CHRISTIAN BERNSTORFFS AFSKED FRA DANMARK

Det har hidtil staet uklart, hvorfor Christian Gunther Bernstorff tradte tilbage fra dansk statstjeneste og i stedet blev udenrigsminister i Preussen. Han var son af den store Andreas Peter Bernstorff, der maske var den mest fremragende udenrigsminister, Danmark har haft. Han var fodt og opdraget i Kobenhavn, og da han ved faderens dod i 1797 selv blev Danmarks udenrigsminister, naede han i en sare ung alder sa hojt i sin karriere, som det overhovedet var muligt. Alle bade i Danmark og udlandet beundrede ham, og sa vidt man ved, havde han kronprins Frederiks, senere kong Frederik 6.5, fulde tillid. Rent umiddelbart forstar man ikke, hvad det var, der fik ham til at svigte sit fsedreland og ga i fremmed tjeneste.

Nu var det at skifte tjeneste fra en stat til den anden ikke sa besynderligt i den tids ojne, som det ville vaere i vor, isser ikke inden for det tidligere rysk-romerske kejserriges omrade. Den navnkundige preussiske udenrigsminister i Napoleonstiden, fyrst Hardenberg, skiftede saledes tjeneste gentagne gange og var dog ikke ringere anset af den grund. I Rusland havde zaren en lang raekke udlsendinge i sin tjeneste, og man fandt intet unaturligt heri.

Alligevel krsever Christian Bernstorffs afsked fra Danmark en nsermereforklaring.

mereforklaring.Hans fratrzeden foregik i to tempi. Det forste skridt tog han i 1810, da han nedlagde udenrigsministerposten. Det blev dog ikke hans endelige farvel til Danmark. 1811 blev han udnsevnt til dansk gesandt i Wien, 1816 i Berlin, og den endelige udtraeden af dansk tjeneste indtraf forst 1818, da han tiltradte sit preussiske embede.

Bade 1810 og 1818 sogte han selv om sin afsked. Ansogningen om afsked fra udenrigsministerposten indgav han den 22. april 1810. Kongen blev ved den lejlighed vistnok overrasket og svarede forst med at sporge, om han ikke ville blive i stillingen, til krigen var forbi, eller i det mindste til en passende afloser var fundet. Bernstorff indvilligede kun i det sidste, og da kongen hurtigt besluttede, hvem afloseren skulle vaere, kunne Bernstorffs afsked dateres allerede den 27. april 1810. Samme dag udnasvntes han til gehejmekonferensrad. Sammen med Christian Giinther Bernstorff sogte og fik ogsa broderen Joachim Bernstorff, der beklsedte stillingen som direktor i udenrigsdepartementet, sin afsked, og som ny udenrigsminister udnaevntes baron Niels Rosenkrant z¹).

Som arsag til nedlaeggelsen af posten som dansk udenrigsminister angav Bernstorff selv sygdom. Dette fremgar af afskedsansogningen savel som af afskedigelsesbrevet. Der var heri det rigtige, at Bernstorff bade dengang og senere led alvorligt af gigt, ofte matte holde sengen og af den grund periodevis kunne betegnes som uarbejdsdygtig. Man kan ikke frigore sig for den tanke, at han maske led af discus prolaps eller lignende svaghed i rygsojlen. Nogen absolut hindring for fortsat tjeneste frembod sygdommen dog tilsyneladende ikke.

Ligeledes anforte Bernstorff i afskedsansogningen som arsag til onsket om at fratraede hensynet til sine godser i Mecklenburg og til familieanliggender. Ogsa heri var der noget rigtigt, men der foreligger dog intet pa disse felter, der kunne berettige til at forlade et sa betydningsfuldt embede som en udenrigsministerpost.

Endelig har man som den umiddelbare anledning til afskeden anforten affaere, som indtraf lige i forvejen, og som nok kan have spillet en vis rolle. Det drejer sig om Rist-affaeren. Den danske generalkonsuli de af Napoleon erobrede nordtyske landskaber, Johan Georg Rist, var tilbojelig til at frarade for stor eftergivenhed, nar Frankrig pressede pa for at fa. kontinentalspserringen gennemfort. Kongen fulgte

---

1) Chr. Bernstorffs afskedsansogning 22. 4.1810, Frederik 6.s skr. til B. 24. 4. og B.s svar 25. 4. ligger alle i kopi i privatarkivet fra Stintenburg, pakke nr. 52, i Rigsarkivet i Kobenhavn; smst. ligger selve afskedsskrivelsen 27.4. i original; skr. 24. 4. er trykt i J. G. Rist: Lebenserinnerungen 11, Gotha 1880, s. 75; skr. fra Frederik 6. til Niels Rosenkrantz 28. 4. 1810 er trykt i Aage Friis: Udenrigsministerskiftet 1810, Hist. Tidsskr. 7 I, 1897-98, 229-30; Joachim Bernstorffs afsked omtales i cirk. til statsraderne 28.4. 1810 i pakken: DfuA, Direktorer i Dept. 1800-48, alle aendringerne i cirk. til gesandterne 1.5. 1810, koncept i pakken DfuA, Korrespondancesager vedr. chef erne for dept. 1772-1848.

derimod heist Napoleons henstillinger. Rist havde nu blandet sig i indforelsen af nogle varer, som ellers var henlagt under en kornmissioni Altona. Kongen var blevet vred herover og havde tvunget Bernstorff til at meddele ham en irettesaettelse. Rist var imidlertid en meget dygtig mand og Bernstorffs protege. Bernstorff udforte derfor kun kongens ordre med den storste uvilje, sa meget mere som kongen ved samme lejlighed havde kritiseret udenrigsdepartementets holdning i sagen²).

Efter alt at domme kan denne affsere dog hojst have vseret draben, der fik baegeret til at flyde over. Der ma have vseret andre og alvorligere meningsforskelle mellem kongen og Bernstorff, og i tidens 10b har man anfort forskellige arsager, som kunne taenkes at have indvirket.

Saledes rsesonnerer Ludv. F. J. Moltke ud fra Rist-affseren og siger, at det almindeligt antages, at Bernstorff ernes afgang var fremkaldt ved, at de var mindre tilbojelige end kongen til at folge Frankrigs politik, og at de navnlig med hensyn til kontinentalsystemet ville holde igen mod de fordringer, der blev stillet af franske agenturer i Hambur g³).

