|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 1KONGEDATTEREN FOR HISTORIENS DOMSTOLNOGLE BEM/ERKNINGER TIL SVEND AAKJ/ERS AKTORAT MOD LEONORA CHRISTINA Rigsarkivar, dr. phil. Svend Aakjsers »aktorat« mod Leonora Christina har fremkaldt nedenstdende modbemserkninger fra professor, dr. phil. C. 0. Boggild-Andersen, der hsevder, at det uden tvivl er rigtigt, at Leonora Christina har bifaldet Corfitz Vlfeldts landsforraederske adfserd i Stockholm 1652-55, men understreger, at denne opfattelse dog ikke er ny, selvom Svend Aakjser i nogen grad har bestyrket den ved sit studium af fru Kirsten Munks breve til datteren. Det fremfores videre, at der pa. vsesentlige punkter gores L. Chr.s biograf S. Birket-Smith uret, og at afhandlingen desuden ved sin dom over L. Chr, ser for meget bort fra momenter, som ma tages i betragtning. Hvor meget L. Chr. har vidst om sin mands tilbud til kurfyrsten af Brandenburg 1662, kan ikke sikkert afgores. Og hendes fangenskab i Bldtdrn var ingen statspolitisk nodvendighed. Af C. 0. Bøggild-Andersen Rigsarkivar, dr. Svend Aakjsers foredrag »Leonora Christinas skyld - et aktorat«, trykt i »Jyske Samlinger«, Ny raekke IV, s. 233-48, tvinger mig til i al venskabelighed at fremfore, hvad vi kan kalde nogle randnoter. For en vis unojagtighed i enkeltheder kan Aakjaer ikke frikendes. Meget betyder det ikke, at han (s. 246) kalder den i det 17. aarhundredes nordiske historie saa velkendte franske ambassador, malteserridderen Hugues de Terlon for »Terlin« og oplyser, at han var »den engelske minister*. Men deter dog et vidnesbyrd om, at Aakjaers kendskab til denne tids politiske historie er begraenset. Er det min viden, som er for ringe, naar deter mig umuligt at finde noget tilforladeligt kildegrundlag for Aakjaers paastand om, at Corfitz Ulfeldt »lige efter Chr. IV.s dod«, altsaa i 1648, da han var rigshofmester og det styrende rigsraads formand, »forsogte... at bevaege den jydske befolkning til frafald og opror mod kongehuset« (s. 239) - som han vitterligt gjorde det i efteraaret 1657? Sagen har sin store interesse, bl. a. fordi Ulfeldts aand den gang (1648) ikke var saa maerket af sj'gdom, som den siden blev, og fordi et forsog af denne art i tiden mellem den gamle konges dod og valget af hans son Frederik paa forhaand var domt til at mislykkes. Ud i de purest
e fantasterier vover Aakjaer sig i alt fald ved
behandlingenaf Side 25
handlingenafdet lille stykke i Leonora Christinas haandskrift, som beretter om kong Carl X. Gustavs bryllup med Hedvig Eleonora af Holstein-Gottorp og hendes kroning i 1654 - det hvis overskrift, der modsat selve beretningen er i chifferskrift, lyder: »Ded som jeg singulierudi kong Karls regering i Sverrig haver funden*1). Aakjser kalderdet en afskrift af en lille beretning om ceremoniellet ved hoffestlighedernei anledning af nsevnte bryllup, en beretning, som han menerLeonora Christina har fundet i regeringens arkiv i Stockholm (s. 243). Existerer der nu i det svenske rigsarkiv en saadan beretning, paa hvilken hendes lille skrift mere eller mindre kan paavises at bygge? Jeg tilstaar her min uvidenhed. Givet er imidlertid, at sprog (dansk) og stil i hendes beretning er hendes egne, hvilket ogsaa gselder den ironi, som paa steder glimter frem. Det samme maa vaere tilfseldet med den fejl, at den danske resident Peder Juel »i smug« overleverede kong Frederik III.s bryllupsgaver. Givet er endvidere, at deter fuldstaendigtutsenkeligt, at Leonora Christina, som Aakjser vil, under sit og mandens ophold i Stockholm 1652-55 skulde have faaet adgang til »regeringsakterne... de nyeste akter i kong Karls regeringsarkiv« (s. 243), altsaa saadanne sager som riksregistratur, raadsprotokol, indkomnebreve fra gesandter og andre. Mandstugt og diskretionspligt haandhaevedes med storste strenghed i det svenske kancelli og »riksens archivum«. Aakjaer bor sporge de i den tids historie kyndige svenske historikere, om der er det ringeste realitetsgrundlag for hans billede af den danske kongedatter, som »sad... og granskede flittigt i regeringsakterne«,mens Ulfeldt ofte var i audiens hos dronning Christina og kong Carl Gustav. Lad mig tilfoje, at ordet »singulier« i overskriften jo blot betyder »mserkvaerdigt<:, »interessant«, og at der ikke fra kongedatterens haand er overleveret andre optegnelser om svenske forhold for »Confrontationen i Malmo 1659« end den politisk ganske uskyldige bryllupsskildring. At overskriften er chiffreret behover ingen anden forklaring end, at man i Ulfeldtkredsen yndede den slags hemmelighedskraemmeri, og at Leonora Christina maaske har tsenkt sig, at hun i sit eventuelt fortsatte samtidshistoriske forfatterskab kunde fremfore meningstilkendegivelser, som ikke alle og enhver burde kunne lsese. Lige saa usandsynlig som billedet af den danske dame i lag med aktuelle svenske regeringsakter er hypotesen om, at den lille bryllupsberetningskulde vsere et »forstudium til de stralende hoffester, der... skulle fejres paa Kobenhavns gamle slot, nar Kirsten Munk skulle sarnlesmed dem (Ulfeldtparret og de andre born og svigerborn) »i glsede« 1) Leonora Christina Jammers Minde og andre selvbiografiske Skildringer, udg. af Johs. Brondum-Nielsen og C O. Boggild-Andersen (1949), s. 53-54, jvf. s. 342-44. Denne udgave citeres i det folgende: Jammers Minde (1949). Side 26
