Christian Molbechs Brevveksling med svenske Forfattere og Videnskabsmænd. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab ved Morten Borup. III. (Gleerup, Lund, og Rosenkilde og Bagger, 1956). LV, 280 -+- 371 + 383 s.

Det tjener Det danske Sprog- og Litteraturselskab til sere, at det har udsendt denne brevsamling. Og til ikke mindre acre tjener vaerket den som forf atter og udgiver hartad utroligt arbejdsomme og saare omhyggelige lektor Morten Borup. Udvalget af breve er skonsomt. Den fyldige indledning er hojst laesevaerdig. Og det lserde noteapparat og registrene er monstergyldige.

Fejlfri er, som bekendt, intet menneskevserk. Hvad anm. har fundet noget at indvende imod, er dog kun lappalier. Med en enkelt undtagelse. Borup skriver i sin indledning (p. XI), efter at have afvist den »halve« — hvorfor skrive »halve«? — sandhed, at den aandelige skandinavisme forst begynder med Tegners laurbserkroning af Oehlenschlager 1829: »Man maa soge tilbage til Slutningen af det 18. Aarhundrede for at finde de forste Forso~g paa at skabe kulturelle Tilnaermelser mellem de to Nabonationer, efter at de i de foregaaende Aarhundreder kun havde modt hinanden paa Krigens Valpladser, og hvis man skulde gaa strengt kronologisk til Vaerks, maatte Dokumenteringen af en saadan fredelig Forbindelse endda begynde med den Generation, der gik forud for Molbech.« Derpaa neevnes Rasmus Nyerup og Jens Kragh Host, medstifterne af »Det skandinaviske Litteraturselskab* (1796).

Det kan omtvistes, om Martin Weibull havde helt ret, da han skrev: »Genom sina forbindelser med Suhm, Schoning, Langebek och andra danska historiska samlare ar Sven Lagerbring att betrakta sasom den forsta literara skandinaven pa svensk sida« (Lunds Universitets Historia 11, 240). Givet er imidlertid, at vi i denne forbindelse skal Isengere tilbage, end Borup antager. Anm. skal her ikke komme ind paa den store betydning, Holberg havde for den svenske laeseverden, og de »filosofiske« breve, han efter al sandsynlighed vexlede med Hedvig Charlotta Nordenflycht. Ejheller paa det mserkelige skrift »Somnium Gersdorphianum«, temmeligt sikkert blevet til i en kreds i Stockholm, hvis hovedskikkelser var Hannibal Sehested og Schering Rosenhane i sommeren 1660, paa Sehesteds og hans sosterson Ivar Rosenkrantz' og Povl Vendelbo Lovenorns politiske skandinavisme (for Lovenorns vedkommende var den i ovrigt mere end rent politisk). Men til at komme uden om er ikke den mangeaarigebrewexling, som Jacob Langebek efter sit Stockholmbesog 1753_—54 forte med svenske laerde og yndere af »vitterheten«: Nils Reinhold Brocman,

Carl Gustaf Warmholtz, Sven Lagerbring, Gustaf Sommelius, Johan Adolf Stechau, Carl Gustaf Gottfried Hilfeling (arkiv- og antikvitetstegneren, hvem Molbech besogte 1812 som livsfrisk olding i Skovde) o. a. At denne korrespondancehar vseret adskilligt mere omfattende end de specimina, som det lykkedesH. F. Rordam at sanke sammen i »Breve fra Jacob Langebek«, er jo givet.

Der indlededes herved et saraarbejde med den faelles interesse for nordisk
historie og sprog som grundlag, som Nyerup, Host, Rasmus Rask, Molbech og
deres svenske korrespondenter blot fortsatte i oget malestok.

Men den aandelige luft mellem Danmark og Sverige paavirkedes ganske vist efter Molbechs Sverigesture i 1812 af nye stromninger. Den historiskantikvarisk-sproglige kundskabs- og tankeudvexling varede ved, men interessen for de to folks skonne litteratur, for deres forskellige folkeaand og for landenes naturejendommeligheder rykker i romantikens tegn langt stserkere i forgrunden end for. Et kapitel for sig er den danske Bellman-menighed.

Chr. Molbech horer ikke til de storste i dansk aandsliv. Men han gemte bag sit med aarene stedse mere »vrantne« vaesen en fyrig sjael, en utrsettelig optagethed af historiske, sestetiske, sproglige og menneskelige problemer og megen hjertevarme. Som initiativtager indenfor nordisk historie- og sprogforskning er hans betydning stor. Og han blev for studenterskandinavismen, de nordiske naturforskermoder og den politiske skandinavisme, som den konservative mand ikke led, en centralskikkelse i bog-, haandskrift- og litteraturformidlingen mellem de to lande ost og vest for Sundet, den forste, som paa dansk gav en udsigt over den svenske litteraturs historie paa tryk (1815) og i forelsesninger, og til sin dod en oprigtig, omend ikke altid lige skonsom, elsker af denne litteratur.

Det var i 1812, at amanuensis ved Det kgl. Bibliotek Chr. Molbech, som havde lagt grunden til et litteraert ry ved sine »Vaarblomster og Hedeurter* og »Ungdomsvandringer i mit Fodeland«, af den danske efterretningstjenestes leder Eilert Tscherning sendtes til Skaane og Bleking, samtidig med at Nyerup og Rask sendtes til Stockholm og Uppsala. Deres instruxer paalagde dem at indsamle politiske informationer under dsekning af deres videnskabelige goremaal. Ikke mindst for Molbech gav de to Sverigesrejser i 1812, som han udstrakte fra de gammeldanske landskaber til Sm&land, Vaster- og Ostergotland, Stockholm og Uppsala, anledning til at stifte varige ven- og videnskabelige kontakter med betydende svenske. Ogsaa til alvorligt at tabe sit hjerte til den unge Ostgotaherregaardsfroken Malin Raaf — i et milieu, hvis vildtsmag minder om Ekebykavallerernes. Hendes folelser naaede dog ikke over venskabets temperatur, hvad der skaffede den 29-aarige dansker en haard sjaelekrise.

