LEONORA CHRISTINAS SKYLD*)

Den staerke dragning, der udgar fra de ejendommelige mennesker i den kreds, der samledes omkring Corfitz Ulfeldt, og i ganske sserlig grad fra den dj serve og kloge kongedatter, Eleonora Christina, der fik sa hard en sksebne, og bar den med et sa naesten ufatteligt lime og storsind, synes sent at skulle slippe sit tag i os. Gang pa gang har hendes skikkelse inspireret historikere, forfattere, digtere og komponister til store arbejder om hende, og i de sidste ar er hendes bog »Jammersmindet« kommet i nye udgaver, hvad der vidner om denne sjaeldne bogs store yndest i vide kredse af vort folk.

Deter forstaeligt nok, for der findes ikke mange skonlitteraere vaerker, der er mere egnet til at gribe end dette storvaerk. Heller ikke bor man forsomme, hvis man vil vide indgaende besked om alle de besynderlige mennesker og haendelser i den ulfeldtske kreds, at laese et historisk vaerk som S. Birket Smiths Leonora Christina Grevinde Ulfeldts historie (1879-81). En bog, som er mere faengslende end mangen roman, og som alle dage vil sta som et forbillede for omhyggelig forskning, fin og indtraengende forstaelse, og som er skrevet med en hjertevarme for bogens storlinjede hovedperson, der sine steder naesten grsenser til forelskelse.

En endnu storre nydelse, som dog er forbeholdt dem, der er fortroligmed at laese gammel skrift, er glaeden ved at dykke ned i selve de gamle papirer og akter i rigsarkivet i Kobenhavn, hvorpa Birket Smith har bygget sin bog. Blader man i disse gamle brunskjoldede breve og retsakter, hvor sandbossens krystalkorn endnu glitrer i blaekket, hvor de enkelte personers saerlige handskrift endnu star skarp og tydelig i sin egenart, skiftende fra ar til ar, fra dag til dag med deres alder, helbred og sindstilstand, da er det forst, som horte man selve historiens maele,

---

*) Foredrag i Historisk Samfund for Fyn, Odense 17. april 1958.

da er det forst, at dens skikkelser bliver os levende og naere, sa naere,
som de nu sa lang tid efter overhovedet kan blive.

Da jeg i 1926 blev kendt med de ulfeldtske sager i rigsarkivet, fattede jeg isaer interesse for en lille samling breve fra Christian IV.s frille Kirstine Munk til datteren Eleonora Christina, straekkende sig over arene 1653-58, medens datteren og hendes mand Corfitz Ulfeldt var ved det svenske hof, under dronning Christina og kong Carl X Gustav, og indtil de 1657-58 fulgte med Carl Gustavs haer ind i landet. De tilsvarende breve fra datteren til moderen er desvaerre gaet tabt.

Da jeg fandt disse breve, var de kun kendt af omtale. Birket Smith omtalte dem hist og her i sine fodnoter, men beklagede iovrigt, at »i flere af brevene er det meste skrevet med chifre, til hvilke jeg ikke har noglen«. Losningen af disse chifre viste sig dog at vaere temmelig let. Jeg tror ikke, det tog mig mere end en god % time at finde systemet, der var yderst simpelt, idet det blot bestod i en ombytning af alfabetets bogstaver. Og den moje, der skulle anvendes, var naeppe storre end den, der kraeves for at lose en jsevnt svaer kryds- og tvaers opgave.

Igennem denne brevsamling, og isaer ved Iosningen af de partier, der var skrevet med lonskrift, abnes der os pludselig vej midt ind i denne besynderlige familiekreds, hvor, som Birket Smith siger, »msend og hustruer stod mod hinanden, soskende mod soskende, bornene mod deres moder, mod svigerinderne og svigermoderen osv. osv.« Had, misundelse, griskhed og troloshed star som en tyk, hed damp af lidenskab op fra disse breve, og saerlig slar tonen over i en haes, undertrykt hvisken, i de med Ionskrift skrevne dele, der naturligvis udgor kaernen i brevene.

Ligesom alle i kredsen, nogle af frygt, andre - isaer moderen — af kaerlighed og tillid, sae op til Eleonora Christina, der jo ogsa haevede sig hojt over de andre, saledes skulede de alle i had og mistro til Hannibal Sehested, gift med Eleonoras giftige og avindsyge soster Christiane. Hannibal Sehesteds kaelenavn i kredsen var »Carthago«, maske ikke alene fordi Hannibal var en beromt haerforer fra Karthago, men nok sa rneget efter den gamle romerske senator Cato, der altid i sine taler indflettede den bemaerkning: »Forovrigt mener jeg, at Karthago bor odelaegges.« Ligesa mente vel Ulfeldt-partiet, at Hannibal Sehested burde uskadeliggores, safremt Corfitz Ulfeldt selv skulle kunne brede sig i solen. Hensynslost og trolost traengte denne kloge gamle skurk sig frem pa de andres bekostning, og skyede intet middel til at genvinde kongens bevagenhed. Og han havde jo livet igennem adskilligt mere held med sig end svogeren Corfitz Ulfeldt.

Ved et gilde hos Eleonoras soster Elisabeth Augusta var han rasende,fordi
det var lykkedes de andre at fa Eleonoras eneste broder,

grev Valdemar Christian til at ga i svensk tjeneste. Det passede yderst slet ind i hans egenkserlige planer, og da vsertinden udbragte broderens skal og onskede held for ham i hans nye stilling, blev Hannibal ude af sig selv af raseri, sprang op og titulerede svigerinden kort og fyndigt som en »skidtfoss«, et ord, hvis dybere betydning, jeg, — isaer hvor der er darner tilstede - ikke skal komme naermere ind pa. Hannibal rabte op om, at alle Kirsten Munks born — altsa ogsa hans egen kone — var noget »pak, det djaevelen fare i til hobe«. Hun blev ham ikke svar skyldig: »Skaelm og hundsfot« var den bedste titel han fik, og da han et par dage efter det hyggelige familiegilde blev syg, pastod han, at svigerindenhavde forgivet ham, ligesom det jo var Gud og hver mand bekendt, at Corfitz Ulfeldt og hans gode ven dr. Sperling havde forgivet Christian IV.

