Charles Haugbøll: Børster. De omrejsende jernbane- og jordarbejderes liv og arbejde belyst gennem breve og samtaler. (Danmarks folkeminder nr. 65. Munksgaard, 1955). 183 s.

Forfatteren Charles Haugboll har fattet en dyb interesse for de gamle jernbanearbejdere — borsterne, og han har sat sig for at rejse dem et aeresminde ved at give dem en social-historisk og menneskelig retfserdigere placering end den, de hidtil har haft, og som i Ordbog over det danske sprog finder udtryk i definitionen: »Ra, übehovlede, simple og frastodende mennesker rned lave tilbojeligheder.«

Haugboll tager nu nok lidt for handfast pa den almindelige vurdering af borsterne. Sproget kender adskillige eksempler pa sadanne generaliseringer, der bygger pa negative traek, og hertil koramer, at han i sin diskussion slet ikke gar ind pa det rimelige i den gaengse fortolkning, der kun skal daekke ordets stilling i dag, hvor det ikke ud over i historisk tekst anvendes om arbejdere. I den forstand har de virkelige borster heller ikke brug for at blive rehabiliterede; de var i deres egen tid borster pa godt og ondt, og tidens forudssetninger ma vaere det afgorende for vurderingen af dem.

Forfatteren har indsamlet sit stof gennem breve og samtaler med endnu levende entreprenorer og arbejdere, blandt hvilke sidste der i ovrigt er meget fa herregardsborster og kun ganske enkelte havborster. Hovedparten har gjort deres indsats ved jernbaneanlseggene, hvor de udforte jordarbejderne og skinnenedlaegningen. Han har valgt kun i ret ringe omfang selv at tale med og i stedet enten lade meddelerne selv sludre 10s eller i enkelte tilfaelde fore pennen for dem, og der er kommet et fortraeffeligt tidsbillede ud af det, selv om man nok ma naere nogen betsenkelighed ved den anvendte form. Det skal ikke nsegtes, at den gor bogen bade livsnser og letlsest; men en gennemfort bearbejdning af det indsamlede materiale havde sikkert fjernet den sksevhed, som hele dens forklarende og undskyldende tendens i virkeligheden er. Dens fremkomst ma dog alligevel hilses med glaede, ikke mindst fordi den indeholder en raekke reelle oplysninger om borsternes ofte ejendommelige livssksebner, deres boligforhold, deres arbejdsteknik og sidst og mest deres ven og opstrammer, brsendevinsdunken. Vurderingen af denne veksler ganske vist lidt, og deter nok meningen, at den almindelige opfattelse ogsa her skal reduceres. Det sker dog naeppe; drikkeriet har vaeret kolossalt; men deter ikke at undres over. Det kvindelose, hardtarbejdende pariasamfund har sogt sig de glseder, der var nsest — og billigst, og med spiritusforholdene for den 1. verdenskrig in mente, er der samaend ingen grund til at undskvlde det.