Anders Pontoppidan Thyssen: Den nygrundtvigske bevægelse med særlig henblik på den Borupske kreds. I, 1870-1887. (Det danske Forlag, 1958). 496 s.

Dr. Thyssens 496 sider store disputats er uden sammenligning det mest betydningsfulde og omfattende arbejde om grundtvigianismen i vor historiske litteratur. Deter ikke det forste; Thyssen naevner selv med al respekt sine forgaengere: Anders Norgaards vaerk fra 1936, Poul Engbergs (1940), Roar Skovmands hojskoledisputats (1944), Hakon Stangerups skrift om kulturkampen (1946) og undertegnedes Morten Pontoppidan-biografi (1950-53). Hvad Bernard af Chartres bemeerkede om sin generations forhold til oldtidens klassikere - »i sammenligning med de gamle er vi som dvasrge pa kaempers skuldre. Selvom vi kan se mere og fjernere ting end de, sa skyldes det ikke vort skarpsyn eller vor legemsstorrelse, men udelukkende det, at vi loftes i vejret af giganter« - kan (mutatis mutandis!) ogsa anvendes om Thyssens overmade loyale forhold til forgaengerne, og unaegtelig kan han se »mere og fjernere ting end de«, ikke blot fordi han star pa deres skuldre og har en solid tradition bag sig, men ogsa fordi hans viden og skarpsyn, i kraft af en ejendommelig indlevelsesmetode, er storre. Hans referater er ikke blot koncise (og brede!), men fremtrseder pa en sadan made at man gennem dem oplever gangen i tankers og ideers tilblivelse sa at sige indefra. Det bor ved en disputats vaere overflodigt at bemaerke at akribien er i orden, men i dette tilfaelde kan det ikke undga at aftvinge beundring at bogen formelt er naesten lydefri i stil og sprog, i komposition og korrekturlaesning et arbejde hvor »fejl« i banal forstand praktisk talt ikke forekommer; sliddet har lonnet slideren med et vaerk som i enhver henseende praesenterer sig smukt.

Rent kildemaessigt lader grundtvigianismenshistorie — ogsa dens indre historie - sig skrive; det gaslder ikke de andre kirkelige retninger: Indre Mission har unsegtelig i hoj grad lagt beslag pa opmaerksomheden i dagens strid, men ikke efterladt sig hverken arkivalske eller trykte kilder af storre historisk vaerdi; at skildre IM.s praedikenpa grundlag af hele bjerge af opbyggelighed er vel muligt, men m. h. t. dens virkelige historie, dvs. dens indre og ydre konflikter, dens mal og dens resultater er vi i virkeligheden ilde stillet; rimeligvis haenger det sammenmed at grundtvig-folket havde en gennem opdragelse skaerpet historisk sans - derunder ogsa sans for at sikre

sig »liv og eftermsele« ved at gemme pa papir - mens IM interesserede sig for »det ene fornodne« og brugte kakkelovnensom arkiv. Og hvad angar centrumsretningen (med urette kaldet den »hojkirkelige«) er vi ogsa vel hjulpne savidt det angar teologisk og homiletisk litteratur, men i grunden heller ikke laengere (med mindre man da vil regne de ofte forherligende biografierog autobiografier med); det skyldes at disse folk til en vis grad levede efter devisen: bene vixit qui bene latuit, udlagt saledes at de foretrakat ove deres indflydelse (og den var stor, for de sad i noglestillingerne) bag kulisserne; med vaekkelsernes staerke dominans i det kirkelige billedekom de »stille i landet« til at sta i skygge, og deter i virkeligheden en legitim forskningsopgave (som ogsa kan realiseres) at grave dem ud af selvforskyldt og uforskyldt forglemmelseog derved skabe bedre balance i det kirkehistoriske perspektiv.

