ET BIDRAG TIL SYSTEMSKIFTETS HISTORIE

Efter Udfaldet af Folketingsvalgene d. 3. April 1901 blev det min Overbevisning, at det nu var nodvendigt at tage et Ministerium af Venstre. Ikke alene vilde Landets Interesser lide ved en Udssettelse, da Systemskiftet dog inden lang Tid vilde vaere uundgaaeligt, men det

samme vilde blive Tilfaeldet med Kongemagten og Kongens Prestige. Derimod vilde det endog styrke Kongens Prestige, dersoni han vilde fremkalde Forandringen nu. Opsaettes det indtil Uundgaaeligheden absolutforeligger, vilde Forandringen staerkere faa Karakter af at vsere fremtvungen. Dertil kommer, at med Kongens hoje Alder kunde et Tronskifte let indtraede, og vi kunde da faa det uhyggelige Syn, at Kronprinsenmaatte strides med Rigsdagen om sin Civilliste.

Kongen har flere Gange forhen talt til mig om Muligheden af at maatte tage et Venstreministerium uden at jeg under saadanne Samtaler udtalte nogen Mening i den Retning. Nu besluttede jeg at soge Audiens, hvad jeg jsevnlig har gjort paa den Tid af Aaret for at hilse paa Kongen, og, hvis Samtalen gav Lejlighed dertil, udtale min ovennaevnte Mening. Men for at optraede med fuld Loyalitet underrettede jeg skriftligt min foresatte Minister, Bramsen¹), om mine Tanker, idet jeg tilfojede, at dersom det var ham imod, at jeg udtalte mig saaledes for Kongen, vilde jeg helt undlade at soge Audiens. Fra Bramsen fik jeg da indlagte Brev af 12. April, hvori han billiger min Tanke²). -I de samme Dage havde jeg truffet Hagemann³) og for ham omtalt, hvad jeg paataenkte. Han bestyrkede mig paa det ivrigste deri, idet han tilfojede, at jeg maaske derved kunde forebygge et af »Politiken«'s Kreds og Andre paataenkt Folketog til Kongen for at paavirke ham til Ministerskiftet. At slige Demonstrationer var paataenkte, havde jeg ogsaa hort fra anden Side foruden at det var umiskendeligt, at Agitationen mere og mere rettede sig mod Kongen selv. Jeg vilde saare gerne bidrage til at forskaane min gamle Konge, hvem jeg altid har va>ret en tro Tjener og som har vist mig megen Venlighed og Naade, for sligt.

Den 15. April havde jeg Audiens. Lejligheden til at tale om den politiske Situation frembod sig let under Samtalen. Jeg udtalte da, at det nu var min Mening, at Hs. Majestaet burde tage et Venstreministerium,hvad dog sent eller tidligt vilde blive nodvendigt og derfor heist maatte ske nu efter Kongens eget Initiativ. Jeg tilfojede, at jeg havde den storste Agtelse for de nuvaerende Ministres Dygtighed og tildels stod dem personligt naer, at jeg godt saa Betaenkeligheden ved et saadantSystemskifte, hvorved jeg som uforandret Hojremand og ikke sympathiserendemed »de Otte« ikke kunde glaede mig, men at jeg betragtede det som uundgaaeligt; endelig bemaerkede jeg gentagne Gange, at Hs. Majestaet selvfolgelig burde have Tid og Ro til at overveje sin Beslutning.Kongen, som forovrigt udtalte sig bittert om »de Otte«, navnlig

---

1) Bramsen, Ludvig Ernst (1847-1914). Direktor, folketingsmand (hojre) 1892-98. Indenrigsminister 1899-1901. Landstingsmand 1906-14.

2) Dette brev er ikke fulgt med optegnelsen.

