Troels G. Jørgensen: Andreas Frederik Krieger. Juristen — Politikeren — Borgeren. (Arne Frost-Hansens Forlag, København 1950). 291 s.

»Man kan vsere fuldkommen sikker paa, at lader man haant om den rette virkelige segte Formsans, koramer man ind paa et kaotisk Virvar eller ind paa Jaskeriets Enemserker«. Saaledes talte A. F. Krieger 1862 i monarkiets rigsraad. Der er ojeblikke, hvor denne udtalelse rinder en i hu, naar man Ireser den skildring af Kriegers liv og virke, som den hojtbedagede fhv. hojesteretsprsesident har givet. Dispositionen har sine mangier; der er flere end een forsyndelse mod god dansk syntax; der er storre eller mindre positive fejl; der er steder, hvor den kritiske lseser har svsert ved at folge forf.s argumentation. Til tider har den historiske gransknjng ikke vseret indtraengende nok.

En del af svaghederne skyldes vistnok, at den som jurist saa laerde og skolede forf. ikke i helt samme grader skolet som historiker. Og det synes, som om de mange domme og domsprsemisser, juridiske betsenkninger og afhandlinger, ban gennem et langt og arbejdsfyldt liv har affattet, har virket indtorrende paa hans talent som historieskriver. At det her ikke mangier paa oprindelige anlaeg, hvori deter fristende at se en arv fra faderen, der skrev dansk prosa saa lifligt som kun ganske enkelte andre, viser slet ikke faa steder i bogen. Naevnes kan som exempler den i sin reserverede nsensomhed saa fine redegorelse for forholdet mellem Krieger og fru Heiberg og de skonne ord om Marmorkirken: »Da Byggeperioden var ovre, kuplede den guldstribede Kobberhjelm sig over den vseldige Rundkirke med sin Lanterne foroven, der synede langt ud over Landet som over Sundet. Der laa et Bygningsvaerk til aandeligt Brug af den Slags, at en Befolknings Sind kan drage Nsering deraf ved Beskuelsen, et Mindesmserke, kan man sige, ogsaa for den nationalliberale Periode i Danmarks Historie« (s. 235).

A. D. Jorgensen har nikket anerkendende fra sin himmel, da hans Son
skrev dette.

Trods saadanne lysglimt bliver bogen dog nseppe folkeltesning. Men for den, der — uanset manglerne, som i denne summariske anmeldelse ikke skal opregnes pedantisk i rsekke og geled — ikke kan undgaa at fsengsles dybt, trseder det tydeligt frem, at det har vaeret en hjertesag for forf. at skrive den, og at den hviler paa mange aars syslen med og tsenkning over emnet. En forstudie kom allerede for over 30 aar siden i den fortjenstfulde »A. F. Krieger, som Jurist* (1923), som forf. nu har kunnet supplere bl. a. ved fremdragelse af Kriegers omfattende guldmedaljeafhandling om retslig provelse af ovrighedsbestemmelser. Og en kendsgerning er det, at forf. netop som jurist har haft betingelser for at forstaa afgorende sider af Kriegers aand og personlighed, som fattes de fleste historikere. Bedst i biografien er da ogsaa gennemgaaende de afsnit, der behandler Krieger som juridisk forfatter og som lovgiver eller virksom forberedende og udformende deltager i lovarbejder, fra juni-grundloven og fremover. Her er mange traefsikre bemaerkninger og korrektiver til tidligere fremstillinger.

Forf. vil ud fra Kriegers personlige, sociale og historiske forudssetninger
samle hans »Egenart som Politiker« i ordene »konstitutionel Politiker« (s. 94).
Men det var Krieger jo ikke ene om at vsere. Mere centralt rammende er: »den

veltraenede Jurist, der saerlig havde lagt sig efter den offentlige Ret« og: »han var Lovgiver paa samme Maade som orsted havde vseret det« (sst.). Faa eller ingen i vor historie har, uden netop orsted, haft hans format som »politiquejurisconsulte«— lor at formulere a la Taine. Han var dette i langt dybere forstand end liberale partifseller som P. G. Bang, Lehmann, Hall, Gasse og Klein. Og overgik J. Nellemann, Goos og Matzen ham som retsvidenskabelige forfattere, naaede ingen af dem hans maal som statsmand.

