JOHANNES PETRAFONTANUS

Den danske historieskrivning har ikke ofret ret megen opmaerksomhed pa den bevsegelse, der almindeligvis betegnes som den katolske modreformation. Den satte ind nord for Alperne i anden halvdel af det 16. arhundrede, fortsatte med uformindsket styrke ind i det 17. arhundrede, og ebbede ud i 30-arskrigen, da religionernes grsenser blev nogenlunde afstukket. Man vil maske sige, at den ingen betydning fik for Danmark. Men helt betydningslos forekom denne bevsegelse ikke datidens kirkelige kredse herhjemme. Hvortil ellers de strenge forholdsregler mod besog ved jesuiterskoler? Disses standard overskyggede tilsvarende danske skolers, sa Christian IV var nodt til foruden det omtalte negative forbud at gribe til en positiv reformpolitik pa skolevaesenets omrade.

Kilderne er unaegteligt meget sparsomme og vanskelige at opspore, de befinder sig for en stor del uden for Danmarks graenser. Der var jo ingen mulighed for aben missionsvirksomhed, sa Isenge landets herskerog hans radgivere ikke tillod det eller i hvert fald ikke sa gennem fingrene med det. Forhabninger i den retning blev gjort til skamme, og den tilbageblevne vej var den indirekte. Her tradte skolerne ind i billedet. De unge msend, som havde faet deres uddannelse hos jesuiterne,hentede her kvalifikationer, der gjorde dem egnede til at blive

skoleledere, hovmestre for unge adelsmaend, i det hele taget til paedagogiskvirke og tillige til kirkeembeder. Pa denne made kunne den katolskeudsaed give mangefold udbytte, og man kunne opna en langsom underminering af den forholdsvis nye protestantisme og en genindforelseaf den garnle laere. Men denne udvikling blev bremset i dens spaede begyndelse, og bagefter kan man konstatere, at for religionstilstandeni Danmark betod den sare lidt, maske kun en strengere ortodokskurs. Men den betod en del for de mennesker, som var engageret i sagen, og for deres livsbaner.

De fa kendte episoder fra modreformationens historie omkring ar 1600 er kun i ringe udstraekning behandlet i sammenhaeng. Et par haendelser har dog fundet hyppig omtale. Saledes har man kendskab til jesuitereleven Laurids Mogensen, der forstyrrede et praestekalente og blev domt for det. Mest interesse har samlet sig om den norskfodte Jesuit »Klosterlasse«, der endog har fact sin biografi. Hans besog i Danmark og diskussion med de hojlaerde professorer ved Kobenhavns universitet er refereret i mange historievaerker. Men deter dog mere blevet til Iosrevne episoder end til led i en lang kaede. Man ved kun lidet om, at samme »Klosterlasse« havde direkte brevveksling med sa fremragende katolikker som kardinalerne Bellarmin og Borromeo om modreformationen i Danmark, at han pa pavestolens opfordring havde udarbejdet udforlige planer om Danmarks rekatolicisering. Katolikker havde sendt deres fortrolige ind i landet allerede for, de havde endda fundet indpas ved universitetet.

Alt dette vil dog senere blive genstand for naermere belysning. Her skal der kun kastes et blik pa en enkelt af de halvt hundrede jesuiterelever fra perioden kort efter Christian IVs tronbestigelse. Heller ikke han er helt ukendt, en periode af hans liv har vaeret genstand for omtale hos flere historikere. Man kender beretningen om jesuitereleven Udby, der turde byde de kobenhavnske professorer trods ved behandlingen af hans ansogning om at matte forelaese ved universitetet. Han bliver kaldt med forskellige navne. Hos jesuiterne studerede hansom Joannes Utbynaeus. I konsistoriets forhandlingsprotokol hedder han som regel Johannes (Martini) Petrafontanus Udby(nerus). Et senere kongebrev kalder ham Hans Übeneus. I de bevarede aktstykker underskrev han sig som regel Johannes Petrafontanus, og sadan vil han ogsa blive benaevnt i det folgende.

Kilderne til hans liv er fa og spredte. Han har selv leveret en stor del af dem i form af lejlighedsdigte og stambogsindforsler. Hans strid for opnaelse af forelaesningsretten og magistervaerdigheden afspejles i Kobenhavns universitets annaler.

Petrafontanus er fodt omkring 15801), sikkert i Udbyneder ved Mariagerfjord.

---

1) Archivum Romanum Societatis Jesu (jesuiterarkivet i Rom, fork. ARSJ) Fondo Ges. 1652-3-13 opgiver hans alder (1602) til 23 ar.

agerfjord.Her findes en helligkilde, kaldet Stenkilde, som abenbart har inspireret den unge mand til hans latiniserede navn. Der findes ogsa andre Stenkilder i Danmark, men her forekommer Udby og Stenkilde pa samme sted, sa tvivlen ma vige for dobbelt bekrseftelse. Pa denne tid hed praesten i Udbyneder Morten til fornavn²). Vi ved, at Petrafontanus'far hed Morten, mon ikke han er identisk med prsesten i Udbyneder?

I attenarsalderen dukkede Petrafontanus op i Braunsberg i Ermland som en af de mange danske, der sogte til jesuiterskolerne lige for arhundredskiftet. Han blev indskrevet i det pavelige alumnats matrikel den 10. nov. 1598. Sammen med ham blev optaget en anden dansker ved navn Andreas Scheningius (Anders Skjonning)^J). De har ved ankomsten fundet en raekke landsmsend fra det dansk-norske monarki. En maned for optoges hele tre pa en gang, og flere andre, som var kommet ide foregaende ar, fortsatte stadig deres studier⁴). Der ma ligefrem have vaeret tillob til en lille dansk koloni i Braunsberg pa det tidspunkt.

Hvordan havnede alle disse unge danskere i Braunsberg? Det ville vaere en for let affaerdigelse af problemet at prove at forklare det med jesuiterskolernes gode ry alene. Den regelmsessige tilstromning af elever tyder pa, at jesuiterne selv hjalp til ved at have deres gamle elever som hververe i Danmark, og de sendte sa af og til en gruppe afsted. Maske har Petrafontanus netop fulgt sadan en udsendings rad. Man ma ydermere bemserke, at det kun var de bedst egnede, som kunne regne med optagelse i alumnatet.

Det synes, som om han i forste omgang var kominet til alumnatet i Graz i Steiermark, hvor den ivrige forksemper for katolsk missionsvirksomhedi Norden P. Laurentius Norvegus (ogsa kaldet »Klosterlasse«)virked e⁵). Under forhandlingerne i konsistoriet i 1604 blev der nemlig blandt andet oplyst, at Petrafontanus havde deponeret i Graz⁸). I denne by var der ved det pavelige alumnat indstiftet fripladser for skandinaviske alumner, og pa grund af afstanden kneb det med at fa

---

2) Ifl. S. V. Wibergs praestehistorie (Suppl.s 168) var Morten Madsen i live endnu i 1584. En Severinus Caspari Albiprataeus lod 1598 i Danzig trykke nogle digte dediceret til Viborgbispen Niels Arctander, tre kanniker i Viborg og »D. Martino Joanni ecclesiae Wdebynedrensis prseconi«. Den sidste forekommer ikke hos Wiberg. Hvis han og Morten Madsen ikke er en og samme person, sa er det maske endnu mere nserliggende at tro, at han kunne vaere fader til Petrafontanus. Forfatteren selv har formodentlig vaeret en ven eller studiekammerat af den sidstnaevnte, muligvis er han identisk med jesuitereleven Severinus Albinus, der dode i Olmiitz o. 1600 (jvf. nedenfor).

3) G. Liihr: Die Matrikel des papstlichen Seminars zu Braunsberg 1578-1798 (1925), s. 53.

4) Ifolge oplysningerne i matriklen optoges i arene 1596-99 ialt 13 alumner fra det dansk-norske monarki.

5) ARSJ Austr. 25 og 123 (personalkataloger fra kollegiet i Graz).

6) Ny kirkeh. Saml. IV, s. 755.

dem besat. Sa laenge P. Laurentius befandt sig ved jesuiterkollegiet i samme by, var han et fast holdepunkt for de nordiske alumner, men netop 1598 forlod han Graz og rejste til Wien⁷). Deter derfor sandsynligt,at ogsa de nordiske alumner efterhanden sogte bort. Har Petrafontanusallerede pa det tidspunkt faet det testimonium, som omtales seks ar senere? Eller er der tale om forveksling af Graz og Vilna? Som det fremgar af det folgende, er det overvejende sandsynligt, at han har faet testimonium ved den sidstnaevnte laereanstalt⁸).

Braunsberg var pa det tidspunkt et rigtigt laerdomscentrum. En raekke hojere og lave re laereanstalter ma have sat prseg pa byen. De fleste skoler lededes af jesuiter, og den vigtigste var nok det pavelige seminar, hvis elever kom fra alle omkringliggende lande⁹). Her samledes unge af en snes nationer, og der fandtes ikke fa danskere iblandt dem. Der har muligvis ogsa vaeret danske elever i de andre skoler, saledes i det almindelige gymnasium, og en hel del boede i adelskonviktet. Da matriklen kun er bevaret for det pavelige alumnats vedkommende, kender vi yderst fa navne pa de andre, idet vi her er henvist til tilfseldig omtale af elevforholdet i andre kilder.

Jesuiternes studium var inddelt i et gymnasium med fern klasser (tre grammatical: infima, grammatica, syntaxis samt humanitas og rhetorica), derpa fulgte det filosofiske studium, med almindelig varighed af tre ar. Som »filosof« gjaldt siden arhundreder Aristoteles, og jesuiterne holdt fast ved ham. Hans boger dannede grundlaget. Det forste ar beskaeftigede man sig hovedsagelig med logik, det naeste ar gik man over til fysik og naturlaere og forsogte at bibringe eleverne kosmologiens, zoologiens og astronomiens grundtraek. I det tredie ar sluttede man af med metafysik og den praktiske filosofi, herunder etik¹⁰).

