Indledende bemærkninger.

Nogle politiske partier bygger i vid udstraekning pa en bestemt ide eller idekreds, som giver deres virke et prseg af ideologisk fasthed og sammenhaeng. Andre forholder sig mere eklektisk og henter elementer fra forskellige idekredse; pa den made fremkommer hvad der her skal betegnes som et idekompleks, d. v. s. et sset forestillinger uden egentlig organisk sammenhaeng men desuagtet i stand til at afgive basis for en praktisk politik. Det radikale Venstre er et godt eksempel pa den sidstnaevnte type.

Da indenrigsminister Ove Rode i sin bekendte »Gimle-tale«, holdt i folketinget den 26. oktober 1916, trak nogle hovedlinier op for sit samfundssyn,sagde han bl. a.: »Jeg tror ikke pa en bestemt okonomisk teori, men jeg tror pa social-radikale ideer, som, nar krigen er afsluttet, sammenvil arbejde for at tilvejebringe bedre tilstande end de nu herskende *¹). Den term han valgte: social-radikale ideer, var sa pas übestemtat den kunde have bud til andre end partifaeller. Men den havde hjemmel i hans eget partis sprogbrug. Social-radikal var den glose P. Munch havde brugt til at betegne den kreds han og Rode i forste rsekke Sogte kontakt med, da de i arene mellem systemskiftet og Venstrereformpartietsspraengning forberedte deres politiske gerning gennem dannelsen af Den radikale Klub²). I denne klub indledte Husmandens

---

1) Rigsdagstidende 1916/17, F. sp. 854.

2) Cf. Roar Skovmand i Erik Rasmussen & Roar Skovmand, Det radikale Venstre 1905-1955 (1955) (cit.: DRV 1905-1955), pp. 15-19.

redaktor, Johs. Madsen, i januar 1904 en droftelse af grundlaget for en social-radikal politik³), og da diskussionen »vaesentlig drejede sig om jordrente og andre skatteforhold«, tor man formode at georgeistiske synspunkter har vaeret baerende i foredraget, som det var at vente af de sjaellandske husmaends penneforer. »Det social-radikale Venstre« var ogsa blandt de betegnelser som blev foreslaet som navn til den nye partidannelse i Odense 1905⁴). Den vandt ikke synderlig gehor, og hverkeni partiprogrammet eller i redaktor Niels Bransagers bredere skrevne pjece Om Programmet (1906) optradte ordet. Det havde formentlig i manges orer en fremmed klang, mindede maske ogsa, selv om ordet social ingenlunde blev undgaet, lovlig rneget om socialdemokratisk, og i hvert fald havde det i de folgende ar for Det radikale Venstres folk langt storre agitatorisk vaerdi at haevde at deres standpunkter var Venstresgamle og deres politik uforfalsket Venstre-politik.

Selv om glosen social-radikal saledes ingenlunde var almindeligt benyttet af de Radikale selv, findes der naeppe nogen anden som mere passende kan anvendes til at betegne det kompleks af ideer partiet byggede sin politik pa i okonomiske og sociale sporgsmal. Den har ikke i almindelig sprogbrug nogen veldefineret betydning som der derved oves void imod, og da partiet sidenhen synes at have opgivet den til fordel for udtrykket social-liberal, vaekker den ikke, som sa mange andre partibetegnelser, forestillinger som horer en senere tid til.

I den social-radikale malsaetning indgik mange elementer: frihandel; begraensning af monopolers indflydelse; afskaffelse af bade finans- og beskyttelsestold; beskatning af samfundsskabte vaerdier; formindskelse af den okonomiske ulighed, dels ad skattevejen, dels ved oprettelse af husmandsbrug og gennem udbyttedeling; voldgift i arbejdsstridigheder; udbygning og omformning af den sociale lovgivning; stotte til aedruelighedsarbejdet. Alt dette var programpunkter som ingenlunde kunde udledes af en enkelt samfundsteori. Forskellige idekredse havde hver ydet deres og indgik altsa med storre eller mindre vaegt i det social-radikale idekompleks.

En af disse idekredse var georgeismen. Naervaerende afhandling har til formal at belyse i hvilken udstraekning og med hvilken vaegt georgeistiskeanskuelser gjorde sig gaeldende indenfor det social-radikale idekompleksi tiden frem til o. 1922. Afgraensningen er foretaget ud fra flere hensyn. Aret 1920 markerer et skifte bade i dansk politisk historie i det hele taget og specielt i Det radikale Venstres, og i 1922 krones pa en gang bestraebelserne for at lade ejendomsskylden erstatte af en

---

3) RA. Ove Rodes arkiv, tillaeg II (Det radikale Venstres arkiv) B (Indk. breve og sager vedr. partiets stiftelse og virksomhed), lseg b, prot. for Den radikale Klub, 21.1.1904.

4) RA. Rodes arkiv, till. II D, 20. 5. 1905, kl. 13.

grundskyld med delvist held og Det radikale Venstre vedtager et nyt, af
georgeismen staerkere praeget program til aflosning af det forste
fra 1905.

Materialets grundstamme er en naesten fuldstaendig bevaret raekke maskinskrevne referater af landsmoder og hovedbestyrelses- og forretningsudvalgsmoder i Det radikale Venstres landsforbund i arerie 1905-19⁵)- Referater af rigsdagsgruppens forhandlinger foreligger derimod kun for tiden 1914-20⁶), og de omfatter ikke forhandlingerne i dens bestyrelse. Af utrykt materiale er i ovrigt benyttet breve og optegnelser fra Jakob E. Langes, Ove Rodes og C. Th. Zahles arkiver, alle i Rigsarkivet, enkelte breve fra Zahle til Edvard Brandes i Det kgl. Bibliotek, samt en del papirer fra Henry George Foreningens virke i arene 1903-09⁷).

Georgeismen i Danmark i begyndelsen af århundredet.

Henry Georges tanker var pa dansk grund forste gang blevet fort frem i slutningen af 1880'erne, isaer af den unge landbrugsskolelaerer Jakob E. Lange, men forelobig slog de ikke rigtig an⁸). I marts 1902 skete der imidlertid et nyt fremstod med stiftelsen af den danske Henry George Forening⁹). Den begyndte ganske smat, men var tre ar senere naet op pa 850 medlemmer med 24 kredse omkring i landet og arbejdede meget energisk med udsendelse af en vrimmel af smaskrifter. Initiativtager og formand i de forste ar var godsinspektor og sagforer Sophus Berthelsen i Hong, og i forretningsudvalget sad desuden Jakob E. Lange og bygmester Jens Andersen, Frederikshavn, den senere folketingsmand.

Det som isasr bar foreningen frem, var dens heftige agitation mod den i 1903 gennemforte skattereform, hvis omdannelse af de gamle hartkornsskatter til en ejendomsskyld hvilende pa grund og bygninger under et fra et georgeistisk synspunkt betegnede et alvorligt tilbageskridt, sa meget mere som grundbyrderne taget i gennemsnit nedsattes til omkring det halve, hvad georgeisterne fordomte som en gave til de ojeblikkelige grundbesiddere pa kommende generationers bekostning.

---

5) Referaterne findes dels i Rodes arkiv i Rigsarkivet (till. II D; 51 haefter, det sidste fra 17.9.1913), dels i Det radikale Venstres arkiv i partisekretaerens kontor pa Christiansborg (yderligere 34 haefter, det sidste fra 21.11.1919).

6) RA. Protokol for Det radikale Venstres rigsdagsgruppe.

7) Disse papirer blev beredvilligt stillet til min radighed af fru Signe Rjorner, i hvis besiddelse de befandt sig, efter henvendelse til foreningens nuvaerende sekretaer, grosserer Dan Bjorner. For adgang til de ovrige arkivalier takker jeg rigsarkivarerne dr. Axel Li.nvald og dr. Svend Aakjaer, hojesteretssagforer Stig Rode, civilingenior H. Dedichen samt Det radikale Venstres ledelse.

8) Villads Christensen, »Den forste Henry George Bevsegelse i Danmark« (Det ny Aarhundrede, 3. arg., II (1905-06), pp. 77-90), optrykt i Signe Bjorner, En Verdenstankes Viekst i vort Folk (1934), pp. 99-127.

9) Signe Bjorner, op. cit., p. 91.

I de samme ar organiserede husmaendene sig og blev for forste gang en magt i det offentlige liv. De var modstandere af ejendomsskylden fordi den betod en forholdsvis tungere beskatning af de sma brug end af de storre, og de var levende interesseret i den friest mulige adgang til jord til oprettelse af nye husmandsbrug. Pa afgorende punkter var der saledes forudsaetninger for et samarbejde mellem husmaend og georgeister, og mulighederne blev straks set og udnyttet af Berthelsen. Pa hans tilskyndelse vedtog De samvirkende sjaellandske Husmandsforeninger i 1902 den navnkundige Koge-resolution, hvis krav om »snarest mulig ophsevelse af enhver told og skat« pa forbrugsartikler, produktionsmidler og arbejdsfortjeneste og om indforelse af »skat pa den jordvaerdi som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrorer fra samfundets vaekst og udvikling«, landets ovrige husmandsorganisationer opfordredes til at tilslutte sig og de politiske partier »der onsker stotte fra husmandsstandens side« til at virke for.

I de folgende ar sluttede de fynske husmaend sig til Koge-resolutionens grundtanke. Jyderne var mere tilbageholdende. Men De samvirkende danske Husmandsforeningers forste landsstaevne i Odense i marts 1910 vedtog en resolution af klart georgeistisk tilsnit: »Folkets ret til faedrelandets jord befaestes og udvides. Da grundenes vaerdi, savel i by som pa land, skyldes samfundets liv og virksomhed, bor bestraebelserne ga i retning af at inddrage de samfundsskabte grundvserdier til offentligt eje gennem en grundskyld«; stotte til oprettelse af husmandsbrug skulde gives under sadanne former at forrentningen af jordens vaerdi blev en fast offentlig grundbyrde til staten.

oernes husmandsforere - maend som sjaellaenderne Karl Hansen, Ankerstraede, og Niels Frederiksen, lolliken Rasmus Jensen Vandman og fynboen Emil Rasmussen — var staerkt influerede af georgeistisk tankegang, og gennem en intens foredrags- og agitationsvirksomhed traengte den efterhanden dybt ind i sindene hos denne generation af husmaend, i nogen grad ogsa i Jylland.

Blandt Henry George Foreningens medlemmer var der en del husmaendog ogsa adskillige gardejere, men mange af de mest aktive var praester, laerere, hojskolefolk og andre i mere liberate erhverv. Stifterne synes at have taenkt sig at den kun skulde virke i kort tid¹⁰), maske ud fra en overvurdering af deres tankers gennemslagskraft, og det var forst efterhanden de blev interesseret i at gore deres sammenslutning til en nogenlunde talstaerk organisation. Foreningen skulde ikke optraede som politisk parti, men vel ved stadige henvendelser til partierne og til offentligheden arbejde for sine ideers virkeliggorelse. De ledende var enige om at ogsa sma skridt var af vaerdi, men i ovrigt var de ofte

---

10) Henry George Foreningens arkiv, S. Berthelsen til Jakob E. Lange og J. Andersen 12.5.1905.

uenige om veje og midler¹¹), og der kunde hos enkelte optraede en utalsomhed som kunde have splittet bevaegelsen i sekter¹²) om ikke andre havde holdt igen. Der var georgeistisk sindede personer som en tid foretrak at virke udenfor foreningen¹³).

Berthelsen var uden tvivl georgeisternes virksomste kraft. Hans utraettelighed graensede til pagaenhed, hans argumentation virkede »som rekylgevaer-salver« — Langes trseffende karakteristik¹⁴) —, og han »overvurderede stadig de politiske muligheder for at gennemfore reformer i stor stil, vilde i tide og utide stille resolutioner og gore sa meget spektakel som mulig«. Nar Lange tilfojer at samarbejdet med Berthelsen ikke altid var helt let, er det en elskvaerdig made at sige sandheden pa; akterne vidner om at han var dominerende og pa en gang udfordrende i sin form og selv nsertagende¹⁵). En saerlig styrke gav det ham at han med sin formidable evne til at saette noget i vaerk udgav georgeisternes i de forste ar eneste organ, manedsbladet Ret — med den for Berthelsen karakteristiske undertitel: Tidsskrift for Mandsret og Landsret — som Henry George Foreningen vel benyttede som medlemsblad, men som dens ovrige ledelse ingensomhelst indflydelse kunde ove pa¹⁸). Disse personlige forhold blev ikke uden betydning for den georgeistiske bevaegelses forhold til Det radikale Venstre.

Det radikale Venstres dannelse. Odense-programmet 1905.

Det var indlysende at man fra georgeistisk side opmaerksomt matte folge det arbejde som Den radikale Klub under Munchs og Rodes ledelse i arene 1903-05 gjorde for lidt efter lidt at organisere den voksende skare af utilfredse venstremaend. Hidtil havde Henry George Foreningen ikke modt megen forstaelse af sine synspunkter hos de politiske partier. Ved valget i 1903 havde Berthelsen organiseret enslydende foresporgsler til en raekke folketingskandidater. Set fra et georgeistisk stade var sporgsmaleneforsigtigt formuleret, men svarene var i mange tilfaelde afvisendeeller uforstaende. Al interesse for grundvaerdibeskatning — saledesblev resultatet opgjort af en af de betydeligste georgeister, radstuearkivarVillads

---

11) Jakob E. Lange, Erindringer fra halvf jerdsindstyve ar (Odense 1938), pp. 106-07, 148-49.

12) F. eks. vilde Berthelsen i 1908 hindre hoj skoleforstander H. C. Nielsen-Svinning i at tale ved foreningens moder, fordi Nielsen-Svinning - i modstrid med Henry George - mente at der ved grundvserdiskattens indforelse kunde ydes grundejerae erstatning (HGF's arkiv, brevveksling ml. S. Berthelsen og J. L. Bjorner Jan. 1908). Om senere meningsforskelle i dette sporgsmal blandt georgeister, cf. Nils Elvander, »Danmarks Retsforbund. Ideer och historia« (Statsvetenskaplig Tidskrift 1952, pp. 81-110).

13) RA. Rodes arkiv, till. II D, 9.12.1905; HGF's arkiv, J. Andersen t. S. Berthelsen 13.1.1906.

14) Op. cit, p. 106.

15) Cf. Langes samtidige vurdering (p. 257, note 33).

16) RA. C. Th. Zahles arkiv, br. fr. Jakob E. Lange 27. 4. 1905.

arkivarVilladsChristensen - var i dansk politik samlet mellem centrum og venstre fl0j; den bredte sig med forskellig styrke over en mindre del af Venstrereformpartiet, gennem de i 1905 udbrudte Radikale, blandt hvilke kun Krabbe var en undtagelse, og et stykke ind i Socialdemokratiet,hvor den sa atter standsedes af en stejl modstand¹⁷)-

Det var ogsa indlysende at de kredse som skabte Det radikale Venstre, i hoj grad matte have deres opmserksomhed henledt pa de ganske vist fatallige men energisk arbejdende og i oernes husmandsbevsegelse indflydelsesrige georgeister. Enkelte af disse havde, under indtryk af skattelovene, selv vaeret inde pa tanken om en ny partidannelse¹⁸). Blandt medlemmerne i Den radikale Klub var allerede fra 1903 georgeistisk indstillede maend som laege Vilh. Asmund (Jensen), Villads Christensen, ingenior Folke (Rasmussen) og dr. phil. C. N. Starcke. Sa laenge oppositionen vaesentlig var et kobenhavnsk foretagende, var georgeisterne imidlertid et beskedent mindretal; adskillige af de andre medlemmer stillede sig koligt til de centrale dele af Henry Georges og hans danske disciples tankegang, og om klubbens bestemmende inderkreds, altsa fremfor andre Munch, Rode og, lidt senere, redaktor Niels Bransager fra Venstres Folkeblad i Ringsted, gjaldt at det de maske kunde interesseres for, var de sider som i overskuelig tid lod sig omsaette i praktisk demokratisk politik. Forelobig vilde de skabe en organisation af oppositionelle venstremaend. Blandt de folk de til det formal sogte forbindelse med i lobet af 1904, var der flere georgeister, deriblandt Sophus Berthelsen. Pa et mode i november ivrede han for at man skulde skride til at udarbejde et program; forst sa vilde han arbejde for tilslutning. Men han stod ene med sit standpunkt¹⁹).

I januar 1905 skete bruddet indenfor Venstrereformpartiet pa rigsdagen,og dermed var det ojeblik kommet hvor det gennem klubben forberedteorganisationsarbejde matte tage endelig form, og et program for dets virke fremsaettes. Det forste programudkast blev skrevet af Munch og Rode og kritisk gennemgaet af overretssagforer Oskar Johansen.Under omtalen af skatteforhold var de to forstnaevnte enige om at foresla: »Ejendomsskylden omdannes til en grundvaerdiskat«. Det var en godtagelse af en vaesentlig side af georgeisternes kritik af skattereformen1903 og samtidig ord som vilde vaekke genklang i husmandskredse,men vidtgaende var forslaget, set fra et georgeistisk synspunkt, ikke. Det blev imidlertid yderligere svsekket ved den omformning Oskar

---

17) Villads Christensen, »Hvad mener vore nuvaerende Politikere om Grundvserdibeskatningen?« (Dansk Tidsskrift 1906, pp. 265-73). - Villads Christensens materiale er bevaret i Henry George Foreningens arkiv. Hans redegorelse er en rolig og forsigtig vurdering af et, som han understreger, spinkelt og mangelfuldt materiale.

18) HGF's arkiv, Jens Johansen, Ladelund, t. S. Berthelsen 19.6. og 11.7.1903.

