JAC CHR. LINDBERG -

Hojtaerede praeses. Hojlserde professorer og doktorer. Mine damer og
herrer.

Siden det teologiske fakultet i Aarhus opnaede jus promovendi har der vaeret ialt syv disputatser, men dog er den ottende idag en historiskbegivenhed forsavidt dagens doktorand er den forste, der har faet hele sin teologiske uddannelse og sin embedsexamen her; jeg behovernseppe at frygte at blive taget til indtsegt for jysk lokalpatriotisme,nar jeg udtrykker glaede over, at en af »vore egne« nu er naet savidt som til universitetets hojeste grad, og deter mig naturligvis en sserlig tilfredsstilielse at dette forste specimen af hjemmeavl er et saerdelesvellykket arbejde der ikke blot vidner hojt oni sin forfatters velkendteflid og arbejdsevne, men ogsa har alle de egenskaber som med rette krseves til en disputats: et meget betydeligt og besvaerligt arkivalskstof er fremdraget, gennemarbejdet og suppleret med et vseld af trykte (og lige sa kaotiske) kilder, og der er skabt en bog, som ikke blot vaesentligt udvider vor viden, men ogsa kortlaegger indtil de mest minutioseenkeltheder et afsnit af vor kirkehistorie som - hvordan man nu end vil bedomme det - har haft afgorende betydning til denne dag. Skont der unaegtelig har vseret arbejdet pa feltet af mange og betydeligehistorikere - derom vidner bl. a. den forskningsstatus som praeses indleder med — er det dog lykkedes bade at skaffe en msengde nyt stof til veje, at anla^gge vaesentlig nye synspunkter og formulere markante teser, hvorom denned rette kan disputeres. At disse teser maske ikke er sa epokegorende nye, som en doktorand selv vil vaere tilbojelig til at mene, er en sag for sig; det skader ikke at ssette sagerne noget pa spidsen, ialtfald ikke nar det som her sker med velafbalanceret judicium

og grundig dokumentation. Bogen vidner ikke blot om laerdom, men om evne til at se med egne ojne pa problemerne, om beherskelse af et stort materiale, om sporsans og klar malssetning. Der har for mit vedkommende aldlrig vaeret mindste tvivl om at dette var en dygtig disputats pa den »realhistoriske« linie som gar tilbage til J. Oskar Andersen, den forste a^resdoktor ved dette fakultet. Hvad der ved forsvarshandlingenfalder af kritiske bemaerkninger — jeg siger det skont det burde vaere overflodigt, men erfaringen viser at deter det ikke - skyldes at det foreliggende arbejde har en kvalitet som gor det vaerd at disputere om. Pa en enkelt eftermiddag kan det ifolge sagens natur ikke blive til meget, men bogen vil blive laest og studeret flittigt af mange, og ingen som arbejder med den vil kunne undga at laere af, endsige at tage stilling til den.

J.C. Lindberg kan let »boere« en disputats; han var ingen tilfseldig »vakt« kvserulant som forstyrrede datidens kirkelige idyl, men en videnskabsmand af format, som semitist og numismatiker pa internationalt plan, og en mand hvis talenter fik afgorende betydning bade for tyvernes kirkekamp og for tredivernes mode mellem kirke og vaekkelse. At han (som praeses siger) med orette har staet i Grundtvigs skygge er ligesa oplagt, og pa baggrund af den intense Grundtvig-forskning der har foregaet siden 1947 ma nian i hoj grad glasde sig over at der ogsa arbejdes grundigt med dem der tildels stod i anden raekke; kirkehistorieskrivningen vilde miste al balance om man blot holdt sig til de storste og ikke hele tiden sogte at fa alt relevant stof draget med ind. Man ma i virkeligheden undre sig over at ingen — det store Lindbergarkiv og den righoldige samtidige litteratur taget i betragtning - for har givet sig i kast med denne opgave.

Et egentligt Lindberg-portraet far vi ikke i bogen; den er ingen fuldstaendig Lindberg-biografi, men samler sig isaer om arene 1824-40, og den psykologiske studie af personligheden har interesseret forfatteren mindre; han laegger mere va?gt pa gesta end pa vita; for ham er historieskrivning, ialtfald i dette arbejde, mere dokumentation end karakteristik, men folger man ham til ende fremgar der dog af de mange enkeltheder et klart billede af Lindbergs person, ogsa af hvordan han virkede nar han skrev og hvordan han kunne virke helt modsat i personlig omgang. Billedet rummer disparate traek, men det betyder jo ikke at personligheden i sig selv star flimrende - tvaertimod.

Vaerdifuldt forekommer det mig at vi nu har et nogenlunde sikkert indtryk af Lindbergs udvikling: fra barndommen i det oplysningsprsegedepraestehjem, hvor gavnelyst og kamp for de sma i samfundet var ledestjerner, over den ma?glingsteologi som isaer repraesenteredes af Jens Moller og J. P. Mynster, mellemproportionalen mellem ny-orthodoxiog liberal, rationalistisk teologi, og frem til det grundtvigske stade

som er udtrykt i de bibelske praedikener. Fra tidligere arbejder af prseses - der er allerede ikke sa fa - ved vi hvilken vaegt han tillaegger fremvsextenaf en dansk repristinationsteologi, med bibelsk og konfessioneltprseg, og i denne kreds omkring Theologisk Maanedsskrift passer Lindberg udmserket ind. Vigtigt er det ogsa at linierne er draget til en bredere baggrund: ny-ortodoxien er led af en almindelig reaktionsbevaegelsemod det 18. arhundrede og revolutionerne, og der er en sammenhsengmellera teologisk og politisk hojrekurs pa den ene side og mellem politisk og teologisk liberalisme pa den anden side, mens de vakte kommer i en karakteristisk klemme fordi de fra forst af var sserdelesloyale mod den landsfader der havde lost stavnsbandet, men blev drevet mod »venstre« ved gang pa gang at komme i konflikt med regeringen og de frihedselskende rationalistiske sognepraester, for hvem frihed forst og fremmest var gejstlige friheder, ikke sans for menighedensfrihed. Interessant er det at regeringen ingenlunde begunstigede de rationalister som embedsmsendene havde kulturelt. fsellesskab med, med hvem de vel oftest teologisk var pa linie, men revolutionsfrygten tvang dem ind pa en konservativ kurs som ofte kom Lindbergs kamp og de vakte til gode. Gennemgangen af kancelli-arkivet har vseret meget givende til forstaelse af alle slige problemer, ligesom praeses' studier i arkiverne i Herrnhut har kastet skarpt lys over brodremenighedens centrale position, ialtfald i den kobenhavnske vaekkelse.

