Gunnar Olsen: Hovedgård og bondegård. Studier over stordriftens udvikling i Danmark i tiden 1525-1774. skrifter udgivet af Udvalget til udgivelse af kilder til landbefolkningens historie, bind 1. Rosenkilde og Bagger, 1957). 401 s.

Godssystemet var den organisationsform, der gennem 300 ar prsegede det danske landbrug, med hovedgardene som produktionens braendpunkter. Et meget vigtigt led i den landbohistoriske udvikling er derfor oprettelsen af nye hovedgarde og udvidelsen af de bestaende, ofte i forbindelse med en arrondering af godserne, hvorved et voksende flertal af bonderne kom til at bo sa naer hovedgard eller ladegard, at de med fordel kunne forpligtes til avlingshoveri. Samtidig blev en maengde navnlig af de mindre herregarde i tidens 10b nedlagt, undertiden opslugt af de storre, men oftere reduceret til almindelige gardbrug.

Deter fortrinsvis denne side af storbrugenes forhold, arkivar Gunnar Olsen har gjort til genstand for indgaende undersogelser i sin disputats. Hans »studier over stordriftens udvikling* gennem en 250-arig periode for de skelssettende landboreformer berorer dog ogsa de landbrugstekniske forhold, der betinger stordriften. Det gselder saledes det korte afsnit om hoveriet (VIII), der ret summarisk orahandler hoveriets vsekst set i forbindelse med hovedgardsudvidelserne, men ikke dets organisation og hele komplicerede karakter. Opgaven er klart begraenset til at omfatte udvidelser, der kan males i ejendomstal (gardbrug) og omfatter agre og enge. Erhvervelser af skove eller af graesningsrettigheder i skove, pa overdrev og heder, af gserdselshugst, torveskaer, lyngslet m. fl. rettigheder er der ikke taget hensyn til, og moller interesserer kun, for sa vidt de foruden molleskyld ogsa havde liartkorn af ager og eng. Skont huse ofte naevnes, holdes de udenfor - i reglen med rette, selv om en del af dem var virkelige landbrug. Naturligt nok er arbejdet afgraenset til det gamle kongerigske omrade (og Mogeltonder i enklaverne). Forholdene i Sonderjylland samt i Skane, Halland og Blekinge belyses gennem andres forskningsresultater. Og Bornholm havde ikke egentlige herregarde. Den tidsmaessige afgrsensning er mere problematisk, navnlig fordi kilderne i de forste artier er mest mangelfulde. Reformationstiden er dog et nserliggende udgangspunkt (hovedgardstiendefriheden af 1527 er en rimelig motivering), ligesom de store krongodssalg, der afsluttes 1774, gor slutningsaret

Efter en indledning, der bl. a. omtalerforholdene i andre lande, i Sonderjyllandog de skanske landsdele, folger en udforlig gennemgang af kilderog kildeproblemer (I). Redeligt, men ikke meget opmuntrende konstateres,at selv om en raekke kildegruppertil en vis grad supplerer hinanden,er

den,erder »ingen grund til at antage, at de hver for sig ufyldestgorende kildertilsammen skulle kunne give et fyldestgorende resultat«. Usikkerhedenvedrorer savel antallet af herregardsnedlaeggelserog -udvidelser som tidspunktet for forandringerne (i mange tilfaelde) samt odegardsantal og mulige afbyggergarde. En inddelingaf bondergardene i storrelsesgrupperer ikke forsogt i de statistiske oversigter, idet faste graenser ikke kan pavises; hele og halve gardes storrelse, gardsaeder (Sjaelland) og bol (isaer Jylland) varierede fra egn til egn.

Om hovedgardenes storrelse 1525 vides i de fleste tilfaelde meget lidt, og om antallet af hovedgarde ved middelalderens slutning vil der - efter professor Aksel E. Christensens mundtlige opposition at domme — rejse sig nogen diskussion, nar en fuldstaendig fortegnelse over middelalderlige herregarde forhabentlig om kort tid foreligger, ligesom registre over adkomstdokumenter 1513-59 ventes publiceret. Man kan forudse, at navnlig to punkter vil blive staerkt omstridt. For det forste selve hovedgardskriterierne: Er det nok, at en adelig ejer garden (bor pa den, skriver sig til den), eller border ogsa konstateres underliggende gods, saledes at gardens avling finder sted for ejerens regning, selv om bonder driver jorden? Til kriterierne horer ogsa rostjeneste, der kun kraevedes af adelen (takseringer findes fra de fleste perioder indtil 1632), og tiendefrihed. For det andet vil det ofte vsere usikkert, hvorvidt en hovedgard er nyoprettet eller genoprettet. Mangen ga.rd var kun hovedgard i en enkelt adelig ejers tid. Drog han andetsteds hen, faldt privilegierne og dermed hovedgardsbetegnelsen bort. Men den tidligere besidder overtog maske en anden gard og sogte at fa denne anerkendt som ssedegard med tilhorende privilegier. Ikke sjseldent skyldtes en hovedgards nedlseggelse, at den blev inddraget under en anden eller simpelthen pelthenflyttet. Genopstod hovedgarden i et andet sogn, regner Gunnar 01sen den i almindelighed for nyoprettet (og den tidligere hg. for nedlagt), men der er tilfaelde, hvor sporgsmalet om flytning el. ikke-flytning indenfor samme sogn vanskeligt kan afgores (H. og b. 51). At bonder i nogen tid har drevet en hovedgard (haft dens jorder i faeste), beviser naeppe, at den har vaeret nedlagt.

