Den danske Kirkes Historie Under redaktion af Hal Koch og Bjørn Kornerup t). VII: P. G. Lindhardt: Tiden 1849-1901. (Gyldendal, 1958). 376 s.

Det sidst udkomne bind (VII) af den store danske kirkehistorie fortssetter kronologisk den skildring af det nittende arhundredes forste halvdel, som professor Hal Koch gav i VI. bind - 1954 (anmeldt i Jyske Samlinger 111, s. 199 ff.) Pa knap 400 sider liar professor, dr. theol. P. G. Lindhardt gjort rede for tiden 1849-1901. Han siger selv i forordet, at stofmtengden og pladsbegraensningen har tvunget ham til at skrive bogen i »en slags telegramstil«, som han formoder vil irritere lseserne; deter muligt, at professor Lindhardts fremstilling vil irritere en del af hans laesere, men i sa fald skyldes det naeppe bans stil og tempo - det irriterer sjseldent, at man kommer rask afsted - men snarere hans stofbehandling.

Men irritation er sikkert ikke lsesernes fremherskende fornemmelse ved laesningen af dette bind. Dertil er det altfor faengslende, rigt som deter, pa nye iagttagelser og nye problemstillinger. De ledende synspunkter er velkendte fra den rsekke vserker, der danner baggrunden for professor Lindhardts sammenfattende fremstilling; i Iobet af mindre end et tiar har den myreflittige forsker gennemtrawlet perioden, og selvom han har stottet sig til gensidigt inspirerende laboratorieovelser med de studerende, er det dog hans selvstsendige opfattelse, der som en rod snor gar gennem alt tovvserket. Skarpest er hans synspunkt kommet til udtryk i den lille inciterende bog »Vaekkelser og kirkelige Retninger i Danmark« fra 1951 og i »Kirken igar og idag« fra 1955; sidstnaevnte bog kan i kronologisk henseende betragtes som en fortssettelse af fremstillingen i det bind af den store kirkehistorie, som her anmeldes. Dei? Iodigste og dybestgaende redegorelse for sider af den kirkelige udvikling har Lindhardt givet i biografien af Morten Pontoppidan, I—II (1951-54). Synspunkterne er i disse og professor Lindhardts ovrige boger om denne periode karakteriseret ved, at han betragter kirkehistorien i snsever sammenhaeng med samfundets ovrige udvikling, socialt, okonomisk, politisk og kulturelt. »Stort set geelder det dog, at religios holdning og de deraf flydende kirkelige konsekvenser bunder i og farves af den sociale transformering som politik og okonomi efter 1849 forte samfundet ind i« (s. 14). I vurderingen af de enkelte menneskers og retningers indsats holder han sig ikke blot til den polerede overflade, men prover ved hjaelp af efterladte breve at traenge ind til deres inderste motiver.

Indholdet er delt i to hovedafsnit med skel ved 1872. Det forste afsnit er efter en indledning om den politiske baggrund opdelt i kapitler om »sekternes stormlob«, Kierkegaardkrisen, den kirkepolitiske kamp 1855-61, Missions fremtrsengen og Grundtvigianismens glanstid. Det afsluttes med en redegorelse for kultursyntesens oplosning med Rasmus Nielsen og Georg Brandes. Andet afsnit begynder med »det moderne gennembrud«, folger Grundtvigianismens og Indre Missions fortsatte udvikling og skitter med Kobenhavns Kirkefond og Kirkeligt Centrums dannelse; en bredere status over stillingen ved arhundredskiftet savnes, men nogle slutningsbemaerkninger fastslar, at personlighedsreligiositeten og erfaringsteologien sejrede inden for alle kirkelige lejre, og at der ikke sattes noget dybt skel mellem kristendom og borgerlig moral, sadan som Kierkegaard havde forkyndt det ved periodens begyndelse. Modsaetningerne mellem de kirkelige retninger var staerkere betinget af sociale og politiske forhold end af teologiske. Retningernes udvikling og indbyrdes forhold er fortraeffeligt klarlagt; skellet mellem hojregrundtvigianere og venstre-grundtvigianere, mellem Kobenhavns Indre Mission og Vilhelm Becks aggressive landsmission. Man savner derimod en oversigt over de enkelte egnes stilling, den kulturgeografiske sammenhaeng.