3) Hagemann, Gustav Adolph (1842-1916). Ingenior og indusirimand. 1882 valgtes Hagemann til medlem af borgerrepraesentationen i Kbh. pa den liberale liste og bestred dette hverv til 1902.

de iblandt dem, der ere kongevalgte, horte saerdeles venligt paa mig, udtalte, at han selvfolgelig selv havde tsenkt over dette Sporgsmaal, og efter at Samtalen, stadig venligt fra Kongens Side, var fortsat i nogen Tid, endte den med de Ord fra H.s. Majestaet: »Ja, nu kan vi jo se i Lobet af Sommeren«. Jeg kunde heraf umuligt faa andet Indtryk end at et Ministerskifte i den angivne Reining mulig vilde ske i Sommerens Lob, og jeg omtalte ikke, hvad jeg havde erfaret om paatsenktepaatraengende Demonstrationer. Jeg mente ikke at kunne sige til Kongen, at han udsatte sig for sligt, hvis han ikke tog et Venstreministerium.Dette vilde lyde lidt skraemmende, og efter Hs. Majestsets Karakter viger han allermindst for Sligt. —

Det var jo givet, at hvis jeg vilde opnaa mit Formaal at hindre Demonstrationen maatte jeg omtale for Hagemann mit Indtryk af Samtalen med Kongen. Imidlertid vilde jeg dog forst meddele Kronprinsen, som jeg vidste, at jeg vilde se Onsdag 17. April paa Skydebanen, hvad jeg havde sagt til Kongen. Dette gjorde jeg da ogsaa efter Middagen. Det var klart nok, at rain Handlen ikke fandt Hs. kgl. Hojheds Bifald. Han syntes ikke at dele min Mening om Nodvendigheden af et Systemskifte men han var ikke uvenlig. Jeg har senere hort, at han fandt min Optraeden uklog.

Samme Aften fortalte jeg ogsaa Prins Valdemar⁴), at jeg havde raadet Kongen til at tage et Venstreministerium, hvortil Prinsen aabenbart i fuld Overbevisning svarede, at det var jo fortraeffeligt gjort. Endelig fortalte jeg ved samme Lejlighed Rosenstand⁵) om Samtalen med Kongen, at jeg af denne havde faaet det ovennsevnte Indtryk, og jeg tilfojede, at jeg vel maatte kunne omtale dette. Rosenstand, til hvem jeg som bekendt har staaet i et snart 50aarigt Venskabsforhold, og som ogsaa havde hort om de omtalte Demonstrationer, hvad han dog, — sikkert med Urette, thi Meningen var sikkert alvorlig nok, — tillagde mindre Betydning, svarede mig, at naar jeg virkelig havde faaet dette Indtryk maatte jeg ogsaa kunne omtale det. Forst derefter skrev jeg samme Aften til Hagemann, hvilket Indtryk jeg havde bragt fra Audiensen hos Kongen og overlod ham efter Diskretion at benytte denne Meddelelse til Forebyggelse af Demonstrationerne. Af Hagemanns vedlagte Svarskrivelse af 18. April fremgaar, at han har fundet det nodvendigt at bruge lidt for staerke Ord om mit Indtryk, men under en Samtale nogle Dage senere, under hvilken vi var enige om, at enhver Meddelelse i Aviserne maatte undgaas, fortalte han mig, at Demonstrationerne var opgivne og at Venstrebladenes Agitation vilde mildnes og saaledes et af Formaalene med min Optraeden naaet.

---

4) Valdemar (1858-1939). Prins af Danmark. Son af kong Christian IX, gift 1885 med prinsesse Marie af Orleans (1865-1909).

5) Rosenstand, Frantz Ferdinand Vilhelm (1836-1910). Gehejmekonferensrad, kabinetssekretaer

Venstrebladene holdt Loftet, Agitationen standsede eller blev dog kendelig mildere. Derimod fremkom der i Hojres Provimsblade en Rsekke usande og ganske forvirrende Meddelelser om min Audiens hos Kongen. Jeg har ikke set nogen af disse Meddelelser men fandt dog Anledning til at soge Konseilsprsesident Sehested⁸) for at give ham en Fremstilling af Sagens rette Sammenhseng. Han var imidlertid rejst til Broholm, saa at jeg ikke traf ham, og jeg lod dermed Sagen bero.