Forud for de centrale afsnit, der bygger pa et stort statistisk materiale navnlig m. h. t. hovedgardsoprettelser og -udvidelser, belyses hovedgardens og ladegardens forhold i almindelighed (II), arsagerne til stordriftens udvikling (III), kronens godspolitik og ganske saerlig den enevaeldige regerings skattepolitik, dens lovgivning og administration med henblik pa at hindre eller dog regulere nedlaeggelsen af bondergarde (IV-VI). Nogle smakapitler (VII-IX) vedrorer hovedgardenes okonomi. Gunnar Olsen fremhaever her betydningen af hovedgardenes udskiftning af landsbyfaellesskab og af hovedgardsdriftens intensivering, ligesora han har eksempler pa de hojst forskellige tilliggender af tiendehartkorn. Ogsa middelstore hovedgarde ejede undertiden adskillige sognes konge - og kirketiender, hvad der blev af stor betydning for kreaturholdet og hele hovedgardsdriften. Udvidelser af hovedgardens areal kunne medfore, at den overskudsgodning, der blev produceret ved hjaelp af tienderne, ikke mere strakte til og driften ekstensiveredes. Tilsvarende virkninger gjorde sig gaeldende, hvis graesningsmulighederne ikke voksede i samme forhold som agerlandet, nar hovedgardsudvidelser fandt sted.

Den mest afgorende faktor ved udvidelsenaf hovedgardsarealerne og driftens intensivering var dog hoveriet.Her traekker Gunnar Olsen linierneklart op, men drager lovlig teoretiskeslutninger. Rigtigt er det naturligvis,at inddragelser af mere jord underhovedgardene

derhovedgardenestillede krav om en forogelse af arbejdskraften. Men ikke übetinget »i samme forhold som arealerne«eller endog derudover, hvis en del af den inddragne jord la sserliglangt fra garden (H. og b. 139 f.). Netop det sidstnaevnte forhold medforteikke sjaeldent at en del faestebondermed storre fordel kunne gore hoveri pa de nye hovmarker. Deter sandsynligt, at hovedgardsudvidelser meget ofte efter godsejernes opfattelse har betydet en mere okonomisk udnyttelseaf faestebondernes kraefter og ikke ensidigt til fordel for stordriften.

Deter naeppe heller rimeligt at opfatte alle gardnedlseggelser som et afgjort minus for faestebonderne. Der er tilfaelde, sandsynligvis mange, hvor nedlaeggelserne i nogen grad har haft karakter af en sanering. Navnlig i perioden 1660-1730 har de nedlagte bonderbrug for en stor del vaeret ode og faesteledige garde. Beboerne fra de ovrige nedlagte brug kunne med kreaturer, vogne, redskaber og bohave besaette adskillige ode eller dog mangelfulde garde andetsteds pa godset med det helhedsresultat, at et ikke meget formindsket antal faestebonder blev i stand til at yde et noget storre hoveri. Da den stedfindende forogelse af hoveriet ikke hindrede en vis fremgang for faestebonderne, i hvert fald i stavnsbandstiden, er det naeppe tilstraekkeligt at henvise til, at der undertiden skete nedsaettelser i landgilden, og at der rimeligvis ved fastssettelsen af indfaestningen blev taget hensyn til arbejdsydelserne (H. og b. 148). Skulle faestebonderne praestere et hoveri, der svarede til en paviselig hovedgardsudvidelse eller driftsintensivering, matte de have en vis kompensation. En rsekke iagttagelser vedrorende fsesteforhold i alle landsdele antyder, at de ogsa fik det.

For det forste blev gardenes tilstand ved faesteoverdragelsen gennemgaende betydeligt forbedret i den periode, hvor hoveriet efter alt at domme er

vist, at der pa godset fandtes et ikke ringe antal ret velstillede bonder (isaer gruppe 2). For husmsendenes vedkommendevar det yderst almindeligt, at den arlige faesteafgift vekslede mellem penge- og naturalydelse, ligesom ekstraydelsersvarende til 3. var voksende (hostdage, mogspredningsdage og »gaende rejser«).

