Ingemann og Niels Ebbesen.

Det kan have sin interesse at undersoge, hvorledes Ingemann, forfatter af
»Kongebogerne« i 1820erne og 30erne, ser pa tyskerne.

Resultatet er det overraskende: vi maerker intetsteds nogetsomhelst nationalhad eller modvilje mod naboen mod syd: Svend Trost ma om Grev Gert (og Niels Ebbesen) udbryde: »De to navne vil dog aldrig glemmes, salsenge danske og holster er til.« — Jernhenrik beundrer han. Det er en dodsfjende, man misunder Niels Ebbesen. Der er storhed i hans morke blik. Han besjaeles af haevnens og gengaeldelsens retfaerdige tanke, og selv da han i slaget ved Skanderborg kaemper sig frem, siddende i sin sorte rustning, urokkelig, som groet til saddelen, uovervindelig, naermere og naermere til Niels Ebbesen, for tilsidst at fselde helten, er det naesten, som Ingemanns medfolen folger ham.

»Ingen forskel pa friser og danske!« udbryder Valdemar Sejer, »enhver som tjener Kongen af Danrnark villig og tro, er dansk i sind og hjerte«. Ja, sa lidt har forskellen dansk-tysk interesseret Ingemann, at det nsesten er, som om han er uvidende om, at Slesvig sa ganske overvejende beboedes af danske: I forste udgave af »Prins Otto« glaeder den tyske prinsesse Regitze sig over, at hendes tilkommende gemal, Hertug Valdemar, ikke mere skal vaere konge og regere de opssetsige danske¹) (men derimod slesvigerne); og et andet sted i Prins Otto star der endog, at danskerne slog tyskerne (d. v. s. Hertug Valdemar og hans sonderjyder) i Gronsimd.

Danske og tyske levede jo fredeligt sammen under Frederik Vis scepter,
lige tilfredse med landsfaderen. Sadan havde det vaeret hidtil.

Men alligevel overraskes man ved hans skildring af Niels Ebbesen (i Prins Otto. 1835)²). Efter at bedriften er udfort, udbryder selve Svend Trost: »Det var dog ikke, som jeg heist gad havt det, kaere morbroder!« Niels star slagen af forbavselse og gru ved den sorte svends (folkevisens) beretning om grevens fald og formelige halshuggelse over sengestokken. Den forekom ham hverken sa aedel eller ridderlig, som hans gamle beundringfor hans morbroders sind fordrede det. Billedet af den maegtige greves endeligt, som en lav forbryders henrettelse, var ham modbydeligt.

---

1) Senere blev dette rettet til Nord-danske.

2) Det efterfolgende hviler pa rnin bog Fra Ahasverus til Landsbybornene (1927).

— Niels Ebbesen blegner, da han ser sine drenge lege drabet. Ja, selv hans
ivrige beundrer, Mester Jacob, ma sige, at havde Niels skriftet for ham,
for han udforte det, havde han fordomt det.

Kraftigst har Ingemann dog lagt sine tvivl og betaenkeligheder i munden pa Bisp Svend, Niels Ebbesens skriftefader. I to samtaler, for drabet og lige for kampen ved Skanderborg, stilles hans og Niels' mening op over for hinanden:

Bisp Svend erkender, at det ikke er lav haevnlyst eller personlig forurettelse, der ligger til grund for beslutningen. Men alligevel ma han fordomme den; ved uret fremmes hverken Guds rige eller noget menneskes eller folks sande lykke. Hvorledes drabet end f oretages, synd er synd! og at trodse Guds bud er altid fordommeligt. — Og da drabet er udfort, naegter han Niels kirkens absolution og spar hans dod: »I selvbeskikkede fyrstemorder og bloddommer!«

Mod Bisp Svend har Niels Ebbesen kun lidt at sige: Deter for faedrelandets skyld, og i hans bryst er der en rost, der frikender ham. Argumenter fattes ham ellers naesten — et bevis for, hvor svsert det var for Ingemann at leve sig ind i Niels Ebbesen. Hans ord drukner i bispens ordstrom, og i begge tilfaelde star Niels Ebbesen overvunden tilbage: »Niels blev staende midt pa gulvet . . . og stirrede pa doren . . .« »Ebbesen blev staende mork og betsenkelig med sammenflettede arme og stirrede mod jorden.« Selv efter doden er det, som om Niels selv tvivler om sin bedrifts berettigelse: »Han var smuk i doden; dog var der et udtryk i hans miner af graemmelse og uro, ligesom han i sidste ojeblik havde nseret en Ionlig tvivl, som dette liv ikke kunde oplose, eller folt et savn, som ikke her kunde tilfredsstilles.«

I den fredelige tid, da danskere og holstenere var »landsmsend«, var
denne synsmade ikke ualmindelig hos den seldre generation (fodt for ca.
1800).

Men et modsaetningsforhold var ved at udvikle sig.

Plan om et mindesmærke for Niels Ebbesen.

Nu naermede tiden sig, da 500 ar var gaet siden bedriften.

I efteraret 1838 skrev Jyllandspostens redaktor C. G. Clausen et digt »Cimbrens opfordring til Thorvaldsen« — Thorvaldsen var lige, 17. September, vendt hjem til Danmark — hvor han lagde den store billedhugger pa sinde at skabe et mindesmaerke for Niels Ebbesen. Under samtalen mente han at have forstaet, at Thorvaldsen vilde yde arbejdet gratis, »da han fandt genstanden i hoj grad vaerdig taknemmelige efterkommeres erindring«.

20. november kan Randers Avis oplyse folgende: »Efter forlydende
skal Thorvaldsen aldeles ikke vsere utilbojelig til at indga pa den i Jyllandspostenskete

landspostensketeopfordring til ham, at skabe et seresminde for Danmarksbefrier, Niels Ebbesen. Han skal endogsa, med sin saedvanlige hojmodighed,hvor det gselder om at forherlige mindet om beromte maend, have tilbudt et eget arbejde gratis. Udforelsen ma ske i terra cotta, der i henseende til varighed meget er at foretraekke for marmor. Flere tusinde rigsdaler vilde sagens ivserkssettelse dog alligevel medtage; men for disses tilvejebringelse borger den danske patriotisme ... At Randers vilde vaere det mest passende sted til det patamkte mindesmaerkes oprejsning, emu vel udenfor al tvivl; skade kun, at man ikke med bestemthed kan pavise det sted, hvor Grev Gert blev faeldet. . . . Den nuvaerende Frederiksplads, hvor haven til det yngere slot tilforn stod, anses som det mest passende sted til et sadant mindesmaerkes anbringelse.«

Jyllandsposten og Randers Avis habede nu, at formaende msend vilde traede sammen for at fa en subskription i gang til afholdelse af udgifterne. Tillige skulde man — »efter Thorvaldsens anmodning« — undersoge, om der i Jylland eller andetsteds endnu eksisterede noget portrait af Niels Ebbesen.

Den 30. januar 1839 tradte komiteen, der skulde drofte planen, sammen i Randers; amtmand Lorentz ledede modet. Det kom til at vare flere timer og blev meget bevaeget. Synspunkt stod mod synspunkt: Danmark blev befriet ved Niels Ebbesen — men flere holstenske historieskrivere havde betegnet drabet som forraederi og snigmord. Kunde hin dad forsvares for moralitetens domstol og med rette betragtes som en opofrelse for faedrelandets sag? Eller var det kun en privat haevnakt?

Enighed kunde ikke opnas, og man skrev da til Selskabet for trykkefrihedens
rette brug og udbad sig en autoritativ udtalelse.

Men for vi horer derom, skal der fortaelles om det rore, sagen vakte
i videre kredse.

Rendsborgernes trussel om et mindesmærke for Grev Gert og danskernes reaktion.

Dannevirke kunde 21. februar 1839 meddele folgende fra Rendsborg:

I Jylland har man i sinde at oprette en mindestotte for Adelsmanden Niels Ebbesen, som om natten den 1. april . . . sneg sig ind i det befaestede Randers, overfaldt og i sit sovekammer myrdede Grev Gerhard den Store af Holsten, da denne ved vabenmagt sogte at taemme det erobrede, men oprorske Jylland. Dette har i Rendsborg fremkaldt det modprojekt at oprette »vor store uforglemmelige velgorer«, Grev Gerhard den Store, selv et aeresmonument. . . . Den passeligste dag vorde St. Nicolaidag den 6. december, fordi Grev Gerhard pa denne dag — for 500 ar siden — gav Rendsborgerne deres stadsprivilegium og anseeligt udstyr.

