Indledning.

Hensigten med naervaerende af handling er at belyse en lang raekke forhold vedrorende den latinske skole og dens laerere i det forste arhundrede efter reformationen. Da flere af disse forhold ikke tidligere har vseret behandlet, har det nu og da vaeret nodvendigt at tynge fremstillingen med talrige eksempler, ligesom henvisningernes antal er blevet meget stort.

De statistiske oplysninger om rektorerne hviler pa rektorfortegnelser for alle landets lserde skoler. De er ikke fuldstsendige, men rummer dog godt 800 navne. Listerne er udarbejdede med F. E. Hundrups rektorfortegnelser som grundlag, men oplysningerne er suppleret og korrigeret meget kraftigt (fx. ved hjaelp af edsprotokoller, universitetsmatrikler, behandlinger af enkelte skolers historie og forskellige arkivalier).

Det har vaeret langt vanskeligere at fa overblik over horernes forhold. Som underordnet laererpersonale har horerne i hoj grad unddraget sig kilderne. I omtale bliver de ofte blot kaldt »forstelektiehoreren«, »andenlektiehoreren« osv., og angives endelig navnet, er det eneste man ved om manden ofte netop kun dette. Helt elendigt er det for de mindste skolers vedkommende, men selv for sa store skolers vedkommende som Viborg og Aalborg, kan F. E. Hundrup kun bringe oplysninger om henholdsvis 10 og 15 horere fra den her behandlede periode. Alene fra Helsingor og Roskilde kendes et storre antal af de underordnede laerere. Horernes forhold har jeg derfor ikke kunnet belyse statistisk, men kun ved eksempler, som jeg har anset for typiske.

De mindre skoler i Skane, Halland og Blekinge indgar ikke i undersogelsen,.
hvorimod jeg har taget et vist hensyn til hovedskolerne i
Lund og Malmo.

Lærernes økonomiske forhold.

I de urolige ar omkring reformationen brod det danske skolevaesen
sammen. Folk holdt op med at sende deres born i skole, dels pa grund
af krigsbegivenhederne, dels fordi de gejstlige embeder, som skoleundervisningenübnede

undervisningenübnedevejen til, ikkc mere forekom sa tillokkende som
tidligere.

Regeringen havde imidlertid ojnene abne for det uheldige i skolernes hcnsygnen, og allerede i kirkeordinansen palagdes det superintendenterne og de lokale ovrigheder at sorge for, at skolerne »kom til sig igen«, og at klassernes antal forogedes, sa at der kunne opnas »mere og storre ovelsc for bornene, end der plejer«. I mange byer havde der ikke tidligere vseret skoler, men det bestemtes nu, at der skulle vaere en latinskole i hver kobstad landet over. Det fremgar ikke af ordinansen, hvem der skulle ba>re de okonomiske byrder, der var forbundet med oprettelsen af disse nye skoler, men bevarede aktstykker viser, at det blev byerne selv.

I 1551 beordredes det saledes magistralerne i Nykobing S, Vordingborg, Praesto og Ringsted »med det forste at tilforordne et hus i byen til skole«, da kongen gennem superintendenten havde erfaret, at det endnu ikke var sket, og at bornene, »som ere der udi byen, lobe udi gaden og gore skalkhed og vsennes til utugU¹). Kongen viste sig dog meget villig til at hjselpe byerne, hvis de ikke selv magtede opgaven. Da borgerne i Grenaa anmodede om hjaelp til deres skole, fik de bade skaenket skolebygning og sikret faste arlige indtsegter til skolemesteren²). Ogsa andre steder gav kongen storre eller mindre tilskud til de nye skolebygninger. Det fandt som regel sted som en overdragelse af en floj af et nedlagt kloster, en bygning, horende til kirken, eller i et par tilfselde som sten fra en ode kirke³). Ogsa pengegaver blev givet til skolernes oprettels e⁴).

For at bringe skolevaesenet pa fode var det ikke tilstrsekkeligtatfaindrettet skolebygninger, men der matte ogsa sikres laererne et passende honorar for deres arbejde. Ogsa denne byrde blev til en vis grad palagt borgerne. Skolerne skulle bevare de indtsegter, de havde haft i den katolske tid, og for lserernes vedkommende betod dette, at de skulle 10nnes gennem skolepenge. Herom vidner udkastet til Chr. Us lov for landet. (Bestemmelserne kom ikke med i den endelige lov, sikkert fordi der skulle udsendes en sserlig skolelov.) Kun til domskolernes laerere synes der at have vaeret henlagt indtsegter af gejstligt gods, mens skolepengene i de mindre byer blev suppleret med »rektorpenge«, fri kost og bolig. Egentlige vidnesbyrd herom haves ganske vist ikke, men sandsynligheden taler derfor, da disse indtaegtskilder trseffes allerede i de forste ar ef ter reformationen.

---

1) Kancelliets Brevboger (K.8.), 13.7.1551.

2) K. B. 9.12.1558, H. F. Rdrdam: Danske Kirkelove (Rdrd.i, I 426—27. 456

3) Saledes i Svendborg, Odense, Hjorring, Slagelse, Aalborg og Skaelskor: Danske Kan celliregistranter (D. K.), 4.11.1541, 12.11.1541, 24.5.1549, Rord. I, 313, K.B 21. 7. 1554, 23. 7.1557.

4) Saledes i Thisted, Rord. I, 288 f.

Omkring 1520 var laerernes 10n sikkert ussel i de flesle byer. Chr. Us lov for landet onskede forbedringer gennem henlaeggelse af vikarier o. lign. til laererne og henstillede til bisperne, at de snarest muligt traf anordninger til, at dette kunne gennemfores. Vcd reformationen genoptoges disse tanker. Melanchton selv foreslog det samme, og i 153C opfordrede Johs. Bugenhagen Chr. 11l til at anvende en del af det inddragne kirkegods til skolevsesenets bedste. I kirkeordinansen lovede kongen da ogsa at »hjaelpe til«, hvis der noget steds skulle mangle de fornodne midler til at Ionne laererne med.

Losningen af den omfattende opgave at ik Ionningssporgsmalet bragt i orden overdrog kongen til at begynde med til superintendenterne og stiftslensmaendene, saledes at han selv kun skulle stadfaeste de bestemmelser, disse maend traf⁸). Deter naturligt nok, at det blev superintendenter og stiftslensmaend, der skulle fastsaette 10nnen. De forste var laerernes overordnede, og de sidste havde faet overdraget bestyrelsen af det inddragne kirkegods, altsa netop det gods, hvoraf laererlonnen eventuelt skulle suppleres.

Da der i efteraret 1540 blev afholdt bispemode i Kobenhavn, benyttede kongen lejligheden til at fa en redegorelse for de okonomiske forhold ide enkelte stifter⁸). Pi dette tidspunkt havde man kun ifa byer truffet bestemmelse om laerernes fremtidige 10n. Med sikkerhed vides det kun at vaere sket i Malmo, Ribe og Aalborg⁷); skolerne ide andre byer synes derimod at vaere blevet forsomt.

Som folge af de nedslaende oplysninger, bisperne var fremkommet med, opfordrede kongen i den folgende tid stiftslensmaendene til at opfylde de pligter, de havde over for gejstligheden, herunder ogsa latinskolernes laerere⁸). Hvorledes henlaeggelsen af 10n til embederne rent praktisk skulle ske, fremgar bade af recessen af 1540 og af brevene til lensmsendene: Superintendenter og stiftslensmaend skulle drage fra kobstad til kobstad og i overvaerelse af praester, borgmestre og rad registrere det gejstlige gods, der »ingen ret arving er til«, saelge det til borgerne og fordele renter og jordskyldsafgifter mellem de gejstlige embeder i byen. Forinden blev de hidtidige 10nninger utvivlsomt kontrollerede, og de afgifter, der af borgerne skulle betales til praester og laerere, fastsat.

Efter disse retningslinier blev laererembedernc forsynede med indtaegter.Del

---

5) Kirkeordinansen, Rord. I, 111. Chr. Ill's tredie kobenhavnske reces, sst. I 165

6) Rord. I 160.

7) S. Schartau: MalmS hogre allmanne laroverk (Schartau), 117—118, D. K. 9.5.1539, Rord. I, 163.

8) 1540 rettes opfordring til lensmacndene over Odense og Viborg stifter (Rord. I 160 —64), 1541 til Sjaellands stift, Aarhus stift og Skane (Rord. I, 177—78, Danske Magasin (D.Mag.), 3 VI 292, Kirkehistoriske Samlinger (Kh. SI.) 2 II 719—20).

taegter.Delvides saledes, at superintendenten over Fyns stift og lenslnaendencpa Najsbyhoved og Nyborg den 25.1.1541 opholdt sig i Svcndborg og sainmen med borgerskabet her afgjorde, hvordan byens kirke- og skolefunktionaerer skulle lonnes*). Fa dage senere, 1. 2., forhandledede samme tre maend pa lignende vis i Odense¹⁰), og endnu i 1550 anvendtes samme fremgangsmade pa Bornholm, da skolen i Ronne skulle genoprettes").

I de forstc ar efter reformationen fik laererne for en stor del deres Ion udbetall i klingende mont. Savel skolepenge og rektorpenge som jordskyldsafgifter blev erlagt i penge, men netop i disse ar begyndte de uheldige okonomiske folger af Amerikas opdagelse at fa betydning i Danmark. De store msengder solv, der blev fort til Europa, bevirkede, at solvets vaerdi faldt voldsomt. W. Scharlings undersogelser heraf har vist, at solvet alene i anden trediedel af det 16. arh. mistede halvdelen af sin kobekraft. Dette var selvfolgelig en meget alvorlig sag for de »fastlonnede« laerere. Det kan ikke undre, at de beklagede sig, og regeringen matte inden laenge tage fat p& en omfattende regulering af lserernes Ion. Arbejdet hermed kom i gang i begyndelsen af 1550'erne, og de indtsegter, der nu kom lsererne til gode, var af en sadan art, at deres vaerdi var mere stabil. De bestod forst og fremmest af tiendeafgifter, opgjort i kom, kod, smor, aeg osv. Den tiende, der i denne forbindelse er tale om, var naturligvis kongetienden, og deter forstaeligt, at regeringen noje matte have rede pa, hvordan disse tiendeafgifter anvendtes. Mens bisper og lensmaend tidligere havde haft frie hsender i sporgsmalet om fastsaettelse af Ion, onskede regeringen fra 1550'ernes begyndelse blot, at eventuelle forslag til forbedringer skulle indsendes, sa at kongen selv kunne traede hja?lpende til, hvor det fandtes pakraevet. Den sendrede praksis fremgar af alle visitatsopfordringer¹²).

Disse opfordringer til visitats havde omfattende lonreguleringer til folge. Alene i den sidste maned for kongens dod udsendtes der gavebreve til ikke mindre end 12 skoler. Deter vaerd at bemaerke, at 9 af disse 12 breve tjente til at forbedre horernes kar. Fra tidligere tid vides horerne kun at have modtaget gavebreve fa steder¹³).

Den handfsestning, som Fr. II ved sin tronbestigelse matte underskrive,indledtes
med en paragraf, der blandt andet forpligtede kongen

---

9) Rord. I, 171.

10) Rord. I, 173.

11) Bornholmske Samlinger (B. SI.) VII, 59 f.

12) Rord. I, 331—32, 389—90, Kh. SI. 2 111 326—28.

13) Ribe (D.K. 29.5.1547 og 10.8.1548), Kobenhavn (K. B. 8.11.1554). Slagelse, Skselskor og Helsingor (Rord. I, 435—36, 438), samt Aarhus (K. B. ca. 1.12.1555). Denne sidste indtaegt var meget ringe (12 skilling), og allerede 1558 anfores det, at »der er ingen rente tillagt til locaternes (dvs. horernes) ophold udi Aarhus skole« (Rord. I, 540). Se endvidere exkurs 1.

til at fortsaette faderens arbejde mcd at sorge for, at skolerne fik gode laerere og disse forsvarlige indlaegter (vclsagtens Johan Friis's fortjeneste).I de folgende ar fik da ogsa en hel del skoler tillagt indtaegter, men del skete uden fast plan: Regeringen skred ind, nar der lod saerlig voldsomme klager, men samlede forsog pa at forbedre laererlonnen ophorte,og forst gennem den store skolereform 1739-40 blev laerernes indtaegter igen regulerede over hele riget.

Angaende regeringens arbejde med at ordne laererembedernes Ion star blot tilbage at naevne, at da der 1616-18 oprettedes konrektorater i Roskilde, Lund, Kobenhavn, Odense og Aarhus, blev disse embeder forsynede med indtaegter af samme art som rektoraterne.