Stordriftens intensivering og hoveriforogelsen forholder sig ikke altid til hinanden som arsag og virkning, forholdet kan ogsa vendes om. Gunnar Olsen anforer s. 152 og s. 218 f. et eksempel pa det sidste: Carl v. Ahlefeldt besluttede sig 1704 til at nedlaegge ostrup by og i stedet anlsegge en ladegard, hvortil bonderne kunne gore arbejde, eftersom de »ikke sa fuldkommen svarede, hvad de af landgilde eller i andre mader med rette burde afdrage«. Men nar en godsejer saledes onskede at indvinde skatte- og landgilderestancer i form af hoveriydelser, matte han i det mindste sorge for, at hovbonderne fik den hardt nodvendige traekkraft, og det blev formentlig ofte til gavn ogsa for de pagaeldende bondergardes drift.

Hovedgardsudvidelser krsevede ikke nodvendigvis nedlaeggelse af bondebrug eller delvis fratagelse af de enkelte faestegardes jorder. Nyopdyrkning i skov, pa overdrev og ved afvanding af kaer og enge forekom i betydeligt omfang (H. og b. 154 f.). Men disse arbejder kraevede foroget hoveri, og samtidig var der fare for, at fsestebonderne gik glip af visse rettigheder, navnlig graesning og udvisning af tommer og braende i skovene. Desuden fristede opdyrkningshensyn undertiden godsejere til magelaeg mellem hovedgards - og bondejord, i reglen ikke til bondernes fordel.

Nar der i kapiteloverskrifter og tekst tales om »nedlseggelser«, underforstas i almindelighed »af bondergarde«. Nedlseggelse af hovedgarde fandt dog i visse perioder sted i meget betydeligt omfang. Arsagerne skiftede: i 1500arene arenevar det isaer kronens koncentration af lenene (H. og b. 95 ff.) og sidst i lOOOrne enevaeldens skattepolitik (s. 109 ff.). Oplysningerne herom ma soges adskillige steder i disputatsen og ikke blot i det korte kapitel X, hvor der er gjort rede for nedlseggelsernes forskellige former. Det drejede sig overvejende om sma herregarde eller ladegarde, der efter en ofte kun stakket tilvserelse som hovedgarde atter blev bondebrug. Bedst tidsfaestet er de hovedgarde, som kronen tid efter anden nedlagde. En raekke middelalderlige slotte og klostergarde forsvandt, og rundt om i smalenene blev kronens ladegarde forvandlet til bondergarde. Enkelte storre garde gik samme vej, saledes Hojstrup pa Stevns, der 1621 omdannedes til 4 store bondergarde; 1708 genoprettede dronning Charlotte Amalie hovedgarden.

Der savnes i vaerket en oversigt over samtlige (kendte) hovedgarde, heist ordnet i grupper efter landsdele og sa vidt muligt med oplysninger om storrelse;for den seldre tids vedkommendekan der i heldigt fald findes angivelser af forholdet mellem hovedgardsjordog bondejord. Som Gunnar Olsen anforer, var de forsvundne hovedgardefortrinsvis garde nedlagt for 1660, til dels som folge af adelens talmaessigetilbagegang. Men ogsa efter 1660 havde en raekke ny- eller genoprettedehovedgarde kun en kort levetid,fremgar det af spredte oplysningeri teksten samt bilag I og III: Drosselholmi Odsherred fra 1673 til henad1692, Vragard i Hindsted hrd. 1647-82, Beltoftegard i Slet hrd. 1640-84,Tranderup i V. Flakkebjerghrd. 1670-1708, Enslevgard i Houlbjerg hrd. o. 1683-1711, Gentoftegardfra 1667 til henimod 1714, BagsvasrdHovgard 1662-1716. Enevaeldensskatteaktion i 1680erne synes at have fort til nedlaeggelse af ikke mindreend 43 ukomplette hovedgarde, hvoraf en del nu blev erklaeret for

bondergarde, mens andre selv opsagde hovedgardsfriheden, og atter andre som folge af skatterestancer blev inddragetunder kronen. Efter frd. af 16. dec. 1682 blev nyoprettede hovedgardesskattefrihed afhsengig af kgl. bevilling,og det kan i nogen grad have bremset den udvikling, som de mange »ode« eller yderst slet vedligeholdte bondebrug matte bidrage til.