Saa indeholdt Politiken for 27. April, der vedlaegges, en Meddelelse efter Aalborg Amtstidende, hvis Indhold det erklserede for rigtig, men hvori der stod, at efter Kongens Udtalelse til mig maatte det betragtes som sikkert, at der snart maatte blive indsat et Venstreministerium. Dette var jo ikke mine Ord, men hvorledes skulde jeg faa dem berigtigede? Samme Dag kom min Fsetter Carl Rothe⁷), Redaktor af »Samfundet«, til mig for i Anledning af »Politiken«'s Artikel at faa Sandheden at vide. Den fortalte jeg ham, sserlig at jeg kun havde sagt, at mit Indtryk kun var, at der muligvis kunde ventes et Ministerskifte i Lobet af Sommeren. Vi redigerede i Forening en Artikel, som jeg tillod ham at offentliggore, hvad ogsaa skete samme Aften, men at det skete i officiel Form saerlig med udhsevet Tryk, laa udenfor min Tanke, og det havde jeg ikke tilladt. Deter C. Rothes eget Indfald. Bladet vedlaegges. Jeg ved ikke, om Artiklen er optaget i andre Blade.

Fredag 3. Maj var jeg til Taffel paa Amalienborg ved Storhertugen af Mecklenburgs Besog. Kongen drak Glas med dem, der hore til samme Kategori som jeg, hvad han ogsaa plejer at gore med mig, men denne Gang sprang han mig over, saa at jeg fik en Anelse om, at jeg havde tabt Hs. Majestajts Naade, hvorom jeg snart skulde faa Vished. Under Kuren efter Taflet, medens jeg stod sammen med Indenrigsminister Bramsen, General Hedemann⁸) og Herman Trier⁹), udbrod Kongen, idet han forlod min Sidemand og henvendte sig til mig, med hoj Rost: »Jeg har en Honc at plukke med Dem, vi har talt sammen, deter kommet i Avisen, jeg har laest det i Flensborg Avis¹⁰).

Jeg: »Jeg tror at kunne forklare mig for Deres Majestset«.

Kongen: »Det havde jeg ikke ventet af min Overprsesident, hvem jeg
altid har holdt for en kongetro Mand«. Jeg: »Det tror jeg at vaere endnu,

---

6) Sehested, Hannibal (1842-1924). Stamhusbesidder, landstingsmand (hojre) 1882-1910. og udenrigsminister 1900-1901.

7) Rothe, Carl Ludvig Kirstein (1859-1923). Forfatter og journalist. Redaktor af det naermest frikonservative dagblad »Samfundet« 1899-1902.

8) Hedemann, Marius (1836-1903). Generallojtnant og kommanderende general i I. generalkommandodistrikt. 1887-92 folketingsmand (hojre) og fra 1893 kongevalgt landstingsmand.

9) Trier, Herman (1845-1925). Politiker og paedagog. Folketingsmand (venstre) 1884-87 og 1890-1909. 1898-1907 formand for Kobenhavns borgerrepraasentation. Medlem af landstinget 1909-1924.

10) Artikel i Flensborg Avis 30. april 1901 med overskriften: »Kobenhavns Overpraesident hos Kong Christian*.

Deres Majestaet«. Kongen: »Farvel«. Derefter gik Kongen til den naeste. Dette er nojagtig, hvad der blev sagt. Det bemaerkedes i Salen, at Kongen var vred, men ingen har dog formentlig hort Udtalelsen i Enkelthederne, da mine Sidemaend trak sig tilbage. Heldigvis skulde strax efter Alle bryde op.

Jeg folte mig i hoj Grad rystet. Af Trier, med hvem jeg korte bort, tog jeg Lofte om Tavshed, for at jeg i alt Fald kunde overse Situationen, og dette Lofte har han sikkert holdt. Med Bramsen har jeg ikke naermere droftet Situationen, men han har ikke vist mig mindre Velvillie. Kongen har fortalt Rosenstand og flere, f. Ex. Prinsesse Marie¹¹), at han havde givet mig en folelig Tilrettevisning. Rosenstand, med hvem jeg naeste Aften ved den ostrigske Fest talte derorn, lovede at laegge et mildnende Ord ind hos Kongen, men jeg betvivler, at dette er lykkedes ham, selv om han har forsogt det. Jeg har ikke senere set Kongen og har vel intet andet at gore end at forholde mig taus. Jeg taenkte paa at soge min Afsked men det vilde kun have gjort ondt vaerre, omend ikke for mig. Jeg har ikke fortalt Begivenheden, for jeg horte, at Kongen omtalte den, og da senere mange har talt til mig om den, men alle paa forskellig Maade og Ingen med et rigtigt Referat, har jeg her nedskrevet en korrekt Fremstilling af alt, hvad der er forefaldet.

