Da der i 1563 udbrod Krig i Norden mellem Danmark og Sverige, havde der i ca. 40 Aar hersket en usikker Fred mellem de to Riger, praeget af gensidig Mistillid. Sverige var i Lobet af dette Tidsrum vokset irem til en storre militaer og okonomisk Magt end for. At det blev Danmark, der brod Freden, var bl. a. en Folge heraf, idet Kong Frederik den Andens Nerver ikke i det lange Lob kunde holde til den evige Frygt for et svensk Angreb¹). Forholdene var gunstige for Danmark i Sommeren 1563, Landet havde opnaaet Alliancer med Polen og Liibeck, og samtidig var store Dele af den svenske Haer optaget i Finland af Erik den Fjortendes Opgor med Broderen Johan. En gunstigere Lejlighed til at opnaa en Afgorelse kunde vanskeligt taenkes. Hvorledes skulde Danmark militaert set gribe denne Lejlighed?

Gustav Vasa havde i sin lange Regeringstid opbygget en national svensk Haer af betydelig Storrelse²); dens Udvikling havde dog fulgt andre Retningslinjer end den danske, der i Slutningen af 1400-Tallet var blevet omdannet efter kontinentalt Monster³). Det svenske Fodfolk bestod fra gammel Tid af Skytter, et Forhold, der ikke aendredes i Gustav Vasas Tid, idet hans strategiske Defensiv udmaerket lod sig udfore med saadanne Tropper, der benyttede sig af den rent svenske Brattaktik: en taktisk Offensiv med Udnyttelse af de vanskelige Forhold, som taette Skove og snaevfe Skoweje byder en ikke stedkendt, tungt udrustet og i Skovterraenet lidet bevaegelig Angriber, saadan som netop en tysk Lejehasr vilde vaere det. Under saadanne Forhold vilde f. Eks. Rytteri kun meget daarligt kunne gore sig gaeldende, hvilket var saa meget vigtigere, som det svenske Skyttefodfolks Mangel paa Pikenerer ellers gjorde det til let Bytte i aabent Terrain.

Erik den Fjortendes Omslag til en aktiv Udenrigspolitik stillede langt storre Krav til Haerens Kvantitet og Kvalitet. Den maatte nu kunne udforeoffensive Operationer, optage Kampen i aaben Mark, med andre Ord maatte en Del af den udrustes og uddannes som tungt, pikebevaebnet Fodfolk. Dette Program var meget vanskeligt at drive frem i en Haer, der traditionelt udgjordes af let Infanteri, og ved Krigens Begyndelse

---

1) Colding 478. Om de i noterne anvendte forkortelser se Litteratur- og Kildelisten

2) Ca. 15000 Mand ved Gustav Vasas Dod, ca. 28500 Mand ved Mobiliseringen i 1563 Sveriees Krie I 67 og 74_—75.

3) Den danske Ha?r bestod jo som Regel af tyske Lejetropper.

havde naeppe mere end godt Va af det svenske Fodfolk paa 23000 Md. fuldendt sin Uddannelse. Den svenske Hser blev saaledes grebet midt i en Omdannelsesproces, og ogsaa derfor havde Danmark store Muligheder for at vinde et kort, afgorende Felttog⁴).

Frederik II havde i 1550'erne foretaget en lang Studierejse i Tyskland og var der kommet i neer og beundrende Forbindelse med en Rsekke tyske Lejetropforere af betydelig Krigserfaring, Maend sorn Giinther von Schwarzburg, Jiirgen von Holle og Hilmar von Miinckhausen, der alle havde deltaget ide store Krige mellem Frankrig og Habsburg⁵). Med disses Hjselp samlede Frederik II den storste Lejetrophser, som Danmark endnu havde fort i Marken mod Sverige, over 30.000 Md.⁶), der overvejende var Tyskere, krigserfarne og fuldtud moderne organiseret, med det Talforhold mellem Skytter og Pikenerer, der ansaas for mest hensigtsmsessigt til Slag i aaben Mark. Det var en Styrke, der i Omfang var helt jsevnbyrdig med de Hsere, der indsattes i Samtidens kontinentale Krige, ja, var en hel Del storre end Gennemsnittet af dem⁷). Disse 30.000 Md. skulde lobe Sverige over Ende, efter forst at have spserret Landet ude fra Kattegat ved at erobre Elfsborg, dets eneste Fsestning paa Kattegatkysten. Anden Operationsplan kunde der umuligt vsere Tale om, da Danmarks okonomiske Kraefter slet ikke kunde betale disse meget betydelige Troppestyrker til mere end eet enkelt Felttog⁸).

Ogsaa Danmark raadede over nationale Troppestyrker, dels Adelsrytteriet(kaldet Rostjenesten), der i Kraft af, at Adelen havde en betydeligtstserkere Stilling i Danmark end i Sverige, var kendeligt talrigere end sin svenske Modpart⁹), og dels Fodfolksopbud af Borgere og Bonder. Adelen havde imidlertid i udstrakt Grad vaeret Modstander af Krigen, der forst og fremmest skyldtes Pres, fra Kongen og dennes Kreds, saa derfor og fordi han ansaa den for overflodig, lod Frederik II Rostjenesten blive hjemme, mod at Adelen gjorde de okonomiske Indrommelser i Form af Skatter og Laan, der übetinget var nodvendige af Hensyn til de kolossale Udgifter til den hvervede Hser¹⁰). Det nationale Fodfolk stod langt under det svenske i Kvalitet, eftersom det slet ikke havde nogen Organisation ved Krigens Begyndelse og dertil en ganske utidssvarendeBevaebning

---

4) Sveriges Krig I 60^—76.

5) Colding 487—89.

6) Nemlig 3 store Infanteriregimenter a ca. 20 Faenniker, hvoraf det ene 2. August 1563 talte 9368 Md. (E. M.: Haervaesen 60), 9 Faner Ryttere samt den tyske Halvdel af Hoffanen, d. v. s. godt 27000 Md. Fodfolk og over 3000 Ryttere. Se KB 20. Maj 1563 og Gyldenstjerne 261.

7) Se Oman's fremstilling i »A history of the art of war in the 16th century«.

8) Se Arup 572 Bd. 11. Alene de 3 Infanteriregimenter kostede 150000 Daler pr. Maaned, mens en dobbelt Landeskat hojst kunde indbringe 200000 Daler pr. Aar.

9) Sveriges Krig I 73. Det svensk-finske Adelsrytteris Takseringsstyrke var i 1563 1181 Ryttere, hvoraf der modte 654. De 642 Ryttere, hvormed Adelsrytteriet deltog i Halmstadoperationen i Efteraaret 1563, var dets betydeligste Opbud i hele Vasatiden.

10) K.B. 27. Marts, 6. April, 16. April, 17. April og 22. Maj 1563 samt Gyldenstjerne 261.

svarendeBevaebning(mest uhensigtsmaessige Spyd og kun faa Skydevaabenog Piker)¹¹). Byernes Opbud, Borgervaebningerne, var man alleredeop mod 1550 begyndt at betragte som uegnede til Kamp i aaben Mark, og desuden anvendtes Borgerne i hojere Grad til Besaetning paa Flaadens Skibe og til Forsvar af deres egne Faestningsvaerker¹²).

Anvendelsen af nationale danske Tropper i 1563 blev derfor yderst begraenset. Halvdelen af den meget store Hoffane paa ca. 750 Heste var dansk¹³), og desuden deltog den skaanske Adelsfane samt Bondeopbud fra Omraaderne ost for oresund i Forsvaret af deres eget Omraade¹¹), mens Felthaerens tyske Troppemasser skulde afgore Krigen inde i Sverige. Hovedparten af Rostjenesten fra Omraaderne Vest for oresund varskoedes for eventuel Indsats i Hertugdommerne til Beskyttelse af Sydgraensen. I Sommeren 1563 foregik der nemlig mystiske Troppesamlinger i Nordtyskland, som dog senere viste sig intet at have at gore med de nordiske Forhold, hvorfor Rostjenesten heller ikke blev sat ind^ls).

