KAMPEN OM DET TEOLOGISKE FAKULTET

Det universitet reformationen genrejste 1537 var som sin katolske forgaenger overvejende en praesteskole, og gor man sig ikke klart i hvor hoj grad den teologiske dannelse var den egentligt akademiske, begriber man naeppe de svaere kampe som i de sidste artier af det 19. arhundrede stod om fakultetets position.

Midt i arhundredet var ca. 2/₃ af universitetets kandidater teologer, omkr. 1900 var tallet sunket til lidt over *A, men var altsa stadig meget betydeligt; med et sa kraftigt indslag i den akademiske uddannelse var teologien et anliggende som vedkom hele samfundet, og nar dette samfund kom i bevaegelse og gik over fra een social og politisk orden til en anden — d. v. s. nar der blev kamp om grundlovens liberale politiske ideer og hidtidige underklasser begyndte at rejse sig og for alvor marschere mod magten — mdtte der uundgaeligt blive strid om fakultetet; pa den ene side matte det blive en bastion som skulde holdes og haevdes mod »oplosende tendenser«, et fremskudt fort for alle konservative, kirkeligt som politisk eller socialt, interesser; og fra den anden side matte fakultetet forekomme at vaere en faestning som skulde erobres eller pacificeres, fordi den var farlig for det frie menighedsliv, den frie tanke eller den nye sociale orden som vsekkelserne — de politiske sociale eller religiose folkebevaegelser — reprsesenterede.

Gmndtvig havde allerede fra 1825 haft sin krig med fakultetets beromteste navn, H. N. Clausen, den liberale teolog, der vel bl. a. netop af grundtvigsk radikalisme blevet drevet politisk som dogmatisk mere og mere til hojre. Kampen havde genlydt over hele landet og skabt Grundtvigs ry som rationalismens banemand og ukronede konge over den religiose og folkelige vaekkelse i bondestandens mellemlag, d. v. s. den gardmandsklasse som takket vaere voxende selvstaendighed og begyndende velstand evnede at folge med i tidens andelige debat og sluttede sig varmt til de grundtvigske praester og hojskolemaend, mens et lavere socialt lag i hojere grad dyrkede en primitiv pietisme og stod i fare for at opsluges af sektvaesen, men for en stor del reddedes for folkekirken gennem Indre Mission.

Deter karakteristisk at den egentlige kamp mod selve fakultetet, ikke blot mod dets enkelte laerere, forst begyndte da grundtvigianismen foruden et religiost-kirkeligt ogsa blev et folkeligt-politisk anliggende. 1858 dannede Sofus Hogsbro (fra Rodding) en grundtvigsk gruppe i folketinget (siden kaldt »Det nationale Venstre«), han var i stadig kontaktmed

taktmedGrundtvig der samme armed sin tredie kone fik et abent og folkeligt hjem hvor mange mennesker modtes. Ved Grundtvigs 50-ars prsestejubilaeum 1861 optradte for forste gang hans kirkelige og folkeligevenner i samlet magtfuld manifestation, og de to trade hvoraf den klassiske grundtvigianisme er tvundet: det kristelige og det menneskelige,det kirkelige og det folkelige, blev her spundet sammen og vandt kraft pa tressernes vennemoder, styrket ved det frontalangreb nationalliberalismensamtidig begyndte mod bonderne ag socialt afgraenset fra de lag i landbefolkningen som fra 1861 kom under rask voxende indflydelseaf Indre Mission.

Den forste grundtvigske aktion mod fakultetet var tilsyneladende kun rettet mod udenvaerker. Det var et almindeligt grundtvigsk onske som et studenter- og kandidatmode pa Borchs kollegium 1860 udtrykte i kravetom en examenskommission til at overtage examen si professorerne blev friere overfor studenterne ved ikke lsengere at skulle diktere examensstof og (formentlig) forlange deres egne meninger igen ved examen; men ogsa studenterne blev friere stillet i tilegnelsen af stoffet; samtidig var det hensigten at bryde fakultetets legatmonopol. Konservativefolk udenfor den grundtvigske kreds holdt pa at en censurinstitution var tilstrsekkelig til at beskytte kandidaterne mod fakultetets mulige vilkarlighed— visse ting i examensprotokollerne tyder pa tilbojelighed til at examinere i grundtvigske kontroverssporgsmal — og fakultetet afviste naturligvis tanken om en examenskommission (knap 30 ar for havde Clausen vseret inde pa det samme, men der var sket meget siden da) — hvor skulde man fa den fra? Der var jo ingen sagkundskab udenfor fakultetet.Og vilde ikke netop en kirkelig kommission let henfalde til at examinere i sine yndlingsmeninger? Folketinget tog sagen op; finansudvalgetansa examenskommissioner for at vaere til gavn for videnskaben; landstinget var ikke enigt deri, men D. G. Monrad tog sig som kultusministeraf sagen og fik den ordnet for det teologiske fakultets vedkommendesa den tidligere professor, nu biskop pa Fyen, Engelstoft, blev formand.Alt la. klart, da Monrad 1863 blev statsminister og Engelstoft kultusminister;fakultet og konsistorium gik ganske vist imod, skont Monradhavde sogt at vinde universitetet ved at lade et fakultetsmedlem tiltraedekommissionen. Krigen skubbede sagen i baggrunden, og de folgendemere konservative kultusministre var snarere stemt for censorinstitutionen— samtidig sogte man at nedskaere examensstoffet og sikre en regelmsessig behandling af det gennem en fast forelaesningscyklus — censorerne skulde kunne gribe ind i examinationen, men det modsatte fakultetet sig skarpt: sa hellere en kommission. Ogsa den store kirkekommissionaf 1868 delte sig pa sporgsmalet i en grundtvigsk og en konservativfl0j; den sidste fik pa dette punkt flertal, og vel foreslog de grundtvigsk orienterede kultusministre i grev Frijs regering examenskommissioner,men

kommissioner,mennu blev det bekaempet ogsa fra nationalliberal side, dels af universitetets reprsesentanter i partiet, dels fordi man i kampen mod godsejerregeringen havde brug for alle vaben og lod sit standpunkt fra 1860_—63 falde. 1871 oprettedes ved lov censorinstitutioner ved alle fakulteter, men Hall, nu kultusminister, holdt doren aben for examenskommissioner.Da godsejerne og de nationalliberale 1870 fandt hinanden i et »forenet« Hojre fremkaldtes logisk et »forenet« Venstre af alle tre venstregrupper, ogsa Hogsbros grundtvigske, og Det forenede Venstres program krsevede et folkeligt universitet som kronen pa en folkelig-nordiskdannelse modsat den fremmede »latinske« klassicisme hvorpa det hidLil havde hvilet og som skilte embedsmsendene fra det folk de skulde Ijene. I samklang med det folkelige dannelsesideal foreslog grundtvigianernederfor fakultetet reorganiseret pa hojskolebasis — »Skolen i Soer« — sa at praesterne fik samme grunddannelse som folkets bredere lag plus naturligvis en mere speciel teologisk skoling; pa denne linie la f. ex. Skat Rordam og Otto Moller, Fredrik Nielsen og andre af den konservativeog kirkelige grundtvigianismes forende msend. 1874 spurgte Hogsbro i folketinget kultusminister Worsaae om han agtede at benytte sig af den mulighed Hall havde abnet for examenskommissioner, og Worsaae henvendte sig til censorkollegierne for at hore deres erfaringer; de fleste var positivt stemt, ialtfald de teologiske som vedfojede nogle umisforstaelige bemserkninger om visse professorers examinationsmetoderog kom i alvorlig konflikt med fakultetet der holdt pa examen som en videnskabelig modenhedsprove uanset dens »brugbarhed for det praktisk-kirkeligeliv«. Den hojre-grundtvigske professor Fr. Hammerich (kirkehistorie)som hidtil havde indtaget en sserstilling og i princippet godtagetexamenskommissionen, hvis den kunde kombineres med en friere studieordning, var nu enig med kollegerne om at afvise bade fordi en friere studieordning ikke var i sigte og fordi der nu virkelig syntes at vaere krsefter igang for at fordrive fakultetet fra universitetet. Konsistoriumafviste hvast (nov. 1875) alle forsog pa at »indsmugle en uvidenskabelig forberedelse ved hjselp af examenskommissioner*; denne bemserkning fornaermede selvsagt censorerne pa det dybeste og krsenket fralagde de sig alle »bagtanker« i si henseende; men ogsa i professor Ad. Steens rektortale (samme maned) kom der et skarpt udfald mod examenskommissionerne.

Dermed vandt fakultetet forpostfaegtningen, men kun fordi det her nod beskyttelse af hele universitetets stilling og fordi den nu rask voxende politiske reaktion og spaendingen mellem regering, landsting og folketing gjorde alle liberale ideer derunder ogsa examenskommissioner uonskede.

Men de grundtvigske mellemvaerender med fakultetet la i virkelighedenet
helt andet sted; de var bade personlige og saglige, og de to komponenterbliver

ponenterbliverallid filtret ind i hinanden. 1852 havde fakultetet kasseretden udmserkede kirkehistoriker L. Helveg og 1854 foretrukket den lidet fremragende Martensen-epigon, J. A. Bornemann, for den ypperligt begavede og lserde grundtvigianer P. C. Kierkegaard. Bornemann viste sig, isaer som laerer, at vaere en ren umulighed; flere gange kom der grundtvigsk inspirerede opfordringer fra studenter og kandidaler til ham om at trsekke sig tilbage, og da det atter skete 1866 foreslog fakultetet ministeriet at dublere de systematiske forelsesninger specielt i etik; ogsa Bornemann sluttede sig til tanken om at oprette et nyt docentur (dog matte docenten ikke examinere og derved yderligere svsekke Bornemanns stilling); der meldte sig flere ansogere, men kun to kom virkelig i betragLning:Henrik Scharling, son af professor i NT, C. E. Scharling, kendt som forfatter til Noddebo Praestegaard og anden skonlitteratur, en mand med bred human uddannelse og teologisk orientering, men nseppe specielt kvalificeret. Det sidste kan vel ogsa siges om grundtvigianeren Skat Rordam,hvis speciale la pa det semitiske omrade, men som iovrigt var en alment udrustet teolog med betydelig erfaring som manuduktor bag sig. Det var den almindelige mening at konkurrencen — der forte til Scharlingssejr — blev partisk afgjort, og Scharling var ilde anset i grundtvigskekredse, bl. a. fordi hansom redaktor af det hojkirkelige og mod grundtvigianismen direkte fjendtlige Evangelisk Ugeskrift havde ytret tvivl om grundtvigianernes salighed for deres ksetteris skyld. Utvivlsom var det i tresserne grundtvigianerne som ogsa teologisk havde mest elan og radede over de bedste hoveder og mest interesserede teologer; i deres kreds matte fakultetets naturlige »nachwuchs« vaere at finde, og en ungskovvar nodvendig, for bortset fra Henrik Scharling naermede alle fakultetsmedlemmernesig oldingsarene — og det gik ikke som i en grundtvigsksalme, at skraften er storst p& det sidste«; deter betegnende for striden om tro og viden (p. 222 ff.) at fakultetet — bortset fra den unge Scharling som nseppe kan kaldes heldig — tav helt stille, mens de grundtvigsketalenter ganske anderledes boltrede sig.

