Erik Rasmussen: Statslånskrisen 1919. Udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur. (Universitetsforlaget i Århus, 1957). 125 s.

Den 4. marts 1919 udtalte kong Christian X efter en manedlang politisk krise, »at jeg ikke udnaevner et ministerium, der ikke er i overensstemmelse med folketingets flertal«. Udtalelsen blev dengang som nu opfattet som en principiel tilslutning til den f olketingsparlamentarisme, der var blevet knaesat i 1901, men de kommentatorer, der overhovedet har sogt at gore sig klart, hvilke politiske realiteter der ligger i »det folketingsparlamentariske princip«, har i hvert fald ikke vseret enige herom.

Udtalelsen, der, med Berlingske Tidendes ord, fastslog folketingsparlamentarismen ved kongelig resolution, var foranlediget af den regeringskrise, som dr. Erik Rasmussen har behandlet indgaende i sin bog om »Statslanskrisen 1919«. Med anvendelse af alt tilgsengeligt og adskilligt hidtil utilgsengeligt materiale har dr. Rasmussen pa en levende og overskuelig made redegjort for de politiske begivenheder i manederne februar-april 1919. Den radikale regering, hvis leder var C. Th. Zahle, og hvis mest aktive medlemmer var indenrigsminister Ove Rode og finansminister Edvard Brandes, havde med socialdemokratisk stotte siddet ved magten under hele krigen og stod nu overfor at skulle Iose efterkrigstidens problemer. Blandt disse var det sonderjyske sporgsmal det vigtigste, men dyrtiden skabte tillige alvorlige okonomiske vanskeligheder, og erhvervslivet begyndte at sla sig i det tojr, hvormed det var bundet i kraft af de talrige regulerende foranstaltninger, som var udstedt med hjemmel i bemyndigelsesloven af 7. august 1914, der i langt hojere grad end den anden verdenskrigs vareforsyningslove gav regeringen carte blanche til at gennemfore restriktioner.

Oppositionen bestod af partiet Venstre,hvis forstemand var J. G. Christensen,og det nyligt stiftede konservativefolkeparti. De to oppositionspartierhavde flertal i landstinget, og det var denne position, der dannede

udgangspunktet for de politiske aktioner.Helt klart er det ikke, hvorfor oppositionen gik i aktion. Dr. Rasmussenerkender, at oppositionen havde »en reel interesse« (hvad er det i ovrigt?)i augustlovens begrsensning,men at den pa den anden side var taktisk interesseret i at svaekke regeringen. Om J. C. Christensen direkte sigtede pa at danne regering er derimod tvivlsomt.

Krisen begyndte, da Venstre og Det konservative Folkeparti enedes om at gore tilslutningen til et statslan, hvis saglige nodvendighed man i ovrigt ikke bestre-d, afhsengig af et tilsagn fra regeringen om omgaende afvikling af krigstidens restriktioner. Denne holdning forte efter en raekke komplicerede forhandlinger til regeringens afskedsbegsering den 1. marts. Kongen tog imidlertid forbehold overfor begaeringen og erklserede, at han ville forhandle om situationen med lederne af rigsdagens partier.

Regeringspartierne indtog under disse forhandlinger den holdning, at landstinget burde give efter for folketingets flertal, hvorefter regeringen Zahle kunne fortsaette, men understregede, at hvis dette ikke var muligt, matte oppositionen tage konsekvensen af sin politik og danne regering. Oppositionspartierne anbefalede derimod et forretningsministerium med begraensede opgaver. Overfor de politiske udtalelser efterlyste kongen forgaeves muligheden for et samlingsministerium. Pa denne baggrund fremsatte kong Christian den forannaevnte erklcering af 4. marts.

Hvad kongen og hans radgivere egentlig har ment med denne erklaering, er ikke let at finde ind til. Det »folketingsparlamentariske princip«, som var knaesat i 1901, gik jo kun ud pa, at regeringen skulle vsere i overensstemmelse med folketingets flertal, men situationen i marts 1919 indebar adskillige andre problemer. Krisens umiddelbare arsag var en konflikt fliktmellem folketingets og landstingets flertal. Efter regeringens opfattelse burde landstinget boje sig uden videre, men J. C. Ghristensen mente, at der burde udskrives folketingsvalg (landstinget var jo uoploseligt), hvorefter landstinget ville boje sig for det flertal, der kunne dannes efter valget. Som bekendt blev denne losning af konflikter mellem de to ting den endelige; formuleret og gennemfort af J. Christmas Moller i trediverne, og praktiseret indtil der i 1936 blev skabt det samme politiske flertal i de to ting, og problemet derefter var bortfaldet.

