To højkirkemænd. Brevvexling mellem bisperne H. Stein og J. Swane. Ved P. G. Lindhardt og J^ørgen Swane. - Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur. 4. (Universitetsforlaget i Aarhus, 1958). 503 s.

Da Fog 1895 trak sig tilbage fra Sjaellands bispestol palagde han Swane, »deter mit Testamente til Dem og Stein, staa [i Kirkeraadet] fast imod Noviteter, og om det skal vsere, saa giv Mindretalsvota, de have deres Betydning om ikke andet, saa for Fremtiden« (Swane 8/₃-96, 390). Dette Fogs palseg var ganske ufornodent, for Swane og Stein kunde efter hele deres natur ikke andet; vsekkelsernes voxende indflydelse og demokratiets vaext var for dem varsler om at de sidste tider naermede sig, og det eneste de kunde var at holde igen for at forhale »den store og forfaerdelige Krisis«. Begge folte de selv »Vi arbejde forgjaeves; thi vi leve i en Periode, hvor Alt fast gjores Flydende, men Intet Flydende »igjen gjores fast«!« (Stein 5/₈-96, 419) og at de naermest vilde komme til at sta som »haablose Forsteninger fra en svunden Slaegt« (Stein 14/₂-97, 437).

Hermed er anslaet grundstemningeni hovedparten af den udgivne brevvexling, ialt 288 breve, i tid gaendefra sept. 1873 til juli 1899. En noget anden stemning spores endnu i de i'orste 26 breve, som lejlighedsvis udvexles, mens Stein endnu sad i Kobenhavnsom formand og forstander for Diakonissestiftelsen, indtil han 1880 blev praest pa Vesterbro, og Swane forst var stiftsprovst, fra nov. 1877 biskop i Viborg. I disse breve, vaesentligst fra 70'erne, hvor diakonissesagenog de brydninger derom, som nodte Stein til at soge praesteembede,behandles, spores endnu arbejdsmodog tiltro til at det nyttede; men da brevvexlingen efter naesten

total standsning igen tager fat, da Stein 1889 blev Fyns biskop, spores det snart at stemningen er vendt. Vel er der temperamentsforskel, Stein er den mest pessimistiske og kan i mismodigeojeblikke antyde muligheden af at soge landsbykald, fordi han frygtede,at han ikke vedblivende kunne baere bispeembedets ansvar (24/2-93,(²⁴/2-93, 219), men Swane er ikke meget mere optimistisk: Vi ma blive »paa Skandsenog ikke alene det, men blive der med Haab, selv om deter uden Haab ... ere Tiderne onde, saa traengesder desmere til Maend, der blive paa deres Post og blive denned den Frimodighed, som har en stor Belonning«(8 (⁸/₃-93, 221). Begge matte de erkende,at tiden var dem ganske imod, og at de ikke kunde saette meget igennem.Kompromisser med »Tidsaanden«vilde de ikke, og omend de erkendte,at »Princippernes Tid« var tide, sa matte de dog, som deres laeremester,Martensen, i sin bispetid, fortsaettesom de faste, men golde princippersforkaempere. Sa skal det tilfojes,at man gerne yder dem, modsat Martensen, al respekt for »den sindets styrke og karakterens karat« (P. G. Lindhardt), hvormed de forte deres kamp.

Hvad der var dem imod, var hele det partivaesen og partiskral, der havde bredt sig i kirken og antastede den enkeltes frihed og uafhaengighed. I 90' erne var Indre Mission den storste fare - gait var det allerede under Vilh. Becks »hensynslose« ledelse, vaerre vilde det blive, nar han gik bort - grundtvigianismen syntes dem da mere uskyldig, den havde kulmineret. Men midt i 90'erne blev den dem farlig igen, da Bardenfleth 1894 blev kultusminister og Skat Rordam 1895 Sjsellands biskop. (Stein fik forst bispestolen tilbudt, men afslog. Han vilde ikke vaere »Skyggebiskop, uden Stotte fra oven og fra neden«, mens Rordam sad inde med den reelle indflydelse, og der var jo hab om at Rordam vilde blive drevet til at soge stotte fra konservativ side.) Stort bedre sa det ikke ud andre steder: Praesteskabet savnede i stadig storre omfang »al tilborlig Lydighed« (80), og seminaristpraesterne blev stadig flere, sa standens anseelse og dannelse var alvorligt truet (85); med aengstelse noterede de ogsa romerkirkens erobringer og udmalede en fremtid for katolicismen herhjemme. Og alt dette skete i en tid, hvor bispernes rygstod, regeringerne, blev svagere og svagere. Socialismen modtes ikke med den fornodne fasthed, og selv Estrup-regeringen blev dem, »naar undtages Kampen med Parlamentarismen og Forsvarssagen et Venstre-ministerium«. Hvad der traengtes til var jo »ikke saa meget Reformer som en rolig, kraftig Styrelse« (Swane 2fl/₅-94, 278 f.). Hele forhandlingspolitikken fulgte de med stigende uro, det ogsa i den forvisning, at kirken kom til at betale gildet ved forlig. Sadan gik det ogsa, tiendeloven blev til en begyndelse kirkens pris, kun Swane kom til at opleve det, efter deres mening, vaerre som fulgte efter systemskiftet.

