NOGLE SYNSPUNKTER PÅ TEORI OG PRAKSIS I HISTORIEN

Historiefilosofiske overvejelser¹) har en tendens til at antage en sa abstrakt karakter, at den praktisk arbejdende historiker har svaert ved at se sammenhsengen mellem de konkrete forskningsproblemer og videnskabsteoretikerens spekulationer. Deter derfor forstaeligt, at mange historikere er skeptiske over for filosofisk orienterede forsog pa at klarlaegge metodologiske og erkendelsesteoretiske aspekter pa den historiske videnskab. Afstanden mellem den praktiske og den teoretiske side af historieforskningen kan let forekomme sa stor, at rsesonnementer over den historiske forklarings natur synes uden betydning for den, der er i faerd med at etablere en sadan forklaring pa et bestemt stof.

---

1) Historiefilosofi og historieteori (med deraf afledte adjektiver) bruges her som nogenlunde synonyme udtryk. Den mere omfattende betydning, der af nogle forfattere lsegges i ordet historiefilosofi: betragtninger over de virkende kraefter i det historiske forlob, dettes indre mening o. s. v., kan vi sammenfatte i begrebet historiesyn. Men det ligger uden for de problemer i den historiske forklaring, vi skal rore ved i denne sammenhaeng.

Pa den anden side stilles historikeren ofte i sin forskning og i sine bestraebelser pa at give adaekvat udformede meddelelser om sine forskningsresultater over for situationer, hvor han tvinges til at anlsegge visse common-sense betragtninger pa den historiske videnskabs natur og muligheder. Men her vil han let fole sig pa gyngende grund. Hans uddannelse har ikke i naevnevaerdig grad sigtet pa problemer af den art, men har vaeret tilbojelig til at saette lighedstegn mellem historisk metode og kildekritik, og den litteratur, der skulle vejlede, tager ikke — eller sa godt som ikke - sit udgangspunkt i praksis. Deter formentlig forklaringen pa, at mange af de mere generelle formuleringer om den historiske metode, som forekommer i historiske arbejder, kan have en temmelig vag og tilfseldig karakter. Oftest argumenteres der i snsever tilknytning til det behandlede stof, hvad der kan vaere en bade korrekt og frugtbar fremgangsmade, men deter et spinkelt grundlag for generaliseringer.

Historieteoretikerne baerer ikke hele skylden for den manglende kontakt mellem teori og praksis. Videnskabsfilosofien er en selvstaendig forskningsgren med sine egne problemer og sine egne monstre for analyse, og den kan ikke i forste raekke stile mod at stotte praksis i de forskellige discipliner. Alligevel arbejder videnskabsteoretikeren jo med problemstillinger, der i naesten alle tilfaelde har en eller anden reference til de faktiske forsknings- og fremstillingsmetoder. Den praktiske forsker kan derfor naeppe i det lange 10b vaere helt upavirket af, hvad teoretikerne mener om hans metoder og begreber. For en umiddelbar betragtning ma det forekomme rimeligt, at forskeren i nogen udstraekning soger at blive fortrolig med de teoretiske monstre. Han kan sa konfrontere dem med den praksis, han selv anvender, og der igennem vurdere begraensningen og mulighederne i teorierne.

Lige sa rimelig en sadan tanke kan virke, lige sa vanskelig er den vistnok at realisere. Dette erkendes mest abent af de forfattere, der har indsigt i historisk forskning, og som desuden soger at give et bidrag til historiens teori. Nordmanden Ottar Dahl har en sadan dobbelt orientering, og i modsaetning til mange andre teoretikere giver han tydeligt udtryk for sin usikkerhed ved at skulle navigere mellem filosofiens krav og standarder og historikerens krav om empirisk relevans. Han erkender de begraensede aspirationer, teoretikeren kan have i retning af at opkaste sig til »overste autoritet og dommer overfor den konkrete forskning«, og han vil altid give special-forskeren »det siste ord nar det gj_elder metoders og begrepers fruktbarhet i forskningen«²).

Ottar Dahls forbeholdne tro pa at kunne befrugte den historiske
forskning ad teoretisk vej ma fremhaeves. Men den betyder ikke, at han

---

2) Ottar Dahl: Om arsaksproblemer i historisk forskning. Forsok pa en vitenskapsteoretisk analyse. Oslo 1956, ss. 13 og 15 (i det folgende citeret: Dahl).

helt ser bort fra, at teori og praksis kan modes. Han harmed hensigt sogt at kombinere deskriptive og normative synspunkter i sin analyse af de historiske arsagsformuleringer, og han har i sa vid udstraekning sora muligt villet knytte diskussionen til et konkret eksempelmateriale. Begge dele ma formodentlig ses som et forsog pa dels at give analyserne et praktisk aspekt ved siden af det teoretiske dels at na frem til faghistorikernesinteressesfaere. Han indrommer selv, at hans problemstilling indebaerermuligheden for at »konstruere nye redskaper for den vitenskapeligetenkning og forskning«, selv om det ma overlades den enkelte forskerat vaelge mellem de alternativer, teoretikeren kan fremlaegge³.

Man tor derfor antage, at hele Dahls fremstilling til syvende og sidst hviler pa den opfattelse, at det har mere end blot videnskabsfilosofisk interesse at foretage en teoretisk vurdering af historisk praksis pa et begraenset felt. Og her star han ikke alene. Adskillige har ment at kunne spore en stigende interesse blandt historikere for en debat af metodiske problemer. Der er tegn pa en voksende trang til at besinde sig pa, hvad der foregar, nar man studerer og fremstiller historien.

Denne interesse har naturligvis mange forskellige udspring, og det kan vaere vanskeligt at give en forklaring pa den. Mest nserliggende er det vel, at historikerne i deres arbejde stoder pa problemer, som vanskeliggor den historiske beskrivelse, og som de haber at kunne traenge ind i ved et studium af forskningens grundproblemer. Samtidig kan lysten til at udrede karakteren af det specifikt historiske vaere skaerpet af, at flere humanistiske videnskaber i bevidst modsaetning til aeldre forskningsmetoder har vendt sig fra en historisk betragtningsmade. I slutningen af sidste arhundrede kunne den store tyske filolog Hermann Paul med styrke haevde, at sprogforskning var sproghistorie, ellers var det ikke videnska b⁴), og denne opfattelse var laenge staerkt udbredt blandt sprogforskerne. Men moderne lingvister har fundet en historisk betragtningsmade upraktisk ved udforskningen af en raekke problemer i forbindelse med sprogets struktur, og den ahistoriske synsmade har vist sig overordentlig nyttig. Desuden har den sakaldte »new criticism* i litteraturforskningen villet gore den litteraere analyse mere uafhaengig af litteraturhistoriske betragtninger. Alt dette kan vaere medvirkende til en foroget interesse i at fa fastslaet, hvad der inderst inde karakteriserer historien og giver den historiske forklaring sin plads i videnskaben.

Endelig har det givetvis spillet en rolle, at sociale nabovidenskaber
— sociologi, antropologi, okonomi, statskundskab, demografi og mange
flere — har tiltrukket sig mange historikeres opmaerksomhed. Disse videnskaberbeskaeftiger

---

3) Dahl, ss. 9f. og 14.

4) Se Hermann Paul: »Prinzipien der Sprachgeschichte« 5. udg. 1920, s. 20 ff. (Vserket udkom forste gang 1880, og den stserke fremhseven af sprogvidenskab som sproghistorie dukker op i 2. udg. 1886 som svar pa en recension).

denskaberbeskaeftigersig ofte med menneskelige relationer og samfundsforholduafhaengigt af den tidslige sammenhaeng, mens historien traditionelt har arbejdet med at beskrive tilsvarende fsenomener med overvejende hensyntagen til deres bundethed til en bestemt afgraensettidsperiode. De sociale videnskaber arbejder med ret klart formuleredeanalytiske metoder, som giver dem troen pa, at de kan opstille generelt gyldige monstre for menneskelig adfaerd og social udvikling. Da historikeren jo meget ofte interesserer sig netop for disse problemerog for den samfundsmaessige baggrund for individuel udfoldelse, har det undret samfundsforskerne, at historien i sa vid udstraekning har undgaet at tage stilling til socialvidenskabelige analyser og metoder. Det har faet adskillige historikere til at sla blikket ned og tsenke pa at orientere historien mod samfundsvidenskaberne og soge en berettigelse for historieforskningen deri, at den som en af samfundsvidenskaberne er med til at skabe videnskabelig viden om mennesket.

Disse antydninger giver naturligvis kun en ufuldstaendig forklaring pa baggrunden for tidens metodedebat. Men overvejelser som de naevnte spores tydeligt bag et par amerikanske bidrag til en diskussion af metoder og synspunkter i historieforskningen. I to omgange har historikere dannet arbejdsgrupper under Social Science Research Council for at bearbejde sporgsmal i forbindelse med historiens teori og praksis, og resultaterne er fremlagt i to bulletiner. Bag den forste, der har titlen: »Theory and Practice in Historical Study: A Report of the Committee on Historiography*⁵), stod historikere som Merle Curti, Charles A. Beard og Thomas C. Cochran. Deres formal var at foretage »... a reconsideration of historiography« i hab om at kunne fremlaegge »a manual designed to clarify thought about history and to aid historians in teaching and writing it«⁸).

