Biskop H. Martensens Breve. Udg. af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie ved Bjørn Kornerup. I. Breve til L. Gude, 1848—1859. (Gads forlag, 1955).

Der findes et vaerk om Anatole France i morgensko; nu foreligger der ogsa
et om H. L. Martensen, Sjaellands biskop 1854—84, og det har han skrevet selv
i breve til sin ven og beundrer for ikke at sige epigon, L. Gude, der forst var

landsbyprsest, men som Martensen med lodder og trisser 1866 fik gjort til domprovsti Roskilde og som med sit vserk om nadveren i halvfjerdserne og firserne endnu holdt Martensens spekulativ-teologiske fane hojt pa en tid, hvor ellers nsesten ingen gjorde det mere. Dr. Kornerups navn borger for, at udgaven er perfekt bade hvad text og vedfojede korte, men meget indholdsrige noter angar.Forelobig drejer det sig om arene 1848^—59, og det var jo ikke netop en tid fattig pa kirkelige og politiske begivenheder. Martensens sserdeles kritiske syn pa denne periodes hsendelser og ledende personligheder er naturligvis nogenlunde kendt fra hans erindringer, men de er unsegtelig sammenlignet med disse vennebreve skrevet med sordin. — Her moder man den virkelige Martensen:en fast for ikke at sige stsedig karakter, lidenskabelig, forfsengelig, hadefuld,en virkelig reaktionser, urokkelig og umedgorlig. Som det var Kierkegaards tragedie at vsere geni i en kobstad, var det Martensens at ville vsere kirkefyrste under det frembrydende demokrati, det nationalliberale embedsvselde og den efterhanden i mere eller mindre samvirke med begge parter stadig stEerkere grundtvigske vaekkelse. Det var begrsenset, hvad han kunne udrette, men der var ikke graense for hans forbitrede analyser og übaendige afreageringer af harme, trods, fornaermelse, foragt etc. Her ydes meget veerdifulde bidrag til forstaelse af slesvigske kirkeforhold under sprogreskripterne og af bispevalgskrisen1854, da de nationalliberale og orsted manedsvis tog livtag med hinanden,med kongen og ikke mindst grevinden, og bispestolen var en brik i spillet; her far man et patetisk indtryk af, hvor dybt Kierkegaards angreb har saret den udadtil sa tavse prselat — man lsese om Rs. Nielsens besog i bispegardennatten efter Kierkegaards forste artikel i »Fsedrelandet«, eller det brev Martensen sidder og skriver, mens Kierkegaards ligfolge forlader Vor Frue kirke; ogsa til kirkeforfatningskampene er der fremkommet nyt stof, ligesom om Martensens forhold til de grundtvigske og hans iver for at finde et strategisk gunstigt slagfelt at mode dem pa. Hans sserlige fjender var de nationalliberale, de havde samme dannelsesniveau som han selv og burde ikke have forradt det ved deres ryggeslose og rygradslose nedadsnobbende politik, men stottet en sund absolutisme. Endnu vaerre var naturligvis pa en made bondevennerne, men det vaerste han ved at sige om ministeriet Rottwitt er alligevel, at det ved sin dumhed havde gjort de faldne nationalliberale populsere. Hall var slem, dog i grunden kun en pjalt, men over Monrad udoses den bitreste galde: hans »skidenhed« var magelos; han bod endog bispen cigarer, mens de talte kirkeforfatning:Som om ministeriet for kirkens anliggender var en kro! — Men trods al ensidig subjektivisme og indsedt lidenskab fornaegter det sig jo ikke, at disse breve er skrevet af en meget klog, kundskabsrig og skarpsindig mand, som i kraft af sin stilling havde lejlighed til at rsesonnere over bade vigtige og kuriose materier. Det lader sig ikke bestride, at den, som star i det grelleste lys, er forfatteren selv; hans personlighed er unaegtelig kommet i skarpe projektorer,men storheden fornaegter sig ikke, selv om Martensen i det enkelte tilfseldeher fremstar som en endda temmelig lille mand. Da brodrene Brandes' brevvexling i sin tid udkom, sa man til sin forbauselse, at de virkelig havde vaeret lige sa slemme, som folk i datiden sagde; noget lignende kan siges om Martensen; morgenskoene klaeder ham ganske sserdeles ikke. Men vor kulturhistorieer blevet et svaert stykke rigere.