Knud Fabricius: Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige. Fjerde Del. (Lund, København, Gleerups og Schultz). 1958. 368 s.

Utrsettet har den alderstegne danske historiker som emeritus arbejdet paa fuldforelsen af sit vserk om nationalitetsskiftet i de skaanske landskaber efter deres afstaaelse til Sverige. De forste dele (om tiden 1658^—76) udkom i 1906, for over et halvt hundrede aar siden. 3. bind bragte i 1952 fremstillingen frem til freden i Lund 1679. Nu foreligger, i 300-aaret for Roskildefreden, det 4. og afsluttende bind, som i sine to boger skildrer henholdsvis den svenske uniformitetspolitik indenfor gudstjeneste, undervisning og retsvsesen og dens resultater og de verdslige stsenders forsvenskning fra 1680 indtil det sidste danske forsog paa militser generobring 1709_—10.

Forf. udtaler i sit forord haabet om, at visse uoverensstemmelser mellem begyndelse og slutning i 4 bindsvserket er af mindre betydning. Man tor roligt udtale, at den forsker- og forfatterpersonlighed, som 1906 fuldforte de to forste dele, helt og fuldt er til stede i de to sidste, kun modnet i alsidig og kritisk forstaaelse. Og den levende optagethed af det store emne og fremstillingens friskhed er den samme nu som dengang. Beundringsvserdigt er de talrige statistiske opgorelser og exempelrgekker fojet sammen til et helhedsbillede, med fine karakteristiker af og strejflys over personligheder og samfundsgrupper. Lysende af skselmeri og menneskeforstaaelse er kapitlet »Johan Monrads kaerlighedshistorie«; sergerligt blot, at Ribebispesonnens aegteskab med hans Mette Sofie Krabbe, som det synes, havde den folge, at et stort skaansk godskomplex hurtigere gik over paa svenske heender.

Svenske forskningsbidrag til emnet er udnyttet med flid, undertiden med kritik. For alt vaesentligt i bogen staar dog forf., der har foretaget omfattende studier i svenske arkiver, selv inde.

Alierede Karl Gustav havde 1658 udkasteitprogrammet: »conformitet«. Efter»den skaanske krig« strsebte Karl 11. og hans raadgivere, isser af militaeregrunde, at gennemfore den uniformitetsproces,som skulde gore de gammeldanske landskabers befolkning til svenskere. Den naaede i saa henseendelangt storre resultater end beskegtede franske forsog i erobrede tyske omraader og de ostrigske Habsburgeresbestrsebelser for at fortyske det cechiske Bohmen. En hovedaarsag hertil var naturligvis, som forf. fremhsever,at de skaanske dialekter dannedeovergangsformer mellem danske og svenske folkemaal, saaledes at overgangentil svensk som rigs- og kirkesprogvar relativt let, selvom dialekternesom talesprog paa landsbygden mere eller mindre holdt sig frem til vore dage. Staerkere burde det maaske tillige vsere betonet, at den svenske forvaltning,udformet under Gustav Adolf

og Axel Oxenstierna, videreudviklet under Karl ll.s enevaelde, i systematiskeffektivitet sikkert overgik alle andre samtidige staters, uden at forfaldetil hensynslos brutalitet. Andre vigtige faktorer var ogsaa af ssersvenskkarakter: reduktionen, som saa staerkt bidrog til at berove den gammelskaanskeadel jordegods og patronatsrettigheder,og som forte svenske ryttere og fodsoldatermed koner og born i tusindvis til de skaanske lande. Hertil kom genoprettelsenaf universitetet i Lund som praesteskole og de mange ansaettelser af svenske prsester, klokkere, rektorer, laerere, »haradshovdingar« og magistratsembedsmsend.En var det ogsaa, at det 1683 indforte svenske retsvsesen i det hele var det gammeldanske overlegent.