Forsoget paa at Iobe Sverige over Ende blev imidlertid en Fiasko, selv om Faestningen Elfsborg dog erobredes. Haeren blev fort übeslutsomt og uden ringeste Vovemod, Terraenet og det yderst sparsomme Vejnet var ufremkommeligt og Forsyningstjenesten til de meget store Troppemasser direkte slet organiseret, saa allerede i Oktober var Haeren tilbage i Vinterkvarterer i Skaane. Pengemangelen var nu saa stor, at ca. Vs af de 30.000 Tyskere maatte afskediges¹⁰), og man maatte regne med snart at blive nodsaget til at skaere Styrken yderligere ned. Der planlagdes dog endnu et Forsog paa at udnytte de resterende Vs af Tyskerne til at nedkaempe Sverige; det skulde ske ved Midvintertide, hvor Terraenet formedels Frosten vilde vaere lettere fremkommeligt¹⁷). Erik XIV kom dog Danskerne i Forkobet og gjorde i Oktober^—November et energisk Forsog paa at erobre den danske Kystfaestning Halmstad, der havde stor strategisk Betydning som Forbindelsesled mellem Halland og Skaane. Forsoget afvistes, og paa Tilbagetoget blev den svenske Haer slaaet ved Mared. Her deltog baade den danske Hoffanegeschwader og den skaanske Adelsfane, men kun med daarligt Resultat¹⁸), de danske Faner var endnu ikke sammenarbejdede som Enheder, forst opstillede ved Fredsbruddet, som de var.

Efter at den danske Haer atter var vendt tilbage til sine skaanske

---

11) E. M.: De nat. Trp. 179—80 samt Mog. Gyld. 11l 17—19.

12) E. M.: De nat. Trp. 155—56.

13) Den udgjorde operativt set 2 »Geschwaders«, som Datidens Betegnelse var, en tysk og en dansk. Se E. M.: Om Rytteriet 458^—60 Bilag, hvor der er aftrykt en Monstringsseddel.

14) K. B. 2. August og 7. August 1563.

15) Sorensens Papirer: Hertug Adolf til Fr. II 2. Juli 1563. Danica No. 28 Fasc 48. Desuden K. B. 7. Juli 1563 og 23. Januar 1564.

16) Det drejede sig om Munckhausens Regiment og 3 Faner Ryttere. Gyldenstjerne 265.

17) K.B. 30. Septbr. 1563.

18) Isser skulde den skaanske Adelsfane have klaret sig daarligt. Mog. Gyld. II 280—82.

Kvarterer, sfcerkt indskrumpet ved Tab, Sygdom og Afskedigelser, stod man overfor et yderst vigtigt og samtidig vanskeligt Problem: hvorledes skulde man holde Haeren oppe paa en saadan Styrke, at Krigen kunde fortsaettes og bringes til en sejrrig Afslutning? Den finansielle Stilling forbod nye store Hvervninger af tyske Lejetropper. Tilbage var kun at prove paa at udnytte Rigets nationale Styrker, som man hidtil i alt vaesentligt havde set bort fra. Hvorledes var disses Tilstand, Styrke og hvilken Brug blev der senere gjort af dem? Deter dette, der i det folgende skal skitseres.

Rostjenesten.

De Forpligtelser, som var Grundlaget for Adelsrytteriets Tjeneste under den nordiske Syvaarskrig, stammede fra 1525¹⁹), men var dog senere blevet modificeret en Del. Ifolge dem skulde der af naesten alt Jordegods (Len eller adeligt Arvegods) stilles Ryttere i Forhold til de visse Indtaegter. Oprindelig drejede det sig om en fuldt pansret, lansebevaebnet Hytter for liver 100 Mark eller en bereden Skytte for hver 50 Mark vis Indtaegt. Takseringen af Forpligtelserne skulde foretages af kongelige Kommissaerer med en aarlig Monstring af Rytterne og deres Heste. Bestemmelserne var sikkert fyldestgorende for 1500-Tallets Forhold, det kneb blot staerkt med at faa dem overholdt. Regeringen viste sig ofte urimeligl eftergivende overfor Adelen, der, naar der ikke var overhaengende Krigsfare, eller en fordreven Konge (som Kristian II) truede med at vende tilbage med Vaabenmagt, saa paa Monstringer og Takseringer med den storste Uvilje, og derfor ofte udeblev fra dem i betaenkeligt stort Tal²⁰).

Den Taksering, som gjaldt ved Krigens Begyndelse i 1563, forblev i Kraft til Vinteren 1565_—66, da Kongen efter det blodige Slag ved Axtorna fandt, at han behovede flere Ryttere²¹). Der takseredes endelig paa ny i Sommeren 1568 og tidligt paa Aaret 1570, uden at man kan vide noget bestemt om Tendensen i disse 2 Tilfaelde, idet ingen af Takseringslisterne fra Krigen er bevaret. Sandsynligvis harder vaeret Tale om Forhojelser i Antallet af de Ryttere, der skulde stilles, men noget praktisk Resultat er der naeppe fremkommet, da der ikke samtidig blev grebet strengere ind mod Udeblivelserne²²).

Der var, i Danmark som andetsteds, aeldgammel Haevd for, at enhver
vaabenfor Mand (med Undlagelse af Gejstligheden) uden Begraensninger
havde Pligt til at mode, naar Kongen kaldte til Forsvar af »Landet«,

---

19) Frederik I's Registrant 18. August 1525.

20) E.M.: De nat. Trp. 130—31.

21) K. B. 23. Novbr. 1565.

22) K.B. 17. Maj 1568 og K.B. 14. Januar (rettere 12. Marts) 1570.

idet man dog herved ikke forstod hele Riget, men den enkelte Landsdel (Fyn, Norrejylland o. s. v.), der umiddelbart blev angrebet³³). Derfor paalaader under hele Krigen Rostjenesten ost for oresund sserlige Landevaernsforpligtelser,idet det var disse Omraader, der var saerligt truet. Til Krigstjeneste uden for Rigets Grsenser kunde Rostjenesten kun fores med Rigsraadets Billigelse og kun mod Betaling for den ydede Tjeneste, medens Rostjenesten selv skulde afholde alle Udgifter, saa Isenge den laa inden for Grsensen. Besoldningen af de danske Ryttere var meget uregelmsessig under Krigen og fremkaldte et Utal af Klager. Naar Pengemangelenvar mcget stor, og det var den som Regel, kunde man bedre lade det danske Adelsrytteri (som man havde et sikkert Hold paa) end de hvervede tyske Faner uden Sold²³). Langvarige Ophold paa dansk Omraade, som f. Eks. Overvintringer i Skaane, var meget upopulaere, da Adelsmaendene selv skulde betale alt, og Markedet i Skaane (p. Gr. a. den store Eftersporgsel fra de mange Soldater) altid holdt meget hoje Priser²⁴). Af den Grund kunde man af og til hore Klager over, at man ikke snart kom paa Togt ind Sverige, selv om Trangen derefter til andre Tider var yderst behersket. Ogsaa der var der nemlig betydelige okonomiskeTab at hente, hvis man var uheldig; mindst 3 Gange plyndredes Rostjenestens Vogntrsen for store Vserdier, naar Kolonnerne sad fast paa de snsevre Skovveje, og een Gang var det oven i Kobet af Haerens egne tyske Soldater²⁵).