Praeses' forste hovedtese ma man stort set anerkende; det forekommermig overbevisende godtgjort at kirkekampen 1824-32 forst og fremmestvar en kamp for repristination, for at gennemfore den lutherske symbolforpligtelse og derved genskabe de gamle kirkelige tilstande og drive den überettiget invaderede rationalisme ud af kirken. Vi far en solid skildring af de vrede unge teologers holdning - paralleller kan drages til Kobenhavns og Malmos reformatorer i 1520erne og til Tidehvervsbevaggelseni 1920erne — og det synes mig vaesentligt rigtigt at Kirkens Gienma-le og hvad derefter fulgte nok blev centrale indlaeg i kirkekampen, men mest fordi man ikke forstod at her virkelig var tale om et helt nyt syn; med urette opfattedes den kirkelige anskuelse som et led i den almindelige lutherske repristination, og med rette tegnes Grundtvigs deltagelse i kirkekampen derfor som tilbagetraedende. Denne kamp skildres bredt, set ud fra Lindbergs skrifter og processer, og at dens resultat virkelig, ogsa for de liberales vedkommende, betod en kraftig understregning af de symbolske boger synes der ikke at vaere tvivl om; den dogmatiske og liturgiske debat tenderede overalt mod konservative standpunkter. Kirkekampen gav Lindberg solid kontakt med de vakte, men skabte samtidig hos dem og ham separatistiske, ja svaermeriskeog apokalyptiske tilbojeligheder, og praeses' skildring af udviklingenfra kalkbrßenderiforsamlingerne til Grundtvigs virksomhed i Frederikskirkenrummer

derikskirkenrummeret meget vaerdifuldt bidrag til den kobenhavnske vaekkelses historie; jeg skal senere knytte en bemaerkning hertil. Disse begivenhederog den samtidige proces om praesten Visbys laere danner overgangentil det folgende, og da jeg ikke yderligere komraer ind pa Visbyprocessenskal jeg her blot understrege at praeses med rette fremhsever at Hojesteret virkelig d.omte pa dogmatiske praemisser; deter sandt at det ikke er sket siden, men jeg kunne tilfoje at i Arboe Rasmussen-sagen af 1916 blev der ganske vist ikke faeldet realitetsdom, dog understregede Hojesteret klart sin kompetence i sa henseende, kun at der konkret ikke var grundlag for en dom pa dogmatiske praemisser. Standpunktet fra 1834 star stadig ved magt.

1832 slutter Llndberg sig klart til den grundtvigske anskuelse, og hans kamp bliver nu en anden, omend han jo selv var den samme - ogsa dette skal jeg vende tilbage til — og nu kommer det isaer til at dreje sig om de vaktes stilling til kirken. Tesen i dette afsnit er at Lindberg mere end nogen anden bragte de vakte i kontakt med grundtvigske ideer, teologisk og kirkepolitisk, og vsesentligt bidrog til at hindre at flertallet af de vakte gled ud i separatisme eller baptisme. Denne tese er ikke ny; det nye er at den her virkelig er underbygget, og at der gennem tredivernes religiost-kirkelige kaos er lagt en linie sorn virkelig saetter tingene pa plads og bygger en bro ad hvilken man kan faerdes med betydelig sikkerhed. Vi orienteres grundigt om Lindbergs rejser, hans Kirketidende, hans strid for den gamle dabsform, ja i det hele for det gamle ritual, og ikke mindst for sognebandslosningen som den krumtap hvorom alt drejer sig, den generallosning pa alle kirkelige og kirkepolitiske problemer som det grundtvigske parti almindeligt accepterede. Man kan mene at sognebandslosningssagen er skildret for bredt - hvad kom sognebandslosning til syvende og sidst til at betyde i Danmark? — men deter ialtfald rigtigt at sognebandslosning og praestefrihedsdebat med rette kan vaere vehikel for en meget vaesentlig del af arhundredets kirkelige diskussion og at den giver de bedste muligheder for at se facetterne i alle impliceredes standpunkter. Mest vaerdifuldt i sidste afsnit er nok billedet af Lindbergs strid for de vaktes frihed; offentligt stiller han sig übetinget pa deres side, gang pa gang faldet i ryggen af Grundtvig, men indadtil, i de vakte kredse selv, ma han ofte fore opslidende kampe for at holde dem i det rette kirkelige spor, og den »forfolgelse« som ved Mynsters tiltraeden af bispeembedet bryder 10s var i hoj grad motiveret ved onsket om at lamme Lindbergs aktivitet. Vi far gennem hans forhold til de degnekristne et vaerdifuldt supplement til dr. Bannings disputats, og rigtigt indplaceres hans bibeloversaettelse i denne sammenhaeng. Saerlig interesse knytter der sig ogsa til hans stilling til baptismen - som jeg skal vende tilbage til.

Til sidst prsesenteres vi for Lindberg som politiker, ogsa her bestemt

af modssetningen til de liberates drom om et af borgere og akademikere ledet demokrati, en kamp for enevselden og de smas ret pa samme tid; den la ikke i de mere radikale vaktes linie, men bidrog vel i almindelighed— under den politiske opvagnen omkr. 1840 — til at skabe interesse for politik mellem de vakte.

Med disse indledende bemaerkninger har jeg kort praesenteret bogen for auditoriet, og derpa skal jeg ga over til kritik og diskussion. De skriver, hojtaerede praises, et godt sprog i den forstand at det er klart hvad De mener, og De udtrykker Dem uden maner og skruer; men at »Modersmal er vort hjertes sprog« fornemmer man nok mindre. Den arkitekt som i sin tid byggede mit hus havde et forunderligt gloseforrad; han sagde f. ex. ikke »sygeplejerske«, men »sygetaemmerske«, og deter maske meget korrekt; ham kom jeg til at tamke pa ved at lsese Deres vaerk; De plejer ikke det danske sprog, De tsernmer det. Det fojer sig nok efter Dem - det gor det ogsa bedst i, for ellers braekker De det simpelthen — men »let og lifligt« bojer det sig ikke. De har det med at bruge passiver (Hohlenberg »blev fulgt eftertrykkeligt til dors og givet en lille lektion i at laese fonikiske indskrifter«, 129f.), og De har ogsa andre midler til at tynge sproget uden derfor at give det vaegt: »Nogen fuldstaendig beretning om denne forfolgelse, som til tider var ret dramatisk med arrestationer og harde straffe, falder uden for denne afhandlings rammer« (271), og skont en akademisk afhandling om et dansk emne naturligvis bor prises for ikke at ligge for langt fra dagligt sprog, er der dog stodende spor af moderne dialekt: »P. E. Miiller og isser Jens Moller bakkede derimod Lindberg kraftigt op« (53), eller (254) »godt nok var den nuvaerende ordning... uretfaerdig«. »Godt nok« i betydningen »ganske vist« er kobstadjysk og star her maske som en tribut til de fire jyske byer hvori De har haft Deres bolig - men kont er det sprog nu ikke. De skriver godt og klart, men netop fordi De nu snart forlader landet vil jeg tillade mig at minde om at dansk ikke blot skal taemmes, men ogsa. plejes; i Deres pen minder modersmalet mere om en skrap og dygtig kone, med lidt stramme track i masken, end om hin aedle kongebrud digteren svaermer for; ynde er ogsa en egenskab at dyrke.

Trykfejl i banal forstand er der fa af; De ma have haft god hjaelp til korrekturlaesningen; dog vil jeg sporge om det ssere ord »concensus« (216) er en tryk- eller skrivefejl? I sidste fald, hvad deriverer De da ordet af? Dog vel af consentire? Sa det altsa hedder »consensus*! Og som i samtlige teologiske examensopgaver hvor det pa nogen made er muligt skriver De »ufejlbarlighed« for »ufejlbarhed«, og De taler (321) om et »erklB3ringsskrift« hvor »erklaering« eller »skrift« havde vseret fuldt tilstrsekkeligt.