De saglige modssetninger la i forholdet til den herskende teologiske dndsretning som forenede en traditionel dogmatisk bibelorthodoxi med den romantiske filosofis spekulation. Exegesen var i hsenderne pi folk (Chr. Hermansen og G. E. Sharling) denned streng konservatisme vilde overvinde den historisk-kritiske bibelforskning som stammede fra den nu smuldrende rationalisme eller var optaget af at beksempe den NTforskning(Tiibinger-skolen) som inspireret af Hegels dialektiske udviklingslaeresogte at forsta urkristendommen udfra skemaet: tese (jodekristendom),antitese (hedningekristendom), syntese (katolicisme); herunderfremkom der adskillig nyttig detailkritik af denne altfor konstruktivemetodes suveraene forhold til det faktiske kildemateriale. Kirkehistorienvar efter grundtvigsk opfattelse i alt for hoj grad en sammenhobning

af navne og tal, dogme- og personalhistoriske detailler uden syn for menighedenslevnedslob snarl i, snart udenfor de officielle kirker. I den systematisketeologi havde Martensen domineret siden ca. 1840 og gjorde det til dels endnu. I sin ungdom havde han, kristeligt vakt bl. a. af Grundtvig, beruset sig i den spekulalive filosofi i middelaldermystikernes og de romantiskenaturfilosoffers spor. Hos romantikkens store taenker, Hegel, havde han lsert dialektik og evolutionsteori og at bruge lserdommen til forsvar for en monistisk tilvaerelsesforstaelse med kristendommen som centrum og al human og videnskabelig — ogsa naturvidenskabelig — virksomhedsom koncentriske cirkler der bredte sig harmonisk om centret. Videnskaben var een og udelelig, og teologien dens dronning. Martensen stod afgjort pa troens grund — credo ut intelligam — troen er det prinuere;som livsforhold er den total og langt mere omfattende end viden der blot er et erkendelsesforhold. Troen hviler pa abenbaringens kendsgerninger— som bevidnet i bibelen — derfor rummer den ogsa objektive videnselementer, og subjektivt ma den enkelte naturligvis vide hvad han tror og kunne sige det (jfr. En Sjsel efter Doden), men det afgorende moment i troen er dog viljen. Jo mere Martensen fra at arbejde med dogmatikvendte sig mod etikken des mere sa. han i viljen det for personlighedenkonstitutive hos Gud og menneske. Som andsvaesen er mennesket en funke af det guddommelige alliv, og pa vsesensbeslsegtetheden mellem Gud og menneske beror abenbaringens mulighed. Gud ma\ ville abenbare sig for at erkendes. Mennesket ma ville acceptere (d.v.s. tro) abenbaringenog deri erkende Gud. Teologien er den videnskabelige eftertsenkning af abenbaringens indhold; dens videnskabelighed er givet med anvendelsenaf den videnskabelige, d.v.s. logiske, metode pi dette indhold, og dens resultaters objektivitet garanteres af abenbaringen som skaber indholdet.Den spekulative teologi er derfor den egentlige videnskab der virkeligi kraft af vsesensbeslasgtetheden mellem Gud og menneske erkender Gud. og kan reproducere sin erkendelse i et dogmatisk system der selvsagtikke er adaekvat, men dog et »skyggerids af det absolute*. Med en monisme der soger sit ophav i platoniske traditioner og ved det mystiske islset prseget i retning af subjektiv inderlighed, fremstillet pa umiddelbar baggrund af romantikkens filosoffer og med Hegels dialektiske udviklingslserehavde Martensen gjort furore og i fyrrerne (sammen raed J. L. Heiberg) vaeret forende i den hjemlige og livlige idedebat og blandt akademikerne fremkaldt noget af samme berusende betagelse som herskedei ham selv.

Men samtidig var han skridt for skridt blevet fulgt af en nej-siger som i private dagboger og i vserker med ssere titler og letgennemskuelige pseudonymer havde haevdet at Martensen forfalskede kristendommen i dens inderste vaesen — thi »et dogmatisk system skal ikke opfores pa basis: at begribe troen, men pa basis: at man ikke kan begribe troen« —

troen er ifolge sagens natur ikke et erkendelsesforhold, men et existensforhold.At »arrangere« dogmatiske systemer er kun muligt nar man selv er uengageret tilskuer, ikke hvis man bliver »den enkelte« der i streng personlig lydighed ma forholde sig til evangeliets ideale krav eller dog i det mindsle gore det den indi*ommelse at han ikke forholder sig dertil i lydighed og sa i sin indrommelse »henfly til naden«. Alle forsog pa at hsevde dogmatikken som sand gudserkendelse blev modt med pastanden om at Gud overhovedet kun lader sig erkende af den der lyder ham i personligefterfolgelse, for kristendommen er aldrig resultat, men altid vej; den lader sig aldrig betragte somom man stod ved siden af og sa til; til Kristus kan ingen forholde sig som beundrer, men kun som efterfolger.

Direkte tradte Kierkegaard ikke op mod Martensen for i sin sidste tid, men han havde i filosofiprofessoren Rs. Nielsen en vabendrager der med hans argumenter angreb Martensen, men derved unaegtelig kom til at omforme Kierkegaards existentielle polemik til en slags kierkegaardsk dogmatik som han reproducerede med samme sikkerhed som Martensen sin; striden mellem Martensen og Nielsen blev ufrugtbar og personligt bitter,og Kierkegaard var misfornojet med sin drabant og trak sig tilbage fra ham. 1854 blev Martensen Sjsellands biskop og fik omgaende travlt med at konsolidere positionen overfor Kierkegaards nu direkte angreb, og Nielsen som pietetsfuldt sogte at forvalte arven efter ham fordybede sig de folgende ar i naturvidenskab og matematik; han vilde nu retablere filosofien ovenpa det nederlag den havde lidt gennem den spekulative taenkning og forankre den i det reale. Det religiose existensforhold behovedei sin umiddelbarhed ingen rehabilitation, og Rs. Nielsen kom fra 1859 i stigende grad i kontakt med grundtvigianerne som han modte ved enkedronningens litteraere soireer pa Sorgenfri og hvis gudstjeneste og vennemoder han efterhanden deltog i; det grundtvigske menighedsliv blev ham mere og mere kilde til religios existens. Som hans fordybelse i naturvidenskaberne som erkendelsesforhold voxede, ogedes ogsa hans sans for religiost menighedsliv som livsforhold, men den spekulative teologiblev overflodig, ja bade en videnskabelig og religios umulighed. I hans hovedvserk (Grundideernes Logik, 1864 ff.) stilles teologien overfor et enten-eller: enten ma »teologien en gang for alle vedkende sig den overnaturlige kausalitet og har sa med det samme bortstodt det objektiv rationelle grundlag eller ogsa en gang for alle vedkende sig dette grundlag og har sa med det samme fraskrevet sig ethvert tilhold i det overnaturlige.I forste tilfselde vil teologien ophore at vaere videnskab, i sidste tilfseldeat vaere teologi«. Teologien — d. v. s. den romantisk spekulative, konkret Martensens dogmatik — er en videnskabelig umulighed, thi videnskab bestemmes udelukkende ud fra et matematisk-naturvidenskabeligtbegreb, men religionen er som livssag gyldig pa. grund af sin vserdi for den enkelte. Psykologisk, men ikke erkendelsesteoretisk, er det muligt

at forsone religion og videnskab; de er totalt uensartede, indbyrdes inkommensurable,og kan i kraft af denne uensartethed besta i samme bevidsthed;thi viden forholder sig til logisk reflekterende, uengageret taenkning,mens tro forholder sig til den handlende vilje; og vel betinger iaenkningog vilje hinanden, men er sa at sige rettet hver sin vej og kan derfor besta i samme menneskelige bevidsthed. Men i grunden var Nielsen stadigen slags hegelianer, blot henlagde han nu monismen udelukkende til den metafysiske verden, dualismen til timeligheden, den empiriske verden. »Sandheden« er »i sig selv« een — og strengt taget kan det jo kun vides ad spekulativ vej — men for erfaringen er sandheden noget dobbelt: »Forst nar denne grundadskillelse, denne timelighedsdualisme hvori det evige indgar til fulde erkendes og fastholdes, kan der vaere tale 0111 sand vexelvirkningmellem det religiose og det videnskabelige i menneskelivet. Den evige absolute sandhed der i sit vsesen er monostisk gar ind i timelighedenog bliver dualistisk; mennesket i hvem denne dualisme kommier til klar bevidsthed kan ikke blive dualismen kvit enten ved asketiskuvidenskabeligfornaegtelse af det timeliges realitet eller ved nihilistiskvidenskabeligfornsegtelse af det eviges realitet, men ma i dualistisk erkendelseaf begge realiteter arbejde sig frem i tilnsermelse til stedse rigere forstaelse af den absolut sande konkrete monisme«. Saledes vilde Nielsen ikke blot afvise det hegelsk-teologiske Hojres udnyttelse af spekulationentil at bekraefte dogmatikken, men ogsa bestride det hegelsk-radikale Venstres ret til at raene religionen nedksempet med teologien (Marx, Feuerbach, Strauss og herhjemme Frederik Drejer).