igen .. .« (s. 243). Corfitz Ulfeldt og hans hustru, som havde oplevet »det store bilager« i Kobenhavn 1634, Frederik III.s og hans dronningskroningsfestligheder samme steds i 1648 og den franske dronning Anna af ostrigs hofceremoniel i Palais-Royal og Amiens i 1647, behovedeikke at laere den slags ting ved Malaren. At Aakjaer vaelger at bedomme Hannibal Sehested, sin tids betydeligste danske statsmand, alene paa grundlag af fru Kirsten Munks og hendes mindst lodige dotres, isaer »soster Lisebets« (Elisabeth Augusta Lindenows) breve, gor mig ondt. Sehesteds hovedsynd i deres ojne var jo, at han ikke vilde folge svoger Corfitz' veje, men knyttede sine fremtidsforhaabninger til genvinding af Frederik lII.s naade2). Rigsarkivarens foredrag er isaer polemisk vendt imod Leonora Christinas biograf S. Birket-Smith. Han giver til at begynde med dennes store tobindsvaerk om kongedatteren, hvad det kan fortjene afros (s. 233). Men han er senere paa et hovedpunkt dybt uretfaerdig mod den afdode historiker. Ved forsteomtalen af Leonora Christinas delvis chiffrerede brev til dr. Otto Sperling, dateret Brygge 27. april 1663 - det brev, som han for effektens skyld siden gengiver in extenso i slutningen af sit foredrag (s. 246—47), hedder det: »dette brev burde Birket Smith i hvert fald ikke have forbigaet« (s. 241). Hvor skal man overfor noget saadant soge stotte for ikke at falde om? Naevnte brev er trykt for snart hundrede aar siden (og mere korrekt, end Aakjabr gor det) med davaerende stud. mag. J. A. Fridericia som udgiver. Og Birket-Smith behandler det meget indgaaende og citerer dets lange slutningsafsnit3). Han ser ogsaa, modsat Aakjaer, at det alene er dette, som kan faa betydning for sporgsmaalet, om Leonora Christina havde viden om Ulfeldts tilbud til kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg. Brevets begyndelsesparti (Aakjaer s. 246) angaar nemlig alene Leonora Christinas frygt i anledning af de rygter, som udspredtes af generalmajor Adolph Fuchs' enkes slaegt, efter at Fuchs i Brygge var blevet drasbt af Ulfeldtparrets aeldste son Christian, som hadede ioraeldrenes plageaand fra Hammerhus, om at Frederik 111. vilde sende kommissserer til Brygge for at undersoge »hvem af adelen her, eller andre, havde hjulpen min son at salvere sig, og at med dennem skarp skulde forfares«. Her er ikke, som Aakjaer vil (s. 245), tale om »store planer«. Alle, som
kender rigsarkivar Aakjaer, vil vide, at han er fuldt og
2) Aakjitr kalder s. 234 H. S. for »denne kloge gamle skurk«. H. S. var den gang (1654-55) c. 45 aar gnmmel, tre aar yngre end Corfitz Ulfeldt. Ogsaa her spores svigtende indlevethed i datidens danske politiske og personale historie. 3) Danske Samlinger VI, 1870-71, s. 227-30. S. Birket Smith: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historic 11, 1881, s. 157-59. (Dette vaerk citeres i det folgende: Birket- Smith). - Om datoen skal lseses 27. april, som Fridericia gor, eller 26. april, som Aakjaers gengivelse har (s. 247), lader jeg staa hen. Deter jo ret ligegyldigt. Aakjaer skriver i ovrigt s. 241: 27. april. Side 27
helt haevet over mistanke om bevidst at ville vildlede sine tilhorere og lsesere. Men for en ulyksalig glemsomhed kan han ikke frikendes i denne forbindelse. Aakjser har paa sine specielle studiefelter vundet fortjent anerkendelse. Men kan det forsvares at vise mindre omhu og nojagtighed, naar talen er ikke om f. ex. gamle vsegt- og maalsystemer, men om fortidens fremtraedende personligheder og deres handlinger og andre historikeres syslen med dem? Tilbage staar det
store sporgsmaal om Leonora Christinas medskyld
Da Aakjaer i 1926 med et skarpsind, som han selv snarere underend overvurderer, havde fundet ud af, hvorledes chifferstederne i Kirsten Munks breve til hendes mest prominente datter skulde lasses, fortalte han om sine studier over »svigersonnekredsen« i en raekke kroniker i »Dagens Nyheder« fra 8. april 1928 til og med 28. sept. 1930. Deter i alt vsesentligt paa disse kroniker, han har bygget sit foredrag. Ikke uden grund bebrejder Aakjaer Birket-Smith, at han ikke satte mere ind paa at faa oplost de nasvnte chiffersteder (s. 241). Naar han soger grunden dertil deri, at Birket-Smith formentlig »var bange for at fa handen i en hvepserede«, synes denne formodning dog meget usandsynlig. Birket-Smith maatte naturligvis vaere i hoj grad interesseret i ogsaa at kunne laese chifferpassagerne, bl. a. for at senere forskere ikke paa grundlag af dem skulle kunne rokke ved hans resultater. Den naturlige forklaring er, at han ikke har ejet noget ingenium for rekonstruktion af manglende chiffernogler (som bl. a. Ulfeldtparrets samtidige, filologen, digteren og kancellisekretaeren Zacharias Lund besad det). De ikke-chiffrerede dele af fru Kirstens breve - langt de fleste - gaar Birket-Smith ingenlunde uden om4). Aakjaer skriver: »Den opfattelse af Eleonora Christina som jeg her har sogt at underbygge... vil De ikke mode noget amdet sted« (s. 240). Altsaa den opfattelse, at Leonora Christina baade billigede sin mands bestraebelser i Stockholm 1652-55 for at hidse Sverige og England til krig mod Daninark og havde del i dem. Men denne opfattelse er ikke ny. Den er bl.a. haevdet med stor styrke af J. A. Fridericia i 1894. Jeg har selv givet udtryk for samme syn i 1938 og siden5). Aakjaer 4) Birket-Smith I, s. 262 ff. Nsevnes bor i denne sammenhaeng, at L. Chr. under Malmoprocessen mod hendes mand og hende selv i 1659 bestred, at en fremlagt seddel var skrevet af hende. Birket-Smith kom efter en noje skriftundersogelse til det resultat, at hun loj paa dette punkt. Anf. vaerk, s. 3% ff. Her er intet onske om at dolge eller daskke. 5) J. A. Fridericia: Adelsvseldens sidste Dage (1894), s. 113, jvf. Henvisninger, p. XXV (note 17). Min art. om L. Chr. i Dansk biografisk Leksikon XIV (1938), s. 253; Jammers Minde (1949), p. XIV. Fridericia fremdrog bl. a. et brev fra rigsgrev Chr. Rantzau til Fred. 11l af 24. maj 1661, hvori Rantzau refererer en samtale med den svenske rigsraad Clas Tott. Efter dennes mening hidrorte Ulfeldts ulykke og fordserv for storste delen fra hans hustru, der havde indgivet ham alle slette planer (anf. vacrk, XXV. n. 17). Sporgsmaalet er imidlertid, hvor megen sikker viden Tott som den gang var en meget ung mand, har haft om asgteparrets indbyrdes forhandlinger 1652-54, og hvor meget ban slutter af den for alle, som kendte det, aabenbart kendsgerning, at hun ejede en stajrkere personlighed end manden. Side 28
