|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 3 (1954 - 1956) –DANMARKS UDENRIGSPOLITIK UNDER KRIGEN 1859Af V. Sjøqvist Redaktor Erik Mollers udforlige svar her i tidsskriftet pa mit indlseg1) har jeg laest med stor interesse og det af to grunde. For det forste fordi det altid er gavnligt, at der kommer en diskussion igang om omstridte punkter i vort lands historic Nye momenter drages frem, og det bliver ofte muligt at se gamle problemer under nye synsvinkler. Dette gaelder Danmarkshistorien i almindelighed og vor udenrigspolitik i sserdeleshed, fordi dette orarade unaegtelig har vaeret stedmoderligt behandlet af den historiske forskning. Men dernsest er jeg E. M. taknemmelig for hans indgaende besvarelse, fordi den giver mig lejlighed til at korrigere en del misforstaelser og samtidig fremssette nogle betragtninger om den udenrigspolitik, de national-liberale forte i arene op til 1864. Lad mig da forst punkt for punkt begynde med at kommentere de indvendinger, E. M. har fremsat. Han indleder med at sige, at »Forfatteren rejser straks et Sporgsmaal om, hvorvidt den danske Regering virkelig forst. og fremmest straebte efter at opretholde Monarkiets Neutralitet under Krigen mellem Frankrig-Sardinien og ostrig. Om den Sag synes der dog efter hele Begivenhedsforlobet i 1859 ikke at kunne herske Tvivl«. Og han fortsaetter med at fastsla, at »i Virkeligheden er det et helt andet Problem, det nye Brevstof kaster Lys over, det nemlig: hvad den danske Regering vilde have gjort i det naermere eller fjaernere liggende Tilfselde, at Neutraliteten ikke lod sig opretholde«2). Denne pastand om, at deter Danmarks politik under krigen mellem Frankrig-Sardinien og ostrig, som jeg har beskseftiget mig med, turde vaere en fuldstsendig og — tillad mig at sige det — ganske unodvendig misforstaelse. Thi jeg har udtrykkeligt skrevet, at sagens ksernc efter min mening var, »hvilke tanker gjorde den danske regering og dens einbedsmsend sig om landets stilling under krisen i foraaret 1859, da det truede med storkrig, og hvilke planer havde de om at imodegaa farerne? Thi dette maa man gore sig klart, at det ikke var den lokale krig paa de fjerne sletter i Lombardiet, der foruroligede regeringen, men derimod udsigterne til et almindeligt europseisk opgor«3). Deter denne, om man vil, hypotetiske mulighed, jeg har beskaeftiget mig med, fordi den i mine ojne kaster et sa interessant lys over, hvordan den danske regering kunne taenkes at handle under en international krisesituation for 1863. 1) Jyske Samlinger N. R. 111. s. 114 ff. og 65 ff. 2) ibid. s. 114, min udhacvelse. 3) ibid. s. 66. Side 179
Derefter soger E. M. at reducere min bevisforelse in absurdum ved at haevde, at tanken om en dansk-tysk alliance udelukkende var Vedels egen personlige ide. »Ideen var übestridelig Vedels« hedder det ordret4), og som bevis herpa citeres Vedels udtalelse om, »at disse Linier ere vistnok min egen private Udtalelse«. Men fortsaettelsen paa dette citat udelades rigtignok, og den lyder: »men jeg troer, at jeg har ikke Uret i at antage, at den ikke meget fjaerner sig fra Ministeriets Tanke.« Enhver, der er fortrolig med Vedels brevstil, ved, hvor forsigtig han altid udtalte sig, og ved derfor ogsa, at nar han fremkom med en eftersaetning som den ovennaevnte, sa betod det, at han virkelig gengav ministeriets mening. Ellers ville han aldrig have skrevet denne saetning. Endvidere er det mig ikke mulig at indse, at deter for dristigt at antage, at ministeriet ogsa — ja forst og fremmest — omfattede dets chef C. C. Hall, den mand, som Vedel arbejdede sa intimt sammen med. Man kan jo bevise, naesten hvad det skal va^re, naar citater skaeres til, saa de passer ind i ens fremstilling, men skal de have bserekraft, maa de bringes i deres helhed. Gor man dette i det foreliggende tilfaelde, vil man se, at citatet netop daekker, hvad jeg har haevdet, nemlig at Vedels brev