Sadan var tonen i familien, og vi moder den atter i Kirsten Munks breve, der koger over af had til Hannibal Sehested, til den anden svigerson Hans Lindenov, og isaer til hendes eneste son Valdemar Christian, Valdemars Slot, der ogsa ojensynlig var en forfaengelig, upalidelig spradebasse og odeland, evigt og bundlost i gaeld, og derfor altid opsat pa ved alle, selv de mest nederdraegtige midler at pumpe moderen for penge.

Man kan desvaerre ikke fortaenke Kirsten Munk i hendes hadske folelser, og man kan ikke, trods den vaemmelse hendes faerd undertiden ma indgyde en, fri sig fra en vis medlidenhed med den aldrende, gigtsvage kvinde, som de alle er sa onde imod. Hendes kaerlighed til Eleonora Christina og hendes glaede ved en tid at have hendes lille son Leo Ulfeldt hos sig pa Boiler, er ren og aegte: »Din lille son lider gudskelov vel, Gud bevare ham fremdeles.« Da hun er pa et kort besog pa Ellensborg, det nuvserende Holckenhavn, opkaldt efter Kirsten Munks mor Ellen Marsvin, fortaeller hun: »Jeg fik bud fra Boiler i gar. Sendte lille son mig bud, jeg skulle dog vaere snar og komme hjem fra kirke igen, han ville kvaede for mig, Gud bevare ham.« Lidt senere pa aret skriver hun: »Med mig er det sa, som Gud vil, at min helbred er ringe, mens min son Leo lider gudskelov vel, er lystig og vel tilpas, Gud bevare ham fremdeles.« Aret derefter savner hun dattersonnen: »Gudskelov, min hjerte datter, du haver lille son til eder. Deter en hjertens dreng, han kan bade synge og danse for eder, det I ma glsedes derved, for deter en hjertens glaede at se pa ham, sa lystig han er, og sa vel som det lader om.«

Bortset fra slige sma solstrejf af bedstemoderlig glaede og stolthed er det mest morkt og hvaesende had, der far udtryk, og desvaerre ikke noget grundlost had. Medens hendes folelser overfor Hannibals troloshedmest er isnende og spottende foragt, sa er hun efterhanden kommet

til at hade sin eneste son Valdemar Christian, »det fordservelsens barn«,
»det skarn«, »den satans krop«, med sa blodrodt had, at hendes »fattigehjerte
vaerker derved.«

Hans idelige pumpen for penge under de utallige paskud forvirrer og sengster hans gamle mor tidlig og silde: »Jeg haver nu pa 14 dages tid faet 3 breve fra W. C. De er af det rette slags. Han klager, han haver skrevet mig slige bevsegelige breve til, og han haver bekommet sa koldsindige svar fra mig, og at han ikke kan bevsege mit harde demants hjerte. Jeg frygter, det bliver engang hardt for ham.« »Jeg haver nu slet ingen uden dem, som gore mig daglig plage og fortraed. H. L. gor mig al den fortraed han kan, foruden hvad det fordaervelsens barn vil nu og hitte pa. Fra ham venter jeg inte andet end det vaerste, han kan afstedkomme. Jeg tror rigens hovmeser (Corfitz Ulfeldt) sa meget vel, han flyr ham tjeneste (nemlig ved det svenske hof), om der star nogen rad til. Gud lade mig aldrig se ham her i verden, uden vi var bade lige staerke. — Jeg venter svar pa, hvordan jeg skal mage det, om han kommer og vil hitte pa noget, Gud styre ham maegtig.«

Hendes frygt var abenbart altfor vel begrundet. Ovenstaende blev skrevet juni 1654, og kort efter kulminerede sonnens nederdraegtighed, idet han gjorde hende til genstand for ligefrem pengeafpresning, og truede med at vise kongen hendes og Eleonoras breve, dersom hun ikke rykkede ud med en af sine herregarde til ham, som han straks ville gore i penge. Skaelvende betror hun sin sorg til datteren (sept. 1654): »Sa mat du, min hjerte datter vide, at jeg hardt forfolges af W. C. som min argeste fjende i denne verden. Han ydmyger sig nu meget hojt for kongen, bekender, han haver sa hojelig forset sig, begaerer nade og vil ellers aldeles intet begaere, uden at han ma bo her i landet og holdes for en herremand. Det brev han haver af kongen salig (Chr. IV) pa de 10.000 daler, vil han gerne levere fra sig, om det begaeres, og alt, hvad han haver gjort, og at han ikke haver bodet kongen sin tjeneste til, haver jeg bragt ham til, som han af mine breve vil bevise, og efterdi jeg ikke haver nsevnet steden, sa vil han laegge dine breve derhos, hvoraf er at se, vi ville have ham til Sverig, som er rigens fjender. Alt dette haver Hannibal sa pa hans vegne bragt for kongen. — Henrik Odeland haver vasret ude hos ham, den haver han viset bade mine og dine breve, og haver forklaret ham zifferne i dine breve, sa han vidste at sige hvad der stod i. Truer, at de breve skal kongen fa at se, dersom jeg ikke flyr ham en af gardene, som han straks vil saslge, for han vil gore sin lykke med penge.« »W. C. haver og sagt, han ville sende denne Odeland copi bade af dine og mine breve, dem han mener at gore mig noget for. Sa skal han nu have dem at 10be med. Han matte lige sa gerne lade dem ga i tryk. Truer mig hardt, og siger han skal mage det, sa det skal ga mig ilde for de breve. Gud betale ham! Han taler nu om rigens hovmester

sa foragtelig som ingen kan gore det slenimere, sa mit hjerte vaerker at
taenke derpa. Gud haevne mig ham!«

