Nils Nilsson-Stjernquist: Tillkomsten av 1866 års grundlov. Skrifter utgivna av Fahlbeckska stiftelsen XLL (Gleerup, Lund 1955). 367 s.

Den gennemsete grundlovs vedtagelse i 1866 var resultatet af et kompromis mellem godsejerne, de nationalliberale og en del medlemmer af venstregrupperne. Oplaigget til dette kompromis, den langstrakte og ganske heftige grundlovskamp, liar nu faet en detailleret og dybtgaende skildring af den lundensiske professor i »statskunskap«, Nils Stjernquist. Han anforer loyalt, at hans fremstilling af selve hsendelsesforlobet, hvor minutios den end er, ikke fojer afgorende nyt til den viden, vi havde i forvejen, forst og fremmest fra sidste bind af Neergaards »Under junigrundloven«. Men Stjernquists klare synspunkter leder laeseren lettere og mere übesvseret, end det for er sket, gennem kamparenes labyrint af meninger, taktik, forslag og modforslag, der kompliceredes sa stserkt af, at de agerende kunnc spille pa hele 4 kamre: to i rigsradet og to i rigsdagen.

Fra forfatningsstridens begyndelse i august 1864 udnyttedes statsretsligc argumenter med stor behsendighed, ikke for intet kaldtes de nationalliberale »professorpartiet«, men ogsa de andre grupper stottede sig i sa udstrakt grad pa en udlaegning af de rent formelle problemer, at vselgernes omdomme til tider nsesten helt forvirredes. Navnlig debatterede man heftigt sporgsmalet om novemberforfatningens gyldighed efter Slesvigs afstaelse og om, hvorvidt rigsradet eller rigsdagen burde have forsteretten ved behandlingen af udkastet til en ny forfatning. Det tor formodes, at grundlaget for denne juridiske diskussion i sserlig grad har haft Stjernquists interesse. I hvert tilfaelde er hans vurdering af »retskampen«, som han kalder den, blevet hovedstykket i hans bog, og savidt en ukyndig kan skonne, ma hans gennemgang af den juridiske argumentation kaldes fyldestgorende.

Tilmed er den yderst interessant. I 1855 havde rigsdagen taget det forbehold ved begrsensningen af junigrundlovens gyldighed, at denne indskrsenkning skulle bortfalde, hvis fsellesforfatningen ikke opretholdtes »i anerkendt kraft og virksomhed«. Det var ved indledningen af kampen om grundloven et hovedpunkt for venstrefolkene. De hsevdede, at med Slesvigs afstaelse blev forbeholdet effektivt, og rigsradet matte folgelig ophseves — eller rettere: ophseve sig selv. Herefter matte den rene junigrundlov anses for genindfort. Det nationalliberale flertal i rigsradets landsting anerkendte ikke denne konsekvens af forbeholdet og hsevdede, at rigsradet havde krav pa indflydelse pa indholdet af den ny grundlov. Til dette synspunkt sluttede ministeriet sig, tovende i teorien, men klart i praxis ved forelseggelsen af forfatningsforslaget.

Konklusionen af Stjernquists undersogelse emu, at forbeholdet burde have vseret bragt i anvendelse i 1864. Men det ville rigtignok have forudsat en konstatering fra rigsradets og regeringens side af, at fsellesforfatningen ikke mere var i anerkendt kraft og virksomhed. Det skete ikke, og selvom en sadan konstatering havde foreligget, ville det ikke have medfort en automatisk tilbagevenden til junigrundloven alene. orsteds fsellesforfatning ville nemlig sa have haft krav pa at anses for gyldig. Lseseren foler sig solidarisk med Stjernquist, nar denne udtaler, at »rattsfragan var invecklad«.

De nsevnte konsekvenser blev overset af de fleste i samtiden. For manges vedkommende skete det bevidst, fordi retskampen om forbeholdet og om rigsdagensprimat ved forfatningsbehandlingen for dem var taktiske manovrer i spillet om realiteterne i den ny forfatning. Stjernquist ser derfor med rette

grundlovsroret under ydeiiigere to aspekter: som en idekamp og sora en intcressemodssetning.