Rostjenestens Menneskemateriale var velegnet til at opbygge et godt Kavalleri af; det bestod af unge Adelsmaend (der fra Barnsben var opdraget til »Gudsfrygt og Rytteri«) og deres Svende, som i Fredstid gjorde Tjeneste i forskellige Stillinger hjemme paa Godserne, alle vsennet til et rask Friluftsliv med Ridning, Jagt o. a.²⁰). I Brevsamlingerne maerker man tydeligt Adelens store Interesse og Omhu for Hestematerialet, Egenskaber, der er uvurderlige hos et Kavalleri, hvis det i Laengden skal bevare sin Kampdygtighed. Een af de Ting, der kunde provokere Rostjenesten til flest Klager, var netop Overanstrengelse af og store Tab blandt Hestene, saaledes som man flere Gange oplevede det²⁷).

Adelsrytteriet anskaffede selv sin Udrustning, og under Krigen virkedeHovedgaardene,
hvis Drift styredes af Adelsmsendenes Forseldre
eller Hustruer, som Depoter, hvorfra den storst mulige Del af Fornodenhederne(Fodevarer,

---

23) E. M.: De nat. Trp. 124—26.

24) Mog. Gyld. II 221—23 og 283—85 samt K. B. 24. Januar 1567.

25) Gyldenstjerne 288 og Kr. Goje 22—25.

26) Se Trevelyans Vurdering af det samme Slags Menneskemateriale, som det fandtes hos de kongeligt sindede i den engelske Borgerkrig 1642_—16. Trevelyan 408_—09.

27) Kr. Goje 86^—88; denne skriver bl. a. fra Felttoget hjem til Hustruen: »Lad dem se mig vel til mine Heste.« Mog. Gyld. II 376^—78, hvor Sonnen Henrik G., der er med Faderens Rostjenestekontingent i Felten, skriver: ». . . og maatte jeg ud at vaage den samme Nat, vi kom hid, og havde redet hele Dagen tilforn; det kunde I tomke, hvor godt det gjorde vore Heste, og faar (vi) svarlig lidt til dem.«

hederne(Fodevarer,Foder, nye Heste og dito Vaaben etc.) blev sendt frem, saaledes at man saa vidt muligt kunde undgaa det allerede naevnte koslbare Marked i Skaane ved at bruge egne Produkter⁸⁸). Adelsmaend, der havde Besiddelser ost for oresund, hjalp hyppigt Venner og Bekendte ved Rostjenesten med Forsyninger derfra eller med Husly, naar de skulde blive liggende i Skaane Vinteren over²⁹).

I Begyndelsen af 1500-Tallet var langt den overvejende Del af Rostjenesten lansebevsebnede, tungt pansrede Ryttere. Der var endnu kun faa beredne Skytter, og de, der var, var bevsebnede med den uhaandterlige Arkebuse, der affyredes med Lunte. Efterhaanden som Skydevaabnene forbedredes og specielt efter Pistolens Fremkomst³⁰) voksede Antallet af beredne Skytter, samtidig med, at en Del af den meget tunge Pansring, specielt Ben- og Laarbeskyttelsen, aflagdes, saaledes at Rytteriet ogsaa blev lettere bevaegeligt³¹). Omkring 1550 var man i Tyskland naaet frem til en helt ny Type Rytteri, de saakaldte Reiters, der, udelukkende udrustet med Pistoler og Svserd, kaempede i dybe Kolonner med geledvis Ildafgivning, derpaa folgende Opslutning bagest i Kolonnen og eventuelt sluttende med Indbrud med Svaerdet, naar Fjenden var blevet rystet af Pistolsalverne. Man troede bl. a., at disse Reiters alene paa denne Maade kunde bryde de tsetsluttede Pikenerhobe, der hidtil havde vaeret nogenlunde usaarbare overfor det uunderstottede Rytteri. Den hidtidige Kavalleritaktik, hvorefter Lansenererne, formeret paa 2 Geledder, ved en rask Attake med de blanke Vaaben sogte at bryde ind, havde, naar den ikke forbandtes med samtidig Indsats af Fodfolk, vist sig ineffekti v³⁰).

Saadanne Reiters var bl. a. de hvervede tyske Ryttere, der anvendtes i den danske Haer under Krigen 1563_—70, og derfor var det af ikke ringe praktisk Betydning, at ogsaa Rostjenesten havde fuldendt Aflaeggelsen af Lansen og Antagelsen af Pistolen med den deraf folgende sendrede Taktik omkring 1560. Mens der ved en Monstring i 1529 var ca. x_U Skytter, saa var der i 1552 knap V2 og i 1558 V 3, der var udrustet med Skydevaaben. Monstringslisten fra 1558 er den sidste, der gor Forskel paa Lansenerer og Skytter, idet der fra den naeste Liste blot angives Antallet af Heste. De sidste Lensbreve, der omtaler Lansenerer, er fra 1561, saaledes at man kan regne med, at Omdannelsen i alt vsesentligt var fuldfort ved Krigens Begyndelse³²).

Hvor stor var Rostjenestens talmsessige Styrke under Krigen? Den

---

28) Mog. Gyld. II 291—93 og Rordam 2RI 552—55.

29) Kr. Goje 47—49 og Mog. Gyld. 514—15.

30) Nsevnes forste Gang som anvendt af ostrigske Soldater i 1543. Oman 85_—87 og Delbruck IV 141—49.

31) Om Lansenerernes Rustning, se E. M.: Om Rytteriet 448. Samme Vaerk 449 giver den Rustning, der var gamgs under Syvaarskrigen.

32) E.M.: Om Rytteriet 439_—43 og 445—46 samt K.B. 23. Novbr. 65 og 11. Januar 66.

enestc Monstringsrulle fra Aarene for 1563, der omfatter allc Landsdelenepaa een Gang, er den ovennaevnte fra 1552. Den er saaledes vel gammel, men den folgende halve Snes Aar har naeppe sendret Billedet meget. I 1552 stillede Rostjenesten med 1343 Ryttere, nemlig:

Det ser endvidere ud til, at der var udeblevet ca. lU af den Styrke, der skulde vaere modt, saaledes at Takseringsstyrken i 1552 har andraget omkring 1800 Ryttere, med ca. V2V₂ stillet af Lenene og ca. Va af Adelens Arvegods³³). Den Styrke, som Rostjenesten kunde mode med til et Felttog, vilde dog altid vaere mindre end baade de 1800 og de 1350 Ryttere, for rent bortset fra at man ogsaa i Krigstid maatte regne med adskillige Udeblivelser, saa detacheredes mange af Rostjenestens Adelsmsend og Svende til andre Opgaver: til Flaaden, hvor de anvendtes som Befalingsmandspersonal e³¹), til Graensefaestningerne, hvor de bl.a. indgik som Kerne i Garnisonernes smaa Kavalleristyrker, der var uundvaerlige til Rekognoscering og Graensevagt etc.³⁰).

I Sommerfelttoget 1564, hvori Rostjenesten deltog for forste Gang med alle sine 3 Faner, nemlig den jyske, den fynske og den skaansksjaellandske,var Styrken 829 Heste^3a). I Foraaret 1565 oprettedes en temporaer Rytterenhed specielt til Rekognoscerings- og Sikringstjeneste, den saakaldte Rendefane, bestaaende af detacherede Ryttere fra samtlige andre Faner, saaledes at den ogsaa kom til at omfatte danske Ryttere fra Rostjenesten³⁷), ligesom denne ogsaa afgav Personale og Heste til de improviserede Faner, der lejlighedsvist opstilledes af Trosheste og Staldpersonale³⁸). I Krigens storste Slag, ved Axtorna i 1565, hvor der forud var gaaet et langt og tabbringende Sommerfelttog, deltog Rostjenestenmed ca. 600 Heste³⁰). I Foraaret 1566 deltes den tidligere skaansk-sjaellandske Fane i 2 Faner, saaledes at der derefter eksisterede 4 Rostjenestefaner. Til det store Vinterfelttog 1567_—68, hvor Daniel

---

33) E. M.: De nat. Trp. 136—37.