Deter forstaeligt, at moderen blev syg og matte ga til sengs en uge efter denne grove medfart. »Du kanst vel tsenke, hvordan mit fattig hjerte blev, han skulle sa skrive, Gud betale det!« I naeste brev klager og raser him atter: »Han laegger det ud det vaerste han kan. I er gudskelov af deres vej, mens jeg sidder her, Gud hjaelpe mig. Den, jeg haver fod til verden, skal sta efter ganske at ville fordaerve mig. Haver jeg forskyldt det af ham? Han haver ret vel taget ved den laerdom, hans skolemesterer Hannibal og fanden tilsammen haver laert ham. Hannibal er nu til Antwerpen. Gud lade ulykke og hjertesorrig mode og folge ham, hvor han er!«

Naeste ar er det endnu vaerre: »Deter mig sagt for vist, at han haver givet det an til hove om mig, som kunne gaelde bade sere og liv, og den tale gar nu over al Danmark, deter inte hemmeligt, Otte Krag haver sagt, at han haver sa talet om sin moder, han burde at d0 i boddelens hand. Som jeg forstar, da ville han repetere gammel snak, og sige, at det var sandt som hans fader havde sagt.« Formodentlig har det drejet sig om en eller flere af Chr. IV.s beskyldninger mod Kirsten Munk, da endelig hans langmodighed brast, og hun blev forstodt. Enten beskyldningen for utroskab eller for forsog pa at forgive ham.

Begge beskyldninger var desvaerre ikke grundlose, sa vidt vi kan skonne. Moderen fortsaetter sine forbandelser mod sonnen i storste vande: »Jeg tror Gud skal skifte mig ro for den satans krop!« »Min allerksereste datter, kan du troste mig noget, da veed Gud, jeg haver det hojt behov, og skal det vare laengre, da giver jeg slet tabt. Vi traenges hardt, det veed Gud!«

Den »trost«, Kirsten Munk idelig, sengsteligt hviskende gennem lonskriftens tegn, sporger Eleonora efter, som hun sa inderlig laenges imod, som skal »husvale« hende og »skaffe hende ro« for sine forfolgere, den var, det fremgar af disse breve, isaer nu, da chifferstederne kan laeses og tydes: krigen med Sverige. Kongehusets — og dermed faedrelandets - nederlag og ydmygelse. Sa hoj var den pris, som disse forfaengelige, forblindede mennesker krsevede til hsevn for deres forsmaedelser, de indbildte som de virkelige, selvforskyldte.

Betegnende er det, at medens Kirsten Munk endnu november 1653 kun onsker at drage ud af landet, derhen, hvor datteren er (»Min hjerte datter, hjaelp dog, jeg kan snart komme derhen. Jeg skal aldrig forglemmedet, du gjorde vel imod mig!«) sa taler hun siden kun om, at hun skal blive pa sin post her i landet og vaere staerk, indtil de kan komme herover i svenskernes folge. Allerede januar 1654, og saerlig tydeligt i marts, taler hun om freden som en sorgelig tilskikkelse og krigen med Sverige som den eneste forlosning: »Bliver vi ikke forlost i denne sommer,sa

mer,sahaber jeg aldrig mere!« Hun er bekymret over den nadige dronningChristinas
tronfrasigelse og bonfalder Eleonora om at troste
hende, at deres »retfaerdige sag« ikke vil vaere tabt i Carl Gustavs hand.

Det ma vaere lykkedes fuldt ud for Eleonora Christina at troste hende: »Du skriver vel noget sidst i dit brev, som jeg haver trost af, men jeg haver ingen ro i mit hjerte, for jeg far brev fra dig igen. Gud sende mig nogen trost. Engelsken er staerk i soen, vil de gore landgang, sa kan de gore, alt hvad de vil. Gud bedre mig arme menneske, som sidder forladt uden al trost!«.

Det, som har trostet Kirsten Munk i Eleonora Christines brev har sikkert vaeret underretninger om hvor godt det lykkedes Corfitz Ulfeldt at hidse bade Sverige og England op til krig imod Danmark. Netop pa denne tid bearbejdede han i Sverige Cromwells udsending Whitelocke for at fa England til at erklsere Danmark krig. Han anviste ham havne, hvor den engelske flade kunne have sikkert tilhold, og sogte isaer at fa ham til at angribe Kobenhavn, og tilbod selv at vaere til stede og rneddele dem, hvorledes staden bedst skulle indtages. Whitelocke blev til tider helt uhyggelig til mode ved denne mand, og undrede sig over, hvorledes han kunne finde tilfredsstillelse ved at udlevere sit faedreland sa skanselslost, men Ulfeldt korn med det karakteristiske svar, at da hans faedreland havde stodt ham fra sig, havde han ogsa ret til at sla handen af det, og at han ansa ethvert land, hvor han havde lov at leve, for at vaere mere hans faedreland end det land, hvor han var fodt. Iovrigt mente han, at han gjorde dette land en tjeneste ved at befri det for en konge, som styredes af sin dronning og hendes uduelige yndlinge, og i stedet for bringe det ind under Cromwells Me styrelse.

Kirsten Munk var altsa ogsa pa dette punkt ojeblikkelig og nojagtig
underrettet om Ulfeldts forraederske planer, og vi ma jo ikke glemme,
at hun var det igennem sin datter, Eleonora Christina.

