Erik Arup: Danmarks historie III, udgivet af Aksel E. Christensen. (Schultz. 1955). 287 s.

Hvor beklageligt det end var, matte alle vi historikere, som i studietiden havde glaedet os over Erik Arups inspirerende, men samtidig pa talrige punkter udfordrende nyvurdering af det danske folks historiske udvikling, efterhanden erkende, at hans omfattende vaerk med den stadig tiltagende stoffylde nok aldrig blev afsluttet; men vi hay le dog ikke anet, at det digre andetbind fra 1932, som blot naede frem til 1624, skulle vaere det sidst udkomne ved den store historikers dod i 1951.

Med forskellige afbrydelser har Arup i sine sidste ar stot arbejdet videre pa sit livsvserk, og han efterlod sig da ogsa en manuskriptsamling, som med ikke sa fa lakuner gav en sammenhaengende skildring af tiden til kongeloven 1665. Denne manuskriptsamling har hans naermeste elev og efterfolger i det vigtige embede ved Kobenhavns universitet, professor Aksel E. Christensen, pataget sig at gore klar til trykken som bind 111 af danmarkshistorien. Det har vaeret et uegennyttigt og tydeligt nok meget byrdefuldt arbejde, men et arbejde, som vil blive varmt paskonnet i historikerkredse Norden over.

I det ydre er opsaetningen fra de forste bind taget som ufravigelig rettesnor, og ogsa i illustrationsmaterialet, for hvilket museumsinspektor, mag. art. Tage E. Christiansen har hovedaeren, folges helt de af Arup fastlagte principper. Pa samme made har udgiveren behandlet Arups text pa det mest pietetsfulde; han har afholdt sig fra at afrunde den gennem egne supplerende afsnit og har blot gennem en kritisk analyse af de hyppigt afvigende udkast sogt at na frem til den version, som i de enkelte tilfselde matte antages at have vaeret Arups forelobige slutresultat. Naturligvis er ogsa positive fejl, som Arup ikke selv havde naet at rette, blevet berigtiget, og endelig har Aksel E. Christensen bragt sammenhaeng mellem de forskellige bestanddele. Som folge af udgiverens fremgangsmade fremtraeder 3. bind af Arups danmarkshistorie som en torso; men til gengaeld er det en segte Arup-vare.

Dispositionen i det foreliggende bind kan uden overdrivelse betegnes som mesterlig: efter et indledningskapitel, som opridser den verdenshistoriske baggrund savel okonomisk som politisk., gives en skildring af vort lands ulykkelige deltagelse i 30-arskrigen med den deraf folgende fjendebesaettelse, hvis tunge virkninger pa Jylland dog naeppe fremhaeves staerkt nok, og i fortsaettelse af denne store politiske skuffelse for Christian IV folger et kort udsyn over de skuffelser, som efter skaebnearet 1625 ogsa blev ham beredt pa familielivets omrade. Hermed er vi naet til bogens absolutte tyngdepunkt, en pa en raekke kapitler fordelt dybtgaende skildring af det danske samfundsliv ved ar 1630, okonomisk, socialt og andeligt, og herunder far bl. a. ogsa den jydske borgerbevaegelse i 1629 en tilkommende udforlig behandling. Derefter genoptages — med en raekke lakuner — skildringen af det politiske begivenhedsforlob, kongens forhold til rigsradet og den nye odelaeggende svenskerkrig, og sa gar vi pa s. 177 over til den nye regeringsperiode, Frederik Ill's, som folges frem til kongeloven 1665 pa 82 sider i en raekke kapitler, som mere end nogen andre af de foregaende afsnit er opfyldt af gabende huller.

Ligesom i de foregaende bind er Arup i den naervaerende fremstilling den altid oplagte stilist, som gennem en utraettelig kamp med stoffet har gjort det danske sprog til en lydig tjener for sin klare og levende tankegang. Hans vurderingerer som altid skarpe; men i det foreliggende afsnit udsaetter han dog ikke laeseren for sa mange chock som i de tidligere mindre kildebelyste perioder.Hovedfiguren, den krigsgale, forfasngelige Christian IV bliver sa drabelignedsablet, at man ligefrem til tider foler trang til at optraede som advokat for ham! Og selv ikke hans byggevirksomhed, der nu tjener som den faste bastion for hans mere traditionsbundne beundrere, fremhseves som saerlig fortjenstfuld.Langt bedre falder den snu Frederik 111 i Arups smag, derimod ikke hans unge forlystelsessyge dronning, »denne tyvearige tos«. Behandlingen af de to politiske hovedskikkelser fra periodens sidste halvdel, Hannibal Sehested og Korfitz Ulfeldt, har i det vaesentlige vaeret henlagt til afsnit, som nu fremtraedersom lakuner. Dette gaelder specielt Hannibal Sehested, hvorimod det dog for Korfitz Ulfeldts vedkommende kan skonnes, at Arup har vaeret ret reserveretindstillet

serveretindstilletover for ham og har villet tillaegge den antagne syfilitiske
lidelse hovedskylden for den sa liojt begavede mands maerkelige udsving.

Det hab, man havde naeret om blandt Arups papirer at finde en udforlig redegorelse for det kildegrundlag, hvorpa han havde opbygget sit revolutionerende nysyn pa Danmarks aeldste historie, er desvaerre blevet beskaemmet. Derimod efterlod Arup sig et ufaerdigt udkast til en kronik, hvori hansom svar pa de voldsomme angreb pa forstebindet giver en redegorelse for de alrnene principper, han fulgte ved udfaerdigelsen af sin danmarkshistorie. Denne redegorelse folger som et lille appendix efter selve fremstillingen, og i fortsaettelse heraf giver udgiveren et interessant indblik i Arups planer for de pataenkte kommende bind, efterfulgt af en nyttig redegorelse for den tilstand, hvori de enkelte dele af Arups manuskript blev forefundet. Endelig afsluttes b.indet ligesom forgaengerne af et par fyldige registre.