Jeg tor jo ikke sige, at jeg foler mig fornaermet af Kongen. Han er min Konge, og har i Tidens Lob vist mig megen Naade. Men jeg kan ikke tilbageholde, at jeg foler mig i hoj Grad saaret ved saaledes efter snart 40 Aars tro Tjeneste, uden at blive hort, i Overvaerelse af Rigets hojeststillede Maend, i min Stilling og i min Alder og sorn Kongens Gaest at blive tilrettevist som en Skoledreng. Jeg crude af Stand til at se, at jeg har forskyldt en saadan Straf eller overhovedet har noget at bebrejde mig i denne Sag. Min Retfaerdiggorelse rnaa indeholdes i ovenstaaende Redegorelse. Den eneste Fejl skulde vaere Artiklen i »Samfundet«, og det synes Rosenstand at mene; men foruden at den officielle Form er brugt uden mit Vidende, maa det dog godtgores, at det, selv under saa sensible Forhold, i Betragtning af, at jeg maatte tale, er en Forbrydelse mod de Hensyn, der skyldes Kongen, offentlig at modsige, at Kongens Ord til mig efterlade det Indtryk, at der sikkert kunde ventes et Ministerskifte og i Stedet derfor at saette det rette Ord »muligvis«. Jeg kunde have tiet, men hvorledes var saa det hele blevet opfattet efter »Politiken«'s Artikel?

Lad nu det ovenstaaende tale for sig selv. Deter for mig ingen
Spog saaledes pludselig at tabe Kongens Naade. Og det med Urette
og miskendt. Selv om nogen kunde mene, at Artiklen i »Samfundet«

---

11) Se note 4.

var en Fejl, er dette i hvert Fald en forsvindende Fejl i Sammenligningmed den nieget strenge Straf. Dette kan nu henligge. Ligger det her endnu ved min Dod, kan det jo brsendes. Efter Kongens Karakter genvinder jeg neppe nogensinde hans Velvillie.

12. August 1901.

Min Forudsigelse i de sidste ovenstaaende Linier slog ikke til. Efter at det nye Ministerium er dannet besluttede jeg at gaa til Kongen. Forst henvendte jeg mig dog til Rosenstand d. lOde for at hore hans Mening. Han var ikke ganske sikker paa Udfaldet men lovede at tale med Kongen. Samme Eftermiddag fik jeg fra ham det vedlagte Kort, hvori han skriver, at jeg trygt kunde fremstille mig til Audiens. Dette gjorde jeg da i Dag. Jeg sagde til Kongen, at jeg siden den 3. Maj havde vaeret forpint ved Tanken om, at jeg havde tilsat den Naade, som Hs. Maj. altid i saa rigeligt Maal havde skaenket mig,_-at hvad jeg i Foraaret havde gjort var sket i den bedste Hensigt men at jeg jo maatte have fejlet, hvorfor jeg nu bad om Hs. Majestsets Tilgivelse. Kongen svarede strax, at det gjorde ham ondt, at jeg saa Isenge havde ladet mig pine af, hvad der fra hans Side forlsengst var glemt og tilgivet, og han tilfojede, at jeg jo var en loyal Mand, en dygtig Embedsmand, tilmed kendte han mig som en elskvaerdig Mand, som havde opdraget mine Born godt. Jeg takkede varmt og tilfojede, at jeg fuldt vidste, at naar Kong Christian den Niende havde sagt, at det var glemt, saa var det glemt, og derom kunde jeg altsaa forsikre dem, som vilde tale derom.