Edvard Holm gar videre i tankegangen. At det skulle have vaeret Frederik 6.s franske alliancepolitik, som var Bernstorff imod, tror han knapt nok. Vel var Bernstorff formentlig en fjende af Napoleon; men Holm taenker sig, at han ansa det for lykkeligst for Danmark-Norge, at det blev Frankrig, der sejrede i krigen med ostrig, og han anforer til stotte herfor en udtalelse af grevinde Schimmelmann om, at had til englsenderne var blevet en fiks ide hos Bernstorff. Sa laenge Napoleons stilling var, som den var, oven i kobet med den indflydelse, han havde i Skt. Petersburg, regnede Bernstorff det ikke alene for sare farligt at bryde med ham, men der kunne maske endog vaere hab om ved hans hjaelp at ydmyge England. Derimod tsenker Holm sig, at det, Bernstorff var utilfreds med, var tilsidessettelsen af statsradet siden Frederik 6.s tronbestigelse 1808, da styrelsen i stedet kom til at ga gennem kongens adjudanter, de sakaldte »rode fjer«⁴).

Han bygger her pa en depeche fra den svenske gesandt i Kobenhavn,friherre
Carl Gustav Oxenstierna. Nogle dage efter Bernstorffs
afsked vendte han tilbage til sin post, og han sogte naturligvis at

---

2) Rist-affaeren omtales i: Oxenstiernas depeche 8.5. 1810, Danica, Riksarkivet, Stockholm; nekrolog i Preuss. Staats-Zeitung 18.4. 1835 (hvoraf udklip i pakken Stintenburg nr. 54); J. G. Rist: Lebenserinnerungen 11, 75; Elise v. Bernstorff: Aus ihrer Aufzeichnungen, 2. Ausg., Berlin 1896, 103-04. I ovrigt henvises til Rubin: 1807-14, Kbh. 1892, 391-92, hvor kilderne vedr. affseren anfores.

3) Ludv. J. F. Moltke i Hist. Tidsskr. 4 11, 1871-72, 48-49. Hermed kan sammenstilles, at Ad. Oehlenschlager i sine erindringer 111, 1850, 13, har den bemaerkning, at man bebrejdede Bernstorff, at han troede Englaenderne for godt, og at han var aristokrat.

4) Edv. Holm: Danmark-Norges Historie 1720-1814, 7 11, 207-09; grevinde Schimmelmanns udtalelse er trykt i Bobe: Reventlowske Papirer V, Kbh. 1902, 46.

komme til klarhed over, lrvad der var foregaet. Han fandt, at afskedigelsenikke kom som nogen overraskelse for dem, der kendte forholdene. Siden kongens tronbestigelse blev der taget mindre og mindre hensyn til Bernstorffs mening. Navnlig gjaldt dette i sporgsmalet om kapervaesenet,hvor man uden skrupler tog alt, hvad man kunne fa fat pa. Da Oxenstierna sagde nogle forbindtlige ord til Bernstorff i anledning af afskedigelsen, svarede denne med overbevisning, at nar en mand i et embede som hans ikke kunne virke for det gode og det almene bedste,var det hans pligt at ga af. Og dertil fojede han fuldt korrekt nogle anbefalende ord om efterfolgeren Rosenkrantz⁵).

Over for dette har det sin interesse at se, hvad andre fremmede diplomater i samtiden beretter fra Kobenhavn. Den svenske charge d'affaires, Gustaf Daniel Lorichs, der fungerede under Oxenstiernas frav»3relse, indberettede allerede den 29. april om begivenhederne, og hans depeche tillader andre slutninger end Oxenstiernas. Den skildrer, hvorledes praesidenten i Danske Kancelli, F. J. Kaas, blev overrasket, da han modtog ordren om Bernstorffs afskedigelse. Der var just gsester ved hans bord. Han viste sig meget forundret, og lod skrivelsen ga fra hand til hand.

Lorichs fik sine efterretninger fra en af de tilstedevserende. Han omtaler, hvad ordren gik ud pa og tilfojer derefter: »Efter alt, hvad man kan se, vil flere a?ndringer i ministeriet komme til at finde sted. Statsministrene Schimmelmann og Reventlow kommer formodentlig til at afga som horende til det tyske parti. Formodentlig ogsa grev Dernath⁶). Unge baron Selby, som ledsagede hr. Rosenkrantz til Jonkopin g⁷) og star meget godt hos ham, vil vel nu blive forfremmet. Admiral Bille bliver gennem sin indflydelse hos hr. Rosenkrantz endnu maegtigere«⁸).

Disse bemaerkninger er i virkeligheden hojst oplysende. Nar det siges,at ogsa Schimmelmann og Reventlow kan belave sig pa at fa deres afsked, sa ma deri hegges, at kongen har overvejet helt at skille sig af med det sakaldte tyske parti, den adelige klike Bernstorff-Schimmelmann-Reventlow,der havde regeret Danmark siden 1784, det parti, som med sa stor bravour gennemforte bondefriheden og handelens liberalisering, men som efterhanden korte Danmarks pengevaesen i afgrunden.Kongen gik dog ikke sa vidt. Som bekendt kom Schimmelmann og Reventlow aldrig til at ga af som statsministre, men i december 1813 matte de opgive deres poster som chefer henholdsvis for finansstyrelsenog rentekammeret⁹). I stedet rykkede modparten, det danske

---

5) Oxenstiernas dep. 5. 5. 1810, Danica, Sth.

6) Gesandt i Stockholm, svigerfader til Chr. Bernstorff.

7) Ved fredsunderhandlingerne 1809.

8) Lorichs dep. ligger blandt Friherre Oxenstiernas dep. 1810 i Danica, Sth.

9) G. Norregard: Freden i Kiel 1814, Kbh. 1954, 74.

parti, efterhanden ind i vigtige stillinger. Saledes blev Niels Rosenkrantzudenrigsminister 1810; samtidig rykkede Frederik Moltke ind som statsminister, og partiets forer, den gamle Joachim Godske Moltke til Bregentved, blev statsminister og leder af finanserne 1813. Bernstorffsafsked i 1810 var altsa ikke i forste rsskke resultatet af meningsforskelleom udenrigspolitikken, men i hovedsagen et traek i det indenrigspolitiskespil, som foregik i disse ar.

Ogsa den ostrigske gesandt i Kobenhavn, baron Frantz v. Binder- Kriegelstein, havde forstaet, at der bag ved afskedigelsen la en dybere uenighed mellem kongen og Bernstorff. Han skriver, at der i nogen tid havde vaeret et spsendt forhold til stede, og at det havde ligget bag afskedsansogningen. En mellemmand havde efter Rist-affaerens opkomst sogt at maegle, men forgseves. Gesandten antog, at kongen kun ugerne havde besluttet sig til at indvilge i afskedigelsen¹⁰).

