A. Svensson: Redaktør J. Jessen, Flensborg Avis. II. (Danske Boghandleres Kommissionsanstalt, 1958). 304 s.

Ingen enkeltmand har mellem 1864 og 1914 lidt for den danske sag i Sonderjylland som Jens Jessen, redaktor af Flensborg Avis fra 1881 til 1906. Maler man hans lidelser efter en senere tids erfaringer, der har Hitlers koncentrationslejre som malestok, havde han talelige kar. Bedommer man derimod de preussiske myndigheders fremfserd ud fra den tids forudsaetninger, var Jessen genstand for en hensynslos brutal forfolgelse, hvis sidste mal ma have vaeret at kore ham trset, at fa slaet pennen definitivt ud af hans hand.

Denne plan lykkedes ikke hverken for den offentlige anklager eller for det lokale retsmaskineri i det hele taget. Trods fsengselsstraffe, der sammenlagt belob sig til adskillige ar, og trods boder og retssagsomkostninger fik preusserne ikke ram pa Jessen. Hans indsats pa den udsatte post vil aldrig glemmes, og deter af vserdi, at dens betydning er understreget i A. Svenssons Jessen-biografi, hvis 2. bind nu foreligger.

Deter indlysende, at en selvhsevdelse som Jens Jessens kun kan gennemfores af et staerkt og lidenskabeligt sind. Det fremgar til fulde af Svenssons biografi og af alt, hvad der tidligere er skrevet om Jens Jessen, at hans sind rortes af vaeldige bevsegelser, at han besad sejhed, lidenskabelighed og aergerrighed. Det gav sig ikke alene udslag i hans kamp mod det fremmedvaelde, der for Nordslesvigs vedkommende var begyndt i 1864, men ogsa i hans forhold til landsmaend og kampfseller; han var en enspaendernatur, der ikke havde let ved samarbejde med andre. Jessen var ingen folkelig natur, det understregede han selv. Hvor Gustav Johannsen, rund og vennesael, vadede i popularitet, var Jessen kantet, spids og bidsk; som regel respekteret, men sjaeldent afholdt.

Blandt det materiale, Svensson i det nye bind af Jessen-biografien sa rigeligt har lagt frem, er ogsa Jessens fsengselsdagboger, der giver Jessens umiddelbare opfattelse af sig selv i forhold til andre. Disse selvransagelser er som nogler til at forsta hans vaesen og hans vanskeligheder. Ved en omtale af Gustav Johannsen siger han: »Befolkningen vil ikke have en privatmand til sin tolk, men en offentlig mand, en mand, der ikke fuldt tilhorer sig selv, men tilhorer folket. Pa dette punkt har jeg min svage side, idet jeg heist vil beholde hele min private uafhaengighed. Derfor er jeg heller ikke folkelig.« Der herskede en stille kulde mellem Jessen og Gustav Johannsen, fortaeller Jessens medarbejder, N. Pedersen, den senere redaktor af Dannevirke, hvis erindringer er en vaerdifuld kilde for Svensson.

I 1889 valgtes nogle nye medlemmer ind i Sprogforeningens bestyrelse, deriblandt rigsdagsmand Gustav Johannsen, medens den tidligere laerer, senere tobaksfabrikant M. Andresen blev sekretaer; i fsengselsdagbogen vender Jessen flere gange tilbage til dette bestyrelsesvalg. »Forleden nat — og det er haendt mange gange - kogte det i mig, og jeg kunne ikke sove ved tanken om, at jeg i sommer blev vraget ved valget af et nyt bestyrelsesmedlem til Sprogforeningen. Det var som en stor uret imod mig, som om jeg burde trodse eller godt kunne ga bort fra den befolkning, der ikke agtede mere pa min person og gerning, som om jeg enten burde vende foreningen ryggen eller forsoge en kontra-overrumpling ved et nyt valg o. s. v.« Deter lidt vanskeligt at forsta, hvorfor specielt dette valg gik ham sa hardt pa; men man har lov til heri at sect vidnesbyrd om hans naertagende sind.