Hermed endte Samtalen. jeg har altsaa atter genvundet den gamle,
elskvaerdige Konges Velvillie, og dette er mig en Lettelse og Glsede.«

Brev fra G.A.Hagemann til V. Oldenburg.

Kobenhavn, den 18. April 1901.

Ksere Hr. Overpraesident.

Deter meget elskvserdigt af Dem at sende mig Deres Meddelelse af 17de, Aften. Mange Tak derfor. Men endnu mere Tak, fordi De gjorde det vigtige Skridt, hvorom Brevet bringer Meddelelse. Jeg skal gemme Brevet som et Bevis paa, at De, i et alvorligt ojeblik, har grebet ind i Begivenhedernes Gang og sogt at fore dem den Vej, som — nu — alle ere enige om er den rette. Gid det maatte vise sig at vsere den rette.

Jeg vil, med den Tilladelse der er mig givet, soge at berolige de Sind, der ellers maatte vaere tilbojelige til at gribe stserkere ind i Udviklingen. Skulde jeg i denne Gerning komme til at bruge Brevet noget stserkere end De maatte onske, beder jeg i Forvejen om Tilgivelse derfor.

Med mange Tak og venlige Hilsener, ogsaa til Deres unge Husbeboere.

Deres hengivne

G.A. Hagemann.

Uddrag af Artikel i »Politiken« 27. April 1901.

Ministerrygterne.

Efter hvad vi har god Grund til at antage, forholder det sig rigtigt nok, at Overprsesident Oldenburg har sogt Audiens hos Kongen og har haft en politisk Samtale med ham. Under denne er der faldet saadanne Udtalelser fra Kongens Side, at det maa antages for sikkert, at et Ministerskifte vil ske i Lobet af et Par Maaneder. Man vil nseppe forsoge at danne noget Ministerium uden Tilslutning indenfor Reformpartiet, og da en saadan Tilslutning ikke vil vsere at opnaa, med mindre det bliver et virkeligt Venstreministerium, der dannes, er Sandsynligheden for et saadant i ojeblikket storst. Dog gor man bedst i at vsere belavet ogsaa paa den Mulighed, at det kan drive over denne Gang, som saa mange Gange for. Efter alt, hvad Venstre har oplevet hidtil, er det bedst ikke at tro fast paa noget, for man ser det. Det gaelder blot om, at Venstre i de nsermeste Dage, som hidtil, holder sin Sti ren, og i en saa Henseende er der ingen Fare.

Artikel i »Samfundet« 27. april 1901.

MINISTERSKIFTE?

Overprsesidenten hos Kongen.

Der verserer for Tiden, Mand og Mand imellem, talrige Rygter angaaende
en Audiens, som Kobenhavns Over president for nogen Tid
siden har haft hos Hans Majestset Kongen.

Disse Rygter, som ogsaa har fundet Vej saavel til Provins- som Hovedstadspressen, gaar ud paa, at Overprsesident Oldenburg efter Bemyndigelse af Kobenhavns Kommunalbestyrelse har sogt denne Audiens for, i Kommunalbestyrelsens Navn, at anmode Hans Majestset om at afskedige Ministeriet Sehested og overdrage til Venstrepartiet at danne en ny Regering.

Under denne Audiens, som efter Rygtet overvaeredes af Hans kongelijge Hojhed Kronprinsen, skulle Hans Majestset da have givet bestemt Tilsagn om et Regeringsskifte i naevnte Retning, saa snart han var vendt tilbage fra sin forestaaende Baderejse.

Disse Rygter er staerkt overdrevne og savner for en vaesentlig Grad
Holdepunkter i det virkelig passerede.

Derimod er det sikkert, at Overprsesidenten under en Audiens hos Hans Majestset Kongen midt i April havde Lejlighed til at udtale som sin Overbevisning, at Tiden nu var kommen til at foretage en Systemforandring og overdrage til Oppositionen at danne et Ministerium, samt at Kongens Udtalelser hos Overprsesidenten efterlod det Indtryk, at et saadant Systemskifte muligvis kunne ventes i Lobet af Sommeren.