gav udtryk for Halls tanker. Dernaest mener E. M. at finde et bevis pa Halls passive og neutrale optraeden deri, at Hall selv advarede mod »for stor Iver i Tilslutningen til Forbundets krigerske Rustninger«5). Om dette er kun at sige, at Halls ord og handlinger star i diamentral modssetning til hinanden, og deter nu engang pa handlingen, at man skal bedomme politikeren. Hvad angar, at den preussiske gesandt i Danmark, Balan, »bevarede sin uforbederlige Mistro til Kobenhavn-Kabinettets Holdning«, hvilket giver E. M. anledning til at bemaerke, at »der er her umiskendelig noget som ikke stemmer «6), sa er der intet maerkeligt heri. Set fra Balans synspimkt var Danmarks opfyldelse af Forbundsdagens beslutning en ganske naturlig og selvfolgelig handling, der ikke havde krav pa storre erkendtlighed eller begrundede udslettelsen af ganimel mistro. Hvad ministrene og deres embedsmaend diskuterede indbyrdes om den fremtidige politik, kunne han intet vide om, og udviklingen efter den 10. maj gik sa hurtigt og tog sa pludselig en vending, at han formentlig aldrig erfarede noget derom. Det nseste punkt i E. M.s bevisforelse er Englands holdning i 1859. Han godtgor, at den trods de ledende statsmaends »krigerske Bravader og . . . Fortumlethed« var dikteret af onsket om fredens opretholdelse eller i det mindste neutralitetens bevarelse. Dette skal ingenlunde bensegtes,men de beviser, der i den anledning fremfores, er efter min mening 4) ibid. s. 115. 5) ibid. 6) ibid. Balan var iovrig ganske ny og uerfaren i embedet, idet han forst var i tiltraedelsesaudiens den 11. maj 1859. Han havde altsa endnu ikke naet at knytte forbindelser. Side 180
irrelevante. Deter rigtigt, at den engelske offentlighed ikke onskede krig, men argumenterne om Englands passivitet under krigene i 1864, 1866 og 1870—71 eller dronning Victorias udtalelse den 1. juni 1859 har ingen beviskraft, thi de maend, der i slutningen af april og begyndelsen af maj 1859 skulle overveje Danmarks fremtidige politik, kunne selv med den bedste vilje ikke vide, hvad der ville ske blot 14 dage frem i tiden7). Det eneste, de kunne holde sig til, var, hvad de ansvarlige engelske ministrepa dette tidspunkt havde sagt, og Disraelis udtalelse i Underhuset den 18. april savel som Manleys henvendelse den 2. maj var tydelig nok8). For regeringen i Kobenhavn matte situationen derfor tegne sig saledes, at England i tilfselde af, at krigen bredte sig til Mellemeuropa, ikke ville holde sig udenfor, men tage parti for Preussen. Krigens videre udbredelse var naturligvis kun en hypotetisk mulighed, men det var regeringens pligt ogsa at tage denne eventualitet i betragtning. Derfor er der intet ejendommeligt i, at Halls samtale med Manley den 9. maj var sa »uhaandgribelig, at den engelske charge d'affaires havde svaert ved at gengive dens Indhold og Mening; det var altsammen hypotetisk *9). Der forela jo endnu ingen kendsgerninger, og Hall kunne folgelig blot tale i forsigtige vendinger. Men denne tilbageholdenhed behovede Vedel ikke at palaegge sig i sit fortrolige underhandbrev til Biilow. Her kunne han tale frit ikke blot om den risiko, men ogsa om de muligheder situationen frembod. Og han kunne drage de konsekvenser, som forsigtigheden pabod Hall at afholde sig fra10). Endelig mener E. M. at have fremfort sit mest draebende argument, nar han skriver, at »det afgorende er imidlertid, at hele den offentlige Mening her i Landet vilde have vendt sig lidenskabeligt mod en saadan Politik«, thi »den Plan Vedel udviklede for Biilow var ikke praktisk Politik«u). Pa dette punkt er jeg imidlertid slet ikke uenig med E. M., 7) ibid. s. 116, note 13. E. M. finder det desuden nsesten utroligt, at de danske ministre skulle have taget kronprins Karls ord til Hans Egede Schack alvorligt. Deter muligt, men Vedel gjorde det ial fald i brevet af 3/5 til Biilow, hvori han »ikke meget fjnerner sig fra Ministeriets Tanke«. Vedel siger i dette brev, at England vil gamed Tyskland »og vi vilde vistnok kunde bringe Sverrig til det samrae Parti«. 