Helge Søgaard: Lertøj fra n_ørrejyske museer. Bidrag til jysk keramiks historie. (Den gamle By, Århus, 1958) 180 s.

Helge Sogaard har i de arlige publikationer fra »Den gamle By« udsendt et bind, der udelukkende handler om jyske pottemageres produkter fra middelalderens begyndelse til 1880'erne. Savidt vides findes der ikke tilsvarende behandlinger af en landsdels keramiske udvikling gennem den historiske tid, hverken her eller i udlandet. De fleste forfattere har interesseret sig for stengods, fajance eller porcelaen, eller de har begraenset sig til enkelte perioder som Erwin Schirmer i »Die deutschen Irdenware des 11.-15. Jahrhunderts* (Jena 1939) og Dagmar Selling i »Wikingerzeitliche und friih mittelalterliche Keramik in Sweden* (Sthlm. 1955). Den vigtigste afhandling, Dr. Sogaard har kunnet bygge pa, er K. Uldalls afsnit i vaerket »Keramik« (Kbh. 1946) om »Lertoj, Stengods og Fayence. Fra Middelalderens Begyndelse til ca. 1850«. Men medens tyngdepunktet for Uldalls afhandling naturligt nok ligger i ostdanmark og i genstande, der har fundet vej til Nationalmuseets samlinger, har Sogaard gennemtrawlet de jyske museer og derved bragt et fyldigt materiale frem, som museumsfolk hidtil har savnet i diskussionen om vor folkelige keramiks

Bogen er stort set inddelt kronologisk.Forfatteren har ikke haft til hensigtat give en jaevn beskrivelse af jyskepottemagerarbejder som helhed. Derfor er ikke blot fund i Nationalmuseet,men ogsa undertiden tidligere fund fra selve landsdelens museer udeladt.Fra vikingetiden og den aeldste middelalder behandles kun fundene fra selve Arhus. Andet kapitel, Glaseretlertoj, omfatter ogsa enkelte sorte, uglaserede kander. Det fremhaeves, at teglstensbraendingen bragte en forbedretteknik med en regulaer ovn, der ikke tillod en reducerende braending (d. v. s. afiltning af lerets jernindhold, sa produktet blev morkfarvet). Man bor dog erindre, at de fynske »Karhusepotter«i forrige arhundrede blev braendt i en ovn, hvori reduktionen opnaedesved at stoppe for aftraekket, efterat ovnen var fyret op. Der er altsa

teknisk set intet i vejen for, at man i
en og samme ovn braender skiftevis
rode og sorte lerkar efter behag.

Der tages ikke endelig stilling til, hvorvidt et antal glaserede og ornamenterede kander har vaeret importgods; men tanken menes at vaere forsvarlig. Det kan i denne forbindelse nsevnes, at man ved igangvaerende udgravninger i Tyskebryggen i Bergen ikke blot har fundet engelsk, lyst, nsesten hvidt importgods fra 1100 arene, men ogsa rhinsk saltglaseret stentoj. Pa den anden side havde Arhusegnen udmaerket pottemagerler. Og smukt udforte glaserede fliser og sojlekapitaeler vidner om, at det hjemlige pottemageri, knyttet til kirkearkitekturen, ikke stod pa noget primitivt stade. Hvorfor skulle der ikke blandt kirkens indvandrede tjenere ogsa kunne findes indvandrede pottemagere? Diskussionen om keramikkens proveniens er maske i nogen grad akademisk, nar det drejer sig om mere kunstfaerdige frembringelser.

Forfatteren daterer stjertpotternes fremkomst til o. 1300, dels pa grundlag af Bjornkaer fundet, dels fordi der ved Skanor er fundet en stjertpotte, hvis enkle profil rober dens alder. Nu er det jo ikke sikkert, at Bjornkser voldsted blev jaevnet straks efter erobringen (fundet hidrorer fra en af brondene). Thi i 1427 skodede Niels Kalff af Bjornkaers efterleverske »Bjornkaer gardsted« til Arhusbispen; B. nsevnes endnu i 1509. Og hvad Skanor slot angar, oplyser forfatteren selv, at det eksisterede til ca. 1425. Anmelderen er tilbojelig til at tro, at stjertpotter ikke kendes fra sikkert daterede lag, aeldre end 1400 arene. - Derimod har forfatteren sikkert ret i, at de to flade skale fra Skallerup tilhorer senmiddelalderens keramik. Stempelindtrykkene forekommer ham gadefulde — hvorfor ikke antage, at de skyldes en simpel efterligning af malmgrydernes stobte maerker, som P. Riismoller har gjort det i en anmeldelse? Interessant er pavisningen visningenaf den nsere forbindelse mellem Sjaelland og Abo syssel, som ogsa kendes fra bindingsvaerket i senmiddelalderen og rensessancen.

Dr. Sogaards eksempler bliver naturligt nok talrigere op mod 1700 arene, og fra perioden herefter vrimler bogen med hidtil upublicerede genstande. Her er forfatteren pa hjemmebane, og deter i behandlingen af dette stof, bogen vil fa blivende vserdi. Han har sikkert ret i, at arsagen til det staerkt dekorerede lertojs forsvinden o. 1700 haenger sammen med fajancernes fremmarch og lidt senere porcellaenets. Lertojet blev fortraengt til kokkenregionerne, det skulle forst og fremmest vaere billigt. Derfor findes der endnu fint udforte fade i det, dr. Sogaard kalder den seldre stil, medens empirestilen og dens aflosere viser degenerationen. Pottemageriet i Himmerland far mindre omtale end det ostjyske, trods dets sikre formsans, og de blomstrende virksomheder ved Norresundby og i Sonderjylland (Winther i Sonderborg) omtales slet ikke. Billedstoffet lader meget tilbage at onske. Deter talrigt og illustrerende, men for darligt gengivet. Genstandene er udskrabede, hvorved de vigtige profiler har lidt skade, hvilket er sa meget mere beklageligt, som der ikke findes en eneste profiltegning i bogen. Dr. Sogaards store og meget fortjenstfulde arbejde kunne have fortjent en bedre praesentering.