JACOB SCAVENIUS OM SIN POLITIK

I fortssettelse af den samling bispebreve vedrorende Scavenius-affeererne 1887 og 1890-91, professor P. G. Lindhardt har fremlagt, bringes nedenfor - efter koncept i Scavenius arkiv¹) -en skrivelse, hvori kultusminister J. F. Scavenius overfor Estrup og ministeriets ovrige medlemmer argumenterer for at han kan, ja bor fortsaette som kultusminister.

Til belysning af de arsager, der forte til Scavenius afgang (6. juli 1891) rummer hans arkiv ikke andet stof, men dette forsvarsskrift gor dog stillingen klar: Pa den ene side havde Scavenius ved sin tolerante kurs lagt sig ud med en yderste Hojre-floj i landstinget, pa den anden side vanskeliggjordes hans forbliven som minister af, at han ikke ret kunde folge den floj i Hojre, i og udenfor regeringen, der arbejdede for forlig med Bojsens forhandlende Venstre, navnlig fordi han frygtede at et forlig vilde hindre en fortsat udbygning af forsvaret - noget som naturligvis er traengt staerkt tilbage her — og hertil kom at han ved sin personlige stilling, hans sympati for det moderne gennembruds folk var velkendt, stod i vejen for de bestrsebelser, der ivrigt udfoldedes for at skabe en ideologisk baggrund for et forlig. At beholde Scavenius som kultusminister var en umulighed, nar forligsbestraebelserne gik ud pa at samle alle gode kraefter til vaern for de andelige, religiose og nationale vaerdier overfor det europseiske Venstres og socialisternes nedbrydende krsefter²). Og i denne sidste henseende var hans stilling allerede rokket af den Ingeman-Petersenske sag, bispernes henvendelse til Estrup ma have gjort det end mere klart.

Iovrigt er forsvarsskriftet egnet til at belyse stillingen indenfor Hojre og en raekke
af de politiske sporgsmal, som stod pa dagsordenen.

---

1) I Rigsarkivet, pakke D, manuskripter m. m.

2) 0m arbejdet for forlig i rigsdagssamlingen 1890-91 se Niels Neergaard: Erindringer (1935), 232 ff., Neergaard om arsagerne til Scavenius' fald, 255, arbejdet pa at skabe en ideologisk baggrund for forliget er dog nsesten uomtalt. I samtiden interesserede navnlig oppositionspressen sig levende for arsagerne til Scavenius' fald, gisningerne var mange, men gisninger var det; 10/7-91 matte Politiken saledes efter 01andenes Avis, som det fandt matte vsere velunderrettet, bringe et dementi af, at Scavenius tilbagetrseden skete efter pres fra landstingets Hojre, glad var bladet derfor da det med Hojre-pressen som kilde kunde give den naesten autoritative forklaring, at Scavenius faldt, dels fordi han indtog et fra de ovrige ministre forskelligt standpunkt overfor det forhandlende Venstre, idet han fandt at ofrene fra Hojres side var for store, isaer da der ikke opnaedes forlig over hele linien og ikke sikkerhed for forsvarsforanstaltningernes yderligere udvikling, dels pa grund af hans stilling overfor det sakaldte europseiske Venstre i litterser henseende (3/1-92).

Koncepten er udateret, men ma vaere skrevet i maj-juni 1891; den er stserkt rettet,
enkelte sigende rettelser og udstregninger er taget med, da indklammet.

Efter sin tilbagetraeden udsendte Scavenius en sare udforlig redegorelse »Til mine Vaelgere« (Nationaltidende 10/8-91), hvor han gjorde rede for: 1) sin almindelige politik (forsvarssagen, stillingen til forligsbestraebelserne), 2) sin administration (en detailleret gennemgang af, hvad han havde udrettet pa de omrader, der var underlagt kultusministeriet), 3) sin kultusministerielle politik (hans liberale kurs uden saerlig hensyntagen til de politiske partiers saerinteresser og uden at favorisere bestemte andelige bevsegelser) - og sluttede med at ridse Hojres fremtidige politik op.

Store passager fra forsvarsskriftet til Estrup gar igen i hans offentlige redegorelse, men pa nogle punkter supplerer denne forsvarsskriftet og da det ogsa har nogen interesse at sammenholde det, Scavenius skrev for sin tilbagetraeden, med det, han skrev efterj aftrykkes dele af redegorelsen nedenfor i noterne.

I Anlcdning af Sp[orgsmaalet] om min Afgang som Kultusminister vil jeg
herved lige over for Konseilspraesid[enten] som 1. o. f. alle mine Hrr.
Kolleger tillade mig at udvikle folgende:

1 (alm[indelig] polit[isk}). Man mener, at jeg ikke ret af Hjaertet vil vaere i Stand til at deltage i Kampen for Religion og Moral og imod Socialismen og de saakaldte nedbrydende Tendenser³). Jeg kan hertil svare baade Ja og Nej. Den bestaaende Kirke bor forsvares og understottes,denodvendige Pengemidler til den Ende bevilges; Religionsundervisningenhsevdespaa alle Skolens Trin; blasfemisk Haan og Spot bor ikke taales; Socialismen maa beksempes dels ved at gennemfore socialeReformlove,der kan gore de arbejdende Klassers Kaar taaleligere, dels ved hurtig og energisk Undertrykkelse af ethvert Oprorsforsog, om saadant skulde komme; Forsog paa ad Lovgivningsvejen at omstyrte de samfundsbserende Institutioner maa selvfolgelig tilbagevises; og endeligborderskrides ind mod saadanne Skrifter, hvis Maal er utugtige Skildringer.Menfor ovrigt, herudover, mener jeg ganske vist, at denne Kamp for Religion og Moral maa fores med aandelige Vaaben. At gaa videre, som det nu fordres fra forskellige Sider finder jeg uklogt og uretfserdigt.JustitsministerensTale i Fjor ved Grundlovsfesten i Kbhvn. kunne alle fra Hojres Side slutte sig til⁴), men mindre bliver Tilslutningennaarden

---

3) Baggrunden for en sadan kamp var givet ved den begyndende splittelse i Venstre, bl. a. fremkaldt af forholdet til Socialdemokratiet. Valget 1890 havde vist Socialdemokratiets styrke og det havde flere steder vovet at angribe Venstre, og nar Frede Bojsen med megen iver begyndte at arbejde hen mod et storpolitisk forlig var det ikke mindst begrundet i et onske om at standse Socialdemokratiets fortsatte vaext ved social lovgivning; Bergs og navnlig Horups grupper derimod stillede sig velvilligt til Socialdemokratiet og samarbejdede ofte med det. I den situation formuleredes fra Hojres side (jfr. note 4) det program, at de positive krsefter matte finde sammen til vaern for de andelige vaerdier; noget som bade vilde give en ideologisk baggrund for forligsbestraebelserne, i hvert fald for Hojre, og som tillige matte uddybe kloften i Venstre.