34) For Eks. K.B. 14. Marts 64.

35) Rordam 2RI 422—23 og Mog. Gyld. II 493—96 (Udfald fra Elfsborg med 20 Heste og 100 Knaegte) samt K.B. 23. Juni 70.

36) E. M.: Om Rytteriet 422.

37) Gyldenstjerne 320 og Mog. Gyld. II 725^—30, hvor Tabene under denne Fane deles i en tysk og en dansk Afdcling.

38) For Eks. Gyldenstjerne 323 (ved Axtorna) og Dagbog 1567^—68 41 og 59 (Vinterfelttoget

39) Efter den af Daniel Rantzau 25. Oktbr. 1565 til Fr. II afgivne Beretning, talte Rostjenesten hojst 250 tjenstdygtige Ryttere efter Slaget. Ved Gennemarbejdning af Talopgivelserne i Rtfrdam IRII 536_—38 og Mog. Gyld. II 725^—30 anslaar jeg Tabet til andre ca. 250 Ryttere, og dertil kommer desuden Tabene blandt Danskerne under Peder Gyldenstjernes Rendefane. At regne med ca. 600 danske Ryttere kan ikke vaere helt gait.

Rantzau naaede frem til osterg6tland, var der oprindelig samlet 900 Rostjenesteryttere, men heraf maatte dog 100 efterlades som uegnede til et Vinterfelttog⁴⁰). Da man samme Vinter provede at samle et Forstaerkningskorps, der skulde ssette Rantzau i Stand til at udnytte de vundne Resultater, evnede man ikke at opstille mere end 2 danske Faner paa ca. 400 Ryttere, og det kun ved foruden udeblevne og tidligere som syge hjemsendte Rostjenesteryttere at anvende Hoffolk og Ryttere stillet af Kobstseder og Gejstlighed⁴¹). Yderligere Talopgivelser findes ikke, men man gaar nseppe for vidt ved at beregne Rostjenestens normaleved Felthseren indsatsberedte Styrke til ca. 800 Ryttere med ca. 1000 som Maksimum. Dette betyder, at den i Aarene 1564_—70 regelmaessigtstillede mellem Vs og V2V₂ af hele Felthserens Rytteri⁴²).

Normalt gjorde Rostjenesten Tjeneste i Skaane ora Sommeren og laa om Vinteren hjemsendt paa Adelsgaardene for der at hvile ud og forny Udrustningen. Undtages herfra maa Vinteren 1564_—65, hvor Fanerne overvintrede i Skaane; det gserede stserkt blandt de tyske Lejetropper, ja, der udbrod voldsomme Opror, saaledes at Tilbageholdelsen af Adelsrytteriet i Skaane ikke mindst har vaeret foraarsaget af Trangen til i hvert Fald at have nogle enkelte paa een Gang loyale og effektive Tropper til Stede som Modvaegt mod de urolige Tyskere⁴³). Bondefodfolket i Skaane var jo nok loyalt, men kun lidet effektivt. Desuden laa Rostjenesten i Felten hele Vinteren 1567_—68 (som allerede naevnt), hvorfor det blev langt hen paa Efteraaret 1568, for Rytterne atter stillede i Skaane⁴*).

Den morkeste Side ved Rostjenesten var dens nsesten komplette Mangel uden for selve Kamppladsen paa det, vi forstaar som Disciplin. Specielt gjaldt det Tendensen til enten at undlade at efterkomme KongensOrdrer til at mode eller i hvert Fald at komrae meget for sent. Grundene til Adelens Forsommelser maa vel soges i dens almindelige Uvilje mod denne Krig og dels i den langt storre Rolle, som Pasningen af Lenenes Administration eller Godsernes Drift nu spillede for Adelsmsendeneefter den store Prisstignings og dermed de store AvancemulighedersBegyndelse. Tidligere havde der kun vseret drevet lidt Landbrug paa Hovedgaardene, man havde mest levet af Fsestebondernes Afgifter og havde ikke behovet at bruge ret megen Tid paa Pasningen af Gaardens Drift⁴⁵). Adelen havde vseret en Rigsadel, en Krigerstand; nu derimod

---

40) Dagbog 1567—68 B—lo.

41) Gyldenstjerne 378 og 408 samt Dagbog 1567_—68 125.

42) I Vinterfelttoget 67_—68 deltog til Eks. 1150 tyske Ryttere mod ca. 800 danske af Rostjenesten. Dagbog 67^—68 B—lo.8_—10. Se ogsaa Dancay 54_—58.

43) Mog. Gyld. II 512^—14 og Sorensens Papirer: Danica 51 .Torgen Lykke til Fr. II ca. 21. Decbr. 1564. J. L. udtrykker sin Tillid til de danske Tropper ved at skrive: »Vort eget Folk gor vel, hvad dem bor at gore.«

44) K. B. 30. Septbr. 1568.

45) E. M.: De nat. Trp. 145_—46. Som Eksempel paa, hvor sta;rkt Ejendommens Trivsel kunde optage en Rostjenesteadelsmand, se Kr. Goje 72^—73.

var den blevet en af Landbrug ivrigt optaget Godsejerstand, der nok endnu havde Rester af gamle Tiders Krigeriskhed tilbage, men som folte sig staerkt forulempet ved langvarigt Fravaer fra Gaarde og Len, specielt naar det drejede sig om Overvintringer i Skaane⁴⁰). Visse Elementersom for Eks. Rigsraaden Herluf Trolle havde dog endnu et aabent Blik for de Forpligtelser, Adelen havde til Gengseld for sine store Privilegie r⁴⁷).

Rostjenestens Faner bestod ikke, som vor Tids Troppeenheder, af Befalingsmaend og Menige uden indbyrdes personlig Forbindelse, men derimod af Smaatroppe, hver bestaaende af en Adelsmand og hans i Storrelse varierende Folge. Ved Soldberegningen opererede man rned en »Normaltrop« paa 12 Ryttere, en Trsenvogn med 4 Vognheste og 1 Pakhest, men den i Virkeligheden hyppigst forekommende Tropstorrelse var 6 Ryttere, 2 Vognheste og 1 Pakhest. Flere mindre Troppe blev derfor slaaet sammen og var faelles om Vognen og Pakhesten. De hvervede tyske Faner var organiseret paa samme Maade, men de havde den Storrelse (normalt ca. 300 Heste), som deres Krigsherre havde bestilt, mens Rostjenestefanerne, der var rekrutteret territorialt med Landsdelene som Basis, varierede i Styrke, regelmaessigt med den fynske som den mindste og den jyske som den storste⁴⁸).

Officerspersonalet, der udpegedes ved Monstringen umiddelbart for man rykkede i Felten, talte kun 1 Ritmester, 1 Lojtnant og 1 Faenrik pr. Fane, og endda var det forst fra 1550, at de danske Faner normeredes med en Lojtnant. Permanent organiserede Faner med Befalingsmandspersonale i Fredstid fik Rostjenesten forst i 1609, da Kristian IV i Overensstemmelse med de da nyeste nederlandske Principper om en smidigere Kommandoforing (der kraevede et foroget Officerspersonale) inddelte den i7 smaa Faner'⁸). Syvaarskrigens Rytterenheder paa ca. 300 Heste (ikke sjaeldent mere) har vaeret tunge at manovrere med.

Nogen Uddannelse indenfor de taktiske Enheder havde Rosljenesterytterneikke ved en Krigs Begyndelse, kun deres solide Grunduddannelsei Ridning, Skydning, Jagt 0.5.v., saa det varede noget, for det var muligt at opnaa det fornodne Maal af taktisk Samvirke. Dette kan bl. andet ses af Rosljenestens svage Indsats i det forste Krigsaar. Allerede i Slaget ved Axtorna viste Rostjenesten sig imidlertid udma?rket duelig, evnede at holde sammen til det sidste trods meget svaere Tab. Der bl. andet sikredes den moralske Overlegenhed over det svenske Rytteri, der varede Krigen ud. Om Rostjenesten i Effektivitet naaede op paa Hojde med de professionelle tyske Faner, tillader det foreliggende Materialedesvserre

---

46) Kr. Goje 45—47.