Hardt angrebet i striden af bade Hojres og Venstres (filosofisk forstaet)monister gjorde Nielsen i striden om tro og viden f 1866_—69) adskillige indrommelser, indforte bl. a. mysteriet som en »nodhjselpskategori«for at beskrive det sted i menneskets personlighed hvor tro og viden forsones. Fra kirkelig side betonede man isser umuligheden af et dualistisk gudsbegreb og hsevdede at skabelse og under (mirakel) ikke fik plads i Nielsens tankegang, skont miraklet ialtfald som mulighed netop er afgorende i den religiose position, en ikke »unaturlig, men overnaturlig*begivenhed fremkaldt ved at den hojere verdens love krydser den »sublunariske« verdens naturlove. Herimod dannede Nielsen det begrebsom siden anvendtes i tide og utide: »dndsvirkelighed«; thi »skabelseshistorien«er ikke »et stykke overnaturlig naturhistorie«; al naturhistorieer »profan« og inkommensurabel med det religiose, men »skabelseshistoriener abenbaringshistorie, abenbaringshistoriens virkelighed er andsvirkelighed, virkelighed for anden«, d. v. s. videnskabeligt uantagelig,men religiost gyldig. Fra den anden side (H. Brochner, G. Sibbern eller som exponent for dem Georg Brandes) blev Nielsens dualisme angrebetsom forende til personlighedsspaltning, et »dobbelt bogholderi«; thi er tro og viden virkelig uensartede til bunds kan de ikke psykologisk

forenes uden at spraenge bevidstheden; hele dualismen er derfor blot en
»maskeradespog«.

Brandes var den lettest bevaebnede af Nielsens uteologiske monistiske modstandere, men i journalistikken afgjort den eleganteste — blev ogsa meget rost af Martensen og omvendt! — han kom fra en dybtgaende religios krise under Kierkegaards pavirkning, men havde delvis ksempet sig ud af den under Feuerbachs indflydelse og hans standpunkt i striden var naermest panteistisk, en religiost farvet humanisme uden abenbaring og undere, men baret af en stemning som pa erkendelsens hojder slog over i en slags hengivelse til alnaturen. De folgende ar forte ham under fransk og engelsk positivismes virkninger til at forene dette standpunkt med arhundredets evolutionistiske fremskridtstro: »Der gives i historien ingen hojere, ingen mere guddommelig and end fremskridtets and. Fritaenkeren er — det ved og foler han — pa dens side. Men er han det, da er han pa guddommens side og guddommen med ham«. Hvad den kristne kultursynteses folk kaldte tro manglede han ganske vist, men ikke »hvad jeg selv kalder saledes. Jeg tror pa tanken, jeg tror pa at fornuft og frihed, fordi deres vsesen er de staerkeste, altid arbejder sig frem i lyset, og jeg tror pa disse magters uimodstaelighed, uovervindelighed og sandhed; dette er min simple tro«, men kristendommen, d. v. s. den bestaende kirke, rasede han med kierkegaardsk lidenskab imod: »hvad man ikke gerne vedkender sig hojt, det vedkender jeg mig her: det mest levende had til kristendommen, af mit ganske hjerte skal jeg istemme Voltaires secrasons l'infame«. Jeg hader kristendommen indtil marven i mine ben. Hvad Jesus selv angar, da er det en meget smuk skikkelse, en slags mandlig Jeanne d'Arc. Men kristendommen.« Og bedre blev det naturligvis ikke da kirkens maend sammensvor sig med »dannelsens« om at holde ham ude fra universitetet, som — jfr. Martensens Ethik — en exponent for den »moderne jodedom« der via liberal politik og social oplosning vilde nedbryde alle virkelige vaerdier: kirke, stat og familie.

For samtiden stod Brandes — den romantiske elsker af den frie tanke og den frie kaerlighed, manden som hyldede en panteistisk religiositet i fremskridtstroens gevandt og forenede en kierkegaardsk forkyndelse af det absolute sandheds- og redelighedskrav med aestetisk sans, poetisk gemyt og en af Kierkegaards kirkelige polemik skserpet evne til agitation—som naturalismens, darwinismens og socialismens talsmand, i slaegt med pariserkommunens blodige demokrati og med de arbejdere som rystede borgerskabet ved deres optojer pa Fselleden — skont han var antidemokrat og genidyrker til fingerspidserne; men det var ikke Brandes som konfronterede fakultetet med den »moderne« posivitisme. Det var snarere matematikeren Ad. Steen, der i sin rektortale 1875 forkyndtevidenskabensmonisme. Han tog sit udgangspunkt i en teologisk

kollegas ord: »Nar protestantismen gik tilbage til det oprindelige, til den kristelige tros historiske udspring, sa var det ikke for at lade tanken frit prove skriftens indhold, men for at boje sig under det abenbarede som en virkelig autoritet. Deter derfor überettiget, nar man uden videre betegnerprotestantismensprincip som den frie tsenknings princip«. Ordene var selvsagt vendt mod Brandes, men Steen — der lod sin tale trykke i Brandes tidsskrift (en talende gestus) — stillede dem overfor den udviklingvidenskabenhavde gennemlobet siden renaissancen. Videnskab er uautoritativ, men teologien kuer fortsat samvittigheden, skont troen ikke har et »sikkert objektivt grundlag«, men er helt subjektiv. Ogsa protestantismen har medfort ufrihed, intellektuelt, socialt og politisk, men med den franske revolution begyndte frigorelsen, voxede frihedstrangenogbefrugtede isaer naturvidenskaberne, 10ste dem fra teologiens ag, nemlig ved afgorende at skille det som den romantiske filosofi forenede:ands - og naturvidenskaber. Men nu var den naturvidenskabelige metodeslaetigennem — hvilket i realiteten betyder, at romantikkens evolutionslserevarbragt i anvendelse f. ex. pa biologien og havde tilfort dens iagttagelser en kausalitetsteori — og nu skulde den videnskabelige monisme gennemfores over alt. Dualismen kan ikke tales; er noget »sandt« fra naturvidenskabens synspunkt ma det ogsk vsere det fra »andens«.Derer kun een videnskabelig metode, og forsynder nogen sig mod den ma dette »uvidenskabelige« forlade universitetet; heller ikke religiosemotiverberettiger kravet om at man kan eller ska! komrae til et »naturstridigt« resultat. Vil teologien vsere videnskab ma den opgive forestillingen om en abenbaring, om den »fortjener sin rundelige plads iblandt universitetets lserestole, sa ma det vsere, fordi der endnu er noget at granske, noget at forbedre. Men den ma ikke hvile pa noget udefra givet, thi sa er granskningen ikke fri, lige meget om dette givne er et sakaldt religiost liv eller en vis kreds af faste dogmer*. Ordene var i lige grad rettet mod Rs. Nielsen og teologien; de fremkaldte en reaktion fra fakultetet som viser dets svsekkelsestilstand: det meddelte konsistorium at man i gentagelsestilfaelde vilde »rejse sig under talen og forlade salen«, for Steen havde vasret taktlos og udfordrende; arsfesten var til minde om »kirkens reformation* og skulde derfor ikke bruges til angreb pa reformationens »religiose livsanskuelse«, navnlig da fakultetet som dennesreprsesentantikke kunde protestere pa stedet. Ellers var fakultetet tavst, bortset fra at Hammerich indlod sig i bladpolemik. D. G. Monrad forsvarede sandhedens dualisme: kun fanatikere kraever at teologien skal laere hvad der stemmer med naturvidenskaben eller omvendt; sandheden er altid stykkevis; som de to der gar mod ost og vest bade fjerner sig fra hinanden og dog engang vil modes, saledes har ogsa teologiens og naturvidenskabenssandhedhver deres ret som dele af en faelles totalsandhed. Denne apologetik kan sikkert betegnes som kirkens officielle, men den

viser at man folte sig trsengt og at det var umuligt lsengere at haevde teologiens dronningetrone i Martensens forstand; den spekulative teologi havde lidt sit afgorende nederlag ved ikke at have svar overfor den naturvidenskabelige empiri.

Deter karakteristisk at Steen af de kirkelige lejre modte storst forstaelse i den grundtvigske. Otto Moller i Gylling, bevaegelsens eneste virkelige systematiske teolog, var helt pa det rene med at troen ikke lader sig docere og at en kristelig videnskab derfor ikke horer hjemme pa universitetet; den kristelige teologi er jo blot en explicering af troens indhold for den troende selv og dermed videnskabelig metode uvedkomniende; en rent sproglig-historisk-filosofisk undersogelse af kristendommen sora empirisk faktum kan naturligvis nok forega ved universitetet, men er troen og kirken uvedkommende. Otto Moller horte til de konservative, men pa mere radikalt grundtvigsk hold gav man ham mere ret end han brod sig om at fa.

For Grundtvig som for Kierkegaard var det afgorende kristendommensom et existensforhold, men hvor Kierkegaard samlede alt om den enkeltes forliold til Gud i konkret lydighed, i valget af sit givne liv som sit, sa Grundtvig forst og fremmest sagen an fra et kultisk-dramatisk synspunkt. Kristendommens skabende og opholdende handlinger er sakramenterne; der griber Gud direkte ind ved sit »levende« d. v. s. livsskabende, ord, og alene der kan et menneske forholde sig til ham i troens bekendelse, habets bon og kaerlighedens lovsang. Sakramentordene— trosbekendelsen, fadervor og nadverordene — er derfor ikke menneskeord, men ord »af Herrens egen mund«, talt af Jesus i fordums tid, men (hvad der er afgorende) levende og effektive, hver gang de lyder og bekendes i tro. Grundtvigs teologi samlede sig isaer om trosbekendelsen,thi et Ja til den er betingelse for dab og dermed medlemsskabi kirken, men kun Kristus kan stille dette vilkar og derfor ma — logisk-rationelt — trosbekendelsen stamme fra ham og af ham vsere »foresagt« apostlene. I bibelen findes der ingen oplysning heroin, men den er ogsa kun »lysordet«, sekundser og afledet i forhold til sakramentets»livsord«. Om dette syn havde der staet kamp i fire artier, og grundtvigianerne matte doje meget med »skriftteologerne« som bade vilde gore bibelen til religios autoritet og tvinge grundtvigianerne til at bevise at deres opfattelse svarede til den; det forste afviste de med at bibelen som et »dodt« ord — al skrift er dod i forhold til levende tale — ikke kunde skabe liv; det andet klarede de ved at henvise til at hvad der nodvendigvis ma have vseret ogsa har vaeret. Bibelen er kun nedslagetaf den seldste kristendomsforkyndelse og derfor i sig selv uegnet som primser autoritet. Det var dem derfor en livssag at fastsla at kristendommenikke kunde bygges pa bibelen, men kun pa sakramentordene

hvilket psykologisk udtrykt vil sige pa erfaringcn af sakramentordets
religiost nyskabende kraft.