Allerede i naeste nummer af Dannevirke, 7. marts, kom der svar —
fra Ludv. L. Miiller, H. C. Andersens manuduktor, Gmndtvigs discipel,
nu prsest i Ribe:

At deter vor Rendsborger meget imod, at Grev Gert mistede sit hoved, for han fik lykke til at udvide det hellige romerske rige i det mindste til Limfjorden og gore de stakkels jyder til mennesker ved at omskabe dem til tyskere, det vil jeg gerne tro; men derfor bliver det altid lige vist, at da Niels Ebbesen, efter givet varsel, angreb og drsebte sin og sit fsedrelands fjende pa en tid, da der ingen retmaessig ovrighed var i landet og ingen konge i Danmarks rige, sa gjorde han kun sin ret gaeldende som uafhaengig rittersmand, hvad der aldrig nogensinde kan give enten Rendsborgeren eller nogen anden tysker den allermindste ret til at stemple ham som morder.

En Rendsborger svarede herpa i Kieler Correspondenzblatt No. 31
(gengivet i Kobenhavnsposten 25. maj)3):

Vi have allerede ofte hort og laest vort projekt, at oprejse et seresminde for vor stads uforglemmelige velgorer, som den har at takke for sine privilegier . . . skaevt bedomt, men en sa ondskabsfuld tydning af vort forehavende er endnu ikke kommet os for oje. ... De herrer Dannevirklere ere meget i vildfarelse, nar de tro, at vi Rendsborgere hverken have taenkt pa vor aedle Grev Gerhard, langt mindre naevnet ham. Sa utaknemmelige folk ere vi ikke. . . . Planen, at ssette ham en mindestotte, var allerede langt tidligere bleven omtalt iblandt os, end jyllsendernes, at oprejse en sadan for den danske patriot, Niels Ebbesen, omendskont der forst ved denne lejlighed var offentlig tale derom i vort ugeblad. Hans politiske forhold til Danmark kunde derved slet ikke komme i betragtning; lad ham have handlet i sin fejde mod Danmark, som han vil, det kan hverken forhoje eller nedstemme vort takkesind. Men Niels Ebbesens dad, hvis saedelige vserd endog af de danske stilles i tvivl, kan hos os Rendsborgere . . . kun opvaekke »schmerzliches Bedauern«. Men hvorfor vil Dannevirke erindre os om ting, som man hellere straeber at overgive til forglemmelsen? . . .

Her lsese vi ikke Dannevirke, i det mindste bliver det intetsteds offentligholdt; men nar det hyppigen fylder sine spalter med sadanne deklamationer,sa tor vi kalde bladets tendens en forkastelig, da det synes at ville udstro tvedragtens saed i en tid, hvor venskabelig og aben adfserd ma synes dansken ligesom slesvig-holsteneren en uundgaelig betingelse for fuldstaendig at na vor politiske genfodelses store mal. Vurdere vi slutteligenDannevirklernes invektiver imod os retteligen, sa komme vi til det besynderlige imbroglio⁴): at disse Dannomaner finde det anstodeligt,

---

3) Deter undertiden umuligt her i Danmark at opdrive de gamle tyske provinsaviser.

4) Modsigelse.

nar vi oprette Grev Gerhard et aeresminde, fordi — Niels Ebbesen har drsebt ham!! De danske, af hvilke vi taelle mange iblandt os og med hvilke vi leve i de bedste forhold, ville overalt pa Eiderens sydlige bred finde venner; men hvo der vil antaende tvedragtens fakkel, han blive hellere fra os med sin personlighed og sin »Zwitter-journalistik.«

Der kom hurtigt svar pa tiltale, fra Nis Hanssen, en bondeson fra
Tonder aiut, en ung mand, senere praest i V. Sottrup (Kobenhavnsposten
25. maj):

»Jyderne foreslog ingenlunde at rejse Niels Ebbesen et minde, fordi han drsebte Grev Gert, men fordi han befriede Danmark fra frcmmed voldsherredomme, sa at ideen var, at rejse et minde for Danmarks genfodelse til politisk selvstaendighed og anseelse. Randrusianerne have umuligt kunnet tro, at de derved vilde sare Rendsborgerne, og de tilkendegave ved historiske oplysninger tydeligt nok, at de betragtede sagen fra et hojere standpunkt. Det var derfor, mildest talt, hojst overilet handlet af Rendsborgerne, at de offentligen og uforbeholdent udtalte, hvorledes de havde i sinde at rejse Danmarks uforsonlige fjende, Grev Gerhard den Store, et aeresminde. Det var denne motivering af planen, der robede deres fjendske sindelag mod det danske folk og derfor allevegne blev optagen enten med uvilje eller foragt. Vi indromme gerne, at de som indvanere af Rendsborg kunne have Grev Gert meget at takke for; men de ere jo dog ikke blot stadsborgere i Rendsborg, men ogsa statsborgere i den danske stat; og de have som sadanne nydt mange fordele, som igen palsegge dem pligter mod alle deres medborgere. Det vilde vaere meget sorgeligt, om saledes ethvert distrikt, ja enhver by vilde straebe for egne interesser uden derved at tage hensyn til det heles tarv; at ditmarskerne vilde fejre dagen for slaget ved Hemmingstedt har vistnok saret mangen holstener, og det kan jo heller ikke naegtes, at det ikke er noget samdraegtighedens tegn, at den ene holstener vil fejre en dag, hvor tusinder af den andens dyrebare forfaedre faldt og en almindelig sorg udbredtes over utallige familier, som matte begraede en fader eller fraende. Enhver god statsborger skammer sig vistnok ved at vise en sadan snaeverhjertet provinsial afsondringsand, synes uimodtagelig for den tanke, at vort eget vel sikrest befordres ved at fremme statens vel.«

Ironisk slutter Nis Hanssen tried folgende opfordring

»Da det ma vaere rendsborgerne om at gore, at det indevaerende ar, som for byen er sa betydningsfuldt, ikke gar forbi, uden at fejres pa en vaerdig made, sa kan det maske vsere af vigtighed, at Kongen netop med det forste agter at besoge Rendsborg, fordi man ved denne lejlighed kan anmode Hans Majestaet om at tage planen i overvejelse og pladsen for aeresstotten i ojesyn.«

Som man ser, er der pa begge sider en ikke ringe bitterhed.

Strid mellem danske, om Niels Ebbesens bevæggrunde kan bestemmes, og om rejsning af mindesmærket er tilrådelig.

Som det erindres, havde komiteen i Randers ikke kunnet blive enig om synet pa Niels Ebbesens dad. Var det en heltebedrift i faedrelandets tjeneste, eller var det en privat haevnakt? Og man havde af Selskabet til tnjkkefrihedens rette brug udbedt sig en autoritativ udtalelse.

Skriftkomiteen i Selskabet overdrog det til professor H. M. Velschow (1798^—1862) at foranledige en, pa undersogelse af kilderne grundet, besvarelse af sporgsmalet: Hvordan bor Niels Ebbesen bedommes? Og i Selskabets Dansk folkeblad (19. og 21. april 1839) fremkom resultatet af hans undersogelse:

De tyske kilder mener han ikke man kan tillaegge nogen vaerdi, da
de er sa meget senere end begivenheden (den vigtigste, Detmars lybske
Kronike, er fra c. 1430) og farvet af national rnodvilje.

