A. Svensson: Redaktør J. Jessen, Flensborg Avis. I. (Skrifter, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland; Kommissionsanstalten, 1955). 264 s.

Man har laenge i den historiske litteratur savnet en indgaende skildring af Jens Jessen, der fra 1882 til sin dod i 1906 var redaktor af Flensborg Avis. Hans indsats som dansk pressemand pa en udsat post er kendt og agtet, men hans personlige udvikling, hans politiske holdning til danske og sonderjyske problemer kan nok trsenge til naermere granskning, og ligeledes det modsaetningsforhold, der bestod mellem ham og andre ledende danske i Sonderjylland.

Redaktor A. Svensson har adskillige gode forudsaetninger for at Iose denne opgave. Fra 1903 til 1906 var han journalist ved Flensborg Avis. Rigtignok var Jessen som de danske nordslesvigeres reprsesentant i den tyske rigsdag ofte borte fra bladet, og den sygdom, hvortil grunden var lagt i tyske faengsler, havde allerede maerket ham, men for Svensson blev disse ar af grundlseggende betydning. Hele hans politiske indstilling og hans livsholdning er prseget af disse ar under Jessens vejledning. Han har altid folt sig som Jessens arvtager; en artikelsamling, som han udgav i 1942, kaldte han: »Jessens testamente«, og han har altid lagt vaegt pa at etablere kontinuitet mellem sin egen og sin Iserermesters politiske opfattelse. Med begejstring og varme gik han i brechen for sin helt, og med energi og til tider med fanatisme har han bekaempet Jessens modpol i dansk-sonderjysk politik, H. P. Hanssen. Men netop denne staerke partitagen kan ogsa vanskeliggore opgaven for ham, nar det gaelder at udrede forholdet mellem disse to.

M. Refslund Poulsen, der var H. P. Hanssens varme tilhsenger og trofaste stotte gennem mange ar, fortaeller i sine nylig udkomne, meget levende og faengslende erindringer, at han var sammen med A. Svensson pa et kursus i oplaesning, der blev holdt i Arhus under ledelse af pastor Mailing fra Odder og Helge Hostrup, mens denne sidste var redaktor af Jysk Morgenblad (1905^—11). Under samvaeret kom forholdet mellem J. Jessen og H. P. Hanssen pa tale, og Refslund Poulsen beklagede i samtalens 10b det darlige forhold mellem de to store og mente, at Jessen bar hovedskylden. Svensson var straks i kog. Han slog en knytnaeve i bordet og sagde: »Hvis Jessen skulled 0 og noget sadant blive sagt, sa skal jeg rense hans minde.«

Denne udtalelse ligger nu et halvt hundrede ar tilbage i tiden; deter ikke gaet sa gait for Jessens minde, som Svensson frygtede; en renselse synes ikke pakraevet, derimod er der brug for en indgaende skildring af Jens Jessens liv og virke, det har Svensson ogsa sogt at give, men med grundindstillingen i behold. Forelobig er kun 1. bind, der forer frem til aret 1889, udkommet. Forst nar 2. bind foreligger, vil det vaere muligt at vurdere helheden, og forst da kan man til fulde se, om Svensson har kunnet haeve sig op over sit stof, om han har formaet at skifte sol og vind lige, eller om hans sym- og antipatier slar igennem i fremstillingen. I slutningen af det foreliggende bind kan man spore dem, men bindets hovedindhold er en skildring af Jessens barndom, hans Iserekr og hans Isererkr, og den forste harde tid i redaktorstolen i Flensborg 1882_—1889.

Jessen, der var fodt i 1854, havde uddannet sig til laerer; forst da en gerning i en af fa danske privatskoler blev ham forment af myndighederne, kom han i 1882 ind i redaktorgerningen. Svensson beretter udforligt oin denne overgang og far samtidig lejlighed til at give den gamle overlserer C. F. Monrad, Flensborg, en smuk omtale. Monrad var drivkraften i det danske kulturelle arbejde, indtil H. P. Hanssen kunne tage fat. Gennem en lang raekke hidtil ukendte breve har Svensson belyst Monrads virksomhed, ogsa hans energiske bestrsebelser for at hjselpe Jessen i gang med Flensborg Avis. De forste ar var meget trange, abonnenterne var fa, og forst efterhanden lykkedes det i kraft af Jessens fremragende dygtighed som bladmand at saette holdertallet i vejret og fa okonomisk fodfaeste.

Jessen slog straks ind pa en djserv linje over for den projsiske stat og dens organer, og der blev hurtigt anlagt sag imod ham. Adskillige gange blev han idomt harde fasngselsstraffe; de faldt slag i slag. Saledes afsonede han fra 7. oktober 1886 til 7. februar 1887 en fsengselsstraf, for straks derefter at blive indkaldt til at afsone en ny straf, men da var han rejst til Danmark, hvor han hvilede ud i nogen tid, inden han i oktober 1887 meldte sig til ny afsoning, som forst var udstaet i april 1888. Hans svoger, R. P. Rossen, forestod med dygtighed bladet i de halvandet ar, mens Jessen var borte.

