Fridlev Skrubbeltrang: Den danske husmand. Husmænd og husmandsbevægelse gennem tiderne. II. (Det danske forlag, 1954), 367 s.

De samvirkende danske husmandsforeninger har nu udsendt det bebudede
2. bind af Fridlev Skrubbeltrangs festskrift til 50-ars jubilaeet (om 1. bd. se:
Jyske samlinger, ny rsekke, 11. bd., s. 188 f).

Nar bogen maske i en vis forstand er knapt sa levende som forstedelen, har det vel nok sin forklaring i, at deter en samtidshistorie, der bringes. Begivenheder og personer er endnu ikke kommet sa meget pa afstand, at deter muligt at tage alle traek med. Deter en ting — en anden og maske lige sa vigtig er den sociale udjsevning, som har fundet sted i de sidste 50 ar. Ingen vover mere — i alt fald officielt — at bringe klassebestemte argumenter i marken mod rimelige og fornuftige reformforslag; den politiske diskussion er blevet mere saglig og for de fleste vel nok derved ogsa mere farvelos. Til gengseld er den med hele sit indhold af moderne okonomi vanskeligere at ga til, og det fremgar klart hos Skrubbeltrang, at de sidste fyrre ars arbejde i husmandsbevsegelsen, har stillet andre krav til lederne end dem, der var nodvendige, da den sociale placering stod i forgrunden. Finest blandt den nye tids maend star Jens Holdgaard, marquisen fra Give, der endog pa et engelsk hotel biev forvekslet med Henry Ford.

I politisk henseende har husmaendene vsesentligst sluttet sig til Det radikale venstre og Socialdemokratiet samt :i et vist omfang til Retsforbundet. Samarbejdets vigtigste resultat var i forste omgang oktoberlovene af 1919 om udstykning af jorder fra len og stamhuse og jord i offentlig eje. Disse love bragte skred i udviklingen, og skildringen af forarbejderne til dem og deres virkning er blevet et naturligt tyngdepunkt i bogen. Udstykningen spiller i ovrigt i hele perioden, og forresten den dag i dag en betydelig rolle i husmandsbevsegelsen. De vanskelige forhold under den store krise forst i trediverne er et andet tyngdepunkt — en krise ogsa for selve bevaegelsen med den alvorlige konkurrence, den pafortes fra Landbrugernes sammenslutning.

Bredt beretter dr. Skrubbeltrang om selve organisationens udvikling, om Sonderjyllands tilknytning, om skoler og presse. Gang pa gang henvises til forforbindelsen med hojskolen, der foruden en vis praktisk uddannelse gav den andelige ballast. Aakjaer og Skjoldborg skabte den digteriske baggrund, og et vidnesbyrd om bevasgelsens kraft er det, at de ikke har faet egentlige efterfolgere. Agitation, som de skabte den, er ikke mere nodvendig.

Blandt det sidste arhundredes mange folkelige bevaegelser har husmsendenes
vseret en af de mest alsidige, haevder forfatteren, og deter sikkert rigtig. Socialt,

okonomisk og kulturelt har man evnet at drage den for sa oversete samfundsklasseopad
til et stade, hvor den virker som et naturligt led i samfundsmaskineriet.