4) J. Nellemann (jur. professor, medlem af landstinget fra 1870, justitsminister 1875) havde ved Hojres grundlovsfest i Kobenhavn 1890 holdt en stor tale som Hojrepressen bragte landet rundt og som ogsa udsendtes som saertryk: Kilden til den politiske strid matte soges dybere end i striden mellem Hojre og Venstre og drejede sig om mere end grundlovsforstaelsen, det var universelle arsager der var kommet udefra, den materialistiske livsanskuelse og den dermed naertstaende socialistiske lsere. Dette »Kodets Evangelium«, der satte det enkelte menneskes velvaere overst og bortviste begreber som fsedreland og faedrelandskaerlighed, havde fra en lille kreds bredt sig til masserne. Her var den farligste spire til tvedragt i folket; det var hele det bestaende samfund der blev angrebet, ikke blot de ydre rammer, men alle ideerne om ret, moral og religion, pligt og aere, fasdreland og nationalitet. Overfor det kunde der ikke vaere tale om forlig, men kun om kamp, og alle gode kraefter, deriblandt »flere af vore nuvaerende politiske Modstandere«, sagde N., matte trods meningsforskelle i andre henseender, finde sammen i kampen mod nutidens faedrelandsfjendtlige (Dagens Nyheder 7/6-90).

ningennaardennu traedes flad af Lars Dinesen og omaeltes af hans eller af endnu mere uvidende Haender til Fraser⁴³), der kastes Landet rundt, og som naturligvis opfattes og maa opfattes som gaaende langt videre end naevnte Tale rettelig forstaaet⁵). Der blaeser i disse Tider en aandelig reaktionaer Vind; man tror det muligt med Politiforanstaltningeratfaa Folk omvendt til Dyd og gode Saeder, og man fordrer af Administrationen, at den ved Embedsbessettelser, ved Gunstbevisninger, ved Pengebevillinger skal [tage sserligt Hensyn] uden Murren styre i samme Retning. De egentlige Fanatikere ere naturligvis ikke mange, men flere ere de, der af politiske Grunde slutte sig hertil: Kampen mod de nedbrydende Tendenser er et godt Slagord, saadan en smuk Fane at bruge i den politiske Strid, og alle Faarene lobe bagefter. Nu tror jeg ikke, at deter Reg[eringens] Opgave at slaa Folge her⁸). Det ved man

---

4) J. Nellemann (jur. professor, medlem af landstinget fra 1870, justitsminister 1875) havde ved Hojres grundlovsfest i Kobenhavn 1890 holdt en stor tale som Hojrepressen bragte landet rundt og som ogsa udsendtes som saertryk: Kilden til den politiske strid matte soges dybere end i striden mellem Hojre og Venstre og drejede sig om mere end grundlovsforstaelsen, det var universelle arsager der var kommet udefra, den materialistiske livsanskuelse og den dermed naertstaende socialistiske lsere. Dette »Kodets Evangelium«, der satte det enkelte menneskes velvaere overst og bortviste begreber som fsedreland og faedrelandskaerlighed, havde fra en lille kreds bredt sig til masserne. Her var den farligste spire til tvedragt i folket; det var hele det bestaende samfund der blev angrebet, ikke blot de ydre rammer, men alle ideerne om ret, moral og religion, pligt og aere, fasdreland og nationalitet. Overfor det kunde der ikke vaere tale om forlig, men kun om kamp, og alle gode kraefter, deriblandt »flere af vore nuvaerende politiske Modstandere«, sagde N., matte trods meningsforskelle i andre henseender, finde sammen i kampen mod nutidens faedrelandsfjendtlige (Dagens Nyheder 7/6-90).

4a) I en udstreget indledning til forsvarsskriftet hedder det: »Deter Fanatismen, Hykleriet og Fraserne - saerlig disse sidste - som forlange min Afgang.«

5) Lars Dinesen, valgt til folketinget 1864, havde oprindelig sluttet sig til det grundtvigske nationale Venstre, som i 1870 opgik i det forenede Venstre, men da han ikke havde kunnet fole sig hjemme her, havde han tilsluttet sig Hojre. Den nye politiske skillelinie i dansk politik matte han naturligvis hilse med glaede og han blev pa sine agitationsrejser rundt i landet en af de ivrigste fortalere for den (jfr. fx. Dagens Nyheder 3/4-91, Berl. Tid. 25/5-91, Lolland-Falsters Stiftstidende 23/6-91). Almindeligvis holdt Dinesen sig til de store linier, men han kunde dog ga videre og, med tydelig adresse til Scavenius, tale om det uforenelige i at vaere politisk hojremand og litteraer venstremand, for mellern Hojre og disse sidste var der ingen forbindelse i and og sandhed (jfr. Berl. Tid. 25/5-91). - Ved Hojres delegeretmode i dec. 1890 gik savel Dinesen som professor Matzen, partiets to virksomste agitatorer, ind for at Hojre modtes med Bojsen i kamp mod »den materialistiske Verdens- og Livsanskuelse«, og Estrup gav den nye kurs sin officielle billigelse ved at tale om den unaturlige alliance mellem Venstre og socialdemokraterne og sluttede med at udtale habet om, at Hojre ikke kom til at sta ene i kampen mod de nedbrydende retninger (jfr. Dinesens grundlovstale i Kobenhavn 1891, Nationaltidende