Nar man tager Petrafontanus' alder i betragtning, stod han naeppe pa det laveste trin. Deter tvaertimod overvejende sandsynligt, at han i forvejen havde besogt en dansk latinskole. Da han allerede i September 1599 blev sendt til Vilna for at fortsaette studierne¹¹), er det nok rimeligst at antage, at han har gjort den sidste gymnasieklasse faerdig i Braunsberg, og at han dernaest i Vilna begyndte pa filosofien.

Inden han forlod Braunsberg, naede han at blive optaget i jomfru
Marias kongregation12). Det var en religios sammenslutning blandt

---

7) ARSJ Austr. 11l og Germ, (brevveksling mellem jesuitergeneralen og jesuiterne i Graz 1590-98).

8) Det kan ogsa tacnkes, at Petrafontanus ikke har villet skilte med sit ophold i Braunsberg og Vilna og derfor bevidst har henvist til sit ophold i Graz, fra denne fjerne by kunne den jesuitiske fare ikke virke sa truende som fra laereanstalter pa den anden side af ostersoen.

9) En oversigt over tilblivelse og historie findes i indledningen til den af Liihr udgivne

10) B. Duhr: Geschichte der Jesuiten in den Landern deutscher Zunge I (1907), s. 152 ff.

11) Liihr s. 53. »Missus Vilnam ad cursum 28. Sept. 1599«. Tidsangivelserne i Braunsberg, Vilna og Olmiitz efter den nye stil.

12) Uppsala Universitetsbibl., handskrift H. 168.

eleverne, der havde til formal selvopdragelse til de kristelige grunddyder og apostolsk arbejde under jomfru Marias beskyttelse og hendes forbillede.Den virkede som en msegtig spore for flid og studieiver med det religiose i centrum. Det var netop medlemmer af kongregationen, som var ivrigst til at opfore religiose skuespil og foranstalte disputatione r¹³).

Uden tvivl blev Petrafontanus medlem af den tilsvarende kongregation i Vilna. Jesuiterakademiet i denne by var beregnet pa videregaende studier og modtog hyppigt elever fra jesuitergymnasier i den polsk-litauiske ordensprovins. Her begyndte Petrafontanus altsa i September 1599 sine filosofiske studier. Heller ikke i Vilna var han alene blandt fremmede. Jacobus Falsterus (Jakob Falster) havde vseret der allerede det meste af et ar, Jacobus Bondaeus (Jakob Bonde) var kommet til byen fa uger i forvejen. Ogsa Andreas Scheningius fulgte efter et ar senere, og sadan kunne man opregne endnu flere navne¹⁴).

I Vilna blev Petrafontanus tre ar, nok til at gore det filosofiske studium fserdig. Dog har han af en eller anden grund ikke opnaet magistervserdigheden. Evner har det i hvert fald ikke skortet pa. En samtidig karakteristik fremhaever hans store viden og gode evner, men samtidig afslores det, at han ophidsede andre mod overordnede, selv om han ville give udseende af, at han var dem meget hengiven¹⁵). Det var virkelig graverende at blive gennemskuet pa den made. Det var et alvorligt brud pa disciplinen og en gyldig relegationsgrund. Det lader dog til, at jesuiterne har baret over med den unge dansker. Maske virkede hans gode evner formildende, maske var hans ildhu for den katolske tro sa overbevisende, at de ikke naennede at sende ham bort uden at have givet ham en grundig uddannelse, sa han bedre kunne gavne religionens sag i sit hjemland. Hans opforsel har muligvis vaeret den vsesentligste hindring for opnaelse af magistergraden.

I august 1602 vendte han tilbage til Braunsberg¹⁶). I mellemtiden var der kommet flere landsmaend. Siden hans afrejse var der i det pavelige seminar blevet optaget en snes elever fra det dansk-norske monarki.Kort efter hans ankomst til Braunsberg optoges endnu en dansker,for hvis liv Petrafontanus fik en del betydning. Under navnet Gerhardus Hachenius blev han indskrevet ved seminariet¹⁷). Bag dette latiniserede navn skjuler sig alborgenseren Gert v. Achen. Han kom fra Rostock, hvor han var blevet indskrevet i oktober 1601 sammen med Christianus Thomse Cymber¹⁸). Deter mest sandsynligt, at de begge

---

13) Om kongregationer i Braunsberg, se Duhr I, s. 368 f.

14) ARSJ Fondo Ges. 1852-3-12.

15) ARSJ Fondo Ges. 1652-3-13. »Juvenis alta sapiens, ingenii boni, turbat et incitat alios contra superiores domus; exterius tamen vult iisdem beni affectus videri«.

16) Liihr, s. 53. »Rediit die 11. Aug. 1602«.

17) Liihr, s. 58. Indskrevet 6. 5. 1602, son af kobmand Peiter v. Achen i Alborg.

18) A. Hofmeister: Die Matrikel der Universitat Rostock II (1891), s. 270.

fulgtes ad til Braunsberg, kun blev den sidstnaevnte ikke elev i alumnatet,
men muligvis i gymnasiet eller konviktet.

Petrafontanus og v. Achen forlod Braunsberg med fa dages mellemrum i april 1603¹⁹). Formodentlig rejste de hjem sammen. Ti ar senere holdtes der i Gjerpen rettergang over en raekke forhenvaerende jesuiterelever, der i mellemtiden var blevet praester i Norge. Blandt bevismaterialet fremlagdes en samling af opsnappede breve, hvoraf der er bevaret enkelte udpluk. Det f remgar af disse, at v. Achen og Christen Thomsen har faet privatundervisning hos Petrafontanus i Kobenhavn²⁰). Hvis dette er rigtigt, ma undervisningen tidsfaestes til 1603-04. Gert v. Achen blev nemlig et par ar efter hjemkomsten sognepraest i Hjorring^2:l), og Christen Thomsen rejste temmelig snart ud igen, denne gang til Wittenberg. Han er rimeligvis identisk med den Christianus Thomae Vindelboe, som blev immatrikuleret 12. okt. 1604 sammen med Lucas Krabbe, som han nok har vaeret praeceptor for²²).

Et andet brevudtog fra den ovennsevnte proces saetter Petrafontanusi relation til to andre jesuiterelever. En ung dansk elev i Braunsberg,Severinus Albinus (Soren Hvid), blev i august 1598 sendt til Olmiitz, den tredie skole, hvor jesuiterne uddannede nordiske eleve r²³). Her traf han sin medelev Andreas Toxotes (Anders Skytte), som var blevet seudt til samme laereanstalt fa maneder i forvejen²⁴). Begge de unge danskere sluttede venskab i det fremmede. Men venskabetsband blev nogen tid efter brudt ved dodens mellemkomst, og Severinus Albinus sa aldrig Danmark igen. Toxotes tog magistergradeni September 1601 og ma kort efter vaere vendt hjem²⁵). Blandt hans studiekammerater var den ovennaevnte Jacobus Bondaeus, der ogsa havde vaeret sammen med Petrafontanus. Til Braunsberg kom han omtrent et ar for denne²⁶). I Vilna har de to jaevnaldrende elever sluttetsig

---

19) Liihr, s. 53 og 58. G. v. Aehen 10. 4. 1604 og Petrafontanus 15. 4 s. a.

20) Riksarkivet, Oslo, Norske indlegg 1613. »Christenn Tommisonn och Ackimenius informeris privatim huos Utbynaeum i Kiobenhaffn.« Gjerpen-dommen er behandlet indgaende af J. J. Duin i Norsk Slektshistorisk Tidsskrift XIII, s. 1-12 og i forbindelse med hans afhandling om norske jesuiterelever i samme tidsskrift (XII, s. 360-390).

21) Wiberg angiver tide.n for hans embedstiltraedelse til o. 1606 (I, s. 645). Det stcmmer overens med oplysningen pa hans gravsten, at han havde vaeret praest i 29 ar (Vcndsysselske Aarboger 1921, s. 110). C. Klitgaard oplyser imidlertid (Hjorring Bys Historie, s. 318), at han skulle vaere tiltradt allerede 1602. Da der dog naeppe kan vaere tvivl om identiteten, og da han forst 1603 vendte hjem fra Braunsberg, er der vist ikke rimelig grund til at drage gravstensangivelsen i tvivl.

22) Album Academiae Vitebergensis. Jiingere Reihe. Teil I (1934), s. 26.

23) Liihr, s. 49. Indskrevet 11. 11. 1596. Sendt til Olmiitz 12. 8. 1598.

24) Liihr, s. 50, har tydet hans navn som »Jonoles«. I den elevkatalog, som er bevaret i ARSJ, star der »Tokotes« (Fondo. Ges. 1379-3-12). Han blev sendt til Olmiitz 6.3.1598.

25) Ifl. Liihr, s. 49, dode Severinus Albinus som katolik. Toxotes blev magister 25. 9. 1601 og »ivit in patriam, ut educat nobiles adolescentes, ad catholicarum scholas«. ARSJ Fondo Ges. 1477-26-18.

26) Liihr, s. 53, kalder ham »Jacobus Gothlandus«. Han blev indskrevet i Braunsberg 10.11. 1597 og sendt til Vilna 2. 9.1599.

tetsigsammen. Det fremgar af Bondaeus' vidnesbjnrd, hvor han betegnessom en begavet, tilsyneladende god og rolig elev, der dog i hemmelighedkonspirerede sammen med Petrafontanus²⁷). I modsaetning til denne afsluttede han sine filosofiske studier; ogsa han vendte hjem i april 1603²⁸).

Pa et eller andet tidspunkt har Toxotes grebet forstyrrende ind i deres venskabsforhold. Han havde lovet sin afdode ven Severinus Albinus at holde hans minde i sere ved seks arlige messer. Nu ville Toxotes indga den samme aftale med Bondaeus. Kan dette have forarsaget brud pa venskabet mellem den sidstnaevnte og Petrafontanus? Kildestedet er noget dunkelt og giver ikke praecise oplysninger²⁹).

