Thv. Krohn-Hansen og Robert Kloster: Bergens gullsmedekunst i laugstiden. 1-2. (Gullsmedelauget i Bergen og Vestlandske Kunstindustrimuseum, 1957). 385 s. + 256 plancher.

En faglig monografi, som udfylder den ramme, titlen har lagt. Efter laesningen af denne bog, suppleret med selvsyn af hvert billede i planchebindet, liar man virkelig rede pa fagets historie i netop denne by, tilmed uden anstrengelse, hvis man da er interesseret. Er man ikke ligefrem argentoman, kan man gerne lade billedstoffet tale for sig selv. Bare som billedbog i fagets stilhistorie er vaerket stramt og sikkert.

Nu er Bergen heller ikke en hvilkensomhelstby, i fire-fern arhundreder var den dobbeltmonarkiets naestvigtigstekobstad, dets abne port mod

vest, dets stapelstad for nordlandenesvarer, dets indforselshavn for vestlandenesvarer og kultur. Ingen tilfseldighedat Bergen i dag er den norske by, som mest ligner en hovedstad. I denne by koncentreredes norsk guldsmedekunst mere end noget andet sted i det lange land. Guldsmedene producerede for en uhyre kundekreds, idet deres bestillinger indlob fra hele vestlandets borgerskab og fra bonder, fiskere og kirker helt op til det yderstenord. I de 300 ar, laugstiden omfatter,indskrives 271 guldsmede som mestre i lauget, som aldrig har under 10 medlemmer og of test mange flere.

Ingen dansk by kan hamle op med Bergen. Odense har i de samme 300 ar 110 mestre, Arhus 105, Aalborg 100, Helsingor 72, Randers 66, Naestved 62, Horsens 50, Kolding 47 og Ribe 46. Det vil sige, at Bergen indskriver lige sa mange mestre som de tre storste jyske guldsmedebyer tilsammen, ja ligefrem kun kan sammenlignes med Kobenhavn.

Der er altsa god grund til at undersoge netop dette kunstfags vilkar og frembringelser i netop denne by, og deter sket med en grundighed og sagkundskab, en forelskelse i stoffet og en glaede over god bogkunst, der gor vaerket forbilledligt. Skade kun, at forbilledet nseppe kan folges, al den stund den kapital, som stikker i bogen, nseppe vil kunne rejses i nogen dansk by. Ogsa her hsevder Bergen sin status som sit lands anden hovedstad.

Bogen er skrevet af to forfattere, hvoraf Krohn-Hansen tager sig af tiden 1568-1740, mens Kloster skriver om tiden 1740-1869. Delingen er dog af liden betydning for lseseren, for de to forfattere har indordnet sig under et fselles skema, sa man knap maerker overgangen. Dette kan gore fremstillingen knap, en smule enstonig, men levner raderum for karakteristik og lukker af for digressioner udenfor emnet. net.Alene den konsekvens, hvormed skemaet er fulgt, er ingen ringe praestation.

Den sikre bund, pa hvilken hele vaerket star, er mestertavlen af 1596, indeholdende laugets artikler med Christoffer Walkendorfs konfirmation samt en fortegnelse over laugets mestre indtil ophsevelsen i 1869. Tavlen er gengivet i farver i tekstbindet, en fin prsestation af boghandvaerkerne. Forhandlingsprotokollen er af samme selde, stiftet i 1568 og fort til 1725, hvilket ar en ny protokol anskaffedes, som sa 10b til 1869, hvilket vil sige 556 sider koncentreret laugshistorie. De to forfattere behover ikke at modtage abenbaringer, de har kilderne for sig i historiens orden.

De forste laugsartikler indeholder ingen bestemmelser om mesterprove, ejheller om nogen begrsensning af mestrenes antal. I Iobet af en god snes ar kommer disse bestemmelser til, sammen med kravet om mesteraret, d. v. s. at en svend, som onsker at blive mester, skal sidde som svend pa et af byens vaerksteder i et ar og under dette ar forarbejde sit mester sty kke. Dette blev laenge en spurring, idet lauget forlangte en pokal i rensessanceform udfort som mesterstykke lsenge efter, at et sadant stykke var blevet umoderne og usselgeligt. I 1746 tager det saledes en svend 46 dage at gore mesterstykke, og hvem havde rad til det, nar produktet var vserdi- Iost eller dog kun havde metalvaerdien. Pokalen aflostes af en kaffekande flere artier efter, at denne reform var indfort i Danmark.

De mest faengslende afsnit i bogen er gennemgangen af de enkelte mestre og deres arbejder. De rober, at alle ensretningskrav til trods, er det dog den enkelte mesters personlige egenskaber,der bestemmer hans livsfor-10bog kar. En mester som Lucas Steen har mattet holde sig indenforde samme skranker som alle andre, men i kraft af sjselden dygtigbedbliver

bedbliverhan den mester, der repraesentererreneessancestilen bedst i norsk guldsmedekunst og har efterladtsig flest arbejder til vor tid — hele 25. Vi skal helt op til barokmesteren Johannes Johannessen Reimers for at finde en mester af Steens format.