6) Noget Scavenius ikke havde lagt skjul pa. Saledes vendte han sig ved et mode i St. Heddinge mod bestraebelserne pa at udskyde de dele af Hojre, som man troede ikke vilde vaere med til at forsvare religion og moral; betod det at Hojre ikke som hidtil kunde vaere et tolerant parti og at de skulde udskydes, som ikke sa pa livet som den store masse, vilde partiet miste sin magt (Dagens Nyheder 25/5-91). Sc. efter sin afgang, se note 13. Om Scavenius' - senere? - personlige stilling til kristendom se »Filosofiske og religiose Meninger og Paastande« (manuskript, skrevet 1895-99, med enkelte tilfojelser 1901 inden afleveringen til Universitetsbiblioteket). Her udvikler Sc. pa t'ilosofisk vis sin sare uortodokse men positive indstilling, fx.: »onske vi, fordrer vor Natur en Losning paa Livets Gaader, paa Sporgsmaalene om Livets Hensigt og Maal, om godt og ondt og om Lidelser, da kunne vi kun finde den i Religionen, i den religiose Bevidsthed om, at en personlig Gud har skabt Verden med en bestemt Hensigt, at denne Hensigt har sit hojeste Udtryk i Menneskeheden, i dens Udvikling; idet Hensigten kun kan vaere den at danne sig et aandeligt Rige af frie moralske Personligheder« . . . »Ingen kan bevise Religionens Sandhed, kun paapege Gaadens Losning gennem Religionen; ingen Losning, der kan tilfredsstille Menneskets Trang, kan paavises uden for denne«. (tilfojelse 14/10 1901, 161 A f. - Det kgl. Bibliotek, Add. 669 - 4°).

og saa sendes forskellige dybt bekymrede Maend til Konseilsprsesidenten med Bud om truende Oplosning i det tro Landsting⁷), og Lars Dinesen lober Byen rundt og fortaeller, at saa snart Kongen kommer hjem, skal Kultusministeren gaa af, og hvis det ikke sker, da vil han nedlaegge det politiske Arbejde, en Trusel ganske svarende til hans aandelige Habitu s⁷³).

Hojre har hidtil vaeret et aabent Parti, om jeg maa udtrykke mig saa. Vi have ikke spurgt om hinandens [Vandel og] Livsanskuelse; Kristne og Joder, Troende og Vantro have meget godt kunnet gaa sammen som gode Hojremaend til Opnaaelsen af det faelles Maal: Gennemforelsen af Hojres Grundlovsforstaaelse og Gennemforelsen af Forsvarssagen. Hvad Grund er der nu til at udstode dem af Partiet, der ikke kunne vaere med til denne Kamp for Dyd og Religion, saaledes fort som ovenfor antydet, at udstode alle de som troe, at al Kamp for Religion og Moral i dybere Forstand kun kan fores med aandelige Vaaben. I hvert Fald skulde man dog huske paa, at Kampen for Hojres konstitutionelle Grundsaetningeringenlundeendnu ere forte til et endeligt og sejrrigt Resultat, og at selv om man for Tiden - desvaerre siger jeg; men indrommer at manglende Pengemidler gor det nodvendigt - maa opgive at fore Forsvarssagentilmere end hvad der er kaldet en forelobig Afslutning, saa er denne ikke naaet endnu, der mangier i hvert Fald en Udvidelse af Haerens og Flaadens Rammer og de nodvendige Midler til at Flaaden kan gores kampberedt med tilstraekkeligt kort Varsel⁸). Er det klogt under saadanne Forhold at splitte Hojre ved Opstillingen af nye Fordringer i religios Retning? Min Afgang nu vil af den offentlige Mening blive opfattet,ogjeg finder med Rette, som en Sejr for den Retning indenfor Hojre,

---

7) Om splittelse i Hojre se fx. faelleskorrespondencen til de konservative klubber (Lolland-Falsters Stiftstidende 11/6-91) og Lars Dinesen i Berl. Tid. 25/5-91. Privat omtaltes splittelsen ganske abent, jfr. bispebrevene i dette bind, p. 123, 126; »To hojkirkem£end« (1958), 97, 104, 106, 122.

7a) Saledes biskop Swane til biskop Stein 7/7-91, »To hojkirkema;nd«, 126.

8) I »Til mine Va?lgere« spiller forsvarssagen en ganske anderledes hovedrolle: Det var aht. forsvarssagen, at Sc. 1880 var tradt ind i regeringen - interessen for de sager der var underlagt kultusministeriet var dengang ikke saerlig stor - for det stod ham klart, at den politiske strid for eller senere matte lobe ud i konflikt, sa regeringen finansielt set blev stillet frit, og da befasstningen var nodvendig for statens existens, sa havde regeringen pligt til, nar konflikten kom, at benytte den til befajstningens gennemforelse. Her mente Sc. dengang, at hans tilstedevaerelse i regeringen, nar tiden kom, kunde virke til og fremme denne pligts opfyldelse. - Hvad der mere end de sakaldte nedbrydende krsefter havde bragt noget usundt ind i dansk andsliv var 1864 og landets lidenhed; derfor matte der arbejdes for at man kunde »komme til at fole [sig] som et selvstsendigt Folk paa lige Fod med andre civiliserede Nationer« og .. . »for at et Folks Aandsliv ikke skal stagnere er det nodvendigt, at der ogsaa udadtil er dog en Mulighed for Bedrift«. - Med henblik pa forligsbestraebelserne skrev Sc.: De pabegyndte arbejder mod landsiden stod snart faerdige og Middelgrundsfortet fuldfort, og nar savel hser som flade havde faet personelle udvidelser - opgaver som det var regeringens pligt at fuldfore - sa kunde man holde inde en tid, det var forsvarsmaessigt forsvarligt og kunde vaere nodvendigt af politiske og finansielle hensyn; men inden »altfor lang Tid« matte de pabegyndte arbejder mod landsiden fortsaettes (jfr. ogsa note 13).