Officielt fastholdt man imidlertid, at afskeden skyldtes sygdorn, og Chr. Bernstorff selv udtalte, at han gerne ville rejse til badene i Karlsbad. Han kunne imidlertid ikke forlade sin post, for efterfolgeren, baron Niels Rosenkrantz, var parat til at overtage den. Han befandt sig for tiden i Paris som dansk reprsesentant ved Napoleons formaeling med Marie Louise af ostrig, og han kom forst tilbage i juli 1810. Bernstorffs af rejse trak dog ud langt over den tid. Det tog tid at rydde op i papirerne, og lejlighedsvis taenkte han pa at blive pa Bernstorff slot vinteren over¹¹).

Noget brud mellem Frederik 6. og Bernstorff indtradte heller ikke, hvilket staerkt er blevet fremhaevet af Edv. Holm. Ved afskedsaudiensen var kongen mild og nadig og udtalte, at Bernstorff nu ikke matte komme til at aergre sig over, at han havde sagt fra¹²).

I forste ojeblik folte Bernstorff stor lettelse ved at kunne vaelte hele ansvaret fra sig, men da han sa, at Rosenkrantz, stiraks fra begyndelsen kunne klare forretningerne uden at bede om hans hjaelp, undredes han. Da han et par maneder senere indbod Rosenkrantz til sig, fandt han ham meget artig og mere abenhjertig, end han onskede; men siden skrev han, at hvad han havde hort om Rosenkrantz' forretningsforelse, var lidet opmuntrende¹³).

Forst henimod november forlod Chr. Bernstorff Kobenhavn og da
blot for at rejse til sine godser i Mecklenburg. Det kaere Bernstorff
slot forlod han ikke uden at prise dets skonhed14), og i foraret 1811

---

10) v. Binders dep. nr. 19, 5. 5. 1810, Danemark, Staatsarchiv, Wiien.

11) v. Binders dep. nr. 18, 19, 30 og 31, 1. 5., 5. 5., 10. 7. og 14. 7. 1810, Staatsarchiv, Wien; Chr. Bernstorff til Joachim Bernstorff 21. 7. og 27. 8. 1910, prlvatarkiv Ober Ellguth, pakke nr. 20, i Rigsarkivet i Kbh.

12) Chr. B. til Joachim B. 4. 7. 1810, Ober Ellguth nr. 20.

13) Chr. B. til Joachim B, 21. 7., 24. 7., 28. 7., 20. 9. og 20.10. 1810, Ober Ellguth nr. 20.

14) Chr. B. til Joachim B. 16. 10., 20. 10. og 27.10 1810, Ober Ellguth nr. 20; v. Binders dep. nr. 13, 3. 11. 1810, Staatsarchiv, Wien.

var han tilbage i Kobenhavn. Laenge varede d heller ikke, for han pa ny tradte i kongens tjeneste. Med glaede m lelte den ostrigske gesandtsit hof, at der var udsigt til, at Bern? -ff ville blive udnsevnt til gesandt ved kejserhoffet i Wien. »Han er j I hensyn til rang, and, grundsaetninger, dannelse og elskvaerdighed di nest udmaerkede mand i landet«. Det kunne ikke optages som andt ;nd bevis pa Frederik 6.s venskabelige folelser over for kejseren i Wien. Det var Bernstorff selv, der ved den Mdtidige gesandts dod havde udbedt sig posten. Ogsagrevinde Bernstorff anbefalede den ostrigske gesandt pa det bedstc for andrighed og elskvserdighed¹⁵).

Allerede i maj 1811 fulgte udnaevnelsen, men forst i September forlod Bernstorff Kobenhavn og rejste pa ny til de mecklenburgske godser. Det var hensigten, at han skulle have fortsat til Wien inden vinteren; men da der indtraf en ildebrand pa godserne, fik han tilladelse til at blive der vinteren over, og forst i foraret 1812 naede han Wien¹⁶).

Han kom her til at opleve den spaendende tid, da Napoleon gik til angreb pa Rusland og blev besejret af den russiske vinter, den pafolgende befrielseskrig i Tyskland, Napoleons afgorende nederlag ved Leipzig, Carl Johans angreb pa Holsten og Norges afstaelse ved freden i Kiel. Under Wienerkongressen gjorde han endnu kong Frederik 6. og Danmark vaerdifulde tjenester og ved sin efterfolgende rejse til Frankrig i 1815 stod han fremdeles som dansk udsending. Af sine omgivelser regnedes han pa denne tid for en af Europas mest fremtrsedende diplomater, vserdig til denne anerkendelse ved sin fuldendte optrseden og sit sniidige sprog.

Hans optraeden som dansk diplomat var endnu fuldkommen korrekt. Dette kom saledes frem i hans holdning over for den tyske romantiker A. W. Schlegel. Ganske vist vaerdsatte han denne mand som digter og sprogkunstner, men han glemte ikke de skandskrifter, som Schlegel i Carl Johans tjeneste havde skrevet mod Danmark. Da Madame de Stael-Holstein praesenterede de to for hinanden, vendte Bernstorff demonstrativt ryggen til¹⁷).

Mens Bernstorff var i Paris, plagedes han af smerter og darlige nerver, og hans tanker optoges stadig mere og mere af hans private forhold. Han laengtes staerkt efter slaegt og hjem og overvejede, hvad der var at gore ved familiens slette pengeaffaerer¹⁸). Rentekammeret

---

15) v. Binders dep. nr. 45 og 47, 4. 5. og 7. 5. 1811, Staatsarchiv, Wien.

16) v. Binders dep. nr. 47, 69 og 85, 7.5., 7.9. og 14.12. 1811, Staatsarchiv, Wien; Chr. Bernstorff til Rosenkrantz 7.12.1811, koncept i Stintenburg nr. 49; Chr. B. til Joachim B. 3. 6. 1812, Ober Ellguth nr. 20.

17) Bilag 39 i Diverse Ekstrakter m. m., Stintenburg nr. 53.

18) Chr. B. til Joachim B. 30. 7., 27. 8. og 21. 9. 1815, Ober Ellguth nr. 20, Chr. B. til Rosenkrantz 21. 9. 1815, Niels Rosenkrantz' privatarkiv I, Rigsarkivet, Kbh.

kraevede nu skat af Bernstorffs holstenske godser for 1811¹⁹), og samtidigvar broderen Joachim pa farten mellem godserne i hertugdommernefor at rede op i den Neergaardske fallit, hvor Chr. Bernstorff havde halvdelen af sit eje i klemme²⁰).