Sprogprocessen, som forf. indgaaende belyser for forskellige egne, hvad angaar gudstjeneste og katekismusundervisning, tog dog sin tid. Og han synes at have tolket kilderne rigtigt, naar han hsevder, at flertallet indenfor bondealmuen o. 1700 ikke kunde lsese og maatte nojes med at lsere den svenske katekisme udenad; kun i by erne var der tale om en mere vidtgaaende forsvenskning. Maaske var, som han mener, befolkningen endnu »for en stor dels vedkommende« stemt for genforening med Danmark. Praesterne var imidlertid nu, modsat under krigen 1675_—79, svenske eller svenskindstillede, og baade paa land og i byer holdt man sig efter den danske hsers landgang 1709 forsigtigt afventende uden at indlade sig paa snaphaneeller friskyttekrig. Minderne fra »den skaanske krig« virkede tydeligt afskraekkende. Det katastrofale danske nederlag ved Helsingborg 1710 retfserdiggjorde denne holdning. Gennem et par menneskealdre havde svenskerne vseret sejrherrernes nation, de danske tabende. Og ogsaa i Skaane fulgtes Karl 12.s sejrvindinger med patriotisk beundring. Var Skaane endnu 1709 ikke nationalt helt tabt for Danmark, saa var skaaningerne dog vist i hojere grad, end forf. gerne vil, paa vej til at fole sig som del af Sverige, paa vej mod den indstilling, som talsmsend for den skaanske bondestand paa rigsdagen i Stockholm gav udtryk i 1743, da de paa linie med dalkarlene virkede for den danske kronprins' valg til svensk tronfolger: »da de ikke ansaa det for en fordel at faa (det af russerne erobrede) Finland tilbage, hvis man derved mistede Skaane« (s. 289).

I slutkapitlet (bearbejdelse af et foredrag fra bessettelsesaarene) anstiller forf., lige kyndig paa begge felter, interessante betragtninger over nationalitetsudviklingen i henholdsvis Skaane og Sonderjylland. Naar lian her giver den skaanske adel »i alle henseender ansvaret for udviklingen« frem mod forsvenskningen, er det sikkert at gaa for vidt. I de kapitler i bind 4, som handler ora den skaanske adels godstab til den svenske krone og svenske slaegter, er dommen mildere, og der tales om »den skaanske adels tunge skaebne« (s. 252). Dens medlemmer blev, efter at saa mange af standen 1660 og senere havde valgt at afhaendc deres godser i Skaane og, trods den danske enevaelde, at knytte deres skaebne til moderlandets, for faa og for flertallets vedkommende for fattige til at bsere en hojere sserskaansk kultur, end sige til at saette deres praeg paa svensk udvikling. Her er tale om skaebne mere end skyld. Det samme gaelder den skaanske borgerstand, som ramtes haardt ved afskaeringen fra det danske afsaetningsmarked og bl. a. derfor kom ind i en tilbagegangsperiode baade okonomisk og kulturelt.

Det fra 1830'erne nationalt vaagnendeNordslesvig kunde med aandelig stotte fra Danmark fore sin haarde nationalitetskampmod preusseraaget og, da det nytyske kejserriges sammenbrudskabte mulighed for forening med det danske kongerige, gaa en fremgangstidi mode. For skaaningerne var

der, da de danske generobringsforsog var domt til at mislykkes, kun den ene vej til genrejsning: at blive en del af den svenske nation. Det skulde vise sig, at de herved fik og paatog sig den store opgave at skabe storre gensidig forstaaelse mellem det gamle og det nye fsedreland. De kunde gore dette, fordi de trods statsbaandets, statstroskabensog sprogets aendringer jo stadigvedblev at vsere skaaninger, fodte i et land med overvejende dansk naturpraeg,fuldt af skaansk-danske kulturminderog turminderogtraditioner, med bedre forudssetninger end nogen anden folkegruppeudenfor vort lands grsenser for at forstaa det Danmark, med hvilket de har roden fselles. Skaane er, skriver Fabricius paa sin bogs sidste side, »dorentil nordisk samarbejde, der altid staar aaben«. En dansk kan vanskeligt mindes Roskildefreden og »Skaanes overgang« uden et suk. Men der ligger ikke lsengere nogen bitterhed bag.