DET NORDSLESVIGSKE SPØRGSMALS REJSNING I 1918

Da den nyudnaevnte tyske rigskansler prins Max af Baden sent om eftermiddagen d. 5. oktober 1918 for overfyldte tilhorerbsenke i den tyske rigsdag gav meddelelse om, at rigsregeringen natten i forvejen over Schweiz havde givet USA telegrafisk tilbud om at ville pabegynde forhandlinger om vabenstilstand og fred pa basis af praesident Wilsons 14 punkter, var det klart for alle indviede, at ogsa det nordslesvigske sporgsmal ville blive aktuelt. Dette sporgsmal var ganske vist ikke udtrykkeligt naevnt i de 14 punkter, men princippet om folkenes selvbestemmelsesret var proklameret, og med udgangspunkt heri ville problemet om en flytning af den dansk-tyske graense fra 1864 kunne rejses. Men hvem var i stand til at tage de indledende skridt? Tre muligheder forela, nemlig 1) sporgsmalet kunne rejses af den nordslesvigske befolkning, 2) et initiativ kunne tages af den nye tyske regering, inden for hvilken liberalere anskuelser nu gjorde sig gaeldende, og 3) den danske regering kunne foranledige, at sagen blev taget op.

For forstaelsen af situationen, saledes som den forela ved det tyske militaere sammenbrud omkring manedsskiftet september-oktober 1918, er det vigtigt at erindre sig, at Danmark ikke kunne gore noget juridisk krav gaeldende pa Sonderjylland eller dele af denne gamle danske provins.Ved Wienerfreden i 1864 havde Danmark afstaet hele Sonderjyllandsammen med Holsten og Lauenborg til de tyske stormagter. To ar senere havde Preussen efter en ny krig tvunget ostrig til at afsta hele

krigsbyttet fra 1864, og Sonderjylland indlemmedes i Preussen. Ved Pragerfreden lovede Preussen ganske vist ostrig at lade afholde en folkeafstemningi de nordlige distrikter af Slesvig (den beromte § 5), gennem hvilken det skulle afgores, om disse skulle vende tilbage til Danmark. Der fortes i arene efter 1866 forhandlinger med Bismarck om en opfyldelseaf dette lofte - forhandlinger, i hvilke ogsa Danmark deltog - men i 1878 enedes Preussen og ostrig om at ophaeve § 5. Ophaevelsen af loftet om en folkeafstemning aendrede i og for sig intet i det officielleDanmarks stilling til det nordslesvigske sporgsmal, da loftet i § 5 jo ikke var givet Danmark, men ostrig. Pa den anden side fandt de dele af den danske befolkning, som i arene efter 1864 aktivt fulgte med i de danske sonderjyders skaebne under preussisk herredomme, at der stadigvar et ulost nationalt sporgsmal mellem Danmark og Tyskland, og i hjertet bevarede man et stille hab om, at den storpolitiske udvikling ville forme sig saledes, at muligheden for en genforening med landsmaendsondena matte blive etableret. Da verdenskrigen brod ud i sommeren1914, erklaerede den danske regering, at den agtede at forblive neutral,og man fastholdt denne politik gennem alle krigsarene. Da krigen sluttede, kunne den danske regering derfor ikke fremsaette et juridisk formuleret krav, men, som stemningen i den danske befolkning var, heller ikke undlade at formulere et onske om, at det uloste nationale problem blev ordnet.

Da de tyske stormagter i Wien gennemtvang Kongeagraensen, medl'ortedette, at en ikke übetydelig dansk folkegruppe blev adskilt fra det danske rige og imod dets vilje i 1866 indlemmet i Preussen. Loftet i § 5 fremkaldte hos denne befolkning en forhabning om, at en afstemning snart ville finde sted og en tilbagevenden til Danmark herved muliggjort.Da man i 1867 udskrev valg til den nordtyske rigsdag, opfattede man dette valg som et provevalg for den forestaaende folkeafstemning, og valget viste, at der var dansk flertal indenfor Sonderjylland til en linie, der ville komme til at 10be syd om Flensborg og nord om Tonder. I forventningom den snart forestaende genforening foretrak mange unge maend ikke at aftjene den preussiske vaernepligt, og de forlod hjemstavnenog tog ophold i det gamle land. Dette medforte en ikke ringe svaekkelse af den danske nationalitet i Sonderjylland. Da de tyske stormagteri 1878 ophaevede § 5, og habet om en genforening hermed skubbedes ud i en uvis fremtid, forstod de danske Sonderjyder, at det var nodvendigt, at ungdommen forblev i landsdelen. En politisk nyorienteringfandt sted, nye forere fremstod, og nye nationale organisationer blev skabt. Gennem 1880erne og 1890erne bragtes tilbagegangen til ophor,og grundlaget blev lagt for ny fremgang, og da H. P. Hanssen i sommeren 1914 talte ved det store danske arsmode i Haderslev, kunne han med tilfredshed se tilbage pa udviklingen i det forlobne ar og med