Bulletinens vaesentlige indhold er et opgor med troen pa en objektivhistorieforskning og en understregning af, at al historisk forklaring er afhaengig af de principper, hvorefter man indsamler, udvselger og ordner sit materiale. Et af kapitlerne er saledes en gennemgang af de synspunkter, der har vaeret de fremherskende i amerikansk historieskrivning,og forskernes resultater saettes — i nogen grad maske ved en cirkelslutning-i relation til deres udvaelgelseskriterier⁷)- Desuden gennemforerHoward K. Beale en indgaende analyse af, hvorledes en lang raekke forfattere har skrevet om arsagerne til den amerikanske borgerkri g⁸). 81. a. anforer han eksempler pa, at mange staerkt partiske forskerehar

---

5) New York, 1946. I det folgende citeret efter sit nummer i Social Science Research Council's skriftraekke: Bull. 54.

6) Bull. 54, ss. VII og 3ff.

7) ibid., s. 15 ff. Chapter II: Controlling Assumptions in the Practice of American Historians, by John Herman Randall, Jr., og George Haines.

8) Bull. 54, s. 53 ff.

skereharvaeret ganske uvidende om deres ensidighed. Og han kan vise flere tilfaelde, hvor to forskere ved tolkning af nojagtig de samme data er kommet til stik modsatte resultater, uden at nogen af dem har forbrudtsig mod den kildekritiske metode eller er skyldige i logiske brud i deres raesonnementer.

Videre gennemgar bulletinen forskellige problemer ved den historiske terminologi⁹). Oprindelig havde man taenkt sig at definere en rsekke almindelige historiske begreber lid fra deres faktiske brug i historiske vaerker, men komiteen gjorde her en opdagelse, som kaldes »fearful and wonderful«¹⁰). Det viste sig umuligt at opstille blot nogenlunde overskuelige standarddefinitioner pa sa gaengse ord som »udvikling«, »aendring«, »kultur«, »kraefter«, »arsag«. Man har derfor mattet lade filosoffen Sidney Hook opstille definitioner pa disse og andre ord ud fra et mere filosofisk synspunkt og med hensyntagen til deres brug ogsa i andre videnskaber. Hooks definitioner far derved en tydelig drejning over mod socialvidenskabernes sprogbrug.

De slaende eksempler pa den vage historiske sprogbrug og adskillige tegn pa, at historikere i almindelighed ikke er overvseldende ivrige for at gore den mere prsecis₁₁), har tydeligt gjort et staerkt indtryk pa komiteen. Skellet mellem historien og de sociale nabodiscipliner blev meget understreget for komiteens medlemmer, sa meget mere som de er af den opfattelse, at den storst taenkelige precision i terminologien er en uomgaengelig forudsaetning for fremgang i enhver videnskab¹²). Et vigtigt punkt i de temmelig overfladiske »propositions*, hvormed bulletinen slutter¹³), bliver derfor en appel til historikerne om kun at bruge de flertydige ord og begreber i en helt klar kontekst. Desuden understreges det, at al skrevet historie er en bevidst udvaelgelse af kendsgerninger, som ordnes i et eller andet monster, betinget af forfatterens interesser eller hans onske om at fremhaeve noget frem for andet. Derfor indskaerper bulletinen, at historikeren nodvendigvis ma klargore sine tanker og sit formal bade for sig selv og for lasseren, hvis han straeber efter at give en sa uengageret fremstilling, som deter muligt.

Disse synspunkter er jo i og for sig vaesentlige, men opsigtsvaekkende nye er de ikke, og de er forimileret sare almindeligt, for at de kunne vinde videst mulig tilslutning. Betydeligt interessantere er affiniteten til de sociale videnskaber bade i Hooks definitioner og udtalelser om, at historikeren i et vist omfang kan formulere generalisationer, ganske vist med begraenset gyldighed, og at et samarbejde mellem historikere

---

9) Bull. 54, s. 103 ff.

10) Bull. 54, s. 107.

11) Bull, 54, s. VIII f.

12) Bull. 54, s. 140.

13) Bull. 54, s. 131 ff.

og dyrkere af sociale videnskaber ma anses for onskeligt"). Man maerkerisasr denne tendens i Beards motivering for, at man overhovedet skal foretage en »reconsideration« af historien. Han antyder da, at et hovedformal med nyvurderingen ma vasre at gore den historiske forskningmere »nyttig« - for at sige det enkelt og derfor en smule groft. Kendskab til historien skal give os den storst mulige viden om menneskeligeforhold, sa vi kan indrette dem klogere og bedre end for, skriver han. Og han sporger, hvordan man kan opna storre fuldstaendighedog nojagtighed for at gore studiet af historien nyttigt i tankensog handlingens verden¹⁵.

Det blev i den retning, debatten fortes videre, da en ny komite fortsatte overvejelserne over historiens problemer, til dels inspireret af, at den forste bulletin havde udlost en livlig diskussion i vide kredse. Man droftede da i enkeltheder historiens forhold til de sociale videnskaber og beskaeftigede sig mere direkte med metode- og analyseproblemer. Mulighederne for et samarbejde eller en gensidig udveksling af metoder og synspunkter mellem historien og socialvidenskaberne blev gennemgaet ret noje, og resultatet blev fremlagt i 1954 i en bulletin med titlen: »The Social Sciences in Historical Study«¹⁶).

Denne anden bulletin definerede direkte historien som en social videnskab, og interessen er hele vejen igennem lagt pa samfundsundersogelser af forskellig art, kulturhistorie om man vil. De fleste af synspunkterne, der har en staerk normativ form, udelukker beskrivelsen af konkrete enkelttilfaelde fra en videnskabelig historieforsknings synsfelt. Historiske forklaringer skal gaud over enkelttilfaeldet, analysere strukturer og processer og vaere med til at formulere generelle antagelser om menneskelig adfaerd¹⁷). Ogsa biografier tillaegges et generelt sigte, idet det siges, at forfatteren af en biografi gennem sit udvalg af materiale fra breve, taler etc. arbejder med pa en stykkevis afdaekning af universel viden om mennesket¹⁸).

I omtalen af, hvad historien rent direkte kan laere af sine nabodisciplinervises dog betydeligt madehold. Efter en gennemgang af hovedpunkternei en raekke sociale videnskaber, en gennemgang, hvor man havde benyttet fagfolks bistand pa de forskellige omrader, konkluderer bulletinen naermest i, at historikeren forst og fremmest kan finde inspirationi disse videnskabers synsmade og problemstillinger¹⁹). Nogetdirekte samarbejde anbefales ikke, og der ytres ikke noget onske om,

---

14) Bull. 54, s. 138 f.

15 ) Bull. 54, s. 12 f.

16) New York, 1954. I det fig. citeret Bull. 64

17) Bull. 64, s. 139 ff.

18) Bull. 64, s. 153.

19) Bull. 64, ss. 83 ff. og 94.

at historikeren skal ga ind i de allerede etablerede sociale videnskaber.
Historiens stilling som selvstaendig videnskab antastes saledes ikke.

Set pa denne made er bulletinen kun en anvisning til historikeren om at finde andre emner frem end de gaengse. I et afsluttende kapitel gor man opmaerksom pa, at historikerne ud af de nyere og nyeste tiders stofmaengder stadig o verve jende vaelger kilder til belysning af lidet omfattende problemstillinger i den politiske historic Disse problemer er blevet fastslaet som de traditionelt historiske i seldre perioder, hvor deres primat i nogen grader en folge af kildematerialets art. Det politiske spil i snaevrere forstand, fremtraedende personer, saerlig pafaldende begivenheder som krige, revolutioner o. s. v. er blevet de fastslaede historiske emner, fordi seldre tiders kilder er koncentreret om disse faenomener.

I stedet burde man, siger bulletinen, erkende de muligheder for en historisk samfundsbeskrivelse, der ligger i den nyere tids kildemateriale. Man skulle ikke alene interessere sig mere for den samfundsmaessige kontekst, hvori de historiske begivenheder udspilles, men ogsa prove at udnytte samfundsvidenskabelige synsmader. Fx. ville det vaere af vaerdi, om historien optog emner som betingelserne for okonomisk vaekst og stagnation i et samfund, vanskelighederne ved social og psykologisk tilpasning under urbaniseringen, familiens stilling i samfundet, oprindelsen til og udviklingen af sociale adfaerdsmonstre o. s. v. I biografier kunne man tage problemet »den sociale rolle« op og undersoge, hvilke krav samfundet og omgivelserne stillede til den biograferede, hvordan han selv opfattede disse krav, og hvordan hans adfaerd forholdt sig hertil. Det normale, det gennemsnitlige, lader sig vanskeligt fastsla i aeldre perioder, men her skulle de sidste 100 ars stof frembyde storre mulighed for at give oplysninger, hvis en social-videnskabelig malestok anlaegges. I det hele taget henledes opmaerksomheden pa en raekke gruppeproblemer, som er blevet aktuelle i de sidste 150 ar, og der argumenteres for, at historien bor tage den slags problemer op, evt. ved et samarbejde mellem flere forskere²⁰).

Man kan have meget udbytte af at laese disse forskellige forslag til en orientering af historien mod mere samfundsvidenskabelige synspunkter. Mange vil sikkert ogsa uden videre indromme, at den historiker, der naermer sig samfundsproblemer i fortiden vil have glaede af at se de sporgsmal, samfundsforskerne stiller til deres data, og overveje, om han kan bruge tilsvarende problemstillinger. Historikerne har jo altid interesseret sig snart for det ene snart for det andet aspekt pa fortiden, afhaengigt af hvilke kriterier for udvaelgelse og vurdering af kildevidnesbyrdene, de fandt frugtbare, eller som var fremme i tiden²¹).