En tilvandring skete naturligvis til stadighed, og da mest fra Nordtyskland og Danmark. Sueder Meyer fra Tyskland blev stamfader til en slaegt pa 10 Bergenmestre, mens slaegten Blytt proesterede 8 mestre, Reimers 6, Lampe 4 og Hind 4. En mester hed Hans Blytt Hind Meyer, et tilstrsekkeligt bevis for arveligheden indenfor faget. Tilvandrerne blev da ogsa alle gode bergensere, og hovedparten af lserlingene var norske gutter, oplserte i byens tradition og med europaeisk skoling gennem vandringer. Vi traeffer Michael Hansen Blytt, mesterson, fodt i Bergen i 1716, udlaert hos faderen i 1734, pa vandring ned gennem Europa, hvor han bl. a. arbejdede i Randers i 20 maneder. Her kan vi naesten med sikkerhed sige hos hvem. Mesteren ma vaere Anders Brasen, byens eneste storre mester mellem 1720 og dodsaret 1737, netop da bergenseren arbejdede i Randers.

I 1739 overtager Peder Brochmand Anders Brasens vaerksted, og det passer altfor godt, at Michael Blytt har skottet vaerkstedet for enken til den svend kom, der kunne fore det videre og onskede at blive i Randers. Sadanne spor findes hist og her i bogen, saledes far vi at vide, hvor den sidste mand af guldsmedeslsegten Brun fra Aalborg tog vejen. Han kom som svend til Bergen, giftede sig i 1694 med Jost Meyers enke og vaerksted og praesterede skikkelige ting.

Vigtig er historien om guardeinembedet, som det lykkedes lauget at spserre ude i 130 ar, lige til 1740, skont det var pabudt allerede i 1608. Deri er intet maerkeligt. Samme ar blev guardeinembedet pabudt i Aalborg og guldsmeden Anders Jensen udnaevnt. Vi horer aldrig mere noget til embedet.

Omkring wardeinembedet (som ordet staves i Bergen) star tillige kampen om Iodigheden. Solv skulle vaere 13,5 10digt, men var, efter laugets pastand, altid kun 12,5, hvilket Krohn- Hansen mener er rigtigt. Kampen star pa gennem hele 1700-arene, men kan naturligvis kun ende med guardeinens sejr.

I 1758 var 65 mennesker sysselsat i guldsmedefaget i Bergen, deraf 27 mestre. Til sammenligning var der i Aalborg samme ar fire mestre, hvoraf tre ret store med flere svende pa vserkstedet, men alligevel skal der hojst regnes med 10-12 guldsmede i denne fagets faste borg. Igen er Kobenhavn eneste adaekvate sammenligning, her er samme ar ifolge Boje 60 mestre, men deraf nok halvdelen smavaerksteder uden svende.

I marginen folges teksten af henvisningstal til planchebindet, sa man übesvaeret laeser fra tekst over til billede og tilbage igen, en smuk Iosning af et besvserligt problem, men glubsk dyr ma den vaere. Og da tekstbindet tager sig af alle beskrivelser, tilfojer planchebindet kun betegnelse, mester og ejer. Papiret helt ugennemskinneligt, baggrunden for billederne lagt tilbage i en naesten usynlig tone i et felt, sa en fatal udskrabning er undgaet. Er end ikke alle afbildninger lykkedes lige godt, er hovedindtrykket dog, at bedre billedbog indenfor faget er ikke gjort.

Billedstoffet er borgerligt Solvtoj, det skal siges. Manglen pa adeligt Solv, som i Danmark dominerer visse byers produktion, har sin gode arsag i Norgesmangel pa adel. Kirkesolvet affejerKrohn-Hansen pa 14 linjer med at frakende det »kunsthandverksmessiginteresse« i rensessancetid, og nar Robert Kloster siden ofrer en side pa det i 1700-arene, er det for at komme til samme resultat. Na, billederne af

kirkesolv stotter da ogsa forfatternes
konklusion.

Og det »bondesolv«, som var en sa okonomisk afgorende del af bergensmestrenes produktion, far vi repraesenteret med et par brudekroner og baelter. Iovrigt er billedstoffet borgerligt service og smykker. Bevares vel, hvor de to forfattere demonstrerer deres status som kunsthistorikere og aestetikere. Men det skal medgives, at deter de ogsa til gavns - ogsa som bogkunstnere.

Nu var det sa et onske, at en af de store guldsmedebyer i Danmark ville tage udfordringen op og prsestere et lignende vserk, men som i indledningen sagt, vil det nok ikke ske forelobig. Ikke fordi kyndige folk fattes, men af mangel pa penge og tid. Forfatterne har overfor anmelderen oplyst, at arbejdet har taget tyve ar. Bevares ja — min dybe reverens for det tempo, nar deri indregnes begges arbejde med ledelsen af hver sit store kunstindustrimuseum i he.nholdsvis Trondheim og Bergen.

Mesterstykker far nu og da en bedommelse, som pa sit laugstysk lyder: »Is wol better und schlimmer gemackett«. Ma naervaerende skuemester medgive det forelagte mesterstykke, at bedre fagmonografi ikke er gjort pa norsk-dansk grund.