Om brugen af kilder har jeg vaesenligt kun godt at sige; gengivelsen

er omhyggelig og tolkningen som regel kongruent. Men somme tider far De lovlig meget ud af dem. Deter f. ex. (37) et uretfserdigt udrabstegnDe medgiver P. E. Miiller (noten henviser til Apologetikken § 18 og til Moralsystemet § 276, jfr. 69-70). Det »endnu« som vaekker Deres forargelse og fremkalder udrabstegnet har ikke hos Miiller den betydningDe tillaegger det, betyder ikke: et »stykke tid endnu« er troen pa Kristus (eller en abenbaret moral) nodvendig, men snarere: »endnu, dvs. selv i vore oplyste tider«, er den nodvendig; thi ganske vist kan — teoretisk — forriuften ved selvtaenkning na alle nodvendige religiose og moralske sandheder, men abenbaringens opgave er at sla til lyd for, vaekke, gore opmaerksom pa fornuftens stemme og berove mennesket alle de tvivl som spidsfindighed og selviskhed kunne opkaste mod pligtenshellighed. Deter rigtigt at P. E. Miiller 1808-10 var talsmand for »en moderat kantiansk rationalisme«, og deri indgar ogsa forestillingen om f. ex. dogmernes statutariske og forelobige karakter indtil engang alle er naet frem til en religion indenfor rammerne af den blotte fornuft;men De har gjort Miiller til en lovlig radikal kantianer; videre laesning i bade apologetik og moralsystem vilde snart have overbevist Dem om at han ikke formar at gennemfore den kantianske holdning han utvivlsomt dengang onskede at anlsegge, og forskellen pa hans skrifter af 1808-10 og dem i tyverne ikke er sa stor endda.

Jeg er i almindelighed enig i Deres noget kritiske vurdering af Jorgen Larsens disputats om H. N. Clausen, men jeg ma finde at Deres affejning (64) — at Jens Moller aldeles ikke modtog Clausen (som Jorgen Larsen mener) »med uskromtet velvilje« — skyder over malet. Jorgen Larsen har jo dette udtryk fra Clausens optegnelser, men det gar her kun pa den rent personlige modtagelse i fakultetet og star pa ingen made i kontradiktorisk modsaetning til Mollers brev til Brondsted (note 48, p. 64) at »man« riaerer frygt for Clausens »Heterodoxie«; selvom »man« her vel er Moller selv, sa var han dog netop en mand der vilde modtage en ny kollega med al personlig velvilje skont han maske frygtede virkningerne af hans heterodoxi. Jeg tror at Deres (ikke ugrundede) lyst til at hale Jorgen Larsen frem ved orerne og blotte hans arbejdes svagheder har ladet Dem se for meget i denne kilde.

De siger (320) at Mynsters dabssyn var beslaegtet med baptismens og »pudsigt nok udnyttede baptisterne Mynsters forslag (nl. til dabsritual) i deres propaganda*. Efter dette venter man en noget mere fyldig dokumentation end den som star i noten: at baptisten B. Hassing i et privatbrev til sin broder N. P. Hassing gengiver Mynsters opfattelse som sin egen. Her er text og note ikke kongruente; der skal mere til for at dokumentere det pudsige (hvorfor forresten »pudsigt«?) i at baptisterne udnyttede Mynsters ritual i deres »propaganda«.

Deres litteraturkendskab er slet og ret imponerende. Kun den der

selv er noget inde i tingene kan skonne hvilket ksernpeslid det har vaeretat komme denne maengde af tit helt uordnede arkivalier igennem, fa dem laest, excerperet, sorteret og ordnet til en sanimenhsengende og meningsfyldt fremstilling. Det samme gaelder tidens trykte litteratur, ikke mindst de besvaerlige tidsskrifter, aviser, smatryk, skillingsviser og hvad De nu altsammen har tyret med en arbejdsevne og oplagthed som virker inspirerende pa Deres laesere. Men netop fordi jeg i det vsesentlige ma anerkende Deres laerdom vil jeg fremhaeve et par ting jeg har savnet: De beskseftiger Dem (92) med Grundtvigs embedsnedlaeggelse1826 og finder i audiensen af 8. maj den nok som bekendte drabe der fik ba^gret til at flyde, sa han samme dag indgav sin afskedsansogningfordi kongen havde taget Clausens parti og kaldt Grundtvig injuriant. Denne ansogning er velbekendt, trykt flere gange, sidst af Glaedemark i en stor afhandling (KS. 6, 111, 201-304) der omhyggeligt gennemgar problemerne vedrorende nedlaeggelsen og i konklusionen skelner mellem fjernere arsager: 1) den psykiske depression som Grundtvig skal have lidt under siden nov. 1825, opblusset i april-maj 1826, og 2) retskendelsen af 10. april 26; men som den direkte og konkrete arsag naevner Glaedemark ligesom De audiensen af 8. maj (a. s. 303). De er altsa enig med Glsedemark i at kongens udtalelser under audiensen var afgorende, men De antyder end ikke (92, note 47) at Glaedemark har behandlet problemet; De nojes med at henvise til Lindbergs (i denne forbindelse temmelig irrelevante) beretning (fra Hist. Maanedsskr.),hvor man naermest far indtryk af at forbudet mod at bruge »Den signede Dag« ved tusindsarsfesten var afgorende, hvad Glaedemark har pavist at det ikke var. Her ma jeg sporge: hvorfor er Glaedemarks arbejdeikke anfort? Netop nar De er enig med ham om audiensens store direkte betydning - og iovrigt har Deres egen mening om den fjernere baggrund: at Grundtvig ikke kunde folge »de unge« i deres kamp for symbolforpligtelsen og ikke vilde stride for statskirkens love — matte det have vaeret rigtig at tage stilling til Glaedemarks grundige og centrale afhandling, sige Deres mening om hans analyse og resultat og bl. a. gore rede for hvordan audiensen 8. maj kunde vaere sa afgorende nar Grundtvig allerede 7. maj i et brev til biskop Miinter de facto havde sogt afsked; var det under alle omstaendigheder hans mening at ga af, eller opsogte haa dagen efter kongen i hab om at hore noget som kundefritage ham for det?

232ff. giver De den store strid om det lille »e« og alt hvad der kan tilkomme den af plads, men hvorfor nsevnes det ikke at O. Kolsrud 1915 udgav en hel bog om det sporgsmal; den ma jo da formentlig vsere Dem bekendt, selvom den er norsk. Jeg indrommer at Kolsruds vaerk er nsesten ulaeseligt af bare sammenhobet laerdotn, men deter nu engang sa at sige handbogen i striden om det lille »c«, og den afhandlingaf

lingafJ. Pedersen (KS. 7. 111, 158f.) som De synes tilfreds med at have
henvist til naevner den da ogsa i en afsluttende note p. 190.