Overtagelsen af socialvidenskabelige synspunkter ville saledes ikke

---

20) Bull. 64, sserlig s. 157 ff.

21) Jvf. referatet af synspunkterne i Bull. 54, ovf. s. 189.

have principiel betydning, hvis det blot drejede sig om udvaelgelsen af stoffet. Men bulletinens definition af historien som en social videnskabraekker videre. Den tager sigte pa selve det metodiske grundlag for historien og vil vise, at den historiske forklaring ogsa. teoretisk kan bringes pa linie med de forklaringer, socialvidenskaberne giver. Historiensvidenskabelighed begrundes med, at dens forklaringer kan analyseresefter et ganske bestemt skema for videnskabelig forklaring, og at dette skema svarer ganske til den teoretiske baggrund for de sociale videnskaber. Netop af den grund kan historien defineres som en social videnskab, haevdes det²²).

Dermed har bulletinens forfattere taget parti i en standende strid om historiens natur og den historiske forklarings teoretiske struktur. Nu er denne bulletin ikke, sa lidt som sin forgsenger, saerlig dybtgaende eller udtommende, hverken set fra et filosofisk eller fra et historisk synspunkt. Men den kan betragtes som symptomatisk for megen historisk metodedebat, og dens bevidste tilknytning til de sociale videnskaber s metodik giver den en karakteristisk placering i tidens o verve jelser over historiens teori og praksis. Vi vil derfor her lade den vsere krystallisationspunkt for nogle overvejelser over nogle enkelte synspunkter pa historiens forklaringer.

Til belysning af disse synspunkter skal yderligere inddrages hovedlinierne i 3 boger af mere historieteoretisk natur fra de senere ar. Det er Oxfordfilosoffen Patrick Gardiners »The Nature of Historical Explanation *²³), William Drays »Laws and Explanation in History«²⁴) og Ottar Dahls »Om arsaksproblemer i historisk forskning. Forsok pa en vitenskapsteoretisk analyse*²⁵). Gardiner og Dray bekender sig til to vidt forskellige opfattelser af den logiske struktur i den historiske forklaring, og da Drays bog er et opgor med Gardiner, far man en meget alsidig, omend filosofisk praeget, belysning af en raekke teoretiske problemer i historien. Dahl har stillet sig en mere begraenset opgave ved alene at analysere arsagsudsagnenes funktion i historisk forskning. Men han strejfer en lang raekke andre sporgsmal undervejs, og hans resultater supplerer pa vaesentlige punkter debatten mellem Dray og Gardiner.

De folgende sider skal ikke give en kritisk gennemgang hverken af bulletinernes teoretiske side eller af de naevnte teoretiske fremstillinger.En sadan vurdering ma forbeholdes filosofferne selv. De filosofiskeovervejelser tager imidlertid mange sider af den historiske forskning op og giver interessante formuleringer af problemerne, som ogsa kan

---

22) Bull. 64, bl. a. s. 95.

23) Oxford, 1952, uaendret genoptryk 1955.

24) Oxford, 1957. Dray er Assistant Professor i filosofi ved universitetet i Toronto.

25) Oslo, 1956. Disputats.

vaere af interesse for historikere. Det kan maske derfor have en vis vaerdi
at praesentere nogle af de teoretiske synspunkter og antyde traek af den
sammenhaeng, hvori de kan ses.

Vil man forsta baggrunden for de vigtigste synspunkter i metodedebatten, gor man vistnok klogt i at erindre den dybe respekt for kendsgerningen, for det afhjemlede faktum, der karakteriserer grundlaeggerne af den moderne historieforskning. De tyske ophavsmaend til den kritiske skole ydede sammen med deres elever i Europa og Amerika deres ypperste indsats ved at udbygge og forfine den kildekritiske metode. I en tid, hvor »videnskabelig« var ved at vaere ensbetydende med »naturvidenskabelig«, fandt de i kildekritikken det instrument, der kunne gore deres udsagn om kilderne acceptable selv for strenge, positivistiske fordringer. Det har givet de efterfolgende historikergenerationer en berettiget og afgorende respekt for arbejdet med at fremlaegge de sikrede kildevidnesbyrd. I mange artier har den skarpsindigste videnskabelige indsats i historien netop udfoldet sig i kildekritiske analyser og ved udgivelsen af kildepublikationer.

Den historiske forklarings problemer interesserede derimod de kritiske historikere omkring arhundredskiftet mindre. Nar de gav mere omfattende tolkninger af storre udsnit af det historiske haendelsesforlob, skete det uden en sa skarp formulering af principperne som den, de brugte i kildekritikken. De fleste var vel — som Kr. Erslev — tilbojelige til atdrage et skel mellem historieforskning og historieskrivning, saledes at de heist forbeholdt betegnelsen videnskabelig for den forste af disse discipliner.

Det haenger sammen med, at kildekritikkens grundlaeggere var udpraegede tilhaengere af en induktiv metode. Kendsgerningerne skulle tale for sig selv, og man matte undga alle teoretiske systemer eller synspunkter, hvorunder kendsgerningerne skulle passes ind i et tolkningsforsog. Man var nemlig bange for, at en sadan »spekulation« over fortiden ville fore tilbage til den naive og subjektive historieskrivning, man havde sat pa porten, da man gjorde historien videnskabelig, d. v. s. kildekritisk. Via kilderne skulle man derfor blot samle kendsgerningerne om fortiden sammen, sa ville man samtidig fa udgangspunktet for fortolkningen af dem. Forklaringen voksede sa at sige ud af kendsgerningerne selv.

Her stottede man sig pa Stuart Mills »A System of Logic« (1843), der hyldede strengt empiriske og induktive synspunkter²⁶). Mills syn overfortes pa historien bl. a. i Langlois og Seignobos' »Introduction aux etudes historiques (1897), den beromte handbog, der var retningsgivendefor mange forskere. De to franskmaend skelnede formelt skarpt

---

26) Bull. 54, ss. 19, 31 f. og 34; Bull. 64, s. 128.

mellem to funktioner: 1. »operations analytiques«, kritikken af dokumenterne,der fremskaffede »des faits isoles«, og 2. »operations synthetiques«,der organiserede dem i »un corps de science*²⁷). Dette skel gar meget tydeligt gennem bogens opbygning. Ved en gennemlaesning af den, far man dog det indtryk, at delingen ikke holder, fordi nogle af de synspunkter, der anvendes i de syntetiske operationer, i virkelighedenhar vaeret brugt ved indsamlingen af »faits«²⁸). Men der er ingen tvivl om, at forfatterne har villet se de to operationsgrupper skarpt adskilte, og den induktive metode skulle udelukke spekulation, fordomme og ensidighed ved opstillingen af syntesen. Forklaringen voksede frem alene ved en betragtning og sammenlaegning af »faits«.

Som Gardiner udtrykker det, indebaerer denne opfattelse en antagelse af, at en kendsgerning er en enhed, som man straks kan skelne, nar man moder den²⁹). Og nar forst den er opdaget, vil den uden videre glide pa plads i den rigtige sammenhaeng. Slet sa enkelt er forholdet jo imidlertid ikke, hvad enhver, der har analyseret en skriftlig kilde, formodentlig vil have folt. I realiteten fremgar det som antydet ogsa af Langlois og Seignobos' egne anvisninger pa en sadan analyse. Det hsenger sammen med, at forskerens mere eller mindre vage antagelser om sammenhaengen i det foreliggende materiale ustandseligt aendres under arbejdet med det. Nye enkeltheder afkraefter hans forste opfattelse eller bekraefter den; han fristes maske til at opstille nye hypoteser, som igen leder frem til etableringen af nye kendsgerninger. Pa den made er der ofte i praksis et stadigt vekselspil mellem analyse og syntese.

Nu har historikere heller aldrig i saerlig grad folt sig bundet af filosofiske forskrifter, sa der er naeppe mange, der konsekvent har provet at opfylde kravene til en induktiv forklaring. Var det tilfaeldet, ville historien have vaeret nogenlunde det eneste eksempel pa en helt induktiv videnskab, der fuldstaendig afstod fra at udvaelge sit stof efter visse kriterier og beskrive det ud fra givne forudsaetninger³⁰). Deter derfor ikke maerkeligt, at den bevidste eller übevidste tro pa den induktive metodes herredomme i historien ret hurtigt blev udsat for kritik. Man fandt det for snaevert, at videnskabelig historieforskning skulle gores afhaengig af denne fremgangsmade, som i virkeligheden ikke lod sig anvende i praksis ved opstilling af forklaringer pa blot lidt storre udsnit af historien.

I amerikansk historiografi ses bruddet med det induktive princip
saerlig klart; der udfoldede sig nemlig i Amerika en karakteristisk diskussionom

---

27) Langlois et Seignobos: Introductions aux etudes historiques, 3. udg. Paris, 1905 s. 181.

28) Sml. i denne forbindelse ndf. s. 207 om arsagsudsagns betydning ved eksistenssporgsmal.

29) Gardiner, s. 71.