47) Se Artiklen om Herluf Trolle i det danske biografiske Leksikon.

48) E. M.: Om Rytteriet 414—16, 422 (Note) og 423—24 samt E.M.: De nat. Trp. 133,

49) K. B. 30. Septbr. 1568. E. M.: Om Rytteriet 430—31 og E.M.: De nat. Trp. 133.

terialedesvserreikke nogen sikker Bedommelse af, men efter 1563 orntalerKilderne
i hvert Fald ikke nogen kvalitativ Forskel.

Syvaarskrigen var en blodig Krig. Der ksempedes haardnakket mellem to Arvef jender, og Rostjenestens Tab saavel i Kamp som paa Grund af Sygdomme blev store. Ved Axtorna mistede det dansk-tyske Rytteri vel Halvdelen af sin Frontstyrke paa omkring 1500 Mand, Rostjenesten alene 250 af ca. 600 Mand. Een af de haardest ramte Enheder var den fynske Fane, der efter Slaget havde omkring 50 Mand tilbage af 15O⁵⁰). Tabene ved denne Lejlighed var saa store, at Kongeri mod Tidens Ssedvane greb aktivt ind for hurtigst at skaffe ordentlig Sygehjaelp til de saarede Rostjenesteryttere, da han ellers i Fremtiden maatte paaregne kun at have en stserkt reduceret Rostjeneste til sin Raadighed; Reserven af brugbare Ryttere var meget begraenset³¹). Noget af det, der sergrede Rostjenesteadelsmsendene selv mest, var de mange Heste, der gik til; de kostede jo bl. a. mange Penge. Een enkelt Adelsmand mistede saaledes 9 Heste paa Sommerfelttoget 1564, dode eller odelagte⁵²).

Kan der siges noget bestemt om Rostjenestens Kvalitet i Forhold til det svenske Kavalleri? Mange Begivenheder under Krigen viser, at det dansk-tyske Rytteri haevdede en solid Overlegenhed over det svenske, specielt i aabent Terrsen⁵³). Vzerst stillet var Rostjenesten, naar den svenske Hser benyttede sig af Rytteriets Vanskeligheder i det svaert fremkommelige Skovterrsen; et For hug spaerrer for Fremmarschen ad den snsevre Skovvej, Rytteriet overfaides, mens det holder i lange Kolonner,splittet af Vogntrsen og uden Manovreevne af Betydning. Som en dansk Rytter skrev hjem i 1566: ».... Han (d.v.s. Svenskerne) har endnu ikke villet til Sletten med os« (d.v.s. mode det danske Rytteri i aaben Mark). Nej ».... det storste Afbraek, Svenskerne har gjort os, det har han gjort i Skoven med Skytter«^M). Specielt under det store Vinterfelttog 1567^—68 var det dansk-tyske Rytteris moralske Overlegenhedstor, det hindrede helt Svenskerne i at soge en Afgorelse, selvom det var en yderst beskeden Fodfolksstyrke, Rantzau havde med sig. I Slutningen af December 1567 skrev de 2 svenske Feltherrer Per Brahe og Hogenskild Bjelke: ».... Det vilde ikke vsere raadeligt, som alle fornemste og forstandigste har raadet os til det, at levere Fjenden et Feltslag, eftersom han i aaben Mark er os saa vidt overlegen med sine Ryttere ...... De 2 Svenskere foretrak i Stedet at fortsaette med at fore Kampen fra Forhug i Skovene, hvor Rytteriet ikke havde mange Mulighederfor

---

50) Daniel Rantzaus Brev til Fr. II 25. Oktbr. 65, Rordam IRII 536_—38 samt Mog. Gyld. I 725—30.

51) KB. 31. Oktbr. 65.

52) Mog. Gyld. II 471—73.

53) Se Stilles Vurdering Side 42 i »De ledande ideerna«: »Darjamte bor framhallas, att af alia tecken att doma det danska kavalleriet varit militariskt dugligare ann det svenska.« Udtalelsen refererer specielt til Slaget ved Axtorna.

54) Kr. Goje 92—94.

hederforat gore sig effektivt gaeldcnde⁸⁵). Det maa fremhaeves, at de talmaessige Forhold saavel ved Axtorna i 1565 som i Ostergotland i 1567_—68 gik Danskerne afgjort imod. Forskellen laa i Kvaliteten, en Forskel, der paa mindre end 75 Aar paa saa kataslrofal Maade for Danmarkskulde blive vendt oin.

Det nationale Fodfolk.

Det nationale Fodfolk, der anvendtes i denne Krig, rekruteredes langt overvejende blandt Bonderne, idet Kobstaederne dels kun repraesenterede en ringe Del af Landets Befolkning, dels skulde stille Hovedparten af de Sofolk og det Fodfolk, som Flaadens Skibe bemandedes med, og endelig ogsaa skulde forsvare sine egne Befaestningsanlaeg. Indenfor Bondefodfolket kunde der skelnes, om end ikke skarpt, mellem 2 Kategorier: dels de Landevsernsopbud, Mand af Hus, der isser anvendtes til Graenseog Kystforsvar, og som derved faklisk kun traadte i Funktion i Landsdelene ost for oresund, paa oerne i ostersoen og i de sydostdanske Kystegne (Moen, Sydsjaelland og Lolland-Falster), og dels de Opbud, der skulde indgaa som Led i selve Felthseren, og som fortrinsvis var fra Egne, der ingen Landevaernsopgaver havde⁵⁶).

Et almindeligt Kystforsvar blev beordret oprettet paa alle Rigets Kyster i Juni 1563⁵⁷), men Erfaringerne viste snart, hvor der var Fare at vente fra den svenske Flaade; Foranstaltningerne paa de ovrige Steder gik derefter i sig selv igen. Af og til maatte der sendes virkeligt organiser ede Faenniker af det danske Opbud⁵⁸) eller af hvervede Tyskere til de truede Omraader, for Landevaernets militsere Duelighed var mange Steder, isaer hvor man var paa storre Afstand af Graenseegnene, yderst ringe. Saaledes skrev en dansk Befalingsmand i 1565 fra Gedser ».. om Kongen vilde sende 100 Hageskytter hid til Falster og Gedser, thi jeg formaerker intet Vaern af disse fattige Bonder, om noget alvorligere Indfald kommer paa«⁵⁹). Bedst organiseret var Kystforsvaret paa de to ostersooer Gotland og Bornholm⁶⁰), der klarede sig godt igennem paa Trods af deres udsatte Beliggenhed.

Det var ikke let at etablere en effektiv Bevogtning af Landegraensen mod Sverige, da netop de Herreder, der skulde paatage sig den, var de tyndest befolkede. For Eksempel udfortes Bevogtningen i det udsatte Gonge Herred forst af Herredets eget Landevaern, forstaerket med nogle

---

55) Rordam 2RI 186—92 0g227—38.

56) E.M.: De nat. Trp. 174—75.

57) K. B. 10. Juni og 11. Juni 63.

58) K. B. 25. Juni og 4. Juli 65.

59) Mog. Gyld. II 618_—19. Afsenderen er Claus Hvidtfeldt.

