Johan Nicolai Madvig. Et mindeskrift. Udgivet af Det kgl. videnskabernes selskab og Carlsbergfondet. I. I kommission hos Ejnar Munksgaard, 1955. 270 s.

Madvig var gennem mange ar praesident for Videnskabernes selskab og formand for Carlsbergfondets direktion. Disse to institutioner vil nu med en rsekke behandlinger af de forskellige sider af hans omfattende ]ivsgerning hsedre den store filolog og tegne et billede af ham og hans virke.

I det forste bind er professor Bagges dybtgaende analyse af Madvigs politiske virksomhed übetinget det afsnit, der stserkestma interessere historikeren. Vor videnskabelige litteratur er sprgeligt fattig pa tilfredsstillende monografier over forrige arhundredes ledende politikere, og man er taknemlig for denne monstergyldige politiske biografi over Madvig. Ganske vist var ban »kun en blandt adskillige hojt begavede politikere«, men hans indsigt og evne til hurtigt at orientere sig pa de forskelligste sagsomrader, parret med sund kritisk sans gjorde ham undertiden til en af det politiske livs fremtraedende skikkelser. Hans videnskabelige position gav hans ord vaegt i samtiden, og den har praeget eftertidens vurdering af ham.

Professor Bagge er gaet bag om »myten Madvig« og har afdaekket hans sammensatte, omfindtlige, ofte usikre personlighed med fast, men neensom hand. En reekke svagheder og inkonsekvenser i Madvigs erindringer pavises, og billedet af ham som ophavsmanden til og den konsekvente forksemper for Slesvigs deling og for etkammersystemet ma efter Bagges overbevisende og detaillerede argumentation revideres. Madvigs nationale opfattelse la ganske naer ved, hvad andre i samtiden mente om denne sag, og pa intet punkt har han afgorende praeget de politiske tanker eller fort politikken ad nye baner. Hans politiske ideer var sammensat af pavirkninger fra mange sider og var kun sjeeldent praeget af originalitet.

Med storste omhu er der gjort rede for Madvigs placering i en idehistorisk sammenhseng, men det skjules ikke, at en rsckke af hans synspunkter kan tolkes uden opbud af storre klassisk eller anden andshistorisk baggrund. Hans politiske ytringer basrer i det hele »prseg af hans sneevrere milieu«. Madvig karakteriseres politisk som overvejende gammelliberal, og han placeres ret langt til hojre i indenrigspolitikken; pa en rsekke punkter blev han mere og mere konservativ med arene.

Afhandlingen er et smukt og gennemfort eksempel pa, hvorledes den biograferende historiker trods de omfattende metodiske vanskeligheder, der moder ham selv i en kilderig periode, dog kan nk til en videnskabeligt holdbar tolkning af en mands politiske ytringer og handlinger. Men det krsever vilje til resignation og skarp erkendelse af fortolkningens mange usikkerhedsmomenter. Begge dele er professor Bagge jo i besiddelse af, og det gor hans behandling af Madvig til stimulerende omend stedvis lidt tung Isesning. Muligheden for en videnskabelig indsats i den politiske historie er her demonstreret pa et sjaeldent hojt plan.

Man kunne have onsket et tilsvarende vidt perspektiv i Per Krarups behandlingaf Madvigs skoletanker og hans arbejde for latinskolen i afsnittet »Forholdet til skolen«. Deter sikkert med rette, rektor Krarup — selv en af fortalerne for det bestaende i den aktuelle skoledebat — fremheever Madvig som madeholdets mand i skolesager og omtaler hans irritation over kritikken af den ordning af den lserde skole, han vanned til at skabe. Gennem sit lange virke som undervisningsinspektor praegede han afgorende det hojere skolevsesen,og

vsesen,ogman havde derfor gerne set en mere detailleret analyse af hans forhold til den grundtvigsk-folkelige skolelinie. Deter saledes nok at tillaegge Madvig lovlig megen indflydelse, nar det uden nsermere dokumentation siges, at hans afvisning af en norron linie i gymnasiet har hindret al senere tilslutningtil denne tanke.

Der maerkes mere af den traditionelle Madvig-opfattelse i Krarups artikel, men det skyldes vel til dels bogens disposition, hvor skildringen af Madvigs personlighed er skilt fra gennc-mgangen af hans indsats pa de forskellige felter. Lseseren far sa fornojelsen af selv at kombinere Bagges portraet af mcnnesket Madvig — supplcret med nogle interessante bemaerkninger af dr. med. Ib Ostenfeldt om M's psyke — med de ovrige forfatteres oplysninger i fremstil- Jingen af hans rigt facetterede virke.

Rektor Krarup understreger Madvigs utilbojelighed til at lade latinen fa en alt for stor plads i den lserde skole. Mod misbrug af den latinske grammatik til terperi advarede Madvig stserkt, men en ironisk skaebne — og svage lserere — har sorget for, at netop hans navn hyppigst er sat i forbindelse med den sorte skoles pastaede andloshed. Af Johs. Pedersens oversigt over Madvigs forhold til Videnskabernes sclskab og Carlsbergfondet ses ligeledes, at Madvig ikke onskede at fremme latin pa modersmalets bekostning som loerd sprog. Latinen var for denne vor storste latiner ikke malet i sig selv, men vejen til den antikke kultur, og han havde et skarpt blik for modersmalets og for de moderne sprogs betydning. Flere gange tog han til orde for nodvendigheden af ogsa at pleje det i mange kredse upopulaere tyske sprog.

I Johs. Pedersens afsnit strejfes Madvigs videnskabelige arbejde. Man forbloffes nsester. ved tanken om, at denne mand, der naede meget i politikken, og som et liv igennem arbcjdede for skolen, ogsa virkede for universitetet og sa endda gjorde sin ypperste indsats som klassisk filolog. Om de to sidste ting skal et kommende bind berette.