De fleste hjemvendte tog i forste omgang til Kobenhavn. I Iobet af foraret 1603 fik denne by pludselig en ny tilvaekst af jesuitisk skolede og hojt kvalificerede folk. Det lader til, at de modtes hos organisten ved Vor Frue kirke, Truid Aagesen, og deter naturligst at tsenke sig, at de gav sig af med privatundervisning. Det ligger i sagens natur, at man ikke har oplysninger om elevantallet, men meddelelser fra jesuitiske kilder lader formode, at der ligefrem ma have vaeret til-10b en skole i katolsk and³⁰). Man kan ogsa gaud fra, at konverterede jesuiterelever nu og da samledes til andagt.

Maske var det lykkedes bedst for katolikkerne at opna resultater ved at fortsaette deres arbejde i det skjulte, men nu ma de abenbart have folt sig staerke nok til at traede offentligt frem. De har formodentlig faet tilskyndelse fra den optimistiske P. Laurentius Norvegus, men Petrafontanus'personlige ambitioner kan man heller ikke lade ude af betragtning.Hvorom alting er, sa begserede han kort efter hjemkomsten, allerede i juli, at matte docere ved universitetet. Derved var fingeren sat pa et omt punkt. Nu var konsistoriet nodt til at tage stilling til jesuiterelevernes adgang til at fremlaegge deres katolsk praegede laerdomved landets hojeste laereanstalt. Denne aktion matte nodvendigvis fore til en offentlig stillingtagen fra statsmagtens side, hvis man ville holde de ved reformationen knaesatte principper i haevd. Rektor NicolausTheophilus forelagde sagen i konsistoriet, som besluttede ikke at

---

27) ARSJ Fondo Ges. 1652-3-13. »Videtur esse bonus et quietus, occulte nihilominus cum priori conspirat, ingenii boni et optime proficit«. Han koramer i rsekken lige efter Petrafontanus. Alderen opgives til 22 ar (1602).

28) Liihr, s. 53. »Kediit cursu absoluto 11. Aug. 1602«. Han vendte hjem 30.4.1603.

29) Riksarkivet, Oslo, Norske indlegg 1613, bilag til Gjerpen-dommen. Den pagseldende passus lyder: »Andreas Toxotes commendat praecibus Jacobi Bondaei animam Severini Albini defuncti cui sex annua sacra vovit licet sit apud hsereticos victurus idem foedus Inire vult cum Bondaeo. Ejusdem amicitiam Udbynaso populat«. Det ma vaere skrevet ca. 1598-1600.

30) Truid Aagesen var blevet organist ved Vor Frue kirke 1593, og han blev afsat pa grund af sin haelden til katolicismen 1614. De trykte Littera? annuae S. J. 1600-04 omtaler hyppigt elevernes virke som laerere efter hjemvenden til Danmark. Sml. note 25.

give nogen tilladelse, men vente, til kansler Christian Friis kom hjem31).

Petrafontanus fortsatte med at plage rektoren om den nsevnte tilladelse. Han ville i sa fald forelasse pa organist Truid Aagesens loft. I begyndelsen af december forelagde rektoren atter sagen, og nu faldt svaret prompte: nej. Men den unge jyde var udholdende. Fjorten dage efter behandlede konsistoriet en ny anmodning fra hans side. Nu oplaeste prorektor Hans Poulsen Resen bestemmelsen i fundatsen, at de studenter, der havde opholdt sig ved udenlandske skoler, af det teologiske fakultet skulle underkastes en eksamen med hensyn til deres rettroenhed. Da Petrafontanus ikke alene havde vaeret ved fremmede, men ligefrem ved jesuitiske skoler, var det rimeligt, at han burde overhores, og Resen tilbod sig selv og professor Jorgen Dybvad som eksaminatorer. Hvis udfaldet blev efter fundatsen, ville de naturligvis anbefale hans ansogning. Dog burde han, for at optraede som privatdocent, forst lade sig immatrikulere og i det mindste erhverve graden baccalaureus, som ifolge fundatsen gav jus docendi. Ikke engang en professor fik lov til at forelsese, for han var indskrevet i matriklen. I ovrigt besluttede man, at der skulle udvirkes en bestemmelse om, hvorledes man skulle forholde sig over for studenter, der kom fra jesuiterskoler. Dette sporgsmal ansas for meget presserende og skulle afgores, sa snart kansleren var vendt tilbage.

Nu var ogsa en henvendelse til kansleren kommet i stand. Den 12. maj 1604 forhandledes der atter om samme sag. Kansleren sa gerne, at der blev truffet bestemmelser, som kunne hindre den slags besog hos jesuiterne. Dog ville han ikke medvirke ved sagens fremforelse, initiativet skulle komme fra universitetet. Man burde desuden vel betaenke, hvad man skulle svare, hvis kongen kom med indvendinger. I samme forbindelse omtaltes det i konsistoriet, at historiograf Niels Krags son var sendt til Spanien med anbefaling af jesuiterne. Denne kendsgerning udloste en bekymret udtalelse: hvad andet sigter sligt til end til rigets undergang!³²)

Det var abenbart meget vigtigt for Petrafontanus at na sit mal. Han erhvervede sig en kongelig anbefalingsskrivelse i anledning af, at han skulle rejse til udlandet som hovmester for Frederik Budde, en son af Godslev Budde til Gunderupgaard³³). Derefter bad han om at fa sit navn indskrevet i matriklen. Men professorerne huskede stadig, at han var mistsenkt for at sta i ledtog med jesuiterne, hos hvem han havdetilbragt fern ar efter at have deponeret i Graz, hvorfra han ogsa

---

31) Ny kirkeh. Saml. IV, s. 754. Sagen blev behandlet for forste gang i konsistoriet 30. 7.1603.

32) Ny kirkeh. Saml. IV, s. 754 f. Sml. H. Fr. Rordam: Kjobenhavns Universitets Historie (KUH), 111, s. 158 f.

33) Frederik Budde til Rodslet (1589-1650) blev i juli 1602 immatrikuleret i Rostock og 29. 11. 1604 i Wittenberg,

havde sit testimonium, som det oplystes ved konsistoriets behandling af Petrafontanus' ansogning. Man var i tvivl oni, hvorvidt man kunnestole pa ham. Nogle professorer mente, at han kun pa skromt angavat misbillige jesuiternes religion, hans andragende burde altsa indtil videre afvises. Jon Jakobsen Venusin gjorde opmserksom pa, at han omgikkes den fornaevnte organist ved Vor Frue kirke Truid Aagesen,som efter hans mening ligesom mange andre var i pavens sold. Nu fik Petrafontanus selv foretraede for konsistoriet. Resen forelagde ham mistankens arsager og kraevede, at han forinden optagelsen skullebevise, at han var modstander af den jesuitiske lasre om menneskelige kraefters tilstraekkelighed, om synden, om praedestinationen, om pakaldelseaf helgener, skaersild, messen og sakramenterne, og at han skulle tilsta,at paven kunne fejle. Dertil erklserede Petrafontanus, at han af hjertet var modstander af disse meninger, i hvilke han heller ikke var opdraget, og at han desuden ikke havde svoret pa deres religion. Dette ville han godtgore ved at besoge protestantiske akademier, nar han nu rejste ud, navnlig ville han besoge Strassburg. Derefter blev han efter nogen tids radslagning atter indkaldt. Resen spurgte ham nu, om han siden hjemkomsten havde nydt nadveren under begge skikkelser. Petrafontanus svarede benaegtende, dog tilfojede han, at han ville ga til alters, men ikke her i riget. Professorerne var naturligvis ikke tilfredsemed den erklsering, og Resen fortalte ham, at studenter ifolge universitetetslove skulle ga til alters hvert semester, ellers var de hjemfaldnetil bode. Nu udbad Petrafontanus sig betaenkningstid. Kort efter fremlagde han beviset for, at han i mellemtiden havde vaeret til alters hos sognepraesten ved St. Nicolai kirke, M. Hans Knudsen Vejle, og han undskyldte sin anmodning om betaenkningstid med, at han ikke havde onsketat mode uforberedt til Herrens bord. Derpa blev han den 5. juni 1604 optaget i studenternes raekker efter en hojtidelig edsaflaeggelse³⁴).

Pa dette tidspunkt var kongen bortrejst til herredagen i Bergen. Her rejste de norske bisper en klage mod jesuiterelever, og kongen, som for syntes velvilligt indstillet over for disse, har abenbart skiftet mening. Var denne klage slutstenen pa en bygning? Kongen havde hort lignende klager for, og kansleren havde sikkert droftet problemer omkring jesuiterelever med ham. Maske havde nogle af de hjemvendte jesuiterelever talt for frit fra leveren, maske overdrevet en del, sa man fik indtryk af en overhaengende fare. I hvert fald udstedte kongen den 6. oktober en skrivelse til alle rigets bisper, hvori man patalte det forhold, at en del af landets borgere sendte deres born til jesuiterskolerne, hvilket med tiden kunne fore til en forandring i religionen, safremt disse jesuiterelever fik skole- og kirkeembeder; altsa blev det forbudt, og bisperne skulle overvage forbudets overholdelse³⁵).

---

34) Ny kirkeh. Saml. IV, s. 755 f. KUH 111, s. 165 f.

35) Ny kirkeh. Saml. IV, s. 757 f., hvor brevet er gengivet.

