Viggo Sjøqvist: Peter Vedel. Udenrigsministeriets direktør. I. Udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur. (Universitetsforlaget i Arhus, 1957). 286 s.

For slaegtledet mellem de to slesvigske krige var den udenrigspolitiske opgave at tilvejebringe en nyorganisation af den danske stats forskellige dele. Helstatsmsendene ansa det for sserlig magtpaliggende at bevare monarkiets enhed og forbindelsen med Holsten (og Lauenburg). Til gengseld havde de Nationalliberale ingen folelse for de tyske hertugdommer, men onskede en ordning, der fortrinsvis sikrede Slesvigs danske nationalitet og arhundredgamle tilhorsforhold til Danmark. Inderst inde foretrak de en Eidergraense med fuldstsendig udskillelse af Holsten; enkelte af dem var endda til tider villige til ogsa at give afkald pa Sydslesvig. Ind i mellem kom forskellige kompromislosninger i betragtning: Helstatsplaner, forbundet med en mere eller mindre vidtgaende deling af Slesvig, til tider ogsa forslag om en personalunion mellem kongeriget og Slesvig-Holsten.

Frem for alt var det vanskeligheden, at udlandets storre og mindre stater, med stotte i internationale aftaler efter trearskrigen, blandede sig i sagen. Det tyske forbund, ostrig og ogsa Preussen kraevede en ordning, som garanterede, at Slesvig ikke knyttedes nsermere til kongeriget end Holsten, men hjalp dog altid slesvigholstenerne, der gjorde, hvad de formaede for at forskertse alle muligheder for en overenskomst. England, Frankrig og Rusland stottede gerne Danmark, men var i fredens interesse villige til vidtgaende indrommelser. Alene Sverige- Norge stod helhjertet ved Danmarks side, men ville aldrig forpligte sig til direkte krigsdeltagelse, spillede alligevel til tider med denne mulighed og blev derigennem en farlig makker. Det skulle ikke lette opgaven, at kongerne forte deres egen »politik«, Frederik VII, som »eiderdansker«, Christian IX som »helstatsmand«, heller ikke at skarpe indrepolitiske modsaetninger gjorde sig gseldende, mellem de konservative helstatsmaend — der i hjertet var enevaeldetilhaengere - de Nationalliberale, som var oprigtige frihedsmsend, men foragtede »transtovlerne« - og »Bondevennerne«, for hvem sociale fremskridt var det afgorende.

I arenes 10b viste det sig lige sa umuligt at tilvejebringe en holdbar ordning som at Iose den matematiske opgave om »cirklens kvadratur«.

Intet under, at ogsa eftertiden har haft vanskeligt ved at faelde en retfserdigdom over partierne og deres ledere. I almindelighed pastas det, at helstatsmaendene havde en mere realistiskforstaelse for de storpolitiske faktorer, som ovede deres indflydelse; til gengseld var de allerfleste af dem uden fjerneste foling med tidsalderens nationale og folkelige krsefter. De Nationalliberalevar disses segtefodte repraesentanter,men manglede mod og styrke til at drage deres fulde konsekvens:Den rent nationale delingspolitik.En senere generation, som har oplevet forste og anden verdenskrig og kun med storste besvaer har vaeret

i stand til at ivserkssette og fastholde Slesvigs nationale deling, vil dog vsere tilbojelig til at faelde den mildest rnuligedom over de Nationalliberale.

Under disse vilkar tjente Peter Vedel
sine sporer i dansk udenrigstjeneste.

Alt som arene er gaet, er hans ry blevet stadig storre. Pa sine gamle dage blev han en formelig myte og betragtedes som indbegrebet af politisk og menneskelig visdom. For det opvoksende slaegtled vejede det til, at han mere end sine partifaeller viste forstaelse for tidens nye andsstromninger. Venstremaend og Radikale - Niels Neergaard, Aage Friis og den nu naesten glemte historisk-politiske essayforfatter Erik Henrichsen - betragtede ham som en tidlig repraesentant for deres egen national- og militaerpolitiske resignation. Uvilkarlig tillagde de ham beslaegtede anskuelser ogsa i hans nationalliberale ungdom.

