Tage Kaarsted: Hvad skal del nytte? De radikale og forsvaret 1894-1914. (Søren Lunds forlag, 1958). 100 s.

Der er naeppe nogen af vore hjemlige partier, der historisk er blevet sa indgaende behandlet som det radikale venstre. I 1930 udkom et skrift i anledning af 25 ars jubilaeet skrevet af partiets ledere; fa ar efter Gunner Fog- Petersens store tobindsvaerk og i 1955 Roar Skovmand og Erik Rasmussens udmaerkede bog om partiets historie. Tage Kaarsted slutter sig nu til denne raekke med sin studie over de forste vanskelige ar for partiet. Med den kolossale betydning, som de radikale tillagde forsvarssagen, bliver Kaarsteds bog en behandling af et overmade centralt omrade i partihistorien, ikke mindst fordi undersogelsen viser klarere, end det for er vist, at vanskelighederne ikke alene beroede pa de andre partiers angreb og chikanerier, men for en overmade stor del skyldtes indre splid saerlig pa forsvarssporgsmalet.

Tage Kaarsteds bog omfatter periodenfra
1894-1914, men med den absoluttehovedvaegt
pa arene 1905-10,

de ar, hvor landet for anden gang haergedesaf en stor politisk kamp om forsvarssporgsmalet.De radikales antirnilitaristiskestilling herunder er velbekendt;mindre kendt er derimod de haarde indre kampe, der foregik indenfor partiet sidelobende med det storpolitiske spil. Pa den ene side stod den kobenhavnske, staerkt intellektuelt praegede, gruppe omkring P. Munch og pa den anden de gamle venstrereformpolitikere,der i januar 1905 dannede partiet Folketingets Venstre. Det var folk som C. Th. Zahle og Slengerik, alle staerkt forankret i venstres gamle ideer og derfor af et mere moderat tilsnit.

Ved at dykke ned i arkivstoffet, saerlig i Ove Rodes efterladte papirer, har Kaarsted givet et udmaerket billede af de ofte meget skarpe indre brydninger pa forsvarets omrade indtil den munchske opfattelse sejrede omkring 1910. Af saerlig stor interesse er brevene mellem Ove Rode og P. Munch. De belyser i lige hoj grad de to personligheder og de spaendte interne forhold i partiet. Man kunne blot have onsket, at disse breve i langt storre udstraekning var blevet direkte citeret i stedet for at refereres. Den indirekte gengivelse tager duften af det gode kildemateriale.

Den vaesentligste kritik, der kan rettes mod Kaarsteds bog er imidlertid den, at emnet er taget for snaevert op eller rettere ikke rigtigt uddybet til bunds. Hermed menes ikke, at der burde vaere flere detaljer, men derimod, at man mangier en naermere udredning af den dybere baggrund for de fremstillede opfattelser og handlinger. Et menneske eller en gruppes holdning til sporgsmalet om faedrelandets forsvar er en overordentlig kompliceret affaere, der stikker langt dybere end blot til det rent praktiske problem om op- eller nedrustning. I langt hojere grad end ved noget andet politisk sporgsmal kommer menneskelige momenter ind. Folelser, milieu, forudsaetninger og pavirkning spiller en afgorende rolle, fordi sporgsmalet er af en sa subjektiv karakter. En mands forsvarsopfattelse er derfor ikke udtrykt alene ved at redegore for hans stilling til f. eks. Tyskland, neutralitet og til Kobenhavns befaestning - her bevseger man sig pa overfladen uden at stikke hul pa isen og se efter, hvad det egentlig er, der baerer den. Ligesom forsvarskampen pa Estrups tid var dens fortssettelse under I. G. Christensen, Neergaard og Zahle neesten kun et symbol for dybtgaende brydninger i samfundet. Var forsvarskampen derfor blevet ridset op pa en storpolitisk horisont, havde man faet et indblik i de sociale og ideologiske brydninger, der bar kampen oppe, og sikkert ogsa faet den egentlige forklaring pa mange af periodens udtalelser og begivenheder.