60) For Bornholm se den lybske Kommandant Schweder Kettingks Breve, gengivel hos Hiibertz.

faa regulaere Soldater, men Bonderne led ct stort Afbraek i deres Naering ved den stadigc Vagttjeneste. Man provede derfor til forskellige Tider dels at lade dem antage nogle ledige Karle til at passe Vagten⁰¹), dels at sende dem regulaere hvervede Tropper⁰²) (hvilket var meget uokonomisk,da der var den storste Brug for disse ved Felthaeren) og endelig ved at opbyde Bonder fra de bagvedliggende Herreder til Stotte, hvilket blev den almindelige Fremgangsmaade⁶³). Det var af den Grund, at Skaane, Halland og Blekinge, naar man ser bort fra de-4 Faennikef, der opstilledes allerede i Vinteren 1563_—64 til Forsvaret af Blekinge⁸*), ikke deltog i Opstillingen af de mere regulaere Tropper til Felthaeren.

Basis for Landevaernets Organisation var Herredet, idet hver havde sin egen Faennike, hvorunder Herredets samlede Opbud kaempede⁶⁵). Virkelige Officerer eller militaer Uddannelse fandtes ikke, og Bevaebningen var ganske utidssvarende, idet der i hoj Grad savnedes Skydevaabe n⁸⁰), der netop passede godt for et Landevaern, der kunde og skulde kaempe i Ly af de store Skove og ikke behovede at mode Rytteri i aaben Mark. Hovedudrustningen var forskellige Slags antikverede Spyd, og man anvendte stadig Armbroster⁰⁷). Disciplinen var ganske ringe₀₈). Hojden af det, Landevsernet kunde udrette, var at afvise svenske Smaaskarers Plyndringstogter og at hindre storre Styrker i ugenert at sprede sig til Plyndring og odelaeggelse (saaledes som det med delvist Held blev gjort under det svenske Fremstod til Skaanes Sydkyst ved Ystad i 1569⁸⁹).

Da man fra Vinteren 1563_—64 begyndte at opstille Enheder af Bondesoldatertil Stotte for eller til Tjeneste ved selve Felthaeren, anvendte man forst det gamle Laegdsprincip, som ogsaa anvendtes i de Landevaernsstyrker,der skulde forrette Graensevagt; af Laegder paa hyppigst 10 Bonder (men ogsaa af og til 5, 6 eller 15) skulde der stilles een Soldat, inens Resten udrustede og underholdt ham⁷⁰). Den store Udskrivningi 1565 var et radikalt Brud paa denne Fremgangsmaade, idet der her er Tale om den forste egentlige Udskrivning, baseret paa de

---

61) K.B. 18. April 64.

62) Sorensens Papirer: Uddrag af Samlinger til den danske Adels Historic Frants Brockenhuus til Nylands Herred 4. Marts 68. Der sendes til Vagttjeneste i dette Herred fra Felthaeren 2 Fsenniker og nogle Ryttere.

63) For Eks. K. B. 3. Oktbr. 63.

64) K. B. 30. Marts 64, Herluf Trolle 163—64 og Gyldenstjerne 274—76 og 292—96.

65) K. B. 9. Oktbr. 65.

66) E.M.: De nat. Trp. 179—80 samt Mog. Gyld. 11l 17—19. Af 30—40 Karle af Aalbo Herred havde saaledes endnu i 1566 kun 6—76_—7 Skydevaaben.

67) K. B. 3. Oktbr. 63.

68) K.B. 9. Oktbr. 65 og Sorensens Papirer: Danica 51/27 Lauge Brahe til Fr. II 19. Oktbr. 65. For Afslutning af Bondefred og ulovlig Handel over Grsensen, se K.B. 28. Novbr. 64.

69) Gyldenstjerne 436 og 438_—40.

70) Hver lOde Mand: K.B. 3. August 64 og 27. Febr. 66 etc. Hver 6te Mand: Herluf Trolle 196—97. Hver 15de Mand: K.B. 26. Juli 67.

ikke-ejendomsbesiddende Klasser (d.v.s. paa Bondesonnerne, Ungkarlene,Tjenestedrengene
etc.) med den saedvanlige Undtagelse for Adelens
Ugedagstjenere71).

De forste regulaere nationale Enheder var de 4 Faenniker, der i Vinteren 1563_—64 sendtes til Blekinge for at understotte de svage Herredsopbud i denne tyndtbefolkede Landsdel i Graenseforsvaret. Nogle af dem lagdes i Garnison i Ronneby og gik til Grunde i Efteraaret 1564, da Svenskerne stormede Faestningen. Nogen Regimentsorganisation var der tilsyneladende ikke til at knytte dem sammen.

Den naeste Samling af nationalt Fodfolk foregik under slor Forvirring i Sommeren 1564; det var hver 10. Mand af hele Riget Vest for oresund, der skulde stille. Her og altid under denne Krig maerkede man staerkt Savnet af et egnet Officerskorps⁷²). Der blev af de fremmodte organiseret Faenniker a 300 Md., hvoraf 2 straks maatte sendes til Forstaerkning af de svage Garnisoner i Kystfaestningerne Bahus og Varber g⁷³). I December organiseredes Faennikerne, hvis Antal ikke kendes, i Skaane til et Regiment med den fremtraedende Rigsraad Frants Brockenhuus som Oberst. Det tyske Fodfolk var i konstant Mytteritilstand paa Grund af udeblivende Sold og ikke til at rokke ud af sine Kvarterer langt nede i Skaane, hvorfor det nyudskrevne danske Regiment Vinteren igennem maatte stotte Landevaernets Graenseforsvar saa godt det kunde; det laa i den strategisk vigtige sydlige Del af Halland, omkring Faestningerne Halmstad og Varberg⁷⁴).

Med Hovedparten af det tyske Fodfolk helt ude af Kontrol var Stillingenkritisk for Danmark, man maatte mere end nogensinde soge til Udnyttelse af de nationale Tropper som den eneste Udvej. Paa Rigsraadsmodeti Nyborg i December 1564 nedsattes der et Udvalg af Rigsraadsmedlemmertil at undersoge Mulighederne; blandt dem var bl.a. AdiniralenHerluf Trolle, der fra Flaadens Operationer i 1564 havde stor Tiltro til Anvendeligheden af danske Tropper. Saaledes havde han i Juli 1564 skrevet til Kongen: »Hvis Eders Majestaet ikke havde brugt det danske Fodfolk til Skibs i Aar, da havde det vaeret at befrygte, at vi denne Dag havde vaeret for Kobenhavn igen (d.v.s. at Flaaden ikke kunde have holdt Soen). Disse danske lader dem bedre nojc med Fetalje og Spisning og der tilmed bruge til alt Arbejde, hvor man har dem Behov, og gor derhos alt, hvad godt Folk bor at gore«⁷⁵). Kommissionens

---

71) K. B. 4. Jan. 65.

72) E. M.: De nat. Trp. 182_—83 og K. B. 25. August 64. Permanent organiseret blev de nationale Fodfolksenheder i Danmark forst i 1614, da der opstilledes en Bondemilits paa 4000 Mand.

73) K. B. 2. Juli og 6. Septbr. 64.

74) Herluf Trolle 284—89 og 289—91, Mog. Gyld. II 517—18 sarat K.B. 10. Decbr. og 15. Decbr. 64.

75) Herluf Trolle 211—16.

Betsenkning udsendtes *A 1565 som kongelig Befaling: Omraaderne Vest
for oresund skulde stille ialt 12.210 Knaegte, nemlig

De skulde formeres i Faenniker a 400 Md., d.v.s. ca. 30, og Statsmagten
traf Foranstaltninger til at sikre, at disse fik en- rigelig Tildeling
af Skytteudrustning71).