Af de danske kilder er folkevisen efter hans mening af stor betydning: »Den hele vise har et aldeles historisk praeg. Da sadanne sange vare meget almindelige i middelalderen, sa har neppe et sa folkeligt emne, som dette, laenge ventet pa en digter. At forfatteren har levet pa samme tid, da begivenheden tildrog sig, eller kort efter, kan ogsa sluttes deraf, at han naevner flere, Grev Gert forhadte, jyske herremaend, der alle levede pa den tid, men hvis navne neppe vilde have vseret et fplgende olds visedigter bekendte.«

Om Niels Ebbesen kommer professor Velschow til folgende slutning:

»At Niels Ebbesen var en usaedvanlig djaerv og tapper kriger, der udforteet naesten eventyrligt vovestykke, og derpa, i to faegtninge i aben mark forte storre stridskraefter til sejer, deter en sere, som palidelige historiske vidnesbyrd stedse ville hjemle ham. Men endnu star et hovedsporgsmaltilbage, som ifolge den anledning, i hvilken disse linier ere nedskrevne, ma onskes besvaret: om han ved sin dad var besjaelet af den idee, som forst er istand til at gore ham til fsedrelandets helt, deter: om hensynet til faedrelandet var en ledende tanke hos ham. Herom savnes bestemte historiske vidnesbyrd, og vi ma derfor holde os til de forhold, hvorunder han optradte, og under hvis nodvendige indflydelse han befandtsig, og derfra slutte os til, hvad der bevaegede sig i ham. Vilde man kun taenke sig Niels Ebbesen lige overfor Grev Gert, sa matte man og i dennes drab kun sect dristigt vovestykke, udfort for selvopholdelsens skyld. Men Niels Ebbesen stod ikke alene. Naesten hele Jyllands adel og den hojere gejstlighed delte hans skaebne. Han var i det vaesentlige ikke anderledes truet, end de fleste af hans stand. Hvad han tilsigtede ved at vove sit liv, matte altsa blive ikke blot ham selv, men ogsa hans medbrodretil frelse. Og kan man da antage, at en mand, der var istand til

at udtaenke. beslutte og udove en sadan dad, ikke skulde vaere istand til
at se dens betydning for det hele, som dog la sa naer, eller hvis han havde
set den, ikke tillige have vaeret grebet af den? .... Den strseben, som da
satte det danske folk i bevaegelse, var virkelig af en national art. Betaenkerman,
at fsedrelandet i naesten 14 ar havde vseret behersket af fremmedemagthavere,
der ej kendte, end mindre agtede dansk nationalitet,
iagttager man den retning, de mange smaopstande pa forskellige steder i
landet, som omtales i vore kildeskrifter, netop i de sidste ar havde taget,
sa indses let, at folkets forbitrelse ej havde grund alene i den folelse, at
det var undertrykt, men ogsa deri, at det var undertrykt af magthavere,
som dengang vare fremmede. Laegges nu endelig hertil, at man vidste,
eller troede at vide, at det var Gerts hensigt, at udrodde den jydske adel,
for at give dens godser til sine tyskere, at det var let at begribe, hvilken
fare dansk nationalitet vilde udsaettes for, dersom sadant lykkedes, sa
viser sig den bevaegelse, som dengang gik gennem det hele land, og navnligenytrede
sig i Jylland, som en kamp for dansk nationalitet imod fremmedundertrykkelse.
Men det vilde dog vaere hojst übilligt at antage, at
Niels Ebbesen, som i denne kamp faegtede i forreste raekke, var forblevet
urort af de aedlere og bedre folelser, der da bevaegede folket. Ma man ej
tro ham drevet sa meget staerkere af dem, som han har vist storre iver
og hengivelse for ojemedets fremme? Fra denne side betragtes ogsa hans
faerd i folkevisen. Disse ere dens slutningsstrofer:

Gud bevare din sjael, Niels Ebbesen!
Du varst en dansker helt,
Sa gerne havde du dit fsedreneland
Ved fremmede gaester skilt.

Krist signe og hver dannesvend,
Som bade med mund og hand
Uden skemt og tant, med flid og tro
Vil tjene sit fsedreneland5).

Saledes domte folket om Niels Ebbesens dad for arhundreder siden.
Der synes at vaere god grund til at stadfaeste denne dom.«

Dette Velschows responsum kunde kun opfattes som en opfordring
til at arbejde videre for rejsning af mindesmaerket.

Men nu blev der rejst en kraftig opposition mod tanken af en ung,
34arig adjunkt i Odense, Caspar Paludan-Mtiller (Piecen: Er oprettelsen
af et hsedersminde for Niels Ebbesen tilrddelig?)

---

5) Disse to slutningsvers er, hvad Velschow ikke kunne vide, forfattet af Vedel. 1591. (Svend Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser 111, 1852, s. 535).

I skarp modsaetning til professor Velschow tor han ikke tilskrive visen historisk vaerdi. »Et sagn kan have meget vaerd som kilde til kundskab om folkets opfattelse af dette og hint; derfor kan det laere os folkets dom og stemning at kende, men ikke begivenhederne, mindst detaillen af begivenhederne, med nogen tilborlig palidelighed. Det kan netop antages, at i samme grad som folkets sind ere komne i bevaegelse, i samme grad forvansker sagnet selve begivenhederne. I naervaerende tilfselde vilde det naesten vaere et vidunder, om folkets glaede over befrielsen fra det fremmede voldsherredomme ikke skulde have havt meget stor indflydelse pa sagnets dannelse, ikke have stillet ophavsmanden og hans dad i et gunstigere lys, end rolig provelse kan bifalde. Man vil ikke tro holstenernes sagn, fordi deres lidenskaber rimeligvis have forvansket beretningerne; men med hvad ret kan man da tillaegge de samtidige danske i almindelighed mere kritik og upartiskhed i en sag, der upatvivlelig har sat deres lidenskaber i ligesa heftig bevaegelse?«

Hvad var bevaeggrunden for Niels Ebbesen?

»Hin tid giver beviser nok pa adelens oprorende troloshed imod land og konge; man soger forgaeves en patriotisk adelsmand, patriotiske handlinger af adelsmaend, der kunde komme i betragtning ved siden af den lange raekke af forraederier. Sporge vi, for at se Grevens drab i det rette lys, hvorledes Niels Ebbesens taenkemade i ovrigt viser sig, da finde vi intet til vejledning; vi vide intet, der viser den forskellig fra de andre danske adelsmaends pa den tid, og de samtidige danske efterretninger sige slet intet om hans bevaeggrund til at draebe Grev Gert ....

Det vaere langt fra mig at benaegte, at patriotiske folelser have rort sig i hans hjerte; men lige sa lidt kan man med bestemthed forudsaette ham fornemlig dreven af dem. Han kan hverken have praesumtionen bestemt for eller imod sig, salaenge indtil man finder sikre data, hvoraf man kan laere hans taenkemade at kende.«

Om det rejste sporgsmal, mindesmaerket, siger han dernaest:

»Star sagen saledes, bliver det betaenkeligt at rejse et haedersminde for Niels Ebbesen. Salaenge der endnu med grund kan vaere forskellige meninger om handlingens natur, bor den ikke übetinget anprises som et monster til efterlignelse; men haedrer folket den pa en sa udmaerket made, da erklaeres det, at enhver mand bor i lige omstaendigheder handle som Niels Ebbesen. Ingen handling, end ikke den at befri sit faedreland fra en fremmed voldshersker, tor af det offentlige erklaeres for moralsk god og prisvaerdig, forend bevaeggrund, midler og udforelse have staet prove for moralens og aerens domstol; salaenge ingen endelig dom kan faeldes for dette forum, ville vi vel ikke formene nogen at holde sig til den anskuelse, der stemmer bedst med hans nationale sympati; men folket bor ikke stemple den som afgjort folgevserdig.«

Derpa kommer Paludan-Miiller, nu tilsidst, med det, der vel egentlig
var sprsengstoffet i hele sporgsmalet:

»Og dobbelt betaenkelig gor forholdet til Holsten denne plan. Danske og holstenere bo nu engang i hus sammen; da er det vel i alle mader onskelig, at de forliges sa godt som muligt. Men der har i den senere tid vaeret megen hojrostet kiv imellem dem, og fra begge sider har man sagt bitterheder og harde ord, som langt hellere matte have vaeret usagte. Det er i sin orden, at vi danske vise fornsermelser tilbage med alvor og vaerdighed; men ogsa med sindighed og billighed bor det ske, og deter ikke altid sket. At forholdet er spsent, deri ere danske skribenter ikke uden skyld. Men da det nu engang desvaerre er saledes, synes det at vsere pligt at undga alt, hvad der uden nodvendighed kan opirre gemytterne endnu mere. Det blotte forslag til et offentlig sereminde for Niels Ebbesen har allerede fremkaldt heftige ytringer fra hin side Eideren, og dets udforelse vilde upatvivlelig der blive betragtet som en fjendtlig demonstration. Kan man fortaenke holstenerne deri? Holsten har sin egen historie, sine egne udmaerkede maend, hvis minde ma vaere folket kaert; blandt dem indtager Grev Gert en hoj plads, og deter ikke forst de nu levende holstenere, der have fundet pa at hade hans banemand. Ja, var det sa aldeles afgjort, at dennes dad var aedel og skon, da kunde vi forlange, at holstenerne skulde lade deres dom bestemme mere af almindelige hensyn til retfserdighed, end af kaerlighed til deres fyrste, ligesa vel som vi f. ex. fordomme Christian den Andens adfaerd imod de svenske; — men dette er endnu ikke afgjort. Kunne vi da med foje erklaere det for intet bedre end trods og han imod det danske folk, at rendsborgerne have talt om at rejse et kontraminde for Grev Gert? Lad os engang taenke os, at det havde vaeret holstenerne, der forst vare komne frem med det projekt at rejse erobreren Grev Gert et offentligt haedersminde: — vilde vi danske da ikke med god grund have anset dette som en fornaermelse imod dansk nationalitet og et brud pa den gode forstaelse?