I de store nationalliberales pantheon har biograffluerne flokket sig paa Monrad. Forklaringen er vel isser hans personligheds problematik, foreningen af hojtspaendt, ofte hensynslos og ansvarslos aergerrighed og sogen efter sjaelefred i »bonnens verden«. I statsmandsevne var han übetinget Krieger underlegen. Han var det ogsaa i sindets renhed og uselviskhed.

Hvad der frem for alt betager den skonsomme Iseser af Troels G. Jorgensens bog, er det faste greb om Kriegers personlighed, ikke blot i dens juridiske aspekt, men ogsaa i andre. Svagest er maaske behandlingen af Kriegers forhold til historien og skonlitteraturen, hvor »Dagbogerne« yder saa rig vejledning (meget mere end de to smaa brsendte bind med spredte optegnelser om nordisk historie i 18. aarh., hvis tilintetgorelse forf. beklager). Til baade historiens og den store digtnings og kunstens verden var Kriegers forhold intimere end vanligt hos jurister og politikere. Se blot dette dagbogssted: (^lfl/i₀ 1873, sondag) »Jeg har igaar Eftermiddag og idag levet i Ibsens »Keiser og Galilseer«. Hvor er ikke L, 4. og 5. gjennemfort! Anden Afdeling synes mig svagere«. (Sml. 26/io s. a. droftelsen med Martensen af samme digtervserk).

Deter almindeligt at skildre Krieger, det rankeste og Iodigste mandfolk i den nationalliberale hovedfalanx, som for lidt af en handlingens mand, for ofte übeslutsom. Man er for tilbojelig til i denne forbindelse at glemrne, hvor uhyre meget han har udrettet som lovgiver, parlamentariker og igangssetter paa vigtige felter, ikke mindst det nordiske samarbejdes. Sandheden er jo nok den, at just hans retslige og historiske perspektiver, der var saa meget videre end de andres, kunde fremkalde vanskelige overvejelser og undertiden tvivl og vaklen i hans sind. 81. a. derfor blev han ikke, skont hansom parlamentarisk taler horer til vort folks storste (forf. snerter i denne forbindelse nogle letbenede udtalelser af prof. Sven Clausen med velfortjent ironi), ikke en politisk »forer« paa samme maade, som intellektuelt ringere udrustede msend som Hall og siden Estrup, Berg og J. C. Christensen. Med N. Neergaard har han flere trsek fselles, skont Neergaard som historiker ikke evnede at yde ham retfaerdighed.

Hvor meget i Kriegers egenart skyldes medfodte anlseg, hvor meget hans saerlige opvasxt- og livskaar? Sporgsmaalet er svaert at klare. Forf. yder gode bidrag til dets losning, men i noget for spredt, for lidt psykografisk-samlende form. Anm. er ikke enig, naar forf. synes at fraskrive mangelen af en fader i barndomshjemmet betydning (s. 25). Det begraensede uden tvivl dette hojtbegavedeog vitale skud af en gammel soofficersfamilie i hans udfoldelse, at han var eneste dreng og mand i en husstand, bestaaende af en moder, en aeldre soster og et par tanter. De beundrede deres ug-dreng, men de kunde ogsaa irritere ham (se brevet fra 1847 til vennen G. Brock, s. 10). De har sikkert bidraget til at forme hans hoje etos, men ogsaa skabt sksebnesvangre bindinger og hemninger hos ham. A. D. Jorgensen, der i ovrigt satte ham saa hojt, taler om »den store begraensning i Kriegers evner og synskreds, hans overtro paa intelligensens magt, hans mangel paa sans for de mere umiddelbare livsformer og personlighedens mangehande ofte halvt skjulte rodder«. Sonnen underkaster