Dette brev matte betycle yderligere vanskeligheder for Petrafontanus. Han opgav at rejse til udlandet med Frederik Budde og provede i stedet for at opna magistervserdigheden i Kobenhavn, maske for at blive rektor i Viborg. Viborg skole var nenilig uden rektor efter Christen Longomontanus, soni i begyndelsen af 1604 var rejst til Kobenhavn for at fa ansaettelise ved universitetet³⁶). Professor Hans Poulsen Resen, der selv var en gammel viborgenser, interesserede sig for skolen, og det ma ogsa vaere ham, der havde udset Petrafontanus til ny rektor. Deter ogsa sandsynligt, at bispen i Viborg, Niels Arctander, havde givet ham hab derom³⁷),

Atter herskede der delte meninger i konsistoriet pa grund af Petrafontanus' jesuitiske fort id; man var tvivlradig med hensyn til, om man ville tilstede Petrafontanus den onskede adgang til at blive magister. Professor Jorgen Dybvad mente, at han ikke burde fa lov til at opna magistervaerdigheden, af samme mening var Sjsellands bisp Peder Jensen Vinstrup, men han ville dog henstille sagen til kansleren. Udfaldet blev, at Petrafontanus den 1. dec. 1604 af professor Hans Rasmussen kreeredes til magister sammen med seks andre³⁸).

Af de andre magistre bor fremhaeves den senere professor ved universitetet og bisp i Lund Poul Mortensen Aastrup. Han havde i sin ungdom vaeret pa omfattende studierejser, bl. a. til Polen, ostrig og Ungarn, sa deter ikke udelukket, at ogsa han havde noget kendskab til jesuiterskolern e³⁹). De ovrige var den senere forstander pa Herlufsholm Poul Jensen Holding, Mads Sorensen, Niels Christensen Spentrup⁴⁰), Jens Jacobsen Krous (Krog?) og Konrad Quist.

Det lykkedes dog ikke for Petrafontanus at opna rektorstillingen i Viborg. Sagen blev omtalt i konsistoriet et par dage for jul af Resen, der bekendtgav, at kongen ikke onskede at udnsevne Petrafontanus, da han faldt ind under brevet af den 6. okt. 1604. Petrafontanus bad nu universitetet om en understottelse pa 20 daler. Hvor rneget han har faet, ved vi ikke, nogle professorer gav ansogningen deres tilslutning, mens andre mente, at det var for meget⁴¹)-

---

36) Christen Sorensen Longomontanus (1562-1647), Tyge Brahes medhjaelper og senere i 40 ar indehaver af det matematisk-astronomiske professorat i Kobenhavn, havde inden sin ansrcttelse som rektor i Viborg i tiden 1600-02 studeret i Breslau, Konigsberg og Danzig og muligvis modt flere jesuiterelever pa sin vej.

37) Kirkeh. Saml. 3:IV, a. 543. Flere beviser pa Viborgbispens sympati i det folgende.

38) Ny kirkeh. Saml. IV, s. 757.

39) KUH 111, s. 634 ff.

40) Om ham bor det bemaerkes, at Lyskander tillaegger i »Scriptores Danici« Petrafontanus et »Epitaphium M. Nicolai Spenderup. Hafn. 1601«. Imidlertid dode M. Niels Spentrup forst 1636, laenge efter Lyskander, som altsa ikke kunne kende hans epitafium. Forklaringen skal nok soges i den omstsendighed, at der har eksisteret to personer af samme navn. Siiledes immatrikuleredes i Wittenberg 3. 5. 1597 Nicolaus Chr. Spendorpius og 26.4.1599 en student af samme navn med tilfojelsen »maior«, d.v.s. den aeldre (Album Academiae Vitebergensis 11, s. 439, 455). Se i ovrigt Ny kirkeh. Saml. IV, s. 757 og H. Fr. Rordam: Klaus Christoffersen Lyskanders Levned samt hans Bog om danske Skribenter (1868), s. 270.

41) Ny kirkeh. Saml. IV, s. 757.

Professor Hans Resens forhold til Petrafontanus er ikke uden interesse. Denne rettroenhedens nidkaere vogter synes at have vaeret venlig stenit over for den forhenvaerende jesuiterelev. Maske har han ladet sig imponere af Petrafontanus' begavelse under eksaminationen, maske har han virkelig troet pa dennes forsikringer om, at han ikke havde noget med jesuiterne at gore. Efter den karakteristik, der blev givet Petrafontanus i Vilna, kan man nok tiltro ham evnen og viljen til at indynde sig hos betydelige personer for at sikre sig deres stotte. Men Resen har nok naermest vaeret glad for at kunne sende en sa fremragende person til sin gamle skole i Viborg, og det lader til, at han har opmuntret Petrafontanus pa alle mader efter dennes mislykkede forsog pa at opna stilling. Petrafontanus ma alligevel vaere kommet til Viborg, idet han den 2. april 1605 fra denne by sendte Resen et brev, hvori han bittert klagede sin nod. Ingen anden skyldte han sa megen tak, skrev Petrafontanus bl. a. i den lange indledning med mange udtryk for hengivenhed og aerbodighed. Derefter kom klagerne: over store udgifter og over det darlige rygte, han havde faet. Han havde brugt sin fsedrenearv under studierne og vidste nu ikke, hvad han skulle tage sig for. Han havde ikke lsert praktiske fag, og skammen forbod ham at tigge. Han anrabte Resen om hjselp. Hvis han kunne fa gratis fortaering hos Resen, kunne han forelaese noget privat ved universitetet og helt hellige sig studierne. Det maerkeligste er imidlertid, at han med brevbaereren sendte 57 daler til Resen, og sidste gang havde han betalt denne 70 daler. Det var et anseligt belob, isaer nar man tager Petrafontanus' evindelige klager over pengemangel i betragtning. Tillige konstaterede han, at de penge var udgivet uden storre nytte.

Foruden det refererede har man bevaret endnu et brev fra hans hand til Resen, men deter udateret. Muligvis er tidsforskellen mellem de to breve ikke stor. I det sidstnsevnte brev fremforer Petrafontanus ogsa en raekke beklagelser over den harde skaebne, som skaltede og valtede med ham, sa han folte sig som et skib i havsn^d. Han var tilmed sengeliggende pa grund af alvorlig sygdom, og i denne nod henvendte han sig altsa iil Resen: hans sidste redningsplanke og tilflugtssted. Han bad Resen om at skaffe ham 12 daler fra universitetskassen og vedlagde gaeldsbeviset⁴²).

Deter uvist, hvor laenge Petrafontanus opholdt sig i Viborg, og om han virkede som laerer ved latinskolen i den tid; kilderne tier heroin. Det vides heller ikke, om han var i Kobenhavn, da hans gamle laeremesterP. Laurentius Norvegus i forsommeren 1606 aflagde universitetetet besog og disputerede med de hojlaerde pa en made, som beviste jesuiternes sasrlige dygtighed pa det omrade. Men i marts 1608 var

---

42) Brevene er trykt iNy kirkeh. Saml. IV, s. 758 ff. Originalerne findes nu i Rigsarkivet, Universitetets arkiv, pk. 125, og i Det kongelige Bibliotek, Bollings brevs. D, fol.

Petrafontanus i hvert fald atter ved universitetet. Da praesiderede han
ved en disputats43),,

I slutningen af oktober 1609 holdt professor M. Herman Nielsen bryllup med Maria Pedersdatter. Blandt dem, der bragte deres hyldest til brudeparret, var ogsa Petrafontanus. Han gjorde det i et langt digt, hvor foruden lovprisning af brudefolk ogsa byens topografi og historie fik sin andel i et svulstigt sprog med mange mytologiske allegorier⁴⁴). Forfatteren naede dog ikke at se sine udgydelser pa tryk. I indledningen skyder han skylden pa bogtrykkerens sendrsegtighed. Eller var det snarest hans ofte omtalte fattigdom, som fik bogtrykkeren til at trsekke sagen i langdrag? Selv i dette hyldestdigt glemte Petrafontanus ikke en henvisning til, at han matte slide hardt i det for at holde fattigdommen pa af stand⁴⁵). Hvis det var rigtigt, kunne han heller ikke have midler til at finansiere trykningen. Det omtalte digt tjente muligvis tillige en anden hensigt-at sikre brudgommens stotte til Petrafontanus' sidste ansogning for konsistoriet. Et par dage for brylluppet begaerede nemlig den forhemvserende Viborgrektor, professoren i matematik, Christen Longomontanus, i konsistoriet pa Petrafontanus' vegne, at det matte tillades denne at holde forelaesninger i Valkendorfs kollegium. Svaret gik ud pa, at Petrafontanus selv skulle tale med rektoren, der pa det tidspunkt var professoren i medicin, Gellius Sascerides; sa skulle det aftales, hvilken tid han skulle have, sa han ikke fratog de ordinsere professorer deres tid⁴⁶). Hans ansogning modte nu ligefrem imodekommenhed, en behandling, som var vidt forskellig fra den, han var blevet udsat for fern ar tidligere. Han var nu ojensynlig accepteret ved universitetet.

Stillingen som privatdocent kunne imidlertid naeppe give ham levebrod,og
han liar nok snart mattet se sig om efter noget andet. Mange

---

43) Ny kirkeh. Saml. IV, s. 761. Johannes M. Petra-fontanus: Basis portae sapientia:, hoc est de Natura et Constitutione Dialectices seu Logices Theses, ex privatis prolectionibus, repetitionibus, concertationumque exercitiis quotidianis ac hebdomadariis resurntae. Resp. Henrico N. Arctandro. 16. Martii 1608. Skriftet syncs nu tabt. Henrik A. blev 1612 rektor i Viborg, men varetog sine opgaver meget darligt og matte snart forlade skolen. Bisp Peder Villadsen nasvner i sin skolehistorie, at under ham virkede i IV klasse »Dn. Johannes«, senere prsest i Laastrup, som var opdraget af jesuiter. Disse oplysninger kan dog ikke verificeres eller bestemmes ad anden vej. Se Kirkeh. Saml. 3: IV, s. 509, 543.

44) Poemata Nuptialia Reverendo & Clarissimo viro Dn. M. Hermanno Nicolao, Sacrse Lingvas in Regia Academia Hafniensi Professori designato, Sponso, & Sponsae, Virgini corporis & et animi bonis a Natura & et Fortuna optime dotatae Marias Petrinse amplissimi p. m. viri Petri Francisci, duorum Serenissimorum et potentiss. Danise et 7trionis Regum Friderici magnae memoriae Secundi et Christiani augustae praesentiae Quarti praeconis excellentissimi, charissimae Filiae, neonymphis X Calendar. IXbris Anno Supra XVI Seculum IX post partum Virginis virgineum Thalamum conscendentibus. A. M. Joh. Petrafontano C & C. Digtet findes i Ny kgl. Saml. 2072c, 4to.

