Olav Bergersen: Fra Henrik Bielke til Iver Huitfeldt. Utsyn over den dansknorske fellesflåtes historie i perioden 1630 til 1710. (Det kongelige nor ske Videnskabernes Selskab. Trondheim, 1953). I_—II. 752 + 752 s.

Deter en vaeldig opgave, kommandor Olav Bergersen, kendt for sin omstridte bog »Viceadmiral Tordenskiold«, har sat sig. De foreliggende to kaempebind om perioden 1630_—97 skal folges af endnu to: om »Nordens forste vepnede neutralitet« og om den store nordiske krig (i mere udforlig form dog ojensynligt kun indtil Iver Huitfeldts dod 1710). Undertitelen angiver som formaal en oversigt over den dansk-norske flaades historie 1630^—1710, men det har i saerlig grad vaeret B.s hensigt, hvad han tilstaar i forordet, at »belyse den norske sjomanns innsats«. Derfor markeres i hovedtitelen ogsaa tidsgraenserne ved to norske navne — for del; forstes vedkommende noget malplaceret, da Henrik Bielke, hidtil landofficer, forst i 1653 blev flaadechef.

B. har plojet et meget stort stof igennem i nordiske arkiver og biblioteker. Skade, at hans kildehenvisninger langt fra altid er saa nojagtige og udtommende som onskeligt, og at hans litteraturbenyttelse lider af adskillige mangier. Han kender til eks. ikke saadanne arbejder som Fridericias »Adelsvaeldens sidste Dage«, C. Christiansens »Dansk Statshusholdning«, Sechers »Forordninger«, Laursen-Christiansens traktatvserk og en raekke nyere, navnlig svenske, bidrag til tidens ydrepolitiske historie (her svaerger han for det meste til F. F. Carlson); hvad han har udnyttet af hollandske og engelske flaade- og sokrigshistoriske fremstillinger og kildeudgaver, yngre end De Jonges hundredaarsgamle »Geschiedenis«, er heller ikke meget. Strengt faghistorisk bedomt rober vserket i mange henseender dilettanten. Det gselder ogsaa fremstillingen. Liv mangier den ikke. Men den er ofte utaalelig bred, fuld af mindre vaesentlige enkeltheder, ofte utilfredsstillende i dispositionen og praeget af adskillige andre svagheder. Eksempelvis kan naevnes, at der kun for Norges vedkommende — og her med en vurdering af de landkrigshistoriske begivenheder, som virker mindre velunderbygget end den, man finder i arbejder af C. 0. Munthe, J. Schiotz, Gulowsen o. a. — gores et mere planmaessigt forsog paa at udrede forbindeiserne mellem land- og somilitBere operationer. Den sotaktik, som udformedes i Vesteuropa, belyses i sammenhseng med de engelsk-hollandsk-franske trsefninger 1690_—92, men aarhundredets tidligere engelsk-hollandske krige lades i saa henseende uomtalt. Vaerdifulde er de oplysninger, som i bind II gives om »fellesflatens bemanning og underhold« — vaerkets bedste afsnit. Men et sammenhsengende billede af flaadeforvaltningens udvikling, arbejdet paa Holmen og — undtagen for Norges vedkommende — skibsbyggeriet gives ikke. Her kunde B. have laert adskilligt af arbejderne om den engelske flaadeforvaltning (af Oppenheim, Tanner, Ehrman o. a.). Deter karakteristisk, at oprettelsen af det forste dansk-norske admiralitetskollegium 1655 interesserer ham saa lidt, at han nojes med at referere den svenske gesandt Dureels ufuldstaendige oplysninger derom (i H. D. Linds gengivelse), skont vi jo for laengst har faaet adskilligt mere at vide (af Secher og Fabricius).

Helt igennem er B.s bog praeget af trangen til at underkaste tidens sokrigsoperationerog flaadens personligheder en iri den hidtidige opfattelse forskelligvurdering. Resultatet heraf bliver naesten altid, at norske — i flere tilfaelde ogsaa hollandske — indsatser fremhaeves paa bekostning af danske. Ret har

han uden tvivl i, at det norske kontingent i den aeldre enevaeldes faellesfaade, baade hvad officerer og mandskab angaar, oversteg det danske (ligesom Norge ogsaa efter 1663_—73, da fordelingstal er meddelt (Bergersen 11, 441_—50, jvf. Christiansen I, 533_—38 og 11, 913_—37), har ydet hovedparten af flaadens ordinaere indtaegter). Heraf folger jo imidlertid ikke, at danskeren Niels Juel som somilitaer leder og menneske maa saettes i en lavere kategori end nordmaendsom Henrik Bielke, Curt Adelaer og Iver Huitfeldt. Dette er dog B.s opfattelse.At faellesflaadens storste navn skal vaere dansk, er ulideligt for ham, og han gor sig de storste anstrengelser for at nedsksere Juel, bl. a. ved en analyseaf det beromte slag i Kogebugt 1. juli 1677. Denne analyse lider, som adskilligtandet i bogen, af meget alvorlige kildekritiske mangier. Det samme er tilfseldet med hans skildring af Juels taktik i soslagene under Bornholm 26. rnaj 1676 og ved 01ands sydspids 1. juni s. a. En imodegaaelse fra kompetent sokrigshistoriskside vil forhaabentlig ikke lade vente alt for lsenge paa sig.

Hvad Henrik Bielke angaar, vender B. sig imod en karakteristik, som anm. en gang liar givet af denne som »aabenbart ... en lidet fast karakter« (Statsomvaeltningen i 1660, s. 395; Bergersen I, 529). Udtalelsen er vistnok for skarp, men det maa fastholdes, at den sidste rigsadmiral ikke var de faste standpunkters mand (jvf. ogsaa Fridericia-Laursens karakteristik i D. B. L. 11, 588 f.), og deter ikke lykkedes B. at gore ham til en af de store skikkelser i faellesflaadens historie. Lige saa lidt har han haft held med sin argumentation, rettet mod Fridericia, for, at Jorgen Bielke er uden ansvar for udformningen af sin selvbiografi, »full av skryt og forfengelighet« (I, 366). Anm. vil i ovrigt i denne sammenhaeng gerne have lov til at b.etone, at han ganske med urette beskyldes af B. for at tillaegge Niels Slanges skildring af Henrik Bielkes optraeden under statsomvaeltningen i 1660 kildevaerdi (I, 528) og for at have fremsat den mening, at Niels Juel i 1660 blev forbigaaet som praesident i admiralitetskollegiet — samt for ikke at have naevnt, at Juel den gang bare var »Holmens admiral« (11, 8). Samtidig border slaas en pael igennem de helt uholdbare teorier om, at Claus Ahlefeldts ansaettelse som kommanderende general i Norge 1660 og Curt Adelaers som generaladmiral 1663 skyldtes Hannibal Sehested (I, 557; 11, 17; jvf. Hannibal Sehested I, s. 304, 332 f., 388 f.).

Atter og atter udaesker B.s vaerk til kritiske anmaerkninger. Og den norskpatriotiske tendens kan blive saa staerk, at den virker forstemmende og forer til mistolkning af kilderne. Paatalen af disse og andre mangier bor dog ikke efterlade det indtryk, at deter en bog af meget ringe vaerdi. Den giver adskilligt nyt, og den saetter mange steder med frisk og fyrigt kampmod problemer under debat. Til at komme uden om er den ikke.