1864 kastede den unge Niels Lindberg sig lid i betragtninger over forholdet mellem geologiens og bibelens oplysninger om verdens alder og tog samtidig stilling til en lobende debat om kopernikanismen der som naturvidenskabelig teori hvilede pa forestillingen om übrydelige naturlove. I samme grad man antog den matte man bryde med bibelens opfattelse. Og det var meningen: Betragtningen har polemisk perspektiv: at rarame det med benyttelse af bibelen konstruerede teologiske system til fordel for den kultisk-sakramenlale, umiddelbare religiose oplevelse, som just i sin umiddelbarhed ikke lader sig debattere. Derfor kunde Lindberg ogsa helhjertet slutte sig til Rs. Nielsen; teologien er kun »sammenvsev« af kristelig og verdslig visdom, men Nielsens dualisme er med sin »imponerende simpelhed« en »opdagelse« i andens verden, ligesa epokegorende som Grundtvigs »magelose opdagelse* — det kultisk-sakramentalesyn — ja, en videnskabelig parallel dertil som for stedse fjernede »en msengde vanskeligheder der hidtil har vaeret anset for uovervindelige«. Pa vennemodet 1872 var man naet til at Nielsens dualismeog Grundtvigs opdagelse sammen vilde erobre verden, og forst skulde de overssettes til tysk, for i Tyskland var sandhedens erkendelse mest pakrsevet. For de seldre grundtvigianere som ikkc rigtig kunne nemme Nielsens »andsvirkelighed« og havde ondt ved at acceptere skabelseog mirakler i hans udljegning var ganske vist denne parallelisme kilde til adskillig uro, men for den yngre floj og navnlig den generation som ikke personlig havde oplevet Grundtvig og de store fredelige vennemoder,men var bestemt af situationen efter 1871 (socialisme-brandesianisme-positivisme)klarede den virkelig problemerne: troen erect med selve det religiose existensforhold; den hviler pa den umiddelbare oplevelseaf den kultisk-sakramentale erfaring, er i strengeste forstand subjektiv-personlig ejendom og derfor empirisk uanfsegtelig som det selvoplevede altid er. Viden er iagttagelse, eftertaenkning, beskrivelse, altsa noget fra troen helt forskelligt, ikke i grad, men i art. Den sejrrige trosbevidsthed og den kulturelle abenhed, den komplette uforfserdethed overfor fritsenkeri og socialisme, den frisindethed og villighed til samarbejdeendog med fritsenkere, ja socialister i alle politiske, sociale og kulturelle anliggender, den anvendelse af indignations- og tendenslitteraturentil oplysning om det menneskelige som man moder i den yngre grundtvigianisme bunder i virkeligheden i denne dualisme, som engang for alle havde sikret troen som uanfsegtelig sjaelelig erfaring og lagt vidensomradet abent for al menneskelig og folkelig aktivitet. Som kristne anerkendtes alene de, der levede troens liv — uden forsog pa at udpege og samle dem i et synligt samfund — men i »kulturopgaverne kunde man modes med alle danske; derfor kunde f.ex. ogsa denne yngre floj

som i Det forenede Venstre sa et nodvendigt politisk samarbejdsorgan
medvirke ved Edv. Brandes' valg til folketinget.

De yngre grundtvigianeres stilling til Venstrepolitik splittede kredsen — vennemoderne blev fra 1872 hojst ufredelige — men vakte ogsa uro pa andre hold. Selvom de grundtvigianere som aspirerede til professorater gennemgaende var lidet radikale og hverken venstremsend eller beundrere af Rs. Nielsen, sa blev dog i en politisk og socialt bevaeget tid — hvor dannelse og borgerskab vaergede sig mod demokrati og bondevaelde og s& syner i retning af dette folkedemokratis alliance med den frie tanke, »kodets evangelium« og socialistisk »madstraev« — problemerne forenklet, og fra fakultetet set matte derfor enhver grundtvigsk ansoger potentielt betragtes som en fjende. Da fakultetet 1874_—77 skulde fornyes, matte det derfor sikres at grundtvigianerne blev holdt ude eller ialtfald ikke fik flertal.

For vi skildrer denne kamp ma der siges et par ord om Indre Missions stilling. 1861 satte de unge praester, Vilh. Beck og Johs. Clausen, ved et hardhaendet kup laegmaendene i den lille sjaellandske missionsforening fra styret efter forst at have diffameret dem ved slet grundede beskyldninger for religiost ksetteri og etisk utilforladelighed. Teologiske interesser la IM fjernt, men det gjaldt at fa egnede praester draget ind i arbejdet; derfor holdt de to praestevenner 1865 et mode pa Borchs kollegium for studenter og kandidater, og her blev samtlige teologiens discipliner heglet igennem under synspunktet: det har ingen praktisk betydning, det kan ikke bruges i »menigheden«, deter blot pindehuggeri, detailler og ligegyldigheder som ikke kan fore noget menneske til omvendelse, endsige salighed. En teolog uddanner sig til »kamp pa liv og dod med Satan og hele helvedes magt«, derfor mS. han vsere vakt, leve med i de helliges samfund i hovedstaden og i grupper af dette livssamfund mellem studenterne selv; deter den egentlige uddannelse, og sa skal de i tjeneste hos en »levende prasst« med et » frisk menighedsliv« og derved knyttes aktivt til IM. Studiereformer beskaeftigede man sig ikke mcd; studiet var en orkenvandring som blot skulde overstas og som man kom levende igennem ved at gore mindst muligt ud af det og i stedet habilitere sig mest muligt i det »praktiske«, sondagsskoler, ungdomsarbejde etc. Senere svingede IM.s forhold til fakultetet fra ligegyldighed til mistaenkeliggorelse (se p. 241).

Den oprindelige missionsforkyndelse var grundtvigsk, men afpasset efter et lavere socialt niveau end grundtvigianismens, derfor f.ex. mere pagaende i formen, mindre tilbojelig til at acceptere det »vaextens« perspektiv,hvori de grundtvigske praester, skolefolk og bonder sa tilvaerelsen.Men troen, daben, bonnen og nadveren var prsedikenens indhold, tit pa helt stereotyp vis. I dette skete der en forandring, da IM efter 1865 slog fast rod i Midtjylland og d6r fik sit egentlige kraftcentrum; her

herskede en kulturfjendsk pietisme af grov og primitiv art, og her matte man tage en skarp antigrundtvigsk kurs fordi de »bornholmske« praedikanter,d.v.s. en fra Sverige pavirket vsekkelsesbevaegelse af antisakramentalkarakter, gik grundtvigianismen hardt imod, og kun ved selv at laegge an pa samme linie kunde man habe at bremse »bornholmernes« indhug pa de vakte (isaer i Skern-egnen). Under Becks ledelse — det er et stort sporgsmal om ikke IM.s »hovding« var mere ledet end leder — blev IM fra 1868/9 afgjort antigrundtvigsk (og Clausen skiltes ud, blev forsvarsven og sonderjysk pioner), og i samme retning virkede de angloamerikanskeimpulser i metodistisk and; mere og mere koncentrerede forkyndelsen sig om at fremkalde den umiddelbare religiose omvendelsesoplevelseog gennem religiose erfaringer i sjaelelivet frernskaffe den sa eftertragtede »frelsesvished«, den umiddelbare sikkerhedsfornemmelse som sa samtidig afstivedes ved en bastant bibeltro pa »bogen« som gudsordet.

Da Bornemann trset af den hablose kamp for at gore sig forstaelig 1870 samtidig med spekulationens evidente nederlag overfor det naturvidenskabeligevidenskabsbegreb trak sig tilbage (og fulgtes af Henrik Scharling)bestod fakultetet af 5 mand: H. N. Clausen, C. E. Scharling, Henrik Scharling, Fr. Hammerich og Chr. Hermansen. Ingen af dem var istand til videre effektivt at imodega den kritik som rejstes fra forskellig side i arene 1871_—75: Rs. Nielsen definerede det som en ny praesteskoles opgave at »bringe det videnskabelige i et sadant forhold til det religiose, at den vordende menighedslaerer kan med rigere indsigt og klarere overblikkomme til at sta pa samme grundlag som menigheden selv«, altsa en rent grundtvigsk betragtning som man ogsa kunde finde den hos Skat Rordam eller Fredrik Nielsen, der 1874/5 sogte at formulere praktiskeforslag til at stille teologien i et »levende forhold til den kristne tro og kirken« og klare de store »grundmodsaetninger mellem troen og vantroen«,sa man maerker »livets pulsslag« i de enkelte fag og samtidig bygger pa rent danske forudsaetninger; dansk teologi behover ikke at ga udenlands, men kan klare sig med Grundtvig, P. C. Kierkegaard, Hammerich,Birkedal og Rordam. Den konservative hojkirkemand og ydre missionsven, Dr. Kalkar, var meget utilfreds med at fakultetet ikke uddannede i apologetik og polemik — aengstelsen for katolicismen efter proklamationen af ufejlbarhedsdogmet 1870 var meget stor og fik ny naering da en katolsk kierkegaardianer, Grev Holstein-Ledreborg som ogsa var venstrepolitiker hidsigt angreb folkekirken med ultramontane argumenter i kierkegaardsk arrangement. Kierkegaard-disciplen Kofoed- Hansen som senere nedlagde sit stiftsprovsti og blev katolik vilde dele praesteuddannelsen, sa den kunde fas enten ved universitetet eller ved