der for ojeblikket finder sin Regning ved at raabe rned Religion paa Torvene.DaHojre begyndte Kampen eller, om man hellere vil, optog den uundgaaelige Kamp mod Venstre, da stod saa godt som den hele eller dog den alt overvejende Del af den intelligente oplyste Mening paa vor Side. Dette er aabenbart paa langt naer ikke Tilfaeldet mere; imidlertid er dog endnu den besindige Del af Intelligensen paa vor Side, ikke fordi man givet er sserlig ivrig paa det politiske Gebet; men fordi man mener, at de aandelige Interesser og den aandelige Frihed, naar alt kommer til alt ere bedre garanterede under den nuvaerende Reg[ering] end under en Venstrereg[ering] den vaere nu moderat eller radikal. Jeg tillader mig at formene, at sserlig min Naervaerelse i Reg. er dem en Garanti, og endnu mere at min Afgang nu vil opskraemme dem, vil for dem staa som et sikkert Tegn paa, at en ny Kurs skal tages; et Tegn paa, at den nuvaerendepolitiskeAktion skal fore til Deling af Nationen efter en anden Linie end hidtil. Jeg husker saa tydelig for nogle Aar siden efter Valget 1884, hvor forste Gang det halve Kobenhavn tabtes, at flere ja jeg tor sige de fleste af mine aerede Kolleger for Alvor droftede, endog vare stemte for et Ministerskifte. Jeg forstod det ikke dengang, og forstaar det ikke endnu. At Socialisterne havde vist sig maegtigere end man troede,atom man saa vil den alm[indelige] Valgrets Brutalitet havde gjort sig gaeldende, det var saamaend ingen Grund til et Ministerskifte; imod saadant har man, om fornodent, Kanoner og Gevaerer. Men noget helt andet er, om forst den overordnede Intelligens og dernaest den dannede Middelstand falder fra os her i Kobenhavn, saa tror jeg rigtignok at det vil vaere Begyndelsen til Enden⁹). Et aandeligt Forerskab af Lars Dinesen,enganske vist begavet og ihaerdig Agitator, men fanatisk uden tilstraekkeligDannelseog tillige kun en Bonde, Steffensen, en dygtig Jurist

---

9) Jfr. Til mine Vaelgere: Ingen kunde vaere blind for, at der gennem befolkningens forskellige lag gik en stromning af religios-pietistisk-moraliserende tendens. Dette var i og for sig meget godt, hvis politik og religion ikke blandedes sammen og den personlige frihed til at holde sig udenfor denne stromning respekteredes. Man vilde maske sige, at Hojre overfor socialisterne og europaeerne matte Soge hjaelp der, hvor den fandtes, formentlig blandt de moderate med deres grundtvigianske farvning. Men den egentlige fare var at finde hos Hojre selv, ikke hos Venstre eller i nogen af dets fraktioner, selv om de ogsa mindre fornuftigt allierede sig med socialisterne; for grundlaget for Venstre var dog altid den store besiddende landbostand, som man altid kunde forhandle med, isaer nu hvor den havde indset, at man ikke gennem tvang kunde tiltage sig magten. Nej faren la hos Hojre selv, hvis den politiske aktion forte til en deling af nationen efter en anden linie end hidtil da var det begyndelsen til enden (osv. som ovenfor). - Her trostede Sc. sig imidlertid med at der var tegn i modsat retning, »til disse sidste Tegn regner jeg forst og fremmest, at Valget af min Eftermand har truffet den Mand, det har, han maa antages efter sin Fortid ikke at ville gaa i den smaatskaarne Fanatismes Ledebaand«. (Sc.s efterfolger blev jur. professor C Goos, medlem af folketinget 1880-84, kongevalgt medlem af landstinget fra 1885.) Sc.s forhabninger til Goos var ikke ganske überettigede, men denne var »persona grata« »baade hos Hojre og hos det moderate Venstre« (Edv. Brandes til Jonas Lie 28/7-91) og en mand, man kunde vente, vilde stotte forhandlingspolitikken (F. Bojsen til Sofus Hogsbro 27/7-91).

men for Resten saa inderlig bornert¹⁰), Reedtz-Thott, der aldrig har haft eller faar en original Tanke¹¹), og tag kun Chr. Moltke¹²) med, se det finder man sig ikke i Lsengden i, det vil man finde for morsomt. Nu maa man ikke misforstaa mig derhen, at jeg skulde indbilde mig, at min Afgang [nodvendigvis maatte] alene skulde have alle disse Folger, nej deter kun min Mening, at min Afgang nu vil opfattes som og ogsaa vsere et betydningsfuldt Skridt i antydede Retning, og om man gaar videre ad den Vej, og det vil man let blive fort til, da ville Folgerne ganskenaturligenindtrsede.

2 (specielt-politisk, taktisk). Min Afgang skulde dernaest begrundes i ojeblikkets saerlige politiske Forhold¹³). Jeg skulde saaledes forst ikke vaere i Stand til at forhandle med det moderate Venstre og vel at maerke bringe noget ud af Forhandlingerne. Jeg tror jeg aldeles roligt tor sige: man tager fejl. Det, som man ganske saerligt venter sig af Forhandlingernefor Kultusministeriets Vedkommende er paa den ene Side Gennemforelsenaf Lonningslovene for de laerde Institutioner paa den anden Side til Gengaeld Gennemforelsen af en Lov om Folkehojskolern e¹⁴). Disse Sager vilde vi, derom nserer jeg kun ringe Tvivl, vaere komne til Ende med allerede i forrige Samling, om Tiden ikke havde manglet, og jeg tor med Bestemthed paastaa, at det skal lykkes mig at fore dem til en god Ende i naeste Samling, om jeg vedbliver at vaere Minister. Jeg var allerede i forrige Samling kommen til Enighed om Grundtraekkene i Hojskoleloven med Landstingets Udvalg, og jeg tror, at Folketinget vil acceptere dette Grundlag, om end naturligvis det kvantitaere altid kan volde nogen Vanskelighed. Hvad Lonningslovene

---

10) Generalauditor H. C Steffensen, folketingsmand 1879-81, 83-84, kongevalgt landstingsmand 1888; jfr. iovrigt note 18, Steffensens stilling til Brandes understottelse.

11) Lensbaron Tage Reedtz-Thott, landstingsmand fra 1886, blev udenrigsminister i Estrups regering 1892, hans efterfolger som konseilspraesident 1894.

12) Grev Chr. Moltke (-Lystrup), jfr. dette bind, 123 og 124, note 1.

13) I »Til mine Vselgere« gik Sc. ikke direkte mod forligsbestrsebelserne, det var tiden til det (jfr. note 8) og i den retning matte der fortsat arbejdes; men han kritiserede skarpt Hojres forhandlere for at have vist altfor tydeligt at man selv gerne vilde forhandle, sa. man 1890—91 nsermest kun havde faet vexler pa fremtiden. Og for fremtiden udmalede Sc. den fare, som for enhver pris matte undgas, at forsvarssagen tilsidesattes for forligets skyld. - Det samme vendte Sc. igen tilbage til slut: Han vilde efter sin tilbagetrasden — som folketingsmand — stotte regeringen og enhver anden hojreregering i et arbejde for at fa gode resultater ved den pabegyndte forligspolitik, forudsat: 1) at forsvarssagen ikke tog skade. »Jeg tror nemlig ikke paa de moderates Omvendelse, hverken nu eller senere; hvad der ved deres Medvirkning skal opnaas for Forsvarssagen maa opnaas forinden eller samtidig med det endelige Forlig, ... er det forst opnaaet kan vi skyde en hvid Pind efter deres Hjselp«; 2) at Hojre vedblev at vaere et tolerant parti, abent for alle der sluttede sig til dets politiske grundanskuelse uden hensyn til deres personlige livsanskuelse, et parti »der holder sig fri for al aandelig Reaktion, og som tor vise sig frisindet paa aandelige Omraader«.

