foretog. Det indberettede Reventlow, og sagen blev afgjort derhen, at Dahl vel matte spadsere sine ture, men han fik en naese, fordi han havde sat sig ud over amtmandens pabud. Dog tilfojede ministeriet, at amtmanden havde vseret übefojet til at gribe ind, fordi praesterne ikke sorterede under ham. Reprimanden skulle derfor ikke uddeles af amtmanden, men af kirkevisitatoriet. Dettes eneste fungerende medlem var imidlertid grev Reventlow, som derefter uddelte Irettessettelsen. Man mindes Storm P.s beromte: »... kasseren - deter ogsa mig«.

Der la imidlertid dybe politiske uoverensstemmelser bag disse maerkvaerdigheder, og modsaetningen forstaerkedes, efterhanden som Dahl omkring sig samlede en gruppe af grundtvigsk indstillede lserere med Cornelius Appel som den mest fremtrsedende i kredsen. Over for dette »demokratisk-nivellerende Parti«, som Tidemands efterfolger, provst Hjort, kaldte det, stod de mere konservativt indstillede, regeringstro embedsmaend.

Modssetningerne nsermede sig bristepunktet, da Dahl, tydeligt inspireret af Soren Kierkegaards angreb pa statskirken, fra prsedikestolen leverede voldsomme udfald mod statens religionslovgivning. I Slesvig gjaldt jo ikke junigrundlovens religionsfrihed, og Dahl kunne derfor med en vis effekt vende sig bl.a. mod den tvungne barnedab. Striden kom dog i det lange 10b mest til at dreje sig om konfirmationen, som man pa linje med Grundtvig onskede spaltet i en borgerlig og en frivillig kirkelig del.

Nyholms analyse af denne strid godtgor pa overbevisende made, at den forste tilskyndelse til den stammedefra Kierkegaard, men at den i sit videre forlob, takket vsere bl.a. Appelog Chr. Sigfred Ley, blev ledet ind i en grundtvigsk frihedsretning. Dahls udgangspunkt var hans onske om, som Nyholm skriver, »at vsere en inderlighedensapostel«, men da den grundtvigske tanke om folkelig og religiosfrihed kom til, fik den oprindeligtreligiose

deligtreligiosetankegang hos ham og bans tilhsengere en politisk konsekvens,der kunne blive farlig for sprogreskripterne.

Ganske vist holdt Dahl og bans fseller stejlt pa sprogpolitikkens nodvendighed og berettigelse, fordi flere af dem i deres daglige gerning var forpligtet pa den. Men skulle konfirmationen gores til en fri, kirkelig handling - hidtil var den betragtet som afslutningen pa skolegangen og skulle derfor forega pa dansk - matte sproget ved den automatisk blive valgfrit. Sanitidig argumenterede nuendene i denne kreds ofte ud fra tanken om Slesvigs egenart, og de advarede mod en overilet inkorporation. Slesvig skulle i ro finde sig selv, og danskheden skulle sejre ad frihedens og det folkelige kappestraebs vej. Det var farlige tanker for sprogstyret, de grundtvigske apostle her forte frem, og det er karakteristisk, at i arene op til 1864 ansatte Regenburg ingen grundtvigske praester i Slesvig.

Pa denne baggrund har Nyholm med fuld ret, forekommer det, givet os rigtigere forestillinger om Klosterbevsegelsen, end vi har haft for. Det var ikke Rlosterbrodrenes rnening at Soge sprogreskripterne ophaevet. Politisk advarede de mod en indlemmelse af Slesvig i Danmark, for det slesvigske folk frit havde udtalt onsket herom, og de vendte sig mod, at man syd for Rongeaen opretholdt et tvangsstyre, langt fra junigrundlovens folkestyre. Sprogligt krsevede de egentlig kun tilladelse til tyske privatskoler og til tysk konfirmationsforberedelse, hvor regeringen (fra 1861) havde tilladt tysk sprog ved den kirkelige konfirmationshandling.

Der kan ikke rettes vaesentlige indvendinger mod hovedresultatet af Nyholms arbejde, og heller ikke mod hans omhyggelige redegorelse for de personelle forhold og ajndringer i Tonders kirke- og skolevsesen i den behandlede periode. Detaljerne star dog ikke helt klare og sikre i alle tilfaelde. Saledes er det forvirrende, at provst Tidemands afgang og Hjorts udnsevnelse til hans efterfolger forst omtales laenge efter, at Hjort er begyndt at spille en rolle pa bogens sider. Omtalen af prsesternes forhold til landmenigheden er heller ikke egnet til at skabe klarhed hos lseseren. Forst fortaelles i et referat af et brev fra Riser (s. 46), at landmenigheden horte til archidiakonatet. Derefter virker det forunderligt, at det lidt senere i et citat fra et brev fra den samme Riser til Regenburg (s. 94) hedder, at tredieprsesten, Carstens, »paberaber sig sin rent danske Landmenighed for at han ikke har wuhlet«. Endelig kommer sa (s. 147) den rigtige forklaring, at embedet som tredieprsest er oprettet i 1729, og at dets indehaver skulle praedike bade pa dansk og pa tysk i byen. »Da bedehuset i Emmerske blev oprettet i 1733, skulle han tillige betjene den dansktalende menighed her.« Sadan var det stadig i 1850'erne. Det var altsa Carstens, trediepraesten, der var prsest for landmenigheden, men det fremgar kun indirekte.

Iovrigt havde man gerne set en mere indgaende skildring af denne Carstens. Som indfodt tondringer med tysk uddannelse indtog han en mellemstilling mellem dansk og tysk, ikke uden lighedspunkter med en »slesvigsk« skikkelse som pastor N.C. Nielsen, Sommersted.

Dr. Nyholms udmaerkede bog efterladerhos lseseren onsket om, at hele problemet om det »sserslesvigske« for og efter 1864, bade dets realitet og tankerne om det, engang ma fa en kyndig og dybtgaende behandling, frigjortfor anakronistiske synsmader. I sammenhseng hermed eller som en undersogelsefor sig ville det vsere af vserdi nojere at fa beskrevet samspillet mellem grundtvigske og andre kongerigskeideer og udviklingen i Sonderjyllandmellem 1830 og 64. Nyholms

resultater for Tonders vedkommende tyder pa, at dct ville vaere bade frugtbart og berettiget at tage disse ting op.