I denne forbindelse fulgte Chr. Bernstorff med sterlig opmaerksomhed de muligheder, han selv og broderen havde for at opna de forskellige poster i det danske diplomati. Saledes om Joachim Bernstorff kunne opna posten ved den kommende forbundsdag i Frankfurt, og siden, da denne blev forbeholdt gesandten i Berlin Fr. v. Eyben, om posten i Berlin var til at fa. Chr. Bernstorff overvejede ogsa, om han selv skulle soge stillingen i Berlin. I hans ojne syntes den at have visse fortrin for posten i Wien. I Berlin var der pa den tid mere liv og bevsegelse i gemytterne, klimaet ansas for sundere, og der var bedre uddannelsesmuligheder for bornene. Saerlig tiltalte det dog Bernstorff, at han derved kunne komme noget naermere til familiegodserne i Mecklenburg og Holsten. Men han fandt tillige store ulemper ved Berlin. Egnens natur var tor og dod. Selskabslivet og hoflivet var meget tvungent, ogsa for damerne, der ved visse lejligheder blev indbudt, uden at herrerne vanned. Tilvaerelsen i Berlin blev meget kostbarere end i Wien, hvor man lettere kunne isolere sig og indskrsenke sig. I forste omgang havde Chr. Bernstorff derfor intet imod at renoncere pa stillingen i Berlin til fordel for broderen, men han syntes nok, at Ionnen burde forhojes²¹).

Sa snart han kom bort fra Paris, folte han en bedring i sit helbred, men da han om vinteren sad hjemme pa Dreiliitzow, familiegodset i Mecklenburg, radede lsegen ham alligevel til at tage til Karlsba d²²). Han rejste dog forst til Sjaelland, kom undervejs til skade ved en korselsulykke og matte soge ind pa Holsteinborg, men blev, da han kom til Kobenhavn, modtaget med stor honnor²³). Forst hen pa sornmeren gik turen til Karlsbad, men rejsen hertil blev en skuffelse. Badene virkede mere irriterende end beroligende, og hvad der maske var lige sa vigtigt, Chr. Bernstorff kom ikke i kontakt med preusserkongen Frederik Wilhelm 3., som han abenbart havde habet. Kongen var nok til stede, men modtog ingen, og om aftenen, nar han kom i salonen, var han optaget af en datter af den franske gesandt i Dresden²⁴).

---

19) Rosenkrantz til Chr. B. 11.7. 1815, Stintenburg nr. 49.

20) Joachim B. til Chr. B. 18. 7. 1815, Ober Ellguth nr. 9. Joachim B. benyttede til hjjelp ved disse transaktioner den bekendte jode S. J. B. Dehn, hvorom Eyben til Rosenkrantz 11. 12. 1815, Rktz. privatarkiv VIII.

21) Joachim B. til Chr. B. 11.8. og 22.8. 1815, Ober Ellguth nr. 9; Chr. B. til Joachim B. 30. 7., 27.8. og 21.9. 1815, Ober Ellguth nr. 20; jfr. Rktz. til Chr. B. 10.8. 1815, Stintenburg nr. 49.

22) Chr. B. til Rosenkrantz 25.10. 1815 og 5. 3. 1816, Rktz. privatarkiv I.

23) Tawasts dep. 9.6. 1816, Danica, Sth.; Berks dep. nr. 21, 11.6. 1816, Staatsarchiv, Wien; v. Brienens dep. nr. 37, 29.6. 1816, Moskvafilm i Rigsarkivet, Kbh.

24) Chr. B. til Rosenkrant 8. 4. og 10. 9. 1816, Rktz. privatarkiv I.

Man sporger sig selv, hvad Bernstorff havde at tale med preusserkongen om. Maske dog mere, end man skulle vente. I juli 1816 vidste den engelske gesandt i Kobenhavn, A. J. Foster, at fortaelle, at der var udsigt til, at Chr. Bernstorff skulle flytte fra Wien til Berlin²⁵), og et par maneder senere skrev Bernstorff til Rosenkrantz, at han ville vaere hojst taknemmelig for at fa posten i Berlin, ligesom broderen Joachim nu ogsa var parat til pa ny at indtraede i kongens tjeneste. De morke sider ved Berlin faldt altsa ikke mere sa meget i ojnene. Endvidere udtrykte Chr. Bernstorff sin tilfredshed med, at det var lykkedes Rosenkrantz at forpurre, at grev C. H. A. Hardenberg-Reventlow fik stillingen i Berlin, endskont hans fader, den preussiske kansler fyrst Hardenberg, var gaet ind for ham. Bernstorff ville dog ikke over for fyrsten sta med skylden for, at Hardenberg-Reventlow var blevet vraget²⁶).

Ikke laenge efter blev sagen afgjort. Chr. Bernstorff blev rappelleret fra Wien og udnsevnt til posten i Berlin, og broderen Joachim arvede posten i Wien. I egenskab af gesandt ved et stormagtshof fik hver af dem 16.500 rd. solv i gage, sa man kan ikke sige andet, end at regeringen i Kobenhavn gjorde sig umage for at ophjselpe familiens velstand²⁷)-

Hovedformalet med denne omplacering har dog set fra Frederik 6.s og Niels Rosenkrantz' side formentlig ikke sa meget vaeret at sikre Bernstorffernes okonomi. Snarere har den hardenbergske indblanding nodvendiggjort, at der blev udnsevnt en sa fornem diplomat til posten i Berlin, at Hardenberg-Reventlow ikke kunne fole sig forbigaet, og ved at flytte Chr. Bernstorff dertil blev dette jo fuldt ud opnaet. Dette hindrede ikke, at man udadtil lod det scud, som det skete til bedste for Bernstorffernes okonomi, og for at Chr. Bernstorff kunne komme naermere til sine godser og oftere besoge dem for at se efter med dem og skaffe sig rekreation²⁸).

Trods vedholdende darligt helbred ankom Chr. Bernstorff til Berlin allerede ved ucllobet af januar 1817, medens broderen endnu var optaget af familiens pengesager og forst kom af sted til Wien hen i sommeren²⁹).

---

25) Fosters dep. nr. 43, 20. 7. 181(5, F. O. 22/74, P.R.0., London.

26) Chr. B. til Rosenkrantz 15.9. 1816, Rktz. privatarkiv I. Om Hardenberg-Reventlow, se G. Norregard: Freden med Preussen 1814, Festskrift til Knud Fabricius 13.8. 1945, 240-52, og samme: Modet pa Hardenberg 1816, Lolland-Falsters Historiske Samfunds Arbog 1955, 46-58.

27) DfuA Forest. 11.10. 1816; udnaevnelsesdokumentet 30.10. 1816, Stintenburg nr. 52, Frederik 6. til kejser Franz 30. 10. 1816, Staatsarchiv, Wien.

28) Berks dep. nr. 49, 8.10. 1816, Staatsarchiv, Wien: Fosters dep. nr. 60, 20.10. 1816, F. O. 22/74, P. R. 0., London; Chr. B. til Metternich 6.11. 1816, kopi i bilag 43 til Diverse Ekstrakter m. m. i Stintenburg nr. 53; forflyttelsen meddeles i Danske Statstidende 11.11. 1816.