Kort tid for dette valg sogte rigsarkivar A. D. Jorgensen at fa Jessen med i et samarbejde om tidsskriftet »Sonderjydske Arboger«. I et brev til overlaerer C. F. Monrad skrev A. D. Jorgensen 21. marts 1889: »Desvaerre er det ikke lykkedes ... at forlige modsatte personligheder i sonderjydsk sags tjeneste. Uventet for mig, men som jeg nu ser, i dyb sammenhaeng med andre forhold, gik den pataenkte forening af Jessen og Hanssen med Johannsen ved udgivelsen af de »Sonderjyske Arboger« i stykker.« Der er nok anledning til at anse modsaetningen mellem Jessen og Gustav Johannsen for lige sa fundamental, som modsaetningen mellem Jessen og H. P. Hanssen. I et brev til Gustav Johannsen 31. marts 1891 siger A. D. Jorgensen rent ud: »Jens Jessen er og bliver en nar. Her har han bibragt sit anseelse et hardt stod ved sit sidste ophold. Hovedindtrykket var skuffelse.«

Nu skal man for det forste ikke laegge for meget i private udbrud af denne art; her har det kun interesse ved at vise forholdet til Gustav Johannsen; og for det andet er der grund til at understrege, at det horer til naturens orden, at der er personlige modsaetningeri et kampfsellesskab. Svensson har isaer haeftet sig ved modsaetningen mellemJessen og H. P. Hanssen, som han vil gore »til genstand for en eftertids

mere rolige vurdering.« Han mener, at man ma hore begge parter, og at det da vil blive nodvendigt at fordele ansvaret lidt mere ligeligt, end H. P. Hanssen i sin selvbiografi har vseret i stand til. Denne hensigt er helt rigtig, men Svensson er nok fra gammel tid lidt for engageret pa Jessens side til at fa det sidste ord i dette anliggende. Svenssons skildring er et defensorat for Jessen.

»Deter nu engang den unge H. P. Hanssen og meningsfaeller,« siger Svensson, »der gik angrebsvis til vaerks, og Hanssens ivrige delagtighed i den indre danske partistrid lod pa forhand Jessen fremtraede i et lys, der ikke gav den angrebne, hvad hans var. Dels i berettiget selvforsvar og dels af dybtgaende bekymring med henblik pa indflydelser nordfra, som Jessen ikke fandt forenelige med det grundsyn, han matte onske for det danske folk og ikke mindst den del af det, der levede under fremmedherredomme, lod han sig til gengaeld forlede til i nogen grad at underkende det tilskud af ny kraft i nationalitetskampen, som den unge H. P. Hanssen var udtryk for. H. P. Hanssens erindringer ville have vundet ved, om en mere afbalanceret fremstilling af forholdet til Jessen havde vaeret maerkbar.« (Side 89).

H. P. Hanssen ma naturligt nok forklare tingene, som han sa dem, men der er al grund til med glsede at se, at Svensson har rettet fejlhuskninger og taget nyt materiale med i bedommelsen, men pa anmelderen har Svenssons gennemgang af forholdet efterladt det indtryk, at Jessen i urimelig grad satte sig pa den hoje hest over for H. P. Hanssen - rent bortset fra alle saglige modsaetninger. Det var ikke blot sadan, at han underkendte det tilskud af kraft, som H. P. Hanssen betod, men han behandlede ham med en arrogance og pa en skolemestermaner, som der ikke var naturlig motivering for.

Vil man imidlertid prove pa at forsta stade to personligheder pa lige fod, og deter tiden nu inde til, ma man opfatte H. P. Hanssen som en rundere type end Jessen, om end han langt fra naede Gustav Johannsens gemytlige vennesselhed. Hvad selvhaevdelse og aergerrighed angar kunne han godt sta mal med Jessen og gud ske lov for aergerrigheden, hvem ville ellers patage sig en politikers utaknemlige lod. Men H. P. Hanssen havde ikke Jessens kontaktvanskeligheder. Han havde lettere ved at komme i harmonisk samarbejde med sine medmennesker og dertil et organisatorisk talent, som der var god brug for netop i denne fase i Sonderjyllands historic Til gengaeld savnede han Jessens journalistiske talent.

Der var en dybtliggende forskel i de to individualiteter, og sandsynligvis har de folt en instinktiv uvilje imod hinanden, men man gar vist ikke gait i byen ved at gore den sondring, at H. P. Hanssen bedre kunne tale Jessen, end Jessen kunne tale H. P. Hanssen. Svensson har utvivlsomt ret i, at Jessen ikke var den reaktionaere hojrefanatiker, som venstrepressen i kongeriget ville gore ham til, og omvendt ma man medgive H. P. Hanssen, at han ikke var den kongefjendske, forsvarsnihilistiske, radikale venstremand, som Jessen ville gore ham til. Begge blev taget til indtaegt i striden mellem hojre og venstre i kongeriget, som naede sin klimaks i 1880'erne og 1890'erne. Det var en tid, der ikke havde blik for nuancerne.