361 f. behandler De kort og summarisk Lindbergs praestetid pa Falster; deter i sin orden at deter summarisk, for deter jo ikke det De vil skrive om, men deter ialtfald lovlig spinkelt nar De (foruden lidt tilfaeldigt stof fra Lindberg-arkivet) nojes med (362, note 26) at anfore Clausen-Bagges elendige lille Lindberg-biografi der jo ikke rummer mere end der ville sta i et lille leksikon, mens De ganske forbigar at der 1955 udkom et (som det hedder) stateligt festskrift om Lolland-Falsters stift, hvori sa habile kirke- og teologihistorikere som afdode biskop Plum og Dr. A. Nyholm har oplyst adskilligt om Lindberg som prsest pa Falster i bisperne Brammers, Gads og Monrads tid. De har brevvexlet med biskop Hogsbro (361, note 24) om vitaprotokollen og takker for det bispen »velvilligst« har meddelt Dem; burde De ikke have kvitteret for velviljen ved at anfore det pa ingen made übetydelige festskrift samme biskop har udgivet?

Jeg skal ogsa naevne et exeinpel pa at De undlader at kolorere fremstillingen hvor det godt kunde vaere gjort med god virkning. De kan jo sa svare med alle doktoranders klassiske replik at bogen er stor og dyr nok i forvejen, hvortil jeg vil duplicere med alle opponenters: at der godt kunde vaere skaret ned adskillige steder, isaer i tredie hovedafsnit hvor fremstillingen virkelig er bade bred og ikke uden gentagelser.

De naevner (317) - »helt rigtigt«, for at bruge Deres eget sprog - at Birkedals angreb pa Mynsters forhold til sognebandslosningen gjorde »det staerkeste indtryk«; jeg er ikke klar over om De mener at det var pa Mynster Birkedal gjorde det staerkeste indtryk, men det kunde da have vaeret bade relevant og interessant om De her blot havde henvist til at Birkedal i sine erindringer meget udforligt skildrer det yderst pinlige besog han efter offentliggorelsen af sit angreb pa Mynster aflagde i bispegarden; det har abenbart vaeret et hojst dramatisk sammenstod — selvom Birkedals erindringer jo er en lidt flosset kilde, og det han beretter altid har en kedelig tilbojelighed til at blive til fordel for ham selv og til miskredit for dem han beretter om, venner som fjender iovrigt; og i Mynsters brev til Faber af 15. marts 1839 (Mynster-breve, 391) har man en interessant kilde for det indtryk Birkedals frafald til de grundtvigske gjorde pa Mynster; ogsa den kunde vel vaere antydet.

Og sa synes jeg forresten — Deres bog vil jo blive laest af mange der ikke har speciel sagkundskab i, men des mere interesse for Deres emne — at De ikke blot skulde have angivet reskripter, cirkulserer etc. efter det arkivalske findested, men ogsa have lettet laeserne arbejdet ved at anfore dem (nar de findes der naturligvis) efter en af de existerende gejstlige eller verdslige lov- og reskriptsamlinger.

Endnu nogle simating s,kal fremdrages for jeg giver mig i kast med

et par mere principielle betragtninger. De skriver (72) at ifolge kongebrevaf 17. december 1624 blev de teologiske professorer med ed bundettil at laere i overensstemmelse med C. A., og De finder abenbart deri oprindelsen til prsesteeden. Men hvor har De den oplysning fra? Ikke fra Glaedemark som De henviser til i note 1 sst. - jeg har ialtfald ikke kunnet finde at Glaedemark omtaler dette kongebrev; derimod er det gengivet f. ex. i KS. 2. V. 611 og i Corpus Constitutionum Daniae IV, 332f. og heraf fremgar at det 1) er udstedt ikke 1624, men 1625, og 2) at det ikke drejer sig om en speciel ed for teologerne, men om at rektor og det teologiske fakultet skal sorge for at der overhovedet ikke ansaettes nogen professor i noget fakultet »med mindre hand sig tilforne declarereratt were Augustanas Confessionis anni thredue«; og begrundelsenfor saledes at konfessionsbinde hele universitetet er tydelig nok: »att efftersom stor wenighed er wdj Religionen«, dvs. at kongen just som han begyndte sit tyske felttog (tredivearskrigen) niod de kejserlige og katolske i Tyskland af rent propagandani3essige grunde matte forlange at hans hjemlige universitet stod helt bag ham i rollen som defensor fidei evangelicae. Ikke blot er Deres datering forkert - hvorfor jeg gar ud fra at De har den pa anden hand - men kongebrevet er ogsa misforstaet.

I forbifarten vil jeg sporge hvorfor De (73) skriver at »selv
Grundtvig« var enig med hyrdebrevet af 1817 i at bibelen stod over
bekendelsen. Hvad skulle han ellers mene i 1817?

De taler (30) om den »skBebnetro« som trods al »oplysning« stadig levede i folket, ogsa i praestefamilien i Ribe. Snarere end skaebnetro var det vel tro pa varsler og dromme, men det jeg vil anke over er udtrykket »trods al »oplysning««; deter dog netop hojst karakteristisk at det 18. arhundredes oplysning trivedes i bedste velgaende sammen med mystisk og ekstatisk religiositet; tysk kirkeliv vrimler deraf, i Norden er swedenborgianismen et smukt exempel pa kombinationen, og netop i de hojeste cirkler synes den slags overtro (eller hvad vi skal kalde det) at have staet i fuldt flor; praestegardene var ingen undtagelse, tvaertimod.

I anledning af 214, note 32 vil jeg sporge om dateringen af N. F. Larsens brev til Lindberg er rigtig? De har selv engang vaeret sa venlig at meddele mig en afskrift af dette brev, men jeg kan ikke fa datoen til at stemme; Kierkegaard blev vitterlig forst syg 2. oktober, og det ville da vaere mere end profetisk hvis N. F. Larsen allerede pa Grundtvigs geburtsdag 8. September skulde vaere istand til at skrive som anfort.

Ma jeg ogsa bemaerke at nar De (282) henviser til min af handling i Soro Amts hist. Arsskrift 1953 for oplysningen om at Lindberg havdekonciperet Jens Larsens ordinationsansogning, burde De istedet haveciteret min af handling i Holbaek Amts hist. Arsskrift 1952 hvor selve

ansogningen er trykt og hvor deter oplyst - dog ikke pa grundlag af
Add. 369. II - at Lindberg var forfatteren.

Deres bemaerkning (290, note 20) at det »fortrinsvis var gardmsend, ungkarle og sypiger soitn kobte Lindbergs bibel« lader jeg staved sit vaerd; den synes a.nfort i fuldt alvor, men burde vel have haft et udrabstegn eller to. For deter da ikke Deres mening at man kan laegge nogen vaegt pa den?

Ifolge 338 blev de to kredse pa Hindsholm og i Kerteminde senere til to valgmenigheder hvoraf den ene bestar endnu; men der har aldrig vaeret mere end een valgmenighed, nemlig den i Kerteminde som hele tiden har haft og stadig har en filial eller et annex i Dalby pa Hindsholm.