et uakademisk prassteseminarium, og isaer vilde han have ansat en fakultetsprsest;i sin herskende form var teologien uanvendelig overfor den moderne »demoteisme«, demokratiets folkeforgudelse som vel tilsidstvar det der tvang ham til Rom. Johs. Clausen vilde en fri praesteskolei organisk forbindelse med kirken, og A. C. Larsen der under stridenom tro og viden var svinget fra Martensens til et rationalistisk standpunkt hsevdede (som Steen) den afgrundsdybe forskel pa videnskabog konfessionel teologi og vilde denned molivere et praesteseminarium.Han blev imodegaet af gamle H. N. Clausen i et svagt skrift, der blot hsevdede at teologien selvom den hviler pa abenbaring og under horer hjemme pa universitetet; de andre videnskaber kan anse teologiens fundament for mere eller mindre problematisk, men bensegte det vil de »exakte videnskaber« vel vogte sig for. Endelig kan det naevnes at Martensen og hans egentlige disciple — som f.ex. efterfolgeren B. J. Fog — i og for sig ikke var sa ivrige for at hsevde den specielt teologiske uddannelses akademiske karakter — Fog var ialtfald noget influeret af engelske universitetsforhold — men det vigtigste for dem var at bevare prsesternes klassiske dannelse; uden den var det umuligt at hsevde gejstlighedenskulturelle og sociale position som en del af embedsstanden. Og modssetningen til grundtvigianerne voxede efterhanden som der i det folkeligt-grundtvigske venstre bredte sig forestillinger om en helt ny nordisk kultur, hvilende pa islandsk og oldnordisk litteratur (C. Rosenberg)eller nar de, som f.ex. Briicker og Morten Pontoppidan gik langt udenfor de moderate grundtvigianeres kreds og vilde gore praesteuddannelsenhelt fri, overladt de enkelte kirkelige retningers eget initiativ; som liberalister var de overbevist om at kirken ved den frie konkurrencevilde fa bedre og til kampen mod fritsenkeriet langt mere udrustedeprsester.

Fakultetet var altsa i alvorlig klemme fra alle sider; dets msend var henimod 70 eller endda 80; Hermansen blev apoplektisk, men fortsatte at forelsese fra sin rullestol, og 1874 trak H. N. Clausen sig — 81 ar gammel og efter 52 ars tjeneste — omsider tilbage. Af forhandenvserende muligheder var der Skat Rordam og Valdemar Sthyr. Rordam var vel kvalificeret, men ikke specielt i dogmatik, skont han siden docenturkonkurrencen(p. 220) havde udgivet en halvpopulaer dogmatik (meget anvendt pa seminarier) og var kommet i konflikt med et par hojresindedebisper. Sthyr havde vseret undervisningsassistent, var selvbevidst, men ringe udstyret med begavelse og laerdom og i besiddelse af et vaesen som gjorde ham almindeligt til nar. Desuden var der Peder Madsen, godt 30 ar gammel, vestjyde, stod vsekkelsen nser uden at tilhore IM; han havde laest alt muligt, kunde det pa fingrene, var perfektibel, en habil manuduktor uden nogen form for originale ideer, af trovaerdigt ydre og en tillidvsekkende dialekt, langsom, fuld af betaenkeligheder,

hverken Clausens eller Martensens mand, men en besindig konservativ natur. Til ham vendte fakultetet sig og tilbod ham Clausens embede, idet man dog samtidig — for at udelukke aeldre ansogere med storre indtsegtsbehov — foreslog ministeriet at omdanne embedet til et docentur pa 3 ar; konkurrence var overflodig da man ikke kendte andre emner, og Madsen anbefaledes med den begrundelse at han vel ikke havde skrevet noget, men havde kvalificeret sig som manuduktor. Skat Rordam — skrev man til Madsen — kunde ikke bruges; han var tiltagende grundtvigsk i fanatisk retning (det var ikke sandt, men han havde netop forarget fakultetet ved en bemaerkning om at »alle danske i vore dage (indander) den andelige luft, der er maettet med det lys som Gud ved Grundtvig har ladet opga over daben«), og desuden vilde jo grundtvigianernei deres vildskab sla sig sammen med bonderne om at udrydde fakultetet. Sthyr havde habet at fa embedet tilbudt og blev meget vred; han var ganske klar over manovrerne for at skubbe ham ud, men rnente at fakultetet gerne kunde have spurgt ham, nar det vidste at han vilde sige nej. Madsen blev derefter ansat i det hab at »ikke den ulykke kommer, hvormed der trues: oprettelsen af et prsesteseminarium ... Gud styre alt til det bedste«. Inden der var gaet et ar foreslog ministeriet at gore Madsen til professor, og i erkendelsen af at han havde svaret til forventningerne (dog med et lille forbehold for de to Scharlingers vedkommende)gik fakultetet gladelig med. Kort efter fik han ridderkorset hvorover han hjerteligt glsedede sig, isaer fordi den i alder og anciennitet 7—Bar7_—Bar aeldre Henrik Scharling endnu intet havde faet.

I Madsen fik fakultetet sin stserke mand gennem 35 ar. Og hans duelighed sa man exempel pa allerede 1876, da C. E. Scharling tog afsked. Som ansogere meldte sig Sthyr (»Jeg onsker at fa det ledige professorat«) og Fredrik Nielsen; den sidste var egentlig kirkehistoriker, men havde studeret palaeografi hos tidens store navn i NT, isaer textforskningen, Tischendorff, og han havde — skont ikke gradueret — sogt om »ret« til at holde f orelaesninger; fakultetet afslog i begyndelsen af 1876 — af prsecedenshensyn, men reelt for at undga denne grundtvigske kritiker — hans onske, hvorefter ministeriet gav ham tilladelsen pa 3 ar.

Men der var ogsa andre muligheder: P. Scharling, broder til Henrik, en dygtig praest, men slet ikke forsker; ham vilde Madsen nu ikke have, for een Scharling var mere end nok; det hed sig at fakultetet var i selvsupplerende klikes void, og tog man en ny Scharling havde man to (af fern) af samme »familietype«; det kunde kun skade fakultetet. V. Schousboe, praest ved Garnisons kirke og en yndet bourgeoisi-praedikant,var en personlig ven af Madsen der gerne sa ham i fakultetet; men dels var han trods haederlige kundskaber og dygtighed dog langtfra fagligt kvalificeret dels vilde han ikke konkurrere, men kaldes for ikke

at »diskreditere« sin menighed ved Garnisons. Sthyr ansa Madsen for absolut uantagelig, personligt og sagligt, men selv gjorde han sig voldsommeanstrengelser og truede med at ssette sin kones adelige familie, sine bekendte ved Hoffet, ja kongen selv i sving for at na sit mal. Madsen lod ham rase og rejste til Jylland for at finde en brugbar prsest til stillingensom professor i NT. Han undersogte mulighederne hos sognepraest Leunbach i Kolding (siden biskop pa Falster), hos Dr. Johannes Clausen i Horsens (siden biskop i Aarhus) og isaer hos sogneprsest P. J. Pedersen i Galtrup pa Mors (siden stiftsprovst i Aalborg og Ribe). P. J. Pedersen var en dygtig mand — og en stor grundtvigianeraeder som. frimenigheden i oster Jolby fik at fornemme — men han var uden speciel sagkundskab i NT; det vidste han selv, men Madsen lod ham ikke i ro; han forsikrede ham at en konkurrence jo altid blev lagt til rette efter det onskede udfaldog vilde han blot laese et par naermere betegnede tyske handboger skulde han vaere vis pa embedet; typisk tegnede han sit eget ideal af en teologi-professor i ordene: »Der gives sikkert intet teologisk fag, hvor det mindre kommer an pa, om den vedkommende har drevet et udpraeget fagstudium i forvejen. Thi som De ved foreligger jo udbyttet af fortidensexegetiske arbejde sa samlet, overskueligt og lettilgaengeligt at deter temmelig let at ssette sig ind deri« — alle kommentarerne er skrevet, der sker ikke mere i faget; deter blot at laese og diktere — men afgorende er at NT er »levende for den vedkommende, at han medbringerexegetisk blik og herredomme over de kristelige tanker ... og fremdeles kommer det som jo forovrigt overalt, hvor talen er om kaldsgerningeri kristendommens tjeneste i vore dage an pa at han ved en vederhaeftig og vasgtfuld personlig optraeden kan udfylde pladsen«. Det teologiske embede er en kirkelig funktion, en kvalificeret kristelig kaldsgerningsom bedst udoves ved personlig pondus, mindre ved saglig forskning.Fakultetet er i fare; videnskabeligt kan studiet ikke reddes, men kan dets medlemmer optraede »vaegtfuldt« er der endnu en fremtid, isaer nar de.har »herredomnie over de kristelige tanker«, d.v.s. den rigtige mening.

P. J. Pedersen fastholdt sit nej trods besog, breve og telegrammer, og Madsen matte bekvemme sig til at tage Sthyr — hvad Sthyr selv i sit doktorvita 1894 beretter om ansaettelsen er med et mildt ord ukorrekt— det var ham yderst pinligt; det rette vilde — som han skrev til vennen Jacobi (siden stiftsprovst i Aalborg) — vaere at tage Fredrik Nielsen, men her stod »dndsretningen« i vejen — han var jo grundtvigsk, og nar GT blev ledigt, matte man regne med at Skat Rordam vilde vaere alle andre overlegen (han forhandlede iovrigt allerede med fakultet og ministerium om embedet), og med den grundtvigske Hammerich (rigtignokaf yderste hojre fl0j) i kirkehistorie og Fredrik Nielsen i NT vilde flertallet vaere vippet, praesteuddannelsen blevet grundtvigsk og bastionen

tabt til et yderliggaende parti i kirken og i realiteten til det politiske Venstre som ydermere var forbundet ined det litteraere Venstre. Altsa var der ingen vej udenom Sthyr. Typisk er Jacobis svar: »gruelig sorgeliger det at skulle forkaste en gehaltfuld mand for en forfaengelig og afmsegtig vante som Sthyr der kun anbefales ved negative egenskaber«.

