H. C. Hansen og Jul. Bomholt: Hans Hedtoft. Liv og virke. (Fremad, 1955) 252 s.

Den bog, de to ministre har redigeret, er nok i meget pa linie med de kendte »venneboger«, men den er til forskel fra mange af disse samtidig et bidrag til dansk histqrie fra 1930 og op, som historikerne ikke vil kunne komme uden om. Hovedbidraget er J. 0. Krags godt 100 sider store afsnit »Manddomsgerning«,tiden

ning«,tidenfra tredivernes midtc til doden, men dertil kommer cn raekke
mindre bidrag, hvoraf de fJeste mest belyser Hcdtofts personlighed og miljo.

Krags afsnit er en beundringsvserdig prsestation, skrevet pa kort tid jaevnsides med dognets pligtarbejde. Deter ikke blevet panegyrik, men en oversigt over Hans Hedtofts arbejde fra 30'ernes forhold til nazisme og kommunisme over krigsarenes indsats og overvejelser til placeringen som det folgende artis ledende politiker. Skildringen er bygget op med et fyldigt baggrundsstof, der medtager bade den almene politiske udvikling og hovedtraek af samfundsforholdene, alt praeget af forfatterens politiske erfaring, som tilfojer fremstillingen liv og ofte pa virkningsfuld made tjener til klarlaegning af motiverne bag handlinger og beslutninger. Freindragningen af motiverne synes ellers at vaere fremstillingens svageste punkter, pa en raekke omrader er der kun tale om at konstatere Hedtofts synspunkter og handlinger, medens der ikke soges efter, hvad der bestemte dem. En anden svaghed forekommer det at vaere, at for meget forudsaettes bekendt, en svaghed, som er fselles med »En bygning vi rejser«. Det kan maske nok ga i et arbejde, der henvender sig til historikere og politikere, blot at skrive i forbindelse med graensesporgsmalet: »den [i 1946] 25 ar gamle aftale mellem de to socialdemokratier«, men i en bog for en videre kreds burde der nok have vaeret erindret om aftalens indhold, at de to socialdemokratier havde anerkendt den i 1920 »fastsatte grsense som lovligt gaeldende«, ligesom Hedtofts indignation over Knud Kristensens angivne uvidenhed ville sta klarere for Iseseren, hvis det samtidig var blevet sagt, at Stauning i sin tid havde redegjort for forhandlingerne i rigsdagen, hvor statsminister Neergaard udtrykte tilfredshed med resultatet; han havde i ovrigt ogsa ladet statskassen dsekke de danske socialdemokraters rejseudgifter. Flere andre eksempler, hvor en forklaring havde vaeret onskelig, kunne naevnes, men her skal blot peges pa et par, hvor noget mere udfyldning af teksten havde vseret pa sin plads. Deter maske rigtigt at skrive om 1939-valget, hvor socialdemokratiet i forhold til 1935 gik tilbage fra 46,1 til 42,9 pet. af stemmerne, at det ret beset var et smukt resultat, men denne vurdering krsever alligevel nogen uddybning. Det kniber ogsa at kapere et stykke som dette, hvor Hedtoft citeres »Ved nytarstid havde vi et sterlingtilgodehavende pa ca. 200 mill. kr. I dag (maj 1946) har vi en gseld af mindst samme storrelse. Og efter objektive embedsmsends beregninger vil denne kortfristede valutagaeld omkring 1. oktober vsere naet op pa 600 mill. kr.«, til dette fojer forfatteren: »Dette var Hedtofts forudsigelse, og den viste sig i det store hele rigtig«. Enten mangier der her noget, eller ogsa var det ikke Hedtofts, men embedsmaendenes forudsigelse.

Pa en raekke punkter giver J. 0. Krag gode oplaeg til et videregaende studium af tidens politiske historic Eksempelvis kan naevnes hans omtale af Hedtofts forhold til Sergei Tschakotins trepilebevsegelse, hvor Krag — modsat Poul Hansen, der i »En bygning vi rejser« reducerer Tschakotins indflydelse — laegger vaegt pa den pavirkning, Hedtofts propagandateknik modtog fra den russiske socialists agitationsteorier; en samlende undersogelse af den politiske propagandas udvikling i den sidste menneskealder ville vaere meget onskvserdig. Noje knyttet til Krags afsnit er Oluf Carlssons artikel »Rosenorns alle 14«, som skildrer Hedtofts arbejde i partikontoret, ikke mindst opbygningen af HIPA. Den har mindre end Krags bidrag karakteren af en historisk behandling og mere erindringernes praeg, en hel del siges om Hedtofts synspunkter, mindre om den indflydelse, han ovede.

De ovrige afsnit er mindre og er for en stor del naermest mindeord, blandt

disse udskiller dor sig dog stykker, der simpelthen bor laeses af den, dcr vil kendo vor tids ledergeneration inden for socialdemokratiet. Dot er oprigtige artikler, til tider mod strog af sproglig virtuositet. H. C. Hansen skildrcr i »Ven og arbejdskammerat« sit forhold til Hedtoft, Erna Hedtoft Larsen skriver om det faelles barndomshjem, og Jul. Bomholt giver i »Den sidste vandring« et indtryk af saravceret med Hedtoft den sidste aften, han levede, en skitse som bade giver de to raaends personligheder og de vilkar, hvorunder politisk arbejdeudfores. — Bogen om Hedtoft er et vaegtigl bidrag til vor historisk-politiskelitteratur. \7_nnn r\,,h^,.hi