Caspar Paludan Müller. Et udvalg af hans optegnelser og breve. I—II. Udgivet af Bjørn Kornerup. (Gads forlag, 1958). 226 + 360 s. Caspar Paludan-Müller: Videnskab og skole. Selvbiografi og taler. Ved Vagn Dybdahl. Festskrift til professor C. O. Bøggild-Andersen. (ZJniversitetsforlaget i Aarhus, 1958). 128 s., 3 plancher.

En af det 19. arhundredes store danske historikere, hvis liv og virke indtil i vor tid har hvilet i skyggen, er nu pludselig kommet til sere og vserdighed. I den sidste tid er historikeren Caspar Paludan-Miillers minde blevet haedret med to vserker, der hver pa sin made belyser hans liv og personlighed.

Caspar Paludan-Miiller, broder til Adam Homos forfatter, var en viljestaerk personlighed. »Hans svsere skikkelse med hovedet prseget af tanke og vilje« gjorde et stort indtryk pa omgivelserne.

Paludan-Miillers liv blev spaltet i to dele, skolelsererens og videnskabsmandens, en spaltning, der voldte ham kvaler hele livet, fordi skolegerningen levnede ham sa lidt tid til det, der var hans store passion: studiet af udenlandsk og dansk historie. Pa dette felt blev Paludan-Miiller epokegorende. Midt i en tid med blomstrende nationalistisk historieskrivning anfort af C. F. Allen og andre, indforte Paludan- Miiller den systematiske kritik i historiestudiet og blev derved en forlober for den metodiske kildekritik, som Kr. Erslev gennemforte.

Sin forste store sejr vandt Paludan- Miiller ved sin disputats (pa latin) om Kalmarunionen, hvor han skabte en hel ny opfattelse ved at bevise, at unionsbrevet af 1397 i virkeligheden var et loseligt udkast, der intet beviser om, hvorvidt dronning Margrethe virkelig fik unionen af de nordiske riger gennemfort. Ved dette og talrige andre vaerker vandt han en udbredt anseelse som videnskabsmand. Til universitetet blev han imidlertid forst knyttet, da han var 67 ar og pa et tidspunkt, da han allerede i lang tid havde vaeret staerkt hemmet af en tiltagende dovhed. »Han var sa tunghor«, skrev Georg Brandes, der besogte ham i 1862, »at en tankeudveksling med ham var meget vanskelig. Han brugte derfor maltiderne ... til under dem at lsese aviser og boger«.

Til belysning af mennesket og videnskabsmanden Paludan-Miiller er nu et fyldigt udvalg af hans optegnelser og breve blevet trykt og udgivet i to bind. Overarkivar og ordenshistoriograf Bjorn Kornerup havde for sin dod i november sidste ar afsluttet arbejdet med udgaven, som derpa er be- Sorget i trykken af fru Else Kornerup. Bjorn Kornerup omfattede dette arbejde med en ganske saerlig interesse, en interesse, der maske kom af, at Kornerup som andstype havde traek til faelles med Caspar Paludan-Miiller; begge horte til den gamle skole af laerde og klassisk dannede historikere. Af saerlig stor vaerdi er Paludan-Miillers private optegnelser om det politiske liv, i hvilket han fulgte levende med og deltog aktivt som medlem af den grundlovgivende forsamling.

Disse noter til dagens begivenhed er af en overordentlig stor kildevaerdi og viser samtidig Paludan-Miillers kloge og skarpe forudseenhed. Den poetiske og lystige side af ham kommer morsomt frem i brevene til hans kone fra ungdomstiden. Af det omfattende brevstof i andet bind er meget af interesse, men en del kunne dog sikkert uden skade vsere udeladt.

Til at fejre professor C. O. Boggild- Andersen i Arhus, en af Danmarks lserdesteog kundskabsrigeste msend, i anledningaf hans 60-ars dag, kunne man ikke have valgt et bedre emne til et festskrift end Caspar Paludan-Miillers taler; her finder man den samme visdomog paedagogiske indsigt, der gor

Boggild-Andersen til en laerer og historikeraf
hojeste rang.

Under titlen »Videnskab og skole« har historikerne ved Aarhus universitet under arkivar Vagn Dybdahls redaktion udgivet ni taler og et par mindre afhandlinger af Caspar Paludan- Miiller. Medens Kornerups udgave af hans breve i forste raekke viser ham som menneske og videnskabsmand, ser man ham her som laereren og paedagogen. Paludan-Miiller var i de 14 ar fra 1839-53 overlaerer ved Odense Katedralskole og dernaest fra 1853-72 rektor for katedralskolen i Nykobing pa Falster.

Disse taler ved skolearets afslutning er rene retoriske mestervaerker, klare i opbygningen, fyldt med den dybeste visdom og dog sa let forstaelige. Pa en maerkelig made har talerne endnu den samme aktualitet, som da de blev holdt. De indeholder en perlerad af kernefulde og storartede udtalelser ora skolevsesenet i almindelighed, der virker som hojaktuelle apropos'er til vor tids skoledebat.

Som eksempel skal her anfores en passus fra hans tale i 1854: »Skolemanden ma ikke glemme, at det kun er indtil blomstringen, han skal drive den unges liv - men til en blomst, som til sin tid kan afloses af den kaernefulde frugt. Dette vil han aldrig na, om han ensidigt arbejder pa forstandens udvikling: kundskab alene er som blomstens blade og stovtrade, frugtens forudssetning, ikke den selv. - Skolen ma ga 10s pa menneskelivets midtpunkt, den ma arbejde pa at danne en personlighed«.