Forst for ganske nylig har historikeren, arkivar i udenrigsministeriet, mag. art. Viggo Sjoqvist udsendt 1. bind af en selvstaendig biografi: Peter Vedel 1823-64, udgivet af »Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur«. Bogen er i hoj grad velskrevet, selvstasndig og kritisk. I redegorelsen for statens almindelige politik drager den fordel af forgaengernes - ikke mindst Erik Mollers — grundlaeggende arbejder, men udnytter for forste gang Peter Vedels efterladte brevsamlinger og tilfojer for egen regning bade kloge og skarpsindige iagttagelser. Peter Vedel yder han fornoden anerkendelse, men nserer ingen nsesegrus beundring for ham. Mere end tidligere historikere har han blik for hans sammensatte og temperamentsfulde natur, tillige for de mange vanskeligheder, med sig selv og med omgivelserne, som han har haft at ksempe med. Om Vedel nogensinde er blevet den altid overlegne og usvigelig sikre behersker af dansk udenrigspolitik - saledes som han fremtrseder for efterslaegten — far antagelig sit svar i biografiens 2. bind. Mellem vort udenrigsstyres lilleputskikkelser i provisorietiden og naermest efterfolgende ar fremtraeder enhver velvoksen mand som gigant.

Med det altsammen kan man sporge, om Peter Vedel i arkivar Sjoqvists fremstilling virker lige sa sympatisk som tidligere antaget. Med sikkerhed kan man svare, at han i hvert fald er blevet mere faengslende.

Adskillige ar igennem var Peter Vedel en fremmed fugl i vort udenrigsministerium. Da han i juli 1858 blev udna:vnt til chef for dets 1. departement, var han alene kendt som en naermest middelmadig juridisk professor. Pa mange mader fik han en vanskelig stilling. Alle udenrigsministeriets embedsmaend og de fornemste gesandter var helstatsmsend. Da Hall i 1857 var blevet konseilpraesident og havde dannet et nationaliberalt ministerium, var det derfor en naesten uholdbar stilling for ham, at alle hans medarbejdere var politiske modstandere.

Dette sa meget mere - hvad Sjoqvist gor opmaerksom pa - som graensen mellem politikere og embedsmaend i de dage var mere flydende, og embedsmaendenes indflydelse ogsa pa de politiske sagers afgorelse betydelig storre, end den senere skulle blive. For de nationalliberale ministre matte det derfor vaere magtpaliggende at anbrlnge en palidelig meningsfaelle i en af ministeriets noglestillinger.

Pa den anden side var det ligesa naturligt, at ministeriets embedsmaend pa forhand var en garde over for deresnye kollega. Ogsa fordi hans udnsevnelsevar blevet ivaerksat uden deresvidende og tilmed forpurrede derespersonlige aspirationer. Rimeligviser det heller naeppe forblevet nogenhemmelighed, at Vedel »sjseldent talte rosende om sine medmennesker«. Snarest overraskende, at forholdene faldt sa hurtigt i leje. Alene islaenderenGrimur

derenGrimurThomsen forblev bestandighans hadefulde modstander. I arenes 10b var Peter Vedel ved flere lejligheder i farezonen. Forste gang allerede i 1859, da Kriegers forsogpa at svsekke grevinde Danners indflydelse medforte dannelsen af ministeriet Rottwitt og baron Blixen- Fineckes udnsevnelse til udenrigsminister.Set med nutidsojne virker episodentilfaeldig og naermest lidt komisk.I virkeligheden afdaekker den tidens sociale og personlige modssetninger.Grimur Thomsen tonede atter frem, og helstatsmanden, chefen for udenrigsministeriets 2. departement G. Quaade fik overdraget referatet af alle politiske sager og dermed udarbejdelsenaf de diplomatiske noter vedrorendedet slesvig-holstenske sporgsmal.