14 ) Om forhandlingerne om hojskoleloven og sammenkaedningen med en Ionningslov for universitetet m. m. se Roar Skovmand: Folkehojskolen i Danrnark 1841-1892, 396 ff. - I »Til mine Vaelgere« giver Sc. det rad, at man som et led i forligspolitikken tager de to ting op.

angaar, da er jo Universitetsloven en stor Bid for Folketinget at tage; men jeg vil dog paatage mig at fore den igennem; og det just fordi man ved, at jeg vel paa den ene Side onsker gennem en Lov at komme ud af Striden om Hojskolerne, men paa den anden Side, at jeg ingenlunde nserer nogen hseseblsesende Iver efter et Forlig; men aldrig vil gaa ind paa et saadant paa et Omraade der ligger under mig uden at Resultaterne for Hojres Interesser af alle upartisk dommende maa erkendes for gode. Jeg mener, at jeg er bedre skikket til at fore just disse Forhandlinger end enten en Mand, for hvem det politiske Udbytte af Forhandlingerne var det alt overvejende, eller en Mand, der stod paa et altfor staedigt konservativtStandpunkt lige over for Folketingets Krav.

Dernaest formenes jeg ikke at kunne have den rette Autoritet lige over for Hojre. Efter at have henvist til hvad ovenfor under 1 er anfort skal jeg forst omtale hvad der fra en enkelt Side laegges mig til Last. a) En Kultusminister, der skal due til sit Embede, og ikke blot vaere en Slags overordnet Departementchef, maa kunne og ville folge med de aandelige Bevsegelser i Folket og paa bedste Maade gennem sin Administration,gennem Bevillinger, gennem Lovgivningsakter, soge at fremme og hjaelpe disse for saa vidt de due noget, uden Hensyn til, om han maaske kommer til at stode nogle politiske Agitatorer, der ikke formaa, selv om de vilde, at se udover de ojeblikkelige Partiinteresser. En MinistersStilling bor vaere at fore, selv om hans Partifseller somme Tider kunne vaere lidt misfornojede, det gaar nok over, men ikke at rende i Haelene paa Partiforerne, og kun vaere Partiets rene Partiinteresser til Tjeneste. b) Jeg har holdt min Haand over Hojskolerne¹⁸). Ja jeg har gjort mest muligt, for at forhindre det hoje Landsting fra at spytte i den Kaal enhver kunde se, det dog kom til at sobe; Sagen var jo nemlig den, at Hojskolerne ikke stod og faldt med Statsbevillingerne, deter bevist gennem de udelukkede Hojskoler, der slet ikke gik ind, fordi de mistede Statsunderstottelsen. Og saa er det dog ogsaa sin Sag at udelukke bestaaende Undervisnings- og Oplysningsanstalter, hvor store Mangier man end maa indromme, de lider af, naar man aldeles ikke har andet at saHte i Stedet. c) Endvidere har man ment, at Venstre blev favoriseret ved Embedsbesaettelser saerlig ved Universitetet. Denne Anke emu aldeles meningslos, alle de 8 a 10 nye Professorpladser, jeg har faaet oprettet, ere besatte med de Maend, der allerede i Forvejen havde vedk. Fag enten som Docenter eller Lektorer, jeg taenker i det Hele taget med de dygtigste, vi havde til Raadighed. Der er ganske vist ikke, som der heller ikke bor, taget noget som heist Hensyn til, om paagaeldende horte til den ene eller den anden politiske Side, d) Endelig har man anket over den Maade hvorpaa de faste Understottelser til Videnskabsmaend, Digtereog Kunstnere uddeltes. Her maa jeg gaa lidt naermere ind paa Forholdene.Efter

---

15) Om Scavenius og hojskolerne i provisorietiden se Roar Skovmand, anf. skr. 340 ff.

holdene.Eftermit Initiativ ere Understottelserne til Digterne Goldschmidt,Drachmann (til ham dog kun en Forhojelse), Gjellerup, Recke, og Chr. Richardt og til Kunstnerne Vermehren og Exner bevilgede¹⁶). Bevillingerne til de andre dii min. gent.¹⁷) ere i hvert Fald ide senere Aar fremkomne paa den Maade, at jeg til Samraad nied Finansudvalget har medtaget alle indkomne Ansogninger og efter de der forte Forhandlingerer jeg saa bleven enig nied de forskellige Sider af Udvalget, Hojre, Moderate og Radikale, hvem der skulde indstilles [hvilket er gaaet saa nogenlunde efter Melodien: naar hver ta'r sin, saa ta'r jeg min. (Eksempelvis Erik Bogh, Ewald, A. Ipsen, H. Pontoppidan, Budde naegte Skolelaererne, endelig flere Komponister) ]. Jeg har alene indskraenket mig til andres Kritik; naar de foreslaaede efter min Mening havde praesteretnoget respektabelt har jeg kun nsegtet min Medvirkning rent undtagelsesvis[saaledes husker jeg at jeg sagde nej til at give Herman Bang noget]. Hojre som saadant har jeg intet at beklage mig over, alt er gaaet i fuldstaendig Enighed, og uden at jeg har ovet noget som heist Tryk — Hojres Venner har da endelig ogsaa faaet Broderparten. Derimodforstaar jeg jo nok, at Landstinget har kunnet fole sig noget tilsidesat.De i Folketinget vedtagne Understottelser ere komne op i Landstingetnaesten (ikke ganske men dog naesten) som en Enhed, man ikke godt kunne rore ved og meget menneskeligt harder naturligvis vseret Tilbojelighed til at bevilge Vennerne Understottelser, men stryge nogle af de til Venstremaend bevilgede, og denne Tilbojelighed maatte jo traenges tilbage. Men dette Forhold er jo ikke Ministerens Skyld, det ligger i Finanslovens Behandlingsmaade, og jeg tror ikke nogen Ministerkan raade Bod paa den, om han saa stod nok saa meget paa LandstingetsStade.