30) Bull. 54, s. 32.

sionomforskningens metoder og opgaver mellem den aeldre skoles folk og tilhaengerne af en retning, der efterhanden fik navnet »new history *³¹). Udgangspunktet blev Frederick Jackson Turners »frontierhypotese«om den amerikanske samfundsstrukturs afhaengighed af livsvilkarene i graenseomradet mellem civilisationen og praerien under ekspansionen vestover. Han fremsatte denne teori i 1893 og fojede hertil senere hypotesen om sektionalismen, hvori han udtrykte den antagelse,at modstridende interesser og ideer i forskellige »sections« havde bestemt det amerikanske samfunds karakter. Begge teorier har vist sig meget anvendelige ved forklaringer af amerikansk historic og de har helt til nu pa afgorende made prseget store dele af amerikansk historieskrivning.

Det interessante i vor forbindelse er, at Turner og hans meningsfaeller klart indsa, hvori deres metode adskilte sig fra den fremgangsmade, tyskernes elever — i Amerika saerlig John W. Burgess og Herbert Baxter Adams - havde fastlagt som den rigtige. Turner gjorde selv opmaerksom pa, at hans metode ikke blot betod anvendelsen af klare principper for udvselgelsen af det relevante stof, men ogsa fremsaettelsen af eksplicitte hypoteser ved fortolkningen af de udvalgte kendsgerninger. Der blev derved rokket ved troen pa den induktive metode som den eneste brugbare i historieforskningen, og selvom de turnerske synspunkter modte staerk modstand, var man dog omkr. 1910 naet sa vidt, at de havde vundet udbredt anerkendelse bl. a. som folge af den nye retnings forskningsresultater. Det havde vist sig frugtbart at betragte historien under synspunkter hentet uden for det givne stof. Filosofisk set var Turner pavirket af den nye pragmatiske filosofi, der omtrent samtidig udviklede sig i naer tilknytning til de sociale videnskaber, bl. a. hos en filosof som John Dewey. Ogsa heri spores altsa en begyndende tilnaermelse til de sociale videnskaber.

Opgoret med den strenge kritiske skole var naturligvis ikke et rent amerikansk anliggende. Deter saledes karakteristisk, at Karl Lamprechts besog i staterne i forbindelse med verdensudstillingen i St. Louis i 1904 skal have betydet en vaesentlig stimulans for »the new history*. Bevaegelsen 10b i visse retninger, specielt m. h. t. stofvalg, parallelt med Lamprechts »Kulturgeschichte«. I Frankrig kom samtidig en lignende opposition mod Langlois og Seignobos' synspunkter til orde hos Henri Berr, der udgav Revue de synthese. Berrs egen indflydelse blev ringe, men han er forlober for den retning i fransk historie, der markeres af navne som Marc Bloch, Lucien Febvre og Fernand Braudel³²).

---

31) Opgoret mellem de to retninger er gennemgaet i Bull. 54, kap. 11, der er skrevet af John Herman Randall, Jr, og Georges Haines; sserlig ss. 23 f., 31_—35 og 43^—50.

32) Se Edward Tannenbaum: French Scolarship in Modern European History. New Developments since 1945; i The Journal of Modern History vol. XXIX, no. 3, sept. 1957, s. 246 f.

Vender vi os nu et ojeblik til de to amerikanske bulletiner, vil vi se, at de egentlig er direkte efterkommere af den turnerske »new history«, og at der abenbart stadig bestar et skel mellem tilhaengerne af to forskellige mader at studere og fremstille historien pa. Bulletinernes forfattere finder, at socialvidenskabelige metoder og synspunkter har fundet for ringe anvendelse i historien³³); historien skal bringes ind pa en bane, sa den, som allerede naevnt, er med til at skabe videnskabelig viden om mennesket. Derfor distancerer saerlig den anden af bulletinerne sig fra en »fortaellende« historieskrivning, der ikke eksplicit fremlaegger de kriterier, efter hvilke materialet er udvalgt og fortolket. Og de vender sig begge mod historieforskere, der i deres fremgangsmade lader ane en tro pa, at fortiden i sin helhed kan afdaekkes, og at kendsgerningerne »taler for sig selv«³⁴).

Pa lignende made har franske historikere efter krigen vist stigende interesse for okonomiske tolkninger af historien, og de har beskseftiget sig indgaende med demografi og social historic Vaegten laegges pa en bred opfattelse af historien som kulturhistorie, omfattende alle afskygninger af menneskelig opforsel i en social sammenhaeng. Tilhaengerne af denne retning i fransk historieforskning ser med foragt pa »le vieux monsieur*, som de kalder den mere traditionelt indstillede historiker, med hans stofbunker og hans forfaengelighed i retning af at give en fremstilling, der baerer hans personligheds praig. I stedet vil de, inspireret af Bloch, Febvre og Braudel, binde alle de sociale videnskaber til historien og arbejde mod det mal, Marc Bloch satte for historien: at forsta menneskelig opforsel³⁵).

Denne grove opdeling af historikerne i to retninger bygger ikke alene pa den antydede forskel i forskernes interessesfaere. Der er tillige for nogle af forskernes vedkommende tale om et teoretisk skel i den forstand, at skillelinien gar mellem to forskellige opfattelser af historiens stilling mellem videnskaberne. De traditionelt orienterede historikere vil i almindelighed haevde, at historien afviger radikalt fra andre videnskaber, at den er en videnskab sui generis, der helt folger sine egne regler og normer. De baserer ikke det historiske videnskabsbegreb pa formelle kriterier, men pa en betragtning af historiens sagomrade, og de laegger vaegt pa historikerens intuition, hans evne til at identificere sig med sine personer, hans genskabende fantasi, eller hvad man vaelger at kalde det. Dette synspunkt underbygges af en historiefilosofi, som i den filosofiske verden vel naermest far betegnelsen idealistisk.

Her over for star en helt anden opfattelse af historien. Ifolge den er
den historiske forklaringsmade formelt en gren af den almindelige videnskabeligemetode.

---

33) Bull. 64, sterlig s. 157 ff.

34) Bull. 64, ss. 106 og 128 ff.

35) Tannenbaum: op. cit., ss. 247 og 250 f.

denskabeligemetode.Al videnskabelig forklaring siges at folge et ganske bestemt teoretisk monster, og de historiske forklaringer kan udmaerket passes ind i dette. I den sidste menneskealder er dette synspunkt blevethaevdet med stor styrke af en raekke teoretikere, hvoraf de fleste nogenlundeklart kan placeres som tilhaengere af den logiske empirisme³⁶). Fortalerne for historiens tilnaermelse til de sociale videnskaber vil oftest slutte sig til denne opfattelse af historien, og den anden af de to amerikanskebulletiner star i hvert fald klart pa dette standpunkt.

Opfattelsen har sit udspring i en teori, som for nemheds skyld kan kaldes lov-teorien. Den har et tydeligt positivistisk anstrog med relation isaer til Humes filosofi, og den gar ud fra, at al videnskabelig forklaring er afhaengig af, at de faenomener, der skal forklares, kan bringes ind under en lov med gyldighed ud over disse faenomener. Teoretikerne haevder, at nar der postuleres sammenhaeng mellem begivenheder, kan det kun ske ud fra en antagelse af en almen lov, som er baseret pa iagttagne korrelationer i erfaringen. Vi forklarer vor hovedpine og vor Sovnloshed ved at korrelere dem med andre begivenheder som at sidde for laenge i solen, og at drikke for staerk kaffe. Det kan vi gore, fordi vi og andre har erfaring for, at hovedpine og for megen sol, Sovnloshed og staerk kaffe regelmaessigt folges ad. Pa lignende made, men i et mere stringent plan, arbejder videnskabsmanden, og bade i videnskaben og i dagliglivet er forklaring derfor betinget af formuleringen af love og generaliseringer³⁷). Den postulerede sammenhaeng er et saertilfaelde af en lovmaessighed, som yderligere bekraeftes, hvis loven kan vises at holde stik ogsa i dette tilfaelde.

Deter uden videre klart, at en sadan teori passer udmaerket pa de sociale videnskaber, hvis mal forst og fremmest er at opstille antagelser om visse lovmaessigheder og vise holdbarheden i dem. Enkelttilfaeldet har kun interesse, fordi det har et generelt aspekt med relation til en lovmaessighed eller en regularitet, som det undertiden ogsa udtrykkes. Ser man forholdet omvendt, kan man udtrykke det sadan, at enkelttilfaeldet kan deduceres fra den universelle lov, hvis dennes gyldighed under lignende omstsendigheder er veletableret. Fortalerne for lov-teorien konstaterer derfor en naer logisk forbindelse mellem forklaring og forudsigelse. Og de sociale videnskaber soger jo netop deres berettigelse i, at de leverer forklaringer, som samtidig skulle kunne fortaelle, hvilken vej udviklingen vil ga, hvis man vaelger en bestemt 10sning pa et givet

Historikeren vil imidlertid oftest fole, at hans intentioner gar i den
stik modsatte retning. Han interesserer sig meget sjaeldent for at begrundegenerelle

---

36) Se Dray, s. 1 ff. om teoriens historic

37) Gardiner, s. 4 f.

grundegenerelleteorier om menneskelig adfaerd³⁸), men derimod for enkelttilfseldet, der ikke i sin individuality kan udtommes af den generellebetragtning. Loven piller jo nemlig kun de udsnit af enkelttilfaeldet fra, som det har faelles med andre tilfselde, mens de individuelle traek falder udenfor. Deter de dele af enkelttilfajldet, der ikke falder under generalisationen,historikeren traditionelt beskaeftiger sig med. Nar han saledes beskriver den russiske revolution, er det ikke for at yde et bidragtil beskrivelsen af revolutionsteorien, men snarere for at vise, hvorvedden russiske revolution adskiller sig fra andre revolutioner, hvorforden netop er den russiske revolution. Historikeren vil med andre ord ofte fole det som sin opgave at klarlaegge de individuelle traek ved sit objekt, hvorved det afviger fra andre objekter, som det klassificeres sammen med³⁹).