19) RA. Rodes arkiv, till. II B, heg b, prot. 13.11.1904; till. II D, 27.11.1904; DRV 1905-1955, p. 31.

Johansen gav det: »Ejendomsskylden omdannes under hensyntagen
til principperne for en grundvaerdibeskatning«.20)

I denne skikkelse gik forslaget til modet i restaurant Wivel den 20. februar²¹), hvor initiativtagerne modtes med repraesentanter fra hele landet. Her blev det kritiseret af mejerist Frands Paulsen, Gislinge, som pa Rodes forslag blev gjort til formand for det udvalg der behandlede de okonomiske og sociale sporgsmal. I udvalget onskede tilhaengerne af grundvaerdibeskatning denne klarere betonet, men overfor modstanden slog de sig til tals med den foreslaede form. Begge parter enedes om at foresla et nyt punktum: »Den grundvaerdistigning der skyldes samfundets foranstaltninger og vaekst, beskattes indtil videre S3erskilt«. Deter karakteristisk at det for ikke-georgeister var meget lettere at acceptere beskatning af fremtidige grundvaerdistigninger end af de allerede skete; til gengaeld var en grundvaerdistigningsskat for mange georgeister en betaenkelig foranstaltning at indlade sig med fordi den kunde spaerre vejen til en egentlig grundvaerdiskat²²) som efter deres opfattelse alene kunde Iose de vaesentlige sporgsmal. Under diskussionen in pleno kom uenigheden derfor til at dreje sig om ordene »indtil videre«, som trafikassistent W. Ohlsson og overretssagforer Konrad Levysohn foreslog stroget. Det endte med at man med 16 stemmer mod 12 vedtog at beholde dem, altsa en lille sejr for georgeisterne. Anderledes gik det med det lille ord »forsogsvis« som de i udvalget havde faet indfojet foran udkastets krav om »forsikring mod arbejdsloshed«, fordi de ikke troede pa nytten deraf. I denne henseende gik Munch og flere andre bestemt imod dem og fik deres forslag forkastet, utvivlsomt fordi deres anskuelser pa dette omrade forekom ikke-overbeviste

Fra Wivel-modet udsendtes et oprab til meningsfaeller om at organiseresig rundt omkring i landet og vselge delegerede til et landsmode hvor det nye parti skulde konstituere sig og udforme sit program. Oprabe t²³) opfordrede til at slutte op om de folketingsmaend som i januar pa grundlag af uenighed i militaersporgsmalet var udskilt af Venstrereformpartietog havde dannet Folketingets Venstre, og udtalte »den sikre forvisning at det nye parti desuden vil blive udgangspunkt for en dybtgaende demokratisk fornyelse af dansk venstrepolitik«. Havde det hidtil kunnet vaere uklart mod hvilket mal det gennem Den radikale Klub ivaerksatte organisationsarbejde sigtede, var der nu ikke mere tvivl om

---

20) DRV 1905-1955, p. 48.

21) RA. Rodes arkiv, till. II D, 20. 2.1905.

22) 1.7.1904 havde S. Berthelsen skrevet til Rode: »Mindre Vaegt lasgger vi - saa underligt det kan lyde — paa en saerlig Jordvserdistignings Skat! Nemlig fordi en saadan kun vil ramme de saerlig synlige Symptomer - men ikke Sygdommens Kilde« (RA. Rodes arkiv).

23) Det radikale Venstre 1905-1930, p. 21.

at det, i hvert fald indtil videre, vilde komme til at danne baggrunden
for Folketingets Venstre.

For Berthelsen var dette en skuffelse. C. Th. Zahle og hans faeller, havde han i januar skrevet til Rode²⁴), »var for 3 Aar siden med til (med hele Partiet) Knaek for Knaek at sonderbryde Venstres Program, sveg Parlamentarismen, Toldreformen, Skattesagen«. Han holdt endnu fast ved forbindelsen med Rode og Munch og vilde ikke alene gerne virke som »den saglige Konsulent for Programudvalget«, hvilket naturligt lod sig forene med Henry George Foreningens politiske holdning, men onskede ogsa »den fortrolige Konference, med alle Kort paa Bordet, som bor gaa forud for enhver storre paataenkt Aktion«²⁵); en tid synes han at have set meget optimistisk pa hvor langt han kunde na ad den vej₂₆). Men samtidig satte han store forhabninger til at det rekonstruerede ministerium, som han hyldede i sit tidsskrift²⁷), vilde fremlaegge et »frisindet okonomisk Program«, ojensynligt fordi han naerede tillid til den nye finansminister, Vilhelm Lassen, med hvem han pa samme tid stod i forbindelse²⁸), og mente at isa fald vilde utvivlsomt en stor del af hans meningsfaeller slutte sig til ministeriet. Formentlig var Berthelsen bange for ved et abenlyst samarbejde med en opposition som han, under indflydelse af Lassen, ikke tilskrev store chancer, at odelsegge Henry George Foreningens muligheder for at ove indflydelse pa Venstrereformpartiet, og desuden naerede han en sserlig uvilje mod Zahles gruppe fordi den havde staet den afgaede, for skattereformen ansvarlige finansminister, G. Hage, naer. I hvert fald bragte Wivel-modets udtalelse ham i harnisk, »fordi den i Efteraaret paabegyndte Bevsegelse for at opbygge et nyt Folkeparti paa et rationelt [det vil i Berthelsens sprogbrug sige: georgeistisk] Program, nu ved dette tarvelige Opraab skal omgores til en Garde omkring de i Januar (af andre Grunde) udtraadte Venstremsend, der ... ikke ere i Stand til at grundlaegge et nyt Parti, hverken ifolge deres Fortid eller deres Optraeden fornylig«²⁹).

Selv om Berthelsen tilfojede at han og hans meningsfaeller vilde
»stotte et hvilketsomhelst Parti, som optager et rationelt socialt Program,specielt
med Grundvaerdiskattens snarlige Gennemforelse, paa

---

24) RA. Rodes arkiv, br. fr. S. Berthelsen 20. 1. 1905 (datoen kan lseses som 20. el. 29.1.; den forste lsesning synes at vaere den rigtige da »de 8«, som omtales i brevet, 26. 1. blev til »de 12«, og da et 30. 1. dateret brev begynder: »Tak for igar«).

25) Ibid., 20. og 30.1. og 15.2.1905.

26) HGF's arkiv, S. Berthelsen t. Jakob E. Lange og J. Andersen 3. 2.1905 (»... et nyt Folkeparti med Grundveerdiskatten som bestemt Programpunkt er under Dannelse«; formodentlig har Berthelsen ved sit besog hos Rode 29. 1. set dennes oprindelige programudkast, uden Oskar Johansens korrektur).

27) Ret, 1. bd. (1904-06), pp. 51-53.

28) RA. Zahles arkiv, koncept til svar pa S. Berthelsens brev af 19. 4. 1905.

29) RA. Rodes arkiv, till. II B, laeg a, br. fr. S. Berthelsen 28.2.1905; cf. Ret, 1. bd., pp. 99-100.

sin Fane«, kastede han sig dog ud i en energisk bekaempelse af FolketingetsVenstre og af tanken om dets tilknytning til den radikale bevaegels e³⁰). Han pavirkede meningsfaeller til ikke at underskrive oprabe t³¹), og han sogte at aftvinge Zahle som formand for Folketingets Venstre svar pa et sporgeskema han den 14. februar havde tilstillet ham, i den hensigt at offentliggore sporgsmal og svar i Ret, hvad Zahle af let forstaelige taktiske grunde ikke onskede at indlade sig pa; deres brevveksling desangaende³²) udviklede sig til et skaenderi, hvorunder Zahle havde den fordel at kunne papege at Berthelsen ikke som pastaet handlede pa sin forenings vegne men i modstrid med dens ovrige forretningsudvalg.

Bygmester Jens Andersen tog aktiv del i dannelsen af Det radikale Venstre, og Jakob E. Lange forholdt sig velvilligt afventende. De var i forvejen stodt sammen med Berthelsen i sporgsmal om foreningens ledelse³³), og de forhindrede ham i at saette den plan i vserk han nu udkastede. Allerede i februar havde han villet indkalde et medlemsmode for at laegge pres pa de fra Den radikale Klub udgaede forhandlinge r³⁴), og samtidig med at han i begyndelsen af april forlangte at der skulde gives delegerede fra Henry George Foreningen adgang til det planlagte mode i Odense 20.-21. maj hvor det nye parti skulde stifte s³⁵), vilde han samle dem til medlemsstaevne samme sted dagen f0r³⁸), i den hensigt at organisere en samlet georgeistisk optraeden for enten at opna bestemmende indflydelse pa dets program eller hidforedets sprsengning i starten³⁷). Lange og Andersen henholdt sig til at foreningens stilling til det nye parti matte vaere den samme som til andre politiske partier³⁸), d. v. s. at den ikke som forening skulde engageresig politisk, og de forhindrede afholdelsen af bade medlemsstsevnetog et bestyrelsesmode, Andersen med den tilfojelse at foreningen hverken kunde patvinge den nye organisation sit program eller spraenge den, men ved et forsog derpa kunde risikere at spraenge sig selv³⁹). Det

---

30) RA. Rodes arkiv, till. II B, kga, br. fr. J.Andersen 26.4.1905

31) Ibid., br. fr. P. A. Kruuse 6. 3.1905.

32) RA. Zahles arkiv, br. fr. S. Berthelsen 2. 3., 6. 3., 17. 4., 19. 4. 1905, med Zahles koncepter til svar; br. fr. Lange og J.Andersen 27./2S. 4.1905, med Zahles koncept til forudgaende henvendelse.

33) HGF's arkiv, brevveksling ml. Berthelsen, Lange og J. Andersen 15., 21. og 23. 1. 1905. - Lange skrev 23.1.: »Berthelsens stejle holdning har overbevist mig om, at nar han ikke engang i en sa ringe sag kan forma sig til at finde sig i vor afgorelse, vil intet virkeligt samarbejde kunne tilvejebringes, men forretningsudvalget blive enten et hjemsted for endelose og resultatlose forhandlinger eller et overflodigt skjul for formandens enerade«.

34) Ibid., 3., 6. og 8.2. og 7.8.1905.

35) RA. Rodes arkiv, till. II B, laeg. a, br. fr. S. Berthelsen 8.4.1905

36) HGF's arkiv, S. Berthelsen til Lange og J. Andersen 21. 4.1905.

37) Ibid., 12.5.1905.

38) Ibid., J.Andersen til S. Berthelsen 24.4.1905, Lange til samme 26. og 28.4.1905, J. Andersen og Lange til bestyrelsen 2. 5. 1905.

39) Ibid., J.Andersen til S. Berthelsen 13.5.1905.

var i ovrigt mest Lange der forte ordet under den ofte pinlige forhandlingmed Berthelsen; hans motiv var formentlig det at han ikke fandt man varetog georgeistiske interesser ved at laegge hindringer i vejen for eller blot svaekke den nye partidannelse, som kunde formodes at blive mere modtagelig for pavirkning fra den side end et, hvis disse bestrsebelser mislykkedes, almaegtigt Venstrereformparti. I Odense kom Berthelsen saledes ikke til at ove indflydelse - han var ikke til stede - men han fortsatte sine angreb pa Folketingets Venstre i Ret, og de var sa generende at Zahle appellerede til partiets georgeister om hjaelp til at fa standset disse »skadelige og umotiverede angreb •.. det eneste uheld Det radikale Venstre hidtil har haft«, men forgaeves. »Berthelsener sa uheldig som vel muligt«, sagde Jens Andersen, »ogsa for georgeisterne selv ... Ingen har indflydelse pa ham, han tager intet hensyn, han er en syg mand«⁴⁰). Andersen og Lange havde siden foreningensordinaere medlemsstaevne i September 1905 ikke mere saede i dens ledelse.

Landsmodet i Odense 20.—21. maj₄₁) havde imidlertid behandlet og vedtaget programudkastet. Fuld frihandel var et vaesentligt led i georgeisternes krav, og det var tilfredsstillende for dem at programmet kraevede finanstolden pa almindelige livsfornodenheder og pa rastoffer nedsat efterhanden til den ganske kunde bortfalde, og beskyttelsestolden ophjevet planmaessig gradvis med billigt hensyn til bestaende erhverv. Hvad de specifikt georgeistiske onsker angik, foreslog Jens Andersen udkastets »Ejendomsskylden omdannes under hensyntagen til princippernefor en grundvserdibeskatning« aendret til »Ejendomsskylden omdannesefter principperne for en grundvaerdibeskatning«. Han fik stotte fra Johs. Madsen, men skont Oskar Johansen ikke havde noget imod aendringsforslaget da de to udtryk efter hans opfattelse gav omtrent samme mening, anbefalede Bransager og Rode at beholde udkastets mere forsigtige formulering, Bransager under fremhaevelse af at Henry Georges skatteprogram endnu var et gaeringsprodukt som man ikke kunde ga uden om men heller ikke burde binde sig for fast til endnu, og Rode - som jo selv oprindelig havde foreslaet en mere uforbeholden formuleringend Andersens aendringsforslag indebar — med den motivering at Georges tanker, som han selv, indskod han, fattede mere og mere interesse for, jo mere han beskaeftigede sig med dem, endnu langtfra var forstaet af den store vaelgermasse. Man tor formode at deres sejge modstand mod et sa lidet afvigende aendringsforslag skyldtes hensyn til aftaler med Folketingets Venstre. Deres betaenkeligheder sejrede. Madsen appellerede efter udvalgsbehandlingen til samling: »Det gaelderikke hvem der er staerkest. Jeg onsker som georgeist at gore mit arbejdei

---

40) RA. Rodes arkiv, till. II D, 9. 12. 1905.

41) Ibid., 20.-21.5.1905.

bejdeisamklang med Det radikale Venstre«, og ved afstemningen blev aendringsforslaget forkastet med 141 stemmer mod 119. Tallene kan ikke tages som udtryk for styrkeforholdet mellem georgeister og ikkegeorgeisterpa modet, idet adskillige af de forstnaevnte formentlig udvisteresignation. Et af husmand Chr. Olsen, St. Thoroje, en ivrig georgeist, stillet aendringsforslag: »[Grundvaerdibeskatningen] udvides saledes at alle indtaegter af grundvaerdier inddrages under samfundet«, blev forkastet »med stor majoritet«, et yderligere vidnesbyrd om georgeisternesmadehold. Det ved Wivel-modet formulerede krav om en grundvaerdistigningsskat⁴²) optradte i det forslag der blev forelagt landsmodet, i en i flere henseender afsvaekket skikkelse, som redaktionsudvalgetformodentlig havde givet det efter droftelser med Folketingets Venstre: »Nar offentlige foranstaltninger medforer en stigning af grundvaerdien, sikres der kommune og stat andel i vaerdistigningen«, og denne formulering blev ikke anfaegtet pa modet.

Sammenlignet med hvad Henry Georges tanker i deres helhed gik ud pa, kunde det siges at vaere beskedne udslag de havde givet sig i det nye partiprogram, men i betragtning af at det ikke var mere end godt tre ar siden de forste gang med virkelig styrke var blevet fort frem i den offentlige debat, forstar man at hans disciple, selv Berthelse n⁴³), var ganske godt tilfredse med resultatet. Oven i kobet havde georgeisterne vist en sadan styrke pa modet at det nye parti nseppe vilde kunne undga at tage hensyn til dem i sit kommende arbejde. Det maerkedes hurtigt. I foraret 1906 udsendte Det radikale Venstres hovedbestyrelseen af Bransager udarbejdet pjece Om Programmet, en fyldigkommentar, der i vidt omfang, omend ikke i forpligtende vendinger, gav plads for et klart georgeistisk grundsyn. Programmets ord om at der ved paligningen af de fornodne skatter burde tilstraebes en formindskelseaf den bestaende okonomiske ulighed, fortolkedes dels som sigtende til udjaevning ad den progressive indkomstbeskatnings vej, dels som bundende i »erkendelsen af at der gives en skat som ved sine finansielleog sociale virkninger menes at have en saerlig evne til at formindskeden okonomiske ulighed idet den erobrer for faelleskassen de samfundsskabtevaerdier, der, salaenge de gar i private lommer, naturnodvendigtaffoder okonomisk ulighed i stort omfang ... Vort program har adopteret grundvaerdiskatten som et uafviseligt og bestemmende momenti fremtidige overvejelser angaende en tidssvarende og virkelig demokratisk beskatning«. Derefter refereredes Georges tankegang: »Den indkomst og formue der skyldes en mands rent personlige arbejde, bor rettelig forblive i hans besiddelse übeskaret af nogen skat. Derimod

---

42) Cf. p. 255.

43) HGF's arkiv, S. Berthelsen til en rsekke medlemmer af foreningens bestyrelse 7.8.1905; Ret, l.bd., pp. 156-60.

gives der indkomster og formuer som ikke skyldes nogen enkelt mands arbejde men et samfunds arbejde og udvikling ... Og idet samfundet gennem en grundvaerdiskat laegger beslag pa dem, antages denne skat at ville fremkalde en raekke sociale virkninger ... der i stigende grad umuliggor fremkomsten af den tredje art af indkomst og forrnue, den nemlig som tilvejebringes ved andres arbejde for den enkelte, og som staten egentlig heller ikke har ret til at gore noget indgreb i«. Af brydningenmellem denne nye tankegang, tilfojede pjecen (et morsomt stykke Bransager'sk tilberedning af George for enhver radikal smag), og den sidste menneskealders demokratiske skattetanker »hsever fremtidensig.« Gang pa. gang anslog pjecen de samme toner, bade i sin omtale af skattereformen af 1903 og i sin begrundelse af programmets krav om offentligt faeste som vejen til en bedre husmandslovgivning. Det var derfor ikke maerkeligt at Villads Christensen, der i februar 1906 havde aflost Berthelsen som formand for Henry George Foreningen, pa det radikale landsmode i Arhus i april 1906⁴⁴) overbragte folgende adresse fra sin organisation: »Henry George Foreningens bestyrelse liar med glaede erfaret at Det radikale Venstres pjece Om Programmet har optaget en klar og utvetydig anerkendelse af de grundsaetninger hvorpa vor bevaegelse er rejst. Henry George Foreningen, som venter tilslutning fra alle politiske partier, bringer Det radikale Venstre som det forste politiske parti der har optaget grundvaerdiskatten pa sit program,sin paskonnelse derfor, og forudsaetter at partiet ogsa i gerningen vil yde sin stotte til gennemforelsen af denne samfundsreform.«

Folketingets Venstre.