Til Slut beklager man sig over den Maade, hvorpaa jeg har stillet mig til Bevillingen til Dr. G. Brandes. Ganske saerligt klager jeg her over uretfaerdig Behandling. Da den bekendte Adresse fremkom erklaerede jeg lige over for Adressens Ordforere, at for saavidt begge Tingene bleve enige om en Bevilling til Br. skulde jeg ikke gjore nogen Modstand derimod.Jegtroede for det forste ved denne Stilling at vsere i god OverensstemmelsemedHojre og havde god Grund til at tro det. Adressens Underskrivere vare ikke alene gode Venstremaend, iblandt dem vare ogsaa gode Hojremaend, ja endog en Praest¹⁸). I Dagbladet stod en Artikel,

---

16) Oversigt over fordelingen af statens understottelser til kunstnere og videnskabsmaend bringes i Rigsdagstidende, Tillseg A, anmserkninger til Finanslovens § 21, VI, A 1-3. - Sin liberale praxis ved fordelingen af disse midler havde Sc. opretholdt ved de provisoriske finanslove, jfr. »Til mine Vaelgere«: »Den i Forhold til disse Sager tilfaeldige Omstsemdighed, at vi vare komne ind i anormale, provisoriske Tilstande, burde, syntes mig, ikke have Konsekvenser udover de nodvendige«.

17) Guder af lavere orden.

18) Andragendets underskrivere var ingenlunde enige med Brandes, men de fandt dog at hans fortjenester var sa store, at de - pa eget initiativ - henvendte sig til regering og rigsdag angaende en statsunderstottelse ; ansaettelse ved universitetet taenkte de ikke pa, men dog en understottelse sa stor, at Br. blev stillet lige rned en universitetslaerer. Underskrivere var en ra;kke videnskabsmsend, kunstnere og forfattere, blandt dem Erik Bogh, professor P. Hansen og pastor Chr. Richardt samt C. St. A. Bille (denne sidste pa en mindre adresse, med nogen flere forbehold overfor Br.), navne som matte gore indtryk pa Hojre; iovrigt underskrev bl. a. ogsa J. C. Hostrup som pastor emeritus (Politiken 25/10-90). — Scavenius tog intet initiativ i rigsdagen, men ved 3. behandling af finansloven modte Berg og Horup m. fl. a. med forslag om en bevilling pa 2000 kr. (Rigsdagstid. 1890-91, Tillseg B. 919, jfr. B. 497) og det vedtoges (5-6/3-91, Folket., 4141 ff.), Lars Dinesen var naesten ene om at ga imod (4234); i landstinget indstillede udvalgsflertallet, at man strog understottelsen til Brandes (Tillaeg B, 2090) og det vedtoges pa anbefaling af Steffensen (31/3, Landst. 2469 ff).

der anbefalede at give Understottelsen, Dagens Nyheder (og Nationaltidende)sluttedesig hertil om end med betydelige Restriktioner. - Kun den lille Avis raabte straks Vagt i Gevaer¹⁹). Jeg talte ide samme Dage med Landstingets Formand Liebe²⁰), der mente, at Br. burde have Understottelse. Tillige selvfolgelig udtalte jeg niin egen personlige Opfattelse, som endnu er den samme, at der kan siges meget for men ogsaa meget imod at give denne Understottelse. Stiller man sig paa det bestemt religiose Standpunkt at den Mand, der angriber den kristelige Religion ikke alene i videnskabelige men ogsaa populaere Skrifter ikke bor nyde nogen Understottelse af Staten, da er dette Standpunkt i sig selv uangribeligt, og intet videre at sige dertil; men stiller man sig vaesentligtpaaet litteraert Stade, da kan man ikke vaere blind for, at Br. har store Fortjenester af den danske Litteratur²¹). Uden de fra ham givne Impulser vare Maend som Drachmann og Gjellerup nseppe brudte igennem,disseto Maend, der ere de fremragende Repraesentanter for Nutidens danske Digtekunst. Som naturligt er, har de senere da Vingernevoksedeud paa dem skilt sig fra ham; men det forringer ikke hans Fortjeneste. Hans Fortjeneste er at have givet Stodet, at have bragt noget nyt ind i den stagnerende Littteratur. At dette nye vaesentligt bestod i at aabne Blikkene for de fremmede Litteraturer og de der herskende Bevaegelser, saerlig i den franske Litteratur er sandt nok, og at de allernyesteendnutemmelig svage og ikke tydelige Bevsegelser indenfor vor

---

18) Andragendets underskrivere var ingenlunde enige med Brandes, men de fandt dog at hans fortjenester var sa store, at de - pa eget initiativ - henvendte sig til regering og rigsdag angaende en statsunderstottelse ; ansaettelse ved universitetet taenkte de ikke pa, men dog en understottelse sa stor, at Br. blev stillet lige rned en universitetslaerer. Underskrivere var en ra;kke videnskabsmsend, kunstnere og forfattere, blandt dem Erik Bogh, professor P. Hansen og pastor Chr. Richardt samt C. St. A. Bille (denne sidste pa en mindre adresse, med nogen flere forbehold overfor Br.), navne som matte gore indtryk pa Hojre; iovrigt underskrev bl. a. ogsa J. C. Hostrup som pastor emeritus (Politiken 25/10-90). — Scavenius tog intet initiativ i rigsdagen, men ved 3. behandling af finansloven modte Berg og Horup m. fl. a. med forslag om en bevilling pa 2000 kr. (Rigsdagstid. 1890-91, Tillseg B. 919, jfr. B. 497) og det vedtoges (5-6/3-91, Folket., 4141 ff.), Lars Dinesen var naesten ene om at ga imod (4234); i landstinget indstillede udvalgsflertallet, at man strog understottelsen til Brandes (Tillaeg B, 2090) og det vedtoges pa anbefaling af Steffensen (31/3, Landst. 2469 ff).