tillid skue fremtiden i mode. Aldrig tidligere i landsdelens historie havde danskheden vseret sa staerk og malbevidst. De udtyndede nationale geleddervar blevet udfyldt med vagen og selvbevidst dansk ungdom, og selv om de tyske stormagter havde ophaevet § 5, mente man under henvisningtil den nationale udvikling i de forlobne ar og i henhold til livetsret at kunne fastholde kravet om en genforening med landsmaend i det gamle land.

Medens danskheden i Nordslesvig var gaet styrket ud af kampen med de preussiske myndigheder, sa det ikke sa godt ud lsengere sydpa. I landsdelens gamle hovedstad Flensborg, der endnu i 1867 havde haft et lille dansk flertal, havde den tysktalende og tysksindede befolkning faet overtaget, forst og fremmest som folge af en meget staerk tysk indvandring. I flere mellemslesvigske sogne havde den hjemmehorende befolkning mere og mere tabt forbindelsen med de danske kredse imod nord og stserkere og staerkere orienteret sig mod syd, og det lykkedes ikke de slagkraftige danske organisationer i Nordslesvig at fastholde den mellemslesvigske ungdom inden for de danske raekker.

Den nationale bevaegelse i Nordslesvig havde, efterhanden som arene skred frem, haft en svaer dyst med de preussiske myndigheder. Disse, der ofte stod helt fremmede over for den stedlige befolkning, anvendte alle midler — ligefra tabelige chikanerier til grove overgreb — for at komme den voksende danskhed til livs. I sammenligning med, hvad det brutale 20. arhundrede har kunnet fremvise af nationale overgreb, var den preussiske embedsstands optraeden i Sonderjylland i arene op imod 1914 naermest human, men ud fra datidens forudsaetninger foltes overgrebene bade smalige og brutale. De bidrog endvidere til at holde de nationale modssetninger levende og styrkede kun danskheden, i hvert fald i de egne, hvor danskheden fra gammel tid var staerk og levende.

Kort tid efter arsmodet i Haderslev i 1914 udbrod verdenskrigen, og i mere end 4 ar hvilede krigen tungt over Sonderjylland. Ungdornmenkaldtes under fanerne, og henved 6000 dansksindede unge sonderjydervendte aldrig tilbage. Andre tusinder gensa hjemstavnen som invalider eller pa anden made mserket af livet i skyttegravenc. De, der fik lov til at blive hjemme, havde deres kamp med at holde produktionslivetgaende, og dyrtid, rationering og andre af krigstidens uundgaeligefolger la som et frygteligt tryk over hjemmene. Hertil kom aengstelsenfor segtefsellers og sonners skaebne pa de fjerne slagmarker, og de mange tunge budskaber, der uundgaeligt kom tilbage fra disse. Men hvor morkt det end sa ud, bevaredes habet i de tusinder af danske hjem ud over landsdelen. Man ville ikke opgive habet om, at krigstidens harde provelser matte ende med opfyldelsen af genforeningshabet. Den generation,der har oplevet fern lange besaettelsesar, forstar, hvorledes man kan habe ligesom pa trods. Da budskabet omkring manedsskiftet september-oktober1918

tember-oktober1918om Tysklands militaere sammenbrud langsomt bredte sig ud over Nordslesvig, forstod man, at dagen var naer, den dag, man havde laengtes mod gennem de mange og tunge dage. I glaeden og lykken blandedes imidlertid dyb sorg over, at sa mange ikke skulle fa lov til at opleve denne dag.