Ideologisk bar vi pa den ene side tilhaengerne af den uindskraenkede lighed og af dette princips naturlige folge, den lige og almindelige valgret. Det var venstregrupperne og en del af de nationalliberale. Overfor sig havde de repraesentanterne for et samfundssyn, der sogte tilknytning bagud i strendertiden. De sa en vsesentlig opgave for forfatningen i at hindre en enkelt klasse eller stand i at opna for stor indflydelse, og de var isaer bange for, at de besiddende og de dannede skulle skydes i baggrunden af bonderne. De enkelte samfundslags interesser — et af de hyppigste ord i debatterne —skulle sikres, og Stjernquist finder interessemodsaetningerne sa staerke, at han ikke betaenker sig pa at tale om en klassekamp. Med rette ofrer han en del opmaerksomhed pa rivaliteten mellem by og land, som udviklingen i de naeste artier jo yderligere accentuerede.

Bogens styrke er den overlegne sikkerhed, hvormed forfatteren fojer de fre synspunkter sammen til en overbevisende helhed, sa parternes retslige, ideologiske og interessebetonede argumenter ses i deres samraenhaeng. Det ejendommelige er da ikke sa meget, at der er tale om en udpraeget interessekonflikt, som at interesserne fremtraeder sa overraskende übesmykket, at de truer med at skjule de andre faktorer. Deter imidlertid en for ensidig betragtning kun at ville se en klassekamp i optakten til 1866-forfatningen, fremhaever Stjernquist, og han finder det endelige udfald af kampen forklaret ved de handlende personers egenskaber og forholdet mellem dem.

Specielt leegger han vsegt pa splittelsen mellem og inden for de enkelte venstregrupper, og skildringen af I. A. Hansens virksomhed er et af de punkter, hvor han nuancerer og udvider Neergaards fremstilling. Stjernquist advarer her mod at betragte I. A. Hansens linie som mislykket i alle faser af kampen om grundloven, saledes som man har vaeret tilbojelig til det under pavirkning af eftertidens venstretradition. Deter heller ikke fyldestgorende at sige, at I. A. Hansen og hans tilhaengere af angst for, at den almindelige valgret skulle ga tabt ogsa for folketinget, til sidst blew medgorlige overfor godsejerne. Sa enkelt forklares faenomenerne ikke.

Deter i det hele Stjernquists fortjeneste, at han tolker begivenhederne ud fra synspunkter, der har deres rod i tiden selv og i kilderne til den, ikke i et anakronistisk perspektiv, bestemt af eftertidens politiske strid. Han kan derfor ogsa i forbigaende gore op med de forenklede, delvis legendariske forklaringer, man ofte lader sig noje med, sasom at junigrundloven var forud for sin tid og derfor matte aendres, at grundloven i 1866 var et resultat af overenskomsten mellem de store og de sma bonder, vendt mod de nationalliberale, o. s. v. I denne sammenhaeng bor det bemaerkes, at problemet om kamrenes indbyrdes kompetence ved behandlingen af finansloven, der blev sa afgorende i folketingets senere kamp mod landstinget, spillede en meget ringe rolle i forfatningsdroftelsen 1864^—66. Kun Hogsbro tillagde det dcngang afgorende vaegt ved sin stillingtagen.

I enkelte detailler kan man ikke helt folge Stjernquist. Fx. har hensynet til de danske slesvigere, der ved staendervalgmaden var blevet majoriseret af tyskerne, naeppe vseret afgorende ved indforelsen af den almindelige valgret i 1849. De anforte udtalelser af Monrad og Bardenfleth til stotte for en sadan opfattelse kan ikke tilkendes vsegt i en helhedsopfattelse. Man foler sig heller ikke overbevist om, at Stjernquist har fort det afgorende bevis for, at man ma reducere J. Michaelsens betydning som kontaktmand mellem I. A. Hansen

og Frijs. Grundlaget for vor viden om Michaelsens virke — hans egne erindringer—
er spinkelt, men Stjernquists modbevis er ikke stserkere.

Enkelte andre ting kunne fremdrages, men de anforte kan vare nok til at vise, at kritik kun kan rejses om enkelte petitesser. Derved understreges det, at vi nied Stjernquists bog har faet hovedvaerket om 186(5- tilblivelse. Dansk forskning ma vaere professor Stjernquist taknemlig for dette bidrag. Sa meget mere undrer det, at han ikke har kunnet fa adgang til slatsradsprotokollerne, der dog har kunnet udnyttes af Harald Jorgensen i bogen om David og af forfatterne til vserket om den danske rigsdag. Udover tilfredsstillelsen ved at forske til bunds havde protokollerne dog nseppe bragt ting af storre betydning for Stjernqiust. Men mon ikke det har givet ham stof til funderinger over forskellen mellem den svenske praxis og den sengstelse, hvormed »nyere« ting undertiden forholdes forskningen i Danmark? Den Isenksomme laeser far i hvert fald lidt at undre sig over.