45) »Ocia cum cupiam, pracceps in mille labores / irruo: ne Aoniis Paupertas semper adha?rens, / sit comes«.

46) Ny kirkeh. Saml. IV, s. 761.

af hans kammerater, bade hos jesuiterne og i Kobenhavn, havde faet deres udkomme og hostet erfaring som hovmestre hos unge adelsmaend. Denne mulighed stod ogsa aben for ham, og deter endda sandsynligt,at han allerede i den forlobne tid har haft en del privatelever af denne karakter. Saledes far man det indtryk, at han havde taget sig af Viborgbispens born. I 1608 var han praeses for dennes son Henrik. Tre ar senere udgav Niels Lauridsen Arctander en bog bestaende af flere skrifter⁴⁷). Deri, indgik ogsa nogle klagedigte over hans lille datter Magdalena,der var blevet dodens bytte i oktober 1602., knap 8 ar gammel. En del af disse er forfattet af Petrafontanus⁴⁸). De er dog naeppe saratidige,da forfatteren pa det nsevnte tidspunkt efter al sandsynlighed befandtsig uden for landets grsenser. Samtidige er derimod de ligvers, som Petrafontanus forfattede i anledning af bispens anden datter MariaArctanders dod i februar 1614, og som atter aftryktes i et skrift af bispen - som bilag til hans ligpraediken over Christoffer Seefeld til Refsnses. Pa denne tid opholdt Petrafontanus sig som informator hos Rosenkrantzerne pa Boiler⁴⁹).

Petrafontanus var i det hele taget en habil versesmed, og hans produktion pa det omrade har nok vaeret temmelig omfattende. Imidlertid er kun fa af hans frembringelser bevarede for efterverdenen; pa egen bekostning har han abenbart ikke udgivet noget. Hans bevarede trykte vers forekommer altid som tillaeg eller som dele af en samling.

Viborgbispen ma have syntes om hans vers, siden han gav plads til dem. Pa den anden side havde Petrafontanus nok brug for al den velvilje, han kunne fa fra bispens side, samt gode anbefalinger. Han stilede nemlig efter et prsesteembede. Dertil skulle han imidlertid som forhenvaerende jesuiterelev have kongelig dispensation, og han har ogsaansogt om den, sikkert ikke uden anbefalinger. Viborgbispen har nok lagt et ord ind for ham, og maske har Otte Rosenkrantz pa Boiler gjort ham folge. Selvfolgelig matte Petrafontanus, uvist for hvilken gang, afgive en erklsering om, at skont han havde opholdt sig hos jesuiterne,sa

---

47) »Den Trostrige Evangeliske Historie /om den Enckis Sons Opveckelse i Nain item en Beretning om .... Thomas Fasthies til Vennergaard, Adelige Byrd, Christelige Leffnet oc Endeligt etc.« Kbh. 1611.

48) »In obitum Optimse indolis &spei puellae Magdalenae, admodum reverendi & clariss. viri Dn. M. Nicolai Lavrentii Arctandri N. Wibergensi Episcopi & Catharinae Schaweniae Filiolae, Anno 1602. Octob. XI cum vixisset dies XI minus octennio, lue pestifera extinctae, elegia.« Tillaegget har saerskilt titelblad og omfatter 7 sider.

49) »Justa funebria piis manibus lectissimse et magna laude dignissimae Matronae juvenis Mariae Arctandrae, admodum reverendi & clarissimi viri Dn. M. Nicolai L. Arctandri N. Episcopi Viburgensis filiae, Reverendi vero et ornatissimi viri Dn. Jacobi Jacobaei Holmij, Ecclesiastae Neocopiensis, uxoris defunctae, quae post graves in puerperio suo primo exantlatos labores gemellos enixa placida morte in Domino obdormivit Februarij die VI. Anno a partu virgineo 1614, a:tatis vero suae XXV. non completo. A. M. Johanne Petrafontano in aula Rosen-crantziana Bollever C. C.« Dette og disputatsen af 1608 er de eneste skrifter, som er registreret i Bibliotheca Danica og hos Ehrencron-Miiller.

terne,sabilligede han dog ikke deres religion og var den heller ikke hengiven.Han opnaede da ogsa i februar 1617 kongens abne brev om at matte fa kald pa landsbyen; dog skulle ordinansen iagttages og superintendentendesuden pase, at han ikke laerte sine tilhorere noget, sorn ikke var i overensstemmelse med Guds ord og landets religion⁵⁰).

I samme forbindelse ma man bemserke, at der i den danske del af monarkiet tilsyneladende er fort en mildere kurs end i Norge. Der havde en raekke forhenvaerende jesuiterelever — nogle af dem var blevet praester i mellemtiden-efter dommen pa Gjerpen praestegard 1613 mattet romme riget⁵¹). Selv om der i procesakterne hyppigt forekom navne pa danskere, som havde vaeret i Braunsberg samtidig med de anklagede, har de ikke vaeret genstand. for retsforfolgelse. Den eneste, der rnuligvis har mistet sit embede pa grundlag af de fremdragne oplysninger, er organisten Truid Aagesen, der blev afskediget i 1614⁵²). Ogsa blandt de i Gjerpen naevnte danske jesuiterelever fandtes folk, som var blevet praester, som f. eks. den ovenfor omtalte Gert v. Achen, og nu fik Petrafontanus endog lov til at soge landsbykald, skont hans navn flere gange havde vaeret genstand for omtale ved processen⁵³). Det var en sand nadesbevisning i hundredaret for reformationen, da biskop Resen selvtilfreds kunne udsende sin »Lutherus triumphans«.

Petrafontanus var nu allerede over midten af trediverne. Det ville nok have vseret naturligst, hvis han slog sig ned som landsbyprsest et eller andet sted i Jylland, maske giftede sig med sin forgaengers enke og henlevede resten af sine dage som Hr. Hans, sit sogns andelige midtpunkt. Nogen rigdom ville det naeppe bringe, men han havde da sikret sig en talelig eksistens oven pa alle sine jammer_klager over fattigdom.Men denne mulighed har maske ikke tiltalt hans urolige sind; maske var ansogningen indgivet med et bestemt bykald i sigte, og i sa fald matte udfaldet vaere en skuffelse for ham. I stedet for at benytte sig af den tilbudte chance gav han sig rejselysten i void og foretrak at tage udenlands som praeceptor for unge adelsmaend. Turen til Strassburg, som han havde habet at gennemfore 1604, blev forst til virkelighed ved hans ansasttelse som hovmester for Jakob Lykkes sonnerNiels, Erik og Ejler. Naermere omstaendigheder ved dette engagementlader sig ikke oplyse. Muligvis havde Petrafontanus allerede opgavensom laerer, mens Jakob Lykke var forlenet med Lundegaard (Mors, 1605-16)⁵⁴), men deter heller ikke udelukket, at han blev ansat

---

50) Kane. Brevb. 18. 2. 1617.

51) Se note 20.

52) let brevudtog, som blev fremlagt i Gjerpen, bad han om, at en bestemt nordmand matte blive ordineret som katolsk praest i Kobenhavn.

53) Foruden de ovenfor citerede brevudtog (se note 20 og 29) blev hans navn naevnt under forhoret af Hr. Herman Hansson (Ringius). Denne udtalte, at han havde vseret i Braunsberg sammen med flere danske, deriblandt Mester Peder Fontanus. Norsk Slekthist. Tidsskr. XII, s. 376.

54) Kr. Erslev: Danmarks Len og Lensuu-end 1596-1660, s. 68.

kun som rejseprseceptor. Deter muligt, at han kendte et andet medlem af familien, nemlig Mogens Lykke, der havde opholdt sig i Braunsberg o. 1601 sammen med sine faetre Morten og Peder Stygge, sonner af Mourids Stygge til Holbaekgaard⁵⁵).

Ogsa med hensyn til rejsepraeceptorernes religiose indstilling havde statsmagten truffet visse forholdsregler. Ved kongelig forordning af den 4. juli 1616 bestemtes det, at adelsmaend, der ville sende deres born til udlandet under ledsagelse af en privatprseceptor, skulle forst lade den sidste eksaminere af biskoppen i det stift, hvorfra bornene sendtes ud, sa man kunne fa sikkerhed for, at praeceptoren virkelig var tilhaenger af landets religion⁵⁶). Maske slap Petrafontanus dog uden en ny erklaering om sin upavirkethed af den katolske laere, isaer, hvis han var blevet ansat inden Viborgbispen Niels Arctanders dod i november 1616.

Petrafontanus og hans tre elever dukkede for forste gang op i Giessen i efteraret 1617. Deres besog gjaldt det staerkt luthersk prsegede universitet, som var oprettet som modvaegt mod det reformerte hessiske universitet i Marburg⁵⁷). De var nok blandt de landsmsend, der modte op ved Tyge Lindenovs sygeseng for at bringe ham trost og lindring. Tyge Lindenov, son af lensmanden pa Solvitsborg Otte Lindenov, var sendt til udlandet sammen med broderen Otte og praeceptoren, den senere Bergenbisp Ludvig Munthe. Der blev stillet store forventninger til hans akademiske 10bebane, han var ikke for ingenting nevo af den beromte Tyge Brahe. Rejseselskabet var arriveret til Giessen i april, men allerede i august blev Tyge syg, og i begyndelsen af november indhentede doden ham. Den hojtidelige begravelse faiidt sted den 11. november. Professoren i teologi og superintendenten Johan Winckelmann holdt ligtalen, som senere blev trykt med et tillaeg af ligvers, forfattet af professorer og medstuderende. Man kan vist gaud fra, at hele den danske koloni i Giessen er repraesenteret. Her genfinder man ogsa Petrafontanus med hans kunstfaerdige digte pa to sider, og hans tre elever. Den aeldste, Niels, har praesteret naesten lige sa meget som laeremesteren, mens den yngste, Ejler, nojedes med seks linier⁵⁸).