fojer ved sit studium af fru Kirstens breve til datteren et nyt led ind i indicieraekken, men dog ikke et alt for bindende led, da disse breve jo giver et stserkt subjektivt praeget reflex af de meddelelser, som Leonora Christina tilskrev moderen. Det for mig afgorende er, at den eneste vej for aegtefaellerne til ydre oprejsning og haevn var en svensk krig mod Danmark, og at Leonora Christina ud fra sin kaerlighed til manden, sin hustrupligtfolelse, sin egen selvfolelse og sin dybe krsenkethedumuligt kan have vaeret uden andel i, hvad exrigshofmesteren foretog sig i Stockholm.. Aakjaers foredrag er et aktorat, altsaa et anklagerindlaeg, som for en domstol maa kompletteres med et forsvarsindlaeg. Faa danske fulgte Ulfeldts exempel. Men Fridericia har ret, naar han ved omtalen af de kobenhavnske borgeres holdning efter Carl Gustavs landgang i Korsori aug. 1658 skriver: »Faedrelandsbegrebets almene Kraft manglede vel ingenlunde, men besad langt fra den Fylde for Datidens Mennesker, som for senere Generationer«6). log udenfor adelens rsekker nserede man efter 1648 med grund mistillid til kongeparrets danskhed. Og har Leonora Christina i sin holdning ladet det skorte paa tilborlig »submissionoverfor den unge dronning Sofie Amalie, maatte hun til gengaeld doje den blodige (efter Fridericias skon ogsaa smaalige) kraenkelse, at den grevindetitel til Slesvig og Holsten, som hendes fader havde tildelt hendes moder og dennes born, berovedes dern. En frygteligoplevelse var derpaa Dina Vinhofvers-sagen. Bag Dinas beskyldningermod hende og hendes mand for planer om at myrde kongen ved gift, beskyldninger, for hvilke tre retsinstanser frikendte dem, og som ingen senere ansvarsbevidst historiker har faestet lid til, havde Leonora Christina grund til at spore dronningens favorit, den holstenskeoberst Jorgen Walter, og bag denne dronningen selv. Til Ulfeldtsmeget angribelige finansstyre har hun intet nojere kendskab haft, men hun forstod, at kongen og hans andre fjender vilde soge at ramme ham her. Saa tilraadede hun ham - efter sin egen senere beretning - at forlade fasdrelandet »og redde sit liv som et krigens bytte«7). Dina-affaeren maatte nodvendigvis give hende det indtryk, at aegteparretsfjender ikke vilde sky de allerlaveste midler, og at det faktisk gjaldt liv eller dod. Naar Ulfeldt, efter et kortere ophold i Holland, drog til Sverige og der sogte og fik dronning Christinas beskyttelsesbrev,havde han formelt ret dertil i folge Stettinfredstraktaten af 1570. 5) J. A. Fridericia: Adelsvseldens sidste Dage (1894), s. 113, jvf. Henvisninger, p. XXV (note 17). Min art. om L. Chr. i Dansk biografisk Leksikon XIV (1938), s. 253; Jammers Minde (1949), p. XIV. Fridericia fremdrog bl. a. et brev fra rigsgrev Chr. Rantzau til Fred. 11l af 24. maj 1661, hvori Rantzau refererer en samtale med den svenske rigsraad Clas Tott. Efter dennes mening hidrorte Ulfeldts ulykke og fordserv for storste delen fra hans hustru, der havde indgivet ham alle slette planer (anf. vacrk, XXV. n. 17). Sporgsmaalet er imidlertid, hvor megen sikker viden Tott som den gang var en meget ung mand, har haft om asgteparrets indbyrdes forhandlinger 1652-54, og hvor meget ban slutter af den for alle, som kendte det, aabenbart kendsgerning, at hun ejede en stajrkere personlighed end manden. 6) Adelsvajldens sidste Dage, s. 356. 7) Leonora Christina Comtesse d'Ulfeldt Autobiographic 1673 (1958), facs., s. sc, overs, s. 22. Side 29
Vigtigere for ham og hende end denne ret for adelsmanden, som folte sig krsenket af sin fyrste, var dog sikkert rensessancens betoning af det store individs ret til selvhaevdelse i verdensborgerlighedens navn. Ulfeldt havde tidligt fort den unge pige ind i denne tankegang. Glemmesmaa heller ikke de samtidige borgerkrige i England og Frankrig, hvor stormsend og deres darner enten i kongetroskabens eller i en aristokratiskkonstitutionalismes navn forte vaaben mod deres landes regeringer. Den beromte Conde indtog en holdning mod Mazarins formynderregeringfor den mindreaarige Ludvig XIV., som ikke afviger vsesentligt fra Ulfeldts mod Frederik III.s. At saadanne exempler spilledeen rolle for Leonora Christina, ses bl. a. af »Jammers Minde«8). Kendt af hende var ogsaa i alt fald nogle af den store franske tragedieforfatterCorneille's skuespil, hvis grundtema er pligtens, viljens og forstandens sejr over lidenskaberne. Men hvilken pligt gik forrest, den mod aegtefaellen eller den mod det danske kongepar, som var saa lidt dansk? Det lutherske vielsesritual, efter hvilket hun 15 aar gammel var blevet forenet med den segteherre, som ved sin charme og sine vennesaele egenskaber bjergtog hende i den grad, at hun alt for meget gjorde sig blind for hans fejl og forseelser, var svaert at komme uden om for en kvinde, hos hvem »segte-kaerlighed« forenedes med fast bibeltro.At hsevnen horer Herren til og at man skal elske sine fjender, laerte hun sent og vel aldrig fuldt at erkende. Nogen helgeninde blev Leonora Christina aldrig; de som har haevdet andet, fortegner hendes billede. Og set fra en streng fsedrelandsstatslig etiks stade falder hun igennem. Men deter urigtigt at forbise, at en saadan etik paa hendes tid endnu var i stobeskeen. Hvorledes saa hendes samtid paa den »aegte-kaerlighed«, som hun som gammel gav det skonneste udtryk i ordene paa Mariboalterklaedet, og paa hustruens pligter mod segtefsellen? Af stor interesse er her de udtalelser, som Frederik 111. modtog fra sine raader i Holsten dr. Conrad Hesse og Rendsborgamtmanden Hinrich Blome, da han i 1661, mens segtef sell erne sad fsengslet paa Hammershus, forelagde dem og andre sporgsmaalet om Ulfeldts og hans hustrus strafskyldighed i forbindelsemed alle deres handlinger siden flugten fra Kobenhavn 1651. De to baade bibel- og lovkyndige herrer mente begge, at en hustru havde ret til at folge sin landflygtige mand uden derfor uden videre at blive hans medskyldige. Blomes skon var endda det, at en hustru »efter guddommelig og menneskelig ret var skyldig at folge sin mand«, og kun kunde straffes, hvis det bevistes, »at hun har tenteret noget paa egen haand og uden mandens befaling«9). Det svarer hertil, at ide »reverser« af 14. og 21. dec. 1661, som begge aegtefoeller maatte underskrive(og 8) Jammers Mincle (1949), s. 160. 9) Birket-Smith 11, s. 60 f. Side 30