Man taenke sig nu to folk, der, skont de burde vaere hinandens oprigtige venner, gensidigen soge at kraenke hinanden, at fremdrage netop de partier af historien, der minde om en tid, da begge folk vare hinandens bitreste fjender; man taenke sig Niels Ebbesens statue i Randers vendt imod Holsten, og hvis rost holstenerne forsta saledes: Se billedet af en mand, som de danske aere og elske, fordi »han fseldede en maegtig holstener!« og pa den anden side Grev Gerts statue i Rendsborg, der tilraber de danske, at just fordi denne fyrste engang kuede Danmark, og fordi de danske have sat hans banemand et haedersminde, derfor have holstenerne bevist ham samme sere: — i sandhed, en skon enighed imellem dem, der skulle sta og falde med hverandre!

Nej! Lad os ikke rive de gamle sar op igen, ikke med forsaet traekke

de fortidsminder frem, der berore vore holstenske brodre übehageligst; lad os betaenke, at kraenkende ord og miner opbringe sindet mere end alt andet, og at deter pa tiden at berolige gemytterne, dersom kiv og skaenderi ikke skal ga over til virkeligt fjendskab.«

Dette lille skrift sendte Paludan-Miiller (10. maj) til Velschow med
en opfordring6):

JErede ven!

Vedlagt sender jeg Dem et lille arbejde, der isaer er fremkaldt af Deres artikel i Folkebladet. De vil deraf se, at jeg ikke kan dele Deres anskuelse af Grev Gerts drab; men da oprettelsen af et monument for Niels Ebbesen hidtil har vaeret hovedsporgsmalet, kunde jeg, ligesa lidt som De, behandle sagen som blot videnskabelig. Imidlertid beror jo dog dommen om Niels Ebbesen ene pa det, der virkelig er sket, og en ren kritisk undersogelse vil altsa til syvende og sidst ene kunne fore til et bestemt resultat; men dertil udfordres, at alle kilderne tages for pa ny. En sadan undersogelse ligger under Deres artikel; men publikum kan ikke se det: — Kunde De ikke have lyst til at benytte min pjece som anledning til at fremlsegge alle akterne offentlig, f. ex. i Petersens tidsskrift ?⁷). Tingen er dog i mere end een henseende ikke uden interesse. Jeg har intet andet onske, end at sandheden ma komme for dagens lys, enten sa min mening kan holde sig eller ej; og en rolig diskussion ma nodvendigvis bidrage betydeligt til at klare folkets anskuelse.

Med sand hojagtelse og hengivenhed.

Deres

C. Paludan-Miiller.

I Dansk folkeblad 31U svarer Velschow ganske kort: Han vil senere fremssette og nojere drofte de bevissteder, han har berabt sig, og han slutter: »Jeg kan ikke tillaegge hr. Paludan-Miillers indvendinger den vaegt, at de i nogen henseende kunne forandre de resultater, hvortil jeg er kommen.«

Men lige derefter skriver redaktoren, F. C. Olsen™) (uden at nsevne
Paludan-Miillers navn) Om Niels Ebbesen og nationale helte overhovedet:

»Hvad der gor en mand til folkets helt, en bedrift til folkets ejendom, deter ikke de blade i gamle boger, hvorpa melding derom hist og her er fundet optegnet; deter den over hele landet udbredte beundring, keerlighed,taknemlighed, hvormed de samtidigt levende⁸) have modtaget det

---

6) Det Kgl. Bibl.

7) Tidsskr. f. litteratur og kritik. Udg. af F. C. Petersen.

7a) F. C. Olsen (1802^—74). 1839^—41 redaktor af Dansk Folkeblad. 1844 rektor i Viborg. Forfatter af vaerker om Johannes Ewald oe" Poul Moller.

8) Fremhievet her.

store og udmserkede, som viste sig iblandt dem. Disse folelser tilligemed beretningen om deres genstand have de samtidige forplantet til efterkomrnerne,og som oftest have digtere bundet beretningen til vers og rim. De yngre slaegter have hort disse sagn og sange, de have modtaget virkningenaf dem i deres hjerter, og forplantet dem videre som en kostbar skat. De overleverede minder ere derved blevne til en fast bestanddel af nationens tanker og hele sindelag; de have en egenart af sandhed, thi det, de melde om, star bestandig lyslevende i livet; og medens de lserde muligen tvistede om, hvorvidt en helt havde vaeret til eller gjort, hvad man tillagde ham, har fjenden mangen gang modtaget vidnesbyrd om, at han endnu var til, i vaegten af de hug, der uddeltes efter hans exempel og i hans and.«

Wilhelm Tell naevnes og sagnet om Palnatokes bueskud. »Svejtserne
tro endnu paa deres Tell, og inene vel, hvad hin skyttehistorie angar,
at det som er sket andensteds, ogsa kan vsere sket i Svejts«.

»Heller ikke finder man, at nationerne have vaeret sa nojeregnende med at sporge, i hvad sindelag en stor og for hele landet vigtig dad er bleven udfort. De have derom vel den tro, at, nar daden er sket, sa ma sindelaget have vaeret derefter; og jeg ved heller ingen bedre made, hvorpa et folk kan lonne sine udmserkede msend, end ved at tage deres bedrift som udfort i den bedste mening.«

Tyranmordet, drabet pa Hipparchos for Aristogitons og Hermodios'
hand nsevnes og prises.

»Som man ser, have svejtserne og grsekerne heller ikke taget det sa noje med mdden, hvorpa de her omtalte drab bleve begaede; og vi ville ikke ga i rette med dem derom. Vi have ikke fra vore oldefaedre arvet et mindesmaerke om Niels Ebbesen, men deter vor mere strengt-provende tidsalder forbeholdt at bringe oprettelsen af et sadant pa bane. Deter derfor unsegtelig en gunstig omstaendighed, at den made, hvorpa Niels Ebbesen udforte sin plan imod Grev Gerts liv, ikke giver grund til betsenkeligheder, sasom det bevisligt var ved et militsert overfald og ikke ved snigmord, at han drsebte Gert.«

Der gik kun otte dage, sa var Paludan-Miiller fremme med et svar
(Fyens Stiffs Avis 7878 1839).

Han takker prof. Velschow for loftet om en videnskabelig droftelse
af beretningerne. Han beder publikum om at suspendere sin dom, til hans
modstanders replik og hans egen duplik foreligger.

Han vender sig derefter mod F. C. Olsen. Denne mener altsa:

»Folket bor ene lade sig lede af den tradition, der nu i mange ar har levet iblandt det; thi deter ikke bevseggrundene til en mands handlinger,ikke maden, hvorpa han har udfort dem, ikke kronikens beretninger om dem, der fornemmelig skulde begrunde hans ret til at seres af efterslaegtensora

slaegtensoraen national helt. Deter folkets mening, selv om det ly.s, hvori den stiller begivenhederne, ikke kan udholde en rolig kritik, der skal have ret til at give dette haederfulde navn. — Blev denne hr. Olsens mening — har jeg misforstaet ham, er det ganske ufrivilligt — almindeliggaeldende, da kunde vi let fa mange aereminder at se, som efterslaegtenmed rodmen vilde kaste ned igen. Man matte i al fald dog angive nogenlunde sikre kendetegn pa en folke^mening, at den ikke skulde forvexlesmed en partimening; man matte angive den alder, traditionen i sin nyeste form omtrent burde have for at kunne gore krav pa at sla alle betaenkeligheder til jorden. Ellers kunde det let haende, at et herskende parti den ene dag forte sine afguder ind i nationens pantheon, for at modpartiet dagen efter kunde grave dem ned under galgen.