Til de vigtigste kapitler horer XI »Nedlseggelsernes omfang«, XII »Stordrifterne« og XIII »De nedlagte landsbyer«, der alle bygger pa det omfattende statistiske materiale, der indgar i bilag I og II (s. 289-349). I en raekke oversigter opereres her med 4 hovedperioder pa 50 ar, fra 1550 til 1749, hvortil kommer en indledende periode 1525-49 og slutningsperioden 1750-74, hvor forandringerne i forbindelse med krongodssalgene er den dominerende faktor. Vanskeligheden ved at na til holdbare resultater undervurderes sa vist ikke: »Den tidligere omtalte usikkerhed, der klseber ved en del af materialet, savel med hensyn til opgivelsernes tidsmaessige unojagtighed, som hvad en lang raekke nedlseggelsers omfang angar, udelukker pa forhand, at de opnaede resultater kan vaere i overensstemmelse med forholdene, som de har formet sig« (H. og b. 161). — Deter vel et sporgsmal, om forf. ikke burde have valgt en opdeling, der i hojere grad var bestemt af skelsaettende begivenheder og tillige tog hensyn til »bevisets stilling«, saledes at undersogelsen fortrinsvis sarnlede sig om de perioder, hvor kildematerialet er fyldigt, og hvor der samtidig er mulighed for en mere nojagtig bestemmelse af antal og areal (jfr. nedenfor). Det var jo ikke tilfseldigt, nar Henrik Pedersen i sine hovedgardsundersogelser navnlig bevaegede sig mellem 1660 og 1730; med rette Soger Gunnar Olsen dog et sidste, vserdifuldt holdepunkt i hoverireglementerne o. 1770 suppleret med indberetninger om nedlagte bondergarde 1768-69 69og materiale vedrorende krongodssalgene.

For bondergarde nedlagt efter 1660 skulle det i meget stor udstrsekning vsere muligt at bestemme savel antal som hartkornsstorrelse. Mest usikkerhed knytter sig til perioderne for 1682-83 ar), men den aeldre matrikels angivelser kan dog i mange tilfselde med held benyttes. 1688matriklens hartkornsmateriale burde ikke ligge brak i bilagene, men tages frem til belysning af de sidste ca. 90 ar og dermed i virkeligheden til forstaelse af visse forhold, der sandsynligvis gar betydeligt lsengere tilbage i tiden. At dette ikke er sket, ma anses for den vaesentligste indvending mod dette grundmurede arbejde, hvis solide hovedresultater nodigt skulle lide under den kritik, der — efter forfatterens egen ovenfor citerede anvisning! — meget vel kan rettes mod periodernes procenttal. Gunnar Olsen kunne pa vsesentlige punkter nsermere have pavist tilstande, som nu kun omtales i almindelige vendinger og illustreres med enkelte eksempler. Forskelle mellem landsdelene, frem for alt den sjaellandske ogruppe og Jylland burde her pavises i mere tydelige

Af hensyn til periode-opstillingen i tabellerne anvendes gennem de 250 ar garden, bondebruget i almindelighed, som »det eneste brugbare« sammenligningsgrundlag.Endda svigter det ved 22 landsby- og 115 andre gardnedlseggelser,hvor antallet af garde ikke er anfort i kilderne. Hertil kommer de delvise nedlaeggelser, der unddrager sig en opgorelse i gardantal, men efter 1688 i mange tilfselde angives i hartkorn(f. eks. nar en del af en landsbys jorder lsegges under en hovedgard). Rigtigt er det naturligvis, at en udskillelseaf bol og gardsaedegarde eller en opdeling i hel- og halvgarde ikke vil kunne gennemfores (s. 52 f.). Betegnelserneer skiftende, og 1688-matriklenviser, at mange halvgardes hartkorner

kornerpa storrelse med helgardes i andre landsbyer. Fra 1682-83 til 1774 anfores imidlertid de fleste nedlagte gardes hartkorn, og dette raateriale kunne fortjene nojere iagttagelse. Af flere grunde. For det forste kan man for de godt 90 ar efter landmalingen fa en gennemsnitsberegning, der bedre end regnestykket s. 175 beviser, at de nedlagte bondergarde virkelig la over gennemsnitsstorrelse. Dernsest vil en hartkornsoversigt vise landsdelsforskelligheder,som man enten vanskeligt ellerslet ikke kan fa oje pa i tabeller, hvor kun gardantal figurerer. Af sserlig interesse er unaegtelig de jyske hartkornsopgivelser,fordi de sammen med andre iagttagelser bidrager til at holde det sporgsmal abent: om der overhovedetvar nsevnevserdig nedgang for bondebruget i Jylland efter 1680erne.

De nedlagte hovedgardes hartkornsareal kendes med fa undtagelser i tidsrummet 1682-1774, der i tabel 1 er opdelt i tre perioder.

De nedlagte jyske hovedgarde var flere i tal, men gennemgaende betydeligt mindre end oernes. Af landets godt 31.000 tdr. hovedgardshartkorn havde oerrtes herregarde i 1688 nsesten 56 %, de jyske ca. 44 %. Nedgangen var saledes for begge grupper godt 7 %, der iovrigt ikke udelukkende tilfaldt bondebrugene. Samtidig gik imidlertid langt storre hartkornsmaengder fra fsestebonderne over til hovedgardene, og her var der meget store landsdelsforskelle.