Det nseste sporgsmal om det »folketingsparlamentariske princips« anvendelse i den foreliggende situation var kongens mulighed for at udnaevne et ikke-parlamentarisk f orretningsministerium med den hovedopgave at udskrive valg. Efter alt at domme var det netop denne mulighed, kongen vendte sig imod med sin udtalelse af 4. marts 1919, men som bekendt blev han under paskekrisen i 1920 tvunget til at ty til denne udvej, fordi Zahle naegtede at fungere efter sin afskedigelse,, indtil en ny parlamentarisk regering var udnsevnt. I denne forbindelse kommer kongens, d. v. s. regeringens, ret til at oplose folketinget og udskrive valg frem i rampelyset. Det syncs som om ingen af partierne har ment, at det ligefrem stred imod grundloven eller forfatningsssedvane, hvis kongen gjorde brug af et forretningsministerium til at fa udskrevet et folketingsvalg, som den hidtidige regering ikke ville udskrive, men regeringspartierne var dog af politiske grunde modstandere heraf.

Statslanskrisen i 1919 blev lost ved et forlig mellem regering og opposition,hvorefter der samtidig med, at statslanet godkendtes, vedtoges en lov om afvikling af krigstidens restriktioner,men det skulle ikke vare laenge for dansk folkestyre igen kom ud i en krise, nemlig i 1920, og den samme konge, som i 1919 blev hyldet for sin

uforbeholdne anerkendelse af parlamentarismen,blev
i 1920 anklaget for
statskup og grundlovsbrud.

Politisk set er det en fiktion at skelne mellem et princip og dets konkrete tillempning, siger dr. Erik Rasmussen i slutningen af sin bog, men alligevel benytter han sig af denne fiktion ved at anvende begrebet »det folketingsparlamentariske princip«, uden at se det som en hovedopgave i hvert enkelt tilfselde at finde frem til de politiske og sociale interesser, der danner baggrund for politikernes anvendelse af dette udtryk. Ved den genfodelse af dansk statskundskab, som dr. Rasmussens arbejde er med til at bebude, gaelder det i hoj grad om at undga, at de formelle normer fra juraen blot erstattes af fiktive politiske begreber i statskundskaben. De politiske begreber er naturligvis i sig selv genstand for statskundskabens undersogelser, men de kan ikke anvendes til at analysere og forklare politiske begivenheder, i hvert fald ikke for deres betydning er klarlagt med begribelige sproglige udtryk, og som regel forhindrer de politiske begrebers mangetydighed, at de overhovedet anvendes i en videnskabelig fremstilling.

Parlamentarismen er som allerede antydet et af de mest mangetydige begreber, vort politiske liv overhovedet har. Da begrebet forste gang dukkede op, indeholdt det alene et krav om, at regeringen skal vaere i overensstemmelse med folkereprsesentationen i den forstand, at en regering er pligtig at traekke sig tilbage, hvis et flertal i folkerepraesentationen onsker det. Det er denne snaevre forstaelse af parlamentarismen, der blev grundlovsfsestet herhjemme i 1953, idet grundlovens par. 15 bestemmer, at ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham, samt at statsministeren skal begsere hele ministeriets afsked, dersom han rammes af et mistillidsvotum. Hertil ma dog fojes, at den nye grundlov ogsa berorer et enkelt af de ovrige problemer, der har vaeret fremme under forfatningskriser, nemlig oplosningsretten. Herom siges, at et ministerium, der er »vaeltet«, dog kan blive siddende, nar det udskriver nyvalg, men underforstaet kun indtil valget er gennemfort. Endvidere gores der den begrsensning i oplosningsretten, at et nyudnsevnt ministerium er afskaret fra at udskrive nyvalg, forinden statsministeren »har fremstillet sig« for folketinget (»dyrskuereglen«). Bortset herfra har regeringen uindskrsenket adgang til at oplose folketinget. Det bor isaer bemaerkes, at den nye grundlov ikke indeholder nogen bestemmelse vedrorende kongens adgang til at udnsevne eller afskedige et ministerium. Imidlertid er det indlysende, at den politiske udvikling her i landet nu er resulteret deri, at der ikke kan anerkendes nogen personlig kongemagt overhovedet, ja det vil formentlig endog blive anset for stridende med vor styreforms principper, at kongen sa meget som soger at gore sin indflydelse gaeldende pa nogen afgorelse. Der er imidlertid een situation, for hvilken der ikke har udviklet sig faste regler i overensstemmelse med den nsevnte udelukkelse af kongelig indflydelse, nemlig kongens udnaevnelse af ministre efter et folketingsvalg, som ikke har givet noget enkelt parti flertallet, og hvorefter der ikke findes nogen fast koalition af partier, der har flertallet tilsammen, og som vil danne regering sammen. Med andre ord den situation, vi har befundet os i efter alle folketingsvalg, der er blevet afholdt efter krigens afslutning, og som var sserlig kritisk efter det sidste valg, hvis endelige resultat blev den nuvaerende trekantsregering.

