LEONORA CHRISTINAS DOMMER

Professor Boggild-Andersen har sikkert ret i, at jeg skulle have holdt mig pa min matte, aeldre dansk landbrugs- og bebyggelseshistorie: »Aakjser har paa sine specielle studiefelter vundet fortjent anerkendelse. Men kan det forsvares at vise mindre omhu og nojagtighed, naar talen er ikke om f. ex. gamle vaegt- og maalsystemer, men om fortidens fremtraedende personligheder og deres handlinger og andre historikeres syslen med dem?«

Da bibliotekar Aage Marcus var blevet kronikredaktor ved Dagens Nyheder, bad han mig om en kronik om »et eller andet spsendende fund i Rigsarkivet«, og da jeg just havde fundet ud af 10nskriften i Kirsten Munks breve, lod jeg mig bevsege til at skrive om »Leonora Christina og hendes Moder« 8. april 1928. Bade Aage Marcus og hans chefredaktor Gunnar Helweg-Larsen blev sa glade for ernnet, at de bad mig fortssette, og det gjorde jeg i ny og nae til 1931.

Boggild-Andersen har ret i, at mit foredrag i Odense i fjor, som blev trykt i Jyske Samlinger 1958, i alt vaesentligt hviler pa disse kroniker, og han har ogsa. ret i, at min historiske viden pa disse omrader var temmelig mangelfuld. Derfor afslog jeg ogsa et par venlige opfordringer fra Haases og fra Reitzels forlag om at skrive en bog om emnet, men man onskede en samlet fremstilling af Ulfeldts og hans kreds' forhold til kongen og til dansk udenrigspolitik, og det var jeg klar over, at jeg absolut ikke var kompetent til at patage mig.

Derfra stammer den faele fejl med Terlin for Terlon. Jeg var sikkert pa det tidspunkt ikke pa hat med Hugues de Terlon. Boggild-Andersens pr«gtige og vsegtige boger om Statsomvasltningen 1660 og om HannibalSehested var endnu ikke komraet, to boger, som jeg altid har omfattetmed den storste beundring og regner for nogle af de lodigste indenfor dansk historisk forskning. Den forste, om diktaturets (enevseldens)indforelse,

dens)indforelse,laeses som en spaendende kriminalroman, den sidste
soger sin lige i grundighed og veldokumenteret lserdom, og er tilmed
skrevet i en stil., som passer sa godt til baroktiden.

Jeg indrommer med nogen flovhed fejlen, men far troste mig med B-A.s venlige ord: »Meget betyder det ikke«, og sa Iovrigt undre mig over, at ikke blot jeg selv, men ogsa redaktionens tre fremragende faghistorikere Vagn Dybdahl, Troels Fink og Johan Hvidtfeldt, har ladet »die Bestie stehen bleiben« (som salig gehejmerad Goethe udtrykte det).

Derimod giver jeg mig ikke in. h. t. Leonoras lille aktstykke. Nar him selv som overskrift i cifre kalder det »Ded som jeg singulier udi Kong Karls regering i Sverrig haver funden«, sa finder jeg det ikke dristigt eller »de pureste fantasterier« deraf at drage den slutning, at him har haft adgang til regeringsarkivet i Stockholm, og at him ville skjule denne kendsgerning ved at skrive oplysningen med 10nskrift. »Aakjser kalder det en afskrift o. s.v.«, nej, deter jo Leonora selv der gor det, og deter ogsa Leonora og ikke mig, der begar den fejl, at Peder Juel overleverede bryllupsgaverne »i smug«.

Selvfolgelig er det uklasdeligt for en gammel herre pa 65 at kalde Hannibal Sehested for »gammel«, nar han kun var 45, og jeg vil ogsa gerne indromme, at deter lidt for staerkt at kalde ham en »skurk«. Nar man har lsest B-A.s bog om ham, er man ikke i tvivl om, at han var tidens betydeligste statsmand, selv om jeg ikke finder ham personlig slet sa sympatisk som B-A gor.