29) Chr. B. til Rosenkrantz. 15.11., 2.12. og 31.12. 1816, 1.2. 1817 samt Joachim B. til Rktz. 15. 10. 1816, Rktz. privatarkiv I; Tawasts dep. 8. 6. 1817, Danica, Sth.

I de folgende maneder synes brodrene at vaere faldet til ro, hver pa sit sted; men i foraret 1818 spores nye overvejelser vedrorende Chr. Bernstorffs stilling, pegende frem mod hans endelige tilbagetraeden fra dansk tjeneste.

Hvad der kan have ligget bag ved af storpolitisk intrigespil er fore- Iobig uklart. Sadan som Bernstorffs hustru Elise Bernstorff skildrer det i sine erindringer, var Preussen kommet i en vanskelig stilling. Fyrst Hardenberg var blevet for gammel til at varetage udenrigsministerens hverv sammen med stillingen som statskansler, og man var ikke tilfreds med grev A. A. F. v. d. Goltz, der havde vaeret udenrigsminister i Napoleons magtperiode 1807—14. Man overvejede en tid, om man skulle udnaevne Wilhelm v. Humboldt eller Hardenbergs yndling, statsraden J. L. Jordan; men da var det, at den gamle feltmarskal G. L. Bliicher kom pa den ide, at Chr. Bernstorff, selv om han var udlaending., var meget mere velegnet. Bliicher skaffede sig adgang til statskansleren, med hvem han i ovrigt levede pa en spsendt fod, og erklserede diktatorisk over for ham, at han burde foresla grev Bernstorff til kongen pa en made, som ikke kunne af vises. Dette forslag gik igennem, og Bliicher fik selv det hverv af kongen at frernsaette forslaget for Bernstorff, hvilket skete den 10. april 1818. Bernstorff afviste det forst ganske; men mod slutningen af maj blev forslaget indtraengende gentaget, og Hardenberg gav denne gang ikke op, for Bernstorff havde lovet at forelaegge sagen for kong Frederik 6. og lade ham afgore det. Den 28. maj sendte Bernstorff derfor sin legationssekretaer C. L. E. v. Moltke under et paskud til Kobenhavn, men med det formal at teske kongens mening₃₀).

Deter nu vaerd at se, hvad de samtidige kilder siger om alt dette. Den engelske gesandt i Berlin meddeler, at Bernstorff i flere uger havde haft mange og lange forhandlinger med grev W. L. G. Wittgenstein, der siden 1814 var preussisk stats- og politiminister³¹). Gesandten siger ogsa senere, at Hardenberg i 1817 tilbod Jordan udenrigsministerposten, men han sagde nej og foreslog Humboldt; ham ville Hardenberg ikke antage, fordi han var gaet hardt i opposition i statsradet. Ogsa mellem Hardenberg og preusserkongen var der ifolge den engelske gesandt jsevnlig gnidninger³²).

Ifolge Chr. Bernstorffs egne meddelelser til broderen var det Wittgenstein,der
kom til ham den 10. april og talte om Frederik Wilhelms

---

30) Elise v. Bernstorff: Aus ihrer Aufzeichnungen, 2. AufL, Berlin 1896, 236-37; jfr. Chr. B. til Rosenkrantz 28. 5. 1818 i pakken Korrespondancesager vedr. det danske gesandtskab i Preussen 11, Danske Gesandter 1808-46, koncept hertil, bilagt med kopi af Frederik Wilhelm til Frederik 6. 1. 6. 1818, Stintenburg nr. 52.

31) Roses dep. nr. 25, 30.5. 1818, F. O. 64/113, P. R. 0., London; jfr. Taubes dep., apostille 25. 8. 1818, Borussica, Stockholm.

32) Roses dep. nr. 33 og 38, 27. 6. og 23. 7. 1818, F. O. 64/113, P. R. 0., London.

forlegenhed med hensyn til udenrigsstyrelsen33). Det ma sa vsere med urette, Elise Bernstorff inddrager Bluchers navn i denne affsere. Wittgensteinvar en udpraeget konservativ, der gjorde hvad han kunne for at fa sa mange af sit eget parti ind i regeringen som mulig, og folgeligmatte han vaere en skarp modstander af den liberale Humboldt. Han arbejdede efter sainme retningslinier som Metternich og Fr. v. Gentz i Wien, og han havde megen indflydelse pa Frederik Wilhelm³⁴). Det er givet, at Bernstorff i almindelighed sympatiserede med den metternichskepolitik, og det stemmer godt hermed, at de liberale i Tyskland altid siden regnede ham til de reaktionaere.

Chr. Bernstorff skriver irnidlertid videre, at salaenge det kun var Wittgenstein, der kom for at friste ham til at traede i preussisk tjeneste, satte han sig derimod og tillagde ikke det hele synderlig vaegt. Anderledes da selve fyrst Hardenberg talte til ham og pressede pa. »Da lod jeg mig, skal jeg sige bevaege, overtale eller forlede til at love at forelaegge sagen for min konge og underkaste mig hans afgorelse«.

Det blev meget spaendende dage for Bernstorff og hans familie, mens han ventede pa svairet fra Kobenhavn. Over for broderen tilstod han, at hvis Frederik 6. ville beholde ham, ville han ande lettet op, og hele den aengstende drom, som var kommet over ham, ville hurtigt svinde bort; men hvis man i Kobenhavn veg tilbage for at traeffe en afgorelse og lod ham have frit valg, ville han tage mod det preussiske tilbud, og hvis man fra dansk side viste nogen utilfredshed over for ham, ville han hverken vaere i dansk eller preussisk tjeneste. »Thi jeg tror«, skriver han, »ikke at fortjene nogen bebrejdelse og ville bagefter befinde mig i et spaendt og uudholdeligt forhold«.

Bernstorff dromte ogsa om, hvis han fik den preussiske post, da at fa broderen til dansk gesandt i Berlin. Han savnede bestandig at have ham om sig; men han forstod, at det vanskeligt lod sig gore, bl. a. fordi man ikke sa godt kunne flytte en gesandt fra Wien til Berlin endnu engang3^).

Et forelobigt svar fra Kobenhavn fik Bernstorff hurtigt, idet Rosenkrantzskrev, at Frederik 6. ikke ville saette sig imod hans overgang til Preussen. Fra dansk side matte man troste sig ved, at Danmark og Preussen havde faelles interesser, og at der var det bedste forhold mellemde to landes konger. Men Frederik 6. var blevet meget overrasket, og han havde taenkt over det et par dage, mente heller ikke, han kunne svare, for han havde modtaget et brev fra kongen af Preussen, som havde lovet at skrive personlig til ham om sagen. Rosenkrantz skrev ogsa,at

---

33) Chr. B. til Joachim B. 15.(5. 1818, Ober Ellguth nr. 20; Wittgensteins navn njevnes ogsa af Chr. B. til Rosenkrantz 28.5. 1818, Rktz. privatarkiv I.