Og endelig: er De sikker pa (343) at plakaten af 20. december 1842 officielt godkendte at baptisterne var tradt ud af statskirken? For det forste beklager jeg at matte sige at Deres dato er forkert; plakaten er af 27. december, og at den tilled baptisterne at trsede ud af statskirken har vi hort for, nemlig af Glsedemark som i sin disputats 1948 kraftigt understregededette synspunkt, fordi han i plakaten sa det forste spor af at regeringen anerkendte en inkongruens mellem stat og statskirke; ja han mente ligefrem at plakaten betod en officiel anerkendelse af at statskirkenvar ophaevet i Kongelovens og Danske Lovs forstand. Jeg har aldrigkunnet se at han havde ret, ej heller altsa at De har det. Plakaten tillader 1) baptisterne at oprette en egen menighed i Fredericia, men det har intet med udtraedelse af statskirken at gore; 2) at de i riget bosiddende baptister kan samles til husandagt, ja endog nadver, hvis de vel at masrke anmelder forsamlingen til sogneprsest og politi og i det hele efterkommer konventikelplakaten af 1741; baptisternes born skal fort sat dobes i statskirken, kun gores der indrommelser m. h. t. hjernmedab;bornene skal fortsat deltage i den almindelige undervisning; ved voxen alder kan de selv lade sig optage i baptistsamfundet, men kun i Fredericia; sker det ikke skal de konfirmeres pa deres dabspagt. En baptist kan kun gifte sig med en som tilhorer landets almindelige religion, nar der skriftligt oprettes kontrakt om at bornene skal opdrages evangelisk-luthersk; baptister skal begraves af statskirkens praester og svare alle de lovlige okonomiske ydelser til statskirken. Deter mig ganskeumuligt at se at der pa disse magre indrommelser kan bygges sa meget som forst Glsedemark og nu De gor. Det regeringen gjorde betod netop en indrommelse, men intet principielt brud med statskirkesystemet;af den slags indrommelser — omend de her gar ganske vidt — var der gjort adskillige bade i og siden pietismens tid, og det hang simpelthensammen med at bade pietisme og oplysning havde skserpet sansen for samvittighedsfrihed uden at drage religionsfrihedens konsekvens; det sidste skete ganske rigtigt forst ved grundloven; deter ogsa sandt

at regeringen med plakaten foretog et tilbagetog fra baptistforfolgelsen,men de fortsatte og ved politiets hjselp udforte tvangsdab og desuden selve plakatens text viser at det ikke kan vaere rigtigt (som De siger) at det »heri blev officielt godkendt at baptisterne var tradt ud af statskirken«. De burde have undersogt om Glaedemarks tolkning holdt stik for De sa helhjertet overtog den,,

Hvad jeg hidtil har fremfort har mest tjent til at dokumentere at jeg, som min embedspligt byder, omhyggeligt har lsest Deres bog og derved tjent min 10n med rette. Samtidig kan de exempler jeg noget tilfseldigt har fremfort dog siges at danne en slags linie; de fleste af disse smating tyder nemlig pa, at De af og til har arbejdet lovligt hurtigt, det meste kunde jo nemt vsere rettet ved et naermere eftersyn; deter mig ikke übekendt at De har vseret under hardt pres af knap tid, og deter min uforbeholdne mening at Deres arbejdsprsestation har vaeret imponerende, Deres fysiske og psykiske menneske har virkelig staet sin prove, og den energi vi altid har vidst Dem i besiddelse af lover godt for fremtiden, som jo nok vil stille endda meget store krav til Deres evner og arbejdskraft. Men man har jo sin styrke hvor man har sin svaghed, og til svaghederne regner jeg ikke blot disse - mere eller mindre — bagateller, men der er ogsa pa mere afgorende punkter et vist flimmer, en slorethed, ikke formelt, men sagligt, som tyder pa at De trods sliddet ikke er blevet helt fserdig. I det store og hele skal bogens to hovedteser nok holde, men en rsekke enkeltheder forekommer mig at vise afhandlingens svage sider, bade i den forstand at De-som naturligt er for den, der virkelig er en dygtig sporhund og har hvad jeg vil kalde heuristisk talent - har overbetonet egne resultater (ogsa i forhold til forgsengerne) og i den betydning at De ikke overalt er naet til en helt klar fremstilling af Deres egne synspunkter.

Jeg erf. ex. ikke klar over hvori Lindbergs »folkelighed« efter Deres mening bestod; nok at den (jfr. 106ff. og mange andre steder) forte til at soge kontakt med de vakte i den dobbelte hensigt at vinde dem for et kirkeligt syn (sa de ikke blev sekteriske) og samtidig at udbrede egne standpunkter, forst den lutherske symbolforpligtelse, siden den kirkelige anskuelse, iblandt dem; med rette siger De - hvad vi har vidst for - at Lindberg i den forstand var folkelig at han virkelig gjorde sig lige med og laerte af skomagere og skrsedere, mens Grundtvig - det vil visse grundtvigske nok bebrejde Dem-vel havde en folkelig »filosofi«,men iovrigt personlig var alt andet end folkelig. Men jeg er lidt betsenkelig ved Deres tale om Lindbergs folkelighed. For det forste anforer De Fr. Hammerich (106f.) som vidne; men den aerkereaktionaereHammerichs erindringer, skrevet da han i 1870erne var yderst bitter mod alt »venstre«, er nseppe noget godt vidne. For det andet sigerDe ikke blot at Lindbergs folkelighed var en arv fra hans fader —

hvilket lyder troligt nok - og ikke en i'rugt af Grundtvigs tanker (113), eller Grundtvigs folkelige filosofi (114); og i bogens sidste afsnit redegorDe fortraeffeligt for at hans folkelighed ikke havde noget politisk perspektiv i liberal forstand, for kampen mod den politiske liberalisme var for Lindberg kun et led af kampen mod den kirkelige, dvs. rationalismcn;De siger ogsa at folkeligheden hang sammen med Lindbergs patriotisme og kongetroskab - deter sikkert sandt -og ganske saerligt finder De-deter naeppe mindre sandt-at den fremfor alt viser sig »i en varm kaerlighed til de sraa i samfundet og i kirken og en braendende nidkaerhed for at skaffe dein deres ret« (114). Hvis deter rigtigt passer det ogsa godt ind 1 Deres billede af Lindberg, som den forskraekkelige polemiker der samtidig i personlig omgang kunde udfolde den mest vindende charme (317). Men hvad jeg sa ikke kan forsta er (113), at Lindbergs folkelighed har »sin rod i oplysningens demokratiske ideer«. Hvad er det for ideer? Menneskerettighedserklaeringerne fra Amerika eller Frankrig? Oplysningsfilosoff ernes politiske anskuelser, bygget pa naturretslaeren? Eller hvad menes denned oplysningens demokratiske ideer? Og hvordan gar sadanne ideer i spaend med Lindbergs - af Dem (346) dokumenterede - pastand om at alle tiders ulykker skyldtes det 18. arhundredes ugudelige og umoralske — ogsa politisk umoralske — oplysningsfilosofi? Hvordan forliges de med hans arbejde som absolutismensfolkelige agitator, hans forsog pa at skrue tiden tilbage til dengang da kongemagten hi fast hos Herrens salvede, kirken var uantastetog det kopernikanske system blot en tabelig hypotese? Lindbergs folkelighed var ganske rigtigt en ukompliceret royalistisk patriotisme og en dyb sans for de smas ret til at vsere fri for et vantro praesteskabsexegetiske og sogneherrelige overlegenhed eller for et politiskakademisk-liberaltdemokrati med tyngdepunkt i det hojere borgerskab; denne kamp la glimrende for hans specielle talenter, men deter at bringe uklarhed ind i dette meget klare billede at tillaegge ham en arv fra oplysningstidens demokratiske ideer — det ville passe bedre til Rs. Sorensen - og deter mig umuligt at se at disse demokratiske ideer horer hjemme i arven fra faderen. Man kan godt sige at Lindberg havdesocial samvittighed, men det var fordi han slet og ret havde samvittighed,og fordi han stod i en kamp, hvor han havde al taenkelig brug for den samvittighed; demokratiske ideer havde han naeppe.