Deter antagelig fornemmelsen af denne malorientering, der ligger bag mange historikeres pastand om, at deres objekter er »einmalige« og derfor unddrager sig klassifikation. Dette er ogsa rigtigt, for sa vidt som de historiske situationer ofte er sa komplekse, at de komplicerede relationer mellem enkelthederne giver situationen et unikt praeg. Det unike ligger da i, at begivenhederne eller situationerne er beskrevet sa specificeret, at det vil vaere urimeligt at vente en gentagelse af den samme kombination af enkeltheder⁴⁰). Desuden har de historiske data naturligvis et principielt individuelt traek i den tidsangivelse, der er knyttet til dem.

Men det betyder ikke, at de automatisk er unike ogsa i andre henseender, og man ma heller ikke uden videre ligestille kompleksitet og individualitet. Alene sprogbrugen - krig, revolution o. s. v. — antyder visse klassifikationsmuligheder, selvom det naturligvis ikke uden videre indicerer, at faenomenerne ogsa kan opsummeres under en regelmaessighed. Det betyder blot, at de er tilbagevendende faenomener i den forstand, at de kan beskrives ved hjaelp af en enkelt klassifikationsbetegnelse, som Dray udtrykker det. Man har ikke dermed bundet sig til den opfattelse, at en beskrivelse af de historiske faenomener er afhaengig af, at de kan klassificeres som tilbagevendende faenomener, som falder ind under en eller anden lov⁴¹).

Dog kan det udmaerket taenkes, at de enkeltheder, der indgar i de historiske kombinationer, hver for sig har generelle traek, som falder ind under en universelt gyldig regularitet. I virkeligheden kan man haevde, at der nodvendigvis ma indga generelle track i de historiske faenomener, siden de overhovedet lader sig beskrive, sa beskrivelsen accepteres af andre.Man

---

38) Bull. 64, s. 93; Gardiner, ss. 45 og 96; Dahl, s. 143.

39) Dray, s. 47 f.

40) Dahl, s. 78.

41) Dray, s. 48 f.

dre.Mankan godt erkende det virkeligt unike, nar man stilles direkte over for det. Men sadan som vort sprog er indrettet, vil en beskrivelse af det kun fa mening for andre, hvis den kan benytte sig af begrebselementer,som ikke er strengt individuelle⁴²).

Lovteoretikerne gar imidlertid videre end til blot at pavise generelle trsek ved de »einmalige«, historiske fsenomener. For dem er det et skridt pa vejen til en konstatering af, at der bag den historiske forklaring, som bag al videnskabelig forklaring, ligger en generel lov. Eller som Ottar Dahl formulerer det: »Begrunnelsen av historiske teorier vil .... alltid innebaere referance bade til singulsere eksistensutsagn og til helt generelle forutsetninger«⁴³). Problemet med historikerens overvejende interesse for det individuelle kommer lov-teoretikerne sa ud over ved at henvise til, at der altid vil kunne konstrueres en generel teori, som i virkeligheden er impliceret i den historiske forklaring, enten sa historikeren gor sig det klart eller ej. I og med at en historiker opstiller en forklaring, skulle han altsa ganske enkelt forudssette en lovmsessighed, som forklaringen falder ind under.

Gardiners bog har forst og fremmest til formal at g'ore denne opfattelse indlysende, og han ender med at fastsla, at en historisk forklaring altid involverer generelle antagelser om fsenomenernes sainmenhseng. Med hensyn til motivforklaringer tager han dog, som vi skal se, et vist forbehold, men ellers bliver resultatet af hans analyse af den historiske forklaring, at vi ikke kan tillade os at se bort fra, at love af en eller anden type indgar i dem. Vi kan ikke sla os til ro med »facts« alene, siger han⁴⁴). Dog er han meget forsigtig med at tillaegge generaliseringerne afgorende betydning for den historiske forsknings nietode. Han kalder dem vejvisere i stoffet og fremhaever, at teorierne ikke fungerer som naturvidenskabelige teorier, men at deres vaerdi ligger i deres evne til at vejlede forskeren, nar han skal gruppere sit stof⁴⁵).

Disse forsigtige formuleringer haenger sammen med, at Gardiner i nogen grad prover at tage hensyn til det uigennemsigtige ved historikernesbrug af generaliseringer i praksis. Han foler abenbart, at hans synspunkter kan svaekkes af, at historikeren sa godt som aldrig som svar pa et sporgsmal giver en generel formulering, men hellere fylder ud med flere enkeltheder. Vil han - for at bruge et af Gardiners eksempler - forklare, hvorfor Ludvig XIV var upopulaer ved sin dod, finder han ikke pa at forme sin forklaring som en generel lov om forholdet mellem herskeres politik og deres rygte. Han foretrsekker at fortaelle flere enkeltheder om Ludvigs politik. Alligevel fastholder Gardiner efter en

---

42) Gardiner, s. 40 ff; Dahl, s. 77 f.

43) Dahl, s. 99.

44) Gardiner, s. 98.

45) Gardiner, ss. 93 og 112.

raekke logiske raesonnementer, at der trods alt ma vaere tale om en antagelseaf en lovmsessighed. Den bliver blot af en temmelig 10s karakter, men det hindrer ikke, at den er af betydning for historiens teoretiske struktur⁴⁶).

Her star han pa linie med filosoffen C. Hempel, der i 1942 gav et vigtigt, omend skitsemaessigt bidrag til lov-teoriens anvendelse pa historien med afhandlingen »The Function of General Laws in History «⁴⁷). Hempel mener, at de generelle loves virksomhed i historien ikke bemserkes, fordi lovene sa sjseldent naevnes direkte, og fordi det tit er vanskeligt at formulere dem praecist, nar de samtidig skal vsere i overensstemmelse med de empirisk fastslaede kendsgerninger⁴⁸). De love, der kan opstilles ud fra faktisk givne historiske forklaringer, bliver folgelig ofte sa intetsigende, at de er uden metodologisk interesse.

Ottar Dahl har saledes forsogsvis formuleret de love, der efter lovteorien ma antages at vaere impliceret i nogle arsagsudsagn, han har taget fra norske historiske vaerker. Et enkelt eksempel kan vise tankegangen. Sverre Steen skriver i »Det frie Norge 11. Pa falittens rand«: »Den virkelige arsak til avvisningen (av Halvor Hoels valg til stortinget 1818) ma ha vaert antipati mot hans person og meninger fra et flertall i tinget«. Dahl udleder folgende lov heraf: »Hvis deter tilstrekkelig antipati mot en manns person og meninger i en nasjonalforsamling, vil forsamlingen kunne finne paskudd til a nekte godkjenning av hans valg«⁴⁹). Nogen saerlig klart formuleret lover det jo ikke, bl. a. fordi leddene i den ikke er ret meget klarere defineret end leddene i det til grund liggende

Hempel m. fl. mener, at denne Ioshed forst og fremmest skyldes, at gaengs historisk sprogbrug ikke tillader tilstraekkelig praecision i formuleringen af forklaringer. Tanken om lovenes funktion i forklaringerne opgives ikke af den grund; lovene er der, men de tilslores i almindelig praksis. Herved far vi et lidt videre perspektiv frem i de amerikanske bulletiners henstilling til historikerne om at gore sprogbrugen mere konsekvent. Dette krav er nemlig fremsat bl. a. for at fa historiske forklaringer til tydeligere at passe ind i lov-teoretikernes monster.

Imidlertid kan man ogsa drage en helt anden konsekvens af de generelleloves vage karakter i historien. Det har William Dray gjort i sit opgor med lov-teorien, saledes som vi har modt den hos Gardiner. Dray finder det odelaeggende for teoriens anvendelighed, at lovene er sa lose, og at man, nar loven udtrykkes mere praecist, for det meste ma

---

46) Gardiner, saerlig s. 88 ff.

47) I Journ. of Philos.; optrykt i Readings in Philosophical Analysis, udg. af H. Feigl og W. Sellars, New York, 1949.

48) Sml. Gardiner, s. 90 f.; Dahl, s. 160 og Dray, s. 4f.

49) Dahl, s. 145 f.

tilfoje et »ofte« eller et »sommetider« for at dsekke historikerens intentionmed forklaringen. I sa fald kan den samme lov jo bruges til at forklare bade et fsenomens tilsynekomst og dets udeblivelse. Dray naegter vel ikke, at der indgar generelle antagelser i den historiske forklaring,men han finder, at lov-teorien giver en sa lidet udtommende beskrivelse af historisk praksis, at den helt bor forvises fra logiske analyseraf historiske forklaringer. Der behover aldeles ikke at vaere en lovmaessighed implicit til stede i historikernes forklaringer, siger han⁵⁰).