Men . . . her kunde mange andre hensyn komme i betragtning.« Og
nu slutter hansom —som han sluttede sin piece — med livssporgsmalet for
hans land, det dansk-tyske monarki:

»Det kan ikke siges ofte nok i denne sag, at de danske ikke tor lade deres velgrundede glaede over Grev Gerts dod og landets befrielse fra fremmed herredomme ene bestemme deres handlemade i naervaerende tilfaelde.Den danske stat bestar jo ikke blot af det danske folk, men ogsa af et tysk folk, og det netop det folk, der til alle tider har misbilliget den gerning, nogle danske nu have faldet pa at ville rejse en serestotte for, ligesa staerkt, som vort folk i almindelighed har glaedet sig over den. Hvo af dem har mest ret? -_— Ligemeget: deri have de danske uret, at de netop i dette ojeblik, hvor hovederne pa begge sider begynde at blive varnie over de ord, der er faldne om dette og hint, just ville drage et punkt frem, som vil, som ma, sare holstenernes folelse. — Hvad grund ligger der dog, netop i denne tids forhold, til at kaste sig over dette minde med sa usaedvanlig varme, trods alle betsenkeligheder? — Trsenger den danske nationalfolelse til at styrkes og haeves ved at stille store minder klart og gribende frem for folkets bevidsthed? — Nu vel, vi mangle ikke andre lysende partier i vor historie. Vi have Knud og Margrethe, vi have Kobenhavns volde, Kjogebugt, Kongedybet; vi have minder nok, som vi alle med üblandet glaede vilde se forherligede ved Thorvaldsens genius. Men lad et monument for Niels Ebbesen vaere ment uden nogensomhelst fjendsk sideblik til Holsten, sa skade vi danske os selv med det; thi det vil, som sagerne nu star, bringe en del af holstenerne i fyr og flamme, det vil kolne manges hjerter, og Niels Ebbesens statue i Randers vil sandsynligvisfa en for vor folelse meget stodende modvaegt i monumentet af Grev Gert i Rendsborg. Kan det da virkelig vaere os danske ligegyldigt, om holstenerne mene os det ilde eller vel? om de i nodens stund med hand og hjerte ville staved vor side, eller om de med fornojelse ville se os kuede af overmagt? — Lad Grev Gerts dod vaere nok sa glaedelig, lad os have den bedste ret til at aere og elske hans banemands minde, sa er

det ikke ret mod holstenerne, ikke mod os selv, nu at rejse ham et aereminde.

Dobbelt betsenkelig er det, fordi denne plan vil virke skadeligt pa en sag, der er af langt storre vigtighed for dansk nationalitet, nemlig striden om sprogforholdene i Slesvig. Det danske folk ma onske sit sprog i dette danske land reddet fra den undergang, hvormed Holstens og tyskhedens overvejende indflydelse truer det. Her kan det ikke undga at traede imod sine tyske medborgere, og det har ret, som det har opfordring, til at gore det, nar det sker abent, med besindighed, uden bitterhed, med aerlige og loyale vaben; men jo vigtigere denne bestrsebelse er, desto mere byder simpel klogskab at undga sammenstod pa alle andre punkter, hvor kampen ikke er nodvendig. Pa den ene side ma det danske folk onske at vedligeholde den gode forstaelse med den tyske del af den danske stat; pa den anden side er der i Slesvigs sprogforhold et nodvendigt kontroverspunkt givet: — er det da ikke abenbart, at vi bor undga alt, hvad der kan give anledning til at beskylde os for et i det hele fjendsk sindelag imod holstenerne, som jo matte kaste et ufordelagtigt lys tilbage pa den fra vort standpunkt nodvendige kamp for dansk sprog og nationalitet, der for ojeblikket dog egentlig er det eneste, som virkelig kan ligge de danske pa hjerte i dette forhold?«

Her er vi ved det, der for mange var det centrale i sporgsmalet: Vilde ikke rejsningen af statuen for Niels Ebbesen, der jo matte virke opirrende pa slesvig-holstenerne, virke skadelig pa de bestrasbelser, der var igang for at give dansk en rimelig stilling for retsskranken i Nordslesvig, i kirken og i skolen i Mellemslesvig, hvor tysk var eneherskende.

Nu ventede Paludan-Miiller spsendt pa det svar, som Velschow havde
lovet ham.

Men det lovede gensvar kom ikke.

I bestyrelsen for Trykkefrihedsselskabet sad sammen med Velschow
Orla Lehmann, der vel kan betegnes som den forende kraft mellem de
liberale.

Netop pa denne tid, foraret 1839, stod han i livlig forbindelse med en
anden liberal, slesvig-holsteneren Peter Hiort Lorenzen.

Over for ham opstillede Lehmann sine onsker (foraret 1839)^fl): Voile Garechtigkeit den Resten nordischer Nationalitat und danischer Sprache, d. h. danische Rechtspflege, danische Kirchen- und Schulsprache soweit, als danisch die Volkssprache ist, d. h. soweit als der Brautigam auf Danisch mit seiner Braut scherzt, soweit als die Ehefrau auf Danisch ihren Mann schilt, soweit als die kleinen Kinder auf Danisch mit einander spielen.

---

9) P. Lauridsen: Da Sonderjylland vagnede. IV. 253. (1916).

For nylig var det i den slesvigske staenderforsamling, ved de tyske liberates hjaelp, blevet vedtaget at anbefale til Kongen, at retssproget i Nordslesvig blev dansk. Nu habede man altsa — atter ved de slesvig-holstenske liberales hjaelp — at fa gennemfort, at skole- og kirkesproget blev dansk sa langt ned mod syd, som dansk taltes.

Fremstilling af Niels Ebbesen som dansk helt vilde virke irriterende
pa mange af de slesvig-holstenske liberale, ogsa pa Hiort Lorenzen. Derfor
hellere tavshed.

Det af Velschow d. 31. maj bebudede modskrift mod Paludan-Miiller
kom aldrig. Fra Trykkefrihedsselskabet hortes intet mere.

De ivrige danskere: Blicher, Grundtvig, Kaalund.

Men planen om at rejse mindesmaerket havde, som man kunde vente det,
straks faet tilslutning af St. St. Blicher, Himmelbjergprsesten. Allerede
3. marts 1839 skrev han (i Arhus Stiftstidende):

»Som vi nu se, gar denne plan maske virkelig i opfyldelse, og det ved
vor udodelige Thorvaldsens tryllemejsel. . . . Vorder denne nationalsag
mer end blot fromt onske, da torde jeg til dens fuldendelse foresla folgende:
Stotten borde til jaevnshold vaere bedaekket med et staerkt traehylster,
dels til beskyttelse mod vejrets idelige pavirkning, dels for at
skaerpe indtrykket af dens sjaeldnere beskuelse. Den matte da blottes pa
hojtidsdagene, pa kongefodselsdage, arsdagene af vigtige og glaedelige
faedrelandske begivenheder, som: Grev Gerts dodsdag, 28. maj10) og fl.,
og det med musik og sang. Fodstykket matte prydes med sindbilleder og
indskrivter.« (Her foreslar han sidste vers af folkevisen og sidste vers af
hans egen Niels Ebbesen-vise fra Jyllandsrejse i sex dogn. 1817). I tilslutning
hertil taler han varme ord om og for almindelig vaernepligt.

Et halvt ar senere, 4. September, udsendte Det danske samfund »En
ganske ny vise om den mandhaftige jyske ridder, Herr Niels Ebbesen til
Norreris . . .«, af Grundtvig.

Om Dannemarks kvide der Iod en sang
Sa sorgelig:
Der var ingen konning i Danevang,
Men borgerkrig;
Dansken var fredlos i skov og pa hede,
Herrer vi havde af himmelens vrede,
For tyskerne reves om Danmark.

Grev Gert og Niels Ebbesen stilles frem for os:

Grev Gert var en kaempe, en hals fuldhard,
Sorn stal og jsern,

---

10) Loven om Stsenderforsamlingerne 1834.

Og krigsmaend der strommede til hans gard
Fra naer og fjsern;
Alting han voved for lidet at vinde,
Spared som naelden ej ven eller fjende,
Og iyskerne reves om Danmark.

Niels Ebbesen var sig en riddersmand,
Pa Norreris,
Og aldrig forstummer i hedeland
Den herres pris;
Han tog af dage den kullede greve,
Fri vilde han enten d0 eller leve,
Da tyskerne reves om Danmark ....

Bedriften skildres i kun det ene vers, der delvis er en gentagelse af
det nys citerede:

Niels Ebbesen for da i harnisk brat,
For landefred,
Han geestede Greven en forarsnat,
Og svaerdet bed;
Fri vilde han enten d0 eller leve,
Livet han tog af den kullede greve,
Da tyskerne reves om Danmark.

Grundtvig slutter sit kvad:

Forgangen er siden fem hundred ar,
I lyst og nod,
End Danebrog vajer og Danmark star,
I aften rod;
Kappes nu alle smafugle i lunden!
Nu er til sang om Niels Ebbesen stunden.
Lad tyskerne graede for Danmark.