Lindhardts »telegramstil« har den store fordel, at den medforer knappe og tit rammende karakteristiker som f. eks. at »Spire, vaext, slaegt, historie, udvikling, fremtid, fremskridt, lyriske fantasier og rationelle spekulationer blev Grundtvigs svar til Kierkegaard«, (s. 68), eller at »pietistisk bibel-orthodoxi, borgerlig moralisme, idealistisk-romantisk menneskesyn, udodeligheds - og vaexttro« blev det kirkelige 19. arhundredes ideologiske grundtemaer (s. 77); slaende kort siges det s. 152, at »det menneskelige og det folkelige, ikke det kristelige rummede spirer til bruddet mellem de to store vaekkelser«. Alligevel undgas det naturligvis ikke, at fremstillingen pa denne made kommer til at virke voldsom pakket, naesten sammenstuvet, men herpa bodes med fortraeffelige citater fra artikler og breve; desvaerre er laeseren ofte afskaret fra at fa oplysning om, hvor disse citater horer hjemme; vaerket har desvserre slet ingen noter og naesten ingen kildehenvisninger, derimod fortraeffelige krydshenvisninger, som boder lidt pa, at der ikke er navne- og sagregister (det kommer vel forst ved afslutningen af hele kirkehistorien, og deter laenge at vente).

Maske er professor Lindhardt tilbojeligtil at presse sine citater for stserkt. Deter jo dog et sporgsmal, hvor stor vaegt man skal lsegge pa ytringeri privatbreve; er vi ikke allesammeni breve til naermeste venner mere absolutte i vor udtryksmade end vi inderst inde og udadtil er, nar det kommer til stykket? Professor Lindhardtsindstilling overfor de optraedendepersoner vidner ikke altid om dybtgaende forsog pa at forsta dem ud fra deres egne forudsaetninger og deres eget vaesen; de er naesten alle behandlet med en vis overlegen ironisktone, og ikke sjaelden flas de dode naermest levende! Denne af strings - og henrettelsesproces kan vaere underholdende nok for laeseren, men den er ikke altid retfaerdig, og i laengdenkan den virke bade traettende og irriterende. Men kostelige partier er der jo, f. eks. skildringen s. 84 af, hvordan Grundtvig ved sit 50-ars praestejubilseumblev fejret som biskop af kultusminister Monrad, skont kongenhavde naegtet at udnaevne ham. Grundtvig blev aldrig titulaer biskop, skont han selv og alverden troede han blev det! Et andet hojdepunkt i ironiskfremstilling er skildringen af IndreMissions kamp mod fakultetet, s. 336 ff. Den gaeve professor Peder Madsenville

senvillegerne gore indrommelser til den liberale teologi, men haevdede at visse »knudepunkter« i Det gamle Testamentela faste: Skabelse, Syndefald, Gudsbillede, Forjsettelser — og Abraham!Jesu viden om monten i fisken (Matth. 17) skyldtes en speciel abenbaringi ojeblikket! Men da Vilhelm Beck tordnede sit »Pa knae, professorer!for den hellige Skrift!«, kunne Madsen ikke tale for grad og kaldte sineelever til vidne pa, at han havde vaeret »pa knae for bibelen fra sin ungdom«.Nar Lindhardt bruger fejekostensom her, virker det kun velgorende.Men deter ikke mange skikkelser,der klarer frisag for hans domstol.Soren Kierkegaard, Otto Moller, Morten Pontoppidan, Briicker, Hoffding - ret mange flere er der ikke! Denne ironiske afstandsindstilling er bade en styrke og en svaghed; men svagheden deri er betaenkelig, fordi de arme mennesker, der bedommes sa ironisk, ikke kan forsvare sig, og maskestar det billede, breve giver af dem, ikke sa plastisk og facetteret, som hele skikkelsen virkede i sin egn og sin tid. Den mulighed ma en historikervist ikke lade helt ude af betragtning.

Men trods nogen svaghed pa dette felt er Lindhardts bind i Kirkehistorien en bedrift. Her er for forste gang givet et sammenhaengende udblik over kirkelige stromninger i anden halvdel af det 19. arhundrede, og udblikket, oversigten, er baseret pa en bade vidtspsendende og dybtgaende analyse. Den kirkelige udvikling er behandlet over hele feltet, alle retninger er kommet med, ingen har faet for meget og ingen for lidt, og udviklingen er set i sammenhseng med tidsog samfundsforholdene iovrigt. Den lokale differentiering har dog faet lovlig lidt plads. Fremstillingen stottes iovrigt af et udsogt og fortrinligt billedmateriale.