Til belysning af sine synspunkter gennemgar han Gardiners eksempel, at Ludvig XIV dode som en upopulaer mand, fordi hans politik var skaebnesvanger for Frankrigs nationale interesser. Dray forestiller sig, at en historiker skal forsvare sig over for en logiker, der pastar, at han ved denne forklaring har impliceret en generel antagelse om relationen inellem herskeres politik og deres popularitet⁵¹). Historikeren vil da harvde, at alene de ganske bestemte begivenheder, han beskriver, i dette konkrete tilfaelde forklarer kongens upopularitet. Hertil vil logikeren antagelig svare, at sa kan man udvide loven til at omfatte de specificerede begivenheder, der gjorde Ludvig XIV upopulser. Men historikeren vil stadig ikke fole sig overbevist. Han mener, at hans forklaring ikke kan have universel gyldighed, eftersom han ikke vil udelukke, at den samme politik i en anden periode havde faet andre folger. Desuden mener han maske, at nogle af arsagerne til upopulariteten ligger i kongens egen person, og at de ikke uden videre kan ventes gentaget i en anden situation.

Pa denne made kan historikeren hele tiden vaere en anelse foran logikeren, der blot putter alle yderligere specifikationer af kongens politik ind i loven. Til sidst star man med den lov, der skulle daekke forklaringen, og den vil lyde: »Ethvert folk, der er som det franske i alle de specificerede henseender, vil hade en hersker, der i alle specificerede henseender er som Ludvig.« Denne lov ma historikeren boje sig for, men dens metodologiske vserdi er hojst tvivlsom, da deter selve forklaringen oploftet til lov.

Dray konkluderer, at enten er loven altsa meget 10s i sin formulering,eller ogsa bliver den sa specificeret, at den sandsynligvis vil vise sig at vaere en lov med kun et tilfaelde. Han foreslar derfor, at man i stedet tolker det lige citerede, noje specificerede udsagn om kongers upopularitet i overensstemmelse med synspunkter, der er fastlagt af G. Ryle, en af de logiske empirister. I sa fald ma udsagnet ses som et udtrykfor princippet bag historikerens slutning - eller hans »inferens«, som det kaldes. Der bliver da ingen mening i at sige, at loven bruges eller har en funktion i forklaringen. Loven er kun det logiske billede

---

50) Dray, s. 19.

51) Dray, s. 33 ff.

af den slutning, historikeren har foretagei. Den er ikke en generel formulering,der inddrager den historiske forklaring under sig som et saertilfaelde.Der bliver blot givet udtryk for, hvilket princip historikeren har infereret efter⁵²).

Den dybere betydning af dette logiske skel mellem lov og princip for slutning har naeppe storre interesse for historisk praksis. Derimod vil mange historikere sikkert fole sig tiltalt af, at Dray ved at motivere skellet, ligesom giver logisk daekning for deres egne mere vage forestillinger om den historiske forklarings struktur. En historiker, der udtaler sig om en mands politiske aspirationer ud fra en undersogelse af hans handlinger, vil sjaeldent indromnie, at han dermed har forudsat og maske endda vaeret med til at bevise en alment gyldig saetning om sammenhaengen mellem de politiske handlinger og den handlendes psyke. Derimod vil han nok indromme, at der gives visse praktiske regler for, hvordan man plejer at slutte fra handlinger til den handlendes politiske mal. Og inferens-princippet udtrykker egentlig kun, at historikerens slutning er sket inden for disse gjengse regler.

Dray er, som han selv udtrykker det, reaktionaer nok til at mene, at en videnskabelig teori ma opfylde to formal. Dels skal den oge vor evne til at forudsige, d. v. s., den skal have generelle traek, dels skal den forklare, d. v. s., at den skal gore tingene indlysende. De to ting behover ikke nodvendigvis at falde sammen, Det rnener lov-teoretikerne imidlertid, og derfor har de givet begrebet »forklaring« et for snaevert teknisk indhold. Det kan have sin berettigelse i andre videnskaber, men det kan ikke med rette indfores i historien⁵³). Med dette og lignende synspunkter kommer Dray til i vid udstrsekning at stotte de idealistiske historiefilosoffer. Han gar ganske vist ud fra andre forudsaetninger og opererer med mere konsekvent logiske analyser, end forkaemperne for historiens autonomi plejer at bruge, men i sine resultater naermer han sig dem staerkt.

Specielt erklaerer han sig i flere henseender enig med R. G. Collingwood,der i bogen »The Idea of History* fra 1946 har givet en grundlaeggendefremstilling af den idealistiske historieteori. Ifolge Collingwooder det egentlige objekt for historieforskningen tankerne bag de menneskelige handlinger i fortiden. »All history is the history of thought*, siger han kategorisk, og han vil have historien til at orientere sig mod, hvad han kalder »tanke-siden« eller indersiden ved begivenhederne.For historikeren er de ting, han studerer, ikke blot optrin, han kan betragte; deter erfaringer, som ban skal gennemleve i sit eget sind. Pa den made bliver al historie strengt taget samtidig, fordi historiskviden er fortsaettelsen af fortidens handlinger i nutiden. For Collingwoodbliver

---

52) Dray, s. 39 ff.

53) Dray, ss. 77 f. og 79 f.

lingwoodbliverdet endvidere meningslost at sporge orn arsager i historien.Objektet for en historisk undersogelse er jo nemlig ikke serve begivenheden, men tanken bag den, og at opdage den, er det samme soin at forsta den, siger han⁵⁴).

Collingwoods historiebegreb er nok for snaevert til at omfatte alle faktisk forekommende former for historieforskning. 81. a. udelukker hans definition jo übevidste handlinger og ikke-menneskelige faktorer som fx. klimaet, der kan influere pa den historiske udvikling⁵⁵). Men Collingwood rammer alligevel noget meget centralt med sin understregning af, at beskrivelsen af menneskelige handlinger og motiver indtager en fremtraedende plads i historien. Megen historieskrivning bestar netop i at klarlaegge »tanke-siden« ved handlingen.

Deter nu interessant at laegge maerke til, at pa dette punkt foler Gardiner sig tvunget til at modificere lov-modellen i den historiske forklaring. Mange teoretikere har ellers villet haevde, at hvis man bare opererede med psykologiske generaliseringer, ville ogsa motivforklaringer bygge pa antagelsen af en lovmaessig sammenhaeng. Men Gardiner giver i sin gennemgang af »mental causation« slip pa lov-teoriens strenge krav om universel gyldighed. I stedet haevder han, at en forklaring om motiver blot saetter handlingen ind i et monster, nemlig monstret for den handlendes normale opforsel⁵⁶).

Dray udbygger denne tanke i tilknytning til den idealistiske opfattelse, at motiver kun kan erkendes, ved at iagttageren identificerer sig med den handlende person. Ud fra et citat fra Trevelyans »The English Revolution* vil han vise, at historikeren ofte forklarer en handling ved at rekonstruere den handlendes vurdering af situationen og hans beregning af de midler, han matte anvende for at na sit mal. Disse overvejelser behover ikke at vaere elementer i en overleveret kalkule, og de behover heller ikke at have vaeret fremme i den handlendes bevidsthed. Men hvis den handlende selv skulle have retfaerdiggjort sin handling, matte det ske ved et tilsvarende raesonnement. Dog er historikeren i de tilfaelde, hvor et sadant faktisk foreligger, ikke bundet af det, fordi han muligvis beskriver situationen mere detailleret eller ud fra andre synspunkter, end den handlende gjorde, da han opstillede sin forklaring.

Dette synspunkt hviler pa en antagelse af, at alle handlinger, hvortil
vi soger motiver, er fornuftsbestemte. Og Dray kalder derfor en forklaringsom
den antydede »rationel«, fordi den udvikler det rationelle ved

---

54) R. G. Collingwood: The Idea of History. Oxford 1946, s. 213 ff.

55) Dahl, s. 70.

56) Gardiner, ss. 114 og 124 f. Dahl afviser Gardiners skel mellem motivkategorier og aim. arsagskategorier. Han foreslar problemet skudt hen i relationens led, sa selve arsagsrelationen bevares intakt, og motivkategorierne bliver special-tilfa^lde af arsagskategorierne. Se Dahl, s. 117 f.

handlingen. Samtidig implicerer en sadan forklaring en vaerdidom, fordi
man afgor, om handlingen er rimelig, malt med de anforte grunde57)-

Ofte vil en forklaring netop foles nodvendig, fordi en handling foles urimelig pa et givet grundlag. Forklaringen skal da ligesom pacificere overraskelsen over handlingen ved at vise, at den trods alt var rationel. Det sker ved, at flere data bringes frem. Man beskriver situationen og den handlende pa en tilstraekkelig detailleret made, til at handlingen synes rimelig i den udvidede sammenhaeng, og man vil da fole, at man har givet en forklaring. Dray udtrykker det pa den made, at man har skabt en logisk ligevaegtstilstand, hvor en handling modes med en beregning af faktorerne omkring den. En forklaring savnes, nar ligevaegten mangier, og historikeren vil fole sig tilfreds, nar han gennem sin beskrivelse har genskabt balancen⁵⁸).