De indtaegter, der har vaeret tale om i det foregaende, har alle vaeret knyttet til embederne. Det bor ogsa omtales, at kongen undertiden forundte enkelte laerere saerlige indtaegter. Disse horte saledes ikke til embedet, men fulgte med manden, nar han forlod det. Ved nogle af de storste skoler blev det dog naesten en fast regel, at skolemestrene efter at have virket en kort tid, blev forlenet med et kannikedomme, praebende el. lign. Dette var saledes tilfaeldet i Lund, hvor der 1561, 1565,1573,1576, 1583, 1588, 1590, 1601 og 1608 blev stillet kannikedommer (el. vikarier) til radighed for skolemestrene¹⁴). Et sadant kannikedomme var en stor indtaegtskilde og kunne i Lund medfore en arlig indkomst pa 130 tdr. korn, 12 far, 12 gaes, 24 hons, 12 tdr. mel, 350 kg smor, 20 laes ved samt 30-50 rdl. imont¹⁵).

I gennemgangen af laerernes ovrige indtaegtskilder vil det vasre naturligtat begynde med den eneste, der for reformationen synes anvendt i alle skoler: skolepenge, ogsa kaldet skolegaeld, skoleleje, tamperpenge m. m. Chr. Us lov for landet fastslog, at skolemesteren fire gange om aret havde ret til at indkraeve 3 skilling af hver elev. De to skilling skulle han selv have, mens horerne skulle have een. Efter reformationen skete der visse aendringer i skolepengenes storrelse og fordeling. I Ribe bestemtekongen 1554, at rektoren skulle oppebsere 20 rhinske gylden af sognepraesten i Dalum om aret mod ikke at kraeve skolepenge af de fattigste disciple¹⁶). De mere velstaende betalte stadig 16 album til skolemesteren og 8 til deres horer¹⁷). I Aalborg var der ikke fastsat nogen betaling for undervisningen, men mere velstaende elever betalte en frivillig gave, der bade kom rektoren og horerne tilgode¹⁸). I Skagen betalte de, der laeste latin, 2 mark om aret, mens de der laeste dansk, betalte1

---

14) K.B.

15) Ur Lunds Katedralskolas historia (1937), 102.

16) K.B. 25.5.1554.

17) B. Kornerup: Ribe Katedralskoles Historic (Kornerup: Ribe), I, 234 f.

18) K. Galster: Aalborg Katedralskole (Galster: Aalborg), 29, 33.

talte1daler halvarlig18). Mange andre steder ved man, at skolepenge
blev betalt af ct storre eller mindre antal disciple, og kun fa steder optrajderdenne
indtaegt ikke i regnskaberne.

En anden af de indtaegter, der tra?ffes pa et tidligt tidspunkt, er »rektorpenge«, ogsa kaldet »degnepenge«, idet den opfattedes som honorar for laerernes funktion som degn i byen. Nogle steder betaltes et par skilling pr. ildsled²⁰), andre steder belalte enlige 2 sk, segtepar 4sk halvarlig²¹). Skulle bade rektor og en horer have del i pengene, skiftedes de til at indkassere dem. Indtrcgten kendes ved hovedparten af skolerne, men borgerne slosede mere og mere med betalingen, sa dens betydning svandt vaesentligt ind.

De her omtalte degnepenge ma ikke forveksles med »degnerenten«. Hovedparten af landets laerere havde til deres einbede knyttet embedet som degn i en eller flere landsbyer og fik den dertil horende Ion, degnerenten, udbetall i naturalier. Af flere grunde kunne laererne ikke altid selv passe degnetjenesten; dels kunne sognene ligge langt fra skolen, dels kunne en enkelt laerer godt have henlagt flere kald til sit underhold. Normalt holdtes der derfor »evige substitutter«, der matte nojes med en del af den egentlige degnelon. Selv hvor der var en selvstaendig degn i sognet, skulle skolen have en afgift. I 1574 var dette blevet indfort pa Lolland²²), og Chr. Vs Danske Lov fastslog for hele landet, at en femtedel af saededegnenes kornindkomst skulle afstas til skolerne.

Lsererne matte patage sig andre opgaver i kirkens tjeneste end degnearbejdet. En del horere var tillige klokkere²³), og i byer som Hjorring, Skagen, Holstebro, Nakskov og ./Eroskobing var rektorerne normalt kapellaner. Da sogneprsesten i Grena i 1639 tvivlede om, at kapellan- og rektorembedet matte forenes, vidnede en del borgere pa bytinget, at kapellanerne »for deres 10ns ringheds skyld og for borgernes og bondernes ringe brugs skyld - som ej kunne tale flere at underholde - bestandig tillige havde vseret latinsk skolemester«²⁴). Enkelte steder kunne der til et lsererembede vsere knyttet stillingen som sogneprsest i et naerliggende landsogn, saledes var rektoren i Malmo laenge sognepraest i Hyllie sogn, rektoren i Vejle i Vindinge sogn, og konrektoren i Aarhus i Aaby-Hasle. Sadanne sognekalds indtsegter var altid sma; i Vejle matte rektoren endog fortsaette med at indtage sin kost hos borgerskabe t²⁵).

---

19) C. Klitgaard: Skagen Bys Historie (Klitgaard: Skagen), 546.

20) fx. i Lemvig, Hardsyssels Aarbog 1919, 53.

21) fx. i Nyk. F., J. Lollesgaard: Nykobing Katcdralskoles Historie (Lollesgaard), 25.

22) Historisk Tidsskrift (H.T.), 2V 137.

23) fx. i Faaborg, Svendborg Amt 1920, 138, og Nyk. F., Lollesgaard 82.

24) C. Svenstrup: Grenaa Bys Historie, I 250—51.

25) Vejle Amts Aarbog (V. A. A.), 1910, 164.

Ogsa verdslige bierhverv kunne laererne have. I de mindre fynske byer anvcndte man dem til byskrivere, indtil kongen i 1561 forbod del, da han frygtede, at det ville gaud over deres arbejde i skolen²⁰). I Skagen var skolemesteren 1555-80 tillige byskriver²⁷), og ligeledes i Kalundborg virkede laerere som skrivere²⁸).

For disciplenes medvirken som kor ved kirkelige handlinger som dab, bryllup og begravelse faridtes der i hver by regler for honorarets storrelse. Dette afhang af mange ting: Hvor mange kirkeklokker, der skulle ringes mcd, hvor mange af skolens klasser, der deltog i sangen, og om der blev sunget pa dansk eller latin; ved bryllup om dette stod i hjemmet eller kirken, og ved begravelse hvor graven var placeret. De penge, der blev tjent pa denne made, fik savel disciple som laerere del i. Det samme gjaldt de penge, »discantpenge«, som skolens kor kunne indsamle, nar de under ledelse af laererne drog syngende gennem gaderne ved de store hojtider.

Nar en elev blev optaget i skolen, matte han betale »introduktionspenge«,
og nar han forlod den, kostede det et mindre belob at fa udstedt
testimonium. Disse penge tilfaldt rektor selv.

Til forbedring af 10nnen havde private undertiden stiftet legater, og i enkelte tilfaelde matte der af byen ydes vsesentlige bidrag til laerer-10nningerne. Helsingor fik horeren lon af byen fra 1576, og da skolens laererstab i tidens 10b forogedes med yderligere 4 horere, 10nnedes ogsa de af byens kasse, da skolens egne indkomster ikke kunne sla til²⁹). I Middelfart delte rektor og horer fra 1573 hvert ar 50 rdl af byskatten i forholdet 2:1³⁰), og i Bogense udbetalte magistraten omkr. 1600 skolemesteren 20 daler arligt⁸¹). I Aalborg palagdes det 1621 borgmestre og rad at sorge for bedre indtasgter til rektoratet. Her synes det, som om man palagde enkelte borgere at udrede pengene, men da betalingen hurtigt svigtede, matte kongen i stedet henlaegge embedet tiendeindtaegte r³²). Ogsa bykirken kunne forpligtes til at stotte laererne med faste arlige ydelser, saledes i Grena fra 1558 og i Kolding fra 1562⁵³).

Laererne havde fribolig, men som regel var den yderst primitivt indrettet.Normalt
havde horerne hver et lille vaerelse i skolebygningen
til deres radighed. Udstyret var spartansk. En inventarfortegnelse fra

---

26) K.B. 4.4.1561.

27) Klitgaard: Skagen, 545.

28) M. Mackeprang: Dansk Kobstadsstyrelse til 1619, 126

29) D.Mag. 3 II 201, 203, M. C. Arnholtz: Bidrag til Byen Helsingors Historie (Am holtz), 9, 26.

30) K. B. 17.10.1573.

31) K. B. 31.1.1604.

32) K.B. 7.5.1621, 4.8.1621, 17.12.1633, 1.3.1636, 19.5.1640 (livsbrev til rektor gavebrev til rektoratet pa samme indtaegt 1648, F. E. Hundrup: Lsererstandcn ved Aalborg Katedralskole (Hundrup: Aalborg), I, B—9).8_—9).

33) K. B. 9. 12. 1558. J. J. Fyhn: Efterretninger om Kjobstaden Kolding, 1848, 139.

omkr. 1650 oplyser, hvad der fandtes pa horernes vaerelser i Naestved: oversle horer havde »et gammelt bord, tvende gamle bsenke«, mens nederste horer matte nojes med »en fyrskive, en fyrbaenk med een fod, en andcn med tvende skaeve fodder«^M). Rektor (og konrektor) havde lidt mere plads, og i de storste byer var der gerne tale om en saerlig »rektorresidens«. I Naestved stod folgende inventar til rektors disposition:»en askeskive, en liden fyrskive, fire baenke af fyr, en vind-jernkakkelovn,et bogskab med 7 rum i studerekammeret, en fyrseng med fyrhimmel i sengekammeret«^M). Det braendsel, laererne behovede, synes de at have faet gratis³⁵).

Som den sidste Ionningsform, der skal omtales her, star den frie kost. Det har formodentlig fra den forste tid efter reformationen vaeret skik, at laererne fik gratis forplejning hos borgerne, og ret hurtigt har regeringen betragtet det som en pligt, der pahvilede dem. Ellers kunne kongebreve derom vel ikke vaere holdt i sa strenge vendinger, som de er: I 1578 udsendte Fr. II et abent brev, hvori han »strengeligen og alvorligen« befalede at skolemestre og horere i de sma kobsteder pa Fyn skulle »fange deres kost af borgerskabet udover den Ion, de ellers har«³⁰). Fire ar senere sendtes et lignende brev til Nykobing M. og Thisted. Heraf fremgar det ogsa, at deter »skik i andre sma kobstaeder, at horerne ma have deres underhold hos borgerne«³⁷.

I et overmade stort antal byer ved man, at laererne havde fri kost. I Svendborg ordnedes det i 1586 pa den made, at rektoren fik kosten i St. Nicolai sogn, hvor han var degn, mens overste horer fik i Frue sogn, hvor han var degn. I hvert af sognene udvalgte magistraten 7 mand, der skulle bespise laererne een dag om ugen, hvert ar skulle der vaslges nye maend³⁸). At det ikke var sma maltider, der skulle serveres, fremgar fx. af reglementet om laerernes kost i Nyborg fra 1587: Rektor og de to horere skulle have to maltider om dagen, hver gang 4 retter mad, steg mindst to gange om ugen, og 4 potter 01 daglig³⁹). Det siger sig selv, at borgerne i det lange 10b ikke var interesserede i de faste middagsgaester, og fra senere tid haves der eksempler pa, at en rektor matte soge medhold hos landsretten for at fa sin kost⁴⁰).

I de storre byer ordnedes det ofte sadan, at laererne sammen med
en del af eleverne skulle have fri forplejning pa et kongeligt slot, pa
byens hospital el. lign. Laererne kunne sa ogsa sorge for, at spisningen

---

34) Praesto Amt 1920, 12.

35) Saledes i hvert fald i Helsingor, Diplomatarium Helsingoranum, 128, og Kolding K.B. 3.7. 1639.

36) K. B. 19. 7.1578.

37) K.B. 14.12.1582.

38) Kh. SI. 4 II 559—60.

39) A. F. Miilertz: Historiske Efterretninger om Nyborg latinske Skole, 1821, 5—6.