Digtet har sikkert vakt forbitrelse i slesvig-holstenske krese.

Men Blicher glsedede sig: 18. September skrev han fra Spentrup til
Grundtvig:

Hojagtede elskelige broder!

Deres brev af 14. d. m. har glaedelig berort flere andelige strenge i mit indre. Forst lad da den genklinge, som salsenge har vaeret spsendt og forhen ogsa rort til Niels Ebbesens minde! — Kommiteen i Randers anser jeg som indsovet og hensovet, de vink, jeg offentlig gav den, som stjerneskud, dem man begaber og glemmer i eet og samme ojeblik. Jeg taenker: deter os, de dodes og det levendes skjalde, forbeholdt at rejse bautastenen. Men hvad tykkes min ksere broder, om vi gjorde dette til nseste Himmelbjaergfest, i synet af den mark, hvor helten betalte faedrelandet den sidste rest af sin gaeld? Hvad om vi pa Bjerget oprejste mindestenen? en pyramide af karap med indskrivt pa den ene side:

Hav tak, du gode Niels Ebbeson!
Du varst en dansker helt.
Sa gerne havde du dit faedreneland
Ved fremmede gsester skelt!

Pa den anden:

Forgangen er siden fern hundred ar
I lyst og nod.
End Dannebrog vajer og Danmark star
I aften rod.
Fri vilde han enten d0 eller leve.

Pa den tredie11):

Sa skalt du danske hsedre
Det manddomsvaerk af dine faedre,
Da dine fiender blev til jorden kryst!
Lad ingen fremmed vinde
Den mark, hvor blodet matte rinde
For os og vore born af heltebryst.

Pa stottens spidse matte hoved, og om muligt bryststykke, og om muligt dannet af Thorvaldsen eller en anden marmelkunstner, vaere indhyllet i en kapsel, som alene aftoges den dag om aret, da folkefesten holdtes — Den 2den april er det endnu enten halv vinter eller dog koldt og fugtigt, eller disigt. Jeg har foreslaet: at ansaette festen til de Isengste arets dage (: 23, 24 og 25 juny :) da landmaendene gerne have pusterum og krigerne ligesa. . . .

Et par maneder derefter hedder det atter (udateret)

Min broder i anden!

Dit andet brev — det andet lysglimt fra osten — har atter gennemvarmet mig sind og sjel. Over Belterne — og Danmarks hjerte iniellem dem, raekke vi hverandre vore trofaste danske haender. Du kalder i Sjolunden, og jeg pa Reidgothlands hede, de danske stammer til nyt og kraftigt liv. Den evige kraft, som virker alt i alle, grunde og befaeste dette vort menneskevaerk! ...

Hvad N. Ebbesens stotte angar, da kan jeg — ihvad kunstfolket endog siger derimod — ikke gerne frafalde min trekantede ide: oerne, Norrejylland og Sonderjylland ere, eller skulde vaere, tre som eet; Danmark, Sverig og Norge ligesa (foederativt), og symbolikken kan udfores bade videre og hojere.

Gud befalet!

S. S. Blicher.

Ja vel! lad det blive lste august! Jeg havde slet ikke taenkt pa det
latinske folk.«

---

11) Af Blichers digt om Niels Ebbesen.

Blicher, der jo som of test var optimistisk, var altsa endnu pa dette
sene tidspunkt rede til atter til naeste ar at virke for den mindestotte, som
Niels Ebbesen sa vel fortjente. Pa Himmelbjerget.

Mands Minde.

Da Grundtvig i 1838 holdt sine historiske forelsesninger, Mands Minde,
sad der en ung, 20-arig mand og lyttede betaget, H. W. Kaalund. Til den
sidste aften havde han digtet en sang til Grundtvigs pris:

Kaempeand fra kraftens alder!
Djaerve son af Nord!
Som med solvgra isse kalder,
Og med flararneord,
Frem til kamp liver nordisk broder
For den gamle heltemoder!
Hor: i Fimbul-natten svare
Dig en yngling-skare:

Danmark, dejligst vang og vsenge
Lukt med bolgen bla,
Skal vi elske tro, sa lsenge
Hjerterne kan sla!
Tro, som vore djserve fsedre,
Og i krig og fred det hsedre!
Se: ved fortids store minder
Blusse vore kinder!

Nu havde han ventet, maned efter maned, pa, at »bautastenen« skulde blive rejst, fyldt af stolthed over Danmarks fortid og hab om dets fremtid; og der skete intet. Nu, august 1839, matte han lade sit 21arige hjerte tale¹²):

»En bautasten pa gammel serlig vis
Vil Danmark for sin ksekke martyr rejse,
For Ridder Ebbeson fra Norreris!
Pa Randers torv skal aeresstotten knejse;
Og stolt i seklers vilde storme sta
Pa heltedaden pegende tilbage,
Mens slaagterne, som komme, og som ga,
Skal fole hjerterne til storvserk sla
For gamle Dannemark i traengslens dage!«

Glad Iytted jeg som alle, der onsker den store fortid tilbage. Habet
var vakt, at folket, skont i dognets band, dog ikke helt havde glemt det
gamle for det nye.

---

12) Digtet Niels Ebbesens minde er optrykt i Samlede digte 1840 og — noget forkortet — i Et forar 1857.

Dog, det var kun en drom.
Men nu er alt sa dodt og taust og tyst,
Om mindestenen hores knap en stemme,
Og denne taushed har en uglerost,
Sora livet af det bedste hab kan skrsemme

Hvi er det da sa tyst? Fordi, o skraek!
Fordi vort undertrykte lands befrier
Som morder plettet er — med holstensk blsek;
Se derfor Danmarks folk forsigtig tier!
Vi kunde lettelig fornserme een
Af hine pennehelte, som os love
I Gottorp at oprejse Gert en sten;
Slig strid os kunde vorde let til men,
Og derfor lade vi nu sagen sove.

O nej, mit elskte fodeland, sa dybt Jeg kan ej tro du er i afmagt sunken! ... Med egeharpen Nordens Brage¹³) star Mens Grundtvig styrer tordengudens kserre, Fra Himmelbjerget Jyllands sangfugl slar.

Den danske and lever og kalder gennem Niels Ebbesens bedrift,

Landsmand!
Ham kan du takke for, at danskt er til,
at du et fsedreland urgammelt ejer, . . .
At end du trylles af dit fsedre-sprog
I skjaldesang, i tale og i bog,
Og at du bygger under danske love!

Lad Holsten rejse sten for sin tyran,
Det rejser gravsten for sin egen aere!
0 fy! o fy! sa smalig nidsk mod Dan
Kan naeppe dog den dbne tysker vsere!!
Men kom da nu, I store og I sma,
hver med en skaerv, I ynglinge og gamle,
1 piger med de ojne milde, bla,
Se, mange baekke danne snart en a,
Som til et bjerg sig mange sandkorn samle!

Nar hedens lyng i blomster atter star,
Da er det nu femhundred' somre siden,
At ha3ved sig det store jubel-ar,
Da folket vaktes efter jammertiden;
0 lad Niels Ebbeson da rejse sig,
For kunstens tryllestav, igen af graven!
En seresstotte bliver det for dig;
Men lytter du til hint udanske skrig,
Da over dig du selv vil bryde staven!

---

13) Oehlenschlager.

Altsa endnu sa sent som i efteraret 1839 har Blicher ikke opgivet habet om at fa rejst et mindesmserke pa Himmelbjerget, og Grundtvig og hans folk, deriblandt den unge Kaalund, arbejder ivrigt for den oprindelige plan, mindestotten i Randers.

Rendsborgernes reaktion.

Men tyskernes plan var heller ikke dod.

I Rendsburger Wochenblatt star der under 6. december 1839

Unsere Stadt begeht heute das 500jahrige Jubilseum des ihr durch
den Graf Gerhard den Grossen am Tage St. Nicolai 1339 mit wahrhaft
fiirstlicher Munificenz erteilten Privilegien, Rechte und Schenkungen.

Efter at det gamle dokument er aftrykt, folger dernaest et hojttravende
digt, Gerhard, der Graf von Holstein:

Hvor et blindt had pisker bolgerne i begivenhedernes klare sO, der
bliver fortidens dad falsk vejet, med uredelige, forbryderiske lodder.

Den Me bedrift er ikke horig. Uanmeldt, uden prunkende folge, traeder
den frem. Dog hvor den skelende misundelse pisker bolgerne, blegner
dens billede.

