Jens Arup Seip: Teorien om det opi nionsstyrte enevelde. (Norsk Historisk Tidsskrift, bind 38, 1958, p. 397-463).

Det har undret forskningen, at stemningeni Norge sa hastigt svingede fra tilfredshed med enevaelden til begejstringfor grundloven, og man har snart betvivlet, at enevaelden var populaer, snart at forfatningen var almindelig

vaerdsat. Professor Jens Arup Seip vil i sin afhandling diskutere, om der egentlig skete sa stor en omstilling i forestillinger og vurderinger hos de politisk bevidste. Selve springet fra absolutisme til konstitutionelt styre og videre til demokrati behover ikke at vaere et spring over en kloft mellem uforenelige ideologier. Principper behoverikke altid at sendres sa meget som institutionelle former, skriver han.

Der foregik i perioderne 1750 til 1773 og 1784 til 1799 en livlig politisk debat, og forfatterne udtrykte sig ret frit - navnlig i rent teoretiske vaerker. I tidens politiske litteratur har Jens Arup Seip fundet den tanke udtalt, at regeringsmagten stod under den offentlige menings kontrol. Denne teori soger han at belyse.

Metoden er at undersoge de enkelte politiske tankegange i deres sammenhaeng med andre ideer for derved at na til en praecis forstaelse af, hvad den politiske teori rummer. Nar statsretslaererne siger, at regeringsmagten star under den offentlige menings kontrol, kan de dels mene, at magtanvendelse kun er berettiget, nar opinionen stotter den, dels, at magtanvendelse kun er mulig, nar opinionen stotter regeringens pabud. Jens Arup Seip paviser, at alle statsteoretikere pa denne tid var enige om, at magten i sidste instans la hos folket. Denne folkesuveraenitetslaere udbygges sa til laeren om, at almenviljen var fyrstens rettesnor. Folket burde have trykkefrihed, sa regeringen kunne kende den offentlige mening. Dog skelner J. F. W. Schlegel mellem den sande og den falske opinion, og han giver fyrsten den opgave at finde den sande offentlige mening.

I sin undersogelse af teoriens anden betydning skildrer Jens Arup Seip, hvordan retsvidenskaben kom til at betragte samfundet som en organisme, der fulgte ganske bestemte love. De kyndige haevdede sa, at magtanvendelse kun var mulig, nar den offentlige ligemening stottede regeringen. Selv om de retslserde holdt pa folkesuveraenitet og pa en lovordnet magtanvendelse, onskede de ikke en lovgivende forsamling. De ansa nemlig den offentlige mening for et lige sa godt udtryk for folkeviljen som et parlament. Den offentlige mening betragtes som en magt i staten, og denne anskuelse lever i detl9. arhundrede. Norges konservative haevdede nemlig, at regeringen ikke behovede at rette sig efter stortingets flertal, nar den blot var i overensstemmelse med den offentlige mening. Den offentlige mening og nationalforsamlingen sidestilles altsa; men denne indstilling, der i Norge fik brod mod stortinget, fik i Danmark tilhaengerne af »opinionsstyre« til at acceptere de radgivende provinsialstaender.

I det 18. arhundredes sidste halvdel fremhaevede enevaeldens forsvarere, at enevaelden var demokratisk og mod aristokratiet. Tillige fremhaevede nogle forfattere, at embedsstanden virkede som monarkens radgivere pa samme made som et parlament. Begge disse teorier kunne kombineres med teorien om et opinionsstyre til forsvar for enevaelden.

Jens Arup Seip skildrer klart, at teorien bygger pa et ensidigt udvalg af historiske kendsgerninger. Den overbeviste heller ikke alle. Den er et forsvar for enevselden; men samtidig kunne forfatterne ved at fremstille »den opinionsstyrede enevselde« som en videnskabelig bevist sandhed bevaege magthaverne til at gennemfore reformer. Hvis regeringen antog denne ideologi, kunne forfatningsaendringer undgas.

Teorien havde en social baggrund i middelstandens kamp mod adelen. Det viser sig nemlig, at den offentlige mening defineres som den hojere middelstands

Professor Seip kalder selv sin afhandlingfor orienterende. Den siger intet om, hvorvidt den politiske teori var udbredt eller slagkraftig; men de

nye synspunkter, Jens Arup Seip anlgeggerpa overgangen fra enevselde til fri forfatning vil inspirere til videre forskning.