I et sserligt kapitel skildrer A. Svensson Jessens forhold til dansk politik, som han giver et mere nuanceret billede af, end man hidtil har haft. Jessen var ikke ultra-hojre eller forbenet estrupianer, men moderat konservativ, med ikke ringe social forstaelse. I et andet kapitel skildres Jessens forbindelse med H. V. Clausen, der, for han i 1887 tradte i naert samarbejde med H. P. Hanssen, havde staet Jessen naer. Men man savner et sserligt kapitel om Jessens holdning til striden, om de danske landdagsmsend skulle aflaegge ed pa den projsiske forfatning eller ikke, en strid, som satte sit afgorende praeg pa Nordslesvig i 1880'erne.

Man savner ogsa en bredere stillingtagen til den danske folkehojskole. Svensson omtaler fortrinsvis forholdet i forbindelse med nogle artikler fra 1888, da Jessen var naet til den opfattelse, at han i fremtiden sandsynligvis ville fa grund til at anbefale den danske folkehojskole til sine landsmaend. Men deter temmelig post festum. For Jessens uvilje imod den danske folkehojskole, som han gav stserke udtryk for i 1880'erne, er med til at forklare det modssetningsforhold, hvori han kom til andre sonderjyder, forst og fremmest til H. P. Hanssen. Problemet blev sserlig braendende, da Sonderjylland efterhanden blev blottet for danske undervisningsanstalter og som skolens fortyskning skred frem. Et par ord om uddannelsesmulighederne vil tjene til at forklare hojskolens plads i billedet.

De danske sonderjyder havde i tiden mellem 1864 og 1914 store besvserligheder, nar de sogte hojere uddannelse. De unge danskuddannede akademikere matte almindeligvis soge virkefelt i kongeriget; forst i de sidste ar for 1914 fandt en lille kreds af danske akademikere plads i pressen og i frimenighedskirkerne. Gik de unge akademikere sydpa, satte de tyske universiteter deres iiafviskelige stempel pa dem, hvor stserkt det danske sindelag end matte blive bevaret.

I de forste 20 ar efter 1864 var der dog mulighed for at fa en dansk seminarieuddannelse,selv om undervisningens and var tysk. Indtil 1884 havde nemligseminariet i Tonder en dansk afdeling, og trods undervisningens mangier er adskillige forgrundsfigurer i det danske arbejde udgaet herfra; Jens Jessen selv star forrest iblandt dem, men fra 1880'erne sogte unge sonderjyder i stigendetal

gendetaltil danske hojskoler for at fa umiddelbar forbindelse med dansk and og kultur; H. P. Hanssen er den betydeligste iblandt dem. Ved vurderingen af den modsaetning, der gjorde sig gseldende mellem disse to, er det af betydningat klargore sig forskellen i den made, hvorpa de havde tilegnet sig dansk kultur.

Da der fra en ung sonderjyde, der var udgaet fra en hojskole, kom kritik af den polilik, der fortes i Sonderjylland, af den Sonderjyske presses stilling til indre danske modsaetninger m. m., reagerede den seminarieuddannede Jessen meget heftigt og ofte arrogant. Denne debat for og imod hojskolerne og de problemer, der dermed fulgte, gor Svensson kun lidt ud af. Det kan undre sa meget mere, som Svensson i en tidligere afhandling om Jens Jessen har citeret nogle udtalelser, som Jessen i 1897 fremsatte over for landstingsmand Villars Lunn (Sydslesvig gennem tiderne, side 1191): »I firserne begyndte der efterhanden i Hojskolebladet og en del andre venstreblade at fremkomme artikler med angreb pa den hidtilvaerende ledelse i Det danske Sonderjylland, pa paragraf 5, den historiske ret o. s. v. Flensborg Avis skrev skarpt imod disse angreb fra »unge« — engang til eksempel under overskriften »Mgget vil laere honen« — uden forelob.ig at kende noget til forfatteren eller forfatterne. Senere fulgte i de samme blade stserke angreb pa Flensborg Avis og pa mig personlig«.

H. P. Hanssen har i sine erindringer gjort rede for sit syn pa denne konflikt; og det havde nu vaeret pa sin plads at fa sporgsmalet belyst ved en gennemgang af artiklerne. I Flensborg Avis kaldtes Hojskolebladet for »et obskurt almueblad«, ordene var C. F. Monrads, men matte opfattes som bladets mening. Det havde vaeret af vsesentlig interesse at fa rede pa, hvad Jessen forstod ved personlige angreb i denne forbindelse, og hvorledes de saglige modsaetninger gjorde sig gaeldende ved siden af de personlige. Pa et punkt var de to modstandere enige; begge mente, at de unge sonderjyder matte aftjene deres vsernepligt for at bevare retten til at blive i hjemstavnen.