8) ibid. s. 69 f. Hvis man finder, at Disraelis ord ikke sagde noget videre, skyldes det, at nutiden er vaennet til et ganske anderledes kraftig sprogbrug. Datiden var ikke i tvivl om, at Napoleon Ill's stilfaerdige ord under nytarskuren 1859 til den ostrigske gesandt var noget naer en krigserklaering. 9) ibid. s. 117. 10) Jvf. mit indheg 111, s. 73. 11) Deter ganske interessant at se, at pa dette sted i sit indlseg er Erik Moller parat til at indromme, at »rimeligvis er disse muligheder, som Arkivar Sjoqvist mener, virkelig blevet droftet indenfor snaevrere regeringskredse; de var nemlig pa ingen made fjaerntliggende i sig selv«. Og det skont E. M. allerede i begyndelsen af sit indlaeg har forklaret og senere gentager, at tanken om en aktiv dansk-tysk samvirken udelukkende var Vedels eget luftige fantasifoster. At Kriegers tavshed om dette sporgsmal tyder pa, »at Overvejelserne (ikke) har haft nogen storre Betydning«, kan jeg ikke godkende. Hans dagboger indeholder sandelig ikke alt, hvad der skete i dansk udenrigspolitik i disse ar. Monrad og Lehmanns samtaler med Hamilton i januar 1863 refereres saledes ikke (ibid. s. 117). Side 181
men jeg tor ikke deraf drage den slutning, at disse kendsgerninger skulle have forhindret Hall og hans kolleger i alvorligt at overveje de antydede muligheder. Thi for eller senere kommer en politiker dog i den situation at matte vaelge mellem det, der er populaert, og det, han synes er rigtigt. Dette valg stod Hall overfor i maj 1859, og Vedel skjuler slet ikke vanskelighedenherved, nar han siger: »en anden Sag er det, at her i Landet vilde vistnok en ikke ringe Utilboielighed mod at stille sig paa Tydsklands Side maatte overvindes«. Nar E. M. taler om praktisk og upraktisk politik, sa fristes man iovrigt til at sporge, hvor praktisk Ejderpolitikken egentligvar. Indadtil var den populaer, men det kan naeppe bestrides, at den udadtil var endog saerdeles upraktisk, hvilket jo ikke forhindrede, at man indlod sig pa den — og knsekkede halsen. Hvad E. M. skriver angaende Vedels stilling i 1859 og hans mangel pa virkelig viden og saglig erfaring, er jeg heller ikke uenig i. Ja, jeg vil ga videre endnu og sige, at disse mangier vedblev at gore sig gaeldende i de folgende ar. Forst krigen og dens ulykker abnede hans ojne og gav ham den erfaring, der muliggjorcle hans senere sa berommelige indsats i eftersommeren 1870. Inden jeg slutter dette afsnit, er der endnu en udtalelse, jeg foler trang til at kommentere. I sit indlaeg pa side 120 skriver E. M.: »Man kan ikke drive Politik paa Torvet, men man kan heller ikke fore sin Politik uden Folkets Billigelse eller mod dets Folelser. Det gik senere op for Vedel, men det synes ikke at vaere daemret for Arkivar Sjoqvist, der virkelig mener, at national-liberal Regering i 1859 ikke skulde have staaet fremmed overfor Tanken om i en Krig »at stille sig paa Tysklands Side«.« Overfor denne passus ma det vaere mig tilladt ganske stilfserdigt at gore opmserksom pa, at nar Danmark efter Forbundsbeslutningen af den 23. april 1859 udrustede og opstillede et i realiteten dansk kontingent til Forbundshaeren, sa var Danmark pa vej ind i krigen pa Tysklands side12). Dette var ikke skjult for regeringen i Kobenhavn, og det var denne kendsgerning, der inspirerede Vedel og Hall til ideen om at soge at fa det mest mulige ud af situationen ved under visse forudsaetninger at lade Danmark slutte sig helt og fuldt til Tyskland mod som kompensation at fa det slesvig-holstenske sporgsmal lost een gang for alle. Dermed er det specielle sporgsmal om den danske politik i 1859 uddebatteretfor mit vedkommende. Tilbage bliver at gore et par bemserkningertil E. M.s efterfolgende betragtninger. Han kritiserede den made, jeg har fortolket Vedels brev til Biilow. »Sagen er,« hedder det, »at saadanneTankefostre ofte kun er ojeblikkelige Indskydelser, selv om de faestes paa Papiret, eller kun halvt tilendeforte Slutningsraekker, der ikke staar en saglig Droftelse igennem; derfor kan de imidlertid godt have 12) Se nsermere heroin anf. sted 111, s. 67. Side 182
