Den danske Kirkes Historie Under redaktion af Hal Koch og Bjørn Kornerup. V: Johannes Pedersen: Pietismens Tid 1699_—1746. Bjørn Kornerup: Oplysningsliden 1746—1799. 505 s. (1951). — VI: Hal Koch: Tiden 1800— 1848. 365 s. (1954). Gyldendal.

Forste bind af den store danske kirkehistorie, Hal Kochs skildring af tiden indtil 1241, er tidligere blevet anmeldt i Jyske Samlinger (I, s. 236 f.). Det blev her fremhaevet, at kirken i dette bind var fremstillet som et vaesentligt led i samfundet, set i sammenhseng med den almindelige samfundstilstand og udvikling. fik skildringen en vaerdi for alle historisk interesserede, og man kunne habe pa, at denne linje ville blive fulgt i voerkets folgende bind.

Siden er der udkommet to nye bind i det store otte binds vaerk, bind V og VI, daekkende tiden fra 1699 til 1848, naest efter middelalder og reformationstid den mest grundlseggende tid i den danske kirkes udvikling. Kigger man nsermere pa disse bind, kommer det til at sta klart, at vaerket ikke bliver af een stobning. Man kan, som en anden anmelder har gjort, beklage, at Hal Koch ikke skriver alle bindene. Deter Knud Hansen, der i Hojskolebladet skriver: »Han har en usaedvanlig evne til at skrive fortsellende, faengslende og underholdende, samtidig med at man har en tryg fornemmelse af, at der er en solid videnskabelig basis under det, han fartaeller.« Men man ma ikke stille uopfyldelige krav selv til Hal Kochs arbejdsevne. Den solide videnskabelige basis, hvorom Knud Hansen taler, er for Hal Koch sikkert kun tilstede i den aeldre middelalder og det 19. arhundrede. Her har han selv forsket, og her har han haft den lykkelige lejlighed til at kunne holde ovelser med sine studerende med denne fremstilling for oje. Dertil kommer, at netop og kun disse tidsrum har tiltrukket Hal Koch ved deres indre rigdom som andelige storhedstider.

Men selv om Hal Koch ikke selv kunne magte at skrive alle bindene, kunne han vel have gjort sig gseldende som redaktor. Redaktionen har ikke vaeret foretagsom— udover at fordele arbejdsopgaverne mellem forfatterne. Hist og her sporger man sig, om redaktorerne har faet lsest bidragene ordentligt igennem. Hvorfor tager ellers Henrik Gerner afsked to steder (V, 208, 298), og hvorfor skal vi se pa det samme ungdomsportrset af A. S. orsted i bind V (467) og VI (207)? Ligefrem mystisk virker det, at den gendab, som Hal Koch skildrer bind VI, s. 207, gentages s. 281, men den hellige handling foregar det ene sted i Lundehussoen, det andet sted i Lersoen. Mens dr. Kornerups fremstilling er forsynet med et forbilledligt noteapparat, er Johs. Pedersens og Hal Kochs afsnitkun udstyret med ret kortfattede litteraturhenvisninger. Og endelig er billedstoffetAskepot

ledstoffetAskepoti Hal Kochs bind. Man undrer sig lidt over, at en sa skolet videnskabsmand kan lade billeder passere, der er sekundaere kilder (GrundtvigportraettetVI, s. 237), spejlvendte (Rasmus Sorensen VI, s. 265) eller har forkertunderskrift (Lundbyes tegning af Grundtvig pa talerstolen; den er ikke fra 1838). Billedunderskrifterne er gennemgaende mangelfulde, f. eks. nar det gaelder kunstnernavn, tid og sted.

Men dette er kun udenvaerker. Mere kedeligt er det, at redaktionen ikke har lagt visse hovedlinjer fast, nar det gjaldt vaerkets udformning. Nar man ikke har gjort det, virker den staerke opdeling uheldig. Man kunne have onsket, at overarkivar, dr. theol. Bjorn Kornerup havde faet lejlighed til at skildre tiden fra orthodoxien til rationalismen i een sammenhaeng. Nu skyder sognepraest Johannes Pedersens skildring af pietismen i femte bind sig ind pa en made, der ikke rimer med Kornerups behandling. Johs. Pedersen giver med visse mellemrum overblik over tilstandene i landets forskellige egne; man forstar, at pietismen er traengt ud i krogene, at der er sket noget ogsa udenfor hof- og slotskredse. I det folgende afsnit, som er skrevet af Kornerup, fortsaettes denne linje ikke, og det foles uheldigt, selv om Kornerup haevder: »I Hovedstaden havde de vigtigste kirkestyrende Organer deres Saede, her fandtes Flertallet af Tidens ledende kirkelige Personligheder, og herfra udgik de aandelige Stromninger, der paatrykte Perioden deres Praeg.«

Iovrigt skal det siges, at dr. Kornerups fremstilling er den del af bindet om attende arhundrede, der giver laeseren mest. Deter fast i opbygningen, rigt og omfattende i enkeltheder, men undertiden lidt tungt i formen. I subskriptionsindbydelsen star der nogle konne og sande ord om, at formen i vaerket »i overensstemmelse med den tradition, for hvilken dansk videnskab er anerkendt over hele Norden« skal vaere tilgaengelig for enhver. Men dr. Kornerups afsnit vrimler med ord som Akkomodation, apologetisk, Diaspora, Neologi, corpora, persona principalis osv. Ikke-teologer vil sikkert finde, at sadanne ord uforklaret skaemmer den ellers sa solide og klare fremstilling.