40) Det skete i Maribo 1679, C. C. Haugner: Maribo Historie 11. 83.

foregik i ro og orden og fore kontrol med de ovelser i talefaerdiglied pa latin, der ved samme lejlighed skulle finde sted. Sadanne ordninger indfortes i Odense, Aalborg, Helsingor, Ringsted, Slagelse, Nykobing F og Randers⁴¹). I Nyborg fik de tre laerere oprindelig kosten pa slottet, men da dette bortforlenedes pa genant, matte borgerne trade til som vaertsfolk. Dette var de dog meget uvillige til, og kongen bevilgede derfor i 1587 sognepraesten en saerlig indtaegt mod, at han patog sig opgaven.Dette faldt vel i borgernes smag, men til gengaeld blev laererne utilfredse. 11597 gav de biskoppen til kende, at de onskede at fa kosten et andet sted pa grund af »hustruens gnavenhed og den magre kost«⁴²). I Kolding skulle der udredes et fast belob af kongens indtaegter, og for dette skulle laererne og en del elever tinges i kost hos en mand i byen⁴³). Borgernes manglende lyst til at servere mad for laererpersonaletresulterede i, at den ene by efter den anden gik over til at udrede et bestemt belob i stedet. I Nakskov skete det allerede 1573⁴⁴), i Slagelse derimod forst omkring 1750⁴⁵).

Sammenfattende kan det siges, at laererstanden foruden fri bolig og kost 10nnedes gennem en lang raekke forskellige afgifter. Storst betydning fik de tiende- og jordskyldsafgifter, der af staten blev knyttet til embederne. Omfanget af indtaegterne fra de omliggende degnekald var voksende, da stadig flere kald matte svare afgifter til skolen, men til gengaeld synes det som ora skolepenge og rektorpenge tabte i betydning. De indtaegter, laererne havde gennem elevernes sang, var vistnok ganske betydelige, men efter en del kongelige forordninger i Iobet af det 17. arh. om at iagttage mere sparsommelighed ved bryllupper, begravelser etc., mindskedes de belob, skolen ved disse lejligheder kunne indtjene. Gebyrerne for ind- og udskrivning af elever var vist for sma til at kunne indvirke pa Ionnens storrelse.

Laererne opdelte gerne selv deres regnskaber i »visse« og »uvisse« indkomster. Som »uvisse« betegnedes de indtaegter, der var afhsengige af elevernes og borgernes antal, velstand og gavmildhed. De »visse« indtaegter var mere stabile, men dog alligevel langtfra af samme storrelsefra ar til ar. Saededegnene var altid meget utilbojelige til at betale afgift til skolen, og mange gange matte laererne soge bistand hos retten

---

41) K.B. 30.10.1554, 10.12.1558, Rord. 11, 211 f. (jvf. H. de Hofman: Samling af Fundationer VII, 66—68), K.B. 28. 7.1580, 22.12.1581, Lollesgaard 31, H. M. Flemmer: Historiske Efterretninger om Randers laerde Skole, 74. Derimod omtales det ikke, at skolemesteren i Aarhus deltog i elevernes bespisning, jfr. K. B. 6.12. 1558, 5.5.1560, 25.8.1580, 14.11.1581, 12.4.1597.

42) K.B. 6.11.1586, 8. 6.1587, Jacob Madsens Visitatsbog, ved A. R. Idun (J. M.), 73, 77.

43) K. B. 22. 6.1580.

44) H. T. 2 V 136.

45) Soro Amt 1930, 76.

for at fa pengcne. Vaerdien af de indkomster, der var fastsat i naturalier,afhang af kapitelstaksten for det pagseldende ar, men desuden kunne det ske, at noget af det gods, der var henlagt til et embede, kom til at liggc ode, dvs. at det ikkc blev bortforpagtet, sa laererne mistede hele indta'gten deraf. Disse indtajgter blev iovrigt ikke betalt til laererne selv, men afregning fandt sted gennem magistraten, kirkevaergerne, lensmanden,biskoppen eller kapitlet. At disse forskellige mennesker ikke altid var lige ivrige for at udbetale laererne deres lon, fremgar fx. af et abent brev fra 1560, hvori kongen befalede borgmestre og rad i de fynske byer ikke aI forholde »skoletjenerne« deres indtaegt, men udbetale bade de visse og de uvisse indtaegter og aflsegge regnskab⁴⁰).

Det kunne ogsa skc, at laerere pa grund af saerlig darlige forhold, saerlig popularitet eller saerlig dygtighed fik »personlige tillaeg«, af byen i form af et pengebelob⁴⁷)» af staten i form af skattefrihed eller overdragelse af et praebende, en tiendeindtaegt el. lign.⁴⁸). Hyppigt bevilgede kongen endvidere indtaegter til laerere med det formal, at de skulle foretage studierejser i udlandet⁴⁸).

De usikre okonomiske forhold, som lsererne levede under, kunne resultere i, at en skoles rektor et ar tjente mindre end de underordnede laerere. I 1574 var det tilfaeldet i Nakskov⁵⁰), og sa sent som omkring 1740 var konrektorernes 10n i Aarhus og Ribe betydeligt storre end rektorernes, da dele af disses jordegods la 0de⁶¹)-

Disse forskellige omstsendigheder i forbindelse med kildernes utilstraekkelighed umuliggor en angivelse af 10nningernes absolutte storrelse, men ad en anden vej kan man derimod til en vis grad slutte sig til deres storrelse i forhold til hinanden og fx. i forhold til sognepraestens

Regeringens svigtende interesse for skolesager i tiden fremover resulteredebl. a. i, at laerernes lon ikke aendredes vaesentligt for ved den store skolereduktion i 1740. Til brug for denne gjorde bisperne indberetningerom skolernes okonomi, og flere af disse findes endnu⁵¹). Oplysningerneheri viser, at en rektor i lon fik det 2-3 dobbelte af en horer ved samme skole, og med et vist forbehold kan en rektorgage i en mindre by ligestilles med en horergage i en stiftsby. Jeg vil formode, at dette ogsa gjaldt i den her omtalte periode. Rimeligheden heraf understreges dels af, at de uddannelsesmaessige krav til stiftsskolernes horere og de

---

46) K. B. 8. 9.1560, jvf. 14. 8.1566.

47) fx. i Helsingor 1586—87, Kh. SI. 3 IV 330, jvf. D. Mag. 3. II 203

48) Talrige eksempler i K. B.

49) X, B. 27.4.1574, 4. 3. 1576, 28. 5.1581, 19.10. 1584, 11. 7.1587, 12.11.1588, 12.15 1622. 20.7.1633.

50) H. T. 2 V 137.

51) Hdskr. Gl. Kgl. SI. 1073, fol.

andre skolers rektorer var ens, dels af el par konkrete eksempler: Den vigtigste indtaegtskilde for lsererne i Middelfart, 50 rdl. af byskatten, deltes i forholdel 2:1 til rektor og horer^ns), og i Malmo fik rektorerne i de naermeste ar efter reformationen 100 mark &rligt, mens horerne fik 50⁰³).

Mens de ovenforstaende angivelser fremsaettes med et vist forbehold, kan i hvert fald een ting siges med sikkerhed: Lonnen var meget ringe. I Malmo var Ionnen til rektoren og hver af horerne henholdsvis 1/5 og 1/10 af sogneprsestens 10n⁶³). I Helsingor fik sognepraesten 10-12 gange mere end horerne^M), og i Middelfart fik kapellanen lige sk meget af byskatten som rektor og horer tilsammen.

Rektorembederne i de store byer blev efterhanden nogenlunde aflonnet, men i de andre byer var de okonomiske forhold slette, i Nyko~ bing M matte horerembederne endog sta ledige halve ar ad gangen af den grund⁵⁵). Talrige gange klagede lasrerne deres nod, og talrige gange gjorde bisper og lensmaend i deres indberetninger opmaerksom pa, at 10nningerne burde reguleres. Dette blev der ogsk taget til orde for, da der i 1631 var tale om en revision af kirkeordinansen. I et forslag til en tillaegsbestemmelse anfortes det, at laerernes 10n burde suppleres af lensindtaegterne, sa at skolemestrene ialt fik mindst 100 rdl og horerne 90 rdl arligt⁵⁶). Lige sa lidt som selve revisionen blev denne bestemmelse fort ud i praksis.

Nar laßrerne blev 10nnet sa usselt, som de blev, kunne man forvente, at det fik uheldige konsekvenser pa en eller anden made for skolevassenet som helhed. I de naermest folgende afsnit skal jeg soge at pavise disse konsekvensers art og omfang.

Lærernes funktionstid.

Det var en direkte folge af de slette okonomiske forhold, at lsererne sa hurtigt det lod sig gore sogte andre embeder. I Middelfart opgav rektor Jesper Madsen sin stilling ar 1600, da han var utilfreds med sine indtaegle r¹); aret efter skete det samme i Assens, da rektor Niels Pedersen

---

52) K.B. 17.10.1573.

53) I regnskabsprotokollen fra 1538 angives det, at hver af horerne ligesom rektor skulle have 100 rdl., men regnskaberne fra de fig. ar viser, at horerne soedvanligvis fik 50 rdl., overste horer dog noget mere, Kh. SI. 2 II 217_—18, jvf. Schartau 118, note 10.

54 ) Ca. 1610: Sognepraesten ca. 450 mark, horerae 40, 40 og 32 mk. (M. Mackeprang: Dansk Kobstadsstyrelse, 270). Ca. 1630: Sognepraesten ca. 200 rdl., horerne 16, 16, 12 og 9 rdl. (Arnholtz, 9).

55) Chr. V. Christensen, Nykobing paa Mors, 268.

56) Kh. SI. 3 II 117.

1) K. SI. 3 V 493 f.

ikke kunne »na sin lon«²); og af et abent brev lil Viborg 1613 fremgar det, at »duelige personer pa grund af den ringe lon ofte har mlittet begive sig fra skoletjenesten«³). Da der ofte var stor forskel pa laerernes arbcjdsplaner, var hyppige laererskifter til stor gene for undervisningen. Undertiden kraevede biskopperne derfor, idet de ansatte nye rektorer, at dissc i mindst 3 ar skulle lede den pagaeldende skole. Sadanne lofter toges dog ikke alt for hojtideligt⁴).

Ikke alene biskopperne, men ogsa regeringen var opmaerksom pa uleniperne ved de hyppige rektorskifter. I Viborg henlagdes 1613 et kannikedomme til rektorembedet i nab ora, at det skulle gore indehaveme mere stabile³), men det blev ved habet. Rektorskifter fandt stadig sted med stor hyppighed: 1615, 1617, 1625, 1626, 1631 og 1634 (kun to dode i embedet).

Forste gang, der i storre almindelighed ytres utilfredshed med de korte funktionstider, er i 1632. I den grundige undervisningsplan, der udsendtes dette ar, anfortes det, at det ville vaere til den storste nytte for skolevsesenet, hvis rektorerne ved de store skoler blev ansatte pa livstid, for at disciplene ikke skulle »forstyrres og saettes tilbage ved hyppige skifter⁸).

En undersogelse af rektorernes funktionstid giver folgende resultat:

Det har vaeret muligt i undersogelsen at inddrage 536 rektorer med en samlet funktionstid pa op imod 2300 ar. Der kan ikke vaere nogen tvivl om, at resultatet er palideligt. Hyppigst fungerede rektorerne altsa kun i et enkelt ar, og sa godt som halvdelen i hvert fald ikke over to. Man

---

2) J. M. 308.

3) K.B. 3.4.1613.

4) Se fx. Kh. SI. 3 II 741, Lollesgaard 52_—53, J. E. Rietz: Skanska skolvasendet historia (Rietz) , 368-369.

5) Rietz 652.

ma indromme, at biskoppernes beskedne onsker om at beholde laererne i
det mindste i tre ar ikke var übegrundede.

Et ganske ringe antal forblev i stillingen i over ti ar, og saerlige forhold har utvivlsomt spillet ind for deres vedkommende. Vcd stiftsbyernes skoler kunne det ske, at de ventedc pa, at et embcde ved domkirken skulle blive ledigt. Dette var tilfaeldet for rektorerne Peder Hegelund i Ribe (1569-80) og Hans Pedersen Horsens i Aarhus (1590-1602). De havde begge kort efter deres ansaettelse faet ekspektancebrev pa kannikedomme og vikarie ved domkirkerne⁰) og blev efter deres rektortid teologiske lektorer her. Et par andre, som Hans i Aalborg (1631-53) og Niels Aars i Viborg (1634-72) ma derimod betegnes som forlobere for den folgende tid, da stiftsskolernes rektorer normalt opfattede deres embeder som virkelige livsstillinger, hvor de forblev til dod eller entledigelse.

For de sma byers vedkommende ma det specielt fremhaeves, at en laerers videre Iobebane i hoj grad blev generet, dersom han indlod sig pa aegteskab. Laererne fortsatte som regel deres karriere med at blive sognepraest, men da der ikke fandtes nogen effektiv pensionsordning, skulle man i talrige tilfaside forpligte sig til at aegte enken efter den tidligere sognepraest for at fa embedet.