Jeg tror at De i skyndingen har faet de demokratiske ideer gait i skrivemaskinen, men der er ogsa et andet sted, hvor De efter min meningharvilletsige det rigtige, men er kommet til at sige for meget, og da det nu engang var sagt matte De kore videre uden at vende om og revidere — og derved koraraer der noget af den samme uklarhed over billedet. Hvordan bedommer De nemlig kalkbrsenderiforsamlingerne og »gudstjenesterne« i Frederikskirken? At der var separatisme og frikirketendenserblandtdevakte

ketendenserblandtdevakteog ved tredivernes begyndelse ogsa hos Lindberg, derimod aldrig for alvor hos Grundtvig, deter klart nok. 162 hedder det at i efteraret 1831 »var bruddet med statskirken allerede i realiteten sket«. Na, siger man til sig selv, nu skal vi se gennemfort en interessant tese om kalkbrsenderiforsamlingerne som en frimenighedsdannelse.Desmereforbavset bliver man (163) ved at hore at Lindbergbegyndtedenforste forsamling med at oplaese konventikelplakatenaf1741for at vise, at der slet ikke var tale om brud, men om en fuldt lovlig gudelig forsamling; at han sa praedikede om statskirkens frafaldernogetandet og lader sig udmaerket forene med statskirkelig pietisme.Andreonskedeet mere gudstjenstligt prseg (164), og det var maske udtryk for separatisme nar de indrettede forsamlingerne omtrent som en aftensangsgudstjeneste uden altergang og efter et temmelig fast ritual, og vel kalder De ogsa (165ff.) trofast disse forsainlinger »gudstjenester«,menbrugenaf gaseojne viser at De godt er klar over, at der slet ikke er tale om gudstjenester, men om gudelige forsamlinger, hvilket Lindberg da ogsa sagde til politiet (167), som bestred pastor Siemonsens ret til at praedike ved forsamlingerne, ja han anmeldte endda for at glaede politiet og overholde forordningen, husandagterne til Trinitatissognepraest.Determuligvis rigtigt at Lindberg just da var pa gled ud i separatisme (168), og at mange onskede en frimenighedsdannelseomkring(irundtviger oplagt, men forelobig berettiger intet til at haevde pastanden (162) at bruddet i realiteten allerede var sket. Men nu har De engang sagt det og ma sa fortsaette til den bitre ende. Grundtvig bliver blandet ind i opgoret, lover at komme til »gudstjenesterne«(stadiganforselstegn,171), og nu er »det abne brud med statskirken ... umiddelbart forestaende«, men altsa dog ikke sket; Grundtvigs optiseden syntes at »skulle fore til en lovstridig frimenighedsdannelse«(172—og lovstridig var jo enhver frimenighedsdannelse),jaGrundtvigindsa klart at kalkbrsenderiforsamlingerne matte opusesomdetikke skulde komme til »et lovstridigt brud med statskirken« (174). Men at forestillingen om en frimenighedsdannelse stadig star Dem i hovedet fremgar af oplysningen om at grosserer Holms loft blev indrettet til (uden anforselstegn) »kirkesal« (174, note 25); her anforer De ikke mindre end 4 kilder: 1) Grundtvigs samtale med biskop Miiller (refereret i note 30), hvor der ikke star eet ord om kirkesal, men kun om forsamlingssal. Det samme gaelder 2) den sene kilde, Kirkespejl, ogsa her bruger Grundtvig udtrykkeligt kun ordet »forsamlingssal«. I 3) brevet til G. Busck siger Grundtvig kun at han med bispen blev enig om at »kalde Forsamlingerne Bede-Timer, hvad jeg umuelig kunde vaegre mig ved«, og 4) det brev hvori Grundtvig lejer grosserer Holms loft for 120 rdl. pr. halvar — ikke sa lidt! — naevner heller ikke et ord om kirkesal. Dvs. at dette ord som indicerer kirkebrud og gudstjeneste

er Deres opfindelse, tolket ind i kilderne, og nieget naturligt brugt fordi De begyndte hele udredningen med at konstatere at bruddet i realiteten var sket. Det var ikke gudstjenester som skulde holdes pa pakhusloftet (174), men gudelige forsamlinger, og deter ikke rigtigt, at Grundtvig sogte bispens tilladelse til disse »gudstjenester« - nu uden anforselstegn - for hos bispen taltes der kun om forsamlinger og bedetimer, og det var heller ikke (176) »gudstjenester« som blev holdt i Frederikskirken,selvomDesiger at »pa en made var frimenigheden i Frederikskirken saledes blevet en kendsgerning«. Her viser det sig at De er ganske klar over, at der ikke var tale om frimenighedsdannelse, hverken formelt eller reelt, for der var ingen sakramentforvaltning, og Grundtvig var i Frederikskirken alt andet end »frit« stillet; derfor arbejdede de separatistiskedaogsastadig for en »rigtig frimenighed« (177), og Grundtvig mistedepositioniden kobenhavnske vsekkelse fordi hans forkyndelse blev sa skikkelig at selv aviserne roste den. Da forst Grundtvig kom ind i billedet kom alt til at dreje sig om at undga kirkebrud, tanken derom liar vel fyldt ham med skra^k og raedsel, og Grundtvigs senere trusler om udtra?delse - de fortsatte jo regelmaessigt salaenge han levede - har sikkert vaeret fremfort med en vis oprigtighed, men de har kun vaeret alvorligt ment som en propaganda der skulde hidfore sognebandslosning og praestefrihedogdervedgore opholdet i den borgerligt betryggede statskirke religiost bekvemt. Man kan godt undre sig over at Grundtvig 1832 fandt sig i det mere end magre forlig han havde tiltigget sig hos myndighederne,menLindbergskal jo have haft en ganske anderledes kraft og konsekvens, og dog: har De i virkeligheden noget holdepunkt for at Lindberg - som begyndte med at oplaese den statskirkelige konventikelplakatforatbevise forsamlingernes lovlighed og som lydigt anmeldte dem til ovrigheden -pa noget tidspunkt (trods separatiske tendenser i forkyndelsen) for alvor har tsenkt sig at oprette en frimenighed med egen sakramentforvaltning og eget praesteembede, altsa overhovedet har tilsigtet et brud med statskirken, og mon ikke hans sadlen om i 1832 forst og fremmest haenger sammen med erkendelsen af at nu var 10betkorttilende; nu matte kampen for symbolforpligtelsen fore til en frimenighedsdannelse, og det kunde, vilde eller turde han ikke |gamed til, af respekt for kirkens orden, for praesteembedet, for kongen og enevaeldenellerfordihan overhovedet ikke var i stand til at skelne radikaltmellemstatskirkeog Kristi kirke? Og i denne nodssituation fandt han en udvej ved at sla sig pa den kirkelige anskuelse. De taler (201 f.) om hans pludselige omvendelse, men begrunder ikke denne omvendelsespsykologiskcforudsaetningernaermere, henviser blot til at Grundtvigikkekanhave betragtet Lindbergs hidtidige kamp med sympati og at Lindberg »efterhanden ma have indset det berettigede i hans stilfaerdigekritik«(202).At det kan vaere et moment i omvendelsesprocessen(ligesomVisbyprocessen)naegter

cessen(ligesomVisbyprocessen)naegterjeg naturligvis ikke, men hele forklaringen tror jeg heller ikke deter; den ma snarere soges i at Lindbergerkendteuinulighedenaf et virkelig radikalt skridt i retning af frimenighedsdannelse,ogdermedbegreb han omsider at kirkekampen i sin hidtidige fase var endt i en fuldkommen blindgade.