Hvad angik Folketingets Venstre, var georgeisternes tilfredshed forelobig af negativ art. Partiet havde i efteraret 1905 fremsat nogle aendringsforslag til skattelovene⁴⁵), som bl. a. gik ud pa en forhojelse af fradragene for de mindste ejendomme ved ansaettelsen til ejendomsskyld.En gennemforelse af forslagene vilde altsa betyde et yderligere skridt bort fra det georgeistiske krav om lige skat pa lige jord, og de kunde tage sig ud som stemmekobspolitik overfor husmaendene. De blev skarpt kritiseret af Berthelsen i Ret^M), og i interne droftelser i partie t⁴⁷) sagde en overfor dette velvilligt indstillet georgeist som Jens Andersen at han vilde onske de aldrig var blevet fremsat, og at de i hvert fald burde vaere fremsat pa grundlag af et bedre princip da de dog ikke kunde ventes gennemfort, og landsforbundets formand, gardejerJorgen

---

44) RA. Rodes arkiv, till. II D, 13.-14. 4.1906.

45) Rt. 1905/06, F. sp. 541; till. A, sp. 2725-28.

46) 1. bd., pp. 218-20.

47) RA. Rodes arkiv, till. II D, 9. 12.1905.

ejerJorgenHald, opfordrede folketingsgruppen til at betegne dem som midlertidige. Disse rad fulgte Kr. Pedersen ved i sin ordforertale ved forslagets 1. behandling⁴⁸) at haevde at hans partis hovedanke mod loven om ejendomsskyld var den at ejendommene blev beskattet efter prisen i handel og vandel, »ikke efter jordens grundvaerdi efter bonitet og beliggenhed«, men han kunde ikke afvserge at indenrigsministeren med virkning spillede pa modsaetningen mellem forslaget og Odenseprogramme t⁴⁹). Forslaget kom aldrig laengere end til udvalg, men endnu den folgende sommer jamrede Nielsen Svinning og husmand Knud Thogersen i staerke ord over den fortrsed det liavde voldt⁵⁰).

Det var folketingsmand Carl Slengerik der havde foranlediget at dette sporgsmal blev gennemdroftet med landsforbundets hovedbestyrelse, fordi han mente det ikke gik an man skaendtes offentligt. Han betegnede ved den lejlighed sig selv som »naermest georgeist«, og Kristjan Pedersen sagde: »Vi har ikke i vore partimoder haft en niand som er principielt imod Henry Georgeismen.« Zahle havde i foraret 1905 skrevet til georgeister at han naerede »levende«, resp. »megen« sympati for Henry Georges tanker⁵¹). Sporgsmalet var hvor meget disse erklaeringer i virkeligheden indeholdt.

Ingen af Folketingets Venstres maend var i deres politik oprindelig praeget af nogen georgeistiske anskuelser. De havde alle vaeret med til at gennemfore skattereformen pa linie med andre venstremaend, og det matte, uanset hvilke aendringer der efterhanden var ved at forega i deres holdning, falde dem vanskeligt at vende sig voldsomt imod en lov de selv havde medansvar for. De havde tiltradt Det radikale Venstresprogram. Men en af dem, Anton Jensen fra Fakse-kredsen, syntes at der i Odense var blevet bragt et offer til georgeisterne⁶²), og deter muligt at andre mente det samme men skjulte deres folelser bedre. Gennemgaendesvarede de imidlertid velvilligt pa Henry George Foreningensforesporgsel ved valget i 1906⁵³), skont sporgsmalene denne gang var georgeistisk set langt mere vidtgaende. Velviljen strakte sig i ovrigt langt ind i de andre partier og var et udtryk for at de georgeistiske synspunkterhavde vundet en hel del fodfaeste i de forlobne ar, ikke mindst gennem husmandsbevaegelsen. Trods velviljen kunde der dog vanskeligttaenkes et kraftigt georgeistisk initiativ fra Folketingets Venstre for det var blevet forynget med nye kraefter fra landsorganisationen. I 1906

---

48) Rt. 1905/06, F. sp. 3106-15.

49) Ibid., sp. 3119.

50) RA. Rodes arkiv, till. II D, 17. 7. 1906.

51) RA. Zahles arkiv, koncepter ved br. fr. S. Berthelsen 19. 4. 1905 og fr. Lange og J. Andersen 27./28. 4. 1905.

52) RA. Rodes arkiv, till. 118, 9. 12.1905. - Det kan bemserkes at Berthelsen i 1903 havde overvejet at stille sig i Fakse-kredsen (HGF's arkiv, Peder Andersen og Niels P. Hansen t. S. Berthelsen 19. og 22.6.1903).

53) HGF's arkiv; cf. Ret, l.bd., pp. 355-57, 359-60, 399-400.

kom den georgeistisk set moderate gardejer Mads Larsen ind, i 1908
Bransager, forst i 1909 valgtes Munch og Rode og af georgeister Jens
Andersen og pastor S. Keiser-Nielsen.

Der radede i de forste ar af Det radikale Venstres tilvaerelse en vis usikkerhed i partiet i de her behandlede sporgsmal, ikke blot fordi det rummede forskellige anskuelser, men ogsa fordi det var svaert at angive hvordan sagen praktisk skulde gribes an. Man var inde pa den tanke at forlange af regeringen en undersogelse af de finansielle virkninger af ejendomsskyldens omdannelse til en grundvaerdibeskatning⁵⁴), og et hovedbestyrelsesmedlem vilde have at Folketingets Venstre skulde fremsaette selvstaendige forslag til toldlov og grundvaerdibeskatning⁵⁵), men det var vistnok rigtigt, som Knud Thogersen sagde, at man ikke var faerdig til at fremlsegge forslag, og at der forst matte oparbejdes en politik ude i befolkningen. Henry George Foreningen stillede 1906-07 krav til finansministeren om at jorden ved den kommende vurdering til ejendomsskyld skulde ansaettes saerskilt, men modte afslag med den begrundelse at loven ikke hjemlede adgang dertil⁵⁶). Samme svar fik maend fra Folketingets Venstre da de i vinteren 1909 ventilerede sporgsmalet overfor regeringen; de tasnkte, iflg. Slengeriks oplysning⁵⁷), da pa at indbringe et forslag om vurdering af den nogne jord ved saerlige vurderingsmaend, men opgav det fordi det vilde drukne i den store militserdebat. Under behandlingen i arene 1908—10 af sporgsmalet om indforelse af en jernbaneskyld stillede Slengerik i kommissionen sammen med S. Berthelsen forslag om fuld inddragelse af den ved jernbaneanlaeg hidforte vaerdistigning, et standpunkt som han og Kr. Pedersen fastholdt under folketingsforhandlingerne i 1909, men som partiet som helhed til sidst opgav under hensyn til umuligheden af at fore det igennem₅₈).

Partiets landsmoderesolutioner i 1906 og 1907 berorte kun disse sporgsmal kortfattet og i forsigtige vendinger. Der sporedes i 1907 nogen utalmodighed blandt de mere ivrige georgeister⁵⁹), og pa landsmodeti 1908⁶⁰) kom det til en temmelig livlig diskussion. Det af hovedbestyrelsenfremlagte resolutionsudkast berorte naesten ikke de herhen horende sporgsmal, og da C. N. Starcke som forste diskussionsdeltager sagde at han fandt det for negativt, og at han vilde onske at grundvaerdibeskatningenkunde fa en fremtraedende plads i resolutionen, blev han hilst med horrab og bifaldsklap. Stemningen i forsamlingen var

---

54) RA. Rodes arkiv, till. II D, 8.2.1906.

55) Ibid., 17.7.1906.

56) HGF's arkiv, 15.9.1906-15.9.1907; cf. Ret, 1. bd., pp. 405-07.

57) RA. Rodes arkiv, till. II D, 27.-28. 2. 1909.

58) Rigsdagsdrb. 1908/09, pp. 256-60; 1909/10, pp. 157-63

59) RA. Rodes arkiv, till. II D, 1.-2.4.1907.

60) Ibid., 16.-17.5.1908.

sa udpraeget at Rode, som indrommede at stemningen indenfor partiet var gaet mere i retning af grundvaerdiskatten siden programmets vedtagelsei Odense, koncentrerede sine bestrsebelser om at hindre at den foreslaede udtalelse fik karakter af en programaendring. Starcke fik saede i resolutionsudvalget som enstemmigt forelagde et forslag til en saerligudtalelse, som forsamlingen vedtog med alle stemmer mod en. Udtalelsenkraevede en samlet behandling af sporgsmalene om ophaevelsen af len og stamhuse, udstykning af jord, offentligt faeste og beskatning af grundvaerdierne og beklagede at regeringen fremdeles afviste kravet om en saerskilt vurdering af grunden, som var nodvendig for en indgaendedroftelse af den pakraevede reform af ejendomsskatterne.

Jordudvalgets betænkning 1909. Randers-resolutionen 1911.

I 1909 ventedes der valg. Venstrereformpartiet var svaekket af Albertikatastrofen og af uenighed om den forestaende afgorelse af forsvarssporgsmalet. Det var ojensynligt at Det radikale Venstre havde langt bedre muligheder for at haevde sig end i 1906. Pa landsmodet i de sidste dage af februar⁶¹) skulde ogsa jordpolitikken droftes, men der var i hovedbestyrelsen enighed om at det ikke burde fremkomme med udtalelser om andet end militaersporgsmalet.

Men diskussionen forte hurtigt med sig at husmand Henrik Christensen, Dysted, fremsatte et georgeistisk praeget resolutionsforslag. Rode greb straks ind. Det var rigtigt, mente han, ved ethvert landsmode at drofte jordsporgsmalet, men det var naeppe hensigtsmaessigt ved ethvert mode at fremkomme med resolutioner derom, saerlig ikke forud for et valg som det forestaende hvor alt drejede sig om militaersporgsmalet. Derimod foreslog han at landsmodet, i betragtning af at en losning af jordsporgsmalet efter de i Odense-programmet udtalte principper var af afgorende betydning, skulde nedsaette et udvalg pa 15 medlemmer til inden naeste landsmode at udarbejde og for dette forelaegge en betaenkning der kunde danne grundlag for forslag til lovgivning i sporgsmalet. Rodes behaendige forslag var ikke aftalt med hovedbestyrelsen men formodentlig udtaenkt for pakommende tilfaelde; stottet af Munch og flere af husmandsforerne gik det igennem, men ikke uden at det blev sagt at det hindrede den virkelige stemning i forsamlingen i at komme til udtryk.

Udvalget fik den sammensaetning Rode foreslog: fern husmaend, fern jordbrugere uden for husmandsstanden og fem uden for landbruget, nemlig forpagter Poul Andersen, Brockdorff; Vilh. Asmund; gardejer Lars Eriksen, Brendt; gardejer Herman Hansen, Frisvad; Karl Hansen,

---

61) RA. Rodes arkiv, till. II D, 27.-28. 2. 1909.

Bakkehuset (tidl. Ankerstraede); Rasmus Jensen Vandman; husmand Chr. P. Jensen, Skibsby; bankdirektor J. Hassing Jorgensen, Kobenhavn;bogtrykker R. Chr. Jorgensen, Slagelse; godsejer C Moesgaard Kjeldsen, Lidso; Jakob E. Lange; laerer K. J.Moller, Helsingor; Emil Rasmussen; husmand Ebbe Sorensen, Hoisted; gardejer Axel Sondergaard,Sogaard. Der var fra forskellig side blevet stillet forslag om at Berthelsen skulde optages i udvalget, men det blev afvist med den begrundelseat man ikke kunde medtage en mand udenfor partiet. Der er naeppe tvivl om at afvisningen havde lykkelige folger for det gode samarbejdemellem udvalget og partiet, men begrundelsen stilles i et ejendommeligtlys af den omstsendighed at Lange, som endda blev udvalgetsformand, heller ikke var medlem af partiet — omend en tid opstillet som kandidat i tilslutning til det - og ej heller til stede ved modet⁶²).

Lange havde vseret georgeismens forste talsmand i Danmark. Siden sammenstodet med Berthelsen i 1905 havde han ikke haft del i Henry George Foreningens landsledelse, men i det stille virket stot for sagen. Han var en betydelig personlighed, kyndig, rolig og udholdende. I sine erindringer skriver han at han straks var klar over at hvis det nedsatte udvalg skulde fa betydning, var det af vigtighed at samle sa mange som muligt om krav »der pa den ene side var af virkelig fundamental betydning, men pa den anden side ikke la for langt ude i det bla, udenfor vaelgernes horisont, og derfor udenfor den praktiske politik«, og det bevarede materiale bekraefter til fulde hans ord.

Udvalget konstituerede sig straks med Lange som formand og den fynske husmandsforer Emil Rasmussen som naestformand. Hassing Jorgensen var dets eneste bestemte modstander af de georgeistiske tanker og sa stejl at det derved blev lettere for Lange at samle ikke blot sine naere meningsfaeller men alle de andre udvalgsmedlemmer om sine forsla g⁶³).

Betaenkningen⁸⁴) blev afgivet den 19. december 1909. Den faldt i to afsnit, dels en mere almen redegorelse for udvalgets opfattelse af jordsporgsmalet, konkluderende i en raekke forslag til sendring af de pagaeldende punkter pa Det radikale Venstres program, dels en mere indgaende redegorelse for den foreslaede »grundskyld«⁶⁵), sluttende med en raekke konkrete forslag til den naermeste fremtids lovgivning. Programaendringsforslagene gik ud pa at befaeste og udvide folkets ret til faedrelandets jord ved at inddrage grundvaerdien til offentligt eje

---

62) Lange, op. cit., pp. 112-13.

63) Ibid., p. 113; cf. RA. Jakob E. Langes arkiv, br. t. Leila Lange, f. Larsen, 8.8. 1909; HGF's arkiv, Lange t. Villads Christensen 16. 8. 1909.

64) Jordsporgsmalet. Betsenkning afgiven af Flertallet af det paa det radikale Venstres Landsmode Februar 1909 nedsatte Udvalg (Oclense 1911).

65) Ved udarbejdelsen heraf havde iflg. Langes oplysning (RA. Rodes arkiv, till. II D, 19.2.1910) Villads Christensen medvirket, hvad redegorelsens mange historiske paralleller ogsa vidner om.

gennem en gradvis voksende grundskyld, hvorved afskaffelse af skatter der tyngede foretagsomheden og beskar arbejdsudbyttet, vilde muliggores,mens enkeltmands uretmsessige berigelse pa samfundets bekostningog jordens spekulationsmsessige fordyrelse og tilbageholdelse vilde blive modvirket; til yderligere lettelse af adgangen til jord skulde der kunne ydes lan under en sadan form at brugene blev selveje, dog at forrentningen af selve jordens vaerdi forblev en fast, offentlig grundbyrde; endelig skulde den ved frigivelsen af len og stamhuse fremkaldte ogede vserdi inddrages af det offentlige og folkets urgamle ret til fri faerdsel i naturen haevdes. Hovedpunkterne i disse programforslaggik nsesten uaendret igen i den resolution De samvirkende danskeHusmandsforeninger, under medvirken af Lange⁶⁶), udsendte fra deres landsstaevne i Odense tre maneder senere⁶⁷). Jordudvalgets konkreteforslag til grundskyldslovgivning omfattede en statsgrundskyld pa 5 %o, som, med forbehold overfor den usikkerhed som mangelen pa kendskab til landets samlede jordvaerdi forvoldte, mentes at ville indbringe13 a 14 mill, kr., d. v. s. nok til at erstatte ejendomsskylden og den ved skattelovgivningen af 1903 ivaerksatte formindskelse af grundskatternesamt endnu en del af den ovrige skattebyrde; dens provenu skulde anvendes til afskaffelse af ejendomsskylden, af told pa almene brugsgenstandeog beskyttelsestold samt af skat pa. smaindkomster, saledes at det skattefrie belob forhojedes fra 6-800 til 10-1200 kr.; samtidig skulde denkommunaleejendomsbeskatningomdannes til en grundskyld, og grundvaerdistigninger beskattes med en tillaegssats pa \^xk%, sa at omtrent halvdelen deraf inddroges.

Betasnkningen var, som udvalgets ivrigste georgeister gentagne gange betonede, fra deres synspunkt madeholden⁸⁸), og nogle af dem havde kun kunnet underskrive den ud fra den betragtning at dens forslag var forelobige. Den kraevede jo langtfra fuld inddragelse af de samfundsskabte vaerdier, og den talte ikke om grundskylden som eneste skat. Alligevel betegnede den i sammenligning med Odense-programmet et meget betydeligt fremskridt for georgeistisk tankegang, og det var ikke at vente at den vilde fa en smertefri gang gennem partiets forskellige

Forinden var den politiske situation overraskende forandret, idet Zahle i oktober 1909 havde dannet et radikalt mindretalsministerium. Selv om det matte fare varsomt, havde det ogsa forpligtet sig til at vise sig overbevisningstro. Hvad grundskyldssporgsmalet angik, blev der straks taget et initiativ, idet finansminister Edvard Brandes pa finansloven fik optaget en bevilling til en provevurdering af jorden

---

66) Lange, op. cit., p. 107.