Men for grundtvigianismens vedkommende flyder kilderne rigeligt: tidsskrifter, boger, og ikke mindst breve foreligger i kolossal udstraekning, og deter en af Thyssens store fortjenester selv at have tilvejebragt et meget omfattende materiale fra privatarkiverne; fortjenesten bliver ikke mindre fordi han praecist forstar brevets problematiske kildevaerdi og med sikker hand g'or brug af denne forstaelse nar han skriver. Brevet »gar lige til sagen«, afslorer det personlige sigte, og hvor de private motiver ikke kommer til deres ret i den offentlige debat giver brevet ikke blot mulighed for korrektion, men ogsa for nojagtigere at bestemme bevaeggrundene og komme bagom avis- eller tidsskriftdiskussionernes flimrende uklarhed, de tit slorede argumenters hug og parade. Pa sa at sige hvert punkt er det lykkedes at underlaegge fremstillingen med primgere kilder, og ogsa hvor billedet af det vi vidste i forvejen ikke aendres meget saettes det kendte ind i en bredere sammenhaeng, et dybere perspektiv. Det gaelder naturligvis sserlig bevaegelsens ordforere (praester, hojskolemaend, politikere, bladfolk etc.), men ogsa den brede bondebevaegelse som er og bliver al grundtvigianismes sociale — om man hellere vil: folkelige - substrat, og da navnlig nygrundtvigianismens.

En svensk kirkehistoriker som arbejderpa den sociologiske linie bar med rette peget pa den enorme rolle »vangrupper« spiller i nyere kirkehistorieog om den gruppe der i firserne skabte den epokegorende kbhvnske kirkesag bemaerker han: »Sedda fran allmiin religionssociologisk synpunkt har dessa vangrupper haft en avgorendehistorisk betydelse for smakyrkororelsenstillblivelse, inte bara som arbeislag, som kunde handla helt sjalvstandigti forhallande till tradition och opinion, utan ocksa som levande monster for hur forhallandet mellan olika kristna bekannare i en storstad borde vara*.¹) Med nogen tillempning kan man anvende denne betragtning pa den borupske kreds som hos Thyssener vehikel for en fremstilling af nygrundtvigianismen. Det drejer sig om en studenterkreds, stiftet 1874 med Ernst Borup - senere hojskoleforstanderi Kbhvn. — som leder og en rsekke af dem der fik »nygrundtvigsk« betydningsom medlemmer: V. Briicker, Uffe Birkedal, Karl og Alfred Povlsen etc. Ikke mindst fremdragelsen af Borupsstore privatarkiv og fundet (som dog for en gangs skyld ikke skyldes Thyssen selv) af den vandrebog - Sagamanden— som efter studentertiden bandt kredsen sammen har placeret denne gruppe som et af braendpunkternei nygrundtvigianismens historie,bade m. h. t. »idedannelsen« (som principielt interesserer Thyssen mest) og de mere handgribelige udslag og indslag i dagens kirkelige og politiske

---

1) Berndt Gustafsson: Smakyrkororelsen. Dess historiska bakgrund, 1955, p. 45 f.

(herunder samfundsproblemer) debat. Vennegruppen synes at have haft indgribendebetydning for nygrundtvigianismenstilblivelse og forlob, og da den 1899 exploderede pa moraldebatten(Jakob Knudsen: Den gamle Praest — og den strid som denne bog rejste) faldt ogsa nygrundtvigianismen sammenog afslorede i sit fald den tilbundsgaendesplittelse i den grundtvigskekreds. Dette sidste er ganske vist ikke behandlet i dette foreliggendebind som jo kun er en forste del, men hvordan Thyssen teenker sig nygrundtvigianismens historie skrevet faerdig far man indtryk af gennem hans (utrykte) prisopgave (1951) og gennemto svaere afhandlinger i KirkehistoriskeSamlinger (1954, 1958) : omkring1900 kunde de grundtvigske floje ikke mere rabe hinanden op; den kirkelige og den folkelige linie (der jo tilsammen og kun tilsammen er grundtvigianismen) skiltes, forerne var ikke mere pa talefod - heller ikke rent personligt — og grundtvigianismenvar spraengt. Ganske vist mener jeg at Thyssen overvurderer sprsengningensdybde: stillet overfor den demokratiske kirkepolitik som J. C. Christensen forelagde privat 1900 og som Venstres nsesten almaegtige kultusminister1901 fandt de skilte floje dog sammen i kampen mod kirkeforfatningen;begge parter matte fole sadan et foretagende som et angreb pa »den levende menighed« og pa al andelig frihed. Det blev ganske vist til nederlag,men kampen forenede i en vis forstand »gammel- og nygrundtvigianere«.