Hun glaeder sig, nar det synes at traekke op til krig, og er mismodig, nar der er fred: »Jeg haver meget godt af de breve, Oluf Daa skriver sin soster til, for dem sender hun mig, og altid skriver hun, hvor deter med krigen. Gud hjaelpe os arme fortraengte en gang! deter nu pa det hojeste, vore forfolgere emu meget strenge. Nar nogen vil sige, at svensken skal komme, da er de sa spotske derover, som det var en ganske umulig ting, der er de visse nok pa, i ar kommer de slet inte. Gud skaffe os ro for vores maegtige forfolgere!« (april 1656). Samme toner lod allerede et ar tidligere: »Gud sende mig gode tidender, at jeg ma vente eder snart, her var de aldrig sa sikre som nu.« (april 1655). »Lad mig vide, om der er noget at vente i sommer, og om jeg ma vist forrade mig til, at mig skal intet ondt ske.« (maj 1655). At »forrade sig til« betyderat »saette sin lid til, have tro til«, men det giver jo unaegtelig et snurrigt indtryk, at Kirsten Munk netop bruger ordet »forrade« i den

forbindelse: Thi om ordet »forrade« og »forraeder« nogensinde i Danmarkhar
kunnet bruges med rette om nogen personer og deres handlinger,sa
er det om Corfitz Ulfeldt og hans naermeste.

En maned senere skrider hun over fra tanker til handling (juni 1655): »Gud Ionne kongen og dronningen (ikke af Danmark, men af Sverige), som haver bevist eder sa megen aere og godt. Her er en krigskommissarie, jeg haver mat sat min hand ud for kongen af Sverige for 14.000 daler. Gud veed nu bedst, hvad rad jeg haver dertil. Dette altsammen haver din broder bestellet mig, sa Gud betale ham og husvale mig og skaffe mig en gang ro for den djaevel! Gud give, jeg matte nyde det godt, at som mig er lovet, om det ma holdes. Naest Gud forlader jeg mig pa eder, og jeg far nu aldrig ro i mit hjerte, for jeg far bud fra eder igen, at jeg kan vaere visse pa, mig skal intet ondt ske, naer de kommer (svenskerne). Nu bliver der og vel talet om, at dette menneske (Sveriges udsending) er her. Hvad de nu vil gore mig for det?«

Corfitz Ulfeldt og hans svigermoder Kirsten Munk havde i arene fra 1652-55 lant dronning Christina og kong Carl Gustav af Sverige, Danmarks arvefjender, tilsammen 350.000 rdl. eller 3^2 tonde guld. Da et af lanene sker til rigens tojmester, lederen af Tojhuset og Rustkammeret, og da krigen med Danmark pafolger 1657, er formalet med disse lan jo ikke vanskeligt at gaette, selvom vi ikke havde disse breve. Men det bliver under disse forhold ganske uforstaeligt, at Birket Smith i Dansk biografisk Leksikon kan skrive om Kirsten Munk, at hun lante den svenske konge 20.000 rdl. »uden dog at kende noget til Ulfeldts forraederske planer.« Vi veed nu, at hun kendte og billigede dem ud og ind, og at hun blev holdt noje underrettet om dem af sin datter, Eleonora Christina.

Endelig brod da den krig ud, som de sa laenge havde onsket. 1657 drog Carl Gustav op igennem Jylland, med Ulfeldt og Eleonora i sit folge. Ligesom engang for, lige efter Chr. IV.s dod, forsogte Ulfeldt pany at bevaege den jydske befolkning til frafald og opror mod kongehuset. Han gjorde felttoget med til den sidste bitre ende som vaerdifuld sagkyndig i fjendens generalstab. Og ved freden i Roskilde 1658 var det ham der forte det store ord, hoverende hojt over sit ydmygede faedreland, medens hans standsfaeller de danske rigsrader med uhygge lyttede til hans hadefulde ord. Hans storste sorg var, at Carl Gustav ikke helt knuste Kobenhavn og dermed det danske kongehus, og han har uden tvivl onsket at se sig selv som »rigens hovmester« i egentligste forstand — statholder, rigsforstander, navnet sagde intet, blot han fik sin haevn.

At Kirsten Munk i fuldeste mal billigede disse planer og laengtes
efter haevnen, og at hun blev holdt noje underrettet. om deres fremgang
igennem sin datter, viser disse breve med stor sikkerhed.

Da Corfitz Ulfeldt engang havde vaeret syg, skrev hun (1653): »Gud
unde ham bestandig helbred i mange ar, og lade jo hans fjender se ham,

som du skrev, og unde mig den store husvalelse at seeder med glaede.
Skal det vare laenge, tror jeg intet at leve det. Nu Gud hjaelpe os fortrsengtetil
nogen glaede igen!«

Et af de sidste breve (febr. 1658) skrevet til datteren i fjendens hovedkvarter pa oerne begynder forst med lidt camouflage, som om det hele kun handlede om en lille foraering hun havde sendt datteren: »Er det mig kaert, det skort behagede dig«, men straks efter slar det over i den hemmelige chifferskrift med et angstfuldt rab: »Med hjertens angst erfarer jeg, der skal blive fred, for jeg veed din herre tror dem inte at blive under dette forbandede regimente, og for jeg ville nu laenger leve under de uoprigtige tyranner, jeg ville for leve ved ringe middel (i fattige kar). Min allerkaereste datter, kanst du nu give mig nogen trost for det, jeg skriver dig til, jeg er bange for, da gor du vel ved mig. Jeg haver meget sorrig til, deter sa tungt. Gud bedre mig, jeg kan ikke komme dig i tale nu. Gud veed, hvor aengstiget jeg er.«

Hendes storste angst, ligesom datterens og Ulfeldts, var, at freden skulle sluttes for tidligt, det vil sige, for disse hovmodige mennesker havde faet den fuldeste og bitreste haevn: kongehusets dybe fald og rigshovmesterens stralende ophojelse, selvom den naedes ved faedrelandets ydmygende fornedrelse.

Den opfattelse af Eleonora Christina som jeg her har sogt at underbygge ved mine uddrag af denne interessante brevveksling vil De ikke mode noget andet sted. De vil forgaeves soge den i historiebogerne. Nar man hidtil sa almindeligt har troet pa Eleonora Christinas uvidenhed om mandens planer, eller i hvert fald pa hendes afsky og misbilligelse af dem, sa skyldes dette vistnok isaer hendes biograf, afdode overbibliotekar ved Universitetsbiblioteket S. Birket Smith. Skont der ikke helt har manglet besindige historikere, der tvivlede om hendes uskyld og havde deres anelser om sagens rette sammenhaeng - der erf. eks. grund til at fremhaeve lensgreve Fr. Ahlefeldt-Laurvigens studier - sa har dog den store almenhed i sin trang til en helgeninde, og med hendes senere harde skaebne i minde, nodigt villet give slip pa hendes martyrglorie. Sikkert har ogsa kunstmaleren Zahrtmanns billeder ovet deres store virkning ved dannelsen af den offentlige mening om Eleonora Christina.