Efter Rottwitts pludselige dod drev faren dog hurtigt over. Hall vendte pany tilbage. Quaade overtog en gesandtstilling og Vedel hans departement. Kun 36 ar gammel var han saledes blevet ministeriets overste chef for alle politiske anliggender og i endnu hojere grad end for i stand til at samle tradene i sin hand. Ved denne tid indledte han ogsa den ejendommelige, uofficielle og hemmelige brevveksling med gesandterne, der, stadig voksende i omfang, forenede dem i en fortrolig »klan«, og som i vore dage er blevet en sa overordentlig betydningsfuld kilde til dansk udenrigspolitiks historie i mere end 40 ar. Desvaerre synes det ingensinde oplyst - heller ikke af Sjoqvist - om, eller i hvilken udstrsekning korrespondancen har vaeret de skiftende udenrigsministre

I nutidsojne er det dog et endnu mere besynderligt fsenomen, at Vedel - som livet igennem folte sig nsermest knyttet til Krieger, hvad enten denne var medlem af ministerierne eller stod udenfor, har droftet alle vigtige personelle og politiske sporgsmal med ham, ja nseppe foretaget sig nogen vigtig handling uden i forvejen at have sikret sig hans tilslutning. Som Sjoqvist med rette gor opmserksom pa, er forudsaetningen, at der ikke dengang fandtes en sadan kloft mellem embedsmaend og ministre, som ofte i vore dage gor sig gaeldende. Som allerede naevnt, var grsensen flydende mellem politik og administration; tillige tilhorte begge grupper i reglen den samme snaevre toneangivende akademiske kreds, bundet til hinanden gennem familieband og kollegiale hensyn. Rimeligvis er det ogsa en del af forklaringen, at Vedel - af medfodt skyhed og uvilje mod personlig fremtrsedeii - omhyggelig undveg offentlighedens sogelys og aldrig udadtil gjorde sig gaeldende som sine meningers repraesentant.

Som ovenfor omtalt, har de skiftende ministerier i tiden mellem de to slesvigske krige forgaeves sogt at tilvejebringe en varig ordning af hertugdommernes stilling inden for det danske monarki. Navnlig har de Nationalliberale tumlet snart med den ene, snart med den anden Iosning. I reglen var det udenrigspolitiske, undertiden ogsa indenrigspolitiske vanskeligheder, der gjorde sig gaeldende. At sa mange af deres ledende msend var saerpraegede enspaendernaturer, uafhaengige af snaerende partiband og gensidig kritiske overfor hverandre, gjorde det yderligere besvaerligt for dem at holde sammen om en faelles national politik. Jaevnlig forstyrredes ogsa harmonien mellem dem af selskabelige modsaetninger eg personlig rancune.

Sjoqvists nye bog giver mange og nye oplysninger om Vedels usikre forholdtil adskillige af de nationalliberalekoryfaeer. Bedre end tidligere forstarman ogsa, at hans nervose temperamenthar mattet bidrage til at skaerpe saglige modsaetninger. Forholdettil Krieger var det mest uforstyrrede,samarbejdet med Hall derimod underkastet mange svingninger. For

Orla Lehmann nserede han ringe sympati.D. G. Monrads genialitet og dybe »sind« kunne til tider virke tiltrsekkende,dog oftest frastodende pa ham. Som for sa mange af Monrads samtidigeforblev han til syvende og sidst en gade, pa hvilken det navnlig i Vedelsseldre ar blev tillokkende at finde losningen.

Skont ansat af Hall synes Vedel aldrig at have naeret varmere folelser for ham. Fra forste faerd irriteredes han over hans skodesloshed og passivitet. Selv om det passede ham at have frie tojler, voldte det ham sergrelser, at ministeren gerne udskod übehagelige beslutninger. Navnlig vanskeliggjorde det forholdet, at der i afgorende ojeblikke radede alvorlige rneningsforskelle mellem dem. Bade Vedel og Hall skiftede jaevnlig anskuelser - dog blot ikke samtidig. Rimeligvis for forste gang har Sjoqvist pavist, hvor forholdsvis tidligt deres tillidsfulde forhold er gaet i stykker. Efterverdenen har ikke vaeret i tvivl om Halls personlige ansvar for »1864«. Desto mere bor det understreges, at Sjoqvist giver gode grunde for, i hvor hoj grad han delte det med Krieger og Vedel. At Vedel skulle have vseret klogere end sine nationalliberale ministre og meningsfaeller, er der i hvert fald intet, som tyder pa.

Indtil videre ma man snarere sige
tvaertimod.