disse ord en fortolkende kritik, sora i meget synes berettiget (s. 222 ff.). Til slut soger han at hugge knuden over paa denne maade: »Den Begrsensning »i hans synskreds« var der, at han var Pebersvend«. Han var imidlertid dette ikke af natur, men af pligtfolelse og bundethed overfor moderen og sosteren, som forst dode, da han var i 45-aarsalderen (1863 og 1862). Kendt er fru Heibergssvar til Bjornson paa hans sporgsmaal ora, hvorfor hun ingen bom havde: »De kan da begribe, at det ikke er min Skyld«. Kriegers tragedie var af beslaegtetnatur. Fru Meldahl og hendes datter forstod den, fru Andrae (hvis ord til sonnerne om Krieger man savner i bogen) vistnok ogsaa. Og fru Heiberg naturligvis.

Populaer blev den tanketyngede og sjseleligt ensomme juriststatsmand aldrig. Men om ingen andre af de beromte nationalliberale er der overleveret saa liojt vurderende udtalelser af kvinder og msend (Frederik Lcessoe, C. G. Andrse, B. Dunker, A. D. Jorgensen, N. K. Lassen o. a.), hvis ord har sserlig vcegt. Hvor fin Krieger selv kunde vsere som menneskekender — selv om han af og til ramte gait — viser baade »Dagbogerne« og breve. Hvor frapperende er t. ex. ikke karakteristiken af den unge Georg Brandes i brev til Dunker 1869 (cit. s. 183 f.).

At gennemgaa bogen om Krieger punkt for punkt er naturligvis her umuligl. Anm. nojes da med at udtale, at han, trods anker her og der, i mange henseender kan slutte sig til forf. Dette gaelder bl. a. den korte redegorelse for Kriegers virke paa Londonkonferencen 1864. Forf. har her fremdraget et tungtvejende engelsk vidnesbyrd (af den senere vicekonge i Indien Bulwer-Lytton) om den danske hovedforhandlers »great personal success* blandt engelske statsmaend. Det undrer ikke, thi den dansk-norske Krieger var vel mere »britisk« i sin stobning end nogen anden af de offentlige personligheder i datidens Danmark. Deter dybt uretfserdigt, naar den nsermeste eftertid, fulgt af en raekke senere historikere har gjort Krieger til syndebuk for konferencens sammenbrud. Han stod over for en umulig situation, skabt af flere faktorer, bl. a. de to ulykker, at vort land fik Bismarck som hovedmodspiller og Monrad, som ikke havde nogen politik, og til hvem ingen i ind- eller udland havde tillid, som konseilspraesident. I det hele tilfredsstillende er ogsaa skildringen af Kriegers holdning under den ydrepolitiske krise i sommeren 1870, hvor dog Aage Friis' seneste fremstilling i »Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark« 111 (1948) burde vaere anfort.

Af de foreliggende biografier eller bidrag til saadanne af den danske nationalliberalismes forende personer er de lleste skrevet mere letflydende end denne. Nogle overgaar den ogsaa i metodisk forskning. Men ingen naar den i indlevelsens intensitet og i kongenialitet mellem forfatter og emne. Og ingen bringer saa overbevisende argumenter for en gennemgribende omvurdering. Derfor er ingen saa fsengslende.

S. 65 skriver forf. om Krieger: »De Egenskaber, han fremhsevede hos Englaenderne i deres offentlige og private Liv: Arbejdsenergien og Selvstaendigheden, der ikke sporger om Mishag eller Bifald, genfandtes hos ham selv«. Deter sandt. Bogens sidste ord lyder: »Den nationalliberale Kulturstromning med dens Straeben efter Borgerfrihed og med dens slesvigske og skandinaviske Vidsyn har ikke haft nogen bedre Reprsesentant end Andreas Frederik Krieger«. Anm. finder denne dom vel underbygget ved de fremdragne praemisser og kan uden forbehold tilslutte sig den.