I, der er hans storheds fjender, skulde drsebe den alt for raske forbandelse,
ham blev der virket et purpur ligklaede, deter nok for eder til
tavs at rodme.

Hvad var han ikke for os? I det af tak fyldte bryst har vi bygget ham
praegtige mausoleer: de er den afdodes sjael (manen) en hojere fryd end
statuer.

Det var han alle: aedel, kaek og fri, en helt, der aldrig sveg sin riddersere;
det sande contrafej af den brave (recht) helt, tegnet af tiden i djaerve
traek.

Wie stark die Hand! Wie fleckenrein sein Schild!
Wie hoch sein Ruhm! den er mit Blut besiegelt. —
Das ist des Grafen Gerhards edles Bild,
Wie er sich uns in der Geschichte spiegelt.

Men de festligheder, hvormed man havde villet fejre Mindet om Rendsborgs Grev Gert, matte aflyses. 3. december dode Kongen, og i samme Grev Gert-nummer star der: 6. december. Heute morgen traf hier die hochst betriibende Nachricht ein, dass Seine Majestat, unser allgeliebter, allergnadigster Konig Friedrich VI gestorben ist. Die Biirgerbewaffnung ist beorderet, heute nachmittag um 3 Uhr sich zu versammeln, urn den Eid der Treue abzulegen.

De to nseste numre (d. 14. og 21.) kom med sorgerand og handlede
kun om begivenhederne i Kongens Kobenhavn.

Festen på Nørreris efteråret 1840.

1. april 1840 kom. Dagen for havde selv Randers Avis skrevet: »Selv om retmsessigheden af Ebbesens dad og bevseggrunden til samme ere historiegranskerne jo endnu ikke enige; og det tor maske derfor anses rigtigst, at man undgar at oprippe noget gammelt sar ved aeresstotte eller jubelfester i denne anledning.« — Om hvad der er sket i byen pa dagen har Randers Avis (2. april) intet andet at meddele, end at der har vseret brand i buntmager Scheusz' vaskehus.

29. juli kommer Kristian VIII til Silkeborg. Han hjaelper Blicher ved
at kobe Himmelbjerget af ejeren, Peter Nielsen; ham havde Blicher stadig
ligget i strid med.

Himmelbjerg-festen afholdtes 1. august. Men Niels Ebbesens navn er
dodt, og hermed er Blicher og Himmelbjerget ude af sagaen. —

Forst ud pa efteraret fandt der en festlighed sted. I Aarhus Stiftstidende lseses (2. oktober): »Sondagen d. 11. oktober er bestemt til folkefestens afholdelse pa Norreris ved Restrup i Anledning af Danmarks befrier Niels Ebbesen . . . Samlingen vil finde sted fra kl. 1 til henimod aften . . . Det bemaerkes, at det denne dags aften netop er fuldmane, som, foruden at lade habe et heldigt vejrskifte, tillige letter hjemkorselen. . . . Thi indbydes faedrelandets venner — som ej blsendes af utidige og lidetbetydende modgrunde — til at mode, safremt vejret bliver blot tale- Jigt. — Rejsen og onsket gaelder — det frelste fsedreland.

Commiteen.

Festen beskrives saledes: »Folkefesten pa Norreris blev begunstiget af det skonneste vejr. Skont vejen gennern skoven var naesten ufremkommelig,havde dog ikke fa begivet sig derud fra de nsermeste kobsta?der. Ogsa flere hundrede af landalmuen havde indfundet sig til festen, som abnedes med en af hr. Fr. Sneedorff Birch forfattet sang, med accompagnementaf musikkorpset, der var opstillet under Niels Ebbesens eg. Derpa fremtradte hr. Birch og udtalte sig i et foredrag, som endte med de ord: »Et hurra for helten, som med kraftig hand vaernede om gamle Danmarks frihed! Et hurra for folkets fremtidsheld! Et hurra for ethvertdansk hjerte, som mener det serligt med faedrelandet!« Et mange gange gentaget hurra med fanfarer af pauker og trompeter rungede gennemskoven. En timestid efter blev sangen atter sunget, hvorpa hr. redaktorClausen holdt en tale¹⁴) ...Et gentaget hurra for Niels Ebbesens minde lod nu fra forsamlingens laeber, og kl. 6 adskiltes man under almindeligjubel, undtagen bonderne, som blev der og fortsatte festen ved dans og sang indtil ud pa natten. Den klare fuldmane skinnede derved

---

14) Sangen Niels Ebbesen findes i Fr. Sn-B: Digte 1836, s. 73. — Clausen, se s. 154.

som et sindbillede pa frihedens glans, som nu atter tilstraler faedrelandet.«

Den efterarsfest, der jo kun var en lokal fest, har nseppe tjent til aere
for Niels Ebbesens minde.

Fr. Sneedorff Birch (1805^—69), der var arrangoren, var 1834 blevet afskediget som adjunkt ved Arhus Katedralskole pa grund af drik. 1839 blev han erklaeret umyndig. I drikkeperioderne forsvandt han pludselig og kunde sa dukke op i Kobenhavn, samlende ungdomnien om sin afstikkende, darligt klaedte person og malpropre underholdning. Han var en frugtbar forfatter af darlige boger og konfusmager helt igennem.

Ingen landsmsend af nogen anseelse har turdet bista ham ved hans
vist meget folkelige fest.

Fra flere sider blev tanken om at rejse et mindesmserke angrebet. Saledes skrev en indsender i Aarhus Stiftstidende (30. September 1840): »De laerde ere endnu overmade uenige, om den af ham udforte dad, der vistnok vidner om mod og dristighed, ligesom den og var heldbringende for Jylland, kan udholde prove for moralitetens domstol. Der er i den henseende skrevet meget bade for og imod, hvoraf resultatet er, at medens vi i Danmark lovprise Niels Ebbesen som en helt og faedrelandsbefrier, fremstille de holstenske historieskrivere ham som en snigmorder, der siden skal vaere bleven henrettet som enhver anden misdaeder. Endskont indsenderen ingenlunde deler sidstnaevnte anskuelse, sa ma det dog ikke overses, at Greve Gerth var en holstensk fyrste, og at Holsten nu er indlemmet under det danske monarki. De stridigheder, som tilforn have fundet sted imellem rigets forskellige provinser, medens disse horte under saerskilte regenter, bor derfor nu vaere glemte eller forbigas med tavshed for ikke at forstyrre den enighed og velvilje, der gensidigen bor besjaele enhver rigets undersat, uden hensyn til, om han er dansk eller holstener, og ligesa stodende som det for os vilde vaere, om holstenerne nu fik i sinde at anstille fester eller oprejse mindestotter til erindring om Greve Gerth, ligesa kraenkende synes det at ville vaere for holstenerne, om man foretog sig noget lignende med hensyn til Niels Ebbesen.«

Modvilje kan ogsa laeses ud af Helsingor Avis' referat af festen (AarhusStiftstidende 28. okt.): »Pa Norreris er nylig bleven holdt en folkefesttil minde om Niels Ebbesens dad i aret 1340. Savidt de bedre journaler soge eller i hvert fald bor Soge at tolke den offentlige stemme, synes hin fest efter dens ringe omtale at slutte, ikke at have fundet genklang hos den oplyste del af nationen; og det glaeder os, at forholdet er netop saledes. Thi medens enkelte excentriske maend glode af iver, for at benytteslig lejlighed til at fremkunstle en slags nationaland, glemme de ganske, at en sadan fest tillige tjener til at vaekke eller naere et vist nationalhad, hvoraf man isaer i det nuvaerende tidspunkt burde af al

kraft strsebe at emancipere folkets begreber. Hvad mon hine msend vilde
taenke og fole, dersom man f. ex. i aret 1858 fandt pa i Skane at fejre
en fest til minde om Roskilde-freden 1658?«

Danske samfunds forsøg. Mindesmærket opgives.

De forsog pa at fa rejst et mindesmaerke, der hidtil havde vaeret gjort,
havde vaeret inden for en snsevrere kreds og synes mere praeget af opblussende
begejstring end vedholdende energi.