En gennemgang af kildematerialet i bilag I og II giver til resultat (tabel 2), at af 868 paviseligt nedlagte bondergdrde fra perioden 1682-1774 er der 546 med hartkornsangivelse (en del flere kunne sandsynligvis udledes af andre kilder, men det ville nseppe sendre gennemsnitsresultatet vaesentligt). I forhold til de samlede antal nedlaeggelser er de grupper, der kan hartkornsspecificeres, nogenlunde lige store for Jylland og oerne. Gardantal og hartkorn er derimod ret ulige fordelt pa nyoprettede og udvidede hovedgarde. Da enkelte hartkornsangivelser synes afrundede, anfores td.-tallene uden decimaler.

Sjselland tegner sig for naesten halvdelenaf nedlaeggelserne, men der er nedlagt forholdsvis flest bondergarde pa Lolland-Falster, mens Jylland med over halvdelen af samtlige garde har knapt 23 % af samtlige nedlaeggelser. Pa grundlag af de anforte hartkornstal kan de nedlagte bondergardes hartkornberegnes til 4375 tdr. pa oerne mod kun ca. 1130 tdr. i Jylland, hvor tabet for storstedelen opvejes af de nedlagte hovedgardes jorder. Selv om der utvivlsomt ogsa 1682-1774 er henlagten del mere bondejord under hovedgarde,end

vedgarde,endkilderne med sikkerhed viser, bliver de jyske bondergardes tab gennem godt 90 ar sikkert kun Xk—V'z procent, men af oernes bondejorder mellem 2 og 3 % i denne periodeerobret af hovedgardene.

Nedlseggelsen af bondergarde foregik udenfor Sjselland i betydeligt langsommere tempo efter 1700. Det ma dog bemaerkes, at der navnlig i forbindelse med krongodssalgene i sidste periode blev frataget adskillige landsbyer jord, uden at det gav sig tilsvarende udslag i gardnedlseggelser; det gselder isaer Sjaelland og Lolland-Falster. — De 868 nedlagte garde fordelte sig som vist i tabel 3.

Det kan noteres, at Langeland med mindst 26 nedlagte bondergarde (mellem 3 og 4 % af samtlige) ligger pa linie med den sjsellandske ogruppe, hvad denne side af landboudviklingen angar. Det ovrige fynske omrade kommer med kun 1-1 V-i °/c nedlseggelser Jylland langt naermere (det geelder ogsa pa en raekke andre punkter).

Ved iagttagelser over de nedlagte bondergdrdesgennemsnitsstorrelse malt i hartkorn (jfr. H. og b. 175) bor man ligesom ovenfor skelne mellem garde nedlagt ved a. oprettelse og b. udvidelseaf hovedgarde. De sidste udgjorde,som Gunnar Olsen har pavist,

---

1) I Fortid og Nutid XIX, 255 f., har jeg anfort en rrekke eksempler til belysning af dette forhold. »Gard« er i 1688matriklen (se tabellerne i Henrik Pedersen: De danske Landbrug 1688) i talrige tilfaelde en regningsenhed (= helgard), og man kan i mange syd- og ostjyske sogne ved hjaelp af andet kildemateriale konstatere, at det faktiske antal gardbrug afveg meget sta>i"kt fra matriklens tal. Ofte vil markbogerne fra 1683 va?re i god overensstemmelse med senere kilder (navnlig faesteprotokoller), mens matriklen er misvisende. Til illustration kan anfores nogle landsby-eksempler fra Rask og Stensballegard godsers ftcsteprotokoller 1719, med 1688-matriklens tal i parentes. Huirring sogn, Nim hrd.: Hornum (6) 10 halvgarde og 4 fjerdingsgarde, Boring (4) 7 halvgarde og 1 »bolig« (en anneksgard), Over Kodallund (1) 2 halvgd., Neder Kodallund (1) 2 halvgd. Uldum sogn, Norvang hrd.: Uldum (9) 14 halvgd. Va>r sogn, Vor hrd.: Blirup (5) 1 el. 2 helgd., 6 halvgd., Stensballe (15) 1 helgd. 20 halvgd. I Brigsted> Sovind sogn, anforer matriklen 11 gd. med ialt 55,8 td. htk., men under Stensballegard horer 1719 8 halvog fjerdingsgarde med fra 1,31 til 2,44 td. htk.

var derimod langt sjseldnere i Jylland end pa oerne, og de jyske gardes gennemsnitshartkornhar snarest ligget lidt under 4,5 td.