67) Cf. p. 252.

68) RA. Rodes arkiv, till. II D, 19.2. og 23.-24.4.1910, 13.-14.5.1911.

forskellige steder i landet »til brug ved overvejelse af sporgsmalet om en skat pa jord efter dens grundvaerdi«; forslaget blev tiltradt af finansudvalget under betoning af at det drejede sig om et forsog uden nogensomhelst konsekvens med hensyn til anvendelsen af bestemte beskatningsforme r⁸⁹). Derimod strandede et af indenrigsminister Munch fremlagt forslag om at standse overgangen fra hartkornsskat til ejendomsskyldunder den kommunale beskatning; det interessanteste ved forslaget var maske at det i bemaerkningerne dertil hed at det var regeringensagt »at soge gennemfort en overgang fra ejendomsskyld til en jordskyld hvor selve grundvaerdien tages som udgangspunkt for skattens beregning«⁷⁰).

I den nye situation samledes partiets forretningsudvalg den 19. februar 1910 til forhandling med jordudvalgets flertal om dets betaenknin g₇₁). Det havde jo vaeret planen at denne skulde vaere behandlet pa landsmodet samme ar, og at den efter dettes bestemmelse skulde have dannet grundlag for lovforslag som rigsdagsgruppen skulde fore frem i den pa valget i 1909 folgende rigsdagsperiode, i ovrigt uden alt for lyse forventninger til deres gennemforelse. I stedet matte man nu regne med nye valg i foraret eller sommeren 1910, fordi regeringen ikke vilde kunne holde sig ved magten. Hvad det kommende landsmode vedtog, vilde altsa blive et valgprogram. Derfor burde man, sagde Rode, sta pa det som alle var enige om: ejendomsskyldens omdannelse til grundskyld nar provevurderingens resultat forela; folgelig burde betaenkningen underkastes 1. behandling ved det forestaende landsmode og 2. og afgorende behandling ved landsrnodet i 1911, efter i mellemtiden at vasre tilstillet de lokale organisationer til droftelse. Til rigsdagspolitikernes lettelse erklaerede Lange sig enig i Rodes forslag og motiverne dertil; han var endda glad overrasket over at de vilde ga til valg pa ejendomsskyldens omdannelse til grundskyld (Rode gav et par uger senere udtryk for dette onske i folketinget⁷²)), og villig til at gamed til et 1000 kr.'s fradrag af hensyn til de sma ejendomme savel som til en revision af formuebeskatningen med henblik pa kostbare bygninger. Om fremgangsmaden ved betaenkningens behandling blev der saledes let enighed; derimod var Rode, Munch og Zahle tilbojelige til at mene at man ikke burde sigte mod en programaendring i 1911 - »et program skal heist blive staende uforandret i lange tider« - saledes som udvalget havde taenkt sig, men maske nojes med en udtalelse fra landsmodet til rigsdagspartiet, men det sporgsmal var jo endnu ikke aktuelt.

---

69) Rigsdagsdrb. 1909110, p. 84; Rt. 1909110, till. 8., sp. 795-96 og 1019-20, F. sp. 5110-35

70) Rt. 1909/10, till. A, sp. 2466.

71) RA. Rodes arkiv, till. II D.

72) Rt. 1909/10, F. sp. 5126.

Pa landsmodet 23.-24.4. 191O⁷³) redegjorde Lange for flertallets betsenkning, Hassing Jorgensen for sit mindretalsstandpunkt; han fremhaevede Venstres gamle standpunkter med hensyn til indkomstskat og statsfaeste. Pa Munchs og egne vegne foreslog Rode fig. resolution: »Idet landsmodet takker jordudvalget for dets arbejde, beslutter det at lade udvalgsflertallets betaenkning overga til en afsluttende behandling pa naeste landsmode⁷⁴), og udtaler sin tilslutning til ministeriets bestraebelser for gennem den saerskilte vurdering af grundvaerdien, som andre regeringer modsatte sig, at forberede forslag om den nuvaerende ejendomsskylds omdannelse til en grundskyld«. Der fremkom forslag om at erstatte ordene »den nuvaerende ejendomsskylds« med »alle skatters«. Men Munch blev hilst af horrab da han sagde: »Om vi kan nojes med et skattesystem udelukkende pa jordvserdien, det vil erfaringen vise. Vi ma bygge pa erfaringens grundlag«, og Lange erklaerede: »Vor sag er i sikre haender, og derfor gar jeg gerne med til Rodes forslag«. Resolutionen blev vedtaget enstemmigt, hvilket blev hilst med staerke handklap.

Efter valget den 20. maj 1910 gik den radikale regering af, da det ikke var lykkedes den at skaffe sig oget tilslutning. Forinden havde den haft held til at fore sit forslag om en provevurdering igennem rigsdagen. Georgeisternes krav var sa smat begyndt at finde tilslutning ogsa i andre partier. I Venstres program af September 1909, som overhovedet lagde sig temmelig naer op ad de Radikales, hed det: »Grundvaerdibeskatning ... bor saerlig tilstraebes hvor offentlige foretagender har frembragt en stigning af grundvaerdien«, og J. C. Christensen havde til Ret⁷⁵) erklaeret at saerlig ikke skulde forstas som kun. Georgeistisk set var dette ikke meget, men det gjorde indtryk pa de radikale ledere - Munch frygtede »en demagogpolitik fra J. C. Christensen for at synes til venstre for os; J. C. har jo mange husmaend, den mindre oplyste del af standen«⁷⁸) —og var maske ikke uden betydning for deres voksende tilbojelighed til at tage skridt i georgeistisk retning.

Det trak ud med udsendelsen af jordudvalgets betaenkning. Lange begyndte at blive utalmodig⁷⁷). Imidlertid var sporgsmalet blevet behandlet pa et hovedbestyrelsesmode den 15. oktober⁷⁸). Her havde Rode redegjort for hvorledes situationen efter hans og partiledelsens opfattelse igen var fuldkommen forandret. Der var underskud pa finanseme,og

---

73) RA. Rodes arkiv, till. II D.

74) Hassing Jorgensen protesterede mod at hans mindretalsbetaenkning saledes vilde bortfalde, men kunde ingen indrommelse opna; dette skyldtes et bestemt krav fra Lange som betingelse for at gamed til at udsaette sagens endelige afgorelse til 1911 (RA. Rodes arkiv, br. fr. Jakob E. Lange 18.4. 1910).

75) 5. bd. (1909-10), p. 15.

76) RA. Rodes arkiv, till. II D, 19.2. 1910.

77) RA. Rodes arkiv, br. fra Jakob E. Lange 29. 10. 1910.

78) RA. Rodes arkiv, till. II D, 15.10. 1910.

seme,ogderfor skulde den nye Venstre-regering bruge nye indtaegter. Hvis Det radikale Venstre i denne situation stillede de forslag udvalgsbetaenkningenindeholdt, altsa en grundskyld der gav 2% gang sa meget som aflosningen af ejendomsskylden nodvendiggjorde, vilde den blot hjaelpe regeringen med at fylde hullet og tilmed gore grundskylden upopulaer nar dens indforelse ikke ledsagedes af afskaffelse af tilsvarendebyrder i form af told og skatter; han tilfojede at mange georgeister,f. eks. Villads Christensen og K. J.Moller, var enige heri, mens andre, som Berthelsen, vilde fortssette arbejdet for grundvaerdibeskatningenuden noget hensyn til den foreliggende situation. Rode foreslog at betaenkningen ikke blev gjort offentlig men kun udsendt til organisationerne,og at den blev ledsaget af en af forretningsudvalget og jordudvalgetudarbejdet vejledende skrivelse. Der var ret forskellige meningerherom, men pa Asmunds forslag enedes man om at lade de to naevnte udvalg holde et faellesniode derom.

Dette fandt sted den 17. december⁷⁹). Det viste sig at Lange mente at nar nye skatter var nodvendige, burde Det radikale Venstre have en stor, samlet finansplan; han var lidet interesseret i en ganske lille grundskyld, men af viste den dog ikke, fordi den jo vilde medfore en fuldstaendig vurdering; i hvert fald onskede han den saglige behandling af udvalgsbetsenkningen viderefort efter planen. Der var flere georgeister der mente som Chr. P. Jensen: »Grundvaerdiskatten burde ikke fylde hullet, men da hullet skal fyldes, sa pa den retfaerdigste made: grundvaerdiskatten«, men der haevede sig ogsa fra den side modsatte roster, og man enedes om at lade Rode og Lange udarbejde den foreslaede redegorelse til ledsagelse af betaenkningen.

Det havde vaeret Langes onske at de pa forhand skulde have udarbejdet en sadan, for at fremme udsendelsen, men forst i januar 1911 kom de i gang, og derefter tog trykningen efter hans mening urimelig lang tid. »Jeg erindrer om«, skrev han den 23. januar til Rode, »at den storste part af vinteren allerede er gaet, sa den forhalingspolitik der hidindtil synes at vaere forretningsudvalgets eneste bidrag til denne dog ikke uvigtige sags behandling, nu passende kunde afsluttes«⁸⁰). Denne karakteristik som utalmodigheden aftvang Lange, var maske hans inderste opfattelse af partiledelsens mange taktiske hensyn. Endelig i februar blev betaenkning og redegorelse udsendt til kredsorganisationern e⁸¹), og i den folgende tid blev de droftet der.

Landsmodet i 1911 fandt sted i Randers 13.-14. maj82). Aftenen
for forhandlede hovedbestyrelsens og jordudvalgets medlemmer sig

---

79) RA. Rodes arkiv, till. II D, 17. 12. 1910.

80) RA. Rodes arkiv, br. fr. Jakob E. Lange 22.10. og 30.11.1910, 6., 10. og 23.1.1911.

81) RA. Rodes arkiv, till. II D, 17.12.1910.

82) RA. Rodes arkiv, till. II D.

til enighed om et forslag til beslutning af landsmodet, som kun Hassing Jorgensen gik imod⁸³). Forslaget gik ud pa at landsmodet »i tilslutning til de i jordudvalgets flertals betaenkning fremsatte forslag« skulde opfordrepartiets rigsdagsgruppe til »som en forelobig arbejdsplan« at virke for 1. at ejendomsskylden til stat og kommune, snarest muligt efter at provevurderingens resultater var offentliggjort, omdannedes til en grundvaerdiskat, 2. at kommunerne fik tilladelse til derudover at opkraeve en grundvaerdistigningsskyld, 3. at hovedmassen af praestegardsjorderneblev udstykket, 4. at den jord som staten evt. kom i besiddelseaf ved i forbindelse med lens og stamhuses overgang til fri ejendomat inddrage den del af vaerdien der svarede til den ret den forud havde over disse besiddelser, skulde anvendes til oprettelse af mindre jordbrug, og 5. at forrentningen af grundvserdien af de med statens stotte oprettede jordbrug skulde vaere en vedvarende offentlig grundbyrde.

Sammenlignes dette forslag med de i jordudvalgets betaenkning fremsatte, ses det at forskellighederne isaer samler sig pa to punkter: grundskyldsforslaget gaelder kun omdannelse af ejendomsskylden, altsa georgeistisk set et vaesentligt tilbagetog, og fremskaffelse af jord til udstykning spiller en langt storre rolle; onsket om forrentning af grundvaerdien som vedvarende offentlig grundbyrde er fselles, men betaenkningens forkaerlighed for selvejet er forsvundet, for sa vidt altsa en sejr for Hassing Jorgensens synspunkter. Rode havde foreslaet en formulering hvorved landsmodet blot gav tilslutning til visse af betaenkningens positive forslag, mens Lange foreslog tilslutning til betaenkningen som sadan⁸⁴); de var modtes i det kompromis som vendingen »i tilslutning til de i jordudvalgets flertals betsenkning fremsatte forslag« var udtryk for, og denne vending blev bade under og efter landsmodet udlagt pa forskellig vis.

Landsmodedebatten var bevaeget. Flere georgeister gav udtryk for deres skuffelse over at man ikke var naet videre. Men for en gangs skyld var det deres modstandere der tog heftigst til orde. En af dem drev det til at sige: »Georgeisterne er som goge; de snylter pa andre partier. Lad os kaste det gogeaeg bort!« Hassing Jorgensen, hvis politik, efter hvad han ved en senere lejlighed sagde⁸⁵), i og for sig havde sigtet mod et sadant mal, udtalte at partiet havde begaet en fejl i 1905 ved at saette grundvaerdibeskatningen pa sit program, og foreslog som det yderste han kunde gamed til, at indledningen fik fig. affattelse: »Uden herved at tage stilling til grundvaerdibeskatningsprincippet opfordrer

---

83) Lange, op. cit., p. 117. - Der er hverken i Rodes eller Det radikale Venstres arkiv bevaret noget referat af dette mode.

84) RA. Rodes arkiv, br. fr. Jakob E. Lange 26. 5. 1911, med koncept til Rodes svar.

85) RA. Rodes arkiv, till. II D, 17. 9. 1913.

landsmodet partiets rigsdagsgruppe til at virke for ...«, og at pkt. 5 udgik til fordel for et krav om statsfaestes anvendelse som besiddelsesformved fremtidig udstykning. Adskillige andre antigeorgeistiske aendringsforslag blev fremsat. Rode spurgte under modet Lange om han vilde gamed til et kompromis, men fik svaret: »I gar aftes, maske, nu ikke. Hovedbestyrelsen kan ikke lade sig skrsemme bort fra sin vel overvejede stilling!*⁸⁶). Noget kompromis blev heller ikke forsogt. Munch, som forud havde betonet at han selv var meget tvivlende overforde georgeistiske teorier, understregede som den sidste der havde ordet, at han kunde sta inde for de fern punkter, hvis samlede gennemforelsevilde skabe tusinder af hjem ikke sa lidt lykkeligere end de statshusmandshjemder var opstaet i de seneste ar, og med god samvittighedvilde stemme for lovforslag af den art de anviste. Ved afstemningenblev Hassing Jorgensens sendringsforslag forkastet med ca. 150 stemmer mod ca. 30, mens 12 afholdt sig fra at stemme; de andre amdringsforslag blev enten trukket tilbage eller forkastet med endnu storre flertal. Sluttelig blev hovedbestyrelsens og jordudvalgets forslagvedtaget »med over 170 stemmer mod 17—18«⁸⁷).

Arbejdsprogrammet af 1916.

Trods alle begraensninger var Randers-resolutionen et betydeligt georgeistisk fremstod indenfor Det radikale Venstre. Til gengaeld bragte de naermest folgende ar i sa henseende stagnation. Ministeriet Berntsens lovforslag gav nu og da de radikale tingmaend lejlighed til at haevde georgeistiske synspunkter, og da resultaterne af den pa den radikale regerings initiativ foretagne provevurdering af jorden forela i foraret 1912, og det viste sig at den, uanset at den som helhed kunde betragtes som et bevis for at en vurdering af den nogne jord var mulig at gennemfore, led af visse mangier, tog den radikale folketingsgruppe initiativet til en udbygning af provevurderingen⁸⁸). Derimod forte den ikke selvstasndige lovforslag frem, bl. a. af hensyn til det samarbejde om en grundlovssendring som fra 1912 kom i gang. Dette hensyn gjorde sig ogsa gaeldende efter at Zahle i 1913 havde dannet sit andet ministerium, og inden grundloven var sikret, havde verdenskrigens udbrud gjort hensyn til den politiske »borgfred« uomgaengerige. Valgsejren i 1913 havde ellers tilfort rigsdagsgruppen adskillige grundskyldsvenner, deriblandt godsejer C. Moesgaard Kjeldsen, laerer A. H. Nohr og fremfor alle husmandsforerne Niels Frederiksen og Emil Rasmussen.

I 1914 var der intet landsmode. Men pa landsmodet den 30. april

---

86) Lange, op. cit., p. 117.

87) Saledes iflg. modereferatet; Lange angiver (op. cit., p. 117) 180 stemmer mod 18.

88) Rt. 1911/12, F. sp. 8082-8100; till. B, sp. 3851-54.

1915⁸⁹) kom forventningerne til hvad der vilde kunne opnas under den nye grundlov, staerkt til orde, og man vedtog pa forslag fra forsamlingenat afholde et nyt landsmode i efteraret til at forhandle om et nyt arbejdsprogram for okonomiske og sociale sporgsmal.

Det ekstraordinaere landsmode blev tilrettelagt i en raekke forretningsudvalgs - og hovedbestyrelsesmoder i Iobet af sommeren 1915^£o). Der blev her enighed om - i overensstemmelse med Rodes, modsat Langes, forslag — at det der skulde tilstraebes, ikke var en aflosning af Odense-programmet men et arbejdsprogram for den forste rigsdag valgt under den nye grundlov, d. v. s. muligvis for krigen var ophort. Der blev ogsa enighed om at dette nye arbejdsprogram ikke kunde vedtages pa det ekstraordinaere landsmode; pa dette skulde det forberedes ved indledninger af foredragsholdere som hovedbestyrelsen udpegede, med efterfolgende diskussion, hvorpa der skulde nedsaettes et udvalg - 16 valgt af landsmodet, 5 af hovedbestyrelsen — som skulde udarbejde en indstilling til et nyt landsmode i foraret 1916, inden et eventuelt valg. Emnekredsen udstraktes under disse forhandlinger efterhanden til at omfatte naesten alle sider af 1905-programmet, bortset fra forfatningsforhold og militaer- og udenrigspolitik. Til at indlede om »Len og stamhuse« og om »Den naermeste fremtids skattereform (herunder ogsa jordsporgsmalet)« udpegedes henholdsvis Oskar Johansen og Jakob E. Lange.