Efter traditionel juridisk fortolkningmatte den nye grundlovs stserkt begraensede formulering af det parlamentariskeprincip naermest fore til,

at kongen pa andre omrader end dem, der er grundlovsreguleret, nu var frit stillet. Ideologiske betragtninger ud fra et demokratisk synspunkt kan naeppe heller fore til at binde kongen ved valget af ministre, eftersom grundlovennu indeholder den fornodne sikkerhedsventil: folketinget kan altid blive af med et uonsket ministerium. Faktisk var der under den sidste regeringskrise situationer, hvor offentlighedenhavde det indtryk, at fhv. statsminister Erik Eriksen var beredt til at prove lykken med en borgerlig regering, skont et flertal af folketingetsmedlemmer pa forhand havde fraradeten sadan regeringsdannelse. Efteret negativt svar fra lederen af folketingetsstorste parti, ville der naeppe have vaeret noget i vejen for, at kongenhavde overdraget Erik Eriksen at danne regering, og sa ladet ham om at klare sig igennem den parlamentariskeskaersild. Det ma jo erindres, at der ikke er tale om nogen eensidig kongelig politik i en sadan situation. Der ma foruden villighed fra kongemagtensside ogsa findes en politiker, der vil benytte sig heraf. Maske ville dansk politik fa storre muligheder for at tilpasse sig til tidens mindretalsparlamentarisme,hvis samspillet mellemkongemagt og politikere blev frigjorti hojere grad end tidligere underforhandlinger om regeringsdannelseefter et folketingsvalg. Hverken statsretligt eller ideologisk kan der vaere noget i vejen herfor.

Disse bemaerkninger har haft til formal at pege pa det forhold, at begrebet parlamentarisme anvendes om mange forskelligartede faenomener. Deter naeppe for meget sagt, at begrebet i dag i vidt omfang anvendes om det totale sset af juridiske og politiske normer, der regulerer forholdet mellem regering og opposition. Af dette saet normer udleder f. eks. okonomiminister Bertel Dahlgaard sit krav om »det samarbejdende folkestyre«, for hvilket ministeren bl. a. har redegjort gjorti en artikel i »Information« den 14. januar 1958. Det vil hore til en moderne dansk statskundskabs vigtigste opgaver at analysere dette og lignende begreber.

Man gor dr. Erik Rasmussen uret, hvis man bedommer hans evne til at udforme en videnskab om politikken pa grundlag af den lille bog om statslanskrisen, idet denne bog udtrykkeligt angives at vaere et forarbejde til et storre vserk om parlamentarismen. Bogens skildring af de politiske begivenheder viser Erik Rasmussen som en dygtig historiker, der evner at finde frem til alle relevante kilder og at samle disse til et forstaeligt helhedsbillede. Statskundskaben er imidlertid ikke politisk historie. Statskundskaben fores kun ind i den historiske videnskabs omrade ved de politiske institutioners og de politiske ideers historie. Hvis Erik Rasmussen formar at udnytte de erfaringer, der er indhostet ved den moderne begrebsanalyse, er der grund til at vente sig meget af hans fremtidige indsats inden for den historiske del af statskundskaben. Poul Meuer.