Heller ikke er det mig, der har opdigtet de »store planer«. L. C. skriver jo i brevet af 1663: »Dersom os er endnu lsenger liv forelagt, da troer jeg, at lykken os endnu noget balloterer. Ded er sager, som store, dybe tanker forarsager«. Store, dybe tanker om fremtidens succes, er det ikke »store planer?«

Lad os heller ikke undskylde Ulfeldt og hans hustru med, at der ikke fandtes noget begreb »fasdreland« pa deres tid. Faedrelandsfolelsen er jo dog ingenlunde opstaet i 1848. Netop pa Ulfeldts tid var der en udpraeget nationalfolelse. Tsenk pa Peder Syv eller pa sangen Danmark, dejligst Vang og Vsenge, som vedblev at vaere den danske nationalsang til et langt stykke ind i det 19. arh. Ulfeldts standsfseller sa med afgjort misbilligelse pa hans f3erd, selv om han pasted, at det jo altid »haver vaeret bekendt, at jeg er en god patriot*.

Deter sikkert nok, at han selv havde den aeldgamle opfattelse af
vasalforholdet, som ogsa kom til orde i folkevisens linjer

Der er ingen tilsammen viet
uden munken og han kappe.
Hovmand kommer og hovmand gar,
ihvor han vil tage til takke.

Han bygger en stor del af sit forsvarsskrift i Malmo pa denne tankegang - det skrift, som blev sa brat afbrudt ved hans slagtilfaelde. Men denne tankegang deltes ikke af flertallet af hans standsfaeller, at man var berettiget til at opsige kongen sin tjeneste og ga over til hans og rigets arvefjender.

Der er vel ingen tvivl om, at L. C. staerkt folte sin pligt mod sin segtefselle til at folge ham i ondt og godt, men him var dog Christian IV.s datter, og hvorfor folte hun ikke ogsa kongedatterens pligt mod sit fciedreland?

Jeg har utvivlsomt lov at tro, at B-A og jeg er enige i hovedsagen, nar han kan skrive: »Nogen helgeninde blev Leonora Christina aldrig; de som har haevdet andet, fortegner hendes billede. Og set fra en streng faedrelandsstatslig etiks stade falder hun igennem.«

Hun nsevnes ikke i den domsakt, hvorefter Ulfeldt blev domt. »Uden tvivl har en aarsag vaeret, at der ikke kunde forelsegges dommerne bevisligheder for, at hun havde viden om eller andel i Ulfeldts tilbud til kurfyrsten af Brandenburgs reprsesentant«. Derfor blandt andet har jeg ikke turdet antyde noget om hendes andel i dette forraederi. B-A. mener ikke, deter ganske udelukket, at hun har vidst om det: »Men jeg kan ikke tsenke rnig, at hun, som boede i samme hus i Brygge som sin mand, da den brandenburgske general opsogte ham, intet skulde have faaet at vide om dette besog og ikke skulde have udspurgt Ulfeldt om den fremmede herres aerinde«. »Tilbage staar dog stadig som ulost og vel uloseligt, det sporgsmaal, hvor rneget hendes mand havde robet for hende«. »Men hvem kan her med sikkerhed lodde sandheden?«

Jeg er ganske enig i, at B-A betegner Ulfeldt som »den helt eller
halvt sindssyge dansker« eller »et menneskevrag«, da han begik de
sidste forraederier, og jeg har ogsa undskyldt ham hermed.

Men allerede i anledning af Malmoprocessen 1659 siger B-A: »Sandsynligvis er anklagerne berettigede, og sandsynligvis har de to aegtefseller arbejdet haand i haand«. Deter jo rene ord, som vidner om, at B-A og jeg er enige i hovedsagen om, hvad B-A kalder »dette menneskepar, som havde dristet sig til at udnytte modsaetningerne mellem Nordens riger til egen genoprejsning«.

Morsom er Ludvig Holbergs udtalelse: »Ingen kan vel nsegte, at jo den pligt og kserlighed, man er sin konge og sit fsedreland skyldig, er storre end den som en hustru er sin mand skyldig«, »men man maa derhos ogsaa bekende, at den heroiske dyd, nemlig at robe sin egen husbond af affection til sit faedreland er rar og fast übekendt i vore tider«.

Deter vel ikke usandsynligt, at B-A kan have ret i, at Leonora undertiden
har bojet sig for Corfitz, selv om hun var uenig med ham.

B-A siger dog, at der i L. C.s forsvar i Jammersmindet findes paviselige
urigtigheder, og endda, at »L. C. siger faktisk her ikke, at hun
mistaenkes med urette for at have viden om det nsevnte forrsederi«.