H. P. Hanssen karakteriserer utvivlsomt i sine erindringer Jessens standpunkt som mere ultrahojre, end det faktisk var, rnedens Jessen med urette ville gore H. P. Hanssen til radikal venstremand. H. P. Hanssen horte altid til pa venstres moderate floj, bl. a. netop i forsvarssporgsmalet. Hans erindringer giver klare vidnesbyrd derom.

I 1887 traf Jessen og H. P. Hanssen hinanden for forste gang ved en fest for digteren Hostrup pa Skodsborg. I den tidligere omtalte redegorelse for 1897 siger Jessen: »Vi havde kun talt nogle fa minutter sammen, da vi var bunduenige pa grund af hr. Hanssens fornaegtelse af retten i paragraf 5. Hans standpunkt i denne henseende, hans uvenlige stemning imod kongehuset, senere hans ukloge vedvarende angreb pa Rusland, hans urimelige sammenligning af os med finlaenderne, hans papegning af russisk barbari i Polen, fremdeles hans anbefalinger af, at tysk kapital blev sat fast i Nordslesvig (penge fra Kiel), var lige saa mange saglige grunde til at danne en kloft mellem ham og mig.«

Denne udtalelse, hvoraf kun forste del har betydning i denne forbindelse, har Svensson ikke benyttet i den foreliggende fremstilling sa lidt som H. P. Hanssens skildring i sine erindringer. Han citerer derimod en udtalelse af H. V. Clausen, der langt senere har fortalt, at han havde fort Jessen og H. P. Hanssen sammen, for at de muligvis kunne enes om fselles eller sideordnet arbejde. H. P. Hanssen holdt foredrag om sine fremtidsplaner, mens Jessen var tavs; og Svensson finder dette meget naturligt. »Hvad var der vel andet at gore for Jessen i den givne situation end at lytte i tavshed, nar den nsesten en halv snes ar yngre H. P. Hanssen holdt foredrag for ham?«

Ja, der var jo ogsa den mulighed, at Jessen kunne have gjort rede for sin opfattelse. Det blev ofte anfort af Jessen i polemikken i 1880'erne, at han ansa H. P. Hanssen for at vaere for gron til at rette kritik mod haevdvundne opfattelser eller til at fremsaette forslag ora sendrede politiske signaler; men var aldersforskellen nu ret beset sa stor? Jessen var fodt 1854, H. P. Hanssen 1862. Da H. V. Clausen bragte dem sammen, var H. P. Hanssen 25 ar og Jessen 33; skulle der ikke kunne fores en samtale pa lige fod mellem to maend pa disse alderstrin? H. P. Hanssen kom fra forste faerd i tillidsfuldt samarbejde ikke alene med den langt aeldre rigsdagsmand Gustav Johannsen og med landdagsmand Hans Lassen, men tillige med 1,, N. H. Skrumsager, der havde vaeret modstander af, at de dansksindede landdagsmaend aflagde ed pa den projsiske forfatning. Da H. P. Hanssen i 1888 fik oprettet den nordslesvigske vaelgerforening, blev der dermed slaet bro over kloften mellem edsaflaeggere og edsngegtere. Jessen fortsatte senere for sit eget vedkommende edsnaegterstandpunktet, men det ville have vseret interessant at fa en mere indgaende skildring af hans stilling, da dette politiske, stromskifte fandt sted.

I skildringen af vaelgerforeningens oprettelse har Svensson gjort fremstillingen for snaever. Foreningens oprettelse var bedre forberedt, end det fremgar af hans skildring, og Jessens kritiske holdning over for foreningen, og hans betaenkeligheder ved dens oprettelse, kunne nok motivere, at han ikke ved forste valg blev indvalgt i bestyrelsen. Nar man allerede aret efter aendrede vedtaegterne, sa Jessen kunne komme med, kan vel dette opfattes som et vidnesbyrd om, at man satte sagen over personen. Der er ingen tvivl om, at Jessen folte sig politisk isoleret ved vaelgerforeningens dannelse. Det har muligvis vaeret medvirkende, at han fra oktober 1886 til april 1888 havde vaeret uden for dagens politiske arbejde.

Deter i alt fald meget ejendommeligt, at Jessen i 1888 ikke stod i umiddelbar
kontakt med den kreds, der i 1880'erne havde haevdet edsnaegterstandpunktet,
men som nu gik med til at oprette vaelgerforeningen.

I det foreliggende bind er Svensson gaet let hen over optakten til de kendte modssetninger; den grundighed, der praeger andre kapitler, kommer ikke til udtryk pa de kritiske punkter. Der er imidlertid anledning til forelobig at sige tak for gennemgangen af Jessens personlige forudsaetninger, hans uddannelse, hans forhold til C. F. Monrad, til H. V. Clausen, hans kamp mod de tyske domstole og hans syn pa den danske regerings politik, og sa ma en samlet vurdering af vaerket vente, til ogsa andet bind foreligger; det imodeses med spaending.