Vurderingen af handlingen sker ud fra visse »principles of action*, som ikke involverer nogen lovmsessighed. Deter nemlig kun nodvendige, ikke tilstraekkelige betingelser, man opererer med, og forholdet mellem principperne og det undersogte tilfaelde er ret 10s. I virkeligheden henviser man snarere til vage principper om opforsel (behaviour) end til empiriske generaliseringer, og disse principper siger ikke, hvad der saedvanligvis eller altid gores, men hvad der her var at gore eller kunne gores⁵⁹). For at na til denne vurdering har iagttageren indtaget den handlendes standpunkt. Der er netop fort nye data ind i forklaringen, fordi den handlendes person adskiller sig fra historikerens. For at saette sig i sin persons sted, ma historikeren genskabe situationen traek for track, indtil han kan indse rimeligheden i handlingen. Der kan altsa, siger Dray, logisk set vaere en vis mening i at kalde al historie samtidig⁶⁰).

For at afrunde billedet af Drays syn pa motivforklaringer skal det endelig naevnes, at han i logisk henseende betragter Gardiners »monster« for menneskelig handling som et udsagn om disposition. Det vil sige, at det indeholder et dispositionselement svarende til det, der ligger i udsagnet: »Glas er skort«. Dette udsagn kan ligne en lov, men det behover ikke at have en lovs universelle gyldighed. Man er blot pa basis af saetningen berettiget til at vente visse ting m. h. t. glassets opforsel, nar det rammes af fx. en sten.

Overfores synspunktet pa historien, betyder det, at et ord som »ambition*giver fri bane for visse forventninger om, hvordan forskellige data om en mand vil vaere forbundet. 81. a. kan det give os lov til at sige, at Disraeli i 1846 angreb Peel for at tilfredsstille sin politiske ambition.Det

---

57) Dray, s. 122 ff.

58) Dray, ss. 125 og 137.

59) Dray, ss. 131 f. og 135

60) Dray, s. 140.

bition.Detindebserer ikke, at det ud fra betingelserne i 1846 kan deduceres,at et sadant angreb ville finde sted. Forklaringen implicerer kun, at en handling af den naevnte art med rimelighed kan ventes fra Disraeli. Hans handlinger opsummeres under en regularitet (»ambition«),men den gselder kun for ham og behover ikke uden videre holde stik for andre personer af samme type. Handlingen saettes blot ind i en sammenhseng, der gor den rimelig for iagttageren, og der er ikke i egentlig forstand givet nogen forklaring pa, hvorfor den fandt sted⁶¹). En sadan forklaring kan derfor synes sare triviel, men mange historiskeforklaringer folger utvivlsomt dette monster, og de foles sorn helt legitime og oplysende. En forklaring pa, hvorfor en handling fandt sted, matte ske ud fra et observator-synspunkt, mens den nsevnte forklaring alene er givet ud fra aktorens stade. En skelnen mellem disse to synspunkterville sikkert ofte vaere gavnlig i historiske beskrivelser⁶²).

Drays raesonnementer, der her blot er gengivet i grove omrids, berorer kun et udvalg af de mange eksisterende former for historisk forklaring. Hans synspunkter behover derfor ikke helt at forvise lovteorien fra historien, med mindre man vil folge hans forslag om at definere historiebegrebet saledes, at forklaringer via en generel teori simpelthen udelukkes⁸³). Nar forklaringen fx. sker ud fra en hypotese afledt af en okonomisk teori er det ikke lsengere historie, men okonomi! Det ville medfore, at adskillige gaengse historiske forklaringer blev illegitime og forklaringer alene ved hjaelp af andre videnskabers synspunkter kunne ikke kaldes historiske. Forslaget appellerer derfor naeppe videre til praktiske forskere.

Noget andet er, at Dray i hvert fald forer sa mange gode argumenter frem mod lov-teorien, at den ikke kan anses for at give en udtommende logisk beskrivelse af historiens teoretiske struktur. Og det ma kaldes bemaerkelsesvaerdigt, at Ottar Dahl, som ellers i princippet er tilhaenger af lov-teorien, gennem sin analyse af arsagsbegrebets funktion i historien nar til en modificering af teorien netop pa punkter, hvor ogsa Dray saetter ind⁶⁴).

81. a. gor Dahl opmaerksom pa, at historiske arsagslove oftest har en sa vag og übestemt karakter, at de ikke tillader deduktion til meget konkretbestemte tilfaelde⁶⁵). Desuden gselder de historiske arsagsudsagn »oftest og mest typisk individuelle forlob, hvor en verifikasjon i alvorligforstand

---

61) Dray, s. 146 ff.

62) Dahl, ss. 121 og 128.

63) Dray, s. 84 f.

64) En anden karakteristisk overensstemmelse mellem de to fremstillinger er iovrigt understregningen af, at tankeeksperimentet vistnok spiller en storre rolle i historisk metode, end historikere almindeligvis vil indromme; se Dahl, s. 159 f. og Dray, s. 163 f.

65) Dahl, s. 142.

vorligforstandved provning av lover sjelden kan komme pa tale«⁸⁶). I denne formulering har vi grunden til Dahls forsigtige revision af en alt for streng tro pa lov-teoriens gyldighed i historien. Takket vaere sit eksempelmateriale holder han sig hele tiden i sine betragtninger ret nser op ad de faktiske formuleringer fra historisk praksis. Og den vaghed, der her er sa iojnefaldende, forer ham til en erkendelse af, at mange af logikernes distinktioner ligger langt over de historiske forfatterespraecisionsniveau. Pa linie med Gardiner og Dray advarer han derfor mod at patvinge den historiske videnskab begreber, der ikke stemmer med dens aspirationer⁶⁷).

Denne advarsel bliver saerlig interessant, nar man forbinder den med de forslag, der har vaeret fremsat om at forvise ordet »arsag« fra historien. Ordet er blevet jaget af bade lov-teoretikere og idealistiske historiefilosoffer. I den forste af de amerikanske bulletiner fordomte Beard og en af hans kolleger brugen af ordet, fordi dets indhold var upraecist og omstridt. Desuden var de bange for, at man kunne fristes til at opstille arsagskaeder bagud for at finde den forste arsag⁶⁸). Andre har folt, at ordet ved naturvidenskabernes og logikkens model med billardkuglernes sammenstod er blevet sa forbundet med universelle love, at det ma bandlyses fra historiske fremstillinger, hvor man ikke formulerer eller sandsynliggor sadanne love. Man har villet have ordet aflost af en anden sprogbrug som at begivenheder »fremgar« af eller »vokser ud af« andre begivenheder⁶⁹).

Nu er arsagsudsagn imidlertid sa indgroet i historikernes sprogvaner, at det alene af den grund vil vaere utaenkeligt at afskaffe dem⁷⁰). Men Dahl giver desuden et motiveret forsvar for arsagsbegrebets legitime plads i historieforskningen, og han viser mulighederne og begraensningerne ved at bruge arsagsbegreber med »reduserte pretensjoner, bade i retning av fullstendighet, eksakthet og begrunnelse«. Denne begraensning i pretentionerne ligger forst og fremmest i, at regelmaessighed altid kun kan vaere en nodvendig, aldrig en tilstraekkelig betingelse for arsagssammenhaeng i historien⁷¹). Dray kommer iovrigt til et lignende resultat ad lidt andre veje, og han gor opmaerksom pa, at Beards afvisning af ordet »arsag« netop skete ud fra en formodning om, at en arsag altid matte vaere en bade nodvendig og tilstraekkelig betingelse for virkningen⁷²).

Det bliver klarere, at arsagsformuleringer i historien kun gar pa den

---

66) Dahl, ss. 137 og 160.

67) Dahl, s. 142.

68) Bull. 54, s. 136 f.

69) Dray, s. 110 f., hvor han citerer O. Neurath.

70) Se Bull. 54, s. 137; Bull. 64, s. 12; Dray, s. 112 og Dahl, s. 174.

71) Dahl, ss. 138 og 174.

72) Dray, s. 110.

nodvendige betingelse, nar vi betragter et par hyppige anvendelser af arsagsudsagn.Man bruger ofte det udtryk, at et eller andet var »en medvirkendebetingelse«, eller man benytter simpelthen en arsagsformulering for at fremhaeve netop denne arsag som den vigtigste blandt flere andre. Arsagsudsagnet far da en emfatisk funktion. Hovedinteressen ligger ikke i en komplet forklaring, men man onsker af en eller anden grund at fremhaeve bestemte faktorer i det betragtede forlob. Det kan endda ga sa vidt, at arsagsbegreberne kun far en rent metaforisk funktion i fremstillingen. Udvaelgelsen af arsagerne bestemmes i disse tilfaelde ikke af arsagslove, men af forskerens sporgsmalsorienteringer. Man kan ikke deducere udsagnet fra generelle love, men ma nojes med at anlaegge helt pragmatiske synspunkter, nar man vil forsta brugen af ordet arsag i disse forbindelser. Forskeren har blot villet antyde en sammenhaeng mellem faenomenerne uden at ville sige noget om formuleringensgyldighedsomrade, eller om deter en arsagssammenhaeng i streng logisk forstand⁷³).

En fornemmelse af arsagsudsagnenes plads i historiens teori far man, nar man folger Dahls opdeling af de historiske problemer i forklaringsproblemer og eksistensproblemer. Ved de sidste forstar han de sporgsmal, der rejser sig, nar man skal beskrive og etablere selve de historiske data⁷⁴). I denne proces har arsagsantagelser en grundlaeggende funktion, og de bruges yderligere til afgraensning af det problemfelt, historikeren vil behandle. Dahl gor opmaerksom pa, at valget af emne logisk set er fuldkommen frit, men at friheden i praksis indskraenkes bade af forskningstraditioner og af saglige betragtninger. Her vil netop antagelser om kausale relationer staerkt medvirke til at lede udvaelgelsen af, hvad man tager med under en bestemt problemformulering.