Et saerligt oplysende eksempel haves fra Vejle, hvor Soren Givskov ved sin ansasttelse som rektor i 1608 matte love ikke at gifte sig. Han trodsede imidlertid forbudet, giftede sig med en borgmesterdatter og fik fern born. Resultatet heraf blev, at han til sin dod matte forblive i det fattige rektorembede i byen. At grunden til hans forbliven virkelig var hans aegteskab, fremgar af et brev fra biskop Iver Hemmet til borgmesteren i Vejle. Borgmesteren onskede, at den nye rektor skulle forpligte sig til at aegte Soren Givskovs enke, men dette modsatte biskoppen sig og begrundede det med, at borgmesteren selv vidste, »hvad vanskelighed, der findes hos sadanne personer, som ere gifte ved skolerne; de ere snart opslaebte i sadan stor trseldom og kan ikke vel blive forfremmet for deres giftermals skyld, som vi har eksempel nok pa udi Hr Soren, som sad udi 18 samfulde ar og kunne ikke blive removeret for sadanne arsagers skyld, som vi ellers gerne ville«⁷).

Iovrigt var ovrigheden meget skeptisk over for, om en gift mand p&lideligt kunne varetage unges opdragelse. Giftede en laerer sig kunne det derfor ske, at han blev sagt op. Saledes gik det 1584 i Hillerod, hvor Anders Vejle blev gift og derfor »samme skoletjeneste herefter ikke sa bekvemmelig kan vare og foresta, som det sig bor«⁸).

---

6) KB. 15.3.1573 og 7.11.1590.

7) V. A. A. 1910, 165, Jyske Samlinger (J. SI.) 4 IV 75—82.

8) B. Kornerup: Frederiksborg Statsskoles Historie, 12.

De 42 konrektorer, der ansattes for 1640 afviger i sporgsmalet om
funktionstid ikke fra rektorcrnc. En trediedel sad inde mcd embedetikun
eet ar, ingen i 10 ar eller derover.

Som der blcv gjort rede for i indledningen, er oplysningerne om horerne sa sparsomme, at det ikke er muligt at foretage tilbundsgaende undersogelser for deres vedkommende. Kun fra Roskilde og Helsingor kendes der sa mange, at der vil vaere rimelighed i at beregne deres gennemsnitlige funktionstid. Det viser sig, at hverken Roskildelaererne 1580-1640 eller Helsingorlsererne 1580-1620 virkede mere end tre ar i gennemsnit"). Del er sin egen sag at lade gcnnemsnittet fra blot to skoler gselde for den samlede horerstand. Pa den ene side var deres indtaegter vaesentlig ringere end rektorernes, sa de sikkert gjorde alt for at komme bort i en fart, men p§. den anden side var deres uddannelse rigtignok ikke sa omfattende, sa det voldte dem sikkert storre vanskeligheder at blive forfremmet.

I forbindelse med horernes funktionstid ma endnu et forhold omtales. Horeiionningerne ved samme skole afveg ikke rneget fra hinanden, men del var dog sadan, at jo hojere klasse man underviste, des mere fik man i 10n. Af denne grund var det saedvane, at hvis fx. 3. lektiehoreren forlod sit embede, avancerede 1. og 2. lektiehorerne til at undervise henholdsvis 2. og 3. klasse, og en ny laerer til nederste klasse blev ansat. Dette betod, at selv om en laerer kun virkede et par ar ved en skole, kunne han godt risikere flere gange at skifte klasse. Eleverne i flerarige lektier matte folgelig ustandselig skifte laerer.

Det bor ogsa omtales, at der fra en senere tid haves eksempler pa, at horerne forblev i deres embeder i talrige ar¹⁰). At sadanne maend, for hvem horerembedet blev en livsstilling, skulle have eksisteret alleredetidligere er meget sandsynligt. Det fremgar ikke direkte af kilderne, men det gjaldt sikkert Knud, der 1588 var horer i Nyborg, og om hvem Jacob Madsen i sin visitatsbog skriver »en gammel karl, duer ikke«, eller om den samtidige Jorgen i Svendborg, der af biskoppen fik omtrenl samme vidnesbyrd¹¹). Nar sadanne horere forblev i stillingerne, skyldtesdet

---

9) S. N. J. Bloch angiver a) — suppleret med Wibergs praestehistorie — ca. 90 horcre i Roskilde i perioden 1580^—1640. Med en lsererstab pd. 5 horere giver dette en gennemsnitlig funktionstid pa 3 3 ar. I Helsingor kendes i perioden 1580^—1620 ca. 35 horere b). Lsererstaben var 1576—91: 2, 1591—1617: 3 og 1617—1648: 4 horere c). Ogsa her bliver gennemsnittet 3,3 ar. Da det imidlertid ikke er sikkert, at alle horerne er kendt, er de anforte genncmsnitstal de storst mulige. a) Bloch: Bidrag til Roskilde Domskoles Historie, 1842_—46 (Bloch). b) Kh. SI. 3 IV 350—57. c) Laurits Pedersen: Helsingor i Sundtoldstidcn, II 268b.

10) Fx. Rasmus Madsen, horer i Nyk. F. 1646—82, Lollesgaard 91^—92, og Peder Ulf, horer i Roskilde 1664—1704 (Bloch, 1843, 38 og 1846, 12).

11) J. M. 73, 187.

tesdeti senere tid, at de manglede uddannelse, der berettigede dem til avancement, ikke alene til kirkestillinger, men endog saledes, at de kun kom til at undervise skolens yngste elever. Karakteristisk nok var de to gamle horere, Jacob Madsen omtaler, begge laerere i nederste klasse.

Endelig skal det bemaerkes, at regeringen flere gange stottede laerere, der havde virket i lange arraekker. Var de endnu ikke »udarbejdede«, blev de hjulpet til et praestekald; aldrende eller svagelige msend kunne derimod fa et vellonnet degnekald, afgift af omegnens kirker eller skattefrihe d¹²). Ikke alene rektorer, men ogs& horere kunne fa stotte pa denne made¹³).

Lærernes kvalifikationer.

De krav, der i kirkeordinansen blev stillet til laerernes uddannelse, var meget übestemte. Det anfortes blot, at de skulle vaere »duelige og bekvemme forstandere«. Pa Antvorskovsynoden 1546 praeciseredes kravene nojere: Rektorer for skoler med fern lektier skulle vaere magistre, de fire horere her samt landets ovrige rektorer skulle have taget baccalaurgraden. Til horerne ved de sma skoler stilledes der ingen krav. Man sa i ojnene, at de darlige okonomiske forhold ved disse skoler forhindrede en undervisning sa omfattende som oprindelig planlagt og aendrede reglementet saledes, at laesningen i skolernes nederste klasser kunne forestas af nybagte studenter eller i nodstilfaelde af nogle af de oeldste elever. Disse bestemmelser om laerernes uddannelse stod ved magt indtil 1604.

I det forste halve sekel efter reformationen traeffes der ved latinskolerne en lang raekke dygtige rektorer. Man kan med sikkerhed anfore en snes msend, der alle savel i deres rektortid som i deres folgende embeder udviste den storste dygtighed. For smaskolernes vedkomme.nde er kilderne for sparsomme til at give et tilfredsstillende billede af laerernes dygtighed, men at skolen i Vejle i talrige ar blev ledet af den beromte Niels Bredal, viser dog, at man ogsa her kunne traeffe fortrinlige skolemestre.

De korte redegorelser for laerernes kvalifikationer, der indgar som led i de eksisterende oversigter over skolevaesenets historie, anforer ofte, at laererstanden henimod det 16. arhundredes slutning blev mere og mere uduelig. Denne pastand grunder sig i det vaesentlige pa et kongebrev fra 1594¹). I dette beklagede kongen skolevaesenets slette tilstand og bebrejdedebisperne, at de, nar et embede blev ledigt savel i store som sma

---

12) Talrige eksempler i K. B.

13) K. B. 22.11.1592, 5. 3.1595, 27. 9.1596, 10.10.1607, 18.12.1632 og 26. 5.1640.

1) Rord. 11, 519—20.

skoler, ansatte laerere, der var »meget unge, ulaerde, uforstandige og uduelige«. Det siger sig selv, at med et sadant grundlag kan en karakterislikaf laererne ikke blivc sserlig flatterende. Det synes ikke som om nogen har gjort forsog pa at undersoge, hvilke faktiske forhold de nuivnte klagepunktcr egentlig daekker over. En fuldt tilfredsstillende undersogelse er det ogsa vanskeligt at foretage, da kilderae til lserernes forhold for tiden for 1594 i hoj grader raangelfuld; i saerdeleshed ma tabet af den aeldste universitetsmatrikel beklages: Det ma ogsa bemaerkes, at universitetet netop i de foregaende ar kun sjseldent havde foretaget magister- og baccalaurpromotioner. Magistergraden kunne i de foregaende20 ar kun erhverves 1580, 1585, 1591 og 1593²), og navnlig synes det, som om professorerne havde modvilje mod at tildele baccalaurtitler.De havde indtryk af, at nar en student var blevet baccalaureus, henfaldt han til overmod og slosede med de videre studeringer³). I slutningen af det 16. arh. foretoges promotioner sjaeldnere og sjaeldnere. I 1593 var det 9 ar siden, at den sidste promotion havde fundet sted, og til sidst skete det kun, nar kansleren direkte befalede det*). Det ma derfor ofte have vaeret svaert for biskopperne at finde folk med de kraevedeeksaminer, som var villige til at trsede i skolens tjeneste.

Skal man soge at skabe sig et indtryk af omfanget af de misligheder, som kongen patalte i 1594, ma det have sasrlig betydning at fa klarlagt, hvorledes rektorerne ved rigets hovedskoler var kvalificerede til deres stillinger. Hovedparten af studenterne til universitetet rekrutteredes herfra, og i rektors flerarige klasse skulle eleverne erhverve de sidste kundskaber, for de blev dimitterede. Det viser sig, at rektorerne bade med hensyn til alder og uddannelse var deres stillinger voksne i den sidste halve snes ar for kongebrevets udstedelse i sa betydningsfulde byer, som Kobenhavn, Roskilde, Aarhus, Viborg, Ribe⁵), Lund og Malmo. I Malmo var Peder Lauridsen ganske vist ikke magister, men da han i 1591 forlod skoletjenesten efter 19 ars virke, fik han et vidnesbyrd, hvori det hed, at han havde forestaet skolen »aerligt, troligt og vel som sig bor«, havde »undervist ungdommen med al flid og frugtbarhed« og bade i levned og omgaengelse havde forholdt sig kristeligt og vel⁶).

Vender vi os herfra til rektorerne ved de sma skoler i samme periode, er det rigtignok ikke muligt at sige meget om deres alder og uddannelse, men af Jakob Madsens visitatsbog fremgar det dog, at der i de nasrmestear for 1594 var ikke sa fa gode skolemestre pa Fyn. I Faborg var

---

2) Personalhistorisk Tidsskrift, 1 111 125_—26.

3) H.F. Rordam: Kjobenhavns Universitets Historie 1537—1621 (Rord. Univ.) 111,402.

4) Rord. Univ. 111, 32, 402.

5) Se exkurs 2.

6) Schartau 141.

skolemesteren i 1588 »mere end laerd nok til skolen«, rektor Harbo i Assens betegnedes samme ar som »l£erd og god«, og han undcrvisle ungdommen godt. Under hans efterfolger, Jacob Vejle gik alt »af hjertenslyst«, selvom der unaegtelig blev gjort fejl i grammatikken i rektors klasse. I Bogense fik rektoren godt skudsmal i 1588, og ogsa Mikkel Winter(1593-1600) roses. Kertemindelaererne fik gode vidnesbyrd bade underrektorerne Poul Andersen (-1588-92) og Hans Brun (1592-95). Jens Poulsen i Svendborg roses flere gange i sin lange fungeringstid (-1589-1603),og anfores der om Niels Jacobsen i Nyborg (1587-90): »Bray og punktlig. Ung mand, dog med skaeg«⁷).

Ogsa fra andre dele af landet baves der fordelagtige vidnesbyrd om laererne. Det gaelder naturligt nok ved monsterskolerne pa Frederiksborg og Herlufsholm og i Soro, men ogsa fra sa afsides liggende en by som Nykobing pa Mors, fortaeller et brev til stiftets biskop, at rektor Esbern Juul (1571-88) og horerne under ham tog »mserkelig (dvs. saerdeles) vel vare pa skolen«⁸). I flere tilfselde var skolemestrene ved de sm& skoler endog magistre eller havde studeret i udlandet. Saledes i Helsingor, Holding, Lemvig, Naestved, Randers, Hingkobing og Slagelse.

Som det fremgar af det foregaende kan man altsa ikke forsvare at drage generelle slutninger om laererstanden pa grundlag af kongens klager i 1594. I hovedskolerne var rektorerne i de nsermest foregaende ar faktisk magistre, og ogsa de sma skolers ledere var i mange tilfaelde tilfredsstillende.

