A. Hemmingsen: Fredericia Gymnasiums Historie I. 1656_—1701. (Fredericia Gymnasium, 1956). 152 s.

I anlcdning af 300-aret for grundlaeggclsen af en latinskole i Fredericia er det nuvserende Fredericia Gymnasiums historie blevet gjort til genstand for en omfattende undersogelse, sa omfaltende, at kun forstebindet, der omhandler perioden 1656_—1701, har kunnet na frem til udgivelse i jubilseumsaret.

Der findes efterhanden en anselig rsekke af sadanne skolehistorier herhjemme, og A. Hemmingsens bog indtager i denne rsekke en meget fortjenstfuld plads. Den baerer praeg af ihserdige arkivstudier og stor indsigt i skolernes almindelige forhold. Til et arbejde af denne art er begge dele omtrent lige nodvendige. Der gives snart ikke den skolehistorie, der ikke indeholder bcklagelser over kildematerialets svigten, og som regel ma mange forhold derfor skildres som »almindelig skolehistorie«, som beskrivelse af hvad der var det normale. Ogsa A. H. ma indfoje flere sadanne afsnit, men gor det harmonisk og godt.

Uheldigt er det imidlertid, at det i mange sporgsmal er vanskeligt at finde frem til, hvad det normale egentlig var. Vor viden om skolernes storrelse er saledes mangelfuld, men jeg tror, at A. H. placerer Fredericia skole forkert, nar han regner den med i »skaren af ganske jaevne trivialskoler«. Som udgangspunkt for vurderingen kan man benytte flere ting, specielt skolens indtaegter (dvs. laererlonningerne), antallet af laerere og antallet af elever. M. h. t. lonningerne er A. H. klar over, at Fredericia var godt stillet, men dette er ikke nok. Lserernes Ion var naermest fyrstelig i sammenligning med, hvad der blev budt andre steder. At rektor tjente lige sa meget som sognepraesten, er simpelthen enestaende, og at skolen ikke blev nedlagt 1739 skyldes sikkert ikke sa meget kongens bevagenhed som det faktum, at praktisk talt ingen andre laerere havde sa gode indtaegter, og at tilskud derfor naesten var overflodige. Rektor tjente det ar 215 rdl ,mens rektorerne i Ribe og Arhus matte nojes med 144 og 100 rdl (hvilket dog var usaedvanlig lidt).

Det var vel ogsa pa grund af den gode Ion, at det lykkedes at knytte sa tilsyneladende veluddannede og dygtige laerere til skolen, som tilfaeldet var. At der allerede omkr. 1700 var 3 horere, karakteriserer ligeledes skolen som betydelig; i de sma skoler var der ingen eller kun en enkelt horer. Endelig er der antallet af elever. Dette kendes ikke, og A. H.'s beregninger er sikkert uholdbare. I arene mellem 1674 og 1686 skulle der saledes kun have vaeret 9 elever arligt. Der var pa den tid 3 laerere ved skolen. Alene dette synes urimeligt. Henimod ar 1700 skulle tallet vaere steget til ca. 16, men ogsa dette er sikkert for lavt. I Faborg, en af landets virkelig sma skoler, var der dog 30_—40 elever pa den tid.

Bortset fra denne undervurdering af Fredericia skoles storrelse er der ikke andet end godt at sige om A. Hemmingsens bog. Afsnittene er klart afgraensede og let laeselige; aftrykkes der endelig et vanskeligt tilgaengeligt dokument, kommenteres og forklares det grundigt bagefter; ogsa det typografiske udstyr fortjener en rosende bemserkning. Man ma habe, at skolens videre historie vil blive behandlet lige sa udforligt, og at fortsaettelsen ikke vil lade vente alt for laenge pa sig.