---

55) Michael Duncius ligprsediken over Morten Stygge. Brunori 1602.

56) Corpus Constitutionum Danise 111, s. 483.

57) H. Glarbo: Studier over danske Adelsmaends Udenlandsrejser (Hist. Tidsskr. 9:IV, s. 221-274) ligger til grund for denne og folgende karakteristikker af de forskellige universiteter.

58) Johannes Wynckelman: Ein Christliche Leichpredigt . . . bey der Adelchen Begrabniss . . . Tychonis Lindenaw ... so allhie zu Giessen . . . entschlaffen den II Novembris und . . . zur Erden bestattet den XI selbigen Monats im Jahr MDCXVII. (Giessen 1618). Dodsdatoen angives dog i teksten gentagne gange som den 3. november. Petrafontanus' bidrag bestar af et laengere »Palinodia mortis (tricolos tetrastrophos«), dernsest af to kortere digte, dels et »Eteosticon«, dels et »Menimeroreteosticon«. Han underskriver sig »M. Johannes Petrafontan, Udtboneus, Giessae ad V Id. Novembris sub exequias, sympatriotae sui p. m. moris et honoris ergo C. Cque«. Andre danske bidragydere er: Mogens og Jakob Krabbe, Jakob Hasebard, Jakob Fincke, Olaus Slangendorp, Otto Muse, Christian Strale, Jorgen Jakobsen Grave og Svend Pedersen.

Ifolge Petrafontanus' eget udsagn har han vaeret sammen med den jyske praesteson Johannes Nicolai Thoropius (Hans Nielsen Thorup) i Giessen. Denne rejste dertil bade i sensommeren 1617, 1618 og til sidst i april 1619, da han startede fra Kolding som prseceptor for Ejler, Christoffer og Axel Juul, sonner af rigsrad Iver Juul⁵⁹). Tidspunktet for Petrafontanus' mode med sin kollega lader sig ikke bestemme naermere, men sandsynligvis fik de allerede om efteraret 1617 lejlighed til at hilse pa hinanden i Giessen. Maske liar de ogsa fulgtes ad et stykke vej. Det var almindeligt pa disse tider, at landsmaend og rejsende i det hele taget slog sig sammen i grupper, sa man havde bade selskab og foroget tryghed. Endnu var det forholdsvis fredeligt; man skulle bare tage sig i agt for rovere og lokale skaermydsler, men snart satte 30-ars krigen sit praeg pa de fleste rejseegne nord for Alperne.

Forelobig gik re j sen videre for det danske firklover, om den sa er foregaet pa egen hand eller sammen med andre landsmaend, der var pa farten mellem Europas byer og universiteter. Dog savnes der i nsesten to og et halvt ar ethvert spor af Petrafontanus og hans elever. De har i denne tid kunnet foretage lange rejser sydpa, eller ogsa vie sig til mere indgaende studeringer ved et eller flere tyske universiteter. Selv til en afstikker hjem var der tid. Den folgende tids rejser_ute tyder imidlertid pa, at de naeppe har vaeret i det sydlige udland.

I foraret 1620 er det atter muligt at opna kontakt med Petrafontanus og hans elever. Den 26. april 1620 indskrev han i Heidelberg en venskabsforsikringi sin kollega Andreas Claudius' stambog. Niels og Erik Lykkes indforsler er dateret dagen efter⁶⁰). Skont den reformerte trosretningvar radende ved universitetet i Heidelberg, var det dog meget besogt af danske studenter. Imidlertid er hverken Petrafontanus eller nogen af hans elever blevet indskrevet ved universitetet, hvilket kunne tyde pa, at de ikke har opholdt sig der laenge; muligvis har de kun vaeret pa en udflugt. Byen var nok et besog vaerd, og pa lignende vis har de sikkert aflagt besog i en raekke andre byer. Deres opholdssted pa det pagaeldende tidspunkt har nok snarere vaeret Tubingen. Her ved den beromte adelsskole »Collegium illustre« var det rette sted, hvor en ung adelsmand kunne erhverve sig den fornodne dannelse og laerdom⁶¹). Nordiske adelsmaend med deres praeceptorer var hyppige gaester i Tubingen.Pa denne tid opholdt sig ved adelskollegiet en raekke svenskere, blandt dem den senere beromte statsmand Sten Bielke til Krakerum⁶²).

---

59) Kirkeh. Saml. 3:IV, si. 121.

60) Andreas Claudius var preceptor for Mogens Juel til Jullingholm; de blev indskrevet ved universitetet i Heidelberg 3. 6.1618. Hans stambog findes i Thott 553, Bvo. P. skrev: »Nec Papavera, nee urticas / Constans et fidus semper amicus ero«.

61) H. Glarbo: En Adelsskole i det 16. og 17. Aarhundrede. »Collegium illustre« i Tubingen.

62) Sv. Biogr. Lex. IV, s. 230.

Han disputerede flere gange under den juridiske professor Thomas Lansius, forste gang i marts 1619 og til sidst to gange med en dags mellemrum i midten af august 1620. I de hyldestvers, som blev til i samme anledning, herskede en sand skandinavisk and. Danskere og svenskere kappedes side om side for at beromme den disputerende yngling.Blandt danskeres bidrag lsegger man maerke til en to sider lang »Onomasticon« af Petrafontanus, bygget op pa ordene »saxum« (sten) og »trabs« (bjaelke). Ogsa Niels Lykke gav sit besyv med og forsomte ikke lejligheden til at prise sin svenske standsfaelle. Begge de nsevnte vers er trykt sammen med fsellesudgaven af de to sidste disputatser; forfatterne befandt sig altsa i august 1620 i Tubingen⁶³).

Det naeste livstegn stammer fra samme by, fra foraret 1621, hvilket tyder pa, at vinteren er gaet med studier der. I begyndelsen af marts indprentede Petrafontanus samt Niels og Erik Lykke deres sentenser i den senere Viborgbisp Frans Rosenbergs stambog. Petrafontanus' indforsel henviser til bibelcitatet om at vaere snilde som slanger og enfoldige som duer. Den er tillige smykket med en koloreret tegning forestillende en slange, der slynger sig op ad et palmetrae. Traeet har et indtegnet oje i hojre side, og i venstre side et hjerte, pa toppen troner der en due⁶⁴). Det anforte skriftsted har han sikkert selv haft brug for i sin omskiftelige tilvaerelse.

Deter pafaldende, at man hidtil ikke har modt Petrafontanus og hans elever i nogen universitetsmatrikel. Man kunne forvente, at de efter deres kendte opholdssteder var indskrevet i Giessen, Heidelberg og Tubingen. Imidlertid ma man lade Giessens matrikel ude af betragtning,da den kun er bevaret i brudstykker. En stambogsindforsel er ikke nok til deraf at slutte, at dens ophavsmand har studeret ved universiteteti den pagaeldende by. I hvert fald kan man ikke sige noget om dereseventuelle ophold ved Heidelbergs reformerte universitet pa dette spinkle kildegrundlag. Petrafontanus som forhenvaerende jesuiterelev ma ikke have befundet sig vel i denne by. Tiibingens universitetsmatrikeler i behold, men her har han og hans elever nok opholdt sig ved »Collegium illustre«, som siden 1601 var uafhaengigt af universitetet. Heller ikke adelskollegiets matrikel fra denne tid er bevaret⁹⁵). I stedet kan man for danskeres vedkommende benytte Frans Rosenbergs stambog.Han har ydet sit bidrag med aerevers til Sten Bielkes disputatser

---

63) I marts 1619 disputerede Sten Bielke »De iure Regio in impunitate delicti consistente«. Fra samme ar stammer hans »Commentatio de academiis«. I 1620 disputerede han om emner »De religionis cura« og »De legibus«. P. underskrev sig som »Nob. Lyckeorum de Tanderup etc. p. t. Ephorus & Philiater.«

64) Stambog iNy kgl. Saml. 2090h 4to, det nsevnte skriftsted findes i Matth. 10, XVI. P.s sentens lyder: »Cui cor simplicitas, oculum prudentia servat / Ille erit et serpens atque columba Deo.«

65) H. Glarbo: En Adelsskole, s. 71. En oversigt over de bevarede universitetsmatrikler i Archivalische Zeitschrift 50/51 (1955).

bade 1619 og 1620, og hans stambog indeholder indforsler fra Tubingeni tiden nov. :L6lB-april 1621, da rejsen gik videre til Strassburg. En sammenligning af disse og universitetsmatriklen i samme periode giver som resultat, at af de fern i matriklen anforte danskere har alle pa en naer skrevet i stambogen. Men deri har desuden i samme tidsrum andre tolv danskere skrevet deres navne. Hvis ikke alle, sa ma i hvert fald en stor del af dem have vaeret at finde blandt studenterne i adelskollegiet.Blandt dem moder man foruden Petrafontanus og to af hans elever ogsa Hans Nielsen Thorup med hans elever Axel og GhristofferJuul (aug. 1620) og Christian, Christoffer og Otte Skeel, sonner af rigsrad Albret Skeel til Fusingo (dec. 1620)⁶⁶).

De tre sidste var rejst ud 1619 med deres praeceptor Jacob Sperling. Det i"orste halve ar blev tilbragt i Giessen, og derefter fortsatte de deres uddannelse ved adelskollegiet i Tubingen. Efter naesten tre ars ophold her blev de om foraret 1622 kaldt hjem. Det blev imidlertid umuligt for den 17-arige Christoffer at efterkomme forseldrenes onske, idet han blev syg i april og dode efter et par maneders sygeleje. I den anledning holdt professoren i teologi Theodor Thumm ligpraedikenen, der blev trykt sammen med universitetsprogrammet og en raekke vers af laerere og kammerater. Kun tre danskere figurerer blandt forfatterne. En af dem er Petrafontanus, der gav sin beklagelse til kende i vers, som fylder det meste af et par sider⁶⁷).