Man fik dog slet ikke det paataenkte Udbytte af denne storstilede Troppesamlingsplan. Dels manglede man helt det administrative Apparat, det egnede Befalingsmandspersonale og den passende og tilstraekkelige Udrustning til at udnytte saa store Styrker⁷⁰), og dels modte mange enten ikke til Udskrivningen (Korruption var ikke noget ukendt Begreb), udeblev ved Fremmodet for Afmarschen eller 10b hjem igen paa den daarligt organiserede Fremmarsch til Kobenhavn. Disciplin eksisterede naeppe; fra Odense klagedes specielt over Vendelboerne: »Jeg tror vist, om saa er, som Ord gaar af, de er vaerre end Fjenderne« skrev Forstesekretaeren i Danske Kancelli, Hans Skovgaard⁷⁷). Resultatet blev i forste Instans, at man pillede de bedste Skytter ud af de langsomt og uregelmaessigt ankommende Skarer og sendte dem til Flaaden, mens Resten blev sendt hjem igen, med Ordre til at holde sig klar, til Kongen atter skulde faa Brug for dem^7tt).

I Henhold hertil fornyedes Indkaldelsen i Slutningen af Maj 1565, og i Slutningen af Juli var man naaet saa langt, at man paa Sjaelland var ved at fuldende Dannelsen af et Regiment under Jorgen Bilde; ganske vist blev det kun paa 11^—12 Faenniker med ialt ca. 3000 Md. Mens Regimentet laa paa Sjaelland, anvendtes det til Kystvagt i SO, hvor den svenske Flaade truede⁷⁹). Det skulde derefter indsaettes i Blekinge (altsaa ikke mod den svenske Hovedhaer), hvilket sikkert ogsaa havde vaeret klogt, da Disciplines ikke var blevet bedre, og Kommandoforingen var slap; mange af Soldaterne bortkastede under anstrengende Marscher deres Harnisker og Skydevaaben⁸⁰).

I Halland var den danske Hovedhaer under Rantzau imidlertid blevet trsengt helt tilbage til Halmstad, efter at have lidt svsere Tab specielt af Sygdom, og Svenskerne havde givet sig til at belejre Varberg. Regimentet Brockenhuus var gaaet i Oplosning, store Dele af det var deserteret paa Grund af Suit, Resterne var blevet anvendt til at forstaerke KystfaestningernesGarnisoner med. Fra Begyndelsen af August horer man ikke

---

76) Mog. Gyld. II 554—55.

77) K. B. 5. Febr. og 8. August 65 saint Mog. Gyld. II 560—62.

78) K.B. 19. Febr., 4. Marts, 17. Marts, 18. Marts, 21. Marts, 29. Marts og 21. Maj 65.

79) K. B. 25. Juni og 4. Juli 65 samt Mog. Gyld. II 657—58 og 692—96.

80) Mog. Gyld. II 698—99 og K. B. 9. Septbr. 65.

mere om det⁸¹). Regimentet Bilde blev derimod i Huj og Hast omdirigeret til den Undssetningshaer, der var under Opstilling i det sydlige Halland omkring Halmstad; hertil naaede det i Bcgyndelsen af September, og det deltog ide folgende Kampe frem til Slaget ved Axtorna 2%0 65. De 6 danske Fsenniker, der vanned der⁸³), horte til Regimentet, der blev stserkt medtaget; store Dele af det forlod med eller uden gyldig Grund Haeren, hvilket Kongen bebrejdede Bilde stserkt. Med Udgangen af Oktoberhorer man ikke mere Tale om Bildes Regiment, der uden Tvivl er blevet oplost⁸³). Saaledes var de 2 danske Regimenter ude af Sagaen, og danske Fodfolksformationer af denne Storrelse og virkeligt bestemt til Brug ved Felthseren trseffes ikke mere under denne Krig. De ret store Styrker, der blev opbudt til Undssetningsekspeditionen i Vinteren 1567 —68, var et lost Landevsern, uden ringeste Effektivitet"⁴").

Denne gennemforte Fiasko havde allerede, for Forsoget var fort til Ende (d. v. s. i September 1565), faaet Kongen, der aldrig havde nseret hoje Tanker om sine Undersaatter som Soldater, til at opgive Tanken om at faa brugbare danske Enheder. I Stedet forelagdes der Rigsraadet en Plan om, at af Rigets Bonder skulde hver 5, af Praester og Kanniker hver 2 betale en Skytte den fornodne Sold Aaret igennem, mens Kobstaederneskulde betale Befalingsmandskorpset⁸⁵). Karakteristisk er det, at Tendensen i den danske Haer under Krigen gaar mod stadig at foroge Antallet af Skytter, velegnede til Skovkampe, mens Erik XIV straeber efter at foroge Antallet af Pikenerer for at kunne mode den efter kontinentalSkik udrustede danske Haer i aaben Mark⁹⁰). Rigsraadet gik ikke ind paa Forslaget, der vist ogsaa var noget vel optimistisk i sin Tanke om, at man paa dette Tidspunkt af Krigen skulde kunne faa Danmarktil at betale for over 20.000 Md. hvervede Soldater. Grundtanken, Mistilliden til de danske Fodfolksopbud, voksede kun ved de folgende Aars Erfaringer og modnedes til Virkeliggorelse i Kongens Brev af Vs 1568 til alle Bonder i hele Riget, hvori Frederik II udtalte, at han i Samraad med Rigsraadet havde besluttet at lette Landbefolkningen for Besvaeret med Udbuddene, og at man i Stedet for vilde benytte udenlandske hvervedeTropper. Hver 20 Bonder skulde laegges i Laegd og i et Aar fra BrevetsUdstedelse give 20 Mark pr. Maaned til Besoldning af Krigsfolkene. Dermed skulde de vaere fri for al videre Forpligtelse⁸⁷) (naar man ser bort fra Landevaernspligten, der var en Selvfolge paa denne Tid). 5.000

---

81) Vaupell 80.

82) Nyt Hist. Tidsskrift IV 188_—90. Fr. IPs Brev til Borgmestre og Raad i Liibeck 27. Oktbr. 65.

83) K.B. 31. Oktbr. 65.

84) Gyldenstjerne 387 og 408.

85) K.B. 21. Septbr. 65.

86) Een af Brockenhuus's danske Frenniker talte i Sommeren 65 220 Mand, hvoraf */2/₂ var Pikenerer og V2 Skj'tter. Rordam 2RI 473.

87) K. B. 1. Maj 68.

Laegder a 20 Mark vilde give 100.000 Mark pr. Maaned. En hvervet Knsegts normale Sold var 10 Mark pr. Maaned⁸⁸), saaledes at der vilde kunne holdes op mod 10.000 Knaegte (-5- Befalingsmaend og Generaludgifter)for Skatten, hvis den kom ind i fuldt Omfang, d. v. s. kun Halvdelenaf det, der havde vaeret paataenkt i 1565. Men heller ikke saa store Pengesummer eller Troppestyrker blev det nogensinde til efter denne Ordning.

Efter Slutningen af 1565 udgjorde Mikkel Gonges Friskytter de erieste nationale Fodfolkstropper af regulaert Tilsnit. Denne Faennike havde bestaaet lige fra 1563, og desuden eksisterede der i hvert Fald 1566_—67 og 68 en tilsvarende Enhed under Aage Brun⁸⁹). Begge Faenniker deltog i det store Vinterfelttog 1567_—68 under faelles Kommando af Mikkel Gonge, der tillige forte sin egen Fsennike⁹⁰). Fra Starten var Friskytterne, som de ovrige danske Knaegte, opbudte⁹¹), men i Kraft af Enhedernes lange Levetid og af dygtige Officerer fik de snart Ord for den storste Effektivitet; de anvendtes forst og fremmest til Opklarings- og Spejdertjeneste samt til Graensebevogtning⁹'-), hvortil de alene var fuldt egnede, da det tyske Fodfolk var for lidt sted- og sprogkendt, mens det ovrige danske Fodfolk (saa laenge det eksisterede) var af for ringe Kvalitet. Friskytterne havde tiltrukket mange eventyrlystne Elementer (Faennikerne havde et daarligt Navn for Lyst til Plyndring"), der repraesenterede et betydeligt bedre Soldatermateriale for dette lette Infanteri end de tunge, uinteresserede Bonder i de ovrige udskrevne Enheder. I 1569 nsevnes det imidlertid udtrykkeligt, at Friskytterne var hvervede paa samme Betingelser som det tyske Fodfolk⁹*); det maa antages, at denne Overgang til hvervet Status i hvert Fald formelt er sket i Forbindelse med Ordningen af 1568. Friskytterne har vaeret for vaerdifulde til at oplose og er derfor i alle Henseender gledet over i de hvervedes Raekker. Som en Erkendelse af dygtig Indsats adledes Mikkel Gonge i 1571⁹⁵), en i Danmark for den Tid ualmindelig Haeder.