Nu sad Hermansen salaenge at Rordam blev for gammel og fik (bl.a. ved kostelige manipulationer via Fredrik Nielsen og enkedronningen) for godt et hovedstadsembede til at kunne overtage et professorat; i stedet knyttedes den unge Frantz Buhl 1880 til fakultetet som docent (professor 1882), og dermed fik det sin eneste videnskabelige kraft; de mange trakasserier han modte fik ham til 1890 at modtage en kaldelse til Leipzig; han vendte hjem 1898, men nu til det filosofiske fakultet og stod siden teologien fjernt. J. C. Jacob sen afloste ham; han skrev kun lidt, men i sin undervisning indovede han i hoj grad videnskabelig metode og gav en kvalificeret og inspirerende introduktion i sit fag.

1877 dode Hammerich, og Fredrik Nielsen der var vel kvalificeret i nyere kirkehistorie fik uden storre besvaer embedet; een grundtvigianer kunde jo nok baeres — skont den gamle reaktionaere biskop Brammer i Aarhus privat skrev til kongen og bad ham naegte sin underskrift pa udnsevnelsen. — Dermed var fakultetets pneg xndret. Nielsen og Madsen tog foringen, de andre spillede indadtil som udadtil mindre rolle. Sthyr var helt igennem et videnskabeligt nul; han interesserede sig for hojrepolitikog for at forbedre sin okonomi (tiltvang sig saledes timer pa pastoralseminariet) og blev som loyal partifaelle af Estrup 1887 biskop pa Lolland-Falster, siden endog kultusminister hvorunder han vakte forargelse ved den genistreg at holde Fyens bispestol vakant i et ar for sa selv at overtage den. For faget betod han intet. Han aflostes af L. Schat-Petersen, som i grunden var religionshistoriker; som professor henfaldt han til at skrive kaempekommentarer efter kompilationsprincippetaf den slags Fredrik Nielsen med rette kaldte den »fladeste og andloseste«; selv var han ifolge samrne kilde en »tor sild«. Da hans eftermand Fr. Torm (1903^—40) til taet op mod nutiden har optrykt disse pedant-kommentarer, har ogsa han, og ikke blot derved, medansvar for at NT-studiet til vore dage er blevet belastet med et helt foraeldet kundskabsstof uden and og linie. Henrik Scharling betod i grunden kun lidt; han kunde aldrig saette noget igennem af betydning, men hans udpraegedehad til alt grundtvigsk (han ansa de grundtvigske salmers mangel pa etisk alvor og impuls for at vaere stserkt medvirkende til de sorgmodige politiske og sociale tilstande under visnepolitik og provisorier)forte ham gang pa gang i konflikt med den iltre og arrige Fredrik Nielsen, som gennem mange ar blev generet af Scharling i sit malbevidste

arbejde pa al gore Skat Rordam til aeresdoktor i teologi og derved kvalificereham til Sjaellands biskop; det lykkedes 1895 efter usandsynlige intriger og kun med IM.s hjaelp; betalingen faldt i form af den forste IM-biskop i Ribe. Nielsen og Scharling skrev bitre boger og holdt ophidsedeforelaesninger mod hinanden i samme sags anledning.

I fakultetet virkede Fredrik Nielsen ved Madsens side for at gore fakultetet til menighedens fakultet og uddanne praester som nogenlunde svarede til hvad man antog for menighedens behov. Deter karakteristisk at da Nielsen 1882 blev angrebet fra radikal grundtvigsk side, fordi han nu indtog modsat standpunkt af det han havde haft for han kom ind i fakultetet fog bl. a. forkastede de examenskommissioner han sa ivrigt havde propageret), sogte han ikke at begrunde fakultetets berettigelse med videnskabelige kvalifikationer, men henviste til dets medlemmers deltagelse i alskens praktisk kirkeligt arbejde, bestyrelser, institutioner etc. De seresdoktorkreationer fakultetet foretog ved universitetets 400arsfest 1879 udmserker nsesten demonstrativt det praktiske kirkelivs maend. Det var Nielsens hab at bidrage til en langsom og konservativ udvikling, en bestandig holden igen pa alle demokratiske tendenser, og da det ikke lykkedes blev han vred og bange; mere og mere sa han alt i apokalyptisk perspektiv: demokratiet var det sidste trin for verdens undergang, flertallet altid gudlost og oprorsk; hans sidste ar som biskop i Aalborg og Aarhus (til 1907) gik med at konstruere en reaktionaer kirkeforfatning til vaern mod folketingsdemokratiet. Fagligt ydede han gode ting, isaer fordi han var en livlig forelseser, en god fortaeller i grundtvigsk stil, men overfor den frembrydende kildekritiske metode (Erslev) stod han naermest uforstaende og hans egne mange og hojst lseselige boger har kun lidt med egentlig historisk forskning at gore.

Fakultetets altoverragende personlighed var dog Madsen. Han var rigt gift og barnlos, havde rad til godgorenhed og kunde stille Vedbygard til radighed for besvaerlige kirkelige forhandlinger som gled lettere i herregardsluft og socialt high-life. Ogsa studenterne tog han sig af, samlede dem ugentlig hjemme, holdt et (mest) praktisk-kirkeligt eller opbyggeligt foredrag for dem og lod sa tjeneren sla doren op til et velspsekketbord; mangen sulten teolog fik her ugens eneste ordentlige maltid og disse aftener gav Madsen et omfaltende personalkundskab; det havde en hensigt: han var ministeriets konsulent ved udnaevnelser og ikke mindre bispernes; de kaldte ham »praestefangeren« og med rette. Hverken ministerium eller bisper kunde sidde inde med videre personalkundskab,menighedsrad fandtes ikke, men i Madsen havde man en virkelig sagkundskab; i sine anbefalinger undgik han heist folk med skarpe standpunkter, de egentlige grundtvigianere eller missionsfolk veg han udenom og foretrak de »blode mellemvarer«; han har et vaesentligt ansvar for at embederne blev fyldt med psene og skikkelige praester med

almindelige meninger og konservative tilbojeligheder. Kun fa gennemskuedeham,
en af dem var Otto Moller i Gylling som aldrig kom nogen
steder, men var en iagttager og kommentator af hoj karat.

Videnskabeligt betod han kun lidt; hans kommentarer til NT — flere af dem kom posthumt — er overvejende excerpter af tyske og engelske konservative exegeter, og den dogmatik han 1876_—1908 forelaeste over 9 gange og som ogsa blev posthumt udgivet rummer intel originalt, men e.r (p. 238 f.) en reproduklion af hans ungdoms tyske modeleologi kombineret med det overleverede system. Han deltog ivrigt i det kirkelige arbejde; da han 1878 blev opfordret til at medvirke i liturgireformer glsedede det ham just fordi fakultetet i nutiden kun kunde vinde anseelse ved at deltage i kirkeligt arbejde. Han folte sig helt og holdent pa linie med Kbhvns Indre Mission i hvis bestyrelse han laenge sad og hvis formand han var i nogle ar. Mens den af Beck ledede »landmission« var en religios vsekkelse i de lag der religiost, socialt og kulturelt la under gardmandsklassen, var » bymissionen «, bade i den kbhvnske form og i provinsbyernes Stefansforeninger udgaet fra borgerskabet, i forstaelse af at en kristelig social indsats var nodvendig for at hsemme socialismen, men ogsa af onsket om at ove en humanitaer indsats pi menighedsplejebasis med genoplivelse af det oldkirkelige diakonat; dette var hvad f.ex. Martensen forstod ved indre mission, og der forela tyske og engelske forbilleder. Mens landmissionen vilde virke ved »ordet« brugte bymissionen ogsa institutioner — fra diakonisseanstalter til magdalenehjem — og den social-religiose modsaetning blev med arene meget skarp; Beck vilde gennemfore sit syn i Kbhvn og fik voxende stotte af det dervserende laegfolk, for indvandringen bragte just de lag til byen som IM pa landet havde mest tag i, og bymissionen gjorde sig forgseves anstrengelser for at daemme op mod stormlobene. Fakultetet og isaer Madsen var staerkt engageret, og nar Beck i bibelkritikstriden aendrede sin gamle ligegyldighed for fakultetet til en skrupellos mistaenkeliggorelse skyldes det forst og fremmest hans opgor med Kbhvns IM. Madsen hadede og frygtede Beck; der er naeppe nogen anden han i private breve i den grad overdsenger med foragtens adjektiver; han sogte at fa bisperne til at kvsele IM og skyede intet middel — heller ikke de anonyme artikler eller breve — for at na sit mal. Alt var forgseves. 1896 rettede Beck under striden om Kbhvns IM sit flammende: Pa knae for bibelen, professorer, direkte imod ham, og 1% ar efter slog IM via laegfolket i Kbhvn afgorende igennem overfor institutionsmissionen, knaekkede dens position og — tilegnede sig dens metoder.