Der ma selvfolgelig have vaeret en grund til kongebrevets udstedelse. Man kan da ogsa finde frem til nogle fa darlige skolemestre pa Fyn: Kverndrup i Nyborg (1590-94), Dyster i Svendborg (o. 1588) og Pors i Bogense (1592-93)⁹). Muligvis kan rektorerne ved skolerne i Odense og Aalborg have haft forskellige mangier — kilderne tillader hverken at bekrsefte eller afkraefte dette.

De bestemmelser om lserernes uddannelse, der udsendtes i 1604, afveg kun pa et enkelt punkt fra de tidligere, idet kravene til horerne ved de store skoler blev laempet: mens de alle tidligere skulle have baccalaurgraden, gjaldt det nu kun for de overste af dem. Dette giver os et fingerpeg om, at det navnlig var disse lserere, der ikke havde opfyldt de tidligere krav, men herom senere.

I Chr. IVs lille reces fra 1615 er bestemmelserne om lserernes uddannelseatter
de samme som antvorskovsynodens. Desuden bestemtes

---

7) J. M. 73, 131, 132, 190, 192, 193, 230, 271, 273, 301, 304.

8) F. E. Hundrup: Lsererstanden ved de nedlagte latinskoler i Hjorring, Nykobing M, m. fl., 5.

9) J. M. 74, 187—88, 273.

det i 1629, at horernc i hovedskolernes overste leklier skulle have taget
teologisk embedseksamen.

Det syncs, som om man fra begyndelsen af det 17. arh. gjorde sig slorre bestraebelser for at fa gennemfort eksamensbestemmelserne end i tidligere tid. Fra universitetets side indfortes atter regelmaessige promotioner, og der sendles i de folgende ar ofte indbydelser til skolerne om, at »hvo som blandt studenterne, der er kaldet til noget skolekald og villc til deres laerdoms vidnesbyrd prydes med laurbserkranses titul (dvs. baccalaurgraden)«, skulle indfinde sig pa universitetet pa en bestcmt dag¹⁰). Udvalgtes en mand til rektor for en stor skole, var professorerne villige til at eksaminere ham saledes, at han - skont han matte vente med selve magistertitlen til forste ordinsere promotion - dog kunne dokumentere sine kvalifikationer med et vidnesbyrd fra universitetet"). Det blev yderligere flere gange henstillet til bisperne at eksaminere teererne og afsaette dem, der ikke fandtes egnede¹²), og Chr. Friis skrev i 1606 personligt til borgmestre og rad i Malmo for at gore dem opmaerksomme pa, at byen kunne vente sig übehageligheder i fremtiden, hvis rektoren ikke snarest muligt erhvervede magistergraden¹³).

Resultatet af disse anstrengelser udeblev ikke. Af de 105 rektorer ved hovedskolerne, der ansaltes 1594-1640, vides 73 med sikkerhed at have taget magistergraden for eller i anssettelsesaret. Yderligere en halv snes fik den i 10bet af 1 eller 2 ar, og kun 5 vides at have erhvervet den pa et senere tidspunkt. De resterende 17 rektorer kan der ikke med bestemthed siges noget om. Dette skyldes utvivlsomt, at hovedparten (mindst 14) fungerede sa tidligt, at de ma have erhvervet magistergraden pa et tidspunkt, som universitetsmatriklen - der begynder 1611 - ikke daekker. Mange af dem vides pa et eller andet tidspunkt at have baret

Ikke alene hovedskolerne var forsynet med veluddannede laerere. Ved skolerne i alle storre kobstaeder traeffes endog magistre, og kun i de mindste byer synes det, som om laererne savnede de kraevede eksaminer.Der kendes op mod 100 eksempler pa, at rektorerne havde taget baccalaurgraden, men kun en beskeden del af disse virkede i smabyerne. Alligevel hengik der for disse rektorer gennemsnitligt 4% ar mellem immatrikulationen og ansaettelsen"). I mange tilfselde har studierne dog naeppe strakt sig over mere end et par ar, og i den resterende tid

---

10) H. T. 2 V 155.

11) Rord. Univ. 11l 404—05.

12) Rord. 11, 520, 111, 43, 181.

13) Schartau 139.

14) Det tilsvarende tal for hovedskolerne (nerved forstar jeg de 7 stiftsskoler, Kobenhavn, Malmo, Soro, Frederiksborg, Herlufsholm) er ca. 9 ar. I de storre kobstaeder (Helsingor, Horsens, Kolding, Koge, Nakskov, Randers, Slagelse, Vordingborg) er gennemsnittet ca. 6 ar.

liar studenterne fungerel som horerc eller huslaerere, men dette bibragtedem dog ogsa en del praktiske kundskabor, der kunne komme dem til gode som rektorer. I flere tilfaelde omtales rektorerne i selv de mindste byer da ogsa i rosende vendinger af magistrater, praester eller biskoppe r¹⁵).

De klager, der Iod i 1594 over laererstanden, blev gentaget i mindre staerke vendinger i 1604 og 1615¹⁰), men efter den foretagne undersogelse synes det ikke, som om rektorerne kunne vaere arsag hertil - i hvert tilfaelde ikke i de storre og mere betydningsfulde byer. Vi vil derfor vendc os mod horerne og soge at gore rede for deres uddannelsesforhold; kilderne tillader imidlertid ikke at anvcnde samme fremgangsmade som ovenfor.

Skont der ikke kendes meget til de enkelte horere i Odense, er det alligevel oplysningerne fra denne by, der bedst egner sig til at danne grundlag for en skildring af horernes kvalifikationer. Fra 1613 til 1617 fungerede den senere sogneprsest i Nakskov, Anders Perlestikker, som horer her, og af hans selvbiografi far man et godt indtryk af det underordnede laererpersonales uddannelsesforhold"):

Som laerer for nederste klasse udvalgte skolens rektor og stiftets biskop en elev fra mesterlektien. Som skolens andre laerere blev han hurtigt forfremmet. Sa snart en af skolens seldre horere forlod sit embede,rykkede de yngre en klasse op, og eleven, der underviste i nederste leklie fik overdraget anden, og eventuelt senere tredie lektie. Pa denne made var skolens 2-3 nederste klasser undervist af unge maend, der formelt stadig var elever i mesterlektien, selvom de rigtignok ikke blev undervist mere. Nar de havde fungeret et par ar, fik de testimonium udstedtaf rektoren, rejste til Kobenhavn og blev indskrevet ved universitetet.Efter kort tids forlob kunne de vende tilbage som »studiosi« og fortsaette laerergerningen i de aeldre klasser. Det kunne saledes nemt ske, at ingen af horerne fik den kraevede baccalaurgrad. I de naermeste ar for 1616 var der ingen baccalaurei ved skolen i Odense. Da der i 1616 ansattes en baccalaureus, fik han takket vaere sin akademiske grad straks overdraget undervisningen i 4. lektie. Det vakte stor fortornelse blandt skolens yngre laerere, da de derved gik glip af den ellers sa sikre forfremmelse. Kort forinden var der fra universitetet sendt meddelelse til landets skoler om, at de laerere, der onskede at erhverve baccalaurgraden,skulle

---

15) Assens i perioden 1596_—1603, J. M. 306—08, Kerteminde 1595, 1598, J. M. 133, Svendborg 1595—1604, J. M. 193—97, Middelfart 1602, J. M. 349, Steby 1619, 1622, C. Klitgaard: Optegnelser om vendsysselske Praestefamilier, 251.

16) 1604: »Undertiden forordnes i skoletjenesten personer, som ikke findes kvalificeret til sadant kald og bestilling med frugt at kunne betjene og foresta«, Rord. 111, 18; 1615 tales der om laerernes »uflittighed«, Rord. 111, 181.

17) H. T. 2 V 154—55.

graden,skulleindfinde sig ved universitetet den 30. april. Skolens 2., 3. og 5. lcktiehorere bestemte efter det passerede at folge indbydelsen. Nederstelektiehoreren matte blive tilbage, da hail endnu ikke var dirnmitteret.Dcr kom imidlertid forhindringer i vejen, og kun en enkelt fik gjort rejscn til hovedstaden. Derefter var der saledes ansat 2 baccalaurei ved skolen.

Der er ingen grund til at tro, at horerne i andre skoler var bedre kvalificerede end i Odense. Ogsa fra Ribe, Aalborg og Roskilde haves eksempler pa, at elever fungerede som laerere¹⁸), og den overvejende del af horerne synes overalt at have afsluttet deres skolegang i samme skole, som de virkede ved.

De overste horere i alle hovedskolerne synes at have laest i kortere
eller laengere tid ved universitetet, men hovedparten erhvervede dog
vist ikke den kraevede grad.

Efter alt at domme var horerstanden saledes utilfredsstillende uddannet,
og vi ma antage, at det var den, regeringens klager omkring
arhundredskiftet gjaldt.

Lærernes ansættelse.

Nar en mand skulle overtage stillingen som rektor for en skole, skulle han ifolge kirkeordinansen overhores af stiftets biskop, den pagaeldende bys sogneprsest og »de bedste i radet« og derefter ansaettes af biskoppen. Rektor skulle derimod selv »forsorge sig« med horere, men det skulle ske i samrad med byens sognepraest.

Normalt blev disse retningslinier formodentlig fulgt. I Malmo forhandlede magistraten i reglen med biskoppen i Lund, nar rektorembedet skulle besaettes¹); af biskop Hans Michelsens dagboger fremgar det, at hans ansaettelser af rektorer normalt skete i samrad med magistraterne ide pagaeldende byer²), og biskop Jens Gjodesen i Aarhus kraevede undertiden af de rektorer, han ansatte, at de villigt skulle forlade deres embede efter tre ars forlob, hvis borgmestre og rad ikke var tilfredse med maendene³). Ligeledes vides det, at rektorerne i Helsingor og Malmtf uden bispens indblanding somme tider drog til Kobenhavn for at skaffi sig horere⁴).

Undertiden handlede byerne mod bispernes onsker. Det skete i Nyborg,hvor

---

18) P. N. Thorup: Historiske Efterretninger om Ribe Cathedralskole, 1846, 112. Hunrirun: Anlhorrr TT. 21. Rlnrrh: RnskilHr- 1843 35 ivf 1844. 11 miiif r.hriatpncpni

1) Schartau 137 f.

2) Fynske Samlinger V, 413; VII, 66.

3) Kh. SI. 3 II 739.

4) Kh. SI. 3 IV 350, Schartau 137.

borg,hvorborgmestre og rad i 1602 overdrog rektoratet til en af skolens horere uden biskop Jacob Madsens vidende³); ligeledes optradtemagistraten i Mahno til tider noget selvradigt⁰). Der haves ogsa eksempler pa, at kongen greb ind i biskoppernes rettigliedcr ved at kraeve en bestemt mand ansat. I 1575 var det lilfaeldet i Aarhus, hvor den afholdte rektor Laurids Nielsen matte vige pladsen for Laurids Bording pa trods af biskoppens protest⁷), og navnlig i Viborg skete det hyppigt⁸).

Den almindelige tendens var dog imidlertid, at biskoppen tiltog sig storre myndighed, end kirkeordinansen berettigede ham til. I Vejle ansattes 1626 en rektor mod byens onske⁹), og da rektoratet i Assens stod ledigt 1639, overdrog biskop Hans Michelsen det til Jens Bidstrup, der var blevet afsat fra sin tidligere stilling som sogneprsest i Sandager pa grund af lejermal og brudt aegteskabs!ofte. Da byens borgmestre horte om udnaevnelsen, naegtede de at modtage manden, men Hans Michelsen erklaerede, at han ikke kunne tilbagekalde, hvad han een gang havde besluttet, og Bidstrup fik embedet¹⁰).

Ogsa horernes ansaettelse gled lidt efter lidt over i biskoppens haender. Som underskrivere i Jens Gjodesens edsprotokol trasffes hyppigt horere, og i edsprotokollen fra Ribe stift er det samme tilfaslde t¹¹). Rektoren i Vordingborg matte omkr. 1640 nogle gange opsoge biskoppen for at tale med ham om ansaettelse af nye horere¹²); i Nykobing F udovede Fyns biskop normalt kaldsretten¹³), og deter tidligere omtalt, hvorledes han ogsa deltog i udvaelgelsen af horere til Odense skole.