De faa Gange, Kobstaedernes Borgervaebninger blev anvendt i aaben
Mark, var deres Praestationer ikke bedre end Bondernes, hvorimod de
kaempede haardnakket i Forsvaret af deres Byer; disse havde imidlertid

---

88) E.M.: Om Fodfolket 169 (Note).

89) Om Gonge: Mog. Gyld. 11l 136—38, K.B. 4. Oktbr. 63. Om Brun: 12. Novbr. 65 og 22. Jan. 67.

90) Se Dagbog 67—68 B—lo og 78.

91) K. B. 4. Oktbr. 63 og 18. Septbr. 64 samt Mog. Gyld. 16. Novbr. 64. Mog. Gyld. til Fr. 11, hvor der ligefrem tales ». . . om det Udbudsfolk*.

92) Mog. Gyld. II 345_—46. Mikkel Gonge til Borge Trolle 16. Juni 64: ». . . at jeg er ganske svag paa Folk, fordi jeg skal altid bruge mit Folk paa Spejderiveje og andet, som fornoden er, fordi her er ingen anden, som saadant kan udrette uden de alene . . .« Desuden K. B. 18. Novbr. 64.

93) K. B. 26. Jan. 1566.

94) K.B. 12. Novbr. 69 ». . . der vil tjene for Lon i Klaede og Penge ligesom andre Knaegte . . .« og K. B. 14. Novbr. 69.

95) Se Biografisk Leksikon om Mikkel Gonge.

kun smaa Befolkningstal, og Borgersoldaternes Antal var derfor utilstraekkeligt(i 1564 var der saaledes i den vigtige Faestning Halmstad kun 80 tjenestedygtige Borgere⁹⁶), saaledes at man paa anden Maade maatte forstaerke Byerne. De ikke truede Byer ydede, som allerede naevnt, deres Bidrag til Krigens Forelse ved at sende Sofolk og Fodfolksknaegte til Flaadens Skibe.

Konklusion.

Som det ses af det her fremstillede, lykkedes det ikke gennem Anvendelse af forogede nationale Troppestyrker at generhverve den fornodne militaere Overvaegt (tabt efter de store Afskedigelser af hvervede Tropper i 1563_—64), der skulde til for at tvinge Sverige i Knae. Rostjenestens Kvalitet var, invert Fald i selve Kamphandlingerne, hoj, men Styrken var lille, kun 800_—1.000 Heste, uden Mulighed for nogen vaesentlig Forogelse, dels fordi der simpelthen ikke fandtes nogen Reserve af brugbare Ryttere, og dels fordi Statsmagten ikke evnede at bekaempe de ustandselige Udeblivelser, der holdt Rostjenesten nede paa mellem Vs og -U af det, den, selv fraregnet nodvendige Detacheringer, kunde have udgjort. Dannelsen af et brugbart nationalt Fodfolk lammedes afgorende af de i Fredstid helt manglende Forberedelser, og Regeringens styrende Haand var ogsaa her alt for svag og usikker. Det kan ikke betvivles, at det var af stor Betydning for Danmark i hvert Fald at have nogle nationale Tropper til Raadighed, da de tyske Haerstyrker gjorde Mytteri, men de var desvaerre alt for svage i Antal (Rostjenesten) eller i Kvalitet (Fodi folket) til, at man kunde tillade sig saa fast en Optraeden som onskeligt overfor Tyskerne.

Resultatet var, at man, da Statens finansielle Tilstand heller ikke i Aarene efter 1565, da man opgav det nationale Fodfolk, tillod at opretholde en tilstraekkelig stor Styrke af de effektive tyske Lejetropper, kom ind i den Ligevaegts- og gensidige Udmattelsestilstand, der umuliggjorde en klar militaer Afgorelse af Krigen og som forte til Freden i Stettin 1570, der stort set baseredes paa status quo.

---

96) Mog. Gyld. II 378_—80. For Eksempler paa Kobstadvsebningernes Storrelse, se E. M.: Om Fodfolket 194—96.

LITTERATUR OG KILDEMATERIALE

Forkortelser anvendt i Noterne er anfort i Pareutes.

Kildepublikationer:

Breve til og fra Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre II og 111 1936—41 (Mog. Gyld.).

Breve til og fra Kristoffer Goje og Birgitte Bolle. 1897. (Kr. Goje).

Breve til og fra Herluf Trolle og Birgitte Goje I og 11. 1893. (Herluf Trolle).

Ch. de Dancay: Indberetninger 1567—73. 1901. (Dancay).

Kancelliets Brevboger Bd. 1561—66 og 1566—70. (K. B.).

Frederik I*s Registrant.

Rordam, Holgcr: Monumenta Historiae Danicae.

1. Raekke II: Den nordiske Syvaarskrigs Historie, s. 199—445. (Gyldenstjerne).
Tillacg Breve, s. 44(5—538.

2. Raekke I: Dagbog over Daniel Rantzaus Vinterfelttog 20. Oktbr. 1567_—14. Febr. 1568, s. I—l2B. (Dagbog 20. Oktbr. 67—14. Febr. 68). Breve til Oplysning af Felttoget 1567—68, s. 129—350. Aktmaessige Bidrag til D. Rantzaus Historie, s. 367_—700.

Hubertz: Aktstykker til Bornholms Historie 1327—1621. 1858. (Hubertz).

Litteratur

Dansk:

Arup, Erik: Danmarks Historie 11. 1932.

Colding, Poul: Studier i Danmarks politiske Historie. 1939. (Colding).

Jacobsen, P. V.: Bidrag til Kundskab om de danske Kobstseders Borgervsebninger. (Nyt
Hist. Tidsskrift Bd. 1 1847, s. 129—239).

Mad sen, Emil: Studier over Danmarks Haervaesen i det 16. Aarhundrede. 1898. (E. M.:
Haervaesen).

Madsen, Emil: Om Fodfolket i de danske Hiere i det 16. Aarhundrede. (Historisk Tidsskrift
7. Rjekke I, s. 165—215). (E. M.: Om Fodfolk).

Madsen, Emil: Om Rytteriet i de danske Hsere i det 16. Aarhundrede. (Historisk Tidsskrift
7. Raekke I} s. 414—460). (E. M.: Om Rytteri).

Madsen, Emil: De nationale Tropper samt Haervaesenets Styrelse i det 16. Aarhundrede.
(Historisk Tidsskrift 7. Raekke V, s. 123—223). (E. M.: De nat. Trp.).

Vaupell, O.: Den nordiske 7 Aarskrigs Historie. 1891. (Vaupell).

Svensk:

Generalstaben: Sveriges Krig 1611—32. Bd. 1 (Sveriges Krig).

Stille, A.: De ledande Ideerna i Krigforingen i Norden. 1918. (Stille).

Udenlandsk:

Delbruck: Geschichte der Kriegskunst. Bd. 4. (Delbruck).

Oman, Charles: A History of the Art of War in the XVlth Century. (Oman).

Det kgl. Biblioteks Haandskriftsafdeling:

Sorensen, Soren Anton: Samlinger til Frederik IPs og den nordiske Syvaarskrigs Historie.
Folio 159 I og 11. (Sorensens Papirer).