Langes indledning⁶¹) pa landsmodet i September 1915⁹²) var holdt i naer tilknytning til jordudvalgets betaenkning af 1909. Han pegede pa hvorledes den politiske borgfred gav det bestaende storre modstandskraftoverfor krav om en mere retfaerdig fordeling af skattebyrden, og beklagede at man ogsa i Danmark havde undladt gennem hojere grundskatterat lade ejerne af landets jord give deres saerlige bidrag til de overordentlige udgifter; skridt i denne retning kunde have vaeret foretagetpa en sadan made at den spekulationsmaessige stigning af ejendomsprisernevar blevet undgaet. Indtaegten af de personlige skatter vilde naeppe kunne oges vaesentligt, da frigraensen burde forhojes sa almindelige jaevne arbejdsindkomster var fritaget. Toldskatternes nedsaettelsematte opnas gennem ogede grundskatter. Derfor matte der snarest gennemfores en almindelig jordvurdering, hvorefter der burde palignes en grundskyld, som foreslaet af jordudvalget, kun at dettes krav, 5 %o, nu under den nye forfatning matte vaere mindstekrav. Kommunerneburde straebe efter at omlaegge personlige skatter til grundskatterog den enkelte kommune have betydelig bevaegelsesfrihed i sa

---

89) Det radikale Venstres arkiv (pa Christiansborg).

90) Ibid., 17.6. og 15. og 19.8.1915.

91) aftrykt i Den lige Vej. Medlemsblad for den danske Henry George Forening, 6. arg. (1915), nr. 5.

92) DRV's arkiv, landsmode 24.-25. 9. 1915.

henseende; ligeledes burde grundvaerdistigningsskat tilfalde kommunerne.

Lange fulgte altsa sit gamle princip: at sigte mod det opnaelige, d. v. s. hvad et overvejende flertal i partiet kunde vindes for. Vanskeligere vilde det vsere at vinde finansministeren. Edvard Brandes erklaerede ganske vist at han ikke, som man i almindelighed troede, var modstander af jordskyld, han havde blot ikke ganske kunnet overse sporgsmalet, og han tilfojede at der naturligvis ikke var noget til hinder for at man kunde omdanne ejendomsskylden til en jordskyld. Men hvad den nodvendige forudssetning angik: en ny vurdering, fremhaevede han vanskelighederne og mente at det vilde blive svaert for den kommende rigsdagssamling at skulle beskaeftige sig med fuldstaendig nye skatteproblemer. Det blev om dette punkt droftelsen isaer kom til at dreje sig, og om stemningen pa modet var der ingen tvivl.

Det havde ikke vaeret partiledelsens hensigt at dette landsmode skulde vedtage nogen resolution, men den var gaet med til det i det forudgaende hovedbestyrelsesmode⁹³) pa Langes og flere andres indstaendige forlangende. Saledes blev det ogsa. I resolutionen, som bl. a. Rode, Lange og Niels Frederiksen vanned til at udarbejde, blev der forlangt »en snarlig gennemforelse af en almindelig jordvurdering, hvorved en forogelse af grundskatternes belob vil kunne ske efter princippet lige skat pa lige jord og med skattefrihed for de arbejdsskabte vaerdier.«

Dette krav om en almindelig vurdering af jorden, ikke blot i udvalgte ornrader, var i overensstemmelse med regeringens politik, for sa vidt som Brandes havde forelagt for slag derom i efteraret 1913 i forbindelse med en sendring af ejendomsskyldsloven, men dette forslag var strandet i landstinget⁹⁴). Siden havde det ikke vaeret fremsat. Fra georgeistisk side⁹⁵) og i rigsdagsgruppen^E6) var det blevet efterlyst fra vinteren 1915. Formentlig under indtryk af stemningen pa landsmodet og tilskyndet af rigsdagsgruppen⁹⁷) forelagde Brandes det nu igen og fik det gennemfort i december 1915⁹⁸). Denne nye vurdering af jorden og til ejendomsskyld skulde finde sted i 1916. Det blev af Brandes under rigsdagsforhandlingerne, halvt parentetisk, sagt at denne vurdering »ikke direkte skulde kunne laegges til grund for en jordskyld«"). Trods dette var en landsomfattende vurdering af grundene naturligvis endda en betydelig georgeistisk landvinding, men den blev darligt gennemfort, og naer til malet forte den ikke.

---

93) DRV's arkiv, hovedbestyrelsesm. 24. 9. 1915

94) Rigsdagsdrb. 1913/U, pp. 237-44.

95) RA. Rodes arkiv, br. fr. Jakob E. Lange 25.1.1915 og fr. S. Berthelsen 12.2.1915

96) RA. Det rad. Venstres prot., 25.2. 1915.

97) Ibid., 13. 10.1915.

98) Rigsdagsdrb. 1915/16, pp. 225-32.

99) Rt. 1915/16, F. sp. 1093, 1654-55.

Landsmodet vedtog som planlagt at nedsaette et udvalg til i vinterens 10b at udarbejde forslag til et arbejdsprogram. Pa sit konstituerende mode den 15. oktober¹⁰⁰) valgte det Oskar Johansen til formand og besluttede at fordele sig pa tre underudvalg, af hvilke det der skulde beskaeftige sig med jord- og skattesporgsmal, fik flg. sammensaetning: borgerrepraesentant Julie Arenholt; S. Berthelsen¹⁰¹); cand. polit. Bertel Dahlgaard; Niels Frederiksen; cand. jur. C. C. Heilesen; husmand Jens Holdgaard; landbrugsskolelaerer Jens Johansen, Ladelund; Oskar Johansen; Moesgaard Kjeldsen; Jakob E. Lange (formand); Emil Rasmussen. Forlobet af udvalgets arbejde lader sig ikke belyse i enkeltheder, men deter dog tydeligt at dets indstilling ikke fik en sa fasttomret karakter som jordudvalgets betaenkning havde haft. Flere af medlemmerne var uenige i forskellige af dens punkter, men der blev ikke indgivet mindretalsindstillinger. Skattesporgsmal og jordsporgsmal var denne gang skilt ad, saledes at skriftlig og mundtlig kommentar til forstnaevnte fremsattes af Lange, til sidstnaevnte af Berthelsen. Indstillingen blev afgivet den 9. april 1916¹⁰²) og sendt ud til droftelse i kredsorganisationerne inden landsmodet 20.-21. maj₁₀₃).

Indstillingen vedr. skatterne fulgte ret noje Langes oplaeg i 1915. Om den foreslaede grundskyld hed det at dens samlede belob burde vaere betydelig storre end de davaerende ejendomsskatters totalsum, hvorved en omfattende nedsaettelse af den indirekte beskatning kunde muliggores; af kommentaren fremgik det at der, som i 1909, taenktes pa en 5 %o's grundskyld, som »turde vaere stor nok til at frembringe kendeligesociale udslag, navnlig ved at bevirke at darligt udnyttet jord bringes over pa virksomme haender og adgangen til jord lettes.« I modsaetningtil pa Randers-modet 1911 haevede der sig pa dette landsmode kun en enkelt rost mod en grundskyld der gik ud over ejendomsskylden, og aendringsforslaget fik kun »7 stemmer med mange imod«. Rode ytrede betaenkelighed ved sa bestemt at udtale sig om toldlovgivningen, idet man intet kunde vide om forholdene efter krigen, men opnaede ingen vaesentlig aendring i sa henseende, hvorimod en af ham foreslaet aendring med hensyn til stoffets ordning gennemfortes pa en sadan made at den tilsigtede nedbringelse af tolden taenktes opnaet ved en forogelse af de direkte skatter i det hele taget, ikke specielt af grundskatterne,og mens Lange havde taenkt sig en forhojelse af frigraensen ved formue- og indkomstskatten kompenseret ved en kraftigere progression »saerlig for formueskattens vedkommende«, talte arbejdsprogrammet i sin endelige skikkelse om en staerkere stigning »for de store indtaegters

---

100) DRV's arkiv, 21 mands udvalgets mode 15.10.1915.

101) B. var i foraret 1915 indtradt i partiet.

102) DRV's arkiv, forretningsudvalgs- og hovedbestyrelsesm. 17.4. og 19.5. 1916.

103) Ibid., landsmode 20.-21.5.1916.

og formuers vedkommende.« Georgeismens samlede skattesyn viste med andre ord ikke naer samme gennemslagskraft som grundskyldstanken i snaevrere forstand. For kommunernes vedkommende kraevedes alle gaeldendeejendomsskatter ophaevet og erstattet med en grundskyld af mindst samme storrelse, og kommunerne skulde bemyndiges dels til at bestemme hvor stor en del af deres ovrige skatter de vilde overfore til grundskylden, dels til at palsegge en tilhegsskat indtil en vis hojde pa iremtidige grundvserdistigninger.

Det var Berthelsen der forelagde indstillingen vedr. adgangen til jord. En hovedbestemmelse var at der ved ophaevelsen af bandet pa len, stamhuse og fideikommisgodser skulde palaegges en grundskyld til statskassen og hjemfaldsrettens vaerdi sikres staten med et rimeligt belob. Dette forslag gik uaendret igennem. Derimod fremkaldte et andet punkt stor betaenkelighed. Det I0d: »Husmandsloven udvides saledes at der sa vidt muligt skaffes maend og kvinder som matte fremsaette onske derom, adgang til at fa jord til eget hjem imod af denne at yde fuld rente.« En sadan gennemforelse af det georgeistiske krav om alles lige ret til jorden vilde jo kun kunne opnas ved ekspropriation. Berthelsen pegede under debatten pa at den statsjord der kunde blive til radighed, ikke vilde raekke ret langt, og fortolkede ordene »sa vidt muligt« derhen at ekspropriationsvejen matte betrsedes nar der ikke var mere offentlig jord at fa, dog at man kunde begraense adgangen til ekspropriation til en halv snes procent af hver mands jord. Netop pa dette punkt havde der vaeret staerkt delte meninger i udvalget, anforte Munch, hvilket formentlig vil sige at et flertal havde vaeret uenigt med Berthelsen men ikke villet afskaere ham fra at fore sit forslag frem pa landsmodet. Kr. Pedersen, Niels Frederiksen og flere andre gik bestemt imod det, og i stedet vedtoges folgende af Niels Frederiksen formulerede aendringsfor slag: »Loven om oprettelse af husmandsbrug udvides saledes at der af jord som stat og kommune ejer eller matte erhverve, sa vidt muligt skaffes maend og kvinder som matte fremsaette onske derom, adgang til at fa jord til eget hjem imod af denne at yde fuld rente.« Dermed la arbejdsprogrammet ogsa pa dette punkt i hojere grad i fortsasttelse af jordudvalgets betaenkning, omend det i nogle henseender gik videre end denne.

Skont arbejdsprogrammet som helhed ikke gik langt ud over jordudvalgetsbetaenkning, var det fra et georgeistisk synspunkt alligevel et vsesentligt fremskridt fordi der denne gang var tale om klare vedtagelser,ikke om en forholdsvis übestemt »tilslutning«, og lige sa tilfredsstillendematte det foles at vedtagelserne var sket uden synderlig modstandi forsamlingen; mere betaenkeligt kunde det forekomme at der maske alligevel, uden at det var kommet til orde pa dette mode, i partietsoverste ledelse og saerligt hos finansministeren radede uvilje mod

at give sig i kast med gennemforelsen af det vedtagne, dels ud fra
politisk-taktiske synspunkter, dels bundende i uenighed i dets baerende
tanker.

Jordlovene 1919.

Nyvalg var ikke sa naer som mange radikale i 1916 synes at have habet. I stedet forte krisen omkring salget af de Vestindiske oer til optagelse af reprsesentanter for de andre partier i regeringen, altsa en udbygning af den borgfred som allerede forud havde spaerret vejen for mere vidtgaende reformforslag i georgeistisk and¹⁰⁴), og imens skaerpedes krigsforelsen og Danmarks forsyningssituation sa alvorligt at partiets kraefter ogsa efter kontrolministeriets ophor i hoj grad beslaglagdes pa andre mader.

Om et grundskyldsfremstod blev der under disse omstaendigheder ikke tale. Derimod gjorde sporgsmalet om jord til husmandsbrug sig gaeldende med storre styrke, og i sa henseende ovede georgeistiske anskuelser ikke ringe indflydelse pa ad hvilke veje man gik frem. Det forslag som landbrugsminister Kr. Pedersen fremlagde i januar 1917 vedr. bortsalg af jorder i offentligt eje₁₀₅), fulgte de tanker som Niels Frederiksen havde vaeret inde pa i Landbokommissionens betaenkning 1916, og som bade husmandsresolutioner og det radikale arbejdsprogram stillede krav om, nemlig at jorden skulde overdrages husmaendene uden kobesum men pa jordrentevilkar. Forslaget blev forst gennemfort i oktober 1919, samtidig med loven om lens og stamhuses overgang til fri ejendom. Denne lovs tilblivelse skal ikke skildres her, men det skal papeges at dens bestemmelse om majoraternes afgivelse af jord for sa vidt var af georgeistisk oprindelse. I arbejdsprogrammet af 1916 var der tale om at der til gengaeld for frigivelse skulde palsegges dem grundskyld. Man taenkte sig 1 %, og under droftelser deraf i partiet tiltradte Lange den tanke, som Niels Frederiksen og hans meningsfasller havde udkastet i Landbokommissionens betaenkning, at der i stedet for denne grundskyld blev forlangt afstaelse af en fjerdedel af deres tilliggend e¹⁰⁶); andre georgeister, som Berthelsen, var dog utilfredse med denne afvigelse fra arbejdsprogrammet¹⁰⁷). I ovrigt fik kravet i loven en anden og videregaende form under indflydelse af den efterkrigssituation i hvilken den blev gennemfort.

---

104) DRV's arkiv, landsmode 19.-20.5.1917.

105) Rt. 1916/17, till. A., sp. 4429-34.

106) DRV's arkiv, forretningsudvalgs- og hovedbestyrelsesm. 7. 7. 1916.

107) Aalborg Venstreblad 18. 5.1919, p. 8, sp. 2.

Grundskyldsforslagene 1920.

De nye husmandsbrugs oprettelse pa jordrentevilkar ma betegnes som en triumf for georgeistisk tankegang. Anderledes utilfredsstillende gik det med kravene om grundskyldens indforelse. Fra husmandsside pressede man pa¹⁰⁸), og det gjorde indtryk pa de radikale rigsdagsmaend, som i et gruppemode i September 1918¹⁰⁸) naesten uden undtagelse gav udtryk for at der matte ske noget i sagen. Brandes erklaerede om sin personlige stilling til jordskyld: »Jeg er ikke staerk tilhaenger og ikke staerk modstander. Jeg vil ikke ga imod en staerk tilbojelighed til at laegge skat pa den rene jord«. Men sa tilfojede han at tiden ikke var inde til realisation af programpunkter: »Vi skal forst og fremmest have penge«, og at han ikke vilde komme med et forslag som de andre partier kunde betegne som et demonstrationsforslag. Derimod agtede han at foresla en forhojelse af ejendomsskylden, og i forbindelse hermed en ny vurdering af jorden som skulde kunne bruges ved en eventuel jordvaerdiskat.

Dette forslag blev ogsa fremsat i oktober 1918 og loven stadfaestet den 21. december¹¹⁰). Jordvurderingen skulde forega i 1920; blandt georgeister var der utilfredshed med at loven kun hjemlede denne ene vurdering, ikke regelmaessigt tilbagevendende jordvurderinger¹¹¹). Under folketingsbehandlingen havde Brandes antydet at han ikke vilde fremlaegge noget grundskyldsforslag for vurderingen forela¹¹²). Han fastholdt altsa sin politik trods rigsdagsgruppens pres.

I det naevnte gruppemode i September 1918 havde Rode og Munch mattet rykke Brandes til undsaetning ved at fremhaeve at som folge af huslejestoppet blev grundvaerdistigningerne holdt nede i byerne, og at man derfor ved en gennemforelse af grundskyld nu pa grundlag af en ny vurdering vilde flytte skat fra byerne ud pa landbrugsjorden. Munch var inde pa den tanke at man i stedet kunde fritage driftsbygninger fra ejendomsskyld, og foreslog at der blev nedsat et udvalg til forhandling med finansministeren om sporgsmalene. Dette sakaldte jordudvalg, hvori Munch, Niels Frederiksen, P. Jeppesen - Drusebjerg, J. Vejstrup, Jens Holdgaard, Jens Andersen og Mads Larsen fik saede, knyttede i den folgende tid kontakt med husmandsbevaegelsens organe r^m) og spillede en rolle i forberedelsen af jordlovene. Derimod gik der naesten et ar for dets udkast til en grundskyldslovgivning kom til droftelse i gruppen.

Forinden havde landsmodet i Alborg i rnaj 1919114) opfordret regeringenog

---

108) Fridlev Skrubbeltrang, Den danske husmand II (1954), p. 125.

109) RA. Det rad. Venstres prot., 24. 9. 1918.

110) Rigsdagsdrb. 1918/19, pp. 93-94, 105-06.

111) RA. Rodes arkiv, br. fr. S. Rerthelsen 13. 10. 1918

112) Rt. 1918/19, F. sp. 2362.

113) Skrubbeltrang, op. dt., 11, p. 126.