I halvfemserne begyndte den liberate teologi at gore sig gaeldende; den accepterede naturvidenskab og historisk kildekritik som sine forudsaetningerog anlagde evolutionistiske synspunkter, vilde f.ex. pa baggrundaf det rige materiale som sammenlignende religionsvidenskab nu

fremdrog dokumentere kristendommens overlegenhed udfra dens monoteismesom antoges at vaere den religionshistoriske udviklings top. Til teologiens traditionelle metafysik stillede de liberale teologer sig skeptisk, »kirkelaeren« var for dem naerniest et skaeldsord, og fakultetets ledere, Madsen og Nielsen, grundede det Kirkeleksikon for Norden (1897) der matte skrives nu, om det skulde fa konservative forfattere og bevare endnu een generation for rettroenheden. Men den liberale bolge steg stot, navnlig efter 1900; da Fredrik Nielsen dette ar blev biskop onskede han og Madsen at undga den fuldt kvalificerede J. Oskar Andersen som eftermand. Nielsen bl.a. fordi Oskar Andersen horte til Scharlings omgangskreds,og Madsen fordi han i den 25-arige kandidat Valdemar Ammundsen sa et übeskrevet blad som i tide kunde opdrages til at arve kampen mod liberalismen. I sa henseende blev Ammundsen en stor skuffelse, han blev tvaertimod en af den teologiske liberalismes fornemsteledere. Fra 1905 var F. C. Krarup vor hjemlige teologis forende navn; da udgav han en religionsfilosofi som i struktur og konklusion la meget nser op ad Hoffdings VEerdifilosofi, rned ham troede han pa religionen som vaerdiernes bestaen og i kristendommen — nemlig i Jesu ideale personlighed — sa han det hojeste religiose trin. Da der samtidig opstod en mere aktiv og k&mpende liberal teologi som drev folkelig agitation og sogte politisk-sociale kontakter i Det radikale Venstre og Socialdemokratiet (Arboe Rasmussen), lod Madsen sig 1909 — 66 ar gammel uden nogensinde at have vseret prsest — gore til Sjsellands biskop for i kirken at holde den position han efterhanden havde tabt i teologien; men han fik ingen betydning; kultusminister Jacob Appel var ham langt overlegen i intrigespil, og hans bispetid blev kun kort; efter 11/^l¹/^ ars virke dode han, just som Arboe Rasmussen-sagen gik ind i sin kritiske fase. Krarup havde vseret selvskrevet som hans efterfolger i fakultetet, men undlod at soge fordi han vidste at han vilde blive holdt ude. I stedet valgtes den grundtvigske docent, J. P. Bang — nu var grundtvigianismen ikke lsengere en fjende, tvsertimod dens moderate floj folte sig lige sa truet af liberal teologi og radikal eller socialistisk politik som orthodoxien.

Den liberale teologi Madsen vilde beksempe havde han selv forberedt. Personligt var han en vaklende og usikker karakter, den vsegtfulde pondus var for en stor del en dsekkende maske; han var den typiske midler, altid medierende mellem standpunkter, altid rede til at se en sag fra alle tsenkelige synsvinkler og derved undga at tage klar stilling. Det svarede til hans position i fakultetet; han var kommet ind fordi man habede at han kunde afvserge truslerne og redde fakultetet fra deklasseringtil et uakademisk prsesteseminarium, og stedt mellem modssetningeraf mange slags matte det blive hans opgave at mediere og balancere, at holde igen og holde igang, tie til der ikke kunde ties lsengereog

gereogda sige det mindst mulige. Den situation, der fremkaldte bibelkritikstridener for sa vidt et sserdeles talende exempel: Da Buhls beromtebog om Israels historie forela 1893 og denned hele det litterserkritiskesyn pa GT var fremlagt for offentligheden, folte Madsen sig kaldet til at sige noget. For de mere fremskredne var det for sent; de havde allerede tilegnet sig et historisk bibelsyn uden rigtig at vide trvad de skulde bruge det til. For IM.s brede lag var det endhu mange artier for tidligt, men Madsen medierede efter evne og fremsatte i sin rektortale1894 det sserdeles liberalteologiske synspunkt, at kun bibelens direktereligiose indhold er abenbaring, derimod ikke hvad den siger om naturvidenskabelige eller historiske sporgsmal. Derfor er der f.ex. heller ikke grund til forskrsekkelse fordi Jesus citerer Psalme 110 som skrevet af David, skont forskningen ansa den for efterexilsk. Kun det religiose var abenbaring, og om det kneb postulerede Madsen uden videre en specielreligios abenbaring for tilfaeldet. Den spekulative laere om Jesu guddommelighed,konstrueret pa oldtidens nyplatoniske filosofi, opgav han, dog ikke ganske: ved sin inkarnation havde Jesus nemlig aflagt de guddommelige egenskaber, derunder ogsa alvidenheden, og derfor kunde han godt »i virkeligheden« vaere Gud uden at gamed guddomsegenskaberneog behovede derfor f.ex. ikke at vaere korrekt underrettet om forfatterskabettil Psalme 110. Morten Pontoppidan mindede i den anledning userbodigt om manden, som havde garderhojden, men ikke gik med den! Et teologisk system som f.ex. Martensens vilde Madsen ikke skabe; den systematiske teologis opgave var blot at eftervise i dogmatikken at kristendommen svarede til menneskets religiose behov, og i etikken al den gav impulser til en •»hojere og sedlere* Hvsforelse end den humane etik. Med en psykologisk-etisk begrundelse udfoldede han sin apologetik, ikke fuldt sa konsekvent som de liberale i den nsermeste eftertid, men dog sadan at han blev det overgangsstade der medierede mellem konservativorthodoxi og traditionelt lseresystem og pa den anden side et historisk bibel- og dogmesyn og en liberal-teologisk legitimation af kristendommenud fra en vserdifilosofi, der principielt var pa den hoffdingskelinie.

Madsen tager aldrig udgangspunkt hos Grundtvig eller Kierkegaard — da han 1888 vilde holde foredrag for studenterne om den sidste matte han indhente oplysninger hos vennen Jacobi, som han erindrede havde lsest Kierkegaard i sin ungdom — men den religiose erkendelsesteorihan udviklede er i noje overensstemmelse med vaekkelsernes og horte hjemme i en tid der endnu i psykologien var bestemt af romantikernespersonlighedsfilosofi og en sjaelelsere der i bevidsthedslivet sa en. selvstsendig sfaere uafhaengig af fysik og biologi, af timelighed og endelighed. I samme nu den naturvidenskabelige betragtning ogsa ud.straktestil psykologien for ikke at tale om diskrimineringen af den

religiose oplevelse gennern den freudianske psykoanalyse, matte Madsens og vsekkelsens failles psykologiske forudssetning briste, men dette horer en senere tid til, sidst i forrige arhundrede la. alt anderledes og vedblev at gore det ogsa i den liberale teologis tidsrum.

Som vi sa (p. 226 f.) legitimerede grundtvigianerne troen udfra den umiddelbare religiose oplevelse i den kultisk-sakramentale handling, og hele IM.s suggererende propaganda sigtede mod samme mal: at skabe et pres som kunde fremkalde den psykiske oplevelse, det sjselechock der forer et menneske over fra dod til liv, morke til lys og gor det viss pa sin frelse, fordi den er oplevet med umiddelbar erfaring. Det var i virkeligheden denne religiose oplevelse som blev sat i system af Madsens teologiske lserere ved det i Tyskland omkr. 1870 forende fakultet i Erlangen. I Fr. Franks System der christlichen Gewissheit konstrueres hele dogmatikken pa grundlag af en vishedslsere, der danner den dogmatiske teori. Af den umiddelbare erfaring af synd som etisk bundethed og af det kristne troslivs religiost-etiske vsext udledte han hele den nietafysiske (transcendente) verden — thi Gud ma vaere en betingelse for og arsag til bade skyld- og i'rihedsfolelse — og han udfandt ogsa objektiviteten af de sakaldte transeunte midler, d.v.s. de redskaber hvorigennem det metafysiske »gar over i«, griber ind i den empiriske verden: kirken, sakramenterne, bibelen etc. Hos Frank er sandhedsbeviset ikke objektivt i den forstand at det kan demonstreres overfor dem der star udenfor den religiose erfaring. Sigtet med systemet er apologetisk; under tryk af den frembrydende empiriske videnskab vilde Frank skabe et vishedssystem som gav den troende en pavisning af de kristne trosforestillingers nodvendighed og ret. Sa meget ogsa Frank afslog at give et monistisk system i hegelianernes forstand og blot vilde fremstille den kristne sandhed i uadsekvat skikkelse og i en bestemt situation, reproducerede han dog i praxis hele den luthersk-orthodoxe dogmatik omend med et friere syn pa bibelen som historisk dokument og med en opfattelse af Jesu guddom og menneskelighed som ganske svarer til Madsens. Thi han overtog stort set Franks psykologiske begrundelse af kristendommen og dermed teologien; i sin Dogmatik bestemte han »kristendommens sandhedsbevis« ikke objektivt ud fra historisk aegthed eller filosofisk argumentation, men »ad praktisk personlig vej, gennem andelig erfaring, overbeviser (den) mennesker om sin frelsende kraft«. Da den hegelske spekulation brod sammen og filosofien igen optog den kantianske idealisme mistede teologien midler til at bevise »sit indhold« filosofisk. Kierkegaard havde vist at selv de bedste historiske argumenter kun var »approximationer«, tilnsermelser; de bibelske profetier eller mirakler kunde kun vsere af forberedende art ligesom henvisningen til kristendommens historiske virkninger (Hegels af Kierkegaard sa hardt medtagne »bevis«), men (haevder Madsen) den troendes erfaring er ham

bevis nok — »kristendommens bevis for sin sandhed er altsa el erfaringsbevis«, den indplanter »en ny livsspire« hvoraf »et nyt menneske kan udfolde sig«; det sker mystisk ved en »hemmelighedsfuld forening med Gud i sjaelens dyb« og erf ares efterhanden som vsext i personlighedens udvikling«, en »organisk selvudfoldelse«. Ikke spekulativt, men ennpirisk, med tilnsermelse til en naturvidenskabelig opfattelse, optra>der her evolutionismen som det baerende ogsa i erfaringsteologien; den indplantede livsspire og dens vsext er ogsa den teologiske empirismes princip.