Alt i alt ma det siges, at biskopperne havde den afgorende betydning ved udvaelgelsen af laererne. De havde derfor rige muligheder for at hjaelpe en mand til en stilling i skolens tjeneste, og det ofte omtalte kongebrev af 1594, der er stilet til biskopperne, tager netop til orde mod sadanne protektioner. Det anfores, at mange laerere var »indskikket formedelst slsegt, byrd, svogerskab, vild og venskab*. At efterspore omfangetheraf er umuligt, men fra Kobenhavn er der bevaret oplysninger om et saerlig groft tilfaelde. Biskop Poul Madsen onskede at overdrage sin broderson, Mag. Christen Michelsen, det ledige rektorat. Christen

---

5) J. M. 80.

6) Schartau 137.

7) K.B. 9.12.1574, 1.2.1575.

8) K.B. 14.12.1615, 8.1.1617, 8.5.1625, 27.5.1626, 16.10.1630; lignende forhold i Ringsted: K.B. 25.12.1596, jvf. 19.1.1597; i Malmo: K.B. 10.4.1605; og i Manager: K.B. 10.1.1633.

9) J. SI. 4IV 78.

10) Aarbog for Odense og Assens Amter (A. O. A.), 1915, 339.

11) Kh. SI. 3 II 738 ff., Danske Samlinger, 1 IV 118, ribeprotokollen kun bevaret fra ca. 1643.

12) J. E. Suhr: Smaskrifter af paedagogisk og historisk Indhold 11, 58.

13) Lollesgaard 54.

Miehclsen studerede pa detle tidspunkt i udlandet og lod ikke til at have slor lyst til at opgive det frie studenterliv her. Det trak i langdrag med hans hjemkomst, og fra September 1576 til februar 1577 matte rektorgcrningenforestas af to af universitetets professorer. Den senere sa beromte historiker Niels Krag ansogle imidlertid kongen om den ledige stilling, og takket vajre Fr. Us hjaelp var det ham, og ikke Christen Michelsen,der i februar overtog rektoratet").

Biskopperne stod temmelig frit med hensyn til udvaelgelsen af herere. Fra regeringens side var der ganske vist stillet besteinte eksamenskrav, men da universitetets promotioner fandt sted uregelmaessigt kunne disse ikke altid overholdes, og det ser ud til, at biskopperne i stedet selv foretog grundige eksaminationer. Biskop Jens Gjodesen i Aarhus (1593-1626) havde saledes en saerlig protokol, hvori han lod alle, der sogte embede i kirke eller skole, aflsegge skriftlig prove¹⁵). Snarl skillle ansogeren foretage en oversaettelse til latin af en forelagt tekst, snart skulle han selv formulere en ansogning, udlaegge en tekst fra bibelen el. lign. Blev opgaverne ikke 10st tilfredsstillende, blev ansogerne afvist.

Ikke pa noget tidspunkt er der blevet slillet saerlige krav til laerernes alder. I 1594 haevdede kongen, at de gennemgaende var for unge, men dette kan kilderne ikke belyse til bunds. Blot kan det naevnes, at i hovedskolerne var rektorerne for detle ar gennemsnitlig 32 ar ved ansaettelsen; kun to, Niels Hvid i Kobenhavn og Johannes Pratensis i Aarhus, vides at have vaeret under 25 ar; deres videre Iobebane, der afsluttedes med henholdsvis bispe- og professorstilling, lader dog formode, at de selv i deres ungear havde dygtighed nok til at foresta en rektorgerning. For perioden 1594-1640 kan laerernes alder bedre praeciseres. Ved hovedskolerne var den gennemsnitlig 29 ar, ved de mindste skoler gennemsnitlig

I 1621 udgik der befaling fra regeringen om, at bisperne ikke matte ansaette sognepraester, der var mindre end 25 ar gamle¹⁶). Dette kom til en vis grad skolerne til skade, idet de msend, der for deres 25. ar havde tilendebragt de studier, der matte forlanges af en praest, ikke kunne kaldes til et sadant embede. I stedet lod mange af dem sig indtil videre nojes med en rektorstilling. Dette var medvirkende til de hyppige laerersldfler,og til at der efter 1621 traeffes sa mange unge rektorer ved skolerne. I de store byer kan folgerne ikke spores, men derimod i de sma. Ganske vist ansattes der stadigvaek flest rektorer pa 25 ar eller derover,

---

14) Rord. Univ. II 715—16.

15) Kh. SI. 3 II 738 f.

16) Rord. 111. 76.

men 75 % af dem, der var yngre, tiltradte efter udstedclsen af forordningenom
sogneprsestens alder.

For en mand blev ansat som rektor, matte han over for stiftets biskop aflaegge ed pa at foresta skolen flittigt og trofast, at vise sin gejstlige og verdslige ovrighed tilborlig lydighed og leve et »aerligl, tugtigt og aedru levned«¹⁷). Blev disse 10fter ikke holdt, kunne rektoren opfordres til at skrive en ny »forpligt«¹⁸), og syntes forbedring umulig, blev han afsat. I visse tilfselde fandt ogsa byerne det nodvendigt at afkraevc laererne Iofter af samme art, som dem de aflagde til biskoppen¹⁰).

Et krav om ikke at gifte sig indgik snart ide forpligtelser, der aflagdes til den gejstlige, snart i dem der aflagdes til den verdslige ovrighed²⁰). Kun rektorerne ved de storste skoler dannede undtagelser og ses hyppigt at have giftet sig for eller i embedstiden, hvad enten det skyldtes, at bestemmelserne ikke gjaldt for dem, eller at de fik dispensation. Alle andre laerere matte derimod ssedvanligvis leve ugifte, og endnu sk sent som i nogle bestemmelser vedrorende konrektoren i Aarhus fra 1671, nsevnes det, at han skulle leve ugift »som ogsa de ovrige laerere i de lavere klasser²¹).

iEgteskabsforbudet er muligvis et levn fra den katolske tid, da laererne som horende til den gejstlige stand matte leve i colibat. Nar det opretholdtes sa lsenge efter reformationen, star det utvivlsomt i forbindelse med laerernes darlige okonomiske forhold. Lonningerne tillod ikke, at de stiftede familie, og gjorde de det alligevel, var det ensbetydende med, at de matte leve et forhutlet og elendigt liv, der ikke egnede sig som eksempel for skoleeleverne. Som en sidste betydende faktor ma hensynet til forfremmelse anfores; dette punkt er omlalt ovenfor under lserernes funktionstid.

Forbudet mod aegteskab resulterede tit i overtraedelser af det 6. bud. Blev en lserers moralske udskejelser opdaget, blev han afsat. Undertiden gik magistraten eller endog stiftets biskop i forbon for ham. Da en horer i Assens omkr. 1600 forvistes pa grund af lejermal, klagede 24 borgere til biskoppen, fordi denne »for en ringe haendelses skyld« havde afsat ham²²). I Kancelliets Brevboger traeffes der da ogsa en raekke tilgivelsesbreve, der atter abnede en afsat lserer mulighed for at opna stilling i skolens eller kirkens tjeneste²³).

---

17) Eksempler pa rektoreder: Kh. SI. 3 VI 753 og 3 V 138.

18) fx. Kh. SI. 3 VI 750; J. M. 132, 188 og 273.

19) fx. J. M. 75.

20) fx. Kh. SI. 3 VI 753, V. A. A. 1910, 165.

21) E. G. Tauber: Historia Schoke Cathedralis Arhusiensis, 1817, 64

22) A. O.A. 1915, 343.

23) K. B. 27. 8.1626, 3.1.1630, 25. 6.1636, 20.10.1636, 9. 9.1638, 22. 4.1639.

Skolefag og skoleboger.

Som grundlov for det laerde skolevaesen indeholdt kirkeordinansen retningslinierne for undervisningen. Der blcv sondret mellem store skoler med 5 lektier og sraa skoler med 3 eller 4. I de sma skulle der laeses det samme som i de underste klasser i hovedskolerne, og for at komme hele pcnsummet igennem, matte eleverne afslutte deres skolegang i en stor skole. Latinundervisningen var dominerende, men de aeldste elever laesle dog lidt grsesk, og de yngste blev ovet i skonskrift; desuden undervistes der i sang.

Kirkeordinansens lzeseplan kom kun til at gaelde i fa ar. Allerede pa nationalsynoden i Antvorskov 1546 foretoges en del aendringer i den hensigt at skabe storre ensartethed i undervisningen. For de store klassers vedkomraende sendres nsesten intet, men man indsa, at det var forkert at regne med et klassetal pa 3 eller 4 i smabyerne. Man fordelte derfor stoffet pa kun to klasser. I underste klasse blev pensummet skaret ned, sandsynligvis for at en af de seldste disciple skulle kunne vaere i stand til at hjaelpe skolemesteren pa betryggende made. Til gengaeld udvidedes kravene til anden klasse.

Kirkeordinansens timeplan og Antvorskovsynodens lseseplan var de officielle retningslinier for undervisningen indtil 1604, men der haves flere eksempler pa at de ikke blev fulgt. Mange steder fortsatte man med de middelalderlige laereboger, men ogsa nye impulser kan spores, saledes stromninger fra Tysldand omkr. 1560.

I 1538 var der blevet oprettet et gymnasium i Strassburg, og dette kom hurtigt til at nyde internationalt ry pa grund af rektor Johs. Sturms dygtighed til at tilrettelaegge en grundig undervisning, der svarede til elevernes opfattelsesevne. Da hertug Christoffer af Wiirttemberg omordnede undervisningsvsesenet i sit land, var det naturligt, at han tog Sturms gymnasium til forbillede, og ogsa i Danmark kom Sturm til at nyde stor anerkendelse. Han blev knyttet til landet som politisk agent, og hans gymnasium blev besogt af talrige danskere.

Omkring 1560 arbejdedes der i Danmark med en revision af kirkeordinansen.Der foreligger el fuldt udarbejdet forslag fra maj 1561, men af en eller anden grund kom det aldrig i funktion som lov¹). Forslagetindeholdt et stort afsnit om skolevsesenet, og det viser sig, at dette naesten ordret svarer til den wurttembergske skoleordning. Forslagetregner med 6 klasser i de store skoler, graeskundervisningen bliver mere omfattende, og man gar - som Sturm - ind for en mildere skoletugt.Forslaget fik trods alt betydning. Mange steder indforer man nye

---

1) Gl. kgl. SI. 4°, 3182.

laereboger, og der er vidnesbyrd om, at geometri, aritmetik og fysik indforessom skolefag - ligeledes et punkt, som Sturm gik ind for; det optraederdog ikke i ordinansforslaget. Det var velsagtens bisperne der fik aendringerne gennemfort; biskop Niels Jespersens laeseplan for Odense skole indeholder ligefrem uddrag af ordinansforslaget²). Ogsa fra Kobenhavn,Ribe, Viborg, Roskilde og Herlufsholm er der bevaret vidnesbyrdom de nye princippers indforelse³); derimod vandt de ikke indpas i Aalborg⁴).

Selvfolgelig var det prisvaerdigt, at enkelte skoler sogte at gore undervisningen mere tidssvarende, men det enhedspraeg, som antvorskovsynoden onskede, forsvandt helt, hvilket skadede eleverne, da det dengang horte sig til at besoge flere forskellige skoler for man drog til universitetet. Undervisningen blev forvirret og ikke fyldestgorende, sa at velstaende foraeldre i stedet begyndte at sende deres born til de jesuittiske skoler i Tyskland. Regeringen sa en stor fare heri og frygtede, at katolicismen pa denne made atter skulle vinde indpas i landet. I oktober 1604 udsendtes derfor et kongebrev, der forbod de personer, der var blevet undervist af jesuitterne at fa kald i den danske skole eller kirke⁵). Fa dage efter patalte et nyt kongebrev den manglende ensartethed i skolernes undervisning⁸) og med professor Hans Poulsen Resen som leder pabegyndtes udarbejdelsen af en ny og mere tidssvarende laeseplan.

Reformen af 1604 fremhaevede stadig latinen som det vigtigste fag,
men graeskundervisningen udvidedes og realfag som aritmetik (dvs.
regning), geometri og musikteori indfortes.

I forbindelse med skolereformen stod de folgende artiers arbejde med at skabe et nyt laerebogssystem. Ogsa dette arbejde satte Resen sit prseg pa. I hovedsagen var hans laereboger ganske vist kun omarbejdede udgaver af Melanchtons, men saerlig opmaerksomhed kraever det, at han i 1610 udsendte en logik pa dansk. Som den forste i sin art var den behaeftetmed en maengde skavanker. Alle latinske termini skulle overssettes, og disse mange nye ord gjorde bogen naesten ulaeselig⁷). Ogsa for laerebogernci

---

2) Samlinger til Fyens Historie og Topographie, I 45^—48, jvf. S. M. Gjellerup: Biskop Jens Dinesen Jersin, 23.

3) R. Nyerup: Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark, 111, 1, 21, 28_—29, Kornerup: Ribe I, 312.