At hun, skont jeg ma fastholde, at hun var bade hovmodig og forfaengelig, ofte kunne vise »stor og hjertelig omhu for venner og tjenere«, vil jeg ikke benaegte, og at segteparret kunne have grund til at fole sig krsenket og aengstiget ved Dina-sagens forlob, giver jeg gerne B-A medhold i.

Jeg har vel heller ikke undladt at yde hende nogen hyldest, som B-A siger: »Og ikke blot for hendes fortaellekunst i hendes bedste vaerk, som ogsaa Svend Aakjaer berommer, men vel isser for det sind, som aabner sig for os i bogen, for dets styrke og varme trods al menneskelig skrobelighed«.

Ligesom Knud Fabricius, hvem Boggild-Andersen tilslutter sig, synes jeg, at Frederik HI og dronningen gav hende en straf, som var »overdrevet haard og praeget af dronningens haevngerrighed«. Om B-A har ret i, at »nogen virkelig konspiratornatur var den storladne kvinde ingensinde«, kunne der maske vsere noget mere tvivl om.

Jeg er klar over, at »kaerligheden til mand, born og husstand var det faste punkt i hendes tilvaerelse. Alle andre baand blev i sammenligning hermed skorere«. B-A indrommer dog ogsaa rnig, at jeg »har ud fra en strengere og maaske hojere stats- og samfundsetik end den, som herskede i hendes tid, ret til at bryde staven over hende«.

Da Boggild-Andersen i sin tid viste mig den store sere og venlighed at bede mig lane sig mine kroniker til brug for udarbejdelsen af biografien over Leonora Christine i Biografisk Leksikon, skal jeg ikke naegte, at jeg med stor spaending ventede pa at se, om det nye syn, som cifferstederne i Kirsten Munks breve matte fremkalde pa sporgsmalet om Leonoras skyld, kom frem i den nye biografi. Mit hovedindtryk var dog, at der i biografien blev lagt mere vajgt pa, at hun var sin mand en trofast hustru. Den opfattelse, at L. C. bade billigede sin mands bestraebelser i Stockholm 1652-54 for at hidse Sverige og England til krig mod Danmark og havde del i dem, syntes mig ikke at traede sa klart frem, som B-A synes at mene, skont han selv mener at have givet udtryk for samme syn i Dansk biografisk Leksikon XIV s. 253, 1938. Men nu er jeg ikke mere i tvivl om, at Boggild-Andersen og jeg er enige i hovedsagen.

B-A skriver: »Jeg anser den ofte upaalidelige Pufendorfs skildring af Ulfeldt som drivende kraft ved beslutningen om overgangen over Storebaelt for historisk uanvendelig, en opfattelse som Carl Gustav Weibull i sin bog Freden i Roskilde den 26. februar 1658 (1958) synes at dele«. Det bor dog tilfojes, at broderen professor Curt Weibull i et glimrende og elegant foredrag pa det nordiske historikermode i Goteborg,som

borg,somsiden blev trykt i Scandia 1953-54, bd. XXII. 164 ff. Historiskforskning och Taget over Bait. Jeg er glad for, at denne skarpsindigeforsker har ment at matte give Pufendorf ret i, at det kan vaere Ulfeldt, der gav Carl Gustav den skaebnesvangre ide.

Jeg horer dog ingenlunde til »de selvsikre historikere«, som B-A. laster. Det ville ogsa va?re uklsedeligt for en mand, der kun har dyrket historien con amore, som amator. Jeg er jo ogsa kun i al beskedenhed »aktor« og ikke en mand i »dommerkappe«.

Jeg er glad for, at mit beskedne, men ingenlunde selvsikre »aktorat« har givet anledning til, at Boggild-Andersen, visselig »i al venskabelighed«, har fremfort sine »randnoter«, hvoraf det trods alt synes mig at fremga, at vi er enige i hovedsagen.

Jeg indlader gerne mit aktorat for hojesteret, som i denne sag uden al tvivl er professor Boggild-Andersen, og jeg er glad for, at »aktoratet« har afstedkommet, at han nu har faet »dommerkappen« pa, og har faeldet en retfaerdig og urokkelig dom over den stolte kongedatter, der - selv om hun ikke var en helgeninde — alligevel altid vil sta som en af de interessanteste og mest storladne skikkelser i vor historic

Svend Aakjasr.