Altsa fandt Madsen et stasted overfor den smuldrende spekulative teologi og den ny-kantianisme som udgjorde den filosofiske struktur i liberalteologien; med vaextteorien havde han ligesom vsekkelserne sagt nej til Kierkegaard der stillede kravet om afgorelse i ojeblikket og ikke vilde vide af »menighed«, men kun den enkelte. Og den »moderne« tyske religiose erkendelsesteori som Madsen omplantede til dansk svarede saerdeles godt til vsekkelsernes religiose erfaringsmateriale og legitimerede den umiddelbare religionspsykologiske oplevelse som teologisk princip. Med Erlanger-teologerne kunde han sige: pectus est quod facit theologum: Hjerlet skaber teologen, og med dem kunde han genfinde hele den orthodoxe dogmatik i sin samvittighed. Tydeligere endnu end hos Madsen er det maske hos hans leologiske discipel Henry Ussing. Han var sat igang af Kierkegaard, men sogte hos ham »forst andelige impulser til at na ind i en existentiel forbindelse med den evige virkelighed og samtidig dermed en tankeforstaelse af den derved vundne visheds styrke og ret«. Den asldre apologetik som blot holder sig til at videnskaben ikke kunde nsegte underets mulighed (jfr. p. 223) tilfredsstillede ham ikke, heller ikke den apologetik der som isser engelsk teologi byggede direkte pa udviklingslseren; det gjaldt for ham at na frem til en subjektivt begrundet vished som basis for en »andelig erkendelsesteori«, der for den kristne — ikke andre — kunde vsere en »vaerdi ... ved at godtgore troens fuldgode samvittighed til at hvile i sin vished«. I dette arbejde indgik bade Herbert Spencers spiritualisme og Stuart Mills empirisme (som Hoffding henviste ham til), men navnlig Frank hvis arbejde han stort set overtog og som Madsen havde gjort ham opmaerksom pa. Pa samme made som Madsen, men med storre benyttelse af Kierkegaard, naede Ussing i sin disputats (Den christelige Vished, 1883) frem til at genfodelsesoplevelsen er »en erfaring af den levende Guds and, indplantet og nyskabende i menneskets sjsel«. Det »objektive er ikke visst i kraft af slutninger fra det subjektive, men ved sin egen umiddelbare abenbaring i os«; med ord kan det darligt forldares, fordi der er tale om mystik, thi visheden om Gud »beror pa en ganske umiddelbar andelig erfaring ... mystisk udtrykt ligesom en umiddelbar beroring af Gud«.

Ussing fik aldrig ansaettelse ved universitetet — og kirkeligt bekaempedeMadsen

pedeMadsenham som en svaermer der stod i ledtog med IM — men han virkede i perioder som en IM.s privatdocent ved fakultetet og ved sin forkyndelse fik han gennem mere end 50 ar titusinder i tale og vel mest folk som gennem vaekkelsen sad inde med den umiddelbare religioseerfaring (ialtfald som ideal) han med laerdom, skarpsind, bidsk polemik og ypperlig retorik bekraeftede dem i.

Ogsa grundtvigianerne fik deres privatdocent. De moderate fik Jens Norregaard fra Testrup til at tage den filosofiske doktorgrad for at kunne holde forelaesninger — som modvagt mod Brandes der 1883 vendte hjem som beundrer af Nietzsche — ved universitetet sidst i firserne. Hans gennemgang af Spencer, Lotze og Grundtvig paviser forst at de alle tre er enige om at erkende tankens afmagt i forhold til det »oversanselige« uden derfor at nsegte dets existens og at de afviste at gore »tankens raekkevidde til malestok for tilvserelsen«. Mens Spencer nu ikke vil vide af veje til kontakt med det oversanselige, henviste Lotze og Grundtvig til det religiose behov, men Lotze nojes med at bestemme dette behovs gyldighed ud fra selve den religiose folelse, mens Grundtvig bestemmer det ud fra kristendommen, idet dog sandhedsbeviset for ham er psykologisk: »den fred som foles ved at tro derpa«. Alle Isereudtryk er uadsekvate, men enhver lserefremstilling skal svare til det »kristnede hjertes tro, hab og kserlighed«, ikke blot bygge pa folelser eller blot pa bibelautoritet, men pa det »hjertelige liv« som skabes i dab og nadver, altsa netop den umiddelbare psykologiske erfaring af den kultisk-sakramentale

De store vaekkelsers privatdocenter og fakultetets forende dogmatiker og ledende »v3egtfulde« personlighed var enige i det afgorende: de skabte den religiose empiris system og leverede dermed en teologisk underbygning af vsekkelsesforkyndelsen. Selv var de konservative i forhold til det overleverede dogmesystem; de brugte deres psykologiske metode til at bekrzefte det. Metoden viderefortes af den liberale teologi, men her blev den brugt til at forkaste »kirkelaeren« med; den kunde de liberale ikke genfinde i deres samvittighed; hvad de konservative empirister bekraeftede benaegtede de radikale med samme metode. Og da blev de aeldre bange for deres eget vaerk. Deter nseppe noget tilfselde at just de tre, Ussing, Madsen og Norregaard omkr. 1910 hver for sig og i faellesskab tog fat pa at bygge en kirkepolitisk magtstilling op til forsvar for de konservative interesser imod de liberale teologer der ikke blot anvendte deres egen religiose erkendelsesteori til at bestride hvad de selv hsevdede i teologien, men ogsa delvis havde allieret sig med politisk radikale og socialdemokrater og hvis sag den endda meget liberale teolog Nicolai Blaedel med stort talent tog sig af som redaktor af det kirkelige stof i Politiken.

Deter imidlertid en anden historie. Her har vi blot beskaeftiget os med

den politisk-social-religiose udvikling som nied udgangspunkt i halvfjerdserneomdannede det teologiske fakultet fra en videnskabelig institution til et menighedsfakultet. Man har af og til spurgt: hvorfor fik vi ikke et virkeligt menighedsfakultet udenfor universitetet som f. ex. i Norge? Svaret er let: dels fordi vaekkelsen i Norge er een, nemlig en rent pietistisk,men i Danmark er to: en grundtvigsk og en missionsk, og de sociale skillelinier i de to har altid umuliggjort det samvirke der religiost var alle betingelser for, og dels fordi den afgorende fornyelse af fakultetetsom fandt sted pa meget kort tid (1874^—77) i Norge forst indtraf godt 20 ar senere, og da var alle de unge som omtrent samtidig kom ind i Oslo liberale og afstedkom strax en oprivende splid i den norske kirke hvoraf Menighedsfakultetet logisk fremgik. I Danmark var overgangen langsommere og lempeligere, de ledende personligheder mere i kontakt med vaekkelsen og mindre markante, mere medierende; de sa det som deres op gave at redde fakultetet ved at lempe sig frem til alle sider og legitimere deres stilling med deltagelse i det praktisk-kirkelige liv. Derforblev et virkeligt menighedsfakultet udenfor universitetet aldrig nodvendigt.Hvad skulde man med det, nar man havde Madsen og Nielsen? »Jeg var selv med den forste dag, professor Madsen besteg katederet, og jeg mindes det fra de dage som et nyt lys og en ny andelig luftning der kom over det teologiske studium; og si laenge vi har sadanne msend som prof. Madsen og prof. Nielsen f spidsen som hovedlsercrne, ma det ikke tales at der siges ud over landet, at vi har et vantro fakultet. Lad os takke Gud for at vi har saadanne maend,« — sagde Ussing som svar pa Becks angreb 1896. Og dette var en udbredt mening; det betod ikke at vsekkelserne var tilfredse med fakultetet eller forsagede nogen lejlighed til at holde det i orerne eller lejlighedsvis rejse den kirkelige pobel imod det, men stort set var der ikke bid i angrebene. I grunden vilde man dog det samme.

Fakultetet blev reddet, men prisen for afvsergelsen af bondernes, arbejdernes, brandesianernes, fagvidenskabernes, vsekkelsernes angreb matte betales. Den blev erlagt i form af dalende videnskabelig kvalitei og synkende teologisk interesse hos ungdommen. Nar undtages faget GT hvor Buhl og siden J. C. Jacobsen virkelig holdt det videnskabelige mal var det umuligt at excerpter af tyske handboger og dikterede forelsesningervedblivende kunde fange opmserksomheden; man vidste jo nok at der foregik en virkelig religionsvidenskabelig forskning udenfor murene og anede at den varsomt, men vagent blev holdt borte fra studenterne. De var forovrigt ogsa andre end for. Hidtil havde prsestesonner og andre unge fra embedshjem domineret og reprsesenteret en kulturel tradition. Nu kom de nye samfundslags sonner: gardmsendenes, husmsendenes, smafunktionserernes, arbejdernes. De var ikke kulturelt belastet; de sa intet formal i studiet, men et middel til at blive menighedspraester, en

hurdle som skulde overstas lettest muligt; studiet greb dem ikke. Det er pafaldende at sa godt som ingen kandidater i deres ordinationsvita fra denne periode naevner hvad de som studenter har vaeret teologisk optaget af, men kun hvad de har deltaget i af KFUM-arbejde, sondagsskoleretc. Forst efter 1925 slar den teologiske interesse atter igennem.

Fakultetet blev reddet ved at blive et menighedsfakultet — om det
var prisen vaerd er et sporgsmal som unddrager sig historisk undersogelse
og vurdering.

De utrykte kilder til naervserende af handling — der oprindelig er holdt som foredrag i Historisk Forening pa Aarhus Universitet og i Fsellesvidenskabeligt Kollokvium pa Kobenhavns Universitet — er foruden det teologiske fakultets dekanatspapirer i Rigsarkivet forst og fremmest Peder Madsens og Fredrik Nielsens omfattende privatarkiver i Det kgl. Bibliotek sammenholdt med en raekke korrespondancer til og fra fakultetsmedleramerne eller andre sagen vedkommende personer i offentlig eller privat eje. Af den aeldre trykte litteratur yder Fr. Torms bog: Biskop Peder Madsen (1926) og det af J. C. Kail udgivne samlevaerk: Biskop Fredrik Nielsen (1911) kun lidl, fordi anlsegget helt igennem er hagiografisk. En del stof og navnlig henvisninger kan findes i mine tre bind: Praesten Dines Pontoppidan (1948), Morten Pontoppidan I (1950), Morten Pontoppidan II (1953) og i Fern Aalborg-bisper (1954); i samme forbindelse kan henvises afhandlingen: Peder Madsen, Kirkeraadet og Indre Mission (Kirkehist. Saml. 7. 11, 444 ff.). En ikke ringe kilde til fakultetets historie haves iovrigt i det af vexlende udgivere publicerede Theologisk Tidsskrift, isser for den seldre periodes vedkommende.