Med opma>rksomhed fulgte nordslesvigernes politiske f'orer, rigsdagsmand H. P. Hanssen, den storpolitiske ndvikling. Efter at prins Max af Baden havde afgivet den nye regerings programerkla>ring, tog rigsdagen ferie indtil 23. oktober. I dagene mellem d. 5. og 23. oktober ndveksledes telegrafisk forskellige depecher mellem Berlin og Washington om den naermere forstaelse af det tyske kapitulationstilbud, og i disse uger fortsattes de forbitrede kampe pa vestfronten. Overalt i verden svingede stemningen mellem hab og frygt. Ville vabnene nu endelig tie, eller skulle man gennem endnu mange maneders forbitret strid?

H. P. Hanssen vanned sit intime kendskab til tyske forhold og nacre forbindelse med folk, der vidste virkelig besked, overbevist om, at Tyskland matte soge fred. En fortsat kamp ville vaere meningslos. Han besluttede derfor at rejse det nordslesvigske sporgsmal ved t"orstkommende lejlighed i den tyske rigsdag og at kraeve en ny graense draget mellem Danmark og Tyskland i henhold til det af praesident Wilson proklamerede princip om folkenes selvbestemmelsesret, d. v. s. efter en afholdt folkeafstemning. Indtil videre sogte han gennem samtaler med frisindede tyske politikere at interessere dem for sagens Iosning, og fra hans hotelvaerelse i Berlin udsendtes korrespondancer til tyske blade, hvori redegjordes for problemet. Der igangsattes endvidere hjemme i Nordslesvig en stor adressebevaegelse, der skulle udmunde i et almindeligt krav til Tyskland om nu at lose sporgsmalet. Adressen, som alle betydende organisationer skulle underskrive, skulle ligge klar til aflevering ved passende lejlighed. Da rigsdagen derefter tradte sammen d. 23. oktober for at tage stilling til regeringserklaeringen, anmeldte H. P. Hanssen sig som taler, og efter at forst repraesentanter for Elsass- Lothringen og derefter den polske delegerede havde haft ordet for at praesentere disse landsdeles nationale onsker, talte H. P. Hanssen. I sin tale greb han tilbage til det Iofte om afstemning, som indeholdtes i § 5, og han sluttede: rigsregeringen liar anerkendt princippet folkenes selvbestemmelsesret, anvend ogsa dette princip pa Nordslesvig! Dette krav lyder fra Nordslesvig, fra Danmark, fra hele Skandinavien. Overhor ikke dette rah! Nar folkenes selvbestemmelsesret er alvor for Dem, nar De virkelig vil slutte en rets- og forsoningsfred, sa ma De, nar freden nu sluttes, Iose det nordslesvigske sporgsmal. Dermed opfylder De ikke blot vore varmeste onsker, dermed fremmer De ogsa tyske interesser. Thi retfaerdighed ophojer et folk. Talen hilstes med varmt bifald fra venstrebaenkene.

Gennem H. P. Hanssens store tale d. 23. oktober havde nordslesvigernes forste politiske repraesentant officielt rejst det nordslesvigske sporgsmal. Rigsregeringens med spsending afventede svar kom gennem den nye tyske regerings fungerende udenrigsminister, dr. Wilhelm Solf.

Dr. Solf havde ikke pa forhand noget saerligt kendskab til det nordslesvigske sporgsmal. Han havde i mange ar virket inden for tysk kolonialadministration. En arraekke havde han vaeret guvernor pa Samoa, og i 1911 udnaevntes han til koloniminister. Under krigen havde han vist madehold og forsonlighed. I prins Max af Badens nye regering virkede han sora udenrigsminister. I forbindelse med regeringsskiftet foretoges visse aendringer inden for det tyske udenrigsministerium. Nye maend tradte til med nye ideer. Saledes udnaevntes socialdemokraten dr. Eduard David til understatssekretaer. I det store og hele bevarede dog det gamle regimes maend indtil videre deres noglepositioner inden for ministeriet.

Den tyske rigsregering kunne i dette afgorende ojeblik have valgt at tage et fuldstaendig klart standpunkt og tilbudt en Iosning af det nationale sporgsmal, som i sa mange ar havde forgiftet det politiske forhold mellem Danmark og Tyskland. Man foretrak imidlertid at lade dr. Solf udtale, at man ikke kunne anerkende, at der kunne bygges noget formelt krav pa § 5, men at man fra tysk side var rede til loyalt at udfore praesident Wilsons princip om folkenes selvbestemmelsesret. H. P. Hanssen var ikke tilfreds med denne ret vage udtalelse, og det var hans forste indskydelse pany at bede om ordet for at opna en naermere praeciseret udtalelse. Understatssekretaer David kom ham imidlertid i forkobet, idet han kom hen til H. P. Hanssen pa dennes plads i rigsdagssalen og mundtligt meddelte ham, at Tyskland virkelig havde til hensigt at anvende princippet om folkenes selvbestemmelsesret ogsa pa det nordslesvigske sporgsmal. Hvad man fra tysk side bestred var blot, at der kunne fremsaettes et formelt onske pa basis af § 5. Indtil videre lod H. P. Hanssen sig noje med denne mere uofficielle meddelelse, men hans bestraebelser gik i den folgende tid ud pa at fa en skriftlig bekraeftelse fra rigsregeringen om sporgsmalets Iosning.