4) Bogliste fra 1587, Galster: Aalborg 57_—58.

5) Rord. 111, 16.

6) Rord. 111, 17—20.

7) Et karakteristisk eksempel er forklaringen pd »Et va;sen, er en vaerendes Ting, som haver Understsendighed ved sig selv og ikke lider, at det siges mere eller mindre at va?re til, men opholder Tilfald, udi hvilket adskillige Slaug siges at vaire disparater — adskillige at ligne — og ikke contrarier — tvertimod hverandre«.

bogernciinateinatik file Resen betydning, idet nye udgaver af klassikerneblcv
forsynede med Resens noter.

Man har men I, at reformen af 1604 aldrig blev fort ud i praksis. Da Aalborg i 1610 fik en ny biskop, gav han imidlerlid den tidligere gaeldende la\seplan en pategning ora, at den var blevet aendret i overensstenmielse med kongens befalinger⁸), og ligeledes i Soro og Nykobing F er der vidnesbyrd om rcformens gennemforelse⁹).

I 1619 opfordrede regeringen til forfattelse af nye laereboger. Caspar Bartholin skulle sorge for logik, dialektik og retorik, mens en latinsk og en graesk grammatik skulle skrives af bisp,rektor ogkonrekloriOdense¹⁰). Forst og fremmest var man fra regeringens side interesseret i rektor Knud Seeblads medvirken. Han havde tidligere studeret ved universitetel i Giessen, hvor man netop havde gennemfort en ny undervisningsmetode, der byggede pa Wolfgang Ratichs anskuelser. Ratich haevdede dels, at grundbogerne burde vaere skrevet pa modersmalet, dels at undervisningen skulle tilrettelsegges sadan, at eleverne forstod stoffet, mens man hidtil havde lagt vaegten pa udenadslaeren. Ved rektor Seeblads dod i 1621 blev det palagt Jens Dinesen Jersin, der ogsa havde studeret i Giessen, at fuldende arbejdet med den latinske grammatik, og trods Resens modstand kunne regeringen allerede i 1622 pabyde Dinesens grammatik indfort i alle landels skoler¹¹), og aret efter udkom tillige en mindre grammatik, beregnet for de mindste klasser. Tilfredsheden med de nye boger var stor. Reglerne var kortere og klarere formuleret end man var vant til, og takket vaere benyttelse af dansk var de ogsa relativ let tilgaengelige for de yngste elever. Regeringens interesse for Dinesens boger viser sig i flere bestemmelser: Studenter, der forventede ansaettelse ved skolerne, skulle folge professorens forelaesninger for at saette sig ind i hans metoder, og rektorer og konrektorer lovedes fri rejse, hvis de ville tage til Kobenhavn for at fa instruktion om bogens anvendelse¹²). Ogsa de boger, som Caspar Bartholin udarbejdede, var korte og overskuelige, men den klassiske ordning af stoffet bibeholdtes, og de betegner derfor ikke pa samme made noget fremskridt i laerebogssystemets udvikling.

I marts 1631 sammenkaldte kongen professorerne fra Kobenhavn og Soro, for at man kunne fa tilvejebragt en endelig ordning af skolevaesenet").Hvervet blev overdraget 5 professorer, og allerede i februar 1632 indsendtes faerdige forslag til kansleren. Jersins boger skulle

---

8) Galster: Aalborg, 70.

9) Sorobogen, 1923—24, 584 f., 591 f.

10) K. B. 1. 7.1619.

11) K.B. 29.11.1622.

12) K.B. 29.11.1622, 19.4.1623.

13) KB. 14.3.1631.

benyttes i alle klasser (der regnedes nu med 7), men man onskede, at nye reviderede udgaver blev udsendt. Det trak i langdrag med gennemgangen,og da grammatikkerne endelig udkom (den lille i 1636, den store 1640), viste det sig, at de var helt omarbejdede af Thomas Bang: Det danske sprog var forsvundet, stilen udtvaeret, og rcglerne uklare. Det eneste, der i realitelen var tilbage af det oprindelige arbejde, var Jersins navn pa titelbladet. Pa skolerne var man utilfredse med forandringerne; allerede 1649 udtalte den kendte Slagelserektor, Hans Mikkelsen Ravn, at »Jersins grammatik skulle man aldrig have jaget af skolerne«"). Alligevel holdt man fast ved Bangs udgave de folgende 100 ar.

Det omtalte reglement af 1632 indforte iovrigt hebraisk som skolefag og det anbefaledes at give de seldste elever traening i latin ved oversaettelse af Arild Huitfeldts danmarkshistorie. Pa samme made, som man har tvivlet pa, at reformen af 1604 fik praktisk betydning, har man tvivlet pa, at reformen af 1632 kom lsengere end til papiret. Med sikkerhed kan det dog siges, at den fik betydning i Nykobing Fl5).F¹⁵).

Ensartethed blev der imidlertid ikke i skolerne. Bisperne klagede sig herover i 1650¹⁶), og 1656 matte regeringen udsende en »uniformitetstabek, hvis bestemmelser kom til at gaelde til de store sendringer af skolevaesenet 1739-40.

Lærernes opgaver og deres stilling som gejstlige personer.

Den vigtigste opgave for laererne var naturligvis da som nu at undervise.Skoletiden strakte sig over det meste af dagen; ora vinteren begyndteundervisningen kl. 7, i sommertiden endog kl. 6. Laererne var derefter i funktion til langt ud pa eftermiddagen, til 3%-5, lidt forskelligtefter de forskellige ugedage og klasser¹). Arbejdet var dog flere gange afbrudt af kirkegang og spisepauser. Onsdag og 10rdag var der ikke eftermiddagsundervisning, og formiddagstimerne anvendtes hovedsageligtil religionsundervisning, stilovelse og repetition af det stof, der var gennemgaet de to foregaende dage. Denne todeling af ugen bevirkede,at der efter indforelsen af konrektorer blev undcrvist i mesterlektienaf rektor i ugens forste halvdel, af konrektor i den sidste. Nogen fagfordeling var der derimod ikke tale om. Foruden repetitionen onsdag

---

14) H. T. 3 IV 546.

15) Allerede fra 1630 anskaffede skolen Bartholins lsereboger og graske grammatikker til eleverne. Omkring 1640 beskaeftigede de seldste elever sig endog med danmarkshistorie, Lollesgaard, 68_—69, 82_—83.

16) Rordam 111 357.

1) Iflg. kirkeordinansen skulle undervisningen vare til kl. 4, men dette overholdtes dog ikke i seneie tid, se fx. Galster: Aalborg, 58.

og Ifirdag repeterede man ogsa i mindre omfang ugens ovrige dage. I det helc taget spillede repetition en uhyre rolle. I kirkeordinansen var der gjort rede for, hvorledes man skulle lade eleverne i 1. lektie »ga hjem med to gloscr« og overhore dem i dem naeste morgen. Eleverne i aeldre Icktier skulle »ga hjem« med et ordsprog, grammatiske regler, et par vers af bibelen eller en eller anden klassisk forfatter.

Skolens sangundervisning var nodvendiggjort af elevernes medvirken ved de forskellige kirketjenester. Undervisningen fandt sted en time midt pa dagen, og man ma gaud fra, at alle skolens clever deltog, da dette var en belingelse for at fa del i skolens legater. Skolens horere skiftedes til at lede sangen en uge ad gangen²), og forst sent knyttedes kantorslillingen til et enkelt embede.

Eleverne sang ogsa andre sleder end i kirken. I sma grupper drog de ofte gennem byens gader og sang ved folks dore for at tigge sig til mad og penge. Ved saerlige lejligheder, for de store kirkelige hojtider, pa markedsdage osv., vandrede hele koret gennem byen og blev da fort an af laererne. Ogsa i skolens storste fest, majfesten, deltog laererstaben. Pa. sadanne dage indtog skolen en dominerende plads i bylivet, og det samme var tilfaeldet, nar der blev opfort skolekomedier. Netop i det tidsrum, der behandles her, havde skolekomedien sin blomstringstid. Flere dage i Iraek opforte latinskolernes elever skuespil pa en velegnet plads i byen; ingen lokaler var store nok, da tilskuerne strommede til fra naer og fjern. Alle var meget optagne af den store fest; borgerne hjalp til med dragter og magistraterne stottede arrangementerne okonomisk. Kom kongen tilfaeldigvis til byen, forsomte han heller ikke at overvaere forestillingen og betaenkte gerne disciplene med pengegaver, nar spillet var forbi.

De stykker, der blev opfort, var hyppigt komedier af Terents og Plautus, men af hensyn til menigmand blev vaerker pa dansk mere og mere almindelige. Laererne oversatte de gamle stykker, eller forfattede selv nye. Blandt de rektorer, der gjorde sig bemaerket som forfattere kan naevnes: Hans Ghristensen Sthen i Helsingor, Peder Hegelund i Ribe, Peder Thogersen i Randers, Hans Thomesen Stege i Hobro og Jens Kjeldsen i Ribe.

Rektorerne pahvilede der saerlige opgaver. De skulle fore tilsyn med, at horerne modte rettidigt til timerne, at de underviste tilfredsstillende og ikke straffede eleverne for hardt. De skulle ogsa have kontrol med alle elevernes fremskridt, og syntes nogen uegnet til laesning, skulle rektor,senest nar eleven var 12 ar, meddele foraeldrene det, sa at han i

---

2) Således i Holding og Nyk. F., G. Bruun: Dronning Dorotheas Skolehus, 137, Lollesgaard

tide kunne ssettes i gang med anden beskaeftigelse³). onskede en elev at overflyttes til en anden skole, skulle rektor udstede testimonium til ham. Specielt var dette dokument af betydning ved dimission til universitetet, da dette forst i 1620'erne indforte en selvstaendig provelse af de nyankomnestudenters modenhed*).

Skolens regnskab blev ogsa fort af rektor. Administrationcn af en del af indtsegterne sorterede som tidligere nsevnt ikke under rektor selv, men et samlet regnskab over skolens indkomster skulle rektor dog affatte og arligt have godkendt af sognepraest, provst eller biskop. Fordelingen af legatpenge skulle ske i samrad med rektors overordnede og selve uddelingen var en hojtidelig handling, der blev foretaget i kirken i overvaerelse af byens gejstlige og verdslige ovrighed.

Det skal lige bemaerkes, at sondagen selvfolgelig ikke var fridag. De nederste horere matte da passe lobedegnetjenesten, mens rektor og de overste horere ledede sangen ved gudstjenesten i bykirkerne. I hospitalerne forrettede rektorerne mange steder sondagsgudstjenesten, og de havde desuden praedikepligt i bykirken ved de store kirkelige hojtider for at aflaste sognepraesten⁵).

Rektoren var en gejstlig person. Han rangerede ganske vist ikke saerlig hojt og stod i mindre byer bade i Ion og anseelse under kapellanen. I stiftsbyerne var hans stilling vel bedre, men alle steder var han dog undergivet sognepraesten, der skulle fore tilsyn bade med private forhold og med skolens regnskaber, eksaminer, fordeling af legat- og sang penge til disciplene osv. I retslig henseende var rektoren underkastet de samme regler, som kirkens tjenere: Gejstlige sager skulle indankes for herredsprovsten eller eventuelt biskoppen, mens verdslige sager skulle bringes for herredsting eller landsting. Ogsa af klaededragten fremgik det, at rektoren var gejstlig. Kirkeordinansen havde instrueret om, at skolefunktionaererne skulle g& »udi en ret praesteklaede«.

De fleste laerere var udgaet af praestehjem. Mere end 60 % af rektorernevar sonner af gejstlige personer, kun 25 % var sonner af handlendei byerne⁶). Med en studiemaessig uddannelse, der svarede til praesternes, og den praktiske training, de erhvervede som laerere, var det naturligt, at rektorerne fortsatte deres 10bebane som funktionaerer i kirkerne. Bortset fra de fa, der dode i laerergerningen, kom da ogsa

---

3) Kirkeordinansen, Antvorskovsynoden.

4) Rord. Univ. 111, 417—18.

5) Saledes fx. i Aalborg, J. SI. 2 111 188.

6) Det kan ogsa bemserkes, at kun et ganske ringe antal af rektorerne stammede fra hertugdommerne, Norge eller Skane, Halland, Blekinge. Anderledes i Norge; ved Bergen skole var saledes 7 af rektorerne danskere, 1 fra Skane, 1 af tysk oprindelse og kun 11 vides at vaere nordmaend i tiden 1536_—1640. (A. E. Erichsen: Bergen Kathedralskoles Historic).