34) Karakteristik if. Allgemeine Deutsche Biographie.

35) Chr. B. til Joachim B, 15. 6. og 22. 7. 1818, Ober Ellguth nr. 20.

sa,atman ville fa svsert ved at finde en afloser som dansk gesandt i Berlin. Man ville gerne sende en mand, som Bernstorff satte pris pa; der kunne vsere tale om grev Carl Moltke og baron Ch. B. Selby, ja maske om Krabbe, der var gesandt i Stockholm; mien det sidste var et meget delikat forslag. Man ville gerne hore Bernstorffs egen meningse).

Frederik Wilhelms brev til Frederik 6. afgik forst den 7. juni, og den danske konges svar dateredes forst den 29. juni₃₇). Selv om det gjorde ondt at miste Bernstorff, syntes Frederik 6. alligevel, at det preussiske tilbnd var for aerefuldt. Rosenkrantz var ogsa synlig imponeret over det. De ledende i Kobenhavn forestillede sig dog nok, at det blev et vanskeligt embede, Bernstorff fik, da der var gnidninger mellem Preussen og Rusland, og Frederik 6. var forberedt pa, at Bernstorff ligefrem ville blive en torn i ojet pa zaren³⁸).

I juli fik Bernstorff lejlighed til at tale endnu engang med sin gamle konge. Han var ved den lejlighed staerkt bevseget, sa at kongen blev helt ked af det pa hans vegne. Kongen skrev bagefter, at han ikke kunne forsta, hvorfor Bernstorff ville overtage en post, som han selv fandt sa vanskelig. Han fandt ham ogsa mere syg, end han havde ventetaa).

Bernstorff talte ligeledes til kongen om broderen, der havde tilbragt en del af sommeren i Karlsbad og nu fik tilladelse til at rejse til Mecklenburg4o). Brodrene fik derved lejlighed til at vaere sammen i nogle uger og nyde landlivets glaeder. Bernstorff havde i den forbindelse ikke noget imod, at det trak lidt ud med hans afsked fra Danmark4l ).

Selve afskedigelsen fra dansk tjeneste fandt forst sted den 14. august. Kongen forserede ved den lejlighed Bernstorff en ring, prydet med sit portraet, og i bladene udtaltes paskonnelse af hans lange og tro tjeneste42).

Alt var hidtil foregaet i hemmelighed, selv de ovrige danske ministrevidste
intet derom43), og forst en uges tid senere slap man den

---

36) Rosenkrantz til Chr. B. 10.6. (i kopi) og 11.6. 1818, Stintenburg nr. 52; Chr. B. til Joachim 8., post scriptum 16.6. 1818, Ober Ellguth nr. 20; Bernstorff foretrak som dansk gesandt i Berlin Moltke, jfr. skr. til Rosenkrantz 20. 6. 1818, Korrespondancesager vedr. det danske gesandtskab i Preussen 11, Danske Gesandter 1808-46.

37) Kopi af begge skr. i Stintenburg nr. 52.

38) Frederik 6. til Rosenkrantz 1. 7. og 15. 7. 1818, Rktz. privatarkiv I.

39) Frederik 6. til Rosenkrantz 18. 7. 1818, Rktz. privatarkiv I.

40) Joachim B. til Rosenkrantz 6.7. og 30.7. 1818, Rktz. privatarkiv I; Chr. B. til Joachim B. 22. 7. 1818, Ober Ellguth nr. 20.

41) Chr. B. til Rosenkrantz 11. 8. 1818, Rktz. privatarkiv I.

42) DfuA Forestil Linger 14.8. 1818; Rosenkrantz til Chr. B. 14.8. 1818, kopi i Stintenburg nr. 52.

43) Fosters dep. 22. 8. 1818, F. O. 22/80, P. R. 0., London.

sensationelle nyhed 10s, i ovrigt tidligere i Kobenhavn end i Berlin⁴⁴). Den danske gesandt i Frankfurt, grev v. Eyben, sa i det skete en sikring af det gode forhold mellem Preussen og ostrig, noget, som matte vsere lige glaedeligt for danske og tyske; men han mente, Bernstorff ville komme til at angre, fordi han ville fa en hard kamp at besta mod Humboldtog hans parti45).

Den meddelsomme ostrigske charge d'affaires i Kobenhavn Lothar v. Berks skrev, at Chr. Bernstorff, selv om han kunne takke faderen for en del af sit ry, havde retfasrdiggjort danskernes stolthed over at eje ham; med rette blev han anset for den mest fortjenstfulde danske statsmand pa den tid, og Berks kunne ikke forsta, at Bernstorffs okonomiske stilling hidtil havde vaeret sa ringe, nar Frederik 6. dog var sa gavmild over for ham46).

Den preussiske gesandt i Kobenhavn, W. H. M. von Dohna, lod henrykt
over, at Preussen havde erhvervet en sa fortraeffelig mand47).

Den engelske gesandt i Berlin roste Bernstorff til skyerne og anforte det som den almindelige mening, ikke blot et partis opfattelse, at Bernstorff besad fasthed, retfa^rdighedssans, abenhed lutret af klogskab, godt humor, en ophojet a;resfolelse og uplettet finfolelse, der gjorde ham ude af stand til ikke bare at bifalde, men overhovedet at udholde alt, hvad der var lavt og korrupt4^).

Interesserede kredse i Berlin undredes naturligvis over, at den danske konge gav slip pa en sa fremragende statstjener49). Wittgenstein kunne glaede sig over, at den offentlige mening i Tyskland stort set udtalte sig med den storste tilfredshed⁵⁰). At Metternich var velfornojet, fremgik af hans udtalelser til v. Eyben⁵¹), og zaren udtrykte sin taknemmelighed, da han kort efter modtes med prins Christian⁵²).

Mindre venlige bemasrkninger over det passerede undgik man dog ikke. Den danske gesandt i London, Danmarks klogtige forhandler ved Kielerfreden Edm. Bourke, udtrykte sin forbavselse. Han mente, han kendte Bernstorff godt og havde altid troet, at han foretrak magelighed

---

44) Roses dep. nr. 51, 29.8. 1818, F. O. 64/114, P. R. 0., London; Danske Statstidende 21.8. 1818; Dagen 24.8. 1818. I Berlin behandledes sagen endnu 25.8. som en hemmelighed, jfr. Taubes dep., 25.8. 1818, apostille, Borussica, Riksarkivet, Stockholm.