Nodvendigvis ma vi jo ogsa alle ligge under for en staerk beundring for Eleonoras klogskab og storladne karakter, hendes djaervhed og lune, sa dybt i slaegt med hendes kongelige faders, Christian IVs, hendes mesterlige, naturlige, livsvarme sprog, der gor hende til det 17. arhundredes betydeligste prosaist.

Men ingen, der kender hende, heller ikke Birket Smith, har dog kunnet
eller villet skjule de morke sider af hendes sind, hendes ensidighed og
egensind, hendes forfaengelighed og hovmod, hendes forkaerlighed for

intrigen. Hvorfor har hendes biograf da villet vaegre sig ved at tro pa hendes medskyld, stundom i sa maerkelige vendinger, at de, for den som kender sagens akter, undertiden ma tage sig ud som et rent og skaert prokurator-defensorat?

Der er 3-4 punkter i det historiske aktmateriale, hvor »tampen braender«, og pa naesten alle disse punkter drejer Birket Smith af i tide, som om han var bange for at fa handen i en hvepserede. Deter mig pafaldende, at Birket Smith, skont han synes at have vaeret fuldt pa det rene med den betydningsfulde karakter af denne brevveksling mellem Eleonora Christina og hendes moder, alligevel aldrig har folt sig fristet til at offentliggore disse breve, skont han offentliggjorde en hel raekke breve i samme arkivpakke, omhandlende de skandalose aegteskabsforhold i »svigersonnernes kreds«, Eleonoras Sostre og deres maend, Ulfeldts brodre og deres hustruer. Den ulige interessantere brevraekke fra Kirsten Munk til Eleonora affaerdiges med en lille fodnote, hvor det beklages, at udgiveren ikke kan ga naermere ind pa brevene, da »det meste i flere af brevene er skrevet med chifre, til hvilke jeg ikke har noglen.«

For den, som kender brevene, er denne motivering maerkelig. I flere af brevene findes ikke et eneste chiffertegn, i storsteparten er kun 5-6 ord (i breve pa 5-6 sider) skrevet med chifre, og kun et par steder i brevraekken forekommer chiffersteder pa 5-6 linier. Selv en udgave med chifferstederne in bianco ville have vaeret saerdeles oplysende, og forovrigt bestar »chifrene« jo blot af alfabetets bogstaver, sa man kunne i og for sig have nojedes med at gengive dem, som de stod. Jeg ser helt bort fra, at noglen sikkert havde vaeret ligesa let at finde for Birket Smith som for mig, dersom han havde anvendt lidt tid derpa.

Datoerne citeres, og ganske enkelte udtalelser, der kan tjene til Eleonoras forsvar. Resten daekkes med en dolgende kaerlighedskabe. Deter sandt, hvad Birket Smith beklager, at vi ma savne Eleonoras egne breve, men de citeres og naevnes dog oftere sa udforligt i moderens svar, at udgivelsen af disse kunne have afbodet noget af savnet, og fra en senere periode (27. april 1663) har vi i hvert fald eet yderst oplysende egenhaendigt brev fra Eleonora Christina til dr. Sperling, hendes og Corfitz Ulfeldts allernaermeste ven, ogsa dette er staerkt gennemdraget med chiffersteder, men de er alle rigtigt oploste med en senere hand, vistnok fra det 18. arhundrede, sa dette brev burde Birket Smith i hvert fald ikke have forbigaet.

Defensors indlaeg bestar altsa forst og fremmest i en systematisk fortielse af de aktstykker, hvor der er oplysninger at hente om sporgsmalet.Dernaest er hans tankegang folgende: »Skjont Kirsten Munk betragtede svigersonnens sag overfor den danske regering som en retfaerdigsag, og skjont hun heller ikke laegger skjul pa sit had til de danske magthavere, synes hun dog ikke at vide noget naermere om Ulfeldts forraederiskeagitationer.

raederiskeagitationer.Hun tror, deter logn og bagvaskelse, nar rygtet gar, at han har tilbudt Carl Gustav 2 tonder guld for at angribe Danmarki stedet for Polen, og hun laner selv den svenske konge penge uden at kende Ulfeldts planer om at hidse Sverxge op til krig mod Danmark.« Herfra gar defensor nu et skridt videre: »Der er intet, som lader antage, at disse ytringer ikke ere oprigtigt mente, og kaste de ikke ligesom et gj_enskinover Eleonora Christinas eget forhold til disse sager? Er ikke den naturligste forklaring af moderens mangelfulde kjendskab til Ulfeldts planer den, at heller ikke datteren heltud billigede disse planer? Havde hun gjort det, ville hun sikkert hverken have forsomt at underrette moderen om dem eller - med den indflydelse, hun havde pa hende — at stemme hende gunstigt for dem.«

Laeg her f. eks. maerke til det lille, ikke helt uskyldige kneb: nar man laeser en forsaetning som »Er ikke den naturligste forklaring af moderens mangelfulde kjendskab til Ulfeldts planer den, at heller ikke datteren ... «, sa venter man uvilkarlig en efterssetning som »kjendte dem«. Men dette tor defensor i virkeligheden ikke pasta: at Eleonora Christina, som selv sad med sin mand ved det svenske hof, skulle vaere uvidende om hans planer. Hun var jo en bade klog, dristig, snarradig, slagfaerdig, vittig og lysende intelligent kvinde, efter mit skon var hun langt den klogeste af de to. Defensor tor altsa ikke sige, at hun ikke kendte de forrsederiske planer, men han aendrer udtrykket til »billigede dem«, hvad der allerede er lidt af en tilsnigelse. Men ikke engang dette tor han pasta. Han tilfojer det lille ord »heltud«, der atter tager lidt af brodden af udtrykket. Hvad bliver der da tilbage af det ganske defensorat? Kun ordspil og prokuratorkneb.