Vi ved nu, at dr. Solf, forinden han afgav sin erklaering af 24. oktober,havde faet forelagt en udtalelse om det nordslesvigske sporgsmal,udarbejdet af den tyske gesandt i Kobenhavn grev Brockdorff- Rantzau. Grev Rantzau havde siden 1912 vaeret minister i Kobenhavn. Under hele verdenskrigen havde han haft et intimt samarbejde med udenrigsminister Scavenius, og en vis fortrolighed var udviklet mellem de to maend. Allerede 9. oktober kunne grev Rantzau indberette, at udenrigsminister Scavenius for et par dage siden havde meddelt ham, at man matte forvente, at det nordslesvigske sporgsmal ville blive rejst i dansk presse. Dette var nu sket. Begivenhedernes udvikling i de folgendedage

gendedagemedfortc, at gesandten begav sig til Berlin til radslagning ined sin regering. Under opholdet i Berlin udarbejdede grev Rantzau et memorandum om del nordslesvigske sporgsmal, der cr dateret 17. oktober.

I dette memorandum udtaler grev Rantzau, at efter at krigens ulykkelige udgang har medfort, at det nordslesvigske sporgsmal pany er blcvet aktuelt, opstar det sporgsmal, om Tyskland skal lade sine fjender afgore sagen eller selv tage det i sin hand. Efter gesandtens opfattelse er det ganske klart, at ententen vil tilbyde Danmark Nordslesvig, og at en dansk regering umuligt vil kunne afsla denne gave. Grev Rantzau mener derfor, at det var at forctmekke, 0111 Tyskland, inden det nordslesvigske sporgsmal blev forelagt fredskongressen, spontant erkkvrede, at man havde besluttet sig til at Iose det nordslesvigske sporgsmal i overensstemmelse med folkenes selvbestemmelsesret. Tyskland ville hermed opna, at det, som man senere ville blive tvunget til at afsta, kom til at fremsta som en tysk gave, at man kunne undga de pinlige forhandlinger pa fredskongressen, og at sporgsmalet kunne indskra?nkes til en ren national Iosning. Indblandes ententen i sagen, risikerer man let, at sporgsmalet Soges lost efter historiske synspunkter, og at omrader udenfor Nordslesvig kommer pa tale. Gesandten mente, at det ville have betydelige fordele, hvis sagen kunne ordnes direkte med Danmark.

Det fremgar af pategninger pa dokumentet, at dette blev forelagt dr. Solf d. 20. oktober, og at ogsa andre fremtrsedende embedsmaend inden for det tyske udenrigsministerium fik det at se i de kommende dage. Om de naermere droftelser, som dette forslag gav anledning til pa hojeste plan, vides intet, men resultatet blev altsa i i'orste omgang dr. Solfs ret vage udtalelse i den tyske rigsdag d. 24. oktober. Hverken nu eller senere fulgte rigsregeringen gesandtens forslag om at tage initiativet til direkte forhandlinger med Danmark om det nordslesvigske sporgsmal uden om fredskonferencen. Derimod gik regeringen ind pa at lade dr. Solf i et brev til H. P. Hanssen af 14. november 1918 skriftligt beknefte, at det var rigsregeringens standpunkt, at ogsa det nordslesvigske sporgsmal burde Ioses i henhold til praesident Wilsons fredsprogram. Dette brev blev imidlertid forst til, efter at en revolution havde fjernet den sidste kejserlige regering, og nye maend, hvoraf flere var H. P. Hanssens naere politiske venner, havde indtaget de ledige pladser.