deres store Interesse til Belysning af enkelte Personers eller Gruppers Synsmaader og Standpunkter. Men Vaegten maa altid hvile paa, hvad Arkivar Sjoqvist kalder »fastlaeggelsen af et lands politik«. Og det vsesentligeSporgsmaal bliver altid her, hvorvidt de paagseldende Overvejelser virkelig forer til en Afgorelse«13). Denne argumentation kan jeg ikke acceptere, thi jeg mener at have gjort det tilstraekkeligt klart, at mine undersogelser drejer sig orn de overvejelser, tanker og ideer, der gar forud for fastlaeggelsen af et lands politi k14). Det ligger jo i sagens natur, at for en bestemt politik fores ud i livet, er der et »overvejelsens stadium«, hvor forskellige ideer berores og diskuteres. Tager man nu det konkrete eksempel, som er ksernen i mit indlaeg, nemlig overvejelserne i Kobenhavn mellem den 23. april og 9. maj 1859, sa er det jo klart, at vi netop her har et skoleeksempel pa et »overvejelsens stadium«, der pa grund af begivenhedernes hastige udvikling aldrig naede videre. Og i dette stadium er det »vsesentlige sporgsmal« sa sandelig ikke, »hvorvidt de pagaeldende Overvejelser virkelig forte til en Afgorelse«. Overvejelserne har deres store vaerdi i sig selv, fordi de viser, ad hvilke baner de ledende personligheders tanker bevaeger sig under en kritisk situation. De giver en storre indsigt og bedre forklaring pa, hvorfor de samme personer taenkte og handlede, som de gjorde, da nye og afgorende kritiske tilstande udviklede sig 4 ar senere. Hele ideen med savel Erik Mollers som min af handling er jo netop at vise, hvorledes de national-liberale ledere optradte under en international krise for 1863. Vi kommer blot til det stik modsatte resultat angaende visdommen i deres optraeden. Og dette punkt forer mig da over til slutningen i E. M.s indlaeg, hvor han gor sig til talsmand for en ny og mere fordomsfri vurdering af de national-liberales udenrigspolitik. Tanken om at forsoge at na frem til en sadan vurdering vil utvivlsomt vinde bifald fra alle sider. De national-liberale statsmaend har et retfaerdigt krav pa, at der gores et alvorligt forsog pa at forsta, hvor uendelig vanskelig deres stilling var, hvor let de kunne handle forkert, og hvor svaert det var at ramme rigtigt. Deter naeppe for meget sagt, at der ikke findes et mere kompliceret udenrigspolitisk problem i Danmarks nyere historie end det, skaebnen havde givet disse maend til opgave at Iose. Ingen skal nogensinde onske at komme i deres sted, og derfor er det simpel retfaerdighed, at de ikke udsaettes for letfaerdig kritik. Men nar dette er sagt, ma det ogsa fremhaeves, at historikeren, hvor megen sympati han end har for disse maend, ikke ma forflygtige deres ansvar. Derfor undrer
det mig, at redaktor Erik Moller, der pa mange punkter
13) ibid. s. 120. Min udhaevelse. 14) ibid. s. 68. Side 183
tiget.Hvisjeg har forstaet E. M. ret, mener han, at det manglende forsvarsberedskabsnarere er et bevis pa, at de ventede sagens losning gennemeuropseisk, saerlig engelsk, intervention end gennem en krig med de tyske magter. »Folk, der satte deres Lid til et vsebnet Forsvar, havde ikke handlet saadan,« siger han15). Sandheden er dog
den, at de ledende maend — men for den sags skyld