Nu, i efteraret 1840, blev et kraftigt forsog endelig gjort. Pa Danske Samfunds vegne udsendte N. F. S. Grundtvig, P. Chr. Kierkegaard og Jac. Chr. Lindbergh) en Indbydelse til Dannemaend angdende et Minde for Niels Ebbesen (optaget i Aarhus Stiftstidende 2. dec, i Randers Avis 3. dec.):

Fern arhundreder forlob nu, siden den jydske adelsmand Niels Ebbesen . . . vovede aere, liv og gods for at frelse sit fsedreneland af de fremmedes void og gjorde et kaempeskridt dertil, ved i Randers at faside »den kullede Greve«, som pa den tid var Jyllands plage og hele Danmarks skraek. At der endnu er et kongerige Danmark til, med sit gamle modersmal, med danske love og embedsmsend, og med glsedelige udsigter under en folkelig og faderlig regering, det skyldes abenbar for en stor del Niels Ebbesens dad, og dette dens femte jubel-ar, der i sa mange henseender er os maerkvaerdigt, matte da vist ikke udrinde, uden at den tanke modnedes, der alt for laengere siden er opstaet hos os, den tanke at rejse faedrenelandets befrier Niels Ebbesen et minde, for at de fremmede og efterslaegten kan se, vi bade skonne pa hans selv-opofrelse og tor vaere det bekendt.

Hvad der hidtil sinkede udforelsen af et sa segte dansk, aedelt og uskyldigt forsaet, og endnu truer med at kvaele den i fodselen, er, som vi alle vide, de indvendinger, man har gjort dels mod heltens rene hensigter, og dels mod et udtryk af vor taknemmelighed, der, som man siger, vilde sare holstenerne, hvis greve den voldsmand traf til at vaere, som Niels Ebbesen faeldte, og hvor tomme end disse indvendinger i sig selv ere, ma de dog for deres sorgelige virknings skyld berores.

Da nu intet menneske kan bevise sine hensigters renhed uden for Ham, der ransager hjerter, sa kan vi naturligvis, nar vi har lyst, ved ethvertstorvaerk og enhver velgerning, tillsegge helten og velgoreren de laveste og lumpneste hensigter, for derved at blive beundringen og taknemmelighedenkvit, men en sadan taenkemade var aldrig dansk og bliver det i evighed aldrig. Vel har man ogsa indvendt, at det natlige

---

15) P. C. Kierkegaard (1805—88). 1842 praest i Pedersborg, 1856 biskop i Alborg, Soren K.s broder. — Jac. Chr. Lindberg (1797^—1847). 1844 praest i Tingsted pa Falster. Oversatte Biblen i et folkeligt sprog.

overfald, hvorved Niels Ebbesen draebte Grev Geert, var ikke ridderligt; men nar en mandstserk voldsmand havde trsengt sig ind i vort hus, rovet vor ejendom og gjort vore kaere til slaver, vilde vi dog vist, nar vi havde mod til at rydde ham af vejen, ikke tage i betaenkning at gore det, pa hvad made vi kunde, enten ved list eller magt, ved dag eller nat, og hvem der havde faedrelandskaerlighed, matte nodvendig taenke ligedan orn den kullede greve 1340. Hvormeget og hvor rent Niels Ebbesen elskede sit fsedreneland, er det unyttigt at traettes om, da ingen ved det, men at han, der satte livet til for Danmark, elskede det med de bedste, er det abenbar udansk at tvivle om, isaer da den gamle kaempevise, hvoraf vi ene ved naermere besked om det hele, giver ham det bedste lov . . .

Og skulde vi nu undlade at vise faedrenelandets befrier vor beundring
og taknemmelighed, fordi man siger, at holstenerne vil tage det
ilde op og fristes til tvaertimod at rejse Grev Geert et haedersminde!

Deter i vore tanker et hojst urimeligt forlangende, thi vi vil jo ingenlunde rejse Niels Ebbesen et minde, fordi det var en holstensk greve, han slog, og vi onskede gerne, at voldsmanden havde vseret en tyrk; men om han havde vaeret fodt midt i Danmark, matte vi ligefuldt have afskyet hans faerd og glaedet os ved hans undergang. Har for resten Grev Geert sa store fortjenster af Holsten, at han der kan have krav pa en aerestotte, da misunde vi ham den ingenlunde; men vilde man til hans fortjenester regne hans bestraebelser for at undertrykke og Sonderrive Danmark, da kunde man dog vel ikke vente, vi enten skulde billige den anskuelse eller undlade pa det klareste at udtrykke den modsatte; sa ingen aedel og billig holstener kan i mindste made stode sig over, at vi aere Danmarks befrier, skont han, for at vaere det, matte faelde en voldsmand, som, desvaerre, traf til at vaere en holstensk greve.

Med dette forord indbyde vi herved alle dannemaend til at raekke os hand ved oprettelsen af et passende mindesmserke for Danmarks befrier, Niels Ebbesen, hvortil vi i danske samfund have tegnet 151 rbd. 1 mk., men hvortil efter sagkyndiges skon behoves i det mindste 3000 rbd.

Heist havde vi onsket, at denne indbydelse var udgaet fra bekendte mgend i Norre-Jylland, men da det dermed er gaet i langdrag, troede vi at burde gore et forsog, ingenlunde for at stille os i spidsen, men blot for at bringe denne folke-sag ordentlig pa bane. Sasnart derfor, enten i Jylland eller her, en af deltagerne valgt bestyrelse er dannet, traede vi med fornojelse tilbage og overlade den anvendelsen af det lille bidrag, vort selskab sa sig istand til at yde, medens vi naturligvis altid vil gore vort bedste til at fremme en sag, der ligger os og burde vist ligge alle dannemaend pa hjerte.«

Men dette ildnende oprab bar ingen frugt. Der var-abenbart ingen
lokal-komite, og der dannedes heller ingen nu. De 51 rbd. 1 mk., Det

danske samfund stillede til radighed, var kun 5 % af de 3000, der skulde
nas, og man horer i bladene i de byer, der matte vaere mest interesserede,
Randers og Arhus, intet om nye bidrag, ja, slet intet om sagen.

Udviklingen var skadelig for tankens udforelse: Modsaetningen mellem dansk og tysk skserpedes. 1842 vakte Hiorts Lorenzens danske tale forbitrelse og begejstring, og 1846 fremkaldte »det abne brev« de samme folelser i de to lejre.

Da skrev Blicher, som svar pa den tyske aggressive forbitrelse sin
Jyden.

Jyden han se stasrk aa sej, modde baad i noj aa nsej; goer ed op, aa goer ed nier, aaller Do faatavt ham sier.

Forst nae dser ae noe pofahr, kommer jyden ud aa dar; men han goer eet ind igjen, fa' de uhn han haa gjent hen.

Det var noget af det, som mange mente, at mindesmaerket af Niels
Ebbesen skulde have sagt.

Statuen rejses 1882.

Efter 1864 var der jo ikke laengere tyske medborgere indenfor monarkiet
at tage hensyn til. Men alligevel gik ar efter ar, uden at der skete
noget.

Forst 1876 blev sagen atter taget op. Grundtvigs discipel, gardejer
N. J. Termansen, opfordrede i Illustreret Tidende, 26. marts, til at rejse
mindesmaerket pa Randers torv, efter udkast af billedhugger Edv. Ring.

Kort tid derefter, 26. juli, star der da i Randers avis et kraftigt oprab.

Der indlededes med et vers af Kaalunds digt fra det forste forsog for
sa. mange ar siden:

Ham kan du takke for, at dansk er til
At du et fsedreland urgammelt ejer ...

og der fortsattes bestemt: »Nu bor det ikke laengere udsaettes at rejse et
mindesmaerke i den by, hvor daden fuldbyrdedes.«

Oprabet var underskrevet bl. a. af: Amtmand Rosenorn, borgmester C. Fischer, grosserer J. Ankerstjerne og pastor Dines Pontoppidan fra Randers, Hans Broge, Arhus, rektor Lefolii, Viborg, Ludv. Schroder, Askov, Vilhelm Birkedal, Ryslinge, Frede Bojsen, Rodkilde, og fra Kobenhavn D. B. Adler, Fr. Barfod, H. N. Clausen, Lars Dinesen og kaptajn N. P. Jensen.

Malet naedes; men det gik langsomt. Forst den 2. november 1882
afsloredes Niels Ebbesens statue pa Randers torv foran radhuset under
store festligheder.

Aret forud havde ogsa Rendsborg faet sit mindesmaerke. 6. december 1881, dagen for det store privilegium, var Gerhardsbrunnen — i gotisk stil — blevet indviet pa slotspladsen, hvor tidligere hans borg havde staet. Efter »Gerhard den store« blev ogsa Gerhards-teich, Gerhards-strasse og endelig Gerhards-hain opkaldt¹⁶).

---

16) Karl Miiller: Rendsborg 1948, s 13.