Vender vi os derefter til udviklingen i kongeriget, vil det vaere nodvendigtogsa her at ga noget tilbage i tiden. I kongeriget fandtes kredse, der lige siden 1864 med interesse og aktiv stotte havde fulgt den nationaleudvikling i Sonderjylland efter katastrofen i 1864. Under verdenskrigenhavde det vaeret umuligt offentligt at diskutere det nordslesvigskesporgsmal, og forbindelsen over grae risen havde vaeret vanskelig. Ogsa i kongeriget habede man pa fremtiden og forberedte sig pa, hvad

den kunne bringe. Inden for de sonderjydsk interesserede kredse kan man tale om to hovedgrupper. En floj, der samlede sig om historikeren H. V. Clausen, og hvortil horte insend som dr. Mackeprang, professor Harald Hoffding, dr. H. L. Moller og professor Aage Friis onskede at arbejde for, at det danske Nordslesvig efter en afholdt folkeafstemningskulle vende tilbage til Danmark. Deres nationalpolitiske synspunktervar blevet udformet under indtryk af A. D. Jorgensens nogterne syn pa den nationale udvikling i Sonderjylland gennem tiderne, og de havde ved egne studier og ved aktiv medleven i sonderjydernes kamp naermere udformet deres nationalpolitiske program. Gennem mange ar havde de staet i en intim kontakt med H. P. Hansen, og der var fuld enighed med denne om fremtidsmalet. Dette formuleredes som en genforeningmed Nordslesvig til en linie nord om Flensborg, syd om Tonder, den sakaldte H. V. Clausen-linie.

I staerk modsaetning til maendene omkring H. V. Clausen fandtes en anden gruppe under ledelse af den kobenhavnske overlaege lonas Collin og rektor H. P. Hansen, der var enige om at modarbejde, hvad man kaldte H. V. Clausens umulige linie. Derimod var man ikke enige om, hvor meget af det gamle danske land Sonderjylland, man onskede tilbage. Nogle koncentrerede sig om at generhverve Flensborg og de mellemslesvigske sogne, andre onskede den fremtidige grsense trukket langs Dannevirkelinien, og atter andre ville udstraekke Danmarks graense indtil den historiske graense langs Ejderen. Endelig var der flere, der bestemt mente, at de allierede efter krigen ville fravriste Tyskland Kielerkanalen og etablere en neutral kanalzone pa begge sider af denne. Danmarks sydgraense matte da naturligt bliv° kanalzonens nordgraense. Selv om man var uenig om malet for fremadesui stod man imidlertid samlet om det standpunkt, at man ikke onskede nogen afstemning. Man ville derimod trostigt overlade til ententen at bestemme, hvor Danmarks fremtidige sydgraense skulle ga. Allerede meget tidligt sogte gruppen kontakt jtned de vestallierede gesandter i Kobenhavn, navnlig den franske, og man forsogte at interessere disse for en losning i overensstemmelse med gruppens onsker. Hvorvidt man er gaet i disse forhandlinger kan forst klares, nar til sin tid de franske arkiver abnes.

Medens krigen rasede, kunne ingen af de to grupper arbejde offentligtfor deres synspunkter. Da Tysklands militaere sammenbrud var en kendsgerning, gik begge grupper i aktion med det formal at vinde offentlighedenstilslutning til deres synspunkter. Bade gennem pressen og pa moder igangsattes en kraftig agitation. Tonen mellem de to floje var fra starten bitter og meget personlig, og i de 18 maneder, hvor graensestridenrasede i dansk offentlighed, gravedes dybe klofter i det danske folk. Den staerke folkelige bevaegelse greb naturligvis ogsa over pa det

politiske plan, og hver af de to grupper forsogte at vinde tilslutning for deres synspunkter indenfor de politiske partiers repraesentanter. Adskilligepolitikere, der i begyndelsen havde overvejende sympati for et madeholdent standpunkt, blev, under indtryk af den staerke agitation for at fremsaette ret yderliggaende krav, mere lydhor over for disse. Graensesporgsmalethvirvledes lidt efter lidt ind i tidens andre store indrepolitiskestridssporgsmal og indgik til sidst en naesten uloselig forbindelsemed