I samtiden var »nygrundtvigianisme« et skaeldsord, anvendt af mere kirkeligt-orthodoxegrundtvigianere der ansaen religios folkevsekkelse for nodvendigom et sandt folkeligt, kirkeligt og politisk, liv skulde folde sig ud i Danmark, imod de yngre som under pavirkning af situationen efter 1870 gik klart ind for en folkelig kultur, bygget pa nordisk grund (losrevet fra

Mere vaegt har en anden indvending: at den rent historiske analyse ofte kunde vaere fort et stykke videre; referaternedominerer lovlig meget pa dybdeboringens bekostning; det gaelderefter mit skon isaer undersogelsen (eller mangelen pa undersogelse) af de kierkegaardske motiver i nygrundtvigsk»filosofi«.

Med rette defineres nygrundtvigianismesom »andelig venstrepolitik«. Mens grundtvigske »vennegrupper« som kun var en akademisk generation, dvs. 5-6 ar, aeldre end den borupske kreds havde faet deres livsanskuelse i almindelighed og deres kirkeligt-folkeligesyn i saerdeleshed dannet sidst i 1860.ne, da den kristeligt-folkelige vaekkelse havde sin glanstid, kom problemerneefter 1870 pa alle mader til at bestemme nygrundtvigianerne: sammenbrudet af det nationale Mb (skandinavismen indbefattet) ved den fransk-tyske krig, pariserkommunen, Georg Brandes' optrseden pa scenen, Det forenede Venstres tilblivelse og forste sejre og socialismens gennembrud.Dette og mere til skabte i virkelighedenen afgrund som skilte to studentergenerationer;de levede i hvert sit Sndelige og kulturelle, politiske og religiose klima, og de yngre matte ganske anderledes end de aeldre tage stilling til patraengende problemer; de aeldre kunde stort set nojes med at afvise,de havde deres syn »faerdigt«; men det tjener de yngre til aere at de med ildhu orienterede sig i den nye situation og satte sig selv ind pa at finde selvstaendige svar. Hertil fik de fremragende hjaelp af Rasmus Nielsens filosofiske dualisme; den blev det instrumentsom gav de nygrundtvigske et for dem selv urokkeligt stasted hvorfra de »kunde bevaege jorden«. Det gjaldt at skelne skarpt mellem tro og viden; begge livsholdninger var suveraenepa hver deres felt, men matte ikke blandes sammen - som datidens spekulative og dogmatiske teologi gjorde. Rasmus Nielsen havde nok af

forskel om en filosofi er »gal« eller »rigtig«; det kommer kun an pa at beskrivedens struktur og placere dens anvendelse og virkninger. Og denne filosofi fik eminente virkninger: i datidens kristeligt-folkelige vsekkelse blev faktisk Rasmus Nielsens uigennemtsenktedualisme (som jo i realitetenhavde et monistisk udgangspunkt,nemlig hegelianismens) og hans kvasi-kierkegaardske forsog pa at redde videnskaben og religionen (med opgivelse af teologien) just den ideologi som passede til situationen. Jeg kan derfor ikke vsere enig med Hal Koch (Politiken 27/3-58) i at grundtvigianerne led nederlag fordi de var for sma og fordi deres filosofi var noget snak; nederlaget er oplagt, men arsagerne er mere komplicerede, og nygrundtvigianerne var ikke ringere folk end datidens bedste, deres filosofiikke vserre end brandesiansk ellersocialistisk udviklingsfilosofi (som heller ikke har undgaet »nederlaget«); vel var de ikke meget dybsindige; de havde - »forunderligt at sige og ssert at taenke pa« - hverken lsest Grundtvigeller Kierkegaard, men som epigoner - og det var de i en vis forstand - ladet sig noje med forste generations (mis)tolkninger, og jeg vilde snarere mene at disse Kierkegaard- og Grundtvig-»disciple«led nederlag fordi de vilde gore kristendommen gaeldende som en andsmagt i politik og kulturdebat.Det skal fore til nederlag, og i den forstand fortjente de det. Men det er et andet synspunkt end det rent historiske.