114) Maskinskrevet referat herfra er ikke bevaret.

geringenogrigsdagspartiet til »at ssette al mulig kraft ind pa ... fremme af det bebudede forslag om en grundskyld af sadant omfang at den sammen med fjernelsen af afgifter der tynger pa. arbejde og forbrug, kan tjene til at lette karene for det arbejdende folk¹¹⁵). Under forhandlingenhavde Munch redegjort for de af rigsdagsgruppens jordudvalg udarbejdede forslag og givet udtryk for habet om at der allerede i den indevserende samling kunde fremlsegges forslag for rigsdagen¹¹⁶).

Der skete imidlertid ikke noget, og der begyndte nu at blive uro i organisationerne. Berthelsen fik som kandidat i Maribo-kredsen dennes bestyrelse og tillidsmandsmode med sig i en skarp protest der truede med udtrsedelse af partiet, og fik hel eller delvis tilslutning fra kandidaterne i Nykobing, Nakskov, Nibe og Norre Sundby, og i hovedbestyrelsesmodet i august 1919 pressede Lange hardt pa, men kunde ikke aftvinge Zahle noget Iofte om snarlig fremssettelse af grundskyldsforslage t¹¹⁷).

Dette havde sin forklaring i at Brandes pa to gruppemoder i slutningen af juli¹¹⁸) havde afvist det af Munch og jordudvalget fremlagte forslag som et »demonstrationsforslag«, som han ikke vilde forelaegge som regeringsforslag; hvis partiet som sadant vilde forelaegge det, skulde han stille sig velvilligt men matte sige at det ikke betod noget. Der var naesten enstemmighed med hensyn til at forslagene matte frem inden valget, ikke mindst for den agitatoriske virknings skyld, og de menige rigsdagsmaend pressede pa for at fa dem frem som regeringsforslag, mens Munch og Rode nodtvungent gik ind pa tanken om at lade partiet fremssette dem, efter Munchs tanke da i samarbejde med Socialdemokraterne.

Presset fra grundskyldstilhaengerne var medvirkende til at Brandes i oktober 1919 alvorligt truede med at ga af¹¹⁹). »Jeg er uenig med Partiet angaaende Jordskyld«, skrev han til Zahle, »og deter jo vedblivende en Fordring, at jeg skal forelsegge et Forslag, hvad jeg ikke vil«. Han var bitter over at Berthelsen i Ret¹²⁰) kunde konstruere en modsaetning mellem ham og Rode. Zahle erklserede sig enig med ham i grundskyldssporgsmalet og havde held til at overtale ham til at opgive sin trusel.

For sa vidt var Brandes styrket, men presset vedblev. I et hovedbestyrelsesmodeden
21. november121) oplyste Niels Frederiksen at et
af Moesgaard-Kjeldsen og ham selv udformet forslag nu var til endelig

---

115) Aalborg Venstreblad 19. 5. 1919, p. 1, sp. 5-6.

116) Ibid., 18. 5.1919, p. 8, sp. 2 og 19. 5.1919, p. 1, sp. 2.

117) DRV's arkiv, hovedbestyrelses- og forretningsudvalgsm. 7. 8.1919.

118) RA. Det rad. Venstres prot., 24. og 25. 7. 1919.

119) RA. Zahles arkiv, br. fr. Edvard Brandes 14., 16. og 19. 10. 1919; Kgl. Bibl. Edvard Brandes' papirer, br. fr. G. Th. Zahle 15. og 16. 10. 1919; cf. DRV 1905-1955, p. 210.

120) 15. arg. (1919), pp. 135-39.

121) DRV's arkiv.

udarbejdelse i ministerierne; det var tiltradt af Socialdemokraterne som havde forlangt en forhojelse af grundskyldspromillen fra 5 til 6 eller 7. Lange mente den burde vaere 8, og var i ovrigt meget utilfreds med forslagets saglige udformning¹²²). Han forlangte det fremsat inden jul, og blev stottet af Tovborg Jensen som vilde saette sin formandsstillingind

Niels Frederiksens udtalelser pa hovedbestyrelsesmodet var for optimistiske. Endnu umiddelbart for rigsdagens juleferie var man ikke kommet af stedet. I tre moder debatterede rigsdagsgruppen sagen¹²³). Stottet af en hojst utalmodig gruppe anbefalede han indtraengende forslagenes fremssettelse. Men Brandes gentog sine indvendinger. Han vilde heller ikke fremlsegge forslagene efter juleferien; derimod var han villig til at gore det »nar grundlov og valglov var vedtaget, nar valg var givet og folketinget i opbrud«, en indrommelse der fornientlig var af ringe vaerdi for hans modpart for hvem det var af vsesentlig betydning at forslagene i hvert fald naede til 1. behandling. »Jeg er blevet for gammel«, sluttede Brandes, »til at boje mig for hvad jeg ikke finder vaerdigt og forstandigt«. Da han ikke var til at rokke, erklserede Gunnar Fog-Petersen: »Jeg foreslar da at vi stiller kravet om ... fremssettelse her i aften, sa at man indenfor regeringen tager konsekvenserne deraf. Jeg er klar over hvad mit forslag kan fore til, men jeg ved at det betyder meget for vaelgerne at vi holder hvad vi har lovet dem«. Fog-Petersens forslag var roligt og velovervejet og synes at have vaeret et godt udtryk for stemningen, men alligevel begyndte man at vakle overfor folgerne af Brandes' afgang, og da Zahle bemaerkede at den vilde fore til ministeriets demission, endte det med at man udsatte sagen til efter juleferien.

Sagens videre forlob lader sig ikke folge. Forslagene kom, men sent. De blev fremsat af Brandes og Rode i folketinget den 5. marts, altsa for Brandes' betingelse: valgs udskrivelse var opfyldt, men sa sent at kun det forste naede til 1. behandling, 24.-25. marts¹²⁴). Brandes' forelaeggelsestalevar praeget af en vis nonchalance overfor det forslag han fremsatte. Det gik ud pa en 5 %o's%_o's grundskyld til staten til aflosning af ejendomsskylden; da ejendomsskyldpromillen i de foregaende ar to gange var blevet forhojet, vilde forslaget derudover kun give et forholdsvislille belob, og der blev ikke samtidig stillet toldlettelser i udsigt. Af hensyn til stigningen i jordpriserne og den af huslejereguleringen fremkaldte forskel mellem land og by, rummede forslaget regler om fradrag som begunstigede isser de sma brug. Blandt de principfaste georgeister vakte dette betydelig uvilje, og selv Lange kunde ikke indrommeat

---

122) RA. Rodes arkiv, br. fr. Jakob E. Lange 22. 11. 1919.

123) RA. Det rad. Venstres prot., 16., 18. og 19.12.1919.

12*) Rt. 1918/19, F. sp. 4129-31, 4138-47, 4776-98, 4812-23, 4845-4919.

rommeatfradraget kunde have nogen berettigelse ud over en enkelt vurderingsperiode¹²⁵). Rodes forslag gik ud pa at bemyndige kommunernetil at omdanne deres ejendomsskatter til en grundskyld som kunde forhojes op til 2 %, og til efter den forste vurderingsperiodes udlob at opkraeve en grundstigningsskyld pa 1,5 %.

Disse forslag blev genfremsat af Det radikale Venstre som opposition i foraret 1921, men uden resultat¹²⁶). I den folgende rigsdagssamling forelagde regeringen Neergaard forslag om ejendomsskyldens delvise omdannelse til en grundskyld, og skont det i forhold til de Radikales eget forslag matte kaldes pauvert — grundskyldspromillen blev kun 1,5 - gik de dog til sidst med dertil fordi det var det meste der kunde opnas i ojeblikket, og det jo i hvert fald sikrede de periodiske vurderinger, hvorpa der kunde bygges videre¹²⁷). Loven blev stadfaestet den 1. august 1922¹²⁸).

Sønderborg-programmet 1922.

Det store valgnederlag i 1920 og det pres partiet og dets blade var ude for, havde gjort de Radikale forsigtige for en tid¹²⁹). Det mserkedes i valgudtalelserne ogsa hvad grundskyldskravene angik. Samtidig begyndte man dog at tage arbejdet op for at aflose Odense-programmet med et nyt. Pa mange punkter var dette blevet helt eller delvis gennemfort, hvilket dog ikke gjaldt dets beskedne grundskyldskrav. Langt stserkere var disse kommet til orde i arbejdsprogrammet af 1916. Sporgsmalet var hvor staerkt de vilde gore sig gaeldende i det nye egentlige program¹³⁰).

Lange var programudvalgets formand, hvilket naturligvis borgede for at georgeistiske tanker vilde gore sig gseldende. Udvalget arbejdede pa grundlag af udkast fra hans og Munchs hand¹³¹). De arbejdede med samme ordning af stoffet som i Odense-programmet, d. v. s. at de i denne forbindelse relevante krav blev anfort i afsnittene 111 og IV. Begyndelsen af afsnit 111 lod i Langes udformning: »Folkets okonomiskefaellesret sikres, befolkningens udbytning hindres og arbejdets frihed haevdes. Derfor ma al privat grundbesiddelse betinges af betalingaf en grundskyld svarende til jordens vserdi,« men hos Munch: »Ved paligning af de til fremme af borgernes faelles interesser fornodneskatter tilstraebes en formindskelse af den bestaende okonomiske

---

125) RA. Rodes arkiv, br. fr. Jakob E. Lange 22. 11. 1919

12«) Rigsdagsdrb. 1920/21, pp. 393-94, 410.

127) Rt. 1921/22, F. sp. 8599.

128) Rigsdagsdrb. 1921/22, pp. 135-51

i_2B) DRV 1905-1955, pp. 229-30, 236.

vs₀₎ Om formerne for dets tilblivelse henvises til DRV 1905-1955, pp. 228-29.

131) RA. Rodes arkiv, till. II B, laeg e.

ulighed, idet skattesystemet sa vidt muligt ligger pa de samfundsskabte vaerdier.« Langes formulering var en utvetydig bekendelse til georgeismensgrundsyn, Munchs en forsigtig udbygning af Odense-programmetefter georgeistisk tankegang (omend vidtgaende nok til at en uidentificerethand i udkastet bemaerkede at pa den made vilde man fremme den okonomiske ulighed), og skont Lange forsogte en ny formulering, blev det Munchs der, med mindre aendringer¹³²), gik til landsmodet 1921 i Odense som udvalgets forslag og i 1922 blev vedtaget pa landsmodeti

I udformningen af de mere konkrete krav var der langt mindre afstand mellem forslagene, som sluttede sig naer til arbejdsprogrammet af 1916. Saledes hed det i det nye program: »Statens ejendomsbeskatning laegges pa grundvaerdien efter princippet: lige skat pa lige jord«; ved formue- og indkomstskatterne burde frigraensen forhojes sa egentlige arbejdsindtaegter og tilsvarende smaformuer i storst muligt omfang fritoges, og i toldlovgivningen skulde fuld virkeliggorelse af frihandelsprincippet tilstraebes (Lange havde som overgang foreslaet: »Hvad der [udover grundskylden] matte vaere nodvendigt ... tilvejebringes ved skatter af en sadan art at de ikke hsemmer vaerkfliden ...«, men denne antydning af at grundskylden vilde blive den dominerende skattekilde, fandt ikke vej til programudvalgets udkast sa lidt som til det endelige program); ogsa kommunernes ejendomsbeskatning skulde vaere en grundskyld, der af hver enkelt kommune kunde forhojes indenfor den graense hensynet til statsgrundskylden satte, og desuden skulde de have ret til at pahegge grundvaerdistigningsskat.

Afsnit IV behandlede de sociale sporgsmal. Her havde Munch foreslaet:»Der tilvejebringes fornoden jord til husmandsbrug, af hvilke der ydes en til jordvaerdien svarende afgift«, altsa en simpel fastslaen af at 1919-lovens princip burde have almen gyldighed fremover. Men pa Odense-modet foreslog Niels Frederiksen og laerer Vald. Sorensen, Skive, i stedet: »Folkets ret til faedrelandets jord haevdes [en formuleringsom gik tilbage til jordudvalgets betaenkning af 1909]. Ved en lovgivningsom ikke virker prisfordyrende, skaffes fornoden jord til mindre landbrug for alle borgere der onsker eget hjem pa landet. Jorden overladesbrugerne imod at der ydes fuld rente af vaerdien ...«. Denne nok sa georgeistiske udtryksmade accepterede programudvalget i sit forslag til Sonderborg-modet, dog at fremhsevelsen i ordene »alle borgere der onsker« afsvaekkedes til »dem som onsker«, og i denne skikkelse blev passagenvedtaget. En i programudvalget fremfort anvisning pa ekspropriationblev ikke optaget i programmet. Pa Vald. Sorensens forslag

---

132) »formindskelse af den bestaende okonomiske ulighed« var aendret til »udligning af .. .« og »sd vidt muligtz til »z videst mulig udstreekning«; bortset herfra var aendringerne rent redaktionelle.

indsattes et krav om at byggegrunde i byerne skulde kunne overdrages
mod ydelse af fuld rente af deres vaerdi. Endelig understregedes Jakob
E. Langes gamle krav om folkets frie adgang til at faerdes i naturen.

Programmet var forsynet med en principiel indledning hvori malet betegnedes som folkets politiske, okonomiske og andelige frigorelse. »Den okonomiske frigorelse«, hed det heri, »kraever en lovgivning hvorved samfundets ret til de samfundsskabte vaerdier haevdes, og hvorved der gives alle lige adgang til natur- og samfundsgoder, til arbejde og erhverv, saledes at enhver sikres det fulde udbytte af sit arbejde og de fa hindres fra at udbytte de mange«. Direkte og indirekte var disse ord en staerkere bekendelse til georgeismen end de derpa folgende mere konkrete

Sonderborg-programmets tilblivelse kan ikke f'olges sa noje som forholdet er med hensyn til de tidligere programudtalelser. Lange har beskedent vidnet¹³³), at »P. Munch ... havde ovet en vaesentlig indflydelse pa arbejdet, bade m. h. t. form og indhold.« Dette er, ogsa hvad skatte- og jordpolitikken angar, rigtigt, selv om Langes initiativ samtidig gjorde sig gaeldende. Med samme ret som det om Odenseprogrammet kunde siges at dets forfattere var Rode, Munch og Oskar Johansen, kunde som Sonderborg-programmets faedre naevnes Munch og Lange. Deri ligger en tilkendegivelse af hvor langt og til hvilket punkt georgeismen var naet indenfor Det radikale Venstre.

Georgeisme i radikale programudtalelser.

Enhver bedommelse af en ides indflydelse pa et politisk parti ma tage hensyn savel til dets program som til dets faktiske politik. Hvad det forste angar, viser ovenstaende redegorelse en klar udvikling fra Odense-programmet 1905 over Randers-resolutionen 1911 og arbejdsprogrammet 1916 til Sonderborg-programmet 1922. Der skal her gives en systematisk oversigt derover.

Med hensyn til den egentlige grundvaerdibeskatning var der i Odense-programmet kun tale om et betinget krav om ejendomsskyldens omdannelse til grundskyld. Ved landsmoderesolutionerne i 1910 og 1911 blev dette krav gjort übetinget. I 1916 forlangtes en grundskyld hvis samlede belob skulde vaere betydelig storre end de hidtidige ejendomsskatters;derved og gennem en forogelse af progressionen i de personligeskatter vilde savel en forhojelse af frigraensen med hensyn til de sidstnaevnte som en omfattende nedsaettelse af den indirekte beskatning muliggores; endelig skulde kommunerne selv kunne bestemme hvor stor en del af deres indtaegter ud over de bestaende ejendomsskatter de

---

133) Lange, op. cit., p. 123.

vilde overfore til grundskyld. I 1922 blev disse programpunkter i alt vsesentligt fastholdt, med tilfojelse af at skattesystemet i videst rnulig udstrsekning skulde bygges pa de samfundsskabte vaerdier, altsa et vagt formuleret krav om fuld grundskyld, som de konkrete paragraffer ikke fulgte op.

Hvad angar grundvserdistigninger, forlangte Odense-programmet at der, for sa vidt sadanne skyldtes offentlige foranstaltninger, skulde sikres stat og kommune andel deri. Randers-resolutionen vilde give kommunerne ret til som tillaegsskat at opkraeve en grundvaerdistigningsskyld af ikke nsermere angiven storrelse og uanset om stigningen skyldtes offentlige foranstaltninger eller anden samfundsudvikling, et krav som arbejdsprogrammet og Sonderborg-programmet fastholdt.

Oprettelse af husmandsbrug skulde, lied det i 1905, ret vagt, fremmes ved indforelse af offentligt arvefaeste under betryggende brugsvilkar. I 1911 forlangtes at forrentningen af grundvaerdien af de med statens stotte oprettede jordbrug skulde vaere en vedvarende offentlig grundbyrde, hvad savel arbejdsprogrammet som Sonderborg-programmet fastholdt, det sidste med tilfojelse af at det sarnme skulde kunne gselde byggegrunde.

Pa disse tre punkter er der tale om. vaesentlige landvindinger for specifikt georgeistiske krav¹³⁴). For det l*orstes vedkommende sker det afgorende gennembrud i 1916, for de to sidstes i 1911. Pa det sidste punkt drejer det sig om übetinget tilslutning til georgeistisk tankegang, pa de to forste om betydelige tilnaermelser dertil. Georgeismen har altsa i disse henseender gjort sig forst svagt, siden kraftigt gaeldende indenfor det social-radikale idekompleks.