Kort efter gik vejen mod Strassburg. I begyndelsen af august blev Petrafontanus samt Erik og Ejler Lykke optaget i universitetsmatrikle n⁰⁸). Den sidstna^vnte har ellers ikke gjort sin tilstedevaerelse bemaerketsiden klagedigtet i Giessen 1617. Deter dog naeppe troligt, at han har vaeret borte i mellemtiden. Som den yngste og den mindst fremtraedendeaf brodretrekloveret har han nok foretrukket tavshed i baggrunden.Det seks linier lange digt fra Giessen tyder hverken pa saerlige evner eller lyst til at boltre sig pa det omrade⁶⁹). Til gengaeld leder

---

66) Frans Rosenberg er heller ikke selv indskrevet i universitetsmatriklen. Stamboger cr i det hele taget en guldgrube for personalhistorisk forskning; der kan findes oplysninger om danske studenter i mange fremmede stamboger, sa stambogsoplysninger fra forskellige lande burde egentlig samles; det kunne blive et vaerdifuldt supplement til universitetsmatrikler.

67) Theodor Thumm: Leichpredigt vber ... Christophori Skiel so ... den 16. Junij .. . Anno 1622 im Fiirstlichen Collegio zu Tubingen ... entschlaffen und den 19. hernach in der Stiffts Kirch en zu S. Georgen . . . zur Erden bestattet worden. Tubingen 1622. Klagevers er samlet under tillen »Obitum Generosi & Nobilissimi juvenis Dn. Christophori Skiel . . . deplorarunt Fautores, Amici, Sympatriotae«. P.s bidrag er forst en ode i hans foretrukne form (»Tricolon Tetrastrophon«), dernaest et »Onomasticon« og et »Epitymbion«.

68) Personalh. Tidsskr. 5 :VI, s. 150, 159.

69) Deter heller ikke udelukket, at han kan have indskrevet sig i Frans Rosenbergs stambog. Det viser sig, at der mangier to blade efter Niels og Erik Lykkes indforsler (bl. 200-201), derefter kommer pa blad 202 P.s tegning, sentens og navn. Hans indforsel er muligvis i lighed med de to andre begyndt pa den modstaende, nu bortkomne side; der har dedikationen og datoen haft plads. I dette tilfaelde bliver der netop et blads mellemrum mellem Erik Lykke og P.; pa dette blad kan Ejler Lykkes indforsel have staet.

man forgaeves efter Niels Lykke i Strassburgs matrikel. Hans navn forekommerikke
la±ngere sammen med Petrafontanus'.

Bade Erik og Ejler Lykke blev indskrevet ved det juridiske fakultet, mens deres praeceptor blev anfort som medicinstuderende. Muligvis har han beskseftiget sig med det samme fag ved andre universiteter. Han er altsa i en alder af omtrent 40 ar gaet over til laegevidenskaben og har lagt den brydsomme filosofi og teologi pa hylden. Et praktisk fag, hvor hans sindelag ikke blev gransket sa noje, var ogsa at foretraekke. I forvejen var en af hans medelever avanceret til enkedronning Sofias livlaege⁷⁰). I Strassburg har Petrafontanus kunnet laere noget af den beromte mediciner, professor Melchior Sebizius⁷¹). Byen var samlingssted for mange danskere. Navnet gar igen i de mange ligprsedikener fra det 17. arhundrede, sjaeldent har udenlandsfarende adelsmaend lagt vejen udenom Strassburg. Pa det paedagogiske omrade havde Johan Sturms ideer i den anden halvdel af det 16. arhundrede vundet sejr her. Hans skoletanker blev banebrydende og genstand for efterligning mange steder. For en stor del faldt hans ideer i trad med dem, som blev praktiseret ved jesuiterskolerne, og de gamle jesuiterelever, som kom hertil som praeceptorer, har nok nikket genkendende til mangt og meget⁷²). Byen havde i det hele taget ry for sin undervisning og rene lutherdom.

I Tyge Lindenovs og Christoffer Skeels skaebner har vi allerede set eksempler pa, hvordan danske udenlandsfarere undervejs kunne blive ramt af sygdom og dod, sa den pagaeldende matte begraves i det fremmede.De hyppige besog af danske gjorde Strassburg til en by, hvor en danskers grav ikke horte til sjaeldenhederne. Saledes dode her i 1578 rigsrad Eske Brocks broder Niels⁷³). To ar senere fulgtes Paulus Noviomagus,muligvis en son af hofpraesten med samme navn, til graven⁷⁴). I 1590 holdtes der ligpraediken over Cai Rantzau fra Holsten⁷⁵). Strassburgblev det sidste opholdssted for Mag. Niels Svaning, hovmester

---

69) Deter heller ikke udelukket, at han kan have indskrevet sig i Frans Rosenbergs stambog. Det viser sig, at der mangier to blade efter Niels og Erik Lykkes indforsler (bl. 200-201), derefter kommer pa blad 202 P.s tegning, sentens og navn. Hans indforsel er muligvis i lighed med de to andre begyndt pa den modstaende, nu bortkomne side; der har dedikationen og datoen haft plads. I dette tilfaelde bliver der netop et blads mellemrum mellem Erik Lykke og P.; pa dette blad kan Ejler Lykkes indforsel have staet.

70) Det var den ovenfor omtalte Andreas Toxotes (Anders Skytte), elev i Braunsberg og Olmiitz 1596-1602, ogsa hovmester for medlemmer af familien Lykke (Jorgen og Frans Henriksen til Overgaard), udenlands med sine elever 1606-11, enkedronningens livlaege 1612, dod 1631. Kr. Caroe: Den danske laegestand I, s. 116 f.

71) Om laererstaben i Strassburg gives oplysninger i O. Berger-Levrault: Annales des professeurs des academies et universites Alsaciennes 1523-1871 (1892).

72) En sammenligning mellem de to paedagogiske systemer er forsogt af flere, her skal anfores .1. Kuckhoff: Johannes Rhetius (1929). J. R., der virkede i Koln, beskaeftigede sig med lignende opgaver som Sturm, men inden for jesuiterskoler.

73) Jens Godissons ligprsediken over Eske Brock (1625), sml. Danm. Adels Aarbog 1889, s. 106.

74) Ved hans indforsel i Georg Packbusch's stambog (Thott, 448, Bvo, dat. 5. 10. 1579) har bogens ejer tilfojet: »Obiit diem suum Arg. 7. Id. Junij 1580«.

75) Johs. Pappus: Leichpredigt bey Abfiihrung Caji Rantzowe . . . d. 27. Oct. 1590. Strassburg 1591. Sml. Danmarks Adels Aarbog 1930, s. 39.

for Otte og Jorgen Skeel, i 1592 afbrod doden hans rejse₇₆). Ogsa for familien Lykke havde byen sorgelige minder. Det var ikke laengere siden end i marts 1619, at Christian Henriksen Lykke, en fjern slsegtning af Petrafontanus' elever, var afgaet ved doden og jordfsestet i denne by. Foruden en ligpraediken tryktes i den anledning en samling sorgedigte, hvor blandt andre hans praeceptor M. Torbern Jakobsen Hasebard samt elleve andre landsmamd beklagede hans bortgang⁷⁷).

Kort efter Petrafontanus' ankomst kraevede doden atter et offer blandt de danske. Den unge jyske praeceptor Hans Nielsen Thorup afgik ved doden den 13. august 1622. Han havde vaeret udenlands flere ar og besogt mange tyske universiteter, deriblandt Giessen, Wittenberg, Herborn og Tubingen. Til Strassburg kom han med sine elever allerede i foraret 1621. I de urolige tider i 1622, da greven af Mansfeld drog imod biskop Leopold af Strassburg, foretrak de at tage ophold ved surbrondene i Greisbach, 5 mil fra byen. Her blev han ramt af den sygdom, som medforte doden⁷⁸).

Atter fik bogtrykkeren til opgave at saette de traditionelle klagevers af hans laerere, studiekammerater og venner - forst og fremmest landsmaend, som han sikkert havde haft mangen en hyggelig time sammen med. Blandt forfatterne forekommer foruden hans elever Axel og Christoffer Juul ogsa Henrik og Otte Lindenov med deres praeceptor Ludvig Munthe, Niels Andersen, Christian Christensen Longolandinus og pa et temmeligt fremtraedende sted Petrafontanus. Af hans klagedigt over sin landsmand og ven fremgar den konkrete oplysning, at de har vaeret sammen ved universiteter i Giessen og Tubingen⁷⁹).

Mindre end en maned efter indtraf der et fyrsteligt dodsfald i »Collegiumillustre« i Tubingen. Den 18-arige greve til Oldenburg og DelmenhorstAnton Henrik, son af grev Anton, bukkede under efter laengeretids sygeleje. Forst i slutningen af januar 1623 fulgte den standsmaessigebisaettelse i stiftskirken. I ligprocessionen, som en vintertorsdagklokken halv ni satte sig i gang fra kollegiet for at begive sig til kirken, vandrede en ra?kke personer, vi har modt for. En af de fire

---

76) Th. Hauch-Fausboll og H. R. Hiort-Lorenzen: Patriciske slsegter 111 (1915), s. 256. Han var son af den kgl. historiograf Hans Svaning.

77) Sorgedigtene findes. i Det kgl. Bibl. Christian Lykke var for ovrigt en broder til den i note 70 naevnte Andreas Toxotes' elever Jorgen og Frans Lykke. De andre forfattere er Mogens Sehested, Niels Trolle, Laurids Skinkel, Jakob Hasebard, Olav Slangendorp, Jorgen Jacobsen Grave, Jacob Sperling, Otto Muse, Soren Petersen Hegelund, Christian Strale, Christian Christensen Longolandinus. Seks af dem har forresten bidraget med digte ved Tyge Lindenovs bortgang i Giessen 1617.