I 1870.erne dannedes den nygrundtvigske ideologi, i 1880.ne skulde den sta sin prove, da de unge fik examen og kom ud i livets virksomhed. At de slog an er givet: deres oplevelsesreligiositet svarede til vaekkelsens, deres frisind og frihedssyn til tidens dominerende politiske og kulturelle stromninger, deres kamp for »frie« skoler eller menigheder var i pagt med bonderejsningens strid for en plads i solen. len.De konservative grundtvigianeres forbitrelse og - ofte - perfide polemik tog til, og mange hojreorienterede blev drevet ind i samarbejde med Indre Mission; de politiske modssetningers tilspidsning 1885/7 oprev grundtvigianismen, landbrugskrisen gav bonderne andet at taenke pa end andelighed (f. ex. andelsbevaegelse), det idealistiske engagement i dagens sporgsmal drev de nygrundtvigske ud i en staerk optagethed af alle slags »sager« (kvindesag, fredssag, afholdssag, etc.), og 1887 ramtes den nygrundtvigske ideologi i hjertet da Morten Pontoppidan drog alle konsekvenser af det grundtvigske »nederlag« og fandt fejlen i selve det grundtvigske syn: Grundtvig havde taget afgorende fejl - ikke i den »magelose opdagelse« i og for sig, men i med teologisk jura at omskabe den til dogmatisme. Resten af historien kommer i naeste bind!

Deter ugorligt at referere Thyssens ksempevserk i alle dens spaendende aspekter, opklarede som de er med et vseld af nye oplysninger der virkelig betyder en landvinding for al slags historisk arbejde med vor nyere historie.Det skal blot endnu fremhaeves at salaenge forfatteren holder sig til sit emne, belyser og analyserer den nygrundtvigske bevaegelse indadtil elleri forhold til samtidens politiske og kulturelle problemer er han suveraeni kraft af sin viden og sin sikre metode, men jeg mener afgjort at han har underbetonet hvad Indre Mission betod for at gore grundtvigianismen til det den blev; deter som om han har ladet det vaere godt med at fastsla at de to retninger stod for fjernt og indbyrdesfor fjendtligt til at fa gensidig betydning; det skal man ikke vasre sikker pa: fjernhed og fjendskab kan vaere sasrdeles formgivende og indholdsdannendefaktorer, og endelig udsprang da ogsa begge bevaegelser af samme rod, omend med en raekke forskellesom bl. a. skyldes den sociale differentiering. lovrigt kunde man

sige noget lignende om forholdet mellemgrundtvigianerne og den kirkelige centrumslinie; ogsa her var fjernhedenog fjendtligheden af stor betydningfor begge parter, og de »negative«faktorer turde vaere ligesa vaesentligei et historisk begivenhedsfor-10bsom »positive«.