Af afgorende betydning for sagens udvikling var naturligvis regeringens stillingtagen. Siden 1913 havde ministeriet Zahle haft regeringsmagten, og landets udenrigsminister var Erik Scavenius. Deter ofte blevet sagt, at han ingen interesse havde for det nordslesvigske sporgsmal i modsaetning til kolleger som P. Munch og Ove Rode, der altid bade forstands- og folelsesniaessigt havde vaeret staerkt engageret i de nationale problemer. Pa grund af manglende materiale er det vanskeligt at udtale sig om dette sporgsmal, men ineget tyder pa, at det nordslesvigske sporgsmal ikke havde den centrale placering i Scavenius' bevidsthed, som tilfseldet vanned flere af hans kolleger og store dele af den danske befolkning. For Scavenius matte det nordslesvigske problem altid vaere underordnet det langt vigtigere sporgsmal om Danmarks ojeblikkelige og fremtidige forhold til Tyskland. For ham var et godt politisk naboforhold til Tyskland det alt afgorende. Uden et sadant ville et selvstaendigt dansk rige ikke kunne eksistere. Dette matte palaegge ham en vis tilbageholdenhed i det nordslesvigske sporgsmal. Politiske modstandere drog af denne holdning den slutning, at udenrigsministeren var tyskvenlig. Dette er utvivlsomt en ganske overfladisk slutning. Mon ikke den senere statsminister Stauning havde mere ret, nar han ved en bestemt lejlighed besvarede sporgsmalet om Scavenius' pastaede tyskvenlighed med bemaerkningen: Scavenius er sgu aldrig venlig. Hvorledes dette specielle sporgsmal nu end forholder sig, er een ting imidlertid klart, at udenrigsministeren umuligt kunne afvise at beskaeftige sig med dette sporgsmal og nodvendigvis matte tage stilling og forme en politik.

Nar den radikale regering skulle tage stilling til det nordslesvigske sporgsmal, var det ligesa klart, hvilken vej den ville ga. Den kunne kun onske, at det danske folk samledes om at kraeve den rene nationale 10sning,d. v. s. en folkeafstemning i Nordslesvig med en kommende sydgraense,der fulgte den af H. V. Clausen optrukne linie nord om Flensborgog syd om Tonder. Med bestemthed ville man modsaette sig at modtage provinser, hvor tyskheden som folge af den arhundredlange folkelige kamp havde vundet flertallet. Regeringen, og det vil i denne forbindelse navnlig sige Scavenius, onskede endvidere meget, at den ordning af graensen mellem Danmark og Tyskland, som nu forestod,

sa vidt muligt skulle gennemfores med tilslutning fra det nye Tyskland. Kun derved kunne en eventuel nyordning sikres ogsa i fremtiden, nar de politiske magtforhold muligvis havde aendret sig. Medvirkende til udenrigsministerens tilbageholdenhed i begyndelsen af oktober 1918 var endvidere hele den uklare storpolitiske situation. Ville det initiativ, som den nye tyske rigsregering havde taget, standse krigen, eller skulle kampene endnu rase videre i manedsvis? Hvorledes ville Danmarks stillingvaere under denne situation? Under hele krigen havde regeringen sogt at opretholde en streng neutralitet over for begge de krigsforende parter. Denne politik havde vaeret betinget af den harde politiske nodvendighed.Landet graensede umiddelbart op til Europas staerkeste militaermagt,som, hvad ojeblik det skulle vaere, kunne lobe landets forsvar over ende. Endvidere var Danmark i hoj grad afhaengig af tilforsler, navnlig kultilforsler. Stoppede disse, kunne det fa katastrofale folger for det danske samfund og forarsage svaere okonomiske og sociale rystelser. Salsenge man ikke vidste, hvad de naermeste uger ville bringe, matte det officielle Danmark forholde sig i ro og ikke saette sporgsmal under debat, der kunne bringe den opnaede politiske ligevaegt i fare.

Meget tyder pa, at Scavenius ville have foretrukket laengst muligt at indtage denne afventende holdning, sa man bedre kunne se, om det bar mod fred eller fortsat kamp. Visse begivenheder fremtvang imidlertiden mere positiv stillingtagen. 14. oktober fik udenrigsministeren saledesbesog af den engelske charge d'affaires, som pa sin regerings vegne forespurgte, om det forholdt sig rigtigt med hensyn til verserende rygter om dansk-tyske forhandlinger om en losning af det nordslesvigskesporgsmal. Rygterne ma utvivlsomt fores tilbage til Dannevirkekredsenssamtaler med de vestallierede gesandter i Kobenhavn. Men sammenhaengen vil forst kunne klares, nar der ad are kan opnas adgang til disse gesandtskabers arkiver. Sa meget kan dog siges i dag, takket vaere det kendskab man har til det tyske materiale, at Scavenius talte fuldkommen sandhed, da han pa det bestemteste dementerede disse rygter. Nogle dage efter d. 14. oktober kom en hemmelig udsending over graensen, der medbragte et brev fra H. P. Hanssen til J. C. Christensenog Niels Neergaard, hvori den nordslesvigske forer i kraftige vendinger anrabte sine danske venner om at rejse kravet om Nordslesvigstilbagevenden til Danmark. Deter overvejende sandsynligt, at indholdetaf dette brev er blevet meddelt udenrigsministeren, og at dette i forbindelse med den engelske diplomats besog overbeviste Scavenius og regeringen om, at passivitet ikke laengere var mulig, og at der matte handles. Der fandt derefter i dagene omkring 18. oktober fortrolige droftelser sted mellem regeringen og partiordforerne om den vej, man skulle folge. Man enedes om at sammenkalde rigsdagen til en fortrolig droftelse af situationen. Dette mode afholdtes samme dag, som H. P.