Bispernes eneste stotte var da - »naest Kongen - Kirkeraadet«, men forudsaetningen var, at bisperne stod sammen (Swane 15A.>-96, 385). Men at kongen var for bundet til regeringerneerfarede de ofte, og det andet stottepunkt, Scavenius' »provisorisk« oprettede Kirkerad, vaklede snart, da bispekollegiet splittedes. Forst et mindretal,siden 1893 et flertal, i radet ansa det for klogest at imodekomme reformonskerne og give noget efter, men de mest konservative, blandt dem Stein og Swane, vilde og turde heller ikke give indrommelser, for begyndte man derpa, vilde kravene blot voxe.

steroverhine bispers syn pa Indre Mission. Vilh. Becks bestandige fremhsevenaf egen rettroenhed og af det gode forhold til kirkeledelsen (fx. en udtalelse af Martensen om at I. M. skulde redde folkekirken, nar den en, gang ramlede) iovrigt ogsa udviklingeni dette arhundrede, har i ikke ringe grad idylliseret de faktiske forhold.Men i det hele belyses sa mangfoldigeforhold, at brevvexlingen vil vsere uomgaengelig for enhver, der arbejdermed nyere dansk kirkehistorie. Udgivelsen er derfor fuldt berettiget. Her udfyldes virkelig, som professor Lindhardt siger det, et hul i den kirkeligebrevlitteratur. Vaesentlig betydningma brevene fa for enhver historiker,ikke mindst fordi her afspejles det dannede embedsaristokratis aversionmod hele udviklingen.

Deter to personligheder, man moder, af virkelig dannelse, begavede og i hoj grad duelige pa de poster de beklsedte. Men om deres manddomsgerning, Stein lagde sin i Kobenhavn, hvor han genrejste Kbhvn.s Indre Mission (dengang ikke at forvexle med Becks landmission), Swane sin i det daglige arbejde i sit stift, horer vi mindre. Deter deres udsigtslose kamp, der star i forgrunden, og den folger man ikke uden sympati for de to, indtil brevvexlingen standser juli 1899, hvor Stein, syg til doden, ikke lsengere magter at skrive og slutter med tak for alt trofast venskab.

Ganske uden tanke pa offentliggorelse er brevene skrevet, ja i den tro at de er »assureret mod Bogtrykkersvasrte.* Men det var fuldt forsvarligt, at afdode amtsforvalter Swane, som havde brevene i forvaring, bestemte sig for udgivelse. Efter planen skulle prof. Lindhardt have taget sig af indledning og noter, Swane af brevenes afskrivning, et arbejde som Lindhardt har mattet fuldfore efter Swanes dod i 1957. Her er gjort et solidt og sobert arbejde, nserved lydefrit. Indledningen praesenterer de to brevskrivere, og tiden og dens problemer tegnes i korte rids. Noteapparatet er knapt og stramt, samlet om det pakraevede, men deter der ogsa. Den der onsker det sat ind i storre sammenhseng henvises til al fornoden litteratur. En kort introduktion har prof. L. selv givet i sit her i tidsskriftet tidligere trykte foredrag om »Bisperne mellem Hojre og Venstre«, udforligere tegnes baggrunden i det nyudkomne bind VII af Den danske Kirkes Historie.

Da bogen er nydeligt udstyret og, takket vaere stotte fra Videnskabsfonden, sare billig, er det en üblandet glsede at anbefale dette store og paskonnelsesvaerdige