Svend Thorsen: Folkets veje gennem dansk politik 1849_—1949. (Fremad, 1953). 235 s.

Deter svsert at skrive populaert, meget svaerere end at skrive tungt, detaljerigt og gennemdokumenteret. Det rent kunstneriske krav er storre — og i en vis forstand ogsa det kritiske. Bestandig skal der vaelges og vrages, nar der skal holdes en linie og belysningen vaere nogenlunde ensartet. Protokolsekretaer Svend Thorsen har nu i to boger, Danmarks rigsdag fra 1947 og den foreliggende, forsogt at skildre dels folkestyrets davaerende organer og deres funktioner, dels de stromninger i det danske samfund, der i 100-aret 1849^—1949 skabte de rivaliserende henholdsvis samarbejdende grupper pa tinge, der kendes som de politiske partier. I det store og hele ma det vist siges at vaere lykkedes for forfatteren at skabe en bog »for folket« — i bedste betydning; faghistorikeren bringer den vel ikke meget nyt ud over maske enkelte overraskende synsvinkler pa kendte begivenheder eller personer.

Kritik af detaljer i et lille vaerk om et uhyre omfattende emne er vist i virkeligheden illusorisk; men som eksempler pa, hvor vanskeligt det kan vsere at fore populariseringen helt til bunds, kan det naevnes, at forfatteren i sin omtale af seldre tiders skatter er meget omhyggelig med at forklare, hvad en hartkornsskat var — men selve ordet hartkorn tolker han ikke! Noget lignende gaelder redegorelsen for »de femtens« udtrseden af FYede Bojsens gruppe under forligsforhandlingerne mellem Hojre og Venstre i 1894. De mest fremtraedende naevnes, og lidt laengere nede belyses deres motiver, om hvilke det hedder, at de for en vis mands vedkommende naeppe var noble. Hvor mange unge vil bare kort efter deres skoletid vide, at deter Alberti, der hentydes til? Hans skaebne rulles forst op i et senere kapitel.

Disse traek er naturligvis af mindre betydning — og der er naeppe m,ange flere af samme slags. Med hensyn til vurderingen af partierne er det lykkedes Svend Thorsen at holde sig smukt objektiv, i alt fald nar det gaelder den gruppe, der i dag kaldes de demokratiske. Dansk samlings tanker udnaevnes i partiets start til »tagede«, en vurdering, der vel er subjektiv, men ikke farlig for forstaelsen af partiets senere historie. Lidt vaerre stiller det sig med en dom af lignende karakter, nemlig over Louis Pios revolutionaere indstilling i 1871 — en trusel i »Socialistiske blade« betegnes som frase. Pio var en fantast og mystiker, og han endte med at rende fra det hele. Kun med den baggrundsviden kan man benaevne ham som frasemager; men for (Pio skrev, mens der endnu kaempedes i Paris' gader), ja, da kan der sandelig ikke vsere nogen tvivl om, at han ville have stillet sig pa barrikaderne, om han havde kunnet rejse sadanne. Han kendte kun een form for socialisme; evolutionen horer i sin endelige udformning en langt senere tid til. Fornemme fortiden og dens mennesker helt intenst evner kun de fserreste; derfor kan sadanne skarpe karakteriseringer ofte forekomme lidt uretfaerdige; men Thorsen har vel i dette tilfaelde kun gengivet den almindelige mening som i ovrigt overalt i bogen.

»Folkets veje« kan varmt anbefales enhver, der onsker at udvide sine almindelige skolekundskaber eller laere noget politisk historie. Som grundlag for studiekredse vil den vsere fortrinlig med sin overskuelige, livlige tekst, sine gode portrsetter og morsorame karikaturtegninger — hovedsagelig gengivelser af helsider fra »Blaeksprutten«.