45) Eybens dep. fra Frankfurt 22. 8. 1818. I ovrigt undrede Eyben sig meget over, at Chr. Bernstorff forlod sit faedreland; han anforer, at han selv havde afslaet stillinger som Wvirttembergs gesandt i Wien 1803, som statsminister i Mecklenburg- Strelitz 1803 og i Nassau-Weilburg 1807.

46) Berks dep. nr. 179, 29. 8. 1818, Staatsarchiv, Wien.

47) Tawasts dep. 23. 8. 1318, Danica, Sth.

48) Roses dep. nr. 57, 29. 8. 1818, F. O. 64/114, P. R. 0., London.

49) Taubes dep. 25. 8. 1818, apostille, Borussica, Riksarkivet, Sth.

50) Wittgenstein til Chr. B. 28. 8. 1818, kopi i Stintenburg nr. 52.

51) Eyben til Rosenkrantz 12.9. 1818, Rktz. privatarkiv VIII; jfr. Joachim 8., til Chr. 8., 24.12. 1818, Ober Ellguth nr. 9.

52) Rosenkrantz ordre til Bourke nr. 77, 6.10. 1818, Gesandtskabsarkiv, England I, Rigsarkivet, Kbh.

fremfor alt andet. Han fandt det derfor gadefuldt, at han ville patage
sig et sa brydsomt embedes^).

Den danske gesandt i Paris, grev E. E. Waltersdorff, mente at have forstaet pa den dervserende preussiske gesandt, grev K. H. F. v. d. Goltz, at han ikke var glad for at fa en udlsending til chef, skont han blev fri for Humboldt, der engang havde sogt at fa hans embede. I det hele taget undredes Waltersdorff over, at der ikke i det hele Preussen fandtes en mand, der kunne bruges til udenrigsminister. Et par russere ytrede endog den formodning, at Bernstorffs udnaevnelse var blevet aftalt i Petersburg. Waltersdorf svarede intet hertils4).

Denne russiske opfattelse er ikke uden interesse.

Hvad der ogsa blev kommenteret en del i den diplomatiske verden, var Frederik 6.s valg af Chr. Bernstorffs efterfolger som dansk gesandt i Berlin. Selvfolgelig kunne der ikke vsere tale om at udnaevne broderen til posten, selv om de to Bernstorffer gerne ville vsere samnien. Det kunne afstedkomme altfor farlige situationer, og Joachim Bernstorff forblev pa sin post i Wien indtil kort for sin dod 1835.

I stedet blev gesandtstillingen i Berlin tildelt Fritz Reventlow til Emkendorf, der tidligere havde vaeret dansk gesandt i Stockholm og London, men havde forladt den diplomatiske Iobebane allerede 1788. Han var nylig blevet enkemand og traengte i sin sorg til nyt klima og havde derfor bedt om embedet. Valget af ham vakte imidlertid staerk undren, fordi han var en af forerne for det holstenske ridderskab og derfor stod i kraftig modsaetning til kongen. I ovrigt var han broder til Cay Reventlow, som 1816 var blevet udnsevnt til landdrost, d. v. s. overste embedsmand, i det nyerhvervede hertugdomme Lauenburgss).

Under broderen, Joachims, klage over afskeden forlod Chr. Bernstorff den 8. September 1818 sit mecklenburgske gods for at rejse til Berlin, og derfra gik rejsen til Aachen for at deltage i stormagtskongressens6), hvor han endnu en gang fik lejlighed til at gore Danmark vaesentlige tjenester. Det kan tilfojes, at Fr. Reventlow lod hans beretninger herfra ga videre til Niels Rosenkrantz⁵⁷).

Bernstorffs helbred skal ved denne tid have vseret betydelig bedre end et par ar tidligere⁵⁸). Han begyndte derfor pa sit nye hverv med forholdsvis godt humor og fandt det i begyndelsen heller ikke vserre end forudset. En periode, da Jordan var fravaerende fra udenrigsdepartementet,benyttede han til en reorganisation⁵⁹). Jordan synes at

---

53) Bourke til Rosenkrantz 8. 9. 1818, Rktz. privatarkiv VII.

54) Waltersdorff til Rosenkrantz 31. 8. 1818, Rktz. privatarkiv XII

55) Berks dep. nr. 189, 31. 10.1818, Staatsarchiv, Wien.

56) Joachim B. til Rosenkrantz 8.9. 1818 og Chr. B. til samme 8.9. 1818, begge i Rktz. privatarldv I.

57) Disse skr. findes i Rktz. privatarkiv IX.

58) Rists dep. 15. 9. 1818, DfuA, Hamburg 11, pakke 70.

59) Chr. B. til Rosenkrantz 8.12. 1818, Rktz. privatarkiv I.

have fundet sig i det, og straks efter nytar blev han udnaevnt til preussiskgesandt i Dresden, en post, som han beklaedte naesten lige til sin dod i 1848; selv Humboldt tog til en begyndelse begivenhederne med anstand⁶⁰).

Forst efter korigressen i Aachen tiltradte Bernstorff fuldt ud sit nye embede som stats- og gehejmeminister og chef for udenrigsdepartementet i Preussen⁶¹), og arbejdet blev da uden tvivl stort. Allerede i foraret 1819 forlod det, at han fortrod, han var tradt i preussisk tjeneste, og at hans hang til hypokondri tiltog. Hen pa sorameren tog sortsynet overhand. Bade med sin stilling og med sit helbred var han da yderst misfornojet. »Deter sa langt fra«, hedder det, »at greven gor sig illusioner med hensyn til den and, der hersker i hans souveraens stater, og de farer, som truer samme, at han meget mere synes at se tingene fra den mest truende side«. Det var tydeligt, at han savnede sin fordums fredelige eksistens, og det darlige helbred lod ham fole arbejdsbyrden endnu tungere. Mangelen pa folk, han kunne have tillid til, forte ogsa til, at han matte uddanne et nsesten helt nyt personale i sit ministerium62).

Hen pa sommeren 1819 modtes han med Metternich i Karlsbad⁰³), og herfra udgik de beromte Karlsbadbeslutninger, rettet mod de frisindede bevsegelser i Tyskland. Humboldt tog heraf anledning til at forlade sin ministerpost, og siden lysnede det abenbart i politisk henseende for Bernstorff. Naeste ar sa han meget lysere pa forholdene.

Begge Bernstorfferne modtes da i Dresden, og endnu var Chr. Bernstorffs helbred meget slet, men i det pafolgende efterar begyndte det at bedre sig. En tid var hans naesten apatiske ro veget for et opfarende vaesen, der lejlighedsvis kunne skraemme selv provede diplomater. I lasngden fandt hans modstandere ham imidlertid energies, tilbageholdende og frygtsom og pastod, at hans skraek for kong Frederik Wilhelms preussermanerer forte til, at han foredrog sine sager skriftligt, hvorved han mistede en del af den indflydelse, som personlig tilstedevaerelse kunne skaffe64).