De nedlagte sjsellandske bondergarde var da noget under gennemsnitsstorrelsen for denne landsdel, og dette gjaldt navnlig garde der blev underlagt nyoprettede hovedgarde (her er nedlaeggelserne pa Fyn og de sydlige oer sa fa i tal, at tilfseldigheder kan spille ind). Det var for en stor del landsbyer med ringe hartkorn der matte give plads for nye herregarde. Af Donnerups 12 garde med kun godt 26 tdr. htk. blev Benzonslund oprettet i 1730, Bonderupgard i Slagelse hrd. opstod 1728 af 8 garde med 25,57 tdr. h., og Kastrupgard i 0. Flakkebjerg hrd. opslugte i 1731 Kastrup bys 6 garde, 19,31 tdr. h. Ogsa de hovedgarde, der blev oprettet ved krongodssalgene, opstod i reglen af bondergarde under middelstorrelse. Naermere gennemsnitsstorrelse var naturligt nok bondergarde, der blev nedlagt til fordel for bestaende hovedgarde. Det drejede sig i reglen om nabo-landsbyers bondebrug, men der var dog ogsa her en tendens til fortrinsvis at nedlsegge sma og derfor mindre hoveridygtige garde, i adskillige tilfaelde garde, der allerede for landmalingen havde mattet afgive jord til herregarde.

I Jylland er derimod de nye hovedgarde fra perioden 1682-1774 for storstedelen oprettet af 1 a 2 bondergarde med betydeligt hartkorn, og selv i tilfcEkle, hvor hele landsbyer er nedlagt, ligger gardstorrelsen ofte over gennemsnittet. Af Hovedstrups 5 g. og 1 bol oprettedes 1682 Rodstenseje ved Odder (1688 41,94 tdr. htk.), af Terps 6 ode garde o. 1685 Terp ladegard, (31,67 tdr. h.), og Fuglsos 6 g. med 35,55 tdr. h. gik 1720 op i Fuglso ladegard, Gerlev hrd. Deter sandsynligt, at ogsa de jyske bondergarde, der for landmalingens tid medgik til hovedgardsoprettelser, gennemgaende var over middelstorrelse. Da de fleste herregarde regardepa halvoen var forholdsvis sma, fik udviklingen ogsa pa dette omrade sin sserlige karakter i Jylland. Her formede overgangen fra bondebrug til hovedgard og omvendt sig ofte som henholdsvis sammenlaegning og deling af enkeltgarde, driftsmaessigt naeppe meget forskelligt fra, hvad der skete med de bondergarde, der kun i perioder var opdelt i to eller flere brug. - Hartkornsstatistikken viser desuden, at de jyske bondergarde, der blev ofre for hovedgardsudvidelser, gennemsnitligt taget var af middelstorrelse. Ganske vist blev adskillige storre bondebrug lagt under de bestaende hovedgarde (pa Fyn synes dette trsek endnu mere fremtraedende), men det store flertal af nedlagte garde var i Jylland sma eller middelstore. Der savnes dog saerlig ofte hartkornsangivelser fra perioden 1682-99.

Ogsa m. h. t. landsbynedlseggeher er forskellen mellem Jylland og oerne iojnefaldende, hvilket klart fremgar af Gunnar Olsens tabeller (H. og b. 187-92). 264 i tidsrummet 1525-1774 nedlagte landsbyer var kun 79 jyske; de 68, hvis gardantal kendes, talte kun 346 garde (mod 1147 i 174 landsbyer pa oerne). Dette svarer ikke til bebyggelsesforholdene, for ogsa i Jylland boede det store flertal af bonderne i landsbyer, navnlig i de herregardsrige egne. Selv om der gennem 250 ar er forsvundet flere landsbyer, end kilderne giver oplysning om, drejer det sig ialt kun om nogle fa snese spredt over det meste af halvoen. Endda var det gennemsnitlige antal garde pr. nedlagt landsby kun 5,1 i Jylland mod 6,6 pa oerne; de store landsbyer havde i reglen langt storre modstandskraft overfor hovedgardenes ekspansion. Ogsii Fyn-Langelands 24 konstaterede landsbynedlaeggelser var forholdsvis langt mindre end Lolland-Falsters 39 og Sjaellands 122.

Helhedsbilledet, som gerne matte tegnesmed
lidt skarpere streger, end det
sker i Gunnar Olsens fremstilling, viserda,