Men georgeismen stillede foruden sine specifikke krav fordringer som den var faelles med andre idekredse om, forst og fremmest frihandelskravet,denned styrke fremfortes i alle de radikale programmer, men ogsa onsket om en formindskelse af den okonomiske ulighed, som den forestillede sig vilde folge af grundvaerdibeskatningen mens ikke-georgeistiske radikale tsenkte sig den opnaet gennem progressiv indkomst- og formuebeskatning og gennem den almindelige lovgivning. I alle sadanne tilfaelde er det naturligvis ugorligt at udtale sig om i hvilken grad de pagaeldende programpunkter er udtryk for georgeistisk tankegang; ofte er formuleringen en sadan at hensigten, som Bransager meget abenhjertigt erkendte¹³⁵), har vaeret den at ordene skulde kunne da?kke begge opfattelser. Det gjaldt f. eks. kravene om ved lens og stamhusesfrigivelse at sikre samfundets andel, ligesom ogsa den georgeistiskklingende

---

134) Som naevnt (p. 255) stillede en del georgeister sig afvisende overfor tanken om grundvaerdistigningsskat. Andre gjorde det ikke, jvf. jordudvalgets betaenkning, og det vilde vaere formalistisk ikke at betragte dens fremforelse som en virkning af georgeistisk indflydelse.

"5) Cff. pp. 259-60.

istiskklingendesaetning i Sonderborg-programmet: »Folkets ret til faedrelandetsjord haevdes«, vilde kunne tiltraedes af ikke-georgeister ud fra andre motiver, mens omvendt en formulering som »Den sociale uretfaerdighedbekasmpes ved en dybtgaende reformlovgivning« lod sig fortolkei georgeistisk and.

Georgeismens indflydelse lader sig naturligvis ogsa bestemme negativt, d. v. s. ved hvad der ikke naevnes i partiprogrammerne. Fremfor alt tales der intet sted om grundskylden som eneste skat - der findes adskillige eksempler pa hvorledes tillob til fremsaettelse af sadanne synspunkter blev afvist i de radikale forsamlinger¹³⁸) - og heller ikke blot nogenlunde utvetydigt om fuld grundskyld. Lige sa lidt mserkes den georgeistiske opfattelse af grundskylden som midlet til Iosning af alle sociale problemer. Dog med en undtagelse pa et enkelt punkt: i landsmodeudtalelsen i 1908¹³⁷) hed det at blivende virkning af bekaenipelsen af arbejdslosheden kun kunne nas ved en forbedring af arbejdets vilkar, et vagt udtryk der dog i en radikal forsamling kun kunde have georgeistisk mening, og Randers-resolutionen og Sonderborg-programmet opererede med lignende formuleringer. Men denne undtagelse kunde ikke svaekke indtrykket af at programmernes sociale reformkrav ikke byggede pa forventninger om de sociale problemers bortfald ad georgeistisk vej.

Sammenfattende kan det saledes siges at georgeismens konkrete skatte- og jordafgiftskrav satte sig kraftige spor i de radikale partiprogrammer, mens dens helhedsopfattelse pa alle punkter hvor den ikke faldt sammen med andre politiske ideers, naesten slet ikke maerkedes deri.

Georgeisme i radikal politik.

Pa forhand er det at vente at en med idealistisk varme fremfort anskuelse vil give sig kraftigere udtryk i programerklaeringer end i den forte politik. Saledes forholder det sig ogsa med georgeismen i forhold til Det radikale Venstre.

Hvad en saerlig jordvurdering angik, stottede landsmoderesolutionen1908 de onsker Henry George Foreningen og enkelte kommuner havde fremsat om en sadan, hvorimod Folketingets Venstre ikke naede lasngere end til overvejelser om at fore sporgsmalet frem pa rigsdagen. Den forste regering Zahle gennemforte 1910 en provevurdering i udvalgte omrader, og denne udbyggedes pa radikalt initiativ 1912; dens resultater opfattedes, trods mangier, af bl. a. Munch som bevis for grundvaerdibeskatningens gennemforlighed¹³⁸). Den anden regering Zahle

---

13«) Cf. p. 267; RA. Rodes arkiv, till. II D, 20. 2.1905, 19. 2. 1910, 17. 12. 1910.

137) RA. Rodes arkiv, till. II D, 16.-17.5.1908.

138) Ibid., 13.-14. 5. 1911 og 1.-2. 6. 1912.

foreslog i 1913 og gennemforte 1915-16 en ny, landsomfattende provevurderingog i 1918 den forste egentlige vurdering som skulde kunne bruges som grundlag for en beskatning, og som skulde finde sted i 1920. Forst regeringens i marts 1920 fremsatte grundskyldsforslag forudsatte periodiske vurderinger, men noget sadant blev ikke gennemfortfor ved vedtagelsen af Venstre-regeringens grundskyldsforslag i 1922.

Selve grundskyldskravet blev i vage ord udtrykt af Kr. Pedersen i folketinget i 1906. Fra 1908-09 var ejendomsskyldens omdannelse til grundskyld et klart partikrav, som Munch og Rode i folketinget 1909-10 betegnede som et mal for regeringen Zahle, og som lejlighedsvis blev gentaget, men aldrig i lovforslags form. De videregaende krav som imidlertid var komraet til udtryk i partiets programmer, blev efter svsere indre vanskeligheder fremsat som lovforslag i marts 1920; grundskyldspromillen til staten vilde, hvis den blev gennemfort, give en indtaegt lidt hojere end ejendomsskylden, mens kommunerne vilde kunne ga derudover. Praktiske resultater, som til gengseld var meget sma, blev forst naet gennem regeringen Neergaards initiativ 1922.

Med hensyn til grundvaerdistigninger stillede partiets repraesentanter under forhandlingerne ora jernbaneskyld 1908-10 krav om fuld inddragelse, men gik med til at nojes med en meget beskeden afgift. Kravet om almindelig kommunal grundvaerdistigningsskyld i forbindelse med grundskyldsforslagene i marts 1920 var sa vidtgaende at der vilde blive tale om fuld inddragelse af fremtidige grundvaerdistigninger, men pa dette orarade blev intet opnaet i den her behandlede periode.

Derimod var der ved 1919-lovenes oprettelse af husmandsbrug pa
jordrentevilkar pa et begraenset omrade opnaet en konsekvent gennemforelse
af georgeistiske synspunkter.

Bortset herfra kan det siges at Det radikale Venstre kun ved sit initiativ til jordvurderinger hidforte resultater af betydning, og at det i sit parlamentariske arbejde kun i ringe grad og sent sogte at udnytte georgeistiske programpunkter i agitatorisk hensigt; georgeismens helhedssyn fandt i sa henseende overhovedet ikke udtryk.

Til en vurdering af georgeismens betydning for den forte politik horer ogsa en papegning af om denne ruramede punkter som var i modstridmed georgeistisk opfattelse. Saledes forholdt det sig i to henseender.Det gjaldt de radikale forslag om fradrag ved ansaettelserne til ejendomsskyld og grundskyld til fordel for de sma jordejere, bade de forslag Folketingets Venstre stillede i 1905 og regeringens under krigen og i 1920¹³⁹). Det gjaldt ogsa de forhojelser af indirekte skatter som regeringen foreslog og gennemforte under og lige efter krigen. I den sidstehenseende

---

139) At nogle georgeister ved visse lejligheder midlertidigt akkviescei'ede derved (cf. p. 266), er i denne forbindelse uvedkommende.

stehenseendeblev foranstaltningerne modtaget med uvilje af praktisk talt alle indenfor partiet, ogsa ud fra alment liberate og sociale synspunkter,og de kan formentlig betragtes som udslag af forholdenes overvaeldende magt. I forstnaevnte henseende forela derimod omstaendighederhvis analyse kan bidrage til nojere bestemmelse af hvad georgeismen betod i det social-radikale idekompleks. Men forinden er det nodvendigt at drage en raekke andre forhold frem.

Partiledelsens indstilling.

Det radikale Venstre lagde vaegt pa at vaere et folkeparti. »Hvor der er folkeligt selvstyre, skal vaelgerne selv pege pa malet for deres reprsesentanters politik«, havde Zahle sagt i Odense 1905¹⁴⁰). Utvivlsomt ovede vaelgerorganisationen gennem sine landsmoder, sin hovedbestyrelse og sit forretningsudvalg en meget vaesentlig indflydelse. Ovenfor er naevnt adskillige eksempler pa hvordan disse forsamlinger formaede at gore deres synspunkter gaeldende"¹)- For sa vidt bod netop dette parti en idebevaegelse som georgeismen gode muligheder for at. praege dets politik. Imidlertid forholder det sig erfaringsmsessigt saledes med de fleste bevaegelser at en lille kreds af maend, i kraft af saerlige evner og af den tid og energi de laegger i arbejdet, er de egentlig bestemmende, gennem hvem de ovrige, mere eller mindre aktive ma gore sig gaeldende. Det radikale Venstre besad i udpraeget grad sadanne maend. Efterhanden som de kom ind i folketinget - Bransager 1908, Munch og Rode 1909 - blev tyngdepunktet uvilkarligt forlagt til rigsdagspartiet¹⁴²), selv om dette aldrig blev mere end ledende i forholdet til organisationen. Bade for og efter denne forskydning var det imidlertid den lille kreds af msend som i naevnte forstand var afgorende. Det var hele perioden igennem Rode, Munch og Zahle, det var Bransager til sygdom o. 1910 slog ham ud, og det var Brandes, vistnok isaer fra o. 1909 da den forste radikale regering blev dannet¹⁴³). Af disse indtog Brandes en aldeles og Zahle en temmelig tilbagetrukken holdning i forhold til vaelgerorganisationen, mens de andre til gengaeld var overmade aktive, Rode som forretningsudvalgets formand naesten uafbrudt til 1913.

Enhver bedommelse af et forhold af betydning for Det radikale Venstre ma da tage tilborligt hensyn til disse maends holdning. Ingen af dem kunde betegnes som georgeister. Bransager var den der stod georgeismen naermest. Han havde naer tilknytning til de georgeistisk

---

140) DRV 1905-1955, pp. 1, 50, 60.

141) Cff. pp. 260-61, 262-63, 269, 271, 272.

142) RA. Rodes arkiv, till. II R, br. fr. Jens Johansen 22. 5. 1913

143) Vedr. samarbejdet mellem Zahle, Rode, Munch og Brandes i det andet ministerium Zahle jvf. DRV 1905-1955, pp. 182-83; af Zahles dagbogsnotater 21.12.1914 og 14. 2. 1915 (RA. Zahles arkiv) fremgar at det havde bestaet »gennem mange Aar«.

sindede sjaellandske husmaend, han optog gerne georgeistiske artikler i Venstres Folkeblad og sit tidsskrift Det frie Ord, og det var ham der havde skrevet den af alle georgeister hojt vserdsatte pjece Om Programmet.Pa Odense-modet 1905¹⁴⁴) sagde han at hartkornsskatterne burde have vseret erstattet med en »bevaegelig grundskat«, men ogsa at Henry Georges skatteprogram var et gaeringsprodukt man ikke kunde ga uden om men endnu ikke burde binde sig for fast til, og det gentog han andetsteds. Politiske hensyn var for ham overvejende, men han var samtidig ivrig efter at forme en social og okonomisk politik »sa der virkelig bliver bund og gehalt i den«; breve fra tiden efter at tuberkulosenhavde tvunget ham til passivitet, viser at et georgeistisk grundsyni hvert fald da havde bundfaeldet sig i hans politiske overbevisnin g₁₄₅).

Ogsa Rode bevidnede georgeismen sin levende interesse, men altid i uforpligtende vendinger. Deter nseppe forkert at sige at den for ham var en ide han var fuldt parat til at fore politik pa nar det kunde betale sig. Hans nolertaktik, hans forbehold og hans lejlighedsvise misforstaelser irriterede georgeisterne, men det var af de radikale ledere dog forst og fremmest ham de stod i kontakt med og sogte at indvirke pa¹⁴⁶).

Om Munch har Jakob E. Lange vidnet at han var »kolig stemt«¹⁴⁷)- Nar Lange mener at denne omstaendighed var medvirkende arsag til at Odense-programmet forsigtigt talte om ejendomsskyldens omdannelse »under hensyntagen til principperne for en grundvaerdibeskatning«, er det imidlertid, som ovenfor naevnt¹⁴⁸), ikke rigtigt. Bade Munch og Rode var allerede fra 1905 parat til at ga ind for ejendomsskyldens omdannelse til grundskyld¹⁴⁹). Der er i det hele naeppe grund til at opfatte Munch som i realiteten synderlig koligere end Rode. Hans interesse for og saglige arbejde med provevurderingerne 1910-12 var laenge Det radikale Venstres betydeligste indsats i praktisk georgeisme. Derimod er det rigtigt at han tydeligere end Rode gav udtryk for et skeptisk syn pa den georgeistiske helhedsopfattelse¹⁵⁰), som han utvivlsomt betragtede som en utopi.

Edvard Brandes havde ikke meget tilovers for georgeismen og lagde
heller ikke i rigsdagen skjul pa sin opfattelse. I partiet betonede han gentagnegang
e151) at han ikke var nogen modstander af jordskyld, men

---

144) Cf. p. 258.

145) RA. Rodes arkiv, till. II D, 20.2. 1905; br. fr. Niels Bransager 26. 10. 1910 og 8. 12. 1911.

146) Jvf. isaer hans omfangsrige korrespondance rned S. Berthelsen (RA. Rodes arkiv).

147) Lange, op. cit., p. 112.

148) cff. pp. 254-55; DRV 1905-1955, p. 48.

149) Cf. S. Berthelsen til Rode 1. 7. 1904 (RA. Rodes arkiv).

150) Cff. pp. 255, 267, 270; RA. Rodes arkiv, 19. 2. og 17. 12. 1910.

151) Cff. pp. 272, 276.

blot ikke ganske havde kunnet overse sporgsmalet, en tilfojelse der formentlighavde et vist ironisk anstrog. Det var dog ham der soni minister fik gennemfort de forskellige vurderinger, og en principiel kamp mod georgeismen indlod han sig overhovedet ikke pa. Hans modstand var af en mere stille og elastisk art. Maske har antigeorgeistiske motiver spillet ind nar han fik Hassing Jorgensen placeret i det andet ministeriumZahl e¹⁵²), en udnaevnelse som vakte aengstelse og sine steder vrede i georgeistiske kredse¹⁵³). Men vaesentligere var den modstand Brandes selv kunde yde i kraft af sin meget staerke stilling i ministerie t¹⁵⁴), og som isaer betod noget i dettes sidste ar. »Jeg forstar [nu] bedre«, skrev Berthelsen til Rode¹⁵⁵), »hvad en fremtraedende og anset Partifaelle ... skal have udtalt, at Finansminister Brandes er den store og eneste Hindring for at vort Parti kan gaa frem efter sit Program*. Lange vurderede forholdet anderledes. »Brandes«, sagde han¹⁵⁶), »har ikke kunnet opdage denne skattekilde, men den egentlige hindring indenfor partiet ligger hos yngre kraefter«.

Formentlig taenkte Lange isser pa Zahle. Ovenfor er naevnt hvorledes denne allerede i 1905 overfor georgeister havde bevidnet sin sympati for deres tanker¹⁵⁷). I 1910 ytrede han i forhandlinger med jordudvalge t¹⁵⁸): »Jeg har sent sluttet mig til grundvaerdibeskatningen«, og: »Jeg kan slutte mig til grundvaerdiskatten til aflosning forelobig af ejendomsskylden, senere maske af flere [skatter]«. Tilslutningen var utvivlsomt politisk bestemt. Zahle blev aldrig nogen aktiv ven af grundskyld, og for georgeismen som sadan havde han kun foragt tilovers. Om en fremtrsedende journalist og partifaelle bemaerkede han: »Fseet er ... troende Georgist«, til Brandes skrev han i efteraret 1919¹⁵⁹): »Paa de Punkter, hvor De er uenig med Partiet (o: en Del deraf), er jeg det ogsaa ... Ideen om Jordskyld i Betydning hojere Skat paa Jorden er efter min Mening noget Vrovl, som kun har bredt sig fordi vi ikke har imodegaaet det offentligt.« Selv om denne udtalelse er praeget af hensigten: at overtale Brandes til at blive i ministeriet, giver den snarere et rigtigt billede af Zahles holdning end de uforbindende venligheder han lod falde til georgeister, og bekraefter hvad Lange skrev i sine erindringer¹⁶⁰), at »Zahle og hans naermeste kreds vedblev at vaere modvillige«.

Gennem disse fire-fern maend matte georgeismen gore sig gaeldende

---

152) DRV 1905-1955, pp. 143-44.

153) RA. Rodes arkiv, till. II D, 17. 9. 1913.

154) DRV 1905-1955, p. 177.

155) RA. Rodes arkiv, br. fr. S. Rerthelsen 13. 10. 1918

156) DRV's arkiv, hovedbestyrelsesm. 21. 11. 1919.

157) Cf. p. 261.

158) RA. Rodes arkiv, till. II D, 19.2. og 17.12.1910.

159) Kgl. Bibl. Edvard Brandes' papirer, br. fr. C. Th. Zahle 15.10.1919.

160) Op. cit., p. 117.

hvis den skulde praege Det radikale Venstres politik, og vejen gik igennemlandsforbundets kompetente forsamlinger for hvis tilkendegivelser Rode i maske saerlig grad, men lige sa vel Munch og ogsa Zahle var meget folsomme. Af samspillet mellem partiorganer og lederkreds formedespartiets

I det snaevre forretningsudvalg sad der altid nogle georgeister, i hovedbestyrelsen var de bredt repraesenteret, og pa landsmoderne var de i betydeligt flertal, skont okonomiske omstaendigheder i ikke ringe grad holdt husmaendene borte derfra¹⁶¹)- Det bor imidlertid erindres for det forste at de enkelte georgeisters anskuelser kunde vaere indbyrdes ret forskellige og mere eller mindre vidtgaende, og for det andet at disse maend ved siden af at vaere georgeister ogsa var radikale, d. v. s. at de, med enkelte undtagelser som Sophus Berthelsen, ikke udelukkende lod sig bestemme af hensyn til deres georgeistiske ide, men ogsa havde tanke for partiets trivsel og dets ovrige ideers fremme. Adskillige georgeister gik det som f. eks. Nielsen Svinning og Jens Andersen at det sidste hensyn, efterhanden som de beklaedte fremtraedende tillidsposter i partiet, vejede tungere til end det forste. At dele partiets folk op i georgeister og andre vilde, selv hvis det lod sig gore, vaere temmelig intetsigende. Det afgorende er ikke dette,, men i hvilken grad georgeismens ide og dens enkelte elementer formaede at gore sig gaeldende i de kredse af mere og mindre og slet ikke georgeistisk sindede mennesker som udgjorde de forskellige lag i Det radikale Venstres ledelse, og som til stadighed var under indflydelse af og tog hensyn til andre ideer, bade ideer som stod i egentlig modsaetning til den, og ideer der, som de forsvarspolitiske, var uden forbindelse med den, men som den alligevel matte konkurrere med om fortrinsretten.