Man bor dog sikkert vogte sig for at tillaegge de liberale skumlerier alt for stor vaerdi. Man ma ikke lukke ojnene for, at Bernstorff bevarede magten til sin dod. Det kunne han naeppe have gjort, hvis han helt igennem havde vaeret sa svag.

Om Bernstorfferne og Danmark er der endnu at fortaelle, at JoachimBernstorff
i 1824 fik tilbudt stillingen som dansk udenrigsminister,men
sagde nej. Niels Rosenkrantz var da dod, og Frederik 6. havde

---

60) Bourke til Rosenkrantz 8. 9. 1818, Rktz. privatarkiv XII.

61) Zichys dep. nr. 41, 29.12. 1818, Preussen 104, Wien.

62) Irgens-Bergh til Rosenkrantz 16. 5. og 31. 7. 1819, Rktz. privatarkiv IX.

63) Nikolajs dep. nr. 47, 28. 8. 1819, Moskvafilm i Rigsarkivet, Kbh.

64) Irgens-Bergh til Rosenkrantz 15. 6. og 16. 11. 1819, 5. 9. 1823, Rktz. privatarkiv IX.

forst udnsevnt den danske gesandt i Skt. Petersburg grev Otto Blome til posten, men han undslog sig. Joachim Bernstorffs afslag kom for samtidensom en overraskelse, og den engelske gesandt i Kobenhavn A. J. Foster, udtrykte formentlig en udbredt opfattelse, nar han skrev, at der pa baggrund af den gunst, som danske konger havde vist familien, ingenundskyldning var for denne handlemade. I Chr. Bernstorffs tilfaeldehavde man efter Fosters opfattelse dog kunnet henvise til, at hans overtagelse af udenrigsministerposten i Berlin havde vaeret en velgerning for Europa. Blandt Joachim Bernstorffs grunde til at afslaforfremmelsen var, at den medforte 10nnedgang - Niels Rosenkrantz havde kun faet 6000 rd. om aret - men Foster antager, at Bernstorff kunne have faet mere, hvis han blot havde forlangt det. En bedre undskyldningvar det derimod, at Frederik 6. efter sigende ikke havde syntes ret godt om Joachim Bernstorff, da han i broderens udenrigsministertidvar direktor for udenrigsdepartementet6s).

Sa vidt ses, var der flere grunde til, at Chr. Bernstorff trak sig ud af dansk statstjeneste. Det vanned nogen ret, han i 1810 kunne henvise til sit darlige helbred; men han havde det periodevis senere taleligt godt, og det var ikke hovedgrunden. Derimod vides det, at der bestod en politisk uoverensstemmelse mellem ham og kongen, og Rist-affseren viser, at de to i detailler var uenige om politikken over for kontinentalsystemet og Napoleon. Heller ikke dette synes dog at have vseret hovedgrunden. Efter det foreliggende ma den dybere arsag soges i det bag kulisserne eksisterende modssetningsforhold mellem de to hojadelspartier i Danmark, det sakaldte tyske parti, som Bernstorfferne tilhorte, og det sakaldte danske parti, og det afgorende tvistepunkt mellem kongen og Bernstorff var da, at kongen foretrak det danske parti for det tyske.

Som forklaring pa, at Chr. Bernstorff i 1811 pany tradte i Frederik 6.s tjeneste som dansk gesandt i Wien, behoves vel blot en henvisning til hans privatokonomi; men man tor ogsa gaud fra, at udsigten til at komme til Wien var tillokkende. Her var jo ogsa meningsfsellen Metternich at se hen til.

Forfljttelsen til Berlin 1816 kan forklares ved Chr. Bernstorffs onske om at komme familiegodserne naermere og om at kunne skaffe broderen posten i Wien; men hovedarsagen har rimeligt nok vseret, at den danske regering behovede en diplomat af fornemste rangklasse til at beklaede posten i Berlin, sa man kunne blive fri for at give den til fyrst Hardenbergs mindre velegnede danske son, grev Hardenberg-Reventlow.

Vanskeligst at forklare bliver stadigvaek Chr. Bernstorffs definitive

---

65) Fosters dep. nr. 97, 6. 6. 1824, F. O. 22/93, P. R. 0., London; Langenaus dep. nr. 68, 76 og 79, 12.1.., 10. 3. og 25. 3. 1824, Staatsarchiv, Wien.

udtraeden af dansk statstjeneste og overgang til preussisk tjeneste 1818. Atter kan man henvise til omsorgen for familiens okonomi som dokumenteretbevaeggrund, men ligesom for 1810 sporger man, om den officielle bevaeggrund er den rigtige. De to russeres bemaerkning om, at affaeren i virkelighed var blevet ordnet ved zarhoffet, er i den forbindelsevaerd at agte pa. Som bekendt var der ogsa andre europaeiske problemer,som i den periode fandt deres hojesteret i Skt. Petersburg. Det er blot i dette tilfaelde til dato ikke lykkedes at fremdrage de fornodne aktmaessige beviser.

Endnu er der en mulighed, som man kunne fristes til at diskutere, selv om den aldeles ikke kommer til syne i kilderne. I sin egenskab af holstensk godsejer var Chr. Bernstorff medlem af det holstenske ridderskab. Den holstenske adel slaekkede ved den tid pa sin tilknytning til det danske kongehus, hovedsagelig vel af irritation over, at man ikke til gengaeld for plyndringer under krigen slap billigere i skat. Men ogsa fordi man under den tyske nationalfolelses almindelige opvagnen lod sig gribe af tyskhedsfolelse og derved kom i modsaetning til danskheden og det nationale nybrud i Danmark.

Dertil kommer endnu et moment. Der opstod i begyndelsen af det 19. arhundrede en forbindelse mellem kredse i Berlin og det holstenske ridderskab. For de mere fremskuende i Berlin ma dette have vaeret indledningen til at skaffe Preussen herredommet over det strategisk og kommercielt vigtige heirtugdomme Holsten. Den holstenske adel lod sig bruge i denne forbindelse, og Chr. Bernstorffs overgang til preussisk statstjeneste var et led i denne udvikling. Som fodt i Danmark af tysk indvandret familie og som ejer af godser savel i Danmark og Holsten som i Tyskland i ovrigt stod Chr. Bernstorff pa overgangen mellem dansk og tysk. Da bade tysk og dansk nationalbevidsthed i begyndelsen af det 19. arhundrede ogedes sa staerkt, kan Bernstorff have folt det som sin pligt at vaelge mellem disse to og foretrak da at folge sin slsegts tyskhed. Dette hindrer dog ikke, at bade han og hans familie altid omtalte kong Frederik 6. af Danmark med den storste venlighed.

Georg Norregdrd.