90 % af reklorerne i kirkens tjeneste. Smabyernes skolemestre blev normaltkun forfremmet lil kapellan eller til sognepraest i et lille landsogn, mens hovedskolernes rektorer fik praestekald ved en af de anseligere kirker i byerne eller i mange tilfaelde blev teologiske lektorer. Denne stilling var naermest at betragte som en retraetepost for udtjente rektorer. Indehaveren var kannik og nod derfor bade forsvarlige indtaegter og betydeliganseels e⁷).

Horernes forhold er stadig ret dunkle, men ogsa de var gejstlige og avancerede i kirkens tjeneste, og ligeledes var disciplene bade i klsededragt og i retslig henseende gejstlige. At eleverne var underkastet en saerlig jurisdiktion begrundedes med kejser Frederik Barbarossas bestemmelser fra 1158 om disciples fritagelse for verdslig retsforfolgelse. Begik en discipel en forbrydelse, kunne han ikke indstaevnes for tinge, men man matte henvende sig til skolemesteren og lade ham foretage undersogelse og afstraffelse. Var rektor forsommelig med at haevde skolens ret, kunne det vaere en alvorlig sag. I 1559 havde rektor Soren Brim i Skive fx. tilladt sandemaend at svaerge en discipel void pa, og dette gav anledning til, at rektoren af superintendent Kjeld Juel blev indstsevnet for kapitlet i Viborg og afsat⁸). Et par gange stadfsestede regeringen skolernes egen jurisdiktion⁹). Det skete saledes i Ribe i 1562, hvor man gang pa gang lod kongens brev oplaese pa tingene i Ribe og omegn; endnu sa sent som i 1636 blev en vidisse af brevet oplaest pa Ribebyting¹⁰).

Arene omkring 1640.

I arene omkring 1620 kulminerede Ghr. IVs bestrsebelser for at tilvejebringeet undervisningsvaesen, der kunne tage konkurrencen op med udlandets, navnlig Tysklands. Skolerne sorterede under kanslerne, og bade Chr. Friis til Borreby og Chr. Friis til Kragerup var skolerne gode maend. Kort for den forstes dod 1616 planlagdes indforelse af konrektoraterved stiftsskolerne, og under efterfolgeren begyndte man at fore planerne ud i livet. I 1619 indledtes et omfattende arbejde med at frembringe et nyt skolebogssystem. Omtrent samtidig opstod planen om gymnasier i stiftsbyerne. Disse skulle danne mellemled mellem skole

---

7) Lajsemester- (el. lektor-) embedet indfortes ved reformationen, idet det palagdes kapitlerne at lonne en uddannct teolog, der for »kanniker, skoledegne (dvs. disciple) og forstandige borgere og andre, som did ville soge« skulle holde forelaesninger over den hellige skrift. Navnlig i den forste tid efter reformationen havde dette supplement til skoleundervisningen praktisk betydning, idet kun de faerreste prsester var universitetsuddannede.

8) Diplomatarium Vibergense, 334 f.

9) Ribe, Rord. 11, 67—68; Odense, Rord., HI, 505.

10) Kornerup: Ribe I 335.

og universitet og sikre, at universitetet bev besogt af unge mennesker, der var mere modne end i tidligere tid. Endelig stiftedes Soro Akademi i 1623, for at unge adelige kunne fa en kavalermsessig uddannelse uden at foretage bekostelige rejser i udlandet.

Med Danmarks indtraedelse i tredivearskrigen i 1625 ophorte regcringens interesse for skolevaesenet en tid. Konrektorater var pa dette tidspunkt kun blevet indfort i Kobenhavn, Lund, Roskilde, Odense og Aarhus; gymnasier kun i Lund, Roskilde og Odense. Da Danmark atter var kommet lidt til kraefter efter den ulykkelige krig, genoptoges arbejdet med at forbedre skolevaesenet. I 1632 udsendtes den grundigste laeseplan for skolerne, der hidtil var set herhjemme. Fire ar senere kom arbejdet med oprettelse af gymnasier i gang igen, idet der udsendtes instruktioner til Viborg, Aarhus og Ribe om at indrette sadanne institutione r¹), og i Iobet af de forste ar af 1640'erne indfortes konrektorater ved de stiftsskoler, hvor det ikke allerede var sket (Viborg, Ribe og Aalborg).

Men hermed dode i hovedsagen regeringens skoleinteresse ud. Den store lseseplan synes aldrig at vsere blevet efterlevet i flertallet af skolerne, og et forsog, man i 1656 gjorde pa at gennemfore den, faldl ligeledes til jorden^s). Gymnasierne i Viborg, Aarhus og Ribe blev aldrig indrettede, og i det folgende hundredar sygnede skolevaesenet hen. Regeringen foretog sig intet effektivt, og de mange krige, der hsergede Danmark efter 1640 gjorde land og folk fattige. Skolernes okonomi blev slettere og slettere; laererne ved de sma skoler matte leve pa sultegraensen, og kun fa dygtige maend havde idealisme nok til at begive sig i skolens tjeneste, da fremtidsmulighederne var sma. De hurtige forfremmelser til praestekald ophorte. Allerede i 1649 kunne slagelserektoren Hans Mikkelsen Ravn beklage sig over, »at laererne forfremmes ikke til hojere embeder som i forrige tider. - En skolemand, som er udtjent, kan nuomstunder naeppe fa et prsestekald pa landet«, men ma »overlade de gode kald til en ra student, der nylig er sluppet fra skoleriset«. Laererne blev mindre dygtige end i tidligere tider, og utvivlsom med fuld ret gav Hans Mikkelsen Ravn de ringe 10nninger skylden: »Lonnede man bedre, ville laererne ogsa vise storre lyst og iver i deres gerning.« Nu derimod blev laerernes tid optaget af »fortraedeligt, uafbrudt og surt traellearbejde«, og de »ringeagtes og behandles allevegne som pedeller«³).

En ny tid oprandt efter 1640 for det danske skolevaesen, men det var
ingen bedre tid. Laerebogerne var endnu i 1740 de samme, som 100 ar

---

1) V. A. Secher: Corpus constitutionum Daniae IV, 674^—75.

2) Rordam: Historiske Samlinger og Studier I, 182—92, jvf. Kornerup: Ribe 363.

3) H. T. 3 IV 548—49.

for, og lan-erstanden kom efterhanden til at besta af de studenter, der
pa grund af udygtighed havde mistet chancen for straks at fa embede
i kirkcn.

Deter fra arena efter 1640 kilderne til skolevsesenets historie bliver rigeligere og lettere tilgaengelige, og deter fra den tid, man har sa talrige vidnesbyrd om en uduelig lsererstand. I de forste 100 ar efter reformationen synes laererne derimod ikke at have vseret sa slette, som man senerc har villet gore dem.

Carl E. Jorgensen.

Exkurs 1. Til note 13, side 24.

Det vil her vscre pi sin plads at komme med nogle bemaerkninger til dr. phil. Poul Coldings udredning af disse ars aendrede finanspolitik. Poul Colding hsevder bade i sin disputats og i sin biografi af Chr. 11l i Dansk biografisk Leksikon, at Chr. 11l og hans meend »ma?rkeligt laenge« — dvs. indtil 1550'erne — forsomte at give skolen den okonomiske basis, der matte danne det nodvendige grundlag for en virkelig blornstring. I tidligere tid havde H. F. Rordam sat regeringens tilsyneladende storre interesser for skolevaesenet fra dette tidspunkt i forbindelse med kongens alvorlige sygdom 1554^—56, som skulle have foroget hans gavmildhed¹). Poul Colding tager vel ikke af stand fra denne formodning, men gor dog opmaerksom pa, at forandringen allerede kan spores fra 1552 — altsa et par ar for kongen blev syg. Han begrunder iovrigt den tidligere sparsommelighed med finansernes trykkede tilstand.

Af teksten er det forhabentlig fremgaet, at man kan trsenge dybere til bunds i dette sporgsmal. Poul Colding har ikke voeret opmaerksom pa, at ansvaret for skolernes okonomiske forhold omkring 1550 flyttes fra lokalstyrelsen til centralstyrelsen. Efter henvisningerne at domme grunder P. C.s mening om omsorgen for skoleva:senet sig i det vaesentlige pa, at antallet af gavebreve i Kancelliets Brevboger (dvs. efter 1550) er forholdsvis langt storre end i Danske Kancelliregistranter (dvs. for 1550). Da lajrernes Ion imidlertid blev ordnet af den lokale ovrighed, kan man ikke med rimelighed forvente oplysninger herom i D. K. De kongelige gavebreve, der findes heri, ma antages at vaere udstedt pa grund af saerlige omstaendigheder. Almindeligvis kendes disse ikke, men det kan dog anfores, at henlaeggelserne til en del jyske skolemestre i maj-juni 1542 sikkert pa det nojeste star i forbindelse med kongens rejse gennem Jylland netop pa den tid; et par af brevene er endog udstedt samme dag, som kongen var i den pag&ldende by2).

I D. K. kan man i det hojestc gore sig Mb om at finde kongens stadfaestelse af superintendenters og lensmamds dispositioner. Det ses da ogsa, at kongen 1539 stadfsester henlaeggelsen af Angelorum vikarie til skolen i Ribe³), og ligeledes ma det betragtes som en stadfaestelse, nar skolemesteren og horerne i Aalborg i 1542, mens kongen var i byen, fik brev pa de indtaegter, »som tilforn har tilhort altre, messer, kalender og gilder i Aalborg og ikke horer adelen til«⁴). Sikkert er det imidlertid, at ikke alle stadfaestelsesbreve er anforte. Et til Odense stift er saledes aftrykt i Kh. SI., men ikke iD. K.⁶). Alene dette er nok til at karakterisere materialet her som mangelfuldt, og der savnes derfor et tilfredsstillende grundlag for det af Rordam og Poul Colding formodede sindelagsskifte hos kongen.

---

1) Rord. Univ. I, 230.

2) Nemlig Varde og Holstebro, D. K. 10.5. og 14.5. 1542; se desuden 5.5., 3.6. og 7. 6. 1542 om henlseggelser til Vejle, Randers, Holding, Horsens og Lemvig.

3) D. K. 9. 5.1539.

4) D. K. 29.5.1542; jvf. Rordam I, 163: »Det gods, som Axel Juul med superintendentcn har lagt til skolemesterens underholdning udi Aalborg, skal blive der hos, til sa lrenge kongelig Majestaet kommer der selv til stede og da kan selv videre forfare lejligheden derom og da videre beslutte derom.«

5) Kh. SI. 4 VI 509—10.

Exkurs 2. Til note 5, side 36.

Riberektoren Mads Pors er i de senere ar af forskellige forfatlere skildret som en slet
laerer. Jeg er imidlertid tilbojelig til at tro, at dette skyldes en fejltagelse, idet han er
blevet blandet sammen med en rektor i Bogense af samme navn.

Man ved om ribedoktoren, at han efter at have studeret i Kobenhavn i 1579 blev anbefalet til et rejsestipendium af Fr. II¹). Aret efter blev han indskrevet ved universitetet i Wittenberg og tog en manedstid senere magistergraden her²). Efter sin hjemkomst blev han rektor i Ribe og drog vistnok udenlands pany i 1590^s). 2ar senere aegtede han en radmandsdatter i Ribc og fik 1593 af kongen bevilget arlig »2 smalle loester korn af Ribe stifts korn«, indtil han opnaede et gejstligt kald*). Det skete i 1595, da han blev sogneprsest ved domkirken og dermed tillige kannik.

Bogenserektoren Mads Pors kendes kun fra Jacob Madscns visitatsbog⁵). Det omtales heri, at han i 1592 blev anklaget af borgmestre og rad i byen for at forsomme skolen. Biskoppen gav ham derfor en »droj irettesoettelse« og aftvang ham en skriftlig forpligtelse til at varetage sin gerning bedre.

Det forekommer mig ulamkeligt, at riberektoren, der flere gange nod kongens bevagenhed, havde studeret i udlandet og var magister, imellem sine embeder som rektor i Ribe og sogneprsest og kannik sammesteds, skulle have vseret skolemester ved den lille fynske skole, hvor han ikke engang havde en horer til at hjaelpe sig. Der er da heller ikke nogen af de aeldre kilder, der identificerer de to msend. Jacob Madsen betegner end ikke bogenserektoren som magister, skont han ellers cr megct omhyggelig med at angive titlerne pa de personer, han omtaler. Da navnet Pors ikke var ualmindeligt, men blev baret af flere bade adelige og uadelige familier, vil jeg formode, at der blot er tale om en tilfaeldig navnelighed mellem de to msend.

---

1) Rord. Univ. IV, 297—98.

2) Hegelunds Calender 7.5.1585, her fra Kornerup, Ribe, I, 342.

3) Worms Lexicon over laerde Maend 11, 214, Nyerups Litteraturlexikon 468.

4) K. B. 4. 3.1593.

5) J.M. 273.