skrive(ogogsaa i Ulfeldts »depreciationsskrivelse« af 27. okt. samme aar), kun exrigshofmesteren tilstaar at have begaaet »mangfoldige store forseelser« mod kongen og sin ed10). Baade Leonora Christina og Ulfeldt spurgte grev Chr. Rantzau, soni paa kongens vegne forhandledemed dem paa Hanmiershus, hvori anklagerne mod hende bestod.Rantzau vilde ikke ind paa sagen, men anforte dog til sidst overforhende, at hun havde tilladt sig at kalde kongen for sin broder, og at det var kongen »endnu ikke fuldt vitterligt, hvorledes affaeren med Dina haenger tilsammen*11). Altsaa intet, som hang sammen med Ulfeldts foretagender 1651-61. 24. juli 1661 faildedes hojesteretsdommen over Corfitz Ulfeldt. Indirekte rammer den naturligvis Leonora Christina uhyre haardt ved at domrae Ulfeldt fra aere, liv og gods osv., hans born og deres efterkommere fra adeligt vaaben og al formue og til under dodsstraf ikke at rnaatte komme i kongens riger og lande. Men hustruen nsevnes i domsakten ikke med et ord12). Uden tvivl har en aarsag vaeret, at der ikke kunde forelaegges dommeirne bevisligheder for, at hun havde viden om eller andel i Ulfeldts tilbud til kurfyrsten af Brandenburgs reprsesentant. Men raekkevidden af hustrupligten efter Guds og menneskers love maa ogsaa have gjort sig gaeldende. Ludvig Holberg haevdede lidt over et halvt aarhundrede senere, da han med dyb interesse behandlede Leonora Christina og hendes livs-10b, sit syn: >:Ingen kan vel naegte, at jo den pligt og kaerlighed, man er sin konge og sit faedreneland skyldig, er storre end den som en hustru er sin mand skyldig«. Han tilfojede dog: »men man maa derhos ogsaa bekende, at den heroiske dyd, nemlig at robe sin egen husbond af affection til sit faedreneland, er rar og fast übekendt i vore tider«13). Man kan indvende, at Leonora Christina, den staerke, selvfolende kvinde, lige saa meget forte sin egen som sin mands krig. Selv om hun stillede sig ved hans side i Stockholm og siden, er det dog en kendsgerning, at hun ved flere lejligheder - rejsen til Danmark 1656, tilslutningen til Carl Gustavs haer 1657, mandens flugt til Kobenhavn 1660, rejsen til England 1663 - efter sit eget sigende, som der ingen grund er til at forkaste, var uenig med ham, men endte med at boje sig14). At hun i disse tilfgelde har vaeret mere forudseende end sin asgteherre, vil hun ikke laegge skjul paa. Men i ovrigt er hun i sine 10) Historisk Aarbog, 1879, s. 79-85; Birket Smith 11, s. 73-75, 85-90. 11) Autobiographic facs., s. 12b, overs, s. 50. Ulfeldts sporgsmaal erklserede Rantzau for »en ny forbrydelse«. Birket-Smith 11, s. 78 f. (efter Ulfeldts »apologi«). 12) Hist. Aarbog 1879, s. 118-22. 13) Dannemarks Riges Historie 111 (1735, udg. 1856), s. 384. 14) Autobiographic facs., s. 6c, Ba, 9b, 13a, overs., s. 25, 31, 36 f., 53; Jammers Minde (1949), s. 97 ff., 124. Side 31
selvbiografiske
skrifter fuldt og helt hans forsvarer. Hustrutroskaben
Under Carl Gustavs forste krig mod Danmark 1657-58 (der, som bekendt var en modoffensiv mod Frederik III.s angrebsforberedelser) sigtede efter Aakjsers opfattelse begge segtefseller mod en svensk sejr, som forte til det danske kongepars forjagelse og Leonora Christinas indtagelse af pladsen som Danmarks dronning og (eller) Ulfeldts som statholder under den svenske krone (s. 239, 243). Maaske har Ulfeldti de forste uger, efter at han (10. juli 1657)—uden sin hustrus vidende og vilje-var traadt i svenskekongens tjeneste, dromt om en stilling som den naevnte for sig selv. Tanken om, at hans hustru skal have attraaet tronen i Danmark, savner derimod ethvert kilde- eller sandsynlighedsgrundlag. Og allerede fra sept. 1657 var Ulfeldts maal en forhandlingsfred, som lod et selvstsendigt, omend lemlaestet og politiskaf Sverige afhsengigt Danmark bestaa, et Danmark med Frederik 111. som konge, men med fuld okonomisk og anden oprejsning for ham selv. Han har muligvis senere i ojeblikke — som den svenske konge under indtryk af de militaere og diplomatiske begivenheder gjorde det — svajet noget. Et sikkert vidnesbyrd derom kan man imidlertid ikke finde i det brev fra Kirsten Munk til datteren, af febr. 1658, hvoraf Aakjaer citerer nogle vendinger (s. 240). Fru Kirsten udtaler her frygt for en fred, »for jeg ved din herre tror dem (dvs. den danske befolkningog isa;r den danske adel) inte at blive under dette forbandede regimente, og for jeg vilde nu laenger leve under de uoprigtige tyranner,jeg vilde for leve ved ringe middel«. Ordene om Ulfeldts meningkan bygge paa det opraab, som han 12. aug. 1657 fra Wedel i Holsten udstedte til landsdommere og landkommissaerer i Jylland, og hvori han under trusler soger at overtale dem til at underkaste sig den svenske konges beskyttelse15). Om vi i de anforte ord tor Soge et vidnesbyrd om, at fru Kirsten ansaa datteren for at vaere mere fredsvenligend exrigshofmesteren, er ogsaa tvivlsomt. At hun beder LeonoraChristina, hvis hun kan, give hende »nogen trost for det, jeg skriver dig til, jeg er bange for«, giver ingen holdepunkter i denne retning,hverken for eller imod. Det kan dog af stilistiske grunde siges med sikkerhed, at Wedelopraabet er Ulfeldts, ikke hans hustrus fabrikat. Deter desuden tvivlsomt, om hun var stodt til ham og den svenske hser, da han udarbejdede det16), og den trost, som fru Kirsten onsker, 15) Holberg: Dannemarks Riges Historie (udg. 1856) 111, s. 155-58. 16) Hun rejste fra slottet Barth i Pommern efter Ulfeldt, som hun traf i Ottensen lige ved Altona (nu forstad til denne by). Wedel ligger lidt vest for Altona. Jfv. Autobiographie, facs., s. Bb, overs, s. 31. Side 32