serda,at i vornedskabets egne blev bondergardene langt hardere rarnt end pa Fyn og navnlig i Jylland. Mens den sjsellandske ogruppe 1525-1774 matte skatte med 7-8 nedlagte garde pr. hovedgard, slap Jylland med 2 og tog vel den ene tilbage i kraft af hovedgardsudstykninger.Generalhoverireglementerneo. reglementerneo.1770 har flere eksemplerpa sadanne udstykninger end anfort (H. og b. 158 f.). Saledes blev Skjerring Munkgard, som efter raatriklen1688 havde 29,28 td. htk., alleredei Rs. Randlevs ejertid (1718-55) reduceret til 7,73 td. h., idet jorden iovrigt blev »udlagt og tildelt andre bondergarde i Skjerring«; hovedgardens3 marker la endnu 1771 i fsellig med landsbyens, — Af kapitel XII, »Stordrifterne«, fremgar det, at af 50 storbrug med over 100 tdr. htk. la kun 6 i Jylland og blandt disse var 5 middelalderligegarde; Fyn tegnede sig for 4. Af samtlige 67 stordrifter fra perioden1525-1774 var kun 15 jyske, af 122 store hovedgardsudvidelser kun 33 (tabel 16 og 17). Meget rigtigt fremhaeverGunnar Olsen s. 185, at udviklingeni retning af nye stordrifter kulmineredei arene 1660-90, og at Sjsellandfik hovedparten. »Det skel med hensyn til driftsstorrelser, der allerede fra middelalderen synes at have vseret mellem Sjaelland og Loll-F, vornedskabetsomrade, og Fyn-Jylland, og som var blevet uddybet i den foregaende periode, bliver nu stadig mere udpraeget.. « Da der 1700-74 overhovedet ikke oprettedes noget jysk storgods, kan man godt - i Himmelbjergets land — vove den pastand, at skellet er blevet et svselg.

Det store statistiske materiale, der er samlet i bilag I og 11, burde nok vaere ordnet efter landsdele og ikke blot sa vidt muligt kronologisk indenfor de to hovedfelter: oprettelser og udvidelser af hoved- og ladegarde. Det ville ogsa have lettet kontrollen med hovedtabellerne 6 og 7 (s. 166-69), hvor nogle tal afviger fra det, man kan udlede af bilagene. For helhedsresultatet betyder sma forskydninger mellem grupperne af nedlagte garde (2, 3, 4, 5 etc.) naeppe meget. Alvorligere er det, at mange nedlseggelser har en sa usikker tidsbestemmelse. De s. 301 anforte hovedgarde med »F 1650« (oprettet for 1650) ma henfores til 50-aret 1600-49 og ikke til det folgende. »For 1660-65«nedlaeggelserne kan heller ikke alle formodes at hore hjemme i perioden 1650-99, men deter dog naeppe saerlige iagttagelser, der har medfort de uoverensstemmelser m. h. t. jyske garde nedlagt ved hg.-oprettelse i dette 50-ar, som vil fremga af folgende »fintaelling«: Enkelte garde 27 (tabellen har 29); gruppen med 2 nedlagte garde 10 (4), nemlig ved Grubbesholm, Skovsgard, Sludstrup, Longard og Rantzausgave; gruppen m. 3 nedl. g. 21 (27): Skovsgard (Nygarde), Tustrup, Frijsenvold ladegard, Dragsgard, Enslevgard, en ladegard under Overgard samt Vanstedgard; gruppen m. 4 nedl. g. 12 (20), nemlig Marsvinslund, Bryskesborg (egentlig 3V2 odegarde) og Haslevgard. De ovrige grupper stemmer, men antallet af bevisligt nedlagte garde 1650-99 gar dog ned fra 118 (tabel 6 fejltEeller til 117) til 108. Det skal tilfojes, at andre stikprover er faldet gunstigere ud. Men den foreslaede opdeling efter landsdele ville have givet storre sikkerhed - og have tiltalt lokalhistorikere. — Tidsfaestelsen burde have hindret Handbjerg Hovgard (o. 1651) i at optraede med 2 g. nedlagt bade som oprettet og udvidet hovedgard (s. 302 og 326). Ligeledes er Ausumgard 1709 opfort i begge bilag med de samme nedlaeggelser; her er dog lidt navneforbistring m. h. t. Braendgard (s. 309 og 341).

I bilag IV og V har Gunnar Olsen udarbejdet oversigter over landsbyer nedlagt ved henholdsvis oprettelse og udvidelse af hovedgarde. Tidspunktet for nedlseggelsen ma ofte angives omtrentligt,og i mange tilfselde er antalletaf nedlagte garde ukendt eller