Årsager til modstanden.

Landsmoderne modte naesten altid georgeistisk set vidtgaende forslag med bestemt afvisning, hvorimod konkrete skridt til opnaelse af bestemte begraensede resultater lige sa regelmaessigt vandt bred tilslutning¹⁶²). Imidlertid slog selv denne landsorganisationens madeholdne georgeisme temmelig langsomt igennem i partiprogrammerne og endnu senere i den forte politik. Til stadighed holdt Munch og Rode igen, under udfoldelse af en naesten virtuos forhalingsteknik¹⁶³), skont de ikke selv kan opfattes som modstandere af georgeismen i denne skikkelse. Hvorfor?

I partiets forste ar spillede utvivlsomt hensynet til Zahle og adskilligei

---

161) RA. Rodes arkiv, till. II D, 3. 11. 1909.

162) Cff. pp. 259, 262-63, 266, 269, 272, 273-74, 276-77.

163) Cff. pp. 258, 262-63, 266, 268, 269, 271, 273, 276.

ligeiFolketingets Venstre en rolle, og i arene op mod 1920 spores et lignende hensyn til Brandes tydeligt. Men dette er langtfra en tilstraekkeligforklaring. Zahle og i hvert fald i lidt yngre ar ogsa Brandes var for meget politikere til pa et sadant punkt at have villet lade egne opfattelsertrsede hindrende i vejen for en frugtbar politik. Deres aversion ma have hentet styrke fra en overbevisning, bade hos dem selv og andre, om at georgeismen netop ikke var en for Det radikale Venstre frugtbar politik.

Der var indenfor partiet, saerlig i Kobenhavn, adskillige bestemte modstandere af georgeismen, hvem selv mindre indrommelser til dens synspunkter bod imod. Det. gjaldt en raekke af partiets betydeligste maend i universitets- og forretningsverdenen, savel som laenge dagbladet Politiken. Berthelsen talte i denne forbindelse om »kobenhavnske Monopol-Interesser«¹⁶⁴). Selv om de naevnte kredse formentlig havde en indflydelse som var betydelig storre end den tilslutning de kunde samle pa landsmoderne, og det pa mange mader var af vigtighed for lederne at fastholde dem i partiet, kan dog heller ikke deres holdning yde mere end et bidrag til besvarelsen af det stillede sporgsmal.

Det samme gaelder hensynet til samarbejde med Socialdemokratiet. Samarbejdet matte styrke de tendenser i partiet, reprsesenteret ikke mindst af Munch og Rode, som pegede frem mod velfaerdsstatens ideologi. Georgeismen var i sit grundsyn antisocialistisk, men hvad den madeholdne georgeismes konkrete krav angik, viste udviklingen, allerede i den her behandlede periode, at det ingenlunde var umuligt at vinde socialdemokratisk stotte i arbejdet for dem¹⁶⁵).

Gang pa gang blev det under forhandlinger i partiet fremhaevet at georgeismen endnu ikke var forstaet af det brede folk. Det gjorde ikke blot Rode og Munch, men ogsa talrige mindre fremtraedende partifseller, og selv om en georgeist som Villads Christensen, ojensynligt lidt irriteret, kunde pointere at partiet ikke matte blive ved at skyde sig ind under »manglende oplysning« blandt vselgerne¹⁶⁶), var det en nok sa realistisk vurdering nar Jakob E. Lange i forbindelse med sin opstilling som kandidat i Frederiksvaerk-kredsen skrev til Rode¹⁶⁷) at hans radikale okonomiske anskuelser vel nok pa sine steder kunde gore det vanskeligere at gennemfore hans valg end valget af en radikal kandidat uden sadant saerpraeg.

Dette var utvivlsomt noget meget vaesentligt. Maendene fra 1905

---

164) Ret, 6. arg. (1909-10), p. 15.

165) Georgeisterne var ikke blinde for denne mulighed; f. eks. sagde Vilh. Asmund: »Georgeismen interesserer vel i socialdemokratiske kredse de menige, men en mand som Gustav Bang raser imod den; dog vil socialisterne maske en dag opdage den og vil pasta at P. Knudsen har indfort den!«, og Lange var enig med ham (RA. Rodes arkiv, till. II D, 19. 2. 1910).

166) RA. Rodes arkiv, till. II D, 27.-28. 2.1909.

167) RA. Rodes arkiv, br. fr. Jakob E. Lange 18. 10. 1908.

havde naeret lyse forhabninger om at det skulde ga det J. C. Christensen'skeVenstre ligesom de Moderate efter forliget sa de Radikale vilde blive det egentlige, store Venstre-parti. Disse forhabninger blev skuffet i 1906, levede op i 1909 og igen i 1913 og dode ikke helt for 1920. Men skulde de blive til virkelighed, matte storsteparten af gardmaendene vindesfor partiet. Her var georgeismen en anstodssten. Uanset at der var adskillige georgeistisk sindede gardejere indenfor partiet selv, var standens store flertal mest tilbojelige til i grundskyld at se oget skat pa deres erhverv og til at betragte hoje jordpriser som et tegn pa egen velstand. Det var ganske rigtigt nar en diskussionsdeltager pa landsmodeti 1910¹⁶⁸) sagde: »Reformpartiets antimilitarister kan ikke forsonesig med georgeismen«. Selv K. J. Moller, en ivrig georgeist og pa det tidspunkt folketingsmand, sagde ved samme lejlighed at man i den foreliggende situation ikke skulde ga sa vidt som foreslaet i jordudvalgetsbetaenkning; det vilde skade partiet under valgkampen. Deter saledesikke svaert at forsta ledernes iver i 1909 og 1910 for at holde georgeistiskesynspunkter i baggrunden, og ligesom dengang pa militaersporgsmaletskulde der i 1913 vindes stemmer pa grundlovssagen og i 1918 pa neutralitets- og forsyningspolitikken. Nar andre sager pa den made til stadighed skod sig frem i forgrunden, beroede det til syvende og sidst pa at georgeismen ikke havde tag i andre befolkningslag end store dele af husmandsstanden.

Husmændenes georgeisme

Til gengaeld var der hos alle Det radikale Venstres ledere en klar og ofte tilkendegivet forstaelse af at husmaendenes tilslutning var af afgorende betydning for partiet. Ikke mindst hos Zahle. »Det radikale Venstre bor altid vaere i god foling med husmaendene«, sagde han f. eks. i 1910, »det er det parti der bedst kan hjaelpe husmeendene til bedre kar og storre politisk indflydelse«¹⁶⁹), og forskellige notater i hans dagbog fra krigens ar¹⁷⁰) vidner utvetydigt om at denne overbevisning stak dybt i ham. Det var sikkert hensynet til husmaendene som gjorde at Zahle aldrig i partiet tog en aben kamp op imod de georgeistiske skatteteorier, som han ellers, efter ovennaevnte bemaerkning til Brandes¹⁷¹) at domme, nok havde haft lyst til at sla ned.

Denne omstaendighed vidste partiets georgeister naturligvis at benytte sig af. »Socialdemokraterne kan tage en stor del af husmaendene*,sagde Lange, »hvis en radikal politik ikke kraftigt udnytter husmaendenesstemning for georgeismen*, og argumentet blev i talrige variationer gentaget af ham selv og andre. Lange sagde ogsa: »Det

---

168) RA. Rodes arkiv, till. II D, 23.-24. 4. 1910.

169) Ibid., 19. 2. 1910.

170) RA. Zahles arkiv, dagbogsoptegnelser 25.12.1914, 20.1. og 19.3.1915.

171) Cf. p. 287.

skaer af sociale fremskridt Det radikale Venstre har, skyldes os georgeister«,og ved en anden lejlighed bemaerkede han at det var grundvaerdiskattender lagde bund i det radikale program, altsa den samme tankegangsom hos Moesgaard Kjeldsen fik et nok sa bastant udtryk: »Menighedenma se at vi har mere end menneskerettighederne, vi har ogsa madsporgsmal pa programmet«¹⁷²). Saledes blev bade taktiske og ideelleargumenter flittigt bragt i anvendelse.

Husmaendenes egne ledere stottede til stadighed de georgeistiske bestraebelser i de kompetente radikale forsamlinger, hvor sa mange at" dem i tidens 10b havde saede: Karl Hansen, Ankerstraede, Jensen Vandman, Emil Rasmussen, Niels Frederiksen, Jens Holdgaard, Jeppesen- Drusebjerg, N. P. Andreasen, og deres egne organisationer bakkede dem, uanset at ikke alle husmaend var georgeistisk sindet, til stadighed op gennem resolutioner. Derimod forekommer der i det her benyttede, omfattende materiale sa at sige aldrig eksempler pa at husmandsforerne anvendte en principielt georgeistisk argumentation; den lod de folk som Starcke, Lange eller Berthelsen om, mens de selv koncentrerede sig om at understrege de krav som havde konkret interesse for deres bevaegelse. De forlangte lige skat pa lige jord — »skattelovene«, sagde Knud Thogersen i 1905, »er et angreb pa det store okonomiske arbejde husmaendene har gjort med den danske jord«¹⁷³) —, de onskede grundvaerdibeskatningen staerkt foroget fordi de deri sa et middel til at tvinge jord frem pa markedet til rimelige priser, sa nye brug kunde oprettes og bestaende udvides, i ojeblikket og i fremtiden — »en rationel grundvaerdibeskatning nu vil berede vejen for kommende slaegter til jorden«, sagde Niels Frederiksen i 1918¹⁷⁴) - og de onskede at de nye brug skulde oprettes pa jordrentevilkar, som vilde gore brugerne mindre folsomme for det prisfald der ventedes at komme, samtidig med at udstykning under andre former vilde have vaeret vanskelig at bringe i stand efter vseksten i jordpriserne for og under krigen.

Som det vil ses ved sammenligning med det ovenfor¹⁷⁵) anforte, var det netop disse for husmandsbevaegelsen centrale krav der banede sig vej ind i Det radikale Venstres program, og det var de samme krav der kom til udtryk i dets rigsdagsgruppes politik, hvad udstykningspolitikken angar hurtigt og med resultat, med hensyn til grundskyldsforslagene derimod sent og rent agitatorisk.

Nar Langes talmodighed blev sat pa harde prover, kunde det ske
at han gav sin mening skarpere udtryk end vanligt. Et sadant tilfaelde
er naevnt ovenfor176). Et andet indtraf i efteraret 1919 da fremsaettelsenaf

---

172) RA. Rodes arkiv, till. II D, 19.2.1910, 13.-14.5.1911

173) Ibid., 9.12. 1905.

174) RA. Det rad. Venstres prot., 24. 9. 1918

175) Cff. pp. 281-82.

176) Cf. p. 268.

telsenafgrundskyldsforslaget trak sa laenge ud; han skrev da til Rode¹⁷⁷) at det af rigsdagsgruppen nedsatte jordudvalg vist udelukkendehavde vseret optaget af politisk-taktiske synspunkter (om forslaget var i husmaendenes favor o. s. v.), og at det derfor var gaet ud over den saglige gennemarbejdelse. Det vil naturligvis sige det samme som at for de radikale politikere kom husmaridsinteresserne i forste rsekke, georgeistiske synspunkter i bedste fald i anden.

En af de ting Lange var mest utilfreds med, var at forslaget vilde lade et skattefrit fradrag, hvis begrundelse var den af krigsforholdene fremkaldte hoje jordpris, vedvare over mere end en vurderingsperiode; det vil fore til, skrev han, at »vi vil mode rabet om husmaendene der nok vil have lige skat pa lige jord for gardmaend, men ikke for sig selv«. Men i den henseende talte han for dove oren. Bade ved denne og tidligere lignende lejligheder gik Det radikale Venstres politik, som ovenfor naevnt¹⁷⁸), direkte imod georgeistiske principper og vel at maerke med husmandsforernes tilslutning.

Afsluttende bemærkninger.

I hele den her behandlede periode var Det radikale Venstre übestrideligt det parti i hvilket georgeistiske anskuelser staerkest gjorde sig gaeldende. Overbeviste georgeister virkede energisk og tit med stor dygtighed indenfor dets rammer. De opnaede at gore en raekke af deres onsker i madeholden form til punkter pa partiets program og til led i dets politik. At dette lykkedes dem, trods modstand eller traeghed i partiets kerne, beroede i hoj grad pa at disse madeholdne krav ogsa var husmandsbevaegelsens. At det skete i et langsomrnere tempo og, isaer for den praktiske politiks vedkommende, i mindre omfang end i husmandsorganisationerne, finder sin vaesentligste forklaring i den omstaendighed at deres onsker ikke udenfor husmandsstanden havde synderlig folkelig baggrund. For sa vidt var det ikke lidt der blev naet. Derimod havde georgeisterne naesten aldrig held med at vinde tilslutning til udtryk for selve deres grundsyn. De kunde i sa henseende slet ikke mobilisere tilstraekkelige kraefter til at overvinde den skepsis de modte, og den indflydelse som andre social-radikale anskuelser ovede over sindene.

Nar partiledelsen til stadighed holdt igen overfor de i partiets kompetenteforsamlinger og isasr pa landsmoderne fremtraedende georgeistiskestemninger, kunde det haende at en ivrig georgeist erklaerede: »Deter ikke vaelgerne der skal rette sig efter de herrer inde pa rigsdagen; deter dem der skal rette sig efter vaelgerne«¹⁷⁹). Udtalelsen var

---

177) RA. Rodes arkiv, br. fr. Jakob E. Lange 22.11. 1919; cf. p. 278.

178) Cff. pp. 284-85.

179) RA. Rodes arkiv, till. II D, 13.-14.5.1911 (husmand Peter Ellekjser).

i overensstemmelse med radikal tradition. Men ved samme lejlighed, landsmodet i Randers 1911, sagde en modstander: »Selv oni georgeisternekan fa flertal i denne sal, kan de ikke fa det blandt vaelgerne«¹⁸⁰). De to udtalelser belyser tilsammen den omstaendighed, kendt ogsa fra andre tider og andre partier, at de i organisationerne og saerlig pa landsmoderne virksomme vaelgere var de ivrigste, af en idealistisk anskuelse som georgeismen varmt tilskyndede til at gore en saerlig indsatsog netop derfor ikke repraesentative for vaelgernes flertal. Dette indsa de klogeste af georgeisterne meget vel og indrettede sig derefter. »Glad er jeg...«, skrev Lange privat efter valget i 1910¹⁸¹), »over, at vi ikke patvang det radikale parti vore ideer at ga til valget pa, sa havde vi jo faet skylden, og det vilde vaere naesten umuligt fremtidig at fa dem til at gore vore ideer til deres egne i en kamp«.

Denne afhandling blev indledt med et citat af Ove Rode, de ord fra hans Gimle-tale hvori han udtrykte sin tro pa social-radikale ideers samarbejde for tilvejebringelse af bedre tilstande end de herskende. Lidt laengere fremme i talen¹⁸²) hed det: »Alle social-radikale ideer, alle de ideer som gar ud pa at soge ned til ondets rod, hvad enten de nu kalder sig socialisme eller georgeisme eller de blot er udtrykte i et politisk partiprogram, ma vaere dem som det tilkommer os at arbejde med for at skabe en bedre fremtid«.

Deter vaerd at haefte opmaerksomheden ved disse ord. Som socialradikale ideer naevner Rode tre: socialisme, georgeisme og de i et partiprogram udtrykte ideer. Ved partiprogrammet taenkte han naturligvis pa det i maj samme ar vedtagne arbejdsprogram for Det radikale Venstre. Med socialisme mente han ikke marxismen, men bestraebelser for ved anvendelse af statsmagten, hans eget »nye indenrigsministerium«, at laegge en plan for samfundshusholdningen til gavn for de okonomisk svage. Betegnelsen var en venlighed mod regeringens socialdemokratiske stotteparti, men tanken bag ordet ogsa udtryk for at der hos Rode selv og i hans parti var ved at ske en styrkelse af de ideelementer som pegede frem mod hvad en senere tid har kaldt velfaerdsstaten. Som tredie komponent naevnte han georgeismen. Hverken til den eller til socialismen bandt han sig. Men de skulde beege have adgang til i samarbejde med de social-radikale ideer i arbejdsprogrammet at forme fremtiden. Vinkende med samme venlighed til socialister som til georgeister kaldte han til samling om arbejdsprogrammets konkrete social-radikale punkter. Pa den vis kan hans ord laeses som en traeffende karakteristik af georgeismens pa en gang vaesentlige og begraensede betydning som element i det social-radikale idekompleks.

---

180) RA. Rodes arkiv, till. II D, 13.-14. 5. 1911 (laege Bille Top).

181) RA. Langes arkiv, br. t. Leila Lange, f. Larsen, 23. 5. 1910.

182) Rt. 1916/17, F. sp. 855.