Biskop H. Martensens Breve, II-III Breve til L. Gude, udg. af Bjørn Kornerup. (Gad, 1956-57).

I monstergyldig og velkommenteret udgave foreligger nu Martensens breve
til domprovst Gude 1860-83. De giver samme indtryk som forste bind af kampenforde

penforde»conservative Interesser«, mod »Lognen fra 1848« i alle dens skikkelser,afet forgarves forsog pa at »bevare sin sjeel i talmodighed« overfor de raadselsfulde tilstande som demokrati og vsokkelse skabte i stat og kirkc og af dyb trang til at »expectorere« sig bittert om forhold og mennesker. Grundtvigskteologiog kirkepolitik - »dette Uvaesen liar i den senere Tid grebet forfaerdeligtomsig« - frembyder glimrende anledninger til vrede (hovedpunkterneerdet dogmatiske opgor 18(53, valgmcnighedsloven 1868, Askov-ordinationcn - »aabenbar Revolution i Kirken« - 1874 og Askov-adresserne 1881); heller ikke Indre Mission gar ram forbi (»et amusement forenet med gjensidig Sclvforherligelse«), og det store flertal af rationalistiske og proprietariske prsester behager ingenlunde: »Geistlighedens i Sandhed aandlose og usle Tilstande,ihvilken en usigelig Trivialitet er parret med en ligesa usigelig TilfredshedmedExistentsen«, ja, det »er utroligt med hvilken Tryghed og Bevidsthedsloshedetstort Antal af disse uafladeligt lade En maerke deres totale Mangel af al hoiere Interesse«. Martensen er dybt rystet over fakultetets elende, men vred over de teologiske kandidaters »Arrogance« og »aandelige orkesloshed« - de vil have prsesteeden sendret - og yderst skeptisk og spotsk overfor de unge kapellan-hedsporers smag for »vsekkelse«; han kaemper for en kirkeforfatningintrigenmodP. G. Kierkegaard under striden om valgmenighedsloven er yderst interessant - bygget pa embedet, vil ikke vide af et »kirkekollegium« som reducererbispemagten,men tor efterhanden ikke sige helt nej til »det synodale«; blot ma rigsdagen holdes udenfor; konge og kirke kan ordne den sag selv. Han holder pa statsforbindelsen uden hvilken man ikke kan hsevde kirkens ret til tienden - »et stort Moment i Kirkens relative Selvstsendighed« - eller regne med kirkelige afgorelsers effektivitet. Pengelon betyder en forarmet praestestanduden»Anseelse og Indflydelse i Menigheden«, d. v. s. uden social position og uden evne til at hsevde sig ved velgorenhed. Men »religios Deduction* af tienden frarades; dens indforelse under Knud den Hellige var altfor »odi0s«! Mod Monrad udgydes stadig de frygteligste invektiver, isaer efter at han havde kritiseret Martensens Ethik (1878) og derved vist sig for alverden som moralsk uvaerdig til sin bispestol, men i kampen for en konservativ kirkeforfatning var kongerne ingen stotte; Frederik VII nserede Martensen grsenselos foragt for, og Chr. IX var nok sympatisk, men politisk og personligt alt for svag; at han liar udnyttet sin stilling som konfessionarius bade politisk og administrativtkander ikke godt vaere tvivl om. I udenrigspolitik holdt Martensen pa helstaten; Danmarks naturlige andelige forbundsfselle var Tyskland, al skandinavismeellergrundtvigsk nordisme en tabelighed; hertugdommerne skulle vsere formidlere mellem dansk og tysk, og »nationalitetsprincippet« var ligesa forryktsomideen om folkesuveraenitet; derfor var han imod en fransk alliance - Napoleon 111 var jo berort af disse vilde ideer — og trostede sig over Sedan med at Preussen var protestantisk (ufejlbarhedsdogmet var just proklameret!) og liavde sans for autoritet og orden. Indenrigspolitisk holdt han pa den absolutistiskestsenderstat,ville reducere rigsdagen mest muligt og glsedede sig hjerteligtoverat kongen ved regeringsskiftet i juli 1864 lovede at udnytte sine konstitutionellerettighedertil det yderste, d. v. s. altid selv vselge sine ministre. Men »Reactionens Maend« var ham ikke heller tilpas; de var »ideelose og holdningslose«,lodde nationalliberale lobe linen ud og turde ikke gribe ind (derfor tilradede Martensen kongen at underskrive novemberforfatningen); ofte angreb han »de Conservatives usigelige Passivitet og Impotens«, og da de 1864 ff. fik ansvaret patvunget, vakte de ikke hans bifald - de kobte jo demokratiets velviljepakirkens bekostning; end ikke Estrup behagede ham; han var i grunden

ogsa »liberal«, og der var kun gradsforskel pa ham, de nationalliberale og Det
forenede Venstre. De skiftende kultusministre foragtede han, ogsa dem der gik
i kirke nar han praedikede og ellers havde en fast administrate hand.

Martensen var en hojt begavct og meget lidenskabclig mand, bundet i sine modsaetninger og kaempede forbitret og bitter for en tabt sag; men han var en karakter, han kendte ikke til akkord - og nar han blev tvunget til det (som da prinsesse Dagmar af storpolitiske grunde »skiflede tro«) reddede han sin personlige holdning ved fnysende harme - hans raesonnementer er tit skaeve, fordrejede af lidenskab, hans ensidighed er utiltalende, hans arrigskab smalig, hans hovmod kolossalt, men man undgar ikke at kippe med flaget; en sadan stejlhed og trods, en sa reaktionser konsekvens, en sa skarp analyse af stemninger og tilstande har ogsa sin storhed.