Med tung vaegt falder logikken i defensors bevisforelse tilbage pa ham selv, i det ojeblik alle forudsaetningerne brister. I det ojeblik det kan bevises, at Kirsten Munk ikke var i god tro, nar hun udgod sine krokodilletarer over den skammelige bagvaskelse, at Corfitz Ulfeldt tilbod svenskekongen 2 tonder guld for at ga 10s pa Danmark. Vi veed nu, at hun i hoj grad billigede, at Ulfeldt gav ikke blot 2, men over 3 tonder til svenskekongen, og at hun selv, besjaelet af den mest tydelige haevnfolelse, lante ham 20.000 rigsdaler til samme formal. Vi veed, at hun, samtidig med at Ulfeldt sogte at forrade Danmark til England, igennem Eleonora var underrettet om disse planer, og at hun, ligesom Ulfeldt og Eleonora Christina, i alle de 6 ar kun levede og andede i den hadefulde tanke om hsevn over Frederik 111 og hans dronning.

Altsa har ogsa datteren bade kendt og i fuldeste mal billiget disse planer, og hun har uden tvivl vaeret sin mand en meget vaerdifuld stotte ved deres udarbejdelse. Den hjerteangst, der griber moder og datter ved udsigten til at ogsa datterens breve kunne falde i kongens

haender, tyder jo ogsa pa, at disse breve ikke var helt uskyldige, og fru
Kirsten har sikkert gjort klogt i at braende dem i Boilers store kamin,
eller hvor de nu er blevet af.

Sa meget des mere vserdifulde bliver derfor 2 andre aktstykker fra
Eleonoras egen hand. Begge har chiffersteder med Eleonora Christinas
chiffre, som ikke er ganske de samme som Kirsten Munks.

Eleonora Christina har i regeringens arkiv i Stockholm fundet og afskrevet en lille beretning om ceremoniellet ved hoffestlighederne i anledning af den svenske konges bryllup 1654. Medens hendes mand ofte var i audiens hos dronning Christina og kong Carl Gustav, sad hun altsa og granskede flittigt i regeringsakterne i gehejmearkivet, det svenske rigsarkiv. Hun skriver som overskrift i chifre: »Det som jeg singulier udi kong Karls regering i Sverig haver funden.« Skulle en klog kvinde som hun udelukkende have benyttet den tilladelse, hun har faet eller taget sig til at studere de nyeste akter i kong Karls regeringsarkiv til at fremdrage den slags snurrepiberier? Mon der ikke tillige i hendes og mandens gemmer skulle have vaeret andre og mere betydningsfulde uddrag fra det svenske gehejmearkiv? Deter ikke sikkert, at det lille aktstykke er sa uskyldigt, som det ser ud til. For det forste viser overskriften altsa den i mine ojne vigtige kendsgerning, at ogsa Eleonora Christina havde skaffet sig adgang til papirer i kong Karls regeringsarkiv. For det andet viser det, at den overhovedet er affattet i Ionskrift, at denne kendsgerning efter hendes rnening burde skjules, at hun ikke talte abenlyst om sine besog i det svenske gehejmearkiv. Endelig ma man jo huske pa, hvilke haevntanker og hojtflyvende planer, der i disse ar besjaelede de to.

For enhver pris, selv den dyreste for deres faedreland og dets folk, skulle Sverige og England hidses op til krig mod Danmark. Den svenske konge skulle med sin riser knuse Danmark til grunden, for derved ogsa at sondersla det danske kongehus, det danske kongepar, i hvem de sae deres argeste fjender. Frederik 111 og hans dronning skulle forjages, og Corfitz Ulfeldt og hans kongelige hustru indtage deres plads, enten som dronning over Danmark og prinsgemal, eller som det han eengang var: rigens hovmester, som rigsforstander eller statholder under den svenske krone. En dristig plan, ja, en dumdristig plan!

Var det som forstudium til de stralende hoffester, der da skulle fejres pa Kobenhavns gamle slot, nar Kirsten Munk skulle samles med dem »i glaede« igen, at Eleonora Christina omhyggeligt afskrev beskrivelsen af det hojtidelige ceremoniel ved det gamle og stilige svenske hof?

Det andet aktstykke er et af de meget fa fortrolige og private breve
der er os levnet fra Leonora Christinas hand. Deter skrevet pa det

maske allermest kritiske tidspunkt i aegteparret Ulfeldts liv, da de havde
sa at sige sat alting pa eet kort. Store partier af deter med chifferskrift,
som imidlertid er naesten rigtigt oplost over linierne.

Efter at have vseret pa sin magts hojeste tinde nogle ar efter krigen som den svenske konges gehejmerad og rigt forsynet med store gaver, bragte Corfitz Ulfeldts aldrig hvilende aergerrighed og hans urolige, tojleslose sind ham igen til fald. Han stillede sig i voldsom opposition til Carl Gustav m. h. t. nyordningen af det ved krigen vundne Skane, og navnlig nar sporgsmalet om adelens rettigheder kom pa bane, var det ham altid svaert at holde sin tunge i ave. Folgen blev vrede og mistro fra kongens side, og han blev endogsa i sit nye faedreland staevnet og domt som forraeder. Her var det Eleonora Christina der snarradigt, klogt og dygtigt alene patog sig at fore hans sag, da han selv midt under udarbejdelsen af et forsvarsskrift blev ramt af et alvorligt slagtilfaelde, der lammede bade hans tunge og krop. Udgangen blev da, efter Carl Gustavs dod 1660, at, skont han egentlig var domt til at miste liv og gods, blev han dog frikendt af formynderregeringen. Forinden dette blev bekendt for aegteparret i Malmo, havde de dog allerede besluttet at flygte ud af landet, da der gik rygter om, at de skulle deporteres til Finland.