19) Dagbladet (Billes gamle blad) fandt det nsesten var en selvfolge, at Brandes som en raekke andre danske forfattere fik understottelse og syntes ikke det var noget übefojet onske, at denne ansattes rigeligt, fordi hele Br. forfatterskab var af exceptionel karakter (25/10-90); Dagens Nyheder tilradede ministeriet at acceptere forslaget, her var ikke tale om en nationalbelonning, men om en af de understottelser staten i forvejen gavmildt stroede ud; selve omtalen af Brandes var dog kritisk og bladet fandt ogsa, at han selv burde have sogt om understottelsen (10/11), da forslaget var faldet, beklagede bladet vel dette, men tilfojede, at det ikke havde vaeret sa begejstret som flere hojrekolleger med Dagbladet i spidsen (13/4-91). Nationaltidende derimod var imod og udtalte sig kun, fordi adressen var underskrevet af hojrefolk og stottet af andre blade; det stod vel fast ved sit gamle standpunkt, at Brandes burde have vaeret ordinaer professor, men hans forfatterskab berettigede ham ikke nu til extraordinaer understottelse (20/11-90); Avisen var imod at give Brandes saerstilling ved at tilsta ham et belob storre end dem landets mest fortjente maend fik, og det var ogsa staerkt i tvivl om, hvorvidt tiden var inde til at give Brandes del i statens understottelser, men ialtfald burde de gaeldende regler folges og Brandes matte saledes selv soge (25/10-90).

20) Hojesteretsadvokat C Liebe, formand for landstinget siden 1869.

21) Jfr. hertil Scavenius i rigsdagen (Folket. 4213, Landst. 2500).

Litteratur have forladt den br. Retiring, og soger sine Forbilleder i de nyeste mere idealistiske Retninger i den fr. Litteratur er ogsaa sikkert. [At en lille Nation soger befrugtende Indflydelse udenfra er naturligvis uundgaaeligt, og Frankrig staar nu engang hvad Kunst angaar - undtagenMusikken— hojt over alle andre Nationer for Tiden.] Men alligevelBr.har haft en stor og vidtraekkende Indflydelse paa dansk Litteraturogdansk Aandsliv, og da han tillige er en dygtig iEstetiker, hvis Boger, om man end er nok saa uenig med ham, laeses med Interesse og Udbytte, saa synes det forsvarligt at yde ham en aarlig Statsunderstottelse.Dettevaere nu altsammen som det vaere vil, eet er sikkert, jeg havde ingen Grund til at antage, at det skulde laegges mig til Last, ikke at jeg vilde foreslaa en Understottelse til Br., thi havde jeg gjort det, forstod jeg vel Vreden, men blot det at jeg stillede mig indifferent til Sagen. Som sagt den senere rejste Agitation havde jeg ikke forudset og kunde jeg, efter hvad der forelaa, ikke forudse.

Endnu en Bemaerkning, som det synes mig er praktisk afgorende: Alle ville vel vaere enige om, at jeg saerlig i de sidste 5 a 6 Aar har gennemfort ussedvanligt ja uventet meget paa mit Ministeriums Omraade. Den nye polyt. Laereanstalt og det nye bot[aniske] Labor [atorium] er byggede og tagne i Brug, kemisk Laborat. og mineral. Musseum staa snart fuldt faerdigt nybyggede, det store nye Kunstmusaeum er bevilget og allerede halvfuldendt, Forberedelserne til Nationalmusaeets Om og Nybygning ved Indkob af betydelige Ejendomme ere foretagne, den nye Rigsarkivlov er gennemfort og Provindsarkiverne ere under Opforelse, endelig ere nye faste Professorembeder oprettede ved Universitetet. Tror man alt det vilde vsere opnaaet under en ultrakonservativ Minister, der troligt havde trasket i Hselene paa de ivrige i Landstinget, forst Matzen²²) og nu Steffensen, nej sikkerlig ikke. Kun ved at tage et rimeligt og fornuftigt Hensyn til Venstres onsker paa forskellige aandelige Gebeter, kun fordi Venstre saa, at jeg dog i det mindste forstod deres onsker, og ikke stillede mig absolut fjendtligt og afvisende overfor dem, kun derigennem er det lykkedes mig at gore denne Provisorieperiode til en frugtbarere Tid end maaske nogen anden siden 48 - i hvert Fald siden 64 — paa det mig underlagte Omraade, en Periode der i modsat Fald vilde have vseret ode og gold.

- Efter dette lidet Forsvar for min Optrseden paa det aandelige Omraade gaar jeg tilbage til Sporgsmaalet om min Stilling lige over for Hojre saerlig lige over for Landstinget. Jeg kan kun sige, at efter min Overbevisning den langt storre Del af Hojre ingenlunde vilde vaere glad ved min Tilbagetraeden. Der gives nogle ivrige Sjaele ganske vist, som heist vilde af med mig, fordi jeg generer deres personlige Politik og Interesse; men de ere ikke mange, og giver man ikke efter for dem,

---

22) Jur. professor H. Matzen, medlem af landstinget siden 1879. - Jfr. noterne 5 og 28.

skal det nok vise sig, at deres Indflydelse ikke er saa stor, som de gerne vilde bilde Folk ind. Denne Overbevisning er jeg kommen til ved en meget noje Overvejelse lige over for hvert enkelt Navn - jeg tror ikke, jeg skal tage meget Fejl; naturligvis kan der ikke vaere Tale om her at gaa nsermere ind paa disse Overvejelser. Jeg vil slutte dette Stykke af min Skrivelse med de to Udtalelser, at, om det tillades mig, skal jeg vel vide at fore de hvilende Lovforslag igennem paa en saadan Maade, at Hojre kan vaere tjent dermed, og dernsest, at man dog maaske burde betaenke sig paa, at lade en Minister gaa af af Hensyn til et Par politiske Agitatorer og deres Skraal.

Skulde, hvad jeg dog ikke tror, Forhandlingspolitikken lide et storre Nederlag til naeste Valg, det politiske Forlig forelobig blive til intet, ja da tillader jeg mig i al Beskedenhed (for mig maa man gerne kalde det uden al Beskedenhed) at udtale, at jeg tror, man da kun daarligt kunne undvaere mig, og at man vilde komme til at fortryde, om man nu havde stodt mig ud af det politiske Liv.