Der kan gives mange beviser for dette, men jeg skal indskraenke mig til et enkelt. Den 26. juli 1858, altsa kort efter at beslutningen om ophaevelse af faellesforfatningen for Holsten-Lauenborg var taget, skrev Hall til Lehmann: »Jeg haaber endnu, at det ikke vil komme dertil (d.v. s. til krig), men at vi uden nye blodige Kampe skulde kunne bevare Danmarks Riges Selvstsendighed; men skulde Kampen blive uundgaaelig, saa vil jeg gore, hvad jeg formaaer, for at det forst maa vaere blevet klart for Alle, at deter for disse der ksempes, og da trostigt stole paa, at Gud vil vaere med os som ved Fredericia og Idsted«16). Nar E. M. mener, at det manglende forsvarsberedskab er et indicium for, at man mere satte sin lid til fredelig intervention end til krig, sa begar han efter min mening den fejl at antage, at fordi en politik er ulogisk, er den ikke sandsynlig. Men historien har mange eksempler pa, at den slags ting sker. Man behover jo blot at taenke pa Frankrig i 1870, hvor regeringen bevidst kastede landet ud i en krig mod Preussen, skont haeren var i darlig stand. Grunden til, at de national-liberale negligerede det danske forsvar, trods de truende udsigter, kan kun skyldes, at de overvurderede Danmarksmilitaere muligheder og undervurderede modstanderens styrke. De havde slet ikke blik for hvilket magtapparat, der var ved at vokse frem i Preussen. Der kan siges meget til undskyldning herfor, thi de fleste mennesker i Europa, ja, selv i Preussen, forstod det heller ikke. Men selv med den bedste vilje vil det aldrig blive muligt at tillaegge statsmaendene i Kobenhavn udenrigspolitisk realitetssans. Kendsgerningen er, at de sa forkert og domte forkert, og dette faktum vil efter min mening sta fast. Sa deter en ringe trost, at Hojres maend heller ikke var meget klogere. Glemmes ma det dog ikke, at der var en lille gruppe af msend, der klart sa, hvorledes det hele ville ende, hvis det ikke snart kom til en mindelig 15) ibid. s. 122. 16) J. Clausen: Af Orla Lehmanns Papirer s. 167. I samme bog findes der fra de kritiske forarsmaneder 1861 en raekke karakteristiske breve fra Lehmann til Hall. Den 2/e skriver han saledes: »Skulde De erfare noget om, hvorvidt den danske Regering er kommet til den Overbevisning, at nu er ojeblikket til at fore et kort, stolt og indtraengende Sprog, saa gor De mig en Tjeneste ved at lade mig det vide. Ingen kunde med Billighed forlange, at den skulde tale bons sens med Frankfurt, men Europa kan forstaa dette ikke-tydske Idiom, og med Rustninger folger altid en vis Kanonklang i Sproget.« Stolt sprog, rustninger, kanonklang, ak ja. Side 184
ordning. Det
var de gamle hel-statsdiplomater, isser folk som Biilow,
Otto Redaktor Erik Moller skriver tilsidst i sit indlaeg: »Stedet er ikke her til Forsvar for den national-liberale Politik. En Historiker skal forresten heller ikke forsvare, men forklare«18). I teorien lyder dette jo tiltalende, men kendsgerningen er den, at E. M.s forste afhandling former sig som et velment og sympatisk forsvarsskrift, der slutter med ordene: »Under Krise og Krig i 1859 blev Ministeriet Hall imidlertid stillet overfor en Prove, som var alt andet end diplomatisk Legevaerk, men uden her at vaere afgorende haemmet af dansk-tyske Modsaetningers aarhundredgamle Dodvaegt; man vil vanskeligt kunne naegte, at denne Prove blev heldigt bestaaet, og Ministeriet Hall her fulgte Retningslinjer, der viser baade tilbage og frem i dansk Udenrigspolitik. Det skortede ved denne Lejlighed slet ikke den national-liberale Regering paa Dygtighed i Behandlingen af mellemstatlige Sporgsmaal«19). Det var disse staerke ord, der aeggede til modsigelse og gav stodet til mit forste indlaeg, fordi jeg folte mig overbevist om, at de ikke daekkede virkeligheden. Hvem der nu er kommet sandheden naermest angaende den national-liberale regerings dygtighed i behandlingen af mellemstatlige sporgsmal, ma det blive laesernes opgave at tage standpunkt til. 17) Alene i Vedels privatarkiv findes flere beviser herpa, f. eks. Biilow 2/io> 23/io> 17/n> 23/io 1860, 21/i, 25/i og »/s 1861. Plessen V±2 1860 og Quaade 1/B 1861. Nar Biilow tog sin afsked i efteraret 1862 skyldtes det jo ikke mindst, at han ikke kunne overbevise regeringen i Kbhvn. om den tilstundende katastrofe. 18) ibid. 111. s. 123. 19) ibid. 11. s. 299. |