I forbindelse med eksistensproblemerne far arsagsudsagnene en indikatorisk funktion, idet de er med til at begrunde antagelser om historiske faenomeners eksistens. Det ses i de mange tilfaelde, hvor man slutter fra en tolkning af en kilde til de faktiske forhold i fortiden. Man kan da via arsagsantagelser formulere hypoteser om kildens tilblivelse, og man kan slutte fra et fastslaet faenomen til dets hypotetiske arsag. Omvendt vil man kunne slutte fra et etableret faktum til en virkning, der ikke er overleveret i kilderne. Pa denne made bliver arsagsteorierne et vigtigt heuristisk middel i historien. Udelukker man ordet arsag fra det historiske vokabularium, vil man derfor blot opna, at et grundlseggende begreb i den historiske videnskab vil leve videre under et andet navn⁷⁵), saledes som ogsa de oven for naevnte exempler: »fremga af«, »vokse ud af« viste det.

---

73) Dahl, s. 93 f.; Dray, ss. 97 f. og 111 f.

74) Dahl, s. 80.

75) Dahl, ss. 81 ff. og 142.

Det foregaende har kun vaeret taenkt som en praesentation af nogle fa problemer og synspunkter, som ikke pa nogen made giver en udtommende beskrivelse af den historiske forklarings natur. Tilmed har vi i en vis udstraekning bevaeget os i logiske planer, hvor kravene til analyser og beskrivelser er andre end i den praktiske forskning. Man ma derfor ikke drage for vide konsekvenser af de naevnte eksempler pa, at lov-teoriens funktion i historiske forklaringer enten helt afvises eller modificeres. Opfattelsen af historien som en videnskab sui generis styrkes ikke uden videre straks i alle enkeltheder.

Der vil altid indga generelle traek i den historiske forklaring, og man kan naeppe, som deter sket, sige, at den eneste forbindelse mellem historiske begivenheder er andre begivenheder. Sa snart historiske fakta betragtes som tilfselde af en generel lov, skulle det ikke lsengere vaere historie⁷⁸). Konsekvensen af en sadan opfattelse bliver, at alle faktorer i det historiske forlob er lige vigtige, og derfor skal de alle med i forklaringen. Ingen lakuner kan tolereres, og en udvaelgelse efter pragmatiske principper ma ikke finde sted⁷⁷).

Adskillige forfattere er i tilknytning til denne betragtningsmade enige om at drage et skel mellem de teoretiske og historiske videnskaber. De laegger vaegt pa — sadan som vi ogsa har gjort det i det foregaende — at historien forst og fremmest beskaeftiger sig med den enkelte begivenhed og det enkelte menneske i dets individualitet frem for med love eller generaliseringer. Og de finder, at historien adskiller sig fra de ovrige samfundsvidenskaber ved, at dens objekt er de individuelle trjjek ved faenomenerne i tid og rum og ikke sammenhsenge med universel gyldighed⁷⁸).

I den dermed antydede forskel i historiens og de ovrige samfundsvidenskabers anvendelse af generaliseringer rigger noget, som de fleste historikere vil nikke bifaldende til. Det hamger sammen med, at historikeren ikke i praksis kan acceptere en opfattelse, der bandlyser enhver form for udvaelgelse af stoffet. Han ma holde fast ved det synspunkt, at historiske forklaringer bestar i at skabe en logisk sammenhaeng ud over den tidsmaessige sammenhaeng mellem de historiske data, og at det monster, han saetter faenomenerne ind i, kun omfatter et vist udvalg af de historiske fakta. Tilmed haenger udvaelgelse og forklaring noje sammen. Udvaelgelsen af data bliver derfor en central ting, og Dray rorer utvivlsomt ved noget vaesentligt, nar han foreslar, at man skal give sig til at undersoge de pragmatiske kriterier for historikerens udvaelgelse af problemer og materiale⁷⁹).

---

76) M. Oakeshott: Experience and Its Modes. Cambridge, 1953, s. 154. Citeret med tilslutning af Dray, s. 49 f.

77) Se Dray, ss. 8 f. og 112 ff., hvor han tager stilling til Oakeshott.

78) Dahl, s. 72 f.

79) Dray, s. 101.

Man ville da formodentlig fa en gavnlig understregning af, at historikeren aldrig bor starte pa bar bund, kun med sit materiale. Hans udgangspunkt er oftest et problem, og forst nar han pa en eller anden made har klargjort sig dets natur, kan han opstille hypoteser og ved hjaelp af dem pille de relevante kendsgerninger ud og ordne dem i et logisk monster, der giver forklaringen. Ved denne afgraensning af problemerne og udskillelsen af det relevante stof betjener man sig utvivlsomt af visse antagelser om generelle regulariteter. Blot er disse antagelser ofte meget mere vage end i andre videnskaber, og historisk videnskab gar sjaeldent - eller maske aldrig - ud pa at bevise de generelt formulerede loves gyldighed.

Men historisk forskning kan i praksis ikke dyrkes uden disse mere generelle antagelser. Man bruger dem som et net, man lsegger ned over de historiske faenomener for at give dem en ordning, sa de far raening. Kriteriet pa teoriernes anvendelighed er netop, om de giver de betragtede fsenomener en mening for historikeren, ikke om de gaelder i alle lignende tilfaelde. De generelle teorier giver os de sporgsmal, vi kan stille til stoffet, kan man ogsa sige. Det ville jo fx. vsere utaenkeligt, at en okonomisk historiker kunne etablere sine forklaringer uden pa en eller anden made at anvende okonomisk teori.

Man vil pa den anden side muligvis kunne haevde, at det sa er en logisk meningsloshed at sige, at den okonomiske historiker arbejder med pa at bekraefte teoriens rigtighed. Var en sadan bekraeftelse hans mal, ville hans orientering ikke vaere »historisk«, forudsat at vi fastholder den opfattelse, at den historiske forklaring primaert er rettet mod de individuelle traek ved faenomenerne. I sa fald har vi her noget af forklaringen pa, at de almene teorier, der impliceres i historiske forklaringer er vage og kan bruges med staerkt reducerede krav til nojagtigheden i formuleringen og til gyldigheden. Historikeren bruger nemlig kun teorien til at afgraense problemet og udvaelge de kendsgerninger, han vil kaede sammen. Forbindelsen mellem teorien og hans hypotese er hyppigt ganske 10s. Derfor bliver den tro pa en regelmaessighed, der trods alt ma formodes at ligge bag de historiske forklaringer ikke af storre metodologisk interesse.

Disse synspunkter skal ikke uddybes videre i denne sammenhaeng. Muligvis vil en mere indgaende analyse afslore dem som mindre vaesentlige,men for en almindelig betragtning rorer det ved noget fundamentalti de historiske forklaringer, nar man saledes fremhaever, at historikeren blot udnytter generelle formuleringer til at beskrive individuellefaenomener - aldrig eller kun sjaeldent arbejder med pa at etablere generaliseringer med mere omfattende gyldighed. Historikeren vil i hvert fald ofte fole, at her kan han samstemme, at sadan er hans virksomhed orienteret. Mere problematisk er det maske, om han vil

anerkende konsekvenserne heraf, som fx. at man sa ikke kan bruge »historiske« eksempler i andre videnskaber uden at vaere inkonsekvent, at det med andre ord ikke skyldes menneskelig ufuldkommenhed, at man ikke kan laere af historien.

Der er adskilligt, der opfordrer til pa denne made at soge det specifikt historiske i den made generelle formuleringer anvendes pa. Men man kommer derved til at gore historiebegrebet for snaevert til at omfatte alle faktisk forekommende former for historieforskning. I hvert fald er der en risiko for, at forklaringer pa massefaenomener i de nyere perioder ikke tilgodeses i tilstraekkeligt omfang, hvis de er opstillet ved socialvidenskabelige metoder. Man vil formentlig vaere ked af at udelukke forklaringer fra historien, blot fordi de betjener sig af andre videnskabers generelle formuleringer i selve forklaringen. De fleste videnskaber ville falde i to afdelinger, idet de ville fa en »historisk« underafdeling, og ogsa historien ville, som vi har set, blive delt op. Ad denne vej far man altsa ikke opstillet et teoretisk historiebegreb, der ogsa er empirisk relevant.

Det kan til enhver tid diskuteres, hvilken nytte overvejelser af denne art har for den praktiske historiker, som nseppe behover at retfaerdiggore sit arbejde for sig selv eller andre gennem en analyse af, hvad der giver historisk forskning sit saerpraeg. Resultater af handgribelig art giver den slags analyser sjaeldent. Dog vil det vel altid interessere en del forskere at kende grundlaget for det, de foretager sig, saerlig hvis de teoretiske overvejelser kan bringes i en vis relation til praksis. De teoretiske fremstillinger, der her har vaeret naevnt, har ikke taget et sa specifikt praktisk sigte. Netop derved understreger de — og det gor antagelig ogsa denne oversigt over dem - savnet af oversigtsvaerker, der kan give en principiel droftelse af den historiske forklarings problemer pa linie med de gaengse handboger i kildekritik.