De saglige modsaetninger gjaldt isaer den taktiske vurdering af paragraf 5, Ioftet fra 1866 om en afstemning i Nordslesvig; der kunne ogsa naevnes en forskel i synet pa Rusland. Jessen sa Danmarks bedste stotte i Rusland, mens H. P. Hanssen tog afstand fra russernes fremfaerd i Polen og Finland, der var baret af samme and som tyskernes fremfaerd i Sonderjylland. Jessen fandt dette ganske forfejlet og farligt.

Men nar disse saglige hovedpunkter i modsaetningsforholdet er taget bort, sa efterlader Svenssons mange dokumentationer indtryk af bade smalighed og pedanteri hos Jessen, nar han vurderede H. P. Hanssens skrifter. Det virker oprigtig komisk, nar Jessen flere gange opererer med H. P. Hanssens uvenlige folelser over for det danske kongehus. Jessens motivering var, at H. P. Hanssen i en pjece (udkommet i 1888) havde undladt at naevne, at der i 1866 ved en besterat festlighed foruden et leve for Frederik VIFs minde ogsa var blevet udbragt et leve for Christian IX. H. P. Hanssens forklaring anerkendte han, men den glemte han snart igen.

Bindet slutter med en redegorelse for Jessens fanatiske kamp for at hindre, at H. P. Hanssen blev valgt til landdagsmand i 1896. Svensson gor resultatet op og erkender, at Jessen i denne sag led et nederlag, men soger sa at redde, hvad reddes kan — »heller ikke H. P. Hanssen var gaet sa überort ud af det harde staevne, som det sine steder blev fremstillet«, siger han, »trods forsog pa at bagatellisere det, havde han af omstaendighederne set sig nodsaget til at indga pa en art handfaestning i sporgsmalet om den politiske islset i den sonderjyske nationalitetskamp (sporgsmalet om paragraf 5), hvorved visse kobenhavnskradikale forhabninger om at skaffe sig indflydelse pa denne kamp, blev til intet.« Lad ga, at Svensson her insinuerer, at den erklaering, H. P. Hanssen frivilligt afgav om sit syn pa paragraf 5 for valget, skal opfattes som en handfaestning. Den var i noje overensstemmelse med, hvad man for og siden sagde om den sag; efter anmelderens opfattelse er det misvisende at tale om en art handfaestning i denne forbindelse, mere alvorligt er postulatet om, at dermed visse kobenhavnsk-radikale forhabninger om at skaffe sig indflydelse pa den sonderjyske nationalitetskamp blev tilintetgjort.

Hvad var det for forhabninger? Og hvordan var de kommet til udtryk i den givne situation? Valget i 1896 var et sonderjysk anliggende, og H. P. Hanssen stod ikke som eksponent for en kobenhavnsk-radikal kreds, han havde da en personlig politisk indsats bag sig, og det var pa den, at han blev valgt. Skal man endelig placere ham, var han andeligt talt mere et barn af den danske folkehojskole end af kobenhavnsk radikalisme. Men synspunktet er uden mening, for hvad enten H. P. Hanssen havde afgivet en erklasring eller ikke, var de »kobenhavnsk-radikale indflydelser« lige store eller lige sma. H. P. Hanssens erklaering kunne aldrig have nogen som heist relation til dem.

Der kan endnu diskuteres laenge frem og tilbage om de indre danske modssetninger i Sonderjylland og om den rette forstaelse af dem. Nar talen er om Jens Jessen, ma hans indsats over for modstanderne ikke glemmes for de interne opgor; han var mere end andre martyr for den danske sag i Sonderjylland. Det ma heller ikke glemmes, at han var en af sin tids mest fremragende danske journalister. Der ligger en stor og fristende opgave for en dansk pressehistoriker i at foretage en analyse ikke alene af Jessens sprog og stil, men ogsa af hans journalistiske virksomhed, der bestar i at »gore politik«. Opgaven er maske sa stor, at den ikke kan Ioses inden for den ramme, Svensson har sat for sit arbejde, men han har i al fald ved at meddele mange track rundt om i bogen givet bolden op. Med forventning ser man hen til det afsluttende 3. bind og onsker forfatteren kraefter og helbred til at fuldende sit vserk. Forste bind af redaktor A. Svenssons Jessen-biografi er anmeldt i Jyske Samlinger, ny raekke, bd. 3, side 212 f.