Hanssen talte i Berlin — d. 23. oktober — og regeringen opnaede pa dette mode enig tilslutning til en videreforelse af neutralitetspolitikken og godkendelse af en graensepolitik, der tog sigte pa at generhverve Nordslesvigog kun dette. Under de fortrolige forhandlinger med partiordforerneog senere i rigsdagen havde der vseret visse vanskeligheder med enkelte konservative politikere, som stod under indflydelse af de mere yderligtgaende kredse, men flertallet af partiet samt de tre andrepartier gav fuld tilslutning til den af regeringen foreslaede politik.Resultatet af rigsdagens forhandlinger meddeltes savel de danske gesandter i udlandet som de udenlandske magters ministre i Kobenhavn.Andre skridt foretoges forelobig ikke.

I denne forbindelse kan det have interesse at oplyse, at udenrigsminister Scavenius faktisk havde faet et forslag forelagt om indledelse af direkte forhandlinger med Tyskland, men at dette ikke var blevet fremmet. Med dette forslag hang det saledes sammen.

Som dansk gesandt i Berlin sad siden oktober 1912 grev Carl Moltke. Denne havde omkring midten af September aflagt et besog i Kobenhavn og benyttet lejligheden til forhandlinger med Scavenius. Inden sin tilbagevenden til posten i Berlin nedfaeldede gesandten sine tanker om den ojeblikkelige situation i et memorandum, der bserer datoen 18. September. Det fremgar heraf, at bade minister og gesandt havde den opfattelse, at Danmark, hvorledes krigen end udviklede sig, matte fastholde den strengeste neutralitetspolitik og undlade enhver hoveren eller skadefryd overfor Tyskland, hvis krigen skulle ende med tysk milita?rt nederlag, hvilket dog ingen af de to ansa for umiddelbart forestaende pa det tidspunkt. Det udarbejdede memorandum forelagdes kongen og etatsrad H. N. Andersen, der begge tiltradte de freinsatte synspunkter.

Godt 14 dage senere indtraf imidlertid det tyske militaere sammenbrud. Som folge heraf fik gesandten 11. oktober i Berlin besog af en ikke navngiven tysk konservativ rigsdagsmand, der udtalte, at efter hans opfattelse var ojeblikket kommet for Danmark til at foretage en officiel henvendelse i Berlin om det nordslesvigske sporgsmal. Dette medforte, at gesandten planlagde en ny rejse til Kobenhavn. Forinden afrejsen sogte gesandten foretraede hos dr. Solf, formodentlig for om muligt at fa et indtryk af den fungerende tyske udenrigsministers syn pa den aktuelle politiske situation. Samtalen fandt sted d. 16. oktober, og gesandten indberettede straks om samtalens forlob. Gesandten fik kun lidt ud af sin samtale med dr. Solf. Den drejede sig forst og fremmest om de senest udvekslede telegrammer mellem Berlin og Washington. Kun ganske overfladisk berortes de nationale brydninger i graenselandet, og den konservative tyske rigsdagsmands forslag kom overhovedet ikke pa tale.