78) Henrik Jensens ligpraediken over Axel Juul (1672).

79) Neniae manibus beatissimis . . . Dn. Johannis Nicolai Thoropi . . . XIII Aug. 1622 Argentinae . . . defuncti. Augustae Trebocorum 1622. I Axel Juuls stambog (Ny kgl. S. 379fm, 8vo) har otte danske adelsmamd, der opholdt sig i Strassburg 1621-22, indfort deres navne. Af disse er kun Otto Lindenov repraesenteret med klagevers. De andre i stambogen er Frederik Bockwoldt, Frederik Urne, Axel Gyldenstjerne, Frans Rantzau, Mogens Krabbe, Sten Beck og Ejler Bille.

sorgefaner af sort damask (den med Delmenhorsts vliben) foran kisten blev baret af Ejler Lykke. Til fods bag fanerne og hestene gik en snes adelsmaend, i denne skare sas Holger Lindenov. Den afdode blev baret af 16 adelsmsend, blandt dem to danskere: Christoffer Juul og Otte Lindenov. Dernaest fulgte 16 unge maend med braendende fakler,grevens naermeste m. fl. Efter professorerne og livlaegerne var der afsat plads til bovmestre og praeceptorer ved adelskollegiet. Blandt dem vandrede, side om side, Johannes Petrafontanus og Ludvig Munthe. Et stykke laengere henne kom en rsekke adelsdamer, fort af en eller to adelsmaend. Axel Juul og Henrik Lindenov havde hver sin dame at fore. Det var en talrig forsamling, som pahorte professor Theodor Thumms ligtale i stiftskirken⁸⁰). Og med denne tale fulgte flere ligvers.De unge adelsmaend havde allerede deltaget i flere sorgetog og digtet adskillige vers til minde om deres afdode studiekammerater. De unge danske adelsmaend repraesenteres med vers af Axel Juul og Otte Lindenov. Begge praeceptorer, som vanned i sorgetoget, figurerer ogsasom forfattere⁸¹). Deter imidlertid overraskende at konstatere, at Petrafontanus kun yder et kort bidrag pa otte linier. Normalt plejede han at fylde et par sider med vers. Han synes nu bare at folge skik og brug uden storre ildhu for sin opgave.

Petrafontanus og Munthe har haft mange faelles minder. Nogle af de sorgelige er vi i stand til at tidsfaeste. For mere end fem ar siden havde de begge vaeret med til Tyge Lindenovs begravelse i Giessen, for mindre end et halvt ar siden overvaerede de Hans Nielsen Thorups bisaettelse i Strassburg. Mens Munthes senere livsvandring, som bragte ham til bispeembedet i Bergen, er forholdsvis let at folge, taber vi sporet af Petrafontanus efter 1623. Hans elever var hjemme 1624, da de fragik arv og gseld efter deres moder Sophie Eriksdatter Rud. Ejler og Erik savner man yderligere oplysninger om, de synes begge dode ugift⁸²). Niels var 1624-25 sekretaer i kancelliet, deltog ide forskellige krige, havnede to gange i svensk fangenskab og dode forst ca. 1683⁸³). Men Petrafontanus er som sunket i jorden. En mand med hans uddannelse kunne meppe blive borte herhjemme. Det kan vaere, at han har valgt at blive i udlandet, da brodrene Lykke blev kaldt hjem, muligvis pa grund af deres moders dod. Ogsa 30-arskrigen kan have vaeret arsag til hjemkaldelsen.

---

80) Th. Thumm: Christliche Predigt vber der Leich ... Anthon Heinrichs Graff en zu Oldenborg vnd Delmenhorst . . . welcher den 1. Septembris, Anno 1622 . . . zu Tubingen im fiirstlichen Collegio . . . eingeschlaffen und hernach den 30. Januarij Anno 1623. daselbsten in der Stiffts Kirchen Gebiirlich zur Erden bestattet worden. Tubingen 1623.

81) Officiosa Pietas Antonio Henrico Comiti Oldenburgensi et Delmenhorsti, Jeverae et Knipenhusij Dynastae etc. a Tubingensibus exhibita. Tubingen 1623.

82) Danmarks Adels Aarbog 1903, s. 268.

83) Niels blev ansat i kancelliet 27. 6.1624, se Meddelelser fra. Rentekammerarchivet 1872, s. 162.

Det kunne selvi?olgelig ogsa tsenkes, at han var dod kort efter 1623. Denne mulighed bli\^Ter imidlertid gjort usandsynlig ved en notits iet tysk lokalhistorisk tidsskrift, som samtidig bringer et lysglimt i morket onikring Petrafontanus. Den meddeler kort med jesuiterkollegiets annaler i Braunsberg som grundlag, at den kongelige danske sekretaer og livlaege Dr. Joannes de Petra Fontini i 1651 havde testamenteret hele sit omfangsrige bibliotek til samme kollegium. Han havde samlet dette bibliotek i Iobet af tredive ar, og det befandt sig dels i Tubingen, dels i Strassburg⁸⁴). Om identiteten kan der vist ikke herske delte meninger. Med hensyn til stillingsbetegnelse ma man tage i betragtning, at det drejer sig om en sekundaer oplysning, en overssettelse, muligvis med fortolkning, af en latinsk kilde. Dens formidler kan fra Petrafontanus' danske nationalitet have sluttet sig til hans virke hos den danske konge. Henvisning til de tredive ar, han har brugt til at samle biblioteket, og dets beliggenhed peger imidlertid pa de egne, hvor hans spor blev vaek. Har biblioteket virkelig vaeret omfattende, giver det grund til at formode, at det endelig var lykkedes ham at komme over sine okonomiske vanskeligheder.

Strassburg maerfcede ikke ret meget til krigen; det erklaerede sig neutralt, og det lykkedes byen at opretholde denne stilling under hele krigen. Tubingen kom forst i beroring med krigsbegivenheder i 1631. For alvor kunne byen maerke krigen efter slaget ved Nordlingen, da slottet overgav sig til den kejserlige haer. Derefter fik konkordieformlens by besog af jesuiter, der virkede her i lang tid og havde provstiet ved St. Georg til 1649⁸⁵). Hvis Petrafontanus har befundet sig i Tubingen, er han nok atter kommet i kontakt med sine gamle lseremestre; hans testamentsbestemmelse skal muligvis ses pa den baggrund. Deter sandsynligt, at hans senere sk&ebne kan blive oplyst ved nsermere studier i Tiibingens og Strassburgs lokalhistorie⁸⁶). Han har sikkert ogsa skrevet og faet trykt en del mere, end det her er lykkedes at opspore. Der kan let dukke et digt op i en disputats eller ligpraediken fra hans samtid.

Ogsa Det kongelige Bibliotek har faet del i Petrafontanus' bogsamling. I det mindste een bog i dets samlinger baerer hans navnetraek. Det drejer sig om et vaerk af Martin Bucer⁸⁷). Kun en kalvinsk bog er det lykkedes at finde fra den forhenvaerende jesuiterelevs bibliotek.

Men var nu Petrafontanus virkelig tilhaenger af katolicismen? Hans
opforsel kunne maske give anledning til tvivl, og han har ogsa selv

---

84) Zeitschrift fur die Geschichte Ermelands V, s. 390.

85) K. Klupfel: Geschichle und Beschreibung der Universitat Tubingen (1849), s. 136 f., 140 f. Sml. Andr. Cph. Zeller: Ausfuhrliche Merkwiirdigkeiten der Universitat und Stadt Tubingen (1743), som giver ogsa en oversigt over professorerne ved universitetet.

86) Stadsarkivet i Tubingen har som svar pa en foresporgsel oplyst, at det ikke kender noget til en person af dette navn.

87) Mart. Bucer: Enarrationum in evangelia Matthaei, Marci et Lucae. Argent. 1527.

benaegtet det. Visse omstaendigheder peger dog i retning mod en katolskoverbevisning. Da han var elev ved de pavelige laereanstalter i Braunsberg og Vilna og medlem af jomfru Marias kongregation sammesteds,ma man tage det for givet, at han er konverteret. Der fandtesmuligvis nogle, der ikke tog det sa hojtideligt med den slags formaliteter,men vi har ikke grund nok til at formode, at Petrafontanus var en af dem. Han nsegtede efter hjemkomsten at ga til alters herhjemme, var det ikke et udtryk for en aerlig overbevisning? Han laerte efterhandenat vaere mere bojelig, men sporgsmalet om nadveren rna have overrumplet ham, sa han muligvis forst matte radsporge andre. Senere har han mattet afgive mange erklaeringer pa, at han ikke var tilhaenger af jesuiternes kerdomrne, erklaeringer, som gav hans handlemade skaer af opportunisme. Lignende tilkendegivelser hjalp dog ikke altid, det mattede norske for katolicisme anklagede prsester i Gjerpen sande. Det har nok hjulpet Petrafontanus mere, at han samtidig sikrede sig stotte fra betydelige personer. Det var maske lettere at blive martyr, men det gavnede den katolske tro knap sa meget. I Braunsberg-matriklen star der ogsa ved hans navn som senere tilfojelse »constans catholicus«. Det tyder pa, at han vedblev med at vaere i kontakt med sin gamle skole. Hans konflikt med overordnede stammede fra Vilna, i Braunsberg har han muligvis staet pa god fod med kollegiets ledere. Hans sidste handling - testamentering af sin bogsamling til det kollegium, hvor grunden lagdes til hans tro og uddannelse - synes ogsa at levere den sidste og vsegtigste bekraeftelse. Han har mattet udsta en del i sit protestantiske faedreland, har mattet se sin fremtid formorket af mistillid, sa hans sandsynlige eksil og levevejsskifte kan tyde pa, at han med en vis bitterhedhar opgivet aevred, har givet afkald pa tanken om at skabe sig en talelig eksistens herhjemme. Maske ligger bag dette ogsa et afkald pa en endnu storre drom: habet om, at Danmark pa en eller anden made skulle blive katolsk igen.

Velio Helk.