kunde datteren ikke give hende. Ved de overvejelser, som gik forud for Roskildefreden i febr. 1658, var Ulfeldt blandt dem, som fremhsevede farerne ved en storm, paa Kobenhavn. Udsigten til at blive forrnel chef for en dansk quislingregering under svensk militaert tryk og svensk overhojhed kan umuligt have vaeret lokkende for hverken ham eller hans hustru. Bedre at faa godser, len og position (rigshofmesterstillingen gav han dog afkald paa) i Danmark igen, samtidig med at han fortsat tjente Carl Gustav i Skaane - altsaa med muligheder i begge riger, alt efter som forholdene udviklede sig17)- 9. marts 1658 gav Leonora Christina i et brev fra Odense dr. Otto Sperling d. se. meddelelse om Roskildefredens hovedbestemmelser. Brevet er objektivt refererende med undtagelse af to meningstilkendegivelser.Dronning Sofie Amalie skulde have Ulfeldts tidligere len Horsholm mod, at han fik et andet len i stedet, »thi dronningen tog sig det meget naer og ydmygede sig mer derfor, end som 10 saadanne len vare vaerd«. Det andet sted fortselles, at 1000 ryttere og 1000 fodsoldateraf de hvervede danske tropper skulde udleveres til den svenske hser »hvorfra en del officerer haver aftakket, og haver jeg ikke hort om flere danske, der er bleven, uden Christian Urne Jorgensen, hvilket mig er kaert«18. Hun gkeder sig over, at kun een dansk adelsmand er villig til at tjene under de svenske faner. Kan man tvivle paa oprigtighedenaf denne glade? Og kan man, i lyset af disse ord, tvivle om sandheden af det sted i den franske selvbiografi, hvor hun forsikrer, at hun under krigen med Danmark »havde nseppelig en dag uden bekymringer «19). Jo, maaske de dage, da »hun havde... den store og gode lykke at helbrede sin aeldste son og 8 af hans tjenere, som var faldne i en ond feber«20). Lad os her gaa et par aar frem i tiden. Leonora Christina sad efter afslutningen af Malmoprocessen i sit hus i Malmo som fange og skrev 22. jan. 1660 et brev til grevinde Christina Catharina de la Gardie, gift med Skaanes generalguvernor, grev Gustav Otto Stenbock.. Hun klager her over den »liden barmhjertighed,som imod vores fattige tjenere bruges«. Hun tillader sig at minde om, »at de ere mennesker og skabte efter Guds billede saavelsom de, der ere titulerede og sidder udi hoj sere, hvorfor deres kroppe empfinder kuld og andre incommoditeter saa som andre mennesker«. 17) At Ulfeldts maal var freden, er rigtigt udviklet af Fridericia i »Adelsva?ldens sidste Dage«, s. 281 ff. Se ogsaa Carl Gustaf Weibull: Freden i Roskilde. Aktstycken och framstallning, Historisk tidsskrift for Skaneland 111 (1908), s. 1-170 og samme: Freden i Roskilde den 2ft februari 1658 (1958). Jeg anser den ofte upaalidelige Pufendorfs skildring af Ulfeldt som drivende kraft ved beslutningen om overgangen over Storebaelt for historisk uanvendelig, en opfattelse som C. G. Weibull (sidstnaevnte bog, s. 68) sjrnes at dele. 18) Danske Mag., 5. rk. 11, s. 75 (trykfejl: 57). 19) Autobiographie, facs., s. Bb, overs, s. 31. 20) Anf. vaerk, facs., s. Bb, overs, s. 32. Side 33
Aakjser kan i Leonora Christina og hendes mand kun se »disse hovmodigemennesker« (s. 240). Vel var de stolte, som hojadelige og kongeborn den gang almindeligt var det, men der var intet smaaligt eller bornert i deres stolthed, og den var hos Ulfeldt og isaer hos hans hustru parret med stor og hjertelig omhu for venner og tjenere. I samme brev til grevinde Stenbock udbreder Leonora Christina sig om lykkens omskiftelser. »Jeg takker Gud, som hjaelper mig mit kors med taalmodighed at bsere og hans hjaelps time at forvente«. Det store religiose gennembrud, som indtraadte i Blaataarn og er skildret i »Jammers Minde«, er endnu ikke inde. Men her er prseludier dertil21). Under den svenske Malmoproces mod Ulfeldt og hende i 1659 fik Leonora Christina brug for al sin sjselsstyrke, da him maatte fore forsvaret for sin af et apoplektisk slag lammede mand. Han domtes af kommissionsdomstolen fra liv og gods for forbindelse med Malmosammensvaergelsen og det belejrede Kobenhavn, hun i svenskekongens unaade »for sine übetaenksomme komportementer« i forbindelse med ansogning om pas for Ulfeldt hos den danske konge og for mundtlige og skriftlige forbindelser med Malmosammensv3ergelsens hovedmand, Bartholomseus Mikkelsen. Sandsynligvis er anklagerne berettigede, og sandsynligvis har de to segtefseller arbejdet haand i haand. Skal der fremfores noget til deres forsvar, maa det blive, at Ulfeldt - ved siden af, at han folte sig tilsidesat af den svenske regering - var dybt rystet over Carl Gustavs angreb paa Danmark i aug. 1658, hvis maal var en svensk erobring af det danske monarki. Begivenhedernes tunge hjul rullede nu hen over dette menneskepar, som havde dristet sig til at udnytte modsaetningerne mellem Nordens riger til egen genoprejsning. Aakjaers rids af parrets sksebnetilskikkelser 1660-61 har jeg ikke meget at indvende imod. Det kunde dog vsere anfort, at Hannibal Sehested ikke blot ud fra rent selviske motiver efter Kobenhavnfreden udvirkede benaadning for de domte og fangne af den svenske regering. Hans breve til Leonora Christina fra denne tid bserer übetinget aegthedens praeg; ligeledes hans argumentation overfor herrerne i Stockholm22). Deter heller ikke uden betydning til vurdering af Leonora Christina, at hendes plan, da flugt fra Malmo var besluttet, var selv at soge i Kobenhavn at faa et forlig med den danske konge i stand, mens Ulfeldt til videre skulde soge ly i Liibeck23). 