Pa vejen til Kobenhavn udarbej dede gesandten et memorandum, der er dateret 17. oktobcr, og som efter ankomsten overleveredes Scavenius. Ved et maerkeligt sammentrsef baerer dette memorandum samme dato som det ovenfor omtalte forslag fra grev Rantzau. I dette memorandum gor grev Moltke sig til talsmand for, at Danmark pa et eller andet tidspunkt skal foretage en officiel henvendelse i Berlin. Denne burde dog forst ske, nar freden var indtradt, og heist efter at den nordslesvigske befolkning havde tilkendegivet sine onsker. »At modtage Nordslesvig som en cadeau af Ententens Haand vil vaere en saare mislig Ting, da den Ordning, der vil traeffes fra den Side, ikke kan forudssettes at ske i Forstaaelse med Tyskland, og den Ordning, som skulle tilstra?bes fra dansk Side, jo netop maatte have det eneste Formaal at bringe et latent Stridssporgsmaal ud af Verden, bringe Ro og Tilfredshed over en i lange Tider af politiske Rivninger hjemsogt Egn og ikke at skabe et Nyt. Den territoriale Gevinst vilde fra dansk Side vaere at betragte som en med Losningen i denne Aand forbundet uundgaaelig Biomstaendighed«. Savidt det har kunnet konstateres, var det forste og sidste gang en dansk mand i ansvarlig stilling tog til orde for, at Danmark skulle soge en ordning gennemfort ved direkte forhandling med Tyskland. Forslaget blev imidlertid ikke taget til folge. At Scavenius ville have foretrukket denne fremgangsmade er muligt. Under en samtale med grev Rantzau d. 31. oktober i Kobenhavn refererer gesandten en udtalelse af Scavenius gaende ud pa, at der i Danmark var en naesten sygelig frygt (eine nahezu krankhafte Furcht) hos de politiske partier for direkte forhandlinger med Tyskland, da man frygtede, at disse ville kompromittere landet i ententens ojne. Grev Rantzau greb denne bemaerkning og udtalte, at han ansa det for onskeligt, at han og udenrigsministeren stadig holdt sig i nojeste kontakt med hinanden, hvilket Scavenius lovede, idet han udtalte, at han til enhver tid var rede til »vertraulichen, vorbereitenden Besprechungen«.

Til sadanne samtaler var der forelobig ingen grund, og der er heller ikke i de bevarede kilder efterladt spor af nye samtaler. Den danske regeringforetog sig forelobig intet, idet man ventede et udspil fra Nordslesvig.I Tyskland styrtede kejserdommet i grus, og vabenstilstanden blev underskrevet fa dage senere. Hermed var det afgjort, at det nu bar mod fred. I Nordslesvig blev vaelgerforeningens tilsynsrad sammenkaldttil et mode pa Folkehjem i Abenra 16.-17. november, for at man kunne godkende det forslag til en losning af det nordslesvigske sporgsmal, som var udarbejdet af H. P. Hanssen og de to andre parlamentariskeledere Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager. Resultatet af forhandlingerne pa Folkehjem blev den sakaldte Abenraresolution, for hvis tilblivelse, der andetsteds er redegjort (Afhandlinger tilegnede rigsarkivar Axel Linvald). Modet godkendte parlamentarikernes forslag

om, at der skulle soges tilvejebragt en folkeafstemning om genforening med Danmark i det omrade, som man betegnede Nordslesvig, og hvis sydgraense kom til at ga nord om Flensborg og syd om Tonder. I forsamlingenvar der ligeledes stemning for at arrangere afstemning i de tilgraensende omrader mod syd d. v. s. Flensborg og Mellemslesvig, safremtbefolkningen i disse omrader fremforte et onske om at komme tilbagetil Danmark. H. P. Hanssen og hans parlamentariske kolleger havde oprindelig ikke taenkt sig en afstemning syd for Clausen-linien, men man bojede sig for kravet for at at opna enstemmighed omkring resoiutionen.Nogle dage senere afleverede H. P. Hanssen Abeinraresolutionentil den danske minister i Berlin sammen med dr. Solfs erklaering om Tysklands beredvillighed til at 10se sporgsmalet i overensstemmelse med folkenes selvbestemmelsesret. Med disse dokumenter fulgte et brev fra H. P. Hanssen til den danske regering, hvori han anmodede denne om at rette en henvendelse til de allierede, saledes at de fornodne skridt til en opfyldelse af nordslesvigernes onske om genforening kunne blive taget. Gesandten lod straks henvendelsen og dokumenterne ga videre til Kobenhavn, og den danske regering opfyldte nordslesvigernes onske ved d. 28. november 1918 at viderebringe Abenraresolutionen til de allieredes repraesentanter i Kobenhavn. Det nordslesvigske sporgsmals losning var hermed overdraget den fredskongres, der skulle trsede sammeni