tvivlsomt. Som kapitel XIII og bilag I og II naermere oplyser, blev adskillige landsbyer nedlagt i to el. flere tempi, og navnlig ved de seldste nedlseggelsersavnes ofte gardantal. Nar herregardenTorbenfeld (Frydendal) alleredeo. 1500 blev udvidet med jord fra 8 g. i landsbyen af samme navn, hvis sidste 4 g. forst skal vsere nedlagt i 1600-arene, illustreres dette i oversigtens. 364 ved »4(12)«. Her ville en note vsere pa sin plads, idet tal i parentesvel i almindelighed er udtryk for en dobbelthed i kilderne. Er omfangetaf aeldre nedlseggelser ukendt, kommer en nedlagt landsby til at optraedei bilag V (sjseldnere IV) med for lille gardantal, hvilket naturligvis pavirker beregningerne over de nedlagtebyers gennemsnitsstorrelse. Om (Gl.) Soby i Gern hrd. oplyses s. 320, at der for 1626 blev taget jord fra 3 garde, og s. 338 hedder det, at 13 g. i Soby for 1690 »for en del« var lagt under Sobygard. Matriklen synes at bekrsefte den endelige nedlseggelse, og tabel 7 anforer de 13 g. som nedlagte, men bilag V (s. 365) har kun 11 g. (en trykfejl?). - I landsbyen Fiskerhovedi Roholte sogn, Fakse hrd., blev der ved Strandegards oprettelse 1661 nedlagt 1 gard, 1686 2 g., og efter 1688-matriklen er der endnu 5 g.; yderligere 2 er nedlagt 1733, og fra dette ar dateres s. 365 landsbynedlseggelsen.Nar praesten i Roholte 1758 meddeler, at 8 g. i Fiskerhoved er lagt under Strandegard (s. 208), svarer dette til den rettelse G. O. onsker foretaget,saledes at der anfores 8 (i st. f. som s. 365 2) garde i denne landsby. Men sa savnes der altsa mellem 1686 og 1733 oplysninger om 3 nedlagte g., event, om sammenlsegning af bondergardefulgt af inddragelse under hovedgard.

Sa komplicerede kan forholdene vaere. Men det kan ogsa forholde sig sa enkelt, at en nedlseggelse egentlig kun er fuldfort pa papiret. Gunnar Olsen oplyser s. 335 korrekt efter markbogen (1076 fol. 181 b), at Drammelstrup by, Tirstrup sogn, for 1683 var lagt under Hogholra (det drejer sig dog om 4 og ikke som s. 364 anfort 3 g.). Nu vidste man i forvejen, at denne landsby blev genoprettet, senest i slutningen af 1700-tallet. Den omstaendighed, at generalhoverireglementet for Hogholm gods, Drammelstrup by, i 1771 naevner nojagtigt samme hartkorn for de 4 garde tilsamraen, som 1688-matriklen anforer, lod mig formode, at fsestebonder straks efter landmalingen havde overtaget jorden. Ekstraskattemandtaller bekrseftede formodningen. Senest 1687 sad der 4 faestere pa gardene i Drammelstrup, og enkelte fsesteforandringer frem til 1700 kan noteres; de relativt mange tjenestefolk og husdyr svarer godt til det store hartkorn. Forholdet er da det, at den unge baron Iver Hog efter 1773 havde lagt de (muligvis ode) garde under Hogholm, men el'ter hans dod 1683 bortforpagtede enken garden. De skiftende forpagteres sma kreaturbesaetninger (dog nok lidt storre end oplyst i et skattemandtals selvangivelse!)afviger staerkt fra Iver Hogs 200 staldoksne i 1682-mandtallet, og det tor antages, at det ikke har vaeret i friherreindens interesse at udvide hovedgardsdriften med Drammelstrupgardenes godt 34 tdr. htk. Fsestere blev da pany indsat, blandt dem maske een eller flere af de husmsend, som det ifolge markbogen var forundt at bruge »nogle klepper i gardsens marker*.

Vcerkets sidste kapitler omhandler bondernes sksebne ved nedlaeggelserne, praesternes refusionskrav, der gennemfortes1661, samt endelig godsokonomiensomlaegning og diskussion om hovedgardene.Disse forhold er belyst ved trsek, der illustrerer den almindeligeudvikling og fortrinsvis papeger de problemer, tiden selv satte under debat. I »Afslutning« resumerer GunnarOlsen afhandlingens formal: at konstatere bondejordsinddragelser underhovedgardsdrift

derhovedgardsdrift1525-1774, motivernehertil og denne udviklings virkninger.Landbrugstekniske isaer udskiftning af faellesskabet, har ofte vseret afgorende arsager, men betydningenaf odegardsproblemet og skattepolitikken bor ikke undervurderes.Et tab pa 4-5 % af bondejorden var ikke skaebnesvangert for bonderne og skabte ikke direkte noget socialt problem, men hoveriets vaekst og godsejernestiltagende myndighed overfor bonderne kom i stigende grad til at praege godssystemet. Ved Gunnar 01sensmeget fortjenstfulde undersogelserer nedlaeggelserne i det store og hele blevet tilfredsstillende statistisk belyst, men der er stadig brug for en mere indgaende analyss af stordriftens vaesen, af dens okonomiske og socialevirkninger (til skade eller gavn for bondebruget?), og her tor man habe pa nye betydelige arbejder fra samme hand.

- »Hovedgard og bondegard« har et nyttigt stedregister, men burde ogsa have haft personregister. Den fyldige indholdsfortegnelse gor det nogenlunde ud for et sagregister.