21) Danske Mag., 5. rk. 11, s. 77 f. 22) Sml. min Hannibal Sehested I, s. 224 f., 228 f., 574 ff. 23) Autobiographic, facs., s. 9b, overs, s. 36. Jvf. Fuchs' beretning til Frederik 111., dat. Hammershus 10. sept. 1661, cit. Hist. Aarbog 1879, s. 66, n. 2. Fuchs refererer hendes klage over nogle rigsraader, som havde tilraadet flugten til Kobenhavn. At parret der vilde have »lose Handel angestiftet«, er alene Fuchs' formodning - lidet sandsynlig. At L. Chr. paa Hammershus viste sig »voller Neid u:ad Revange«, er menneskeligt forstaaeligt. - I Kobenhavn vilde hendes eneste udvej have vseret et forsog paa udsoning med kongeparret; et retsgrundlag ydede bl. a. Kobenhavnfredens Side 34
I sammenligning med Hammershusfangenskabet under den brutale Fuchs' plagerier havde Malmotiden vaeret et fredens paulun. Leonora Christina inaatte have vaeret en engel, hvis him, da aegtefaellerne omsider efter at have afstaaet deres meste gods, fandt ly paa Ellensborg, var i stand til at omfatte den nu enevseldige kong Frederiks 111. og hans dronning med blide folelser. Hendes harme vender sig dog i selvbiografien mere mod Sofie Amalie end mod halvbroderen. Alligevel havde hun, som ejede evne til at finde hvile i hjemlivets sysler, sikkert heist set tiden an paa Ellensborg, hendes afdode mormoders smukke fynske herresaede. Alt - bl. a. hans breve til kongens ministre Rantzau, Gabel og Henrik Bielke og til Ludvig XIV. af Frankrig fra tidsrummet febr.-juni 1662 - tyder i retning af, at det var Ulfeldts urolige sind, som higede bort til en fremmed skueplads, hvad der muliggjordes ved, at kongen (uvist, hvorfor) gav ham 3/4 aars permission til en badekurrejse til Frankrig. Her er Aakjaer og jeg enige (s. 244). Men naturligvis har hensynet til mandens helbred vejet tungt til for hans hustru. Allerede kort efter ankomsten til Amsterdam havde Ulfeldt i juli 1662 sin forste samtale med den reformerte gejstlige Stephani, som skulde vaere inforniator for kurfyrsten af Brandenburgs aeldste son. I samtalen sagde Ulfeldt, at han havde meget vigtige ting at forhandle med kurfyrsten personlig om. Ved en lidt senere samtale var Leonora Christina til stede. Ulfeldt betegnede de sager, han onskede at tale med kurfyrsten om, som saa vigtige, at denne ikke vilde kunne tro eller fatte det. Han gik derpaa til vinduet og talte med sin hustru paa dansk. Vor kilde er Stephani's over et aar senere efter kurfyrstens ordre nedskrevneberetning. Den er beediget og sikkert i det vaesentlige trovaerdi g24). Men det forbliver et ulost sporgsmaal, om det, som den helt eller halvt sindssyge dansker talte om at ville forebringe for kurfyrsten, var af anden art end de fantastiske handels- og finanspolitiske projekter,som han skriftligt og mundtligt begavede Ludvig XIV. - med hvem han i okt. 1662 i Paris havde mere end een samtale —, dennes ministre og andre med. Vi kender nogle af dem. Tankegang og sprog er saa helt Ulfeldts, at det falder saa nogenlunde umuligt at tilskrive Leonora Christina nogen andel i dem. Efter at aegtefaellerne var vendt tilbage til Nederlandene, var det, at deres aeldste son paa gaden drsebte den ferierejsende generalmajor Fuchs (6. nov. 1662). Hans foraeldre havde kun andel i drabet ved det had til plageaanden fra Hammershus,som de havde indplantet i deres borns sind. Men Ulfeldts forholdtil Frederik 111. blev 1 hoj grad vanskeliggjort derved. Dette maa ses som baggrund for de udtalelser, han fremkom med til kurfyrst 24) Hist. Aarbog 1879, s. 95-96; Birket Smith 11, s. 113-15. Side 35
Frederik Vilhelms udsending, generalmajor v. Spaen, da denne i dec. 1662 opsogte ham i hans bolig i Brygge. De gik, soin bekendt, ud paa, at Ulfeldt tilbod at faa kurfyrsten udraabt til konge af Danmark, hvis han vilde hjaelpe med at faa skabt en opstand blandt staenderne i landet, som alle var utilfredse med den nuvaerende styrelse. Ved denne samtale
var Leonora Christina ikke til stede. Ellers vilde
Har Ulfeldt meddelt sin hustru indholdet af samtalen med v. Spaen? Aakjser finder et bevis derfor i hendes brev til Sperling d. ae. af april 1663. De i denne forbindelse betydningsfulde order: »Dersom os er endnu laengere liv forelagt, da tror jeg, at lykken os endnu noget ballotterer (tildeler). Ded er sager, som store dybe tanker foraarsager, derfor vil jeg bryde ded der af og slutte med Guds velsignelse, som jeg onsker Eder og min lille (sonnen Leo, som var i Sperlings varetsegt), og gladder mig, at han holder sig saa vel og er saa lystig. Kan jeg ikke haevne mig, saa kan han maaske gore ded en dag, var jeg endda vis paa ded, saa vilde jeg d0 med et content hjerte, naar ded skal vaere, mens, helas, enten man er content eller ikke, man faar der an se; hvor for mig min melancolie nu paa den snak, jeg er ikke udi god humeur i dag, faar derfor at soge comedien udi eftermiddag.. .«26). Ordene vidner om, at onsket om hsevn under en eller anden form over segteparrets fjender var stB2rkt hos Leonora Christina, da hun sad og skrev dette brev. Men der er intetsomhelst vidnesbyrd om, at hun har taenkt paa Brandenburg-sagen i denne forbindelse. Sandsynligheden er mindst lige saa stor for, at deter lykkens mserkelige gang, ned og op, for menneskenes born - den, som hun umiddelbart for i brevet (Aakjaer, s. 245), som ogsaa i 1660-brevet til grevinde Stenbock, er inde paa — som er i hendes tanker. I alt fald faar man se tiden an, og maaske bliver det ikke hende, men den lille Leo Ulfeldt, som en gang i fremtiden kan fuldbyrde haevnen. Hverken C.