Jeg mener at De dygtigt har udredet de indviklede kobenhavnske forhold omkr. 1830-32 og ser derfor med stor forventning hen til det specielle arbejde De derom skal udgive; men De er nok lidt rap til at fa ideer som klinger vel flot og kan saettes lovlig dramatisk op. Deres fremstilling bliver derfor let lidt sloret, kendsgerningerne passer ikke helt til ideerne, og helt opgive ideerne vil De heller ikke; thi stsedighed horer til Deres karakteregenskaber — som forfatter. Den stadige oscilleren (162-79) mellem kirkebrud og abent eller lovstridigt kirkebrud, mellem frimenighed og rigtig frimenighed, mellem kirkesal og forsamlingssal etc. viser at De har lagt situationen omkr. forsamlingerne 1831-32 lidt for hardt op; fremstillingen har faet en svag biklang af det skurrende, og — hvad der er vigtigere — De gar glip af et psykologisk rimeligt motiv for Lindbergs pludselige og begejstrede (201) omvendelse til den kirkelige anskuelse og den kirkelige frihedspolitik som deraf kunde afledes.

For jeg mener - og deter det sidste jeg skal diskutere med Dem - at Lindberg anlagde den kirkelige anskuelse fordi han i sin nod fik brug for dens kirkepolitiske konsekvenser; vi er ganske enige om at han anlagde den og at de forste sikre vidnesbyrd derom findes i sommeren 1832 og helt klart i programartiklen til Nord. Kirketid. i Jan. 1833; men mener De at Lindberg nogensinde virkelig forstod den kirkelige anskuelse til bunds? Vi kan ogsa sige: forstod han den som Grundtvig forstod den, og hvis ikke, var det da ikke fordi han var kommet til den ad kirkepolitisk

Deter vist rigtigt hvad De (206, jfr. 211) indvender mod Dr. Hoirup at Lindberg i Historiske Oplysninger af 1830 endnu ansa trosordets apostolicitet for et historisk, ikke et kirkeligt sporgsmal, at det altsa drejede sig om et led i den almindelige teologiske repristination, ikke om den kirkelige anskuelse; videre at programartiklen af 1833 har en klar opfattelse af at det »levende ord« er det som »ledsager« sakrarnenterne, at kaetteri kun er hvad der strider mod apostolicum etc. (207f.). Men det er ikke derfor givet at hansom —som det hedder i konklusionen (363) — »fuldt og helt« tilegnede sig den kirkelige anskuelse, hvilket yderligere defineres i Deres summary (366) - saledes: »this means that he no longer looked upon the Bible as the Word of God; the Word could be heard only in the Apostolic Greed at baptism«. Det sidste emu en meget summarisk gengivelse af den kirkelige anskuelse der jo ogsa kenderandre ord af Herrens mund end dabsordet, og desuden mener De

jo (213) at ikke pastanden om »mundsordet«, men selve kirketeorien var det afgorende for Lindberg; i den nuvaerende kirkes eksistens finderhan sin trost; den saetter han sin lid til. Jeg skal forst bemserke at det igen virker flimrende nar De ud af disse kirke-betragtninger lederat Lindberg (313) var endt i en »katolsk kirkeopfattelse«; jeg er ikke klar over hvor meget der menes med »katolsk« heller ikke nar De andetsteds understreger at der i selve den kirkelige anskuelse ligger noget»katolsk«; det betyder abenbart ikke romersk-katolsk, for Lindberg vilde trods den hoj kirkelige ordinations- og embedsbetragtning (soin kampen mod de vaktes sekterisme tvang ham (og Grundtvig?) ud i, ialtfaldi 1830erne, og sorn praegede hele det aeldre slaegtled af grundtvigskepraester) dog ikke vide af kirken som et hierarkisk samfund. Men hvad betyder da »katolsk«? Blot i almindelighed noget faelleskirkeligt? med tendens til interkonfessionalisme? en slags okumenik pa apostolicumsgrund som man kender den senere i arhundredet? Jeg kan ikke se at hvad De (213) og andetsteds meddeler om Lindbergs syn pa kirken gar ud over f. ex. C. A. VII-VIII, og netop fordi man - bade i vakte og i konservativt kirkelige kredse i det 19. arhundrede - vidt og bredt mente at grundtvigianisme var et forstadie til katolicisme burde De vel noget bestemtere have sagt i hvilken forstand den kirkelige anskuelse rummedeet stykke katolicisme, og hvad De mener med at Lindberg 1835 var endt i en katolsk kirkeopfattelse. De anser det ikke for et tilfaelde at Lindbergs svoger konverterede til Rom, nej, det kan nok vaere; i note 41, p. 121 har De udtrykkeligt citeret hans egne ord for at han ialtfald selv folte sig ledet derhen af Grundtvig; deter der mange der har sagt - den sidste jeg mindes er Peter Schindler i Vejen til Rom 1949 - og fra hojkirkelig side foreligger adskillige stridsskrifter mod grundtvigianismenspa dette grundlag.

Men dernsest: deter sandt at Lindberg var kirkepolitiker, ikke dogmatiker (214) og at en abstrakt (hvorfor ikke konkret?) redegorelse for hans udformning af den kirkelige anskuelse ikke har interesse - med mindrc det da skulde vise sig at han slet ikke havde forstaet denne anskuelse til bunds, men blot kirkepolitisk har haft afgorende brug for den; i sa fald matte det nemlig vaere en legitim forskningsopgave i et skrift som Deres, og en opgave som De ikke til fulde har lost, at skildre hans stilling til den kirkelige anskuelse.

Den er jo ikke blot hvad De af og til kalder apostolicums-teorien, eller dogmet om ordet af Herrens egen mund, deduceret frem ved det logisk-rationelle principium contradictionis eller modsigelsens grundsaetning. Den kirkelige anskuelse er forst og fremmest en profeti som hviler pa en genuin religios-kultisk erfaring; altfor tit er den kirkeligeanskuelse af Grundtvig selv, og da des mere af venner og efterfolgere,gjort til dogmatik og endda til jura, men i sit vsesen er den kultreligionog

religionogskal ikke forstas ud fra en teologisk debat indenfor den lutherske kirke, men ud fra religionshistoriske parallelled I kultens drama,i de sakranientale handlinger skaber den opstandne og levende Kristus sin menighed; i daben bliver den til, i nadveren forener han sig bestandig pa ny med den og dermed voxer menigheden som Kristi andelige legeme sig sammen med ham selv som hovedet; fuldendelsen af denne vsext erect med Kristi genkomst. Man begriber ikke den kirkeligeanskuelse for man har fattet at den hviler pa et sakramentalt syn, udsprunget af kultoplevelsen. Deraf afledes sa resten, og under denne afledningsproces far forst dogmatik og siden jura hvad der tilkommerdem, og mere til.