Den slags pletter findes ikke i professor Hoi Kochs skildring af tiden 1800_{— •} 1848. Den er umiddelbart tilgaengelig. Her finder man — ligesom i skildringen af den aeldre middelalder — pany sammenhaengen med den almindelige samfundstilstand og -udvikling. I et par korte, men vaegtige indledningskapitler »Det nittende Aarhundrede« og »Arven fra det 18. Aarhundrede« gives der en baggrund, europaeisk og hjemlig, der giver hele fremstillingen af de folgende tiar en dybdevirkning, som savnes i de foregaende bind. Saerlig interessant er kapitlet om det nittende arhundrede. Hal Koch haevder, at det var uselvstaendigt og efterlignende og stort set levede videre pa arv fra de foregaende arhundreder, der var de virkeligt skabende. Stykket er sa udfordrende, men ogsa sa centralt rammende, at det fortjener at blive aftrykt i hojskolers og hojere skolers laeseboger.

Men man tror fejl, hvis man venter en kedelig fortsaettelse efter denne indledning.Fortsaettelsen er lige sa frisk som dens forbillede, den fremstilling, Hal Kochs farfader L. Koch for to slaegtled siden gav af den samme periode. Det nye arhundredes ledende skikkelser og bevaegelser ses mere pa baggrund af end som modsaetning til det foregaende. Selv om Grundtvig, der ellers er den store undtagelse fra reglen om afhaengigheden af det attende arhundrede, hedder det, at han i sine skoletanker gar »midt ind i det 18. Aarhundrede og erobrer dets Fane« (s. 249). Nar det nittende arhundrede alligevel blev noget for sig, skyldes det, forklarer Hal Koch, den sociale udvikling, at almuen bliver til et ansvarsbevidstfolk, som det giver sig udtryk i vaekkelserne, men det har ikke ret meget

»med filosofiske og littersere Ideer eller med de mange skabende Genier og Begavelserat gore«. Nar Hal Koch ikke liar kaldt sit bind for »den folkelige vsekkelses tid«, skyldes det vel, at vaekkelsen forst for alvor gor sig gseldende i arhundredets anden fjerdedel. Den forste fjerdedel er mserkelig dod og ufrugtbar,skont deter den littersere guldalders tid. Deter karakteristisk, at den enestebegivenhed, der har faet sit eget kapitel i denne periode, er — reformationsjubilseet1817! Det kunne man naesten have undvseret. Men til gengseld ikke eet af de andre!

Efter indledningskapitlerne om tidsbaggrunden gores der rede for enevaeldens kirkestyre og praestestanden. Den aldrende biskop Balles indvielse af nogle nymodens bisper i Frue Kirke den 10. august 1805 er skildret, sa det ma kaldes bogens bedste historiebillede — langt bedre end de rigtige illustrationer. Efter et kapitel om de kirkelige opgaver folger den forste folkelige vsekkelse, hvorefter romantikens betydning vurderes (ikke hojt!). Sa vaeves Mynster og Grundtvig som periodens forende skikkelser ind i billedet. De star ikke lige staerkt, selv om Hal Koch er ivrig for at give Mynster oprejsning. Saledes peger nan pa, at Mynster i sin sidste prsediken 1854 er inde pa tanker, der naermer sig vore dages folkekirkelige syn: at kirken skal sta aben for alle — ogsa for syndere og vantro. Samtiden var mere imponeret af Mynster end af Grundtvig, men eftertiden har det stik modsat. Og det skyldes vel bade, at formatet xat storst hos Grundtvig, og at han — i modssetning til Mynster — forstod tidens rorelser, og det uden at blive afhaengig af dem. Det tjener til Hal Kochs sere, at han lader begge disse skikkelser komme til deres ret. Det sker ogsa med Soren Kierkegaard, tidens tredje store skikkelse, men han skaeres ligesom over, fordi bogen slutter inden hans afgorende indsats i dansk kirkeliv. En lignende overskaering finder sted i skildringen af overgangen fra den enevaeldige statskirke til den nye folkekirke; forst i bogens sidste kapitel dukker Monrad op med sit udkast til junigrundlovens kirkelige bestemmelser. Et sserlig fornojeligt indslag i fremstillingen er kapitlet »Tre folkelige Digtere«, hvor Blicher, Ingemann og H. C. Andersen skildres; de er valgt, ikke just fordi de var de mest yndede og laeste digtere i samtiden, men nok sa meget fordi de udtrykker en »folkereligion«, der den dag i dag hsevder sig ved siden af vsekkelsernes og teologernes mere bevidste og reflekterede livssyn.

Hovedindtrykket af Hal Kochs fremstilling er dette: Var den forste halvdel af det nittende arhundrede ikke sa skabende og selvstaendigt som det foregaende, sa blev det tema, som da var anslaet, forst nu gennemspillet — og tilegnet af det danske folk. Hal Kochs skildring af denne proces er et selvstsendigt og fsengslende stykke historieskrivning og tillige et vidnesbyrd om, at vort land nu har historikere, der ikke blot evner at skildre okonomiske og sociale sammenhsenge, men ogsa de andelige knefter, der er med til at prsege et folk.