3 (administrativt). Fordrer de mig underlagte Interesser eller disses Repraesentanter fornuftigvis min Afgang? Der emu forst de kirkelige Forhold. Ved Indstiftelsen af det kirk[elige] Raad har jeg sogt at bringe de rent kirkelige Sager, saa vidt den bestaaende Lovgivning tillod det, under rent kirkelige Autoriteters Afgorelse eller dog i alt Fald stille dem saaledes, at de ikke kunne afgores af Ministeriet uden at det kirkelige Raad er hort²³). Jeg har derved gjort, hvad jeg kunde, for at stille Kirkennogenlunde uafhaengigt af Administrationen og jeg tror at have Krav paa Taknemlighed herfor fra kirkelig Side. Naar Kirkeraadet ved at handle klogt, at give efter og holde igen i Tide, da vil dette Raad tillige vaere en fast Borg for den konservative Side i Kirken²⁴). Men heller ikke den anden Side i Kirken, [den liberale] Betesdamaendene om jeg maa kalde dem saa, tror jeg om de nu hore til den grundtvigianske eller den indremissionske Side, ingenlunde onsker min Afgang²⁵). De ved nemlig,hvad de har, men ingenlunde hvad de faar; de ved at de i mig have

---

23) I »Til mine Vaelgere« naevnes tillige hensynet til grundlovsloftet, at kirken skulde have en forfatning, og her gik Sc. ind pa tanken om en udvidelse af Kirkeradet sa det kunde blive en fyldigere representation for kirken: Nemmest og mest praktisk turde sagen maske tages saledes, at radet ved kgl. udnsevnelse udvidedes med et antal praester og kirkeligt sindede lsegmaend »af de forskellige kirkelige Retninger«. - Om Kirkeradet jfr. dette bind, brev nr. 12, 110 ff.

24) Til mine Vaelgere: »Ved Raadet at baere sig klogt og besindigt ad, konservativt men dog ikke afvisende over for mulige Beva:gelser i Kirken, saa kan man vsere sikker paa, at dets Raad ogsaa saa godt som altid vil blive fulgt« af kirkeministeriet. »Rlandt mere der er fremgaaet af det kirkelige Raads Forhandlinger« fremhaevedes »Praesternes nye Pensioneringsmaade og det nye Salmebogstillaeg«.

25) 1886 samledes repraesentanter for grundtvigianernes hojrefloj, 3. retning og Indre Mission til forhandlingsmode i Bethesda i erkendelse af, at tidens vantro kraevede at man fandt sammen, dette mode blev indledning til en raekke arlige forhandlingsmoder, kaldet Bethesda-moderne; efterhanden fandt man ikke disse moder tilstraekkeligt og »Menighedskonventet« dannedes 1891 som et redskab til at fremme reformer, men sare moderat var man og matte man vaere, nar alle tre retninger skulde enes om noget.

en Minister, der lade dem den videst mulige Frihed, og hvem det aldrig kunne falde ind at skride ind enten imod det ene eller det andet af de kirkelige Partier, naar ikke Statshensyn maatte gore det absolut nodvendigt.Vel muligt, at en Del Praester ikke just ynde mig af mere personlige Grunde; men det vaere nu som det vil; min Stilling lige over for hele Praesteskabet og over for de forskellige Retninger er dog rigtigere angivet ovenfor²⁸).

Almueskolelsererne har jeg skaffet et ret antageligt Lonningstilskud af Staten, og desuden altid stottet dem lige over for Kommunernes Kuskeri; at jeg er velset blandt dem er der ingen Tvivl om²⁷). - De lserde Skolers Laerere har jeg gjort for, hvad jeg kunde; det vil jo ikke sige meget; men jeg tror sikkert ikke, de vente sig mere af en anden Minister. - Hvad den laerde Verden angaar, Laererne ved Universitetet og den polyt. Laereanstalt, Musaeernes Embedsmaend, da tor jeg nok sige, at de, maaske paa naer en enkelt saerlig ivrig Politiker²⁸), have vaeret sserdeles tilfredse ved min Styrelse og meget nodig ville se min Afgang.

4 (personligt). At jeg meget nodigt gaar af som Offer bragt Folk, jeg aandeligt talt ser ned paa, vil man let forstaa. Hertil kommer en saerlig Betragtning, som jeg tror det rigtigt at fremhaeve. Gaar jeg nu af, og traeder jeg tilbage til min Plads i Folketinget, bliver min Stilling vanskelig; thi jeg underordner mig ikke [Folk, jeg betragter som mine Fjender (Dinesen m. fl.)] Hojres Bestyrelse med Folk som Dinesen m. fl. i Spidsen²⁹). Jeg baer ikke rancune til Folk, der have villet gore mig Skade, men ikke have formaaet det; de opvsekke ganske naturligt en behagelig Folelse hos mig, og jeg vil langt snarere gore dem det gode jeg formaar, end noget som heist ondt, om jeg var i Stand dertil. Folk derimod, hvem deter lykkedes at gore mig Skade, ja dem gor jeg Gengaeld imod, hvis Lejligheder i Tidens Lob maatte vise sig dertil.

---

26) Til mine Vselgere: »Ved Bessettelsen af Prsesteembeder i min Tid har jeg sogt at gaa retfjerdigt til Vserks uden at tage politiske Hensyn eller Hensyn snarere til den ene af de kirkelige Retninger end til de andre« . . . »Nogen egentlig Vanskelighed af storre Betydning er ikke modt mig i min Administration af de kirkelige Sager undtagen een Gang ved Daabsstriden i Kbhvn. Striden om hvorvidt Praesterne burde og kunne dobe Born, der bragtes fra Hjem, hvor Forseldrene vare borgerlig viede og ikke vilde modtage kirkelig Vielse. Det lykkedes mig imidlertid at finde Formlen, der stillede de oprorte Vande«. - Som resultater Sc. havde naet pa det kirkelige omrade, nacvnte han, at der var opnaet statstilskud til bygning af flere kirker, selv havde han saerligt interesseret sig for at fa restaureret gamle kirker, hvad var sket i stort omfang, og endelig havde han nedsat en kommission til overvejelse af de kirkelige forhold i Kobenhavn. »For fuldt at overkomme sin Gerning og vaere i Stand til at virke ind paa den store Arbejderbefolkning er den kobenhavnske Praestestand meget for faatallig.«

27) Efter Scavenius afgang skrev Danmarks Lsererforenings Medlemsblad da ogsa, at laererne vilde mindes Sc. med taknemlighed for »den varme Interesse, han altid har vist Skolevaesenet, ikke mindst Folkeskolen, og den Velvilje for Laererstanden, han paa saa mange Maader og ved saa mange Lejligheder har lagt for Dagen« (20/7-91, 165).

28) Professor Matzen, jfr. noterne sog 22. - Om Matzens forhold til Sc, »To hojkirkemaend«, 128, Roar Skovmand, anf. skr. 403 f.

29) Parallellen i »Til mine Vaelgere«, se note 13.