Letsindigt valgte de Danmark til opholdssted, det vil sige, det var den staerkt andssvaekkede Ulfeldt, der her pa skaebnesvanger made modsatte sig Leonoras rad om at rejse til Liibeck. I forklaedning slap de forbi fangevogterne i Malmo og tog ophold i Kobenhavn. Her blev de snart fanget, og sidst i juli 1660 blev de fort til Hammershus, hvor deres vogter blev den brutale generalmajor Adolph Fuchs. Ulfeldt var stadig meget svag, og derfor mislykkedes ogsa et flugtforsog i marts 1661, der blot forte til en endnu strengere indespaerring. Til slut matte de 5. oktober 1661 underkaste sig et strengt forhor, og efter at have indgivet et saerdeles ynkeligt bonskrift 27. oktober 1661, blev de tvunget til e,n overordentlig ydmygende underkastelse i et brev af 14. december 1661, hvori de gav afkald pa store godser i Danmark. De frasagde sig alle de rettigheder, som Ulfeldt havde skaffet sig ved Roskildefreden, og Leonora Christina opgav sin titel og sit vaben som grevinde til Slesvig og Holsten og som kongedatter af Danmark; Ulfeldt matte senere pa sine knae aflaegge troskabsed til kongen og kongehuset.

Denne ed brod han dog snart. Laenge holdt han sig ikke i ro pa Fyn, hvortil han var forvist. Han maerkede hos adelen nogen misfornojelse med den nye statsform under enevaelden, og det tog straks til at syde og gaere med store planer i hans urolige og fantastiske sind, planer om haevn for de ydmygelser han havde mattet doje. Han fik udvirket kongenstilladelse til en baderejse og rejste i juni 1662 til Amsterdam. Her traf han den brandenburgske kurprins' laerer, Stephani, som han i forblommedeog

blommedeoguklare vendinger betroede, at han havde saerdeles vigtige ting at fortaelle kurfyrsten. Fra Holland rejste han til Brugge. Hos Ulfeldts opholdt sig ogsa deres unge son Christian. En dag i november 1662, da han kom ind pa et vinhus i Brugge og spurgte efter en af sine venner, blev det fortalt ham, at denne var forhindret i at komme, fordi han skulle spise sammen med en dansk greve, der var pa besog i byen. Han spurgte da, hvem den greve var. Der var ingen danske grever. CorfitzUlfeldt og Valdemar Christian var tyske rigsgrever. Han spurgte derfor om mandens navn. Vennerne svarede, at han hed generalmajor Fuchs. Ved at hore dette forhadte navn pa forseldrenes boddel pa Bornholm,skiftede den unge Ulfeldt brat farve, drak i hast et glas vin og gik. Inden en halv time kom han tilbage, sad tavs en tid og drak, og modtog af og til hviskende meldinger fra sin tjener, indtil han pludselig brod op. Kort efter sprang han op i Fuchses abne vogn, der holdt foran borgmesterens trappe, og han stak ham ihjel pa aben gade. Tjeneren holdt parat med to opsadlede heste, og de forsvandt begge i strakt galop ud af byens port. Han opholdt sig i den folgende tid mest hos den svenske dronning Christina i Italien.

Man sporer ingen anger over det skete hos Leonora Christina. Hun omtaler, at »Fosses enkes slaegt« lader udsprede forskellige onde rygter om, at mordet har fundet sted pa deres anstiftelse, og at de har hjulpet deres son til at salvere sig, og nserer blot frygt for, at deres planer ved en enkelt tabelig medviders abenmundethed skal blive abenbaret.

Det var som saedvanlig store planer, der var i gaere, og hojt spil, der blev spillet, men ingen der laeser Leonoras brev vil fa det indtryk, at hun var betsenkelig ved planerne, langt mindre at hun ikke kendte dem. Hun er blot, som rimeligt er, spsendt pa udfaldet. Men haevn er alene hvad hun attrar.

Hvad der var sket ganske fa maneder for brevet blev skrevet, var intet mindre end Corfitz Ulfeldts sidste og storste forraederi, det, hvorforhan blev halshugget in effigie samme ar, det hvorfor Eleonora Christina selv blev faengslet i Blaa Taarn. Alting tyder dog pa, at Ulfeldt lige siden han ramtes af det alvorlige slagtilfselde i Malmo 1660, ikke har vaeret fuldt normal. Hele hans omflakkende, ustadige liv i Europa og hans besynderlige fserd tyder pa, at hans fantasteri og sygeligeforfaengelighed har taget overhand over ham. Kurfyrsten af Brandenburghavde efter Stephanis beretning sendt generalmajor Alexandervon Spahn til Brugge, og for ham udviklede Ulfeldt da, hvorledes hele gejstligheden og adelen og storste parten af menigmand i Danmarkvar lidet tilfredse med den nuvaerende konges styrelse. Flere gejstligeog adelige havde vseret hos Ulfeldt og anmodet om, at han, som havde hjulpet kongen til kronen (!), nu igen ville vaere dem behjaelpelig med at afkaste aget. Hvis han ville gore fselles sag med dem, sa ville de,

og omtrent det hele land, gore opstand. Ulfeldt ville derfor tro, at det ved hans hjaelp skulle lykkes kurfyrsten af Brandenburg at opkaste sig til konge over Danmark, men han ville endnu ikke abenbare ham den mermere fremgangsmade.

I marts 1663 underrettede kurfyrsten af Brandenburg Frederik 111 om disse besynderlige forraederiske planer. I april 1663 er det brev fra Eleonora Christina til dr. Sperling skrevet, som jeg til slut skal laese for Dem. Visse udtryk i dette brev er ligesom dystre forvarsler om det, som snart efter skulle ske. I maj 1663 rejste hun til England for at krseve kongen for Corfitz Ulfeldts tilgodehavende penge. Den 20. juni skriver Frederik 111 til kong Karl II om Ulfeldts forrsederi og beder om, at Eleonora Christina ma blive ojeblikkelig arresteret. Dette skete under hojst dramatiske omstaendigheder, den 27. juli 1663. Den engelske konge slap pa en lumpen made af med sin generende kreditor. Blaa Taarns snsevre rum fik i mange ar en fornem fange.