Den kirkelige anskuelses religiose baggrund i kultdramaet moerker man ikke megel til i Deres bog som jo heller ikke handler om Grundtvig, men om Lindberg, og jeg betvivler at Lindberg nogensinde har forstaet det afgorende hos Grundtvig og tror at denne mangel pa forstaelse er forklaring pa mangt og meget — ogsa i Deres bog.

Forst horer vi (220) at de vakte opfattede den kirkelige anskuelse som en ny lov, ikke (som hos Grundtvig) et befriende evangelium; det er jo soleklart; de vakte omkr. 1830 sa i anskuelsen en lov hvormed der kunde holdes opgor med rationalistiske praesters vantro, ganske som de vakte omkr. 1530 greb den reformatoriske bibelopfattelse som en lex nova hvormed man kunde beksempe de katolske proester og om muligt forjage dem af kirken. I Niels Knud Andersens disputats om kobenhavnerbekendelsen vil De kunne finde slaende paralleller til hvad De skriver p. 220. Og at trosbekendelsesteorien gav bl, a. de sjsellandske og fynske vakte et fast »stapunkt« (jfr. 264) overfor praesterne er vist nok. Men hvad gjorde Lindberg? Vel omtrent det samme! De siger ialtfald (228) at han opfattede det levende ord som »en samling trosssetninger, den kristne med nodvendighed ma holde for sande, om han vil have »fuld sikkerhed««, ja De dokumenterer (231) at hans rastlose roden i gamle alter- og laereboger for at fastsla trosbekendelsens usendrede text gennem tiderne var et forsog pa at »godtgore »det levende ords« uforanderlighed ved hjaelp af skrevne formularer«, og nar han fortsatte med den metode (som i striden om det lille »e«) drager De med rette den slutning at det faldt ham sare svaert at skelne mellem det levende og det skrevne ord. Ogsa Grundtvig kunde jo tale om trosordet som »salighedsvilkar«, men eftervise det levende ord ved hjaelp af papirlapper indlod han sig dog ikke pa; for ham hvilede alt pa den kultisk-sakramentale erfaring og dens logiske underbygning med selve det han kaldte helligandens logik, altsa det rationelle princip, modsigelsens

Allerede Lindbergs historiske undersogelser over trosbekendelsens
text viser at han ikke, og slet ikke »fuldt og helt«, havde fattet den kirkeligeanskuelse;

keligeanskuelse;men afgorende forekommer det mig at vsere (hvad De nsevner 328) at Lindberg giver baptismen ret i at NT naesten ikke nsevnerbarnedab, og at Kristus selv (Mt. 28.19f.) nsevner »laere« for »dobe«,hvilket betyder at ornvendelsen og den personlige tros bekendelsegar forud for daben og betinger den. Det kunne Rs. Sorensen og mange andre have sagt, og det viser sandt nok at Lindberg havde baptistisketendenser, men da han sa giver sig til at holde opgor med baptismen(330ff.) om dens dabsteologi (som bl. a. netop hviler pa rsekkefolgenaf »laere« og »dobe« i Mt. 28), er det sa den kirkelige anskuelsehan slar den i hovedet med? Vel er det ej - til trods for at bade De og han (333) anser kirkebegrebet for det vigtigste i opgoret med baptismen. Dermed vilde man jo ogsa komme til kort for baptismen bestrider som bekendt ikke troen pa en hellig, almindelig kirke. Nej, det afgorende argument er det som De sa interessant har fremdraget (332): at Lindberg giver sig til at ransage skrifterne for at se om det forholdt sig som baptisterne mente med rsekkefolgen af tro og dab, og tilsidst nedkom han med en splinterny og pa filologiske argumenter bygget oversaettelse af Mt. 28.19f., en overssettelse som siden blev officiel og ifolge hvilken »laere« og dermed »tro« ikke gar forud for »dobe«, men folger efter. Men er det at beksempe baptismen med den kirkelige anskuelse?Er det ikke at sla den pa dens egen mark ved hjaelp af skriftteologiog laerde undersogelser af de berygtede papirlapper? Og er den der ikke blot forstar apostolicum som en ny lov, en samling trosssetningersom salighedsvilkar, men som ogsa overfor baptismen argumenterermed skrift og filologi, virkelig, »fuldt og helt«, den kirkelige anskuelses mand? Har han overhovedet nogensinde fattet det kultisksakramentalesyn? Er han kommet laengere end til kirkepolitik, jura og dogmatik? Og skyldes den bristende forstaelse ikke at han fik oje pa anskuelsen fra dens kirkepolitiske aspekt og det forstod han, men resten havde han alle dage tydeligt besvaer ved at komme til rette med. I den klemme han selv kom i gennem forsamlingerne af 1831-32 og siden i forsoget pa at redde de vakte for kirken og Grundtvig blev anskuelsen ham til hjaelp, men til bunds forstod han den ikke. Derfor tror jeg ogsa, at De tager Kierkegaards (214) ros til Lindberg pa Grundtvigs bekostning for alvorligt; ironien har heller ikke her forladt ham, og ligesom De andetsteds — som jeg har givet exempler pa — har absoluteretDeres i det vsesentlige forstandige og velunderbyggede teser for meget, saledes har De - mener jeg - ikke fort afgorende bevis for at Lindberg »helt og fuldt« var den kirkelige anskuelses mand.

Der var ogsa andre ting, jeg gerne ville have diskuteret med Dem, 1". ex. om hvor meget der skal lsegges i den hyppigt anvendte glose: »det grundtvig-lindbergske parti«, men tiden er gaet, og vi er alle traette og sultne. Jeg skal derfor slutte hvor jeg begyndte.

Du ved, kaere prseses, at blandt alle de lykonskninger dagen vil bringe kan du ikke fa nogen oprigtigere eller hjerteligere end den som kommer fra mig. Siden du for 13 ar siden begyndte dine studier har jeg haft lejlighed til at folge og pa mange mader arbejde sammen med dig, savist ikke blot i snsever faglig forstand; jeg har megen grund til at sige dig tak for de ar, og den bog vi idag har diskuteret har det vseret mig til stor oplivelse at arbejde med; jeg har i den modt samme arbejdsgla^de og oplagthed som jeg kendte sa vel. Deter jo godt at du har dokumenteret bade lserdom og metodisk evne, at du kan faget kort sagt, og til din bog og den titel som folger onsker jeg naturligvis forst og fremmest til lykke, men dertil fojer jeg et onske for din fremtid. Det bliver jo nok ikke disse problemer som kommer til at sta i forgrunden, men jeg kan ikke tsenke mig andet end at som du vil fa rundeligt brug for dine rige evner til undervisning i faget - evner som du ma vide har vseret meget paskonnet her pa stedet — sadan vil der, uden at hverken du eller jeg idag kan sige hvordan, abne sig helt nye og spsendende forskningsopgaver for dig. Dem onsker jeg dig lykke til, og gor det sa meget des gladere fordi jeg kender dine ikke blot faglige, men personlige kvalifikationer. »Menneske forst« - det gaelder vel ogsa. i videnskaben, i forskning som i undervisning. Derfor: hjerteligt til lykke.

P. G. Lindhardt.