Disse kritiske indvendinger fremfores navnlig for at pege pa at denne bog rejser nye forskningsopgaver; et vidnesbyrd derom ser jeg f. ex. i Thyssens lovlig hurtige pastand om Indre Missions helt negative forhold til politik; den tror jeg er helt forkert: IM havde en ganske bestemt politik: nemlig - pa alle omrader at »holde tilbage«, at retardere udviklingen; deri stemte den overens med den konservative grundtvigianisme, derfor fandt parterne midt i 1880.ne ogsa hinanden, og for begges vedkommende var perspektivet apokalyptisk: pariserkommunen var varslet om de sidste tider, fritaenkeriets »frafald« og socialismens »sataniske« kraefter bestyrkede teorien om at leve ved tidernes ende hvor en stor forfolgelse skulle bryde ind over »menigheden«; men naturligvis var det rart om den kunde forhales laengst muligt sa forst born og borneborn oplevede den (»apres nous le deluge«). Og det mal naede man bedst ved med hojre at holde pa Gud, konge og fsedreland og den nedarvede sociale orden. Ifolge deres sociale stilling var IM.s laegfolk - sa snart social bevidsthed vagnede i dem, det skete sent - mest at finde til venstre, men des mere matte forerne holde tilbage og holde de bredere lag i ro; derfor prsedikede de med en lidenskab som kunde stige til arrigskab om at lyde ovrigheden, betale skat, stotte forsvaret etc. og tilradede indtrsengende at undlade at stemme ved valgene; motiveringerne var »andelige«, men motiverne var politiske: jo flere af IM.s laegfolk der blev hjemme pa valgdagen, des faerre stemmer fik Venstre (hvad venstrepressen heller ikke var i tvivl om); og IM.s religiose forkyndelse var i del: hele staerkt politisk inficeret, men altsa netop hojrepolitisk: ved at vsere »upolitisk« gavnede man Hojres sag mest i datidens situation. Jeg tror ikke at Thyssen har overvurderet de politiske og kulturelle motiver i den grundtvigske bevaegelses historie og ideologi-dannelse; men nok at han har undervurderet betydningen af den kirkelige modstander, Indre Missions, indflydelse. Hans vaerk abner vej til den naeste store forskningsopgaves losning: virkelig at udrede med om muligt samme laerdom og skarpsindighed som her det intrikate sammenspil mellem de to kirkelige hovedretninger.

»Grundtvigsk nederlag« kaldte Hal Koch sin anmeldelse og fik svar som han havde rabt i den efterhanden nogetgulnede bogeskov med de lidt falmedekserminder. Deter jo sandt at selvom grundtvigianismen fik afgorendeindflydelse pa idedannelsen i vore venstrepartier fik den ikke direktepolitisk betydning og da slet ikke i den forstand hvori grundtvigianernehabede det. Dens folkelige kulturdromog de dermed sammenhaengendeskoleidealer led fuldstaendigt nederlag overfor examensskolen; dens kirkelige frihedssyn har inspireret vor kirkepolitiske udvikling, men ogsa netopkun inspireret; den »kirkelige anskuelse«om trosordet er selv pa grundtvigsk hold en aervaerdig genstandsom man betragter i montre ved det arlige museumsbesog. Men med alle disse og flere »nederlag« har bevaegelsen,og da isser nygrundtvigianismen,alligevel vaeret med at skabe et andeligt klima her til lands som vi ikke for meget godt vilde undvsere; som en noget übestemmelig faktor, umulig at afgraense, har den ikke forgaevesslaet til lyd for frihed og frisind - ord som kan daekke over de maerkeligste ting, men som dog vel betydernoget i retning af at de andre ogsa har lov at vaere her selvom de er

fsele, og at vi er her for at finde os i hinanden selvom deter svaert - og desuden skal folks menneskevserd ikke vurderes efter deres meninger. Nok led grundtvigianismen nederlag - men ikke fordi dens msend var for sma, snarere ifolge den »livslov« den har indsunget i os: sejerlose falde kaemper alle - og dog satte den frugter som vi alle daglig nyder uden at tsenke pa hvor vi har dem fra. Der er trods alt noget ved en bevaegelse som kan danne grundlag for et sa monumentalt mindesmserkeover sit nederlag som det Thyssen har skabt.