Vilh. la Cour: To Livslinier. (Haase, 1954.)

Med glimrende oplagthed har dr. la Cour fortsat sine erindringer i et bind om tiden 1902^—20. Titlen er veltruffet, for b.ogen handler virkelig om en mand, der ikke kan fa to stridige heste til at ga i spand, og som derfor far en noget ujaevn ridetur. Den ene livslinie er den historisk-arkseologisk-videnskabelige, den anden er kampen for den danske og da ganske sserligt den slesvigske sag. I dr. la Cours personlighed er spaendingen mellem forskning og existens, mellem videnskabens betragtende og undersogende, men »udenforstaendc« holdning og den handlende, bestandigt engagerede optagethed af dagens sporgsmal oget naesten til klimax, og bogen igennem bliver det derfor ogsa sagt med stor tydelighed, at det »kald«, den levevej, d. v. s. den skolegerning, forst i Lyngby, siden i Birkerod, som okonomisk gav forfatteren det nodvendige, i grunden var en plage; og — skont det ikke bliver sagt, for selvmedlidenhed horer ikke til dr. la Cours udyder — man aner bag den abenhjertige tilstaelse tragedien i at prisen for at ride galop pa to viltre heste pa een gang var at finde levebrodet i noget, der ikke kunde tilfredsstille. Var det en plage at vsere laerer, sa var det — derom kender jeg vidnesbyrd nok —- dog ikke en plage at have la Cour til laerer, men deter maske en ringe trost. Bogen handler om 20 ars forskning og kamp. Pa begge livslinier er den fuld af skarpt tegnede portraetter: de historiske professorer Steenstrup, Fridericia og Erslev, museumsfolk som Mollerup og Haub.erg — og isasr er skildringen af de arkaeologiske voldstedsopmalinger under den sidstes ledelse uovertraeffelig. Fra kamplinien kan nsevnes billederne af H. V. Clausen, Harald Nielsen og de fleste betydelige sonderjyske forere. Bogens sidste del er en intenst genoplevet skildring af kampen for »flensborg-linien«j mod den yderliggaende annektionspolitik og mod den radikale regerings tilbageholdenhed. Her udfolder la Cours sans for dramatisk opsaetning og beskrivelse sig rigtigt, og han ender med et stort, tit helt fortryllende historiemaleri, oplevet og genfortalt naesten som i en rus, af genforeningsbegivenhederne. Dr. la Cours evner som samtidshistoriker er übestridelige; det gselder ogsa nar han skriver selvbiografi, og han undlader ikke at gore dybt indtryk pa den, der i mange henseender ved sig hjerteligt uenig i hans synspunkter. Jeg skulde tro, at mange af dem, der personligt har fulgt dr. la Cour i dette bevsegede afsnit af hans liv, vil finde ham mere blid, mere forsonlig, mere »ydmyg« end ventet i denne bog. Sadan husker de ham naeppe fra den tid, da slagene stod, og i virkeligheden gor han i sine erindringer afbigt for adskilligt, ikke overfor standpunkter, men overfor personer. Grundtvig taler et sted om at fyldes med den visdom, som ydmyghed er sjaelen i, og hvorved ej hovmod hsefter. Deter ud af denne slags visdom, disse erindringer er skrevet. De undlader ikke at irritere, men de tvinger til respekt for mennesket bag standpunkterne.