En litterser frugt af rejserne blev »Breve fra Sverige i Aaret 1812« (1814—
17). Men Borups brevudvalg er langt rigere.

Kun een gang senere, i sommeren 1842, skulde Molbech, nu professor og bibliotekar, gense Malaregnen. Men Lund og Sydsverige besogte han oftere, fra 1830'erne i regelen hvert aar ved midsommertid. Og stadig vedligeholdt han i breve forbindelsen med sin efterhaanden udvidede svenske venne- og fagfsellekreds.

Som den sentimentale romantiker, den unge Molbech var, var det isaer med »phophoristerne« P. D. A. Atterbom og Lorenzo Hammarskold, han under sit forste Sverigesophold sluttede venskab. Geijer og Tegner fandt ham ikke vaerdig til naermere tilknytning. Molbech var paa sin side langt fra ukritisk

over for svenske forhold og svensk aandsdannelse og mente, at Danmark i litteraturenhavde ct forspring. 30 aar senere fandt den overfor dansk udvikling mere og mere skeptiske mand i broderlandet »noget langt mere originalt, om man vil gammeldags, men ogsaa mere charakteristisk, bevsegende sig med mere Frihed, Selvstamdighed og Eiendommelighed«, og glsedede sig over den svenske nationalkarakters hoflighed, finhed, religiositet og konservatisme. Kuriost nok foretrak Otto v. Bismarck, da han 1857 gjorde en jagttur til Sverige og lagde hjemvejen over Kobenhavn, af omtrent de sarame grunde svensk folkeaand og samfundsstruktur for den danske. .

Blandt de svenske brevskrivere er tre saerlig rigt reprsesenterede. Den ene er Lorenzo Hammarskold, lidt af en svensk Molbech, finere som sestetiker og her mere af en pioner, ringere som laerd — Molbech savnede virkelig ikke, i hvert fald som historiker, den »akribi«, som Borup helt synes at ville fraskrive ham (p. XXX), sin danske ven lig i polemisk lidenskab. Det var fremfor alle Hammarskold (dod allerede 1827), der introducerede vennen i Sverige baade som gsest og forfatter. Molbechs yndling blandt svenske var dog Atterbora, i hvem han kom til at se Sveriges storste digter. Brevvexlingen kaster rigt lys over de tre personligheder og over littersere og andre forhold i begge lande. Den tredie af hovedkorrespondenterne er (fra 1834) den udmaerkede kirkehistoriker Henrik Reuterdahl, bibliotekar, adjunkt, professor og domprovst i Lund, sluttelig Sveriges aerkebiskop, en klar og fast aand af hoj menneskelig Iodighed. En anden svensk gejstlig og historiker, som blev Molbechs ven, var Anders Fryxell. Ham ydede danskeren vaabendragerhjuelp i hans langtfra übegrundede angreb paa Geijers »aristokratfordomande«. Her stod en anden af korrespondenterne, den holdningsfulde arkseolog og historiker, riksantikvar Bror Emil Hildebrand paa Geijers side. En anden forsker af den meget solide type er det Molbechs sere at have sat i gang, bl. a. ved optagelse i »Hist. Tidsskrift« af hans rids af Gotlands- og Dalmaalene: den af manglende selvtillid og forstaaelse tyngede sprogmand Carl Save, siden Uppsalas forste professor i nordiske sprog. Mere kritisk var danskeren overfor den fantasifulde senere domprovst i Goteborg Peter Wieselgren og det Svenske Akademis adelige sekretser Bernhard v. Beskow. Den sidste sogte forgseves gennem Molbech at faa sine svage tragedier opfort paa Det kgl. Teater. Til gengseld ydede den danske laerde Beskow vserdifuld hjselp med at faa arbejdet paa akademiets svenske ordbog i gang.

Endnu flere kunde nsevnes, men lad dette vsere nok.

Fselles for de flesle af de svenske »pennevenner«, Molbech vandt sig, er deres konservatisme i politik og aandsprseg. Der er ingen »skandinaviske« liberalere imellem dem. Og de har kunnet enes med Molbech og hans danske ven Peder Hjort — og med tidens storste danske historiker C. Paludan-Muller — om, at nordisk kulturudvexling vil blive fattigere, ikke rigere ved en statslig forening og en sproglig sammensmeltning. »Ikke Enhed, med Samarbejde — dette er Molbechs nordiske Tanke«, skriver Borup (p. LV), »og Erfaringerne fra de sidste hundrede Aar synes at have givet ham Ret«. Ja, Molbech havde ikke blot, som Borup, der her foler sig i defensiven, lidt forsigtigt udtrykker det, »en god Portion nogtern Sans«. Forsker af hojeste rang var den nervose og rastlose mand ikke, men, hvad angaar udstikning af arbejdslinier, kunde han vsere ualmindeligt klarsynet. Det viser til fulde hans program for »Dansk historisk Forening« og dens tidsskrift. Anm. kan ikke tilbageholde den slutbemserkning,at Molbechs nordiske linie — uden om dynastisk eller anden statsligunion og uden om den af pietetslose fusentaster gennemtvungne svecisering

af vort gamle skriftsprog (noget, hvortil et svcnsk sidestykke vilde vsere ganskeutsenkeligt)
— ligger i fortssettelse af Hannibal Sehesteds og Jens Juels.