Ministerkriserne efter eiderpolitikens fallit bragte Vedel alvorlige vanskeligheder. Hvor maerkeligt det lyder, skyldtes det navnlig helstatsmanden, kong Christian IX, at han slap helskindet igennem dem. Forbindelsen imellem dem var blevet knyttet allerede i 1860, da Vedel fik til opgave at gennemga folke- og statsretten med den unge prins Frederik, senere kong Frederik VIII. Som en parentes kan tilfojes, at dennes ungdomsindtryk ovede sin virkning sa langt ned i tiden, at Vedel under unionskrisen i 1905 fik lejlighed til at gore sine anskuelser skuelsergseldende vedrorende kongevalget. »Deter det indre Vrovl, som decouragerer mig«, skrev Vedel efter Halls demission. Deter karakteristisk for deres indbyrdes forhold, at flere ar skulle ga hen, inden de genoptog forbindelsen.

Med Monrad som chef for det nye ministerium var Vedel lidet tilfreds. En tid var han selv pa tale som udenrigsministeremne; sin saedvane tro havde han dog ingen lyst til at stille sig i brechen. Naturligt nok var det ham lidet kaerkomment, at Quaade blev den foretrukne. De forste maneder af 1864, skriver Sjoqvist, er en af de perioder i Vedels liv, som man kender mindst til. Blandt andet, fordi hans brevveksling med gesandterne horte op. Muligvis er forklaringen, at hans indflydelse var blevet mindre, muligvis ogsa, at han har haft vanskeligt ved at finde sit eget standpunkt. Forst under Londonkonferencen genvandt han bade humor og indflydelse: »Nu var det, som om Vedel atter vagnede til dad«.

I virkeligheden var situationen fuldkoraraen barok. Pa konferencen var Danmark reprsesenteret af udenrigsminister Quaade og Vedels naermeste tillidsmand og ven A. F. Krieger. Allerede derigennem forogedes Vedels indflydelse. Samtidig var Monrad af navn blevet udenrigsminister, Vedel dog af gavn. Tilmed gennemforte Christian IX — som nserede ringe sympati for Monrad - at Vedel, trods Quaades og Monrads aergrelse og skjulte modstand, udnsevntes til direktor for det samlede udenrigsministerium. Som naturligt var, bevirkede forfremmelsen og dens forhistorie, at han snarl: kom i et endog meget fortroligt forhold til kongen. Til gengaeld var Monrad utryg ved det og beklagede sig abent over deres private konferencer.

Om de vigtigste afgorelser - og deraffolgende
instruktioner til forhandlernei
London — var der direkte

uenighed. »Husk«, skrev Vedel til Krieger;»jeg taler ikke til Monrad om Sligt, ligesaalidt som jeg fortseller ham, hvad jeg i disse Breve meddeler Dem og Quaade, om hvad aldeles konfidentieltjeg erfarer (af Kongen)«!! Med det altsammen horer det med til Vedels psyke, at situationen langtfranedslog hans humor. Selv erklaeredehan, at han ingenlunde var modfalden;fru Heiberg pastar, at han ligefremvar

Selvfolgelig ma det skrives pa Vedels kreditside, at han aldrig delte sine nationalliberale meningsfsellers illusioner om skandinaviske allianceplaner, endsige deres fantastiske dromme om et nordisk fsellesmonarki. Ligeledes naerede han altid en sundere skepsis end de overfor stormagternes gode vilje til at bista Danmark.

Nsesten forbloffende virker til gengseld hans illusioner om Danmarks militaere styrke. For Bismarcks dynamiske kraft og tvetungede spil havde han heller ingen forstaelse.

Intet under, at Wienerfreden gav ham et slag, som han aldrig forvandt. Erik Henrichsen har fortalt, at han pa sine gamle dage nodig indlod sig pa samtaler om 1864: Hvad han havde oplevet »havde aabenbart vseret for meget til, at han vovede at tale derom«. Forfatteren Niels Moller, som kendte ham bedre end de fleste, anvender udtrykket, at »der var tit ved ham som Klangen af en Violin, der har vseret Sondret«.

Det bliver Viggo Sjoqvists opgave i det kommende bind af Vedels biografi at skildre virkningerne af hans bevsegede