Lad os da hore, med hvilke tanker hun rejste ud pa sin sksebnesvangre

»Monsieur le Docteur, salut

Eders af den 10./20. april er mig ret nu kommen til haende. Jeg kan ikke begribe arsagen, hvorfor vi ikke udi gar god tid bekom vores breve. Jeg gjorde mig alt tanker, at disse herrer her var curieuse (nysgerrige) for at se vores breve, eftersom den kobmand, som vores breve adresseres til, nu er borgemester. I synderlighed allarmered mig en tiding, mig blev sagt udi gar pa comedien, som var, at der skulle komme commissarier hid, som skulle eftersporge, hvem af adelen her, eller andre, havde hjulpen min son at salvere sig, og at med dennem skarp skulle forfares. Jeg habes dog, at det ikkun er en faux bruit (falsk alarm), som Fosses enkes slaegt lader spargere (udsprede). Mens dersom ded skete, da kom mange folk udi ulejlighed, og kunne ded vel forarsage disordre (uorden), thi der er resolute karle udiblandt. Ded troublerer mig meget (voider mig megen aengstelse), og i synderlighed raeddes jeg for een, der er iblandt, som ikke kan tie, og er uforstandig, og veed ded altsammen, at formedelst hans uforstands skyld de andre skulle blive decouvert (afsloret). Dette haver fourneret mig materia (givet mig stof til) at skrive, mens jeg havde dog heller skreven en fabel udi ded sted. Vil formode, at ded bliver ved snak.

Nyt haver vi lidet eller intet, om Hannibal ikke mere end som han var ikke til. Prinsen er endnu udi Paris, forlyster sig med at ga til gaest. Terlin (den engelske minister) haver skrevet min herre udigen, gor store excuses (undskyldninger) over hvis passeret er, mens giver ikkun halve ord og intet at fatte om; melder dog intet mere om Cartago (Hannibal Sehested).

Om den mine P. gor at rejse, haver jeg sagt min herre, som er udi mening, at den rejse bliver magen til den, han gjorde forgangen ar. Ded ma vaere en stor divertissement (fornojelse) for de holsteinske rad at de sa kan 10se hverandre ud af indlageret. Jeg kender noget Blomme, jeg veed han enragerer de belle rage (bliver flojtende gal i hodet).

De hollandske aviser far vi inte her, uden sa er, at vores kobmand fra Antwerpen far nogle breve til os fra Italien, som sjaelden skeer. Derfor haver vi intet seet om ded nye giftermal, mens der kan intet vaere om, sa laenge at kongen af Spaningen og kongen af Frankrig ere udi god intelligence (forstaelse) med hverandre, sa tilstedes ikke ded giftermal. Der fornemmes intet endnu, hvor kongen af Frankrig vil hen med sit folk, eftersom her holdes for fuld sluttet en accomodement (overenskomst) med paven og hannem at vaere.

Af Engelland haver vi, at alting begynder at blive rolig, at kongen haver gjort des titres (til rangpersoner) nogle grever, iblandt hvilke canceleren er den forste, desligeste nogle baroner, sa og riddere af alle slags; sa han smorer dennem om munden med ded som mindst koster. Mens med den catoliske relion kan han ingen vej komme, ligesa lidt som han kan gore sin dronning et barn.

Jeg seer, at ded, jeg haver begsert af vores apologier (forsvarsskrifter), haver forarsaget, at jeg haver fact videnskab om en del af eders aventurer, der I var fangen udi Glyckstad. Sandelig, ded var ingen ringe fare, I var udi, hvoraf et uforvent tilfald eder reddede. Saledes er al vores levnet: uformodentlig falder vi udi ulykken, og ofte os uvidende, og der vi intet selver dertil contribuerer (bidrager), bliver vi dragen derudigen. Dersom os er endnu laenger liv forelagt, da troer jeg, at lykken os endnu noget ballotterer (bringer os i gevinst). Ded er sager, som store, dybe tanker forarsager, derfor vil jeg bryde ded der af, og slutte med Guds velsignelse, som jeg onsker eder og min lille, og glaeder mig, at han holder sig sa vel, og er sa lystig. Kan jeg ikke haevne mig, sa kan han maske gore ded en dag. Var jeg endda viss pa ded, sa ville jeg d0 med et content hjerte, nar ded skal vaere, mens helas! (ak!) enten man er content eller ikke, man far deran!

Se! hvor forer mig min melancolie nu pa den snak? Jeg er ikke udi
god humeur i dag, far derfor at soge comedien udi eftermiddag, som
Kjeld gor fropraedikerne, for der at hente trost for et bedrovet hjerte.
Adieu!

Vostre affectionee

Leonora Christina

Bryg, den 26. april 1663.«

Doctor Sperling havde vaeret naer ved at komme i langvarigt faengsel, da han blev arresteret i Gliickstadt. Leonora vidste ikke selv, hvor naer hun var ved »uformodentlig at falde udi ulykken.« Hun vidste ikke, at hun 3 maneder efter skulle blive arresteret i England, og at hun og dr. Sperling i mange, lange ar skulle blive naboer i Blaa Taarn.

Kong Frederik 111 sikrede sig i hende sin staerkeste og uforsonligste
fjende, og uskadeliggjorde hende uden blodsodenhed.

Men jeg synes, deter blevet svaert, ja, naesten umuligt, at tro, at Leonora Christina sad uretfaerdigt i faengsel. Hendes forste og sidste tanke var haevn over kongen og kongehuset, hun og hendes mand var landsforraedere, de »bar avindskjold mod kongen og riget«, og for den forbrydelse var straffen doden.

Svend Aakjaer.