Erik Rasmussen: Kuranlbankens forhold til staten 1737_—73. (Det danske Forlag, 1955). 293 s. + tabelmappe.

Med denne bog, der er forfatterens disputats, er der for forste gang i nyere tid fremkommet en behandling af et emne, der er af central betydning for vor viden ora det 18. arhundredes okonomiske historie. Forf. har heri fremlagt resultaterne af et arelangt arbejde og har naet et beundringsvserdigt resultat. Og trods det ret store omfang og den store msengde detailler, der er medtaget, er bogen klar og overskuelig, ikke mindst fordi forf. pa en made, der rober, at han er en erfaren paedagog, ved hvert kapitels slutning rekapitulerer dets indhold og sluttelig summerer resultaterne op pa en forbilledlig overskuelig made.

Bogens afgrsensning, arene 1737 og 1773, doekker den periode, da banken officielt var en privat institution. Forf. redegor i det forste afsnit for tanken med banken, saledes som Kommercekollegiet havde forestillet sig det, nemlig at den forst og fremmest skulle voere en stotte for erhvervslivet og ikke som Bank of England et middel til at lette statens behov for lan, og fra kollegiets og bankledelsens side holdt man hele perioden igennem fast ved dette synspunkt. Tanken var, at nar banken gav lan mod pant i varer og andre vserdier, lettede den omssetningen og frigjorde midler, der var hardt tiltrnengt i det kapitalfattige Danmark. Forf. nsevner, at fortalerne for denne kreditekspansion i begyndelsen nseppe var klare over folgerne af den voksende seddeludstedelse og bl. a. ikke omtalte, at den kunne medfore prisstigninger, omend han formoder, at de var klare over det.

Bankens sedler skulle kunne indloses med solv, men allerede i dens allerforste tid viste der sig den storste vanskelighed ved at klare indlosningspligten. Staten matte derfor stotte den ved at stille store summer i mont til dens rddighed, og overhovedet nod den i arene indtil 1743 enhver form for stotte og begunstigelse fra statens side. Denne velvilje blev imidlertid betydeligt mindre i periodon 1743_—46, da W. A. v. der Osten havde ledelsen af finanspolitikken, og under store vanskeligheder matte banken i 1745 reducere lanene kraftigt og endog for en tid ophseve metalindloseligheden. 1746 forsvandt Osten, som forf. betragter som talsmand for godsejerinteresser, og tilhsengerne af den ekspansive kreditokonomi kom atter til magten. I arene 1746^—56 havde banken en rolig periode uden storre vanskeligheder og med staerkt stigende kreditgivning.

Indtil dette tidspunkt havde kun en beskeden procentdel af dens lan direkte eller indirekte vaeret ydet til staten. Dette forhold sendredes imidlertid radikalt under den preussiske syvarskrig. Trods store udmontninger var det da vanskeligt for den at holde en metalreserve, 1757 matte indloseligheden pany ophaeves og denne gang for bestandig, og statens store rustninger, som den i begyndelsen onskede at klare uden ekstraskatter, henviste den til at soge store lan hos banken. Ved udgangen af 1759 var de oppe pa IV* mill. rd. eller ca. V3 af bankens samlede udlan, og i slutningen af 1761 var summen naet op pa mere end 4V* mill, eller ca. -J3J₃ af udlanet. Den dermed forbundne voldsomme udvidelse af seddelomlobet gjorde bankens stilling yderlig kritisk, og sedlernes kurs sank i forhold til metalpengene. I denne situation overtog H. C. Schimmelmann ledelsen af landets samlede finansvsesen, og ved indviklede udenlandske lanetransaktioner lykkedes det ham at holde kursen sa nogenlunde, men i 1764 var seddelomlobet dog oppe pa 6 mill. rd.

Det blev dog staerkt reduceret i de folgende ar, da staten, hvis finanspolitik

lededes af Schimmelmann og Ditlev Reventlow, betalte en stor del af lanene tilbage, men fra 1768 steg dens gseld til banken igen, og nu i hurtigt tempo, savel i Slruensees tid som efter hans fald. Atter kom der derfor vanskeligheder ved at holde kursen, og dette forte til, at Schimmelmann udkastede tanken om, at staten skulle overtage banken, hvad der skete 1773, et logisk resultat af, at den havde stillet sig sa ganske til statens disposition.

Den her foreliggende fremstilling af den ene side af bankens funktion ma fa en leeser til at nsere hab om, at forf. vil fortssette sit arbejde med en skildring af dens forhold til erhvervslivet og heist af dens udvikling i tiden op til statsbankerotten. Det vil da blive en af de hovedpiller, hvorpa en ny, samlet skildring af det 18. arhundredes okonomiske historie ad are kan bygges op.