Paludan-Miiller, Birket-Smith eller J. A. Fridericia
fandt Skulde hun imidlertid have kendt det, er der en omstsendighed, som gor det svaert at tro, at hun har kunnet knytte forhaabninger til det, langt mere sedruelig end manden, som hun var. Det var jo et hjernespind, som savnede enhver mulighed for at kunne realiseres. Hun udtalte selv dette under forhorene i Blaataarn i aug. 1663, da 25) Beretningen, diit. 9. Jan. 1663, findes nu i det danske rigsarkiv; om udgaver se Birket-Smith 11, XXIX (note 79). 26) Danske Saml. VI, s. 230; Aakjser, s. 245 27) C. Paludan-Miiller i Hist. Aarbog 1879, s. 98, 130; Birket-Smith 11, s. 157 ff.; Fride ricia i Danmarks Riges Historie IV, s. 498. Side 36
kongens mistanke om hendes medviderskab blev hende meddelt: »Nu er let at taenke, at ingen forstandig mand det skulde udbyde, som ikke stod i hans magt, og han ikke for raadede... og hvad for en herre skulde ville tage derimod?«28). Deter jo saa sandt, som deter sagt. Ingen magt i Europa, og allermindst Sverige, kejseren eller de andre storre tyske fyrster vilde tillade en personalunion mellem Brandenburg-ostpreussenog det danske monarki. Den kloge Frederik Vilhelm indsaa naturligvis strax dette og lod derfor den danske regering tilflydemeddelelse om sagen, idet han samtidig sogte at slaa lidt politisk mont af sin forbundstroskab. Ulfeldts flakkende aand tog nseppe det hele alt for alvorligt; hans hustru maa klart have set galskaben deri. At him ved forhoret i Blaataarn var nodt til at haevde, at hendes segtefaelle var ved »sin fulde fornuft«, da him i maj 1663 forlod ham for, mod sit eget onske, at drage til England for at inddrive gaeldsfordringerhos Carl 11., er en sag for sig29). Som bekendt nsegtede Leonora Christina ved forhoret i aug. 1663 at kende noget til Ulfeldts tilbud til en tysk fyrste. Kurfyrsten af Brandenburgs navn nsevntes ikke under forhoret, saa lidt som i hojesteretsdommen over Ulfeldt, som oplaestes for hende. Man kunde i hendes gentagne indtrsengende bon om at faa at vide, hvem den fremmede fyrste var (selvbiografien), og om at faa sagens »documenter« forelagt (Jammers Minde, selvbiografien)30) sect indicium for, at hun var uden kendskab til sagen. En saadan slutning tor jeg dog ikke drage. Brevet til Sperling betyder i saa henseende intet for mig. Men jeg kan ikke tsenke mig, at hun som boede i sarame hus i Brygge som sin mand, da den brandenburgske general opsogte ham, intet skulde have faaet at vide om dette besog og ikke skulde have udspurgt Ulfeldt om den fremmede herres serinde. Hvilket svar hendes segteherre fandt for godt at give hende, hvor meget han har robet af sine udtalelser til v. Spaen, er ganske vist ukendt for os. Han kan have skammet sig, og han var i alt fald til tider utilregnelig. Birket-Smith tror paa hendes uvidenhed om denne sag, fordi hun i fortalen til »Jammers Minde« bedyrer sin uskyld for sine born31). De i denne forbindelse centrale ord lyder: »Den anden tilskyndende aarsage (til at skrive »Jammers Minde«, ved siden af vidnesbyrdet om, at Gud »rakte mig sin haand«) er den trost, det Eder, mine kaere born, 28) Jammers Minde (1949), s. 124. 29) Jammers Minde (1949), s. 124. I selvbiografien hedder det om afskeden med Ulfeldt: »han var saa vel tilfreds og fuld af glsede, at hun og alle undredes derover; hun derimod var sorgmodig«. Autobiographic, facs., s. 13a, overs, s. 53. 30) Autobiographic, facs. s. 15c, 16a-b, overs, s. 63 f., 65 f.; Jammers Minde (1949), s. 124, 134, 136. 31) Birket-Smith 11, s. 162 f. Side 37
vil vaere... at jeg uskyldigen lider, at mig ikke ringeste sag er tillagt, og at jeg intet er bleven beskyldt, for hvilket I, mine ksere born, tor blues og ojnene skammeligen nederslaa. Jeg lider for at have vaeret elsket af en dydig herre og husbonde, for at ej have hannem i ulykken forlade villet; suspiceres derfor at vide om et forraederi, han aldrig er bleven for tiltalt, mindre overbevist, hvis beskyldnings aarsage mig ej blev forstaendiget, ihvor smaaligen (indtraengende) og vemodeligen jeg det begaerendes var. Lader det vaere Eders trost, mine kaere born, at jeg haver en naadig Gud, en god samvittighed og en fri fod at staa paa, at jeg aldrig nogen skammelig gerning gjort haver«32). Der er paaviselige urigtigheder i dette stykke. Leonora Christina blev jo beskyldt, omend ikke domt, for at vide om mandens forraederi, og hun fik beskyldningens motivering at vide - hvad bornene kunde laese i hendes egne forhorsreferater - selvom hun med rette, hvad der afsloges hende, kraevede at faa sagens »documenter« forelagt. Ulfeldt blev jo ogsaa tiltalt, selvom han domtes uden at vaere forhort. Der skal desuden dristighed til at haevde om sig selv, at man aldrig har gjort nogen skammelig gerning. Og endelig: Leonora Christina siger faktisk her ikke, at hun mistaenkes med urette for at have viden om det naevnte forraederi (saaledes som hun gor i forhorsreferatet i samrne vaerk). Tilbage staar dog stadig som ulost og vel u!oseligt det sporgsmaal, hvor meget hendes mand har robet for hende. Han havde ved andre lejligheder handlet mod, hvad hendes syn tilsagde hende som det rette. Hun maatte som hans defensor ved Blaataarnforhoret haevde, at han ikke dulgte noget for hende, som angik deitn begge. Men hvem kan her med sikkerhed lodde sandheden? Det menneskevrag Corfitz Ulfeldt, som fra hendes ungpigeaar var blevet hendes kaerlighed og skaebne (som hun blev hans), vilde hun ikke svigte, heller ikke, da i fsengslet hendes kongelige halvbroders naade stilledes hende i udsigt, hvis hun bekendte, at hun vidste noget om Brandenburgsagen. Hun var rede til at forsoge flugt fra Blaataarn, saa laenge han endnu levede, for »til sidste aandedraet at opvarte og tjene« ham; »min skyldighed havde det udkraevetx38). Hun var, som sin fader Christian IV., et ret primitivt menneske. I en splittet verden, i hvilken hun fra ungdommen bar paa »utrolige hemmelige lidelser«, blev kaerligheden til mand, born og husstand det faste punkt i hendes tilvaerelse. Alle andre baand blev i sammenligning hermed skorere, med al sin senere tale om »mandelige kraefter i svage kar« var hun til roden af sin sjael kvinde. Assessor Wilhelm, hvad enten han fremtraeder under Julius Langes eller Svend Aakjaers navne, 32) Jammers Minde (1949), s. 96 f. 33) Jammers Minde (1949), s. 102. Side 38
har lid fra en strengere og maaske hojere stats- og personlighedsetik end den, som fandtes i hendes tid, ret til at bryde staven over hende. Men hun appellerede selv til en domstol, som hun fandt hojest. I bon for korsets fod gennemtvang hun overfor Gud og sig selv den overbevisning,at hun kunde bestaa for hans dom. Og hun fandt den naade, hun sogte, naade til med trostighed at leve livet i det skumle faengsel gennem nogle og tyve aar og til at erkende: »Mod viser, at man kan af faengsels beske urt - udsuge honning-trost, vellutret, rent og purt«. Derfor vil »Jammers Minde« og Leonora Christinas personlighed blive ved at drage mennesker til sig, saa laenge ikke alle er blevet stats-, parti- eller team-robotter. Fra H. C. Andersen til Johs. V. Jensen har danske digtere ydet hende hyldest. Og ikke blot for hendes fortaellekunst i hendes bedste vaerk, som ogsaa Svend Aakjaer berommer, men vel isaer for det sind, som aabner sig for os i bogen, for dets styrke og varme trods al menneskelig skrobelighed. Aakjaer mener, at kong Frederik 111. »sikrede sig i hende sin staerkeste og uforsonligste fjende og uskadeliggjorde hende uden blodsodenhed«. Han anser det for »svaert, ja naesten umuligt at tro, at Leonora Christina sad uretfaerdigt i faengsel« (s. 248). Jeg mindes ikke, at nogen nyere dansk historiker i den grad har onsket at undskylde Frederik 111. og hans dronning paa deite punkt. Endog vor forste enevoldskonges varmeste forsvarer i nutiden Knud Fabricius finder straff en »overdrevet haard og prseget af Dronningens Hsevngerrighed«34). C. Paludan-Muller (som vel at maerke kendte aprilbrevet til Sperling) tager ikke med flojlshandsker paa kongen, skont han anforer, at frygt for at give sig det sikkerhedspant imod sonnernes haevnplaner af haende, som han havde i moderens person, har spillet sin roller »Men lige meget: Kongens Uretfaerdighed imod den Ulykkelige lader sig efter Ulfeldts Dod ikke paa nogen Maade undskylde«35). Den unge danske eneva^lde var militaert staerkt beskyttet. Den var ogsaa godt vaernei: ved de stadig bestaaende staendermodsaetninger. Efter at hun havde modtaget budskabet om sin mands dod (i febr. 1664), var Leonora Christina endnu mindre farlig for Frederiks kongetrone,end hun var for i tiden. Han kunde vel ikke vide - men nok formode - at dommen over manden skabte en »jordrystelse« i hendes sjsel, og at hendes; indstilling efter Ulfeldts dod var den, at »den selvtagen frihed os (hende og hendes born) paa alle sider mere skadeligtend som gavnligt vaere vilde«36). Men hun lod ham forstaa, at hun var rede til med et forsonligt sind at modtage den naade, han 34) Schultz Danmarkshistorie 111, s. 376. 35) Hist. Aarbog 1879, s. 131. 36) Jammers Minde (1949), s. 102. Side 39
vilde lade hende blive til del, da him i slutningen af 1664 sendte ham det lille lerbseger, paa hvis bund var indridset Corneille-»citatet«: »Hvis der er en Cinna, saa vaer I en Augustus*37). Han havde uden risiko kunnet lade hende ende sine dage paa Ellensborg; nogen virkelig konspiratornatur var den storladne kvinde ingen siride og allermindst nu. Men ganske vist:
i saa fald var »Jammers Minde« ikke blevet til. Deter et va^rk, om hvis forfatterinde der tor siges det samme, som er sagt om hendes samtidige Thomas Kingo: »en vaeldig kristen, i hvis sjael gik jordlivets storme« (F. J. Billeskov Jansen). Intet under, at hun folte aandsslaegtskab med den store danske digterbiskop, som siden paa Maribo kloster skulde blive hende en kser gsest. Men hun var jo nok den af de to, som havde bragt de storste og tungeste kaerlighedsofre. Vaer varlige,
historikere, naar I drager dommerkapperne paa. C. O.
Boggild-Andersen. 37) Anf. vserk, s. 177 ff. At ordene ifolge selvbiografien (Autobiographic, facs., s. 17d, overs, s. 73) er